MASKER

Må feminister strikke?

Gemt i garnet finder man en hidsig debat om kønsroller og kvindeidealer
MASKER

Må feminister strikke?

Gemt i garnet finder man en hidsig debat om kønsroller og kvindeidealer
Tekst: Rasmus Bo Sørensen
Foto: Ulrik Hasemann
GIF: Nicolai Bruun
Grafik: Sofie Holm Larsen
Der er noget i vejen med fru Lindes strikkevaner. Det beslutter Torvald Helmer sig pludselig for i slutningen af tredje akt af Henrik Ibsens Et Dukkehjem, og han giver sig straks til at opdrage på hende:

»Véd De hvad, De skulle hellere brodere,« siger den bedrevidende patriark, og da fru Linde spørger ham hvorfor, svarer han, at strikning slet og ret er ’uskønt’:

»Se her, de sammenklemte arme, strikkepindene, som går op og ned; det har noget kinesisk ved sig.«

Knap 140 år efter Helmers fornærmelse, er endnu en norsk mand trådt ud i rampelyset for at give sin mening til kende om strikningens æstetik. I en artikel i Morgenbladet anmeldte filosoffen Espen Søbye for nylig ni af tidens populære strikkebøger og konkluderede, at de langtfra er lige så uskyldige, som de ser ud. For bøgerne er overdrevent pyntesyge, stereotypt kønnede og med til at fastholde et undertrykkende og bedaget kvindeideal, der nostalgisk hylder den domesticerede husmoders traditionelle håndværk.

»Alle strikkebøgerne er skrevet af kvinder og henvender sig til kvinder. Alligevel ville det være forkert at karakterisere dem som del af en mægtig politisk-feministisk bevægelse. Tværtimod formidler bøgerne det, mange opfatter som traditionelle feminine værdier: pyntelyst, ønsket om at klæde børnene fint på, glæden over hjemlige sysler – i det hele taget traditionelle værdier, som man troede for længst var borte,« skrev Søbye.
»Der er ikke noget nyt i denne form for heroisk meningsløshed; lige siden fritidssysler og overspringshandlinger blev opfundet, har kvinder drysset deres liv væk med at sy ting sammen, som der ikke er efterspørgsel på«
Germaine Greer, forfatter og kvindesagsforkæmper
Det var ikke de strikkende kvinder, han var ude efter, pointerede han i et efterfølgende interview med avisen. Det var den »ideologi«, som bøgerne er præget af. Lige under overfladen på de glittede sider foregår nemlig en usynlig, men drabelig strid om, hvilket kvindesyn som bør gælde i Norge i dag.

»Strikkebøgerne opretholder et billede af kvinden som en, der beskytter hjemmet, passer børn og kan lide at pynte sig. Det kan man ikke tale sig fra,« slog Espen Søbye fast.

Flere af bøgerne bliver ifølge Søbye markedsført som en del af en alternativ og kreativ ’gør det selv’-strømning, der gør op med forbrugskulturen og betoner glæden ved selv at skabe. Men hvor systemkritisk er det egentlig at købe dyrt garn fra moderigtige butikker? Hvor kreativt er det egentlig at følge en detaljeret opskrift?

»Ligner det ikke mere underkastelse og lydighed end selvstændighed?« spurgte Søbye polemisk.

Muligvis forsøgte han i sin egen selvforståelse at redde kvinderne fra deres indoktrinerende lekture. Men det var ikke sådan, det blev hørt. I ørerne på hans kvindelige landsmænd klingede hans kritik snarere som et fjernt ekko af Torvald Helmer fra Et Dukkehjem: De hørte patriarken, den bedrevidende mansplainer, der midt i sit foredrag om, hvad det kvindelige bør være, blottede sin foragt for, hvad det kvindelige også er.

I ugerne efter væltede det ind til Morgenbladets redaktion med vrede og forargede kommentarer:

»Det er vanskeligt ikke at læse Søbyes pseudoanmeldelse af strikkebøger som udtryk for en ringeagtelse af det kvindelige,« skrev en læser ved navn Hilde H. Holsten i et indlæg:

»Det kvindelige nedvurderes, og feminine interesser bliver, set med mandens blik, latterlige og uforståelige. Indirekte: Kvinder kan først få respekt ved at give slip på det traditionelt feminine.«

Og sådan endte Espen Søbye med at gå fra helt til skurk i sin egen historie. Han ville vise, at strikkebøgerne taler ned til kvinder, men kom ifølge kritikerne til at gøre det selv.
Knallertdrenge og urtekusser
I en lejlighed på Vesterbro i København sidder Christina Yhman Kaarsberg (30) med sine to veninder Mette Hemmingsen (29) og Amalie Laulund Trudsø (27). De seneste par år har de tre kvinder mødtes mindst en gang om måneden for at strikke og udveksle opskrifter.

