Et sted i alle dokumenterne finder David måske et stykke af sig selv
Han blev tvangsfjernet fra sin mor som otteårig og tilbragte resten af sin barndom på forskellige institutioner. Som stadig flere andre anbragte har David Pedersen søgt aktindsigt i sin sag i håbet om at finde de manglende brikker til sin barndom
Line Vaaben
Journalist, Information
Den brune papkasse fra Silvan er revnet lidt i det ene hjørne. På den øverste klap står ’Anbringelsessag’, og kassen er fyldt næsten til kanten: Over 3.000 siders sagsbehandlernotater, advokatbreve, psykologiske vurderinger og skolepapirer om David Adrian Pedersen. Han blev tvangsfjernet som otteårig og kom aldrig hjem igen:

»Jeg er spredt ud over de her papirer. På samme måde som min historie er spredt ud over en masse år og steder, hvor alle mulige mennesker har skabt forskelige fortællinger om mig.«

Stadig flere tidligere anbragte børn søger i disse år aktindsigt i deres journal. Nogle for at komme til bunds i fortidens uretfærdigheder, andre søger svar på uafklarede spørgsmål. Fælles er ønsket om at samle brikkerne til en ofte fragmenteret barndom. Som David formulerer det:

»Jeg søgte ned i sagsmapperne for at finde hoved og hale i, hvilket menneske jeg er. Det er jo min barndom fortalt på papir. Den side af fortællingen er vigtig for mig at forstå, fordi jeg ikke kan få den fra min egen familie.«
David er 30 år gammel og læser psykologi på universitetet. Da han blev tvangsfjernet fra sin mor som otteårig, var han en spinkel, mørkhåret dreng. I dag er han høj og veltrænet, men øjnene er de samme: klare og blå. Flere gange i journalen nævnes hans nysgerrighed. Også den er intakt. Sammen med en følelse af at være blevet uretfærdigt behandlet, drev det ham for tre år siden til at søge aktindsigt i sin sag.

»Jeg ville gerne finde frem til sandheden. I det, min mor havde fortalt; i det, døgninstitutionerne havde fortalt; og det jeg selv kunne huske. Og måske få lukket nogle huller undervejs.«

Sagsmapperne besvarede en række af Davids spørgsmål, men gjorde det også tydeligt for ham, at systemets syn på ham og hans egne erindringer var afgørende forskelligt. Det sidste halve år har han derfor vist Dagbladet Information rundt i sine journaler, og sammen har vi opsøgt nogle af de steder og mennesker, som har haft betydning i hans anbringelse for at få brikkerne til at passe sammen.
Video:
Brikkerne til en barndom
2:30
Hele baduljen
Der findes ikke præcise tal på, hvor mange anbragte der søger deres sag, men i en række kommuner, som har registreret antallet, kan man se tredobbelte stigninger inden for få år. Ikke alle har heldet med sig – nogle steder er papirerne forsvundet eller makuleret.

Da David søgte aktindsigt i 2013, sagde kommunen først, at de fleste papirer var bortkommet. Men så pludselig efter flere måneder fandt de sagen ved et tilfælde: fem tykke mapper med papirer i tilfældig rækkefølge.

David bor i en ryddelig lejlighed med undervisningsbøger på skrivebordet og en racercykel i entreen. Og så kassen med journalen på gulvet i et hjørne. Da han i 2013 fik udleveret sin sag i skranken på kommunen, kørte han direkte hjem og åbnede den øverste kuvert. Da han først var kommet i gang, kunne han ikke stoppe. De strækker sig fra hans spæde barndom helt op i voksenlivet, og otte forskellige sagsbehandlere, talrige psykologer, lærere og pædagoger har bidraget til de 3.008 sider:

»Jeg læste bare det hele med det samme. Hele baduljen.«

Det tog ham en lille uges tid.

»Det var naturligvis sindsoprivende spændende. Men det var også hårdt. Rigtig mange steder oplevede jeg, at systemet beskrev mig med et meget pessimistisk og problematiserende blik.«

Det tidligst daterede dokument i bunken om David er en navneattest med fødselsdatoen den 26. december 1986. Davids far og mor har ikke kendt hinanden særlig længe, og faren forlader moren kun tre måneder efter fødslen. David ser ham ikke igen i løbet af sin opvækst.

David bor i lille lejlighed i København med sin mor, og i sagsbehandlerens maskinskrevne notater står, at hun helt fra begyndelsen har svært ved at tage sig af ham. David bliver anbragt på spædbørnehjemmet Glostrup Observationshjem, da han er knap et år.
Glostrup Observationshjem. David er knap et år, da han en sen aften i 1986 bliver bragt til spædbørnshjemmet Glostrup Observationshjem i en taxa sammen med en medarbejder fra Den sociale døgnvagt. Det er Davids første møde med anbringelsessystemet. Forstander Mette Ove (th) finder Davids journal frem af gemmerne, hvor han bliver beskrevet som ’en meget lækket og velpasset dreng.’
SILLE VEILMARK
I efteråret 2016 parkerer vi uden for Glostrup Observationshjem. En rød, lav murstenbygning med plads til 18 børn i akut anbringelse. Da David blev anbragt, var her 24 børn, fortæller forstander Mette Ove.

