Selvskade
»Jeg stod i en klokke, mens livet susede forbi«
Anna Lund, 20 år
Fortalt til Lærke Cramon
Foto af Sarah Hartvigsen Juncker
Jeg har altid været et stille barn. Morafhængig og aldrig kunnet lide at sove ude.

I niende klasse fik jeg svært ved at trække vejret. Til idræt var jeg ved at besvime, og jeg kunne pludselig ikke holde til at tage trapperne op til vores lejlighed på anden sal.

Jeg googlede muskelsygdomme, læste om sklerose og kom i et langt undersøgelsesforløb af både hjerte og lunger, som viste, at der ikke var noget fysisk i vejen med mig. 'Har du overvejet, om det kunne være noget psykosomatisk?' spurgte min læge en dag. Jeg fortalte, at jeg var trist hver dag, havde let til tårer, og at mine tanker var meget dystre. Jeg tænkte tit, at mine forældre ville dø, eller at jeg selv ville blive ramt af en bil, aldrig få en uddannelse eller magte livet. Jeg blev testet og fik konstateret angst og depression.

Jeg startede i et kaotisk behandlingsforløb med mange skift og forskellig medicin. En psykiater mente, at jeg led af ADHD og udskrev medicin mod det, selv om både jeg og mine forældre syntes, det lød helt forkert. Jeg nævnte nogle symptomer, som blev ignoreret, og som jeg derfor stoppede med at tale om, fordi jeg ikke troede, det var vigtigt.

Men jeg led rigtig meget af uvirkelighedsfornemmelse. Jeg kan bedst beskrive det som en følelse af, at jeg ikke var til stede i verden, eller at verden ikke var virkelig. Jeg havde det, som om at jeg stod i en klokke, mens livet susede forbi. Alt virkede sløret og drømmeagtigt, og når jeg kiggede mig selv i spejlet, havde jeg svært ved at genkende mit ansigt. Øjnene sad forket, syntes jeg. Ansigtsformen virkede anderledes.
På mediet Pinterest samlede Anna Lund en collage over billeder og citater, som hun følte udtrykte den stemning, hun var i. Teksterne var meget mørke og handlede ofte om selvskade.
På mediet Pinterest samlede Anna Lund en collage over billeder og citater, som hun følte udtrykte den stemning, hun var i. Teksterne var meget mørke og handlede ofte om selvskade.
På nettet faldt jeg over et citat, som gjorde indtryk. »Den ro, man finder i selvskade, den finder man ikke andre steder,« lød det. Da jeg som 16-årig ved et tilfælde faldt en skalpel i et køkkenskab, så jeg det som et tegn. Jeg nærmest svævede ud på badeværelset, hvor jeg satte mig i brusekabinen og trak forhænget for. Langsomt og forsigtigt skar jeg i mit lår. Det sved. Som et paper cut. Og så indfandt roen sig.

Jeg blev afhængig af det med det samme. Alt det, der lå uden for badeforhænget eksisterede ikke. I de sekunder, jeg skar, var der kun mig, min hud og skalpellen, som tilsammen udgjorde en verden, jeg regerede. For mig handlede det om at vise, at jeg stadig eksisterede. Hvis min krop kunne bløde som et menneske, føle smerte som et menneske og hele igen som et menneske, så måtte jeg være virkelig. Så måtte jeg eksistere.
For mig handlede det om at vise, at jeg stadig eksisterede.

Hvis min krop kunne bløde som et menneske, føle smerte som et menneske og hele igen som et menneske, så måtte jeg være virkelig.