»Vi har alle et arbejde, hvor vi bruger vores hoved meget, så det er rart at lave noget med sine hænder,« forklarer Christina Yhman Kaarsberg.

Hun er til daglig forlagsredaktør på Lindhardt og Ringhof, Mette Hemmingsen er projektmedarbejder i Folkekirkens Skoletjeneste, og Amalie Laulund Trudsø er gymnasielærer og forfatter. Men når de tre tidligere studieveninder mødes over strikketøjet, lader de hænderne gøre arbejdet.

»Der er noget meget afstressende i at sidde og nørkle,« forklarer Christina.

»Det er så konkret,« supplerer Mette.

»Det skrider ligesom frem af sig selv,« siger Amalie og demonstrerer hvordan:

Hun stikker højre pind ind under yderste maske på venstre hånd, fører pinden rundt om pegefingeren, trækker tråden med tilbage og lader masken glide af. Så gør hun det samme én gang til. Pinden ind i masken, rundt om fingeren, tråden med tilbage og masken af. Og én gang til. Gentagelsen er det vigtigste princip, når man strikker. At fortsætte med at gøre det samme, om og om igen, indtil hovedet ikke længere tænker over, hvad hænderne gør. Indtil garnet bare binder sig selv.
Det er jo lidt sjovt, at en mand, der strikker, er feminist, mens en kvinde, der strikker, er en undertrykt husmor
Amalie Laulund Trudsø (øverst), forfatter og strikkeentusiast
Både Amalie Laulund Trudsø (øverst), Mette Hemmingsen (th.) og Christina Yhman Karsberg (nederst) bruger hovedet meget i deres arbejde. Derfor passer det dem godt at strikke
i fritiden
I øjeblikket arbejder Amalie på en gråmeleret herresweater i aranstrik til sin kæreste. Christina strikker et par pastelblå hjemmesko i perlestrik til sin mor. Mens Mette er i gang med en cardigan i glatstrik til sig selv.

De drikker te og snakker, mens en metallisk knitren fra de vrikkende strikkepinde fylder rummet med hyggelig baggrundsstøj. Var det mon denne form for kvindelighed, Espen Søbye havde i tankerne, da han kritiserede den antifeministiske strikketrend?

»Det er meget pænt af ham, at han vil redde os, men vi har ikke rigtig brug for det,« siger Christina og kigger op fra sine sutsko.

»Nej, det er et irriterende argument, han kommer med, og det holder heller ikke,« siger Mette.

»Han taler ud fra sådan en typisk tanke om, at hvis man skal være frigjort, så er man nødt til at distancere sig fra alt, hvad der er traditionelt, men det giver jo ingen mening. Så skal man jo også til at problematisere, at mænd mødes i den der knallertklub på Nørrebro.«
Christina Yhman Kaarsberg, 30 år.

Cand.mag. i dansk.

Forlagsredaktør på Lindhardt og Ringhof.

Strikker p.t.: pastelblå hjemmesko i perlestrik til sin mor.

Garntype: ’Eskimo’ fra Drops.

Favoritpinde for tiden: strømpepinde af bambus, str. 5.

Næste projekt: fluffy mohairsweater.
Christina Yhman Kaarsberg, 30 år. Cand.mag. i dansk, forlagsredaktør på Lindhardt og Ringhof.
Strikker p.t.: pastelblå hjemmesko i perlestrik til sin mor.
Garntype: ’Eskimo’ fra Drops.
Favoritpinde for tiden: strømpepinde af bambus, str. 5.
Næste projekt: fluffy mohairsweater.
Christina: »Ja, der er jo masser af loger og rødvinsklubber, hvor mænd mødes. Men vi kan åbenbart ikke få lov at strikke, uden at det skal være et problem.«

Amalie: »Jeg kan slet ikke se, at det skulle være ikkefeministisk at strikke.«

Christina: »Nej, vi gør jo, hvad vi selv vil. Det er jo ikke noget, vi er blevet påtvunget. Tværtimod kræver det okay meget selvstændighed at sidde på en café og så lige hive strikkeposen op. Det er jo ikke, fordi det giver vildt meget street credit

Amalie: »Tværtimod. Man kan hurtigt blive beskyldt for at være lidt af en urtekusse, hvis man sidder og strikker på et fancy sted.«
Tag garnet tilbage
Men Espen Søbye er langtfra den eneste, som de senere år har problematiseret genkomsten af de mere traditionelle kvindelige sysler. Også dele af den feministiske bevægelse er bekymrede for det nye husmoderlige kvindeideal.

Under overskriften »Nigella-effekten« spurgte The Guardian i 2007 om, hvorvidt den fornyede interesse for det hjemmelavede skulle ses som »en radikal revurdering af kvinders færdigheder« eller snarere som »et slag i ansigtet på feminismen?«

Debatten var foranlediget af en aktuel anmeldelse af kvindelig brugskunst, som forfatteren og kvindeforkæmperen Germaine Greer havde begået. I sin anmeldelse i The Guardian skrev den nu 77-årige Greer, der selv har brugt det meste af sit aktivistiske voksenliv på at befri kvinder fra huslige gøremål, at hun frygtede et tilbageskridt for kvindekampen:

»Der er ikke noget nyt i denne form for heroisk meningsløshed; lige siden fritidssysler og overspringshandlinger blev opfundet, har kvinder drysset deres liv væk med at sy ting sammen, som der ikke er efterspørgsel på,« som hun formulerede det.

Men det er langtfra alle feminister, der deler hendes holdning. For en gren af gadekunsten er det ligefrem blevet en bevidst feministisk strategi at pakke kolde, hårde byrum ind i varm og blød strikkekunst.
Amalie Laulund Trudsø, 27 år.

Cand.mag. i dansk og retorik.

Lærer på Frederiksberg Gymnasium og forfatter.

Strikker p.t.: herresweater i gråmeleret aranstrik med garntypen Sandnes til sin kæreste.

Favoritpind: rundpind størrelse 3,5.

Næste projekt: boblecardigan fra Ministrikk til sig selv.
Amalie Laulund Trudsø, 27 år. Cand.mag. i dansk og retorik, lærer på Frederiksberg Gymnasium og forfatter.
Strikker p.t.: herresweater i gråmeleret aranstrik med garntypen Sandnes til sin kæreste.
Favoritpind: rundpind størrelse 3,5.
Næste projekt: boblecardigan fra Ministrikk til sig selv.
Guerillastrik eller yarn bombing, som fænomenet også kaldes, begyndte i 2004 som en undergrundstrend i Holland, men er siden blevet en udbredt kunstnerisk udtryksform.

Blandt de fremtrædende repræsentanter for kunstretningen finder man amerikanske Jessie Hemmons, der blandt andet har iført Rocky-statuen foran kunstmuseet i Philadelphia en pink sweater – og herhjemme pakkede kunstneren Marianne Jørgensen i 2006 en kampvogn ind i lyserødt strik som en protest mod Irakkrigen. Det handler om at knuse det hårde med det bløde.

Men det blide oprør har også modstandere. Da Information for nylig spurgte gadekunstneren Kissmama, om hun mente, at streetart i Danmark var ved at dø, svarede hun bekræftende:

»Streetart er blevet udvandet med perler og strik. Det er blevet ufarligt og pussenusset. Det har mistet sin kant.«

»Ufarligt«, »pussenusset«, »uden kant«. Sådan lyder kritikken ofte, når talen falder på strik. Men gør det strikning til en antifeministisk handling?

Tidsskriftet Thirdspace – a journal of feminist theory & culture tog i 2008 spørgsmålet op og fremstillede den interne feministiske uenighed angående strik som en konflikt mellem traditionelle andenbølgefeminister på den ene side og moderne tredjebølgefeminister på den anden.

Til den sidste bølge hører Debbie Stoller, der er chefredaktør for det amerikanske livsstilsmagasin Bust og grundlægger af de såkaldte Stitch ’n Bitch-grupper, hvor kvinder kan komme for at lære at strikke.

Stoller fremhæves ofte som repræsentant for den gren af kvindefrigørelsen, som går under betegnelsen »piget feminisme«, fordi den forsøger at hylde og generobre de traditionelt kvindelige aktiviteter, som af feministerne i 1970’erne blev anset som undertrykkende symboler.

I dag er der flere hundrede Stitch ’n Bitch-grupper rundtom i verden, blandt andet i Aarhus og København, og Debbie Stoller er fortsat en ivrig forsvarer af traditionelt kvindelige sysler.
Feminist og Stitch ’n Bitch-grundlægger Debbie Stoller viser, hvordan man slår maskerne op:
»Vi lever i en kultur, der hovedsageligt værdsætter de ting, som mænd gør, de ting, som finder sted uden for hjemmet,« sagde hun i 2007 til The Guardian. »Jeg ønsker, at det arbejde, som kvinder altid har udført, skal være lige så værdsat i vores kultur som helhed.«

I sin bestsellerbog Stitch ’n Bitch: The Knitter’s Handbook argumenterer Stoller ligefrem for, at det at strikke i sig selv er en politisk handling, fordi kvinder dermed viser, at de ikke er bange for at være feminine. En pointe, hun serverer under slagordet: Take back the knit!

For de tre kvinder i strikkeklubben på Vesterbro er det et budskab, som vækker genklang.

Christina: »For mig er det at strikke hverken noget feministisk eller noget ikkefeministisk. Eller måske er det alligevel feministisk? At vi insisterer