Efter en indledende snak skubber hun en lille bunke papirer hen over bordet til David. Bag et stykke brunt pap ligger hans journal, fra da han var anbragt på spædbørnshjemmet i december 1987. David bryder ud i latter, da han får øje på et billede af en dreng i rød heldragt ved et legebord. Under billedet ligger seks håndskrevne sider med notater. David bliver bragt til stedet sent om aftenen af Den Sociale Døgnvagt, fordi hans mor »er kørt helt ned«.

»D. var meget rolig, da han kom – har smilet meget til mig – kravlet rundt på gulvet og leget. Puttet sig fint. Er en meget lækker og velpasset dreng.«

Spædbørnshjemmet tager dagen efter kontakt til kommunen, hvor de får at vide, at sundhedsplejersken »har en fornemmelse af, at der er et eller andet galt i moderens forhold«. Stedets psykolog noterer, at David er normalt udviklet, men at man bør have fokus på hans sprog. Og de anbefaler en vuggestueplads, da hans mor henter ham efter nogle dage.

»Det er sindssygt interessant for mig, fordi opholdet her er min mors og mit første møde med anbringelsessystemet,« siger David.

Vi kommer forbi den stue, hvor billedet af David er taget. Hessian og gulvtæppe er afløst af hvide vægge og korkgulv. Længere nede ad gangen lyder en spæd gråd, og en pædagog går forbi med et barn tæt svøbt i en dyne.

»Selv om man tænker, det ikke er godt at lande sådan et sted så tidligt, så virker det jo ud fra journalen som rare mennesker, der vidste, hvad et spædbarn havde brug for,« siger David, da vi kører derfra.

Af Davids journal fremgår, at han få måneder efter opholdet i Glostrup igen bliver anbragt på først et og siden et andet spædbørnshjem. Hans mor kan ikke overskue opgaven, og hun har økonomiske problemer. Da David er to år, flytter hans mor fra København til en mindre by på Sjælland.
’Du ligner dig selv’
Spædbørnshjemmene var ikke det eneste, David aldrig havde hørt om, før han dykkede ned i sagsmapperne. Han fandt også et dokument, hvor man kan læse, at han var anbragt hos ægteparret Poul og Lone Hansen i kortere og længere perioder i 1989 til 1990.

»David blev stærkt knyttet til plejefamilien. Parterne havde noget helt specielt sammen,« står der.

»Jeg anede ikke, at de her mennesker eksisterede,« siger David.

Men i dag skal vi ud og besøge dem:

Aflastning er det, man i fagsprog kalder ’en forebyggende foranstaltning’, som kan være et af flere skridt, systemet tager i en familie, hvor børnene mistrives, eller forældre har brug for en pause. Omkring 7.000 udsatte børn om året kommer i aflastning. De fleste er børn af enlige forældre med et meget lille netværk.

David når at være i to aflastningsfamilier hen over tre år.

Poul og Lone Hansen var allerede plejeforældre for to drenge, da de i 1989 fik den knap treårige David i aflastning. På et billede fra 1989 taget i deres spisekøkken på Midtsjælland, sidder han grinende på skødet af Lone med Poul ved siden af. I dag har ægteparret dækket op med blødt brød og kaffe på termokanden i samme køkken. De ligner sig selv fra billedet, om end hårfarven er skiftet til grå. Og selv om David ikke kan kende dem, udbryder Lone som det første i parcelhusets entré: »Du ligner dig selv.«

David var sart, da han først kom til familien Hansen, står der i en redegørelse til kommunen. Han kunne ikke lide at blive snavset, var stille og bange for høje lyde. Men i løbet af et halvt år snakkede og legede han og tog livligt del i spejderlivet.

»
En charmerende, velbegavet dreng,« står der i rapporten.
Aflastningsfamilien. Da David er knap tre år bliver han anbragt i aflastning hos ægteparret Lone og Poul Hansen. De er meget glade for ham, men samarbejdet med Davids mor er svært. Hun efterlader ham blandt andet i flere måneder, uden at hente ham, når hun har det psykisk dårligt, selv om familien kun er godkendt til weekendaflastning.
PRIVATFOTO
»Så I mig som et skadet barn?« spørger David.

»Nej, nej, slet ikke,« siger Lone.

»Der var ingen bekymringer omkring dig. Du var altid glad og løb rundt derude i rundkørslen sammen med alle de andre børn,« siger Poul.

I 1989 gik Lone hjemme, mens Poul kørte rutebil. De holdt meget af David. Men forholdet til hans mor var belastende, fordi hun ikke passede aftalen om aflastning hver anden weekend.

»Hun ringede og sagde, at hun ikke kunne komme og hente dig. Der blev sendt en taxa herud med tøj og bleer, og så gik der flere måneder, før hun hentede dig igen,« siger Lone Hansen.

Derfor kom David videre til en anden aflastningsfamilie. Men Lone og Poul har tit tænkt på, hvad der blev af ham:

»Vi ville gerne have beholdt dig, men vi måtte ikke få et tredje barn i pleje for kommunen,« siger Poul.

»Så det er rart at se, at det er gået dig godt,« siger Lone.

Lone og Poul Hansen har haft 14 forskellige børn i aflastning og pleje siden 1979, men er i dag pensionerede. I tiden som plejefamilie oplevede de, at der blev stadig længere til kommunen. Sagsbehandlerne skiftede oftere. Og at det at tage sig af børnene blev stadigt mere professionaliseret.

»I dag uddanner man sig, og det er jo godt. Men den menneskelige fornuft fylder måske desto mindre, når man kører efter bestemte teorier,« siger Lone Hansen.

På vej væk gennem den lille by forbi landsbykøbmanden og markerne med snedækkede plovfurer, siger David:

»I grunden burde jeg måske have været bortadopteret eller sat i en plejefamilie fra starten af. Tænk, hvis jeg var blevet anbragt hos Lone og Poul. Det havde været en helt anden opvækst. Det er vildt at tænke på.«
Højt fravær i skolen
De danske kommuner har aldrig modtaget flere underretninger om udsatte børn end i dag. Antallet steg fra 66.336 i 2014 til 96.948 i 2015. I langt størstedelen af tilfældene modtager kommunerne kun en enkelt underretning på et barn. For 18 procent af børnene modtager man to underretninger. Mens der bliver underrettet fem eller flere gange om fire procent af børnene. Typisk fra skole, sundhedsvæsen og politi om omsorgssvigt, misbrug eller vold.

I årene efter tiden hos Lone og Poul Hansen modtager kommunen stadig flere underretninger om Davids trivsel. Moren efterlader igen David i aflastning i lange perioder ad gangen. Blandt andet fordi hun er indlagt på psykiatrisk afdeling. Og kommunen stopper aflastningen, fordi det er for dyrt. I stedet sender Davids mor ham ind til en ven i Brønshøj, når hun har det skidt. Nogle gange i flere uger.

David begynder i skole, men har et højt fravær, og skolelederen skriver brev både til Davids mor og kommunen. Et halvt år inde i 0. klasse flytter Davids mor ham til en ny skole. Her gentager mønstret sig.

»Min mor kommer ikke op om morgenen og får mig sendt i skole. Og jeg begynder at ane, at sådan er det ikke for de andre børn. Det er underligt at komme tilbage i en klasse, hvor man nogle gange ikke har været i flere måneder. Men det er jo vores liv, og jeg tænker ikke: ’Det er katastrofalt det her,’ som jeg gør i dag, når jeg læser det som voksen,« siger David.

I en af underretningerne skriver skolelederen, at David i januar 1995 har haft et fravær på 56 skoledage ud af 116 i 2. klasse. Kommunen beslutter at sætte en undersøgelse i gang af familien.

Men i april samme år, da David er otte år, sker der noget, som får forvaltningen til at rykke hurtigere på sagen: David bliver fundet alene på Hovedbanegården. Hans mor har sendt ham med toget på påskeferie hos en af sine venner inde i København. Men de er gået galt af hinanden. Via den sociale døgnvagt bliver han en sen aften i april afleveret i en taxa på Ringsted Børne og Ungecenter – byens børnehjem for akutte anbringelser.

Kommunen kan først ikke finde hans mor, og David bliver på børnehjemmet i tre uger. Efter hændelsen sætter kommunen en psykologundersøgelse i gang af David. Den konkluderer, at David er »udviklingstruet«. Han er »en skrøbelig dreng«, som bør tilbydes ophold på en døgninstitution, så man kan arbejde med de svigt, han har været ude for.

Sammen med tidligere indberetninger og skolefraværet fører det til en beslutning om at tvangsfjerne David den 15. september 1995. For anden gang bliver han kørt til Ringsted Børne- og Ungecenter. Denne gang af to betjente i civil. I journalen står, at David hurtigt falder til.

»Jeg tudede ikke, og jeg husker det ikke, som om jeg var bange. Jeg tror, det har været afstressende for mig. Jeg tænkte nok, at nu kom der ro på.«
Børnehjemmet
Andelen af børn anbragt uden for hjemmet har de seneste 30 år svinget op og ned omkring 1 procent af en børneårgang. Midt 1990’erne er en af de perioder, hvor færrest børn blev fjernet fra hjemmet. Herefter steg tallet for igen at falde gennem de senere år. Kun en mindre del af børn anbragt uden for hjemmet bliver fjernet uden forældrenes samtykke. Det år, hvor David blev anbragt, i 1995, blev 6 procent fjernet med tvang. I 2015 var andelen vokset til 11 procent.

Det tidligere Ringsted Børne og Ungecenter ligger centralt i byen. En rød murstenbygning i to planer. Flere af ruderne er smadrede, og vedbenden breder sig ud over terrassen. Stedet har ikke fungeret som børnehjem i mange år, og nu står bygningen tom.

David boede i en mindre villa lige ved siden af. Her var kun fem børn. Hovedhuset husede 12 børn – de fleste ældre end ham.

Vi går rundt om bygningen. Hvor der før var legeplads med børn og mooncars, er der i dag en mark af langhåret, brunt græs. David kigger sig omkring.

Børnehjem. David bliver som otteårig ad to omgange anbragt på børnehjemmet i Ringsted. I dag står bygningen tom. Han husker de i alt halvandet år på stedet, som en god periode, blandt andet fordi han her fik lov til at gå i en almindelig folkeskole.
SILLE VEILMARK
»Derovre under skuret stod de store og røg,« siger han og peger.

David er anbragt på Ringsted Børne og Ungecenter – kaldet BUC – i halvandet år, mens der bliver plads på en stor døgninstitution, som kommunen mener er den rette løsning for David. Imens han bor på børnehjemmet, bliver bliver han indskrevet i sin tredje folkeskole.

»Personalet her var flinke. Det var et børnehjem i gammeldags forstand forstået på den måde, at man ikke lavede en særlig pædagogisk eller psykologisk indsats med børnene. Men jeg havde det godt.«
Det mest menneskelige menneske
På børnehjemmet møder han en person, som han kalder »det mest menneskelige menneske i min anbringelse«. Hun hedder Anne Marie Mortensen og står for tøjvask, rengøring og madlavning. I halvandet år er hun den vigtigste voksne i Davids hverdag. Pædagogerne skiftede vagt, men Anne Marie var der hver dag.

Faktisk bor hun ikke langt fra det nedlagte børnehjem. Da jeg ringer, ved hun med det samme, hvem jeg taler om, da jeg nævner Davids navn.

»Ham glemmer jeg aldrig. Jeg elskede ham, som om han var min egen,« siger hun.

Ugen efter tager hun imod i sin lille lejlighed. Og selv om David må bøje sig ned for at give hende et knus i entreen, kalder hun ham »lille David« hele eftermiddagen.

Anne Marie serverer flødekager ved sofabordet, for det forkælede hun altid David med, når de var på indkøb sammen.

»Fra første gang jeg så dig, rakte du en hånd ind i mit hjerte,« siger hun.

I journalerne står, at personalet er bekymret over, at David ikke reagerer voldsomt på at blive flyttet.

»Jeg fik at vide, også senere, at det nærmest var unormalt, at jeg ikke var udadreagerende,« siger David.

Anne Marie ryster på hovedet.

»Det er noget pjat. Du var anderledes end de fleste andre: En lille, blid dreng, der havde brug for omsorg.«

Det var Anne Marie, der hjalp med lektier. Og Anne Marie, der puttede David på sofaen med en dyne, hvis han var ked af det.

»Dine små skuldre kunne godt synke, hvis din mor ikke dukkede op som aftalt. Så sagde jeg til dig: ’Man må gerne græde.’ Og så tog jeg dig op på skødet.«
Madmor. »Det mest menneskelige menneske i min anbringelse,« kalder David køkkendamen på børnehjemmet Anne Marie Mortensen. Da de to mødes igen efter over 20 år, kalder hun ham stadig ’lille David’.
SILLE VEILMARK
Anne Marie Mortensen var ansat på børnehjemmet i 15 år, indtil stedet lukkede for syv år siden. Hun er i dag 60 år og arbejder på et beskyttet værksted.

En anbringelse på BUC var altid midlertidig, mens kommunen fik udredt barnet og lagt en fremtidig plan. Der kunne dog godt gå lang tid. David er næsten anbragt i halvandet år, før han bliver overført til døgninstitutionen Nebs Møllegård uden for Ringsted. Han er 10 år og har svært ved at forstå, at han skal flyttes, og det kommer også bag på Anne Marie Mortensen:

»Alle dine ting blev pakket ned i kasser, og jeg husker tydeligt, hvordan du stod der i gangen med vindjakken på og så helt fortabt ud. Jeg var knust.«

Hun tager brillerne af og tørrer øjnene.

»Hvad skulle sådan en lille dreng ude blandt en masse lømler på en stor institution? Det sagde jeg også til de andre. ’Det kan I ikke være bekendt. Hvorfor kan han ikke komme i plejefamilie?’ Men det var ikke godt nok, sagde de. Jeg tror ikke, de har set, hvem du virkelig var.«

Anne Marie tager en dyb indånding.

»Jeg har jo aldrig haft en uddannelse. Mange af pædagogerne var søde og kærlige, men der var nogle af dem, der lagde meget vægt på, at det var uprofessionelt at vise følelser. Så de brokkede sig over, at jeg græd, når børnene rejste. Men jeg kan ikke være et sted med børn uden at have følelserne med i det,« siger hun.

Hun syntes, at de faglige vurderinger indimellem overtrumfede almindelig menneskelig forstand:

»Der kom altid en ny psykolog ind, og så skulle man gøre ditten og datten. Hvis man kritiserede, havde de paraderne oppe. Jeg mente, at man skulle støtte op om målsætningerne, men man kunne jo også godt bruge sin sunde fornuft.«

På vej ned ad trappen efter flere farvelknus siger David:

»Det er da tankevækkende, at de mennesker, som har givet mig allermest, som var mest nærværende, var dem, som var mindst i systemet. Eller som ikke advokerede for systemet.«
Snapshots fra en barndom. David har flere billedalbum lavet af pædagogerne fra de institutioner, hvor han har boet.
PRIVATFOTOS
Glad, positiv og populær
Anbragte børn oplever flere skoleskift og flere perioder uden undervisningstilbud end ikkeanbragte. 55 procent af de anbragte oplever to eller flere skoleskift. Langt de fleste anbragte børn går i almindelig folkeskole, mens 10 procent undervises på de institutioner, hvor de er anbragt – såkaldt ’intern skole’. David når at gå på syv skoler mellem 0. og 10. klasse. Heraf to interne skoler.

I det halvandet år han bor på Ringsted Børne- og Ungecenter, går han i folkeskole på Sdr. Parkskolen i Ringsted. Det er hans tredje folkeskole, og han får ekstra undervisning i begyndelsen, men han kommer hurtigt efter det.

»Jeg tager selv bussen derhen hver dag, og jeg er utroligt glad for det,« husker David.

Da han skal flyttes til Nebs Møllegård, har han særligt svært ved at acceptere, at han skal gå i deres interne skole. Men det er en betingelse fra institutionens side.

»Jeg tudbrølede over, at jeg skulle flytte fra skolen og klassekammeraterne, hvor jeg trivedes. Det husker jeg som en voldsom ting.«

Det er ikke kun David selv, der er uenig i beslutningen. Det går op for ham, da han i sin journal finder et brev fra personalet på hans folkeskole og SFO, hvor de protesterer til kommunen. Det er dateret marts 1997 – samme måned, som han bliver flyttet:

»Os, der har kendt David siden december 1995 og har haft fornøjelsen af at være sammen med ham i dagtimerne, står meget uforstående over for, at vi ikke har været inddraget i beslutningen om Davids fremtid.«

De opfatter ham ikke som et barn, der har brug for at være på en døgninstitution. Hen over halvanden side skriver de, hvor glad, positiv og populær han er og om hans tætte relationer til klassens andre børn. De kalder ham sund og stærk og skriver: »David er meget åben, glad, hyggelig, charmerende, fair, interesseret og bruger gerne sine gode taleevner.«

Brevet er underskrevet af både skolelederen, SFO-lederen og Davids klasselærer Anette Hohol.

Sidstnævnte står foran den gamle folkeskole og venter, da vi svinger ind på parkeringspladsen en vintereftermiddag.

»Kan du huske mig?« spørger David.

Hun griner:

»Ja, gu’ kan jeg da det.«

Kun rengøringspersonalet og pedellen er tilbage på Sdr. Parkskolen. Anette Hohol prøver et par døre for at komme ind til det klasselokale, hvor hun underviste David for 20 år siden. Og pludselig står de begge foran tavlen og skuer ud over præcis de samme stole og borde som dengang i 3.c.

»Det ligner sig selv,« siger David.

Anette Hohol fisker et klassebillede frem. Det er taget året efter, at David gik ud af klassen.

»Der er Nikolaj – ham legede du meget med. Og Panada – han kom fra Thailand.«

»Vi fik ikke noget at vide som lærere om din anbringelse. Det var tys-tys. Vi vidste bare, at du boede på børnehjem. Der var ikke nogen dialog. Og så pludselig blev du flyttet til en døgninstitution. Det var meget brutalt, og vi var meget undrende over for det. Vi syntes, det havde været meget mere oplagt med en familiepleje.«

Anette husker, at de intet varsel fik. Og protestbrevet til kommunen hjalp ingenting. Psykologen fra det nye anbringelsessted vurderede ifølge journalen, at David kun udadtil havde fungeret godt. Der var tale om en »skintilpasning« i skolen.

Anette Hohol ryster på hovedet.

»Du var en helt almindelig gut – dødvenlig og nem.«
Klasselæren. Anette Hohol var Davids klasselærer på Sdr. Parkskolen i halvandet år, mens han boede på børnehjem i Ringsted. Hun og skolelederen protesterede, da David blev flyttet på døgninstitution og ikke længere skulle gå i en almindelig folkeskole. Hun har ofte tænkt på, hvordan det siden gik ham. »Jeg har kun gode minder om dig, David,« siger hun.
SILLE VEILMARK
De krydser legepladsen. Vintersolen hænger lavt. Anette fortæller, at hun faktisk kom til at arbejde på Nebs Møllegård senere i sin karriere. Hun var ikke begejstret for stedet og var der kun i to år.

»Da jeg fik jobbet, tænkte jeg, at det var spændende. Men det var bare kaos. Man talte meget om tryghed, men der skulle hele tiden slukkes en brand,« siger hun.

»Og det må have været enormt voldsomt for en forsigtig og blid dreng som dig at komme derud.«

Det er blevet mørkt omkring dem, da de siger farvel og aftaler snart at ses igen.

»Du er altid velkommen hjemme hos mig,« siger Anette Hohol.

Malplaceret
En analyse af børn født mellem netop 1983 og 1987, som siden blev anbragt, viser, at de fleste kun oplevede en enkelt anbringelse. 21 procent oplevede to anbringelser. 9 procent blev anbragt tre gange, mens de sidste 10 procent blev udsat for fire eller flere anbringelser i løbet af deres barndom.

Tæller man spædbørnshjem og aflastning med, blev David i alt anbragt ni gange, før han blev 18 år. Nebs Møllegaard var den ottende gang.

For at komme dertil kører man ad snoede og bakkede veje uden for Ringsted. Der er marker til alle sider. Institutionen dækker 11 tønder land og har specialiseret sig i omsorgssvigtede børn. Siden 1960’erne har de praktiseret ’miljøterapi’ – en tilgang, hvor de anbragte børn skærmes mod ydre negativ påvirkning. Det nye miljø er konstrueret således, at det kan både rumme og stimulere børnenes vanskeligheder, så der gives mulighed for bearbejdning og derved udvikling, forklarer forstander Toni Rytter:

»Når man kører ned ad bakken her ved hovedhuset, kommer man til et sted, hvor man er skærmet fra det, som er negativt. De børn, der kommer her, har brug for at være et sted, hvor de kan vokse igen.«

Han har arbejdet her siden 1984, også mens David var anbragt på Nebs, som det hedder i daglig tale. Siden 2009 har han været forstander. Han tager imod os på den betingelse, at vi tager hensyn til de mange børn, som har deres liv på stedet. I dag bor her mellem 20 og 24 børn med 70 ansatte omkring sig.

»Børnene her er blevet traumatiserede, og der er nogle ting, de ikke har lært. Som menneske tager man farve af sine erfaringer, og hvis de har været negative, skal det nye miljø have en anden kvalitet, som man kan tage farve af,« siger Toni Rytter.

David var anbragt på Nebs fra 1997 til 2001. Han har været tilbage på institutionen flere gange. Både til arrangementer for gamle elever, og da han hentede sin journal.

»Jeg følte mig virkelig malpalceret her. Jeg oplevede ikke, at mit potentiale blev tilgodeset. Det var jeg ærgerlig over,« siger David.

Toni Rytter nikker:

»Jeg ved, at du gerne havde set det anderledes,« siger han og tilføjer: »Jeg mener, at dit potentiale blev mødt.«

Da David bliver anbragt, føler han ikke, at han ligner de andre børn, hvor mange er meget udadreagerende og ofte skal fastholdes. David er mere stille. Han er den yngste, og selv om han finder sin plads i gruppen, føler han slet ikke, at han passer ind. Han oplever også, at hans væremåde bliver problematiseret.

»Når så mange mennesker samlet på et sted er uddannet til at se fejludvikling, så ser de det allevegne,« siger David.
Nebs Møllegård. David blev som 10-årig anbragt på institutionen Nebs Møllegård uden for Ringsted. Toni Rytter arbejdede her i samme periode og er i dag forstander på stedet. David følte, at han var fejlanbragt. »Jeg ved, at du gerne havde set det anderledes,« siger Toni Rytter.
SILLE VEILMARK
Personalet på Nebs mente, at hans udvikling havde taget skade af årene med en psykisk syg mor. Og det skulle stedet rette op på.

»Alle børn kommer her mod deres vilje. Hvem har lyst til at træde ind i det ukendte?« siger Toni Rytter.

Nebs er inddelt i forskellige huse spredt over de vidtstrakte områder. Sammen spadserer forstanderen og David over til ’Forhuset’, hvor han boede i sin tid. Det ligner mest af alt et forvokset enfamiliehus: et stort køkken og opholdsstue i midten og to gange med værelser. Der er ved at blive dækket bord, og om lidt kommer børnene over fra skolen for at spise guldsuppe med skinketern og brød, som der står på madplanen.

David går ned ad gangen. Bag den dør, hvor han i sin tid havde værelse, bor i dag en Kasper.

»Det hele ser lidt mindre ud,« siger David.

»Det er dig, der er blevet større,« siger Toni Rytter.

De senere år er over 50 døgninstitutioner landet over lukket. Opgaverne overgår i stigende grad til plejefamilier og netværksfamilier. En udvikling, der allerede var i gang i den periode, hvor David blev anbragt, forklarer Toni Rytter:

»Men i din sag vurderede kommunen, at en ganske almindelig plejefamilie ikke var nok,« siger Toni Rytter.

»Og jeg har også svært ved at forestille mig, at det kunne være tilstrækkeligt.«

Forleden fortalte han en af afdelingslederne, at David kom på besøg.

»Han vidste godt, hvem du var, og han sagde: ’Det gik ham da meget godt’,« siger Toni Rytter.

»Mener du, at det er jeres fortjeneste?« spørger David.

»Sådan vil jeg ikke formulere det. Jeg er ikke ude på at udlevere fortjenstmedaljer. Der var jo mange beslutningstagere inde over din sag. Jeg mener nok, du selv har en stor del af æren. Men sæt nu, hvis du ikke havde været her,« siger Toni Rytter.

David standser op:

»Naturligvis skulle jeg fjernes fra min mor. Men at Nebs skulle være stedet for mig, er jeg uenig i,« siger han.

Ifølge Toni Rytter er det en del af processen at være kritisk over for det sted, man bliver anbragt:

»Det er ikke underligt, når man har været ramt af den skæbne at være vokset op i et hjem, hvor den voksne ikke havde evnerne til god omsorg, at man så føler sig uretfærdigt behandlet, når man vokser til i livet.«
David. Tæller man spædbørnshjem og aflastningsfamilier med, når David at blive anbragt i alt ni steder fra han er 0 til han er 18 år.
PRIVATFOTO
’Sindet glemmer’
Ikke langt fra forstanderens kontor i hovedbygningen står et rum fyldt med arkivskabe. Her opbevares journaler fra alle anbragte, siden stedet blev oprettet i 1949.

»Jeg kunne sådan set makulere de her sager, for vi er kun forpligtet til at opbevare dem i fem år. Men det gør jeg ikke,« siger Toni Rytter.

De gråbrune arkivskabe er fyldt med hængemapper.

»Jeg får jævnligt besøg af tidligere elever. Der kom en i sidste uge, som havde boet her i 1969. Så du kom tidligt, David. Jeg er sikker på, at mange af jer møder beslutninger i journalen, som I ikke kan se jer selv i,« siger Toni Rytter og tilføjer:

»Sindet har en forbandet god evne til at glemme, fortrænge og forskønne.«

I de år, David tilbringer på Nebs Møllegård i den interne skole, kommer han tre år bagud i sin skolegang. Det ærgrer David.

»Jeg mener, at dele af min anbringelse også har været omsorgssvigt. Dels er min forståelse af det sociale mere akavet, fordi jeg ikke har været ude blandt normale børn. Men det primære er, at det satte mig bagud i min uddannelse. Og det har haft negative konsekvenser for mig.«

Toni Rytter forklarer, at lovgivningen har ændret sig, siden David var anbragt. Først i 1998 blev opholdssteder og døgninstitutioner underlagt folkeskoleloven.

»Skolen har fået langt større plads i dag. Tidligere lå det boglige under for vores behandlingstænkning,« siger Toni Rytter.

– Lod man børn som David i stikken, dengang man ikke havde det samme fokus?

»Det er klart problematisk, hvis man ikke har fået de nødvendige kompetencer til at kunne klare sig selv. Og der har været en erkendelse af, at vi måtte sætte kraftigere ind i forhold til børnenes skolefaglige forudsætninger. Det er dels noget vi har taget op med os selv og har udviklet og dels en generel samfundsmæssig skærpelse, som handler om børn, der er anbragt og deres muligheder for at få en ungdomsuddannelse,« siger Toni Rytter.

Efter turen forbi arkivskabene er det tid til at sige farvel. Toni Rytter giver hånd til David.

»Det er stærk tobak, at du er så vedholdende, David. Jeg har på fornemmelsen, at det ikke er sidste gang, vi ses.«
Mindre institution
I 1990’erne anbefalede man, at børn burde fjernes tidligere i mere længerevarende anbringelser, hvilket fik varigheden til at stige. Den gennemsnitlige anbringelsestid steg fra 13 måneder i 1995 til 34 måneder i 2010. David var anbragt i alt 11 år. På Nebs Møllegård fra han var 10 til 14 år.

Hvert år gentager stedet i rapporter til kommunen, hvordan man mener, der skal arbejdes med Davids problematikker. Og hver eneste skrivelse slutter med ordene:

»Vi anser David for velanbragt på Nebs Møllegård.«

Samarbejdet mellem institutionen og Davids mor er dog dårligt. Hun forsøger flere gange af rettens vej at få David hjem, men det lykkes ikke. I 1999 beder hun gennem sin advokat om at få lavet en uvildig psykologundersøgelse af David. Hvis han ikke kan komme hjem, ønsker hun, at han bliver flyttet til en mere åben institution.

I 2000 beslutter kommunen at igangsætte en sådan undersøgelse, selv om psykologen på Nebs Møllegård ifølge journalen ikke mener, det er nødvendigt. Men den foreligger i marts 2001 og anbefaler klart, at han bliver flyttet til en mindre institution. En måned efter flytter han til et opholdssted med kun seks anbragte, hvor han bor, til han bliver 18 år. Anbringelsen bliver herefter konverteret til et såkaldt efterværn, hvor han bor i en lejlighed med tilknytning til opholdsstedet, frem til han er 23.
Anbragt. På et af de spædbørnshjem, hvor David var anbragt som helt lille, ligger i dag Vuggestuen Christian X. Men forstander Marie Louise Daugaard har gemt de gamle billedmapper. David leder forgæves efter billeder af sig selv i de mange mapper.
SILLE VEILMARK
En kæmpe sejr
Kun lidt over halvdelen af alle anbragte børn og unge afslutter 9. klasse med en afgangsprøve. Og de får markant dårligere karakterer. Der er også færre anbragte, der får en uddannelse og kommer i beskæftigelse. Faktisk står halvdelen af de 30-årige, der er vokset op under institutionslignende forhold, uden for uddannelse eller arbejdsmarked – mod kun 18 procent af de ikkeanbragte.

Da David ankommer til det nye opholdssted, er han flere år bagud i skolen. Noget, han dog indhenter på et halvt år, og som 17-årig begynder han i en almindelig 10. klasse – for første gang i syv år uden for en institution.

»Det var megahårdt. De sociale koder, popularitetskulturen og den slags var jo helt anderledes end på en institution.«

Alligevel lykkes det David at få gode karakterer. Han er selv meget overrasket. Bagefter tager han grundforløbet som elektriker, selv om han egentlig gerne vil være falckredder. Men han tror ikke på, at han har evnerne. Derfor er det en kæmpe sejr, da han alligevel søger, kommer ind og uddanner sig til brandmand og ambulanceredder. David har fået smag for uddannelse og tager HF. Igen med karakterer – blandt andet et 12-tal i kemi. Året efter søger han ind på universitetet. Hjulpet af sin gode begavelse og drevet af vrede, forklarer han.

»Jeg har haft en vrede indeni, som jeg har brugt, når det har været allermest hårdt. Så har jeg tænkt: ’Jeg skal vise, at det kan lade sig gøre’.«
Beroligende
Nogenlunde samtidig med, at han fik sin studentereksamen, valgte David at bryde forbindelsen til sin mor. I journalen læste David, at hun ofte havde løjet og fordrejet virkeligheden. Og at hun fra begyndelsen havde svært ved at være forælder.

»I min mors øjne har det hele har været systemets skyld. Men det skyldes også, at hun er syg. Hvilket nok først for alvor gik op for mig, da jeg læste journalen. Og så var det lettere at afbryde kontakten.«

Bruddet er blot en af mange ting, som læsningen af Davids anbringelsessag har betydet. Jeg spørger ham, hvad han ellers har fået ud af at åbne kassen til sin egen fortid.

»Først og fremmest har det været sindssygt hårdt. Men det har også bekræftet, at jeg heldigvis er meget mere end min sag,« siger han.

Da han første gang læste journalen, følte han sig helt forkert og alt for pessimistisk beskrevet i blandt andet de psykologiske vurderinger, som han kalder 'reducerende og ødelæggende'. Men ved at opsøge og tale med nogle af de mennesker, som journalen og erindringerne gemte på, har han undervejs fået et mere helstøbt billede af sig selv. At besøge spædbørnshjemmet i Glostrup og finde notater om, hvordan han har sovet, hvad han har spist og leget, var eksempelvis beroligende.

»Det fjerner ikke alle de frustrationer, jeg har. Og uretfærdighedsfølelsen. Men jeg har fået en bedre forståelse for, hvad der skete.«

Og flere steder i journalen er han beskrevet som en helt normal dreng med masser af potentiale, som bare havde brug for hjælp. Møderne med mennesker fra hans fortid har bekræftet den del af historien:

»Ved at opsøge nogle af de mennesker, der trådte frem i journalen, er det blevet en meget mere detaljeret fortælling, som jeg kan gå videre med i mit liv. Ikke fordi min fortid slettes, men jeg står mindre søgende tilbage. Jeg har kunnet samle noget af min fragmenterede historie. Og forlige mig med, at de her papirer kun er et af mange perspektiver på mig og min historie.«

– Kan du nogensinde sætte kassen helt væk?

»Det håber jeg. Virkelig. Det er vildt hårdt, trættende og udmattende at blive ved med at sidde fast i sin fortid,« siger David og tilføjer:

»Og der kommer vel et tidspunkt, hvor jeg må prøve at sætte kassen på hylden.«

Davids mor har fået artiklen tilsendt på forhånd, men har ikke henvendt sig med kommentarer.

Dette er den første artikel i en serie om tidligere anbragtes journaler.
Fortiden. »Det er vildt hårdt, trætten og udmattende at blive ved med at sidde fast i sin fortid. Og der kommer vel et tidspunkt, hvor jeg må prøve at sætte kassen på hylden,« siger David. I dag er han 30 år, læser på universitetet og er formand for De Anbragtes Vilkår en organisation for anbragte børn og unge.
SILLE VEILMARK
Debatmøder
Dagbladet Information afholder to debatmøder om anbragte børn og unge.

7. juni 2017: Trods mange indsatser og reformer for anbragte børn, går det stadig mange af dem dårligt senere i livet. Hvorfor og hvad kan vi gøre anderledes? Vi har inviteret forsker Signe Hald Andersen, Niels Christian Barkholt, næstformand i Dansk Socialrådgiverforening, og en ung, tidligere anbragt. Læs mere og bestil billet her

12. juni 2017: David Pedersen og Line Vaaben taler om, hvad tidligere anbragte kan få ud af at søge deres egen journal. Mød også næstformand for Tabuka, Bente Nielsen, der bidrager med sin viden om anbragte unges behov for at kende deres fortid. Læs mere og bestil billet her
Tekst: Line Vaaben
Foto: Sille Veilmark, privatfotos
Video: Alexander Sjöberg
Redaktion: Kristian Villesen
Digital produktion: Jens Christoffersen

2. juni 2017
Dagbladet Information

Anbefalinger

  • Pernille Elholm
  • Lars Riber
  • Pia Svendsen
  • Steffen Gliese
  • Per Henrik Hansen
  • Mette Poulsen
  • Klaus Seistrup
  • Roselille Pedersen
  • Carsten Mortensen
  • Margit Tang
Pernille Elholm, Lars Riber , Pia Svendsen, Steffen Gliese, Per Henrik Hansen, Mette Poulsen, Klaus Seistrup, Roselille Pedersen, Carsten Mortensen og Margit Tang anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Man kan håbe, at han vil bruge sin erfaring og professionelle baggrund til at rydde op i de ideologiske forestillinger og modetendenser, så man i højere grad ser barnet og ikke lever med egne vildfarelser på andres vegne.
Jeg synes, det var skrap kost at læse Toni Rytters synspunkter. Hvis man skal pege på noget, der går galt, er det nok lige præcis den glæde ved institutionslivet samt de mange forudfattede meninger om, hvad børns adfærd udtrykker.

Henriette Bøhne, Lars Riber og Jens Illum anbefalede denne kommentar

Stærk læsning, og foruroligende.

Hvem er systemet til for?

»Vi ville gerne have beholdt dig, men vi måtte ikke få et tredje barn i pleje for kommunen,« siger Poul, far i en af aflastningsfamilierne. Mon ikke meget havde været sparet, hvis tåbelige regler ikke spændte ben for almindelig omtanke og sund fornuft?

Henriette Bøhne, Lars Riber , Kim Houmøller og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Desværre, Jens, er vore politikere i dag af den opfattelse, at borgerne er til for samfundets skyld. De tager det som en selvfølge, bare spørg ledende socialdemokrater.