Så måtte jeg eksistere.
Ved et tilfælde fandt Anna Lund en skalpel, som hun så som et tegn på, at hun skulle skære i sig selv. Allerede efter første gang vidste hun, at hun var afhængig og gemte skalpellen i sin undertøjsskuffe.
I slutningen af 1. g spurgte min mor, hvorfor mit ben så sådan ud. 'Jeg har mødt en sur kat', sagde jeg. Så græd hun og sagde, at hun ikke forstod, hvorfor jeg gjorde det mod mig selv. Det er et af de værste øjeblikke i mit liv. Jeg kunne mærke, at jeg virkelig sårede hende dybt. Hun så sikkert en stor køkkenkniv og en masse blod for sit indre blik. Måske tænkte hun endda, at jeg var selvmordstruet. Det var jeg ikke. Jeg kunne heller ikke lide smerten eller blodet, men for mig handlede det om kontrol. Min krop havde fucked så meget med mig, at jeg havde brug for at vise, at jeg også kunne skade den.

Jeg lovede at lade være og tog en kold tyrker. Jeg fik abstinenser og summen i benet. Jeg lå helt stille i min seng og forestillede mig, hvordan det ville føles at skære. Jeg holdt nok i en måned.
Anna Lund tog et billede på sin telefon af en bænk ved Faxe Kalkbrud, som glinsede vådt i solen og fik hende til at beslutte at stoppe med at skære.
Til gengæld begyndte jeg at opsøge alternativer til selvskade. Jeg begyndte at løbe og svømme og fandt samme ro og kontrol i bassinet. Når jeg dykkede, forsvandt jeg ind i en anden verden, hvor tiden stod stille.

En bænk ved Faxe Kalkbrud blev et slags vendepunkt. Jeg var med gymnasiet på felttur og løb en tur alene. Jeg kom forbi en lysning med en helt særlig atmosfære. Det regnede, men samtidig skinnede solen. Træerne så ud, som om de havde taget deres fineste blade på, og i en diset solstråle stod en bænk og glinsede vådt. Jeg åndede ud og indså, at jeg måtte stoppe med selvskaden, for roen fandtes også andre steder.

Til gengæld begyndte jeg at opsøge alternativer til selvskade. Jeg begyndte at løbe og svømme og fandt samme ro og kontrol i bassinet. Når jeg dykkede, forsvandt jeg ind i en anden verden, hvor tiden stod stille.

En bænk ved Faxe Kalkbrud blev et slags vendepunkt. Jeg var med gymnasiet på felttur og løb en tur alene. Jeg kom forbi en lysning med en helt særlig atmosfære. Det regnede, men samtidig skinnede solen. Træerne så ud, som om de havde taget deres fineste blade på, og i en diset solstråle stod en bænk og glinsede vådt. Jeg åndede ud og indså, at jeg måtte stoppe med selvskaden, for roen fandtes også andre steder.
I dag er jeg diagnosticeret med skizotypi, en afart af skizofreni, bare mildere, og får den hjælp, jeg skulle have haft langt tidligere. Jeg er ikke helt rask, og trangen til selvskade melder sig indimellem stadig, og jeg skal hele tiden kæmpe for ikke at ryge ned i det hul igen. Skalpellen har jeg stadig. Den ligger i min undertøjsskuffe, og selv om jeg ikke længere tager den frem, er jeg heller ikke klar til at smide den ud endnu. Men det bliver jeg.
Den ro, Anna Lund, engang fandt i selvskaden, finder hun nu blandt andet i svømmehallen, hvor hun forsvinder ind i en anden verden når hun dykker.
Har du tanker om selvskade, så sig det højt, og kontakt for eksempel Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade. Der findes ligeledes en række tilbud til folk med selvmordstanker. Livslinjen tilbyder anonym rådgivning.
Selvskade
Unge mænd selvskader også, men vi hører sjældent om dem. Har du som mand gjort skade på dig selv for eksempel ved at slå, køre hasarderet, springe ud fra højder eller andet, så er du meget velkommen til at kontakte lcra@information.dk

--------------------

De medvirkende har deltaget i et medietræningskursus hos Information i samarbejde med Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade betalt af Trygfonden. Herigennem har den uafhængige redaktion fået kontakt til dem.
Fortalt til Lærke Cramon
Foto af Sarah Hartvigsen Juncker
Redaktør Mikkel Vuorela
Digital produktion Sarah Hartvigsen Juncker


11. januar 2020
Dagbladet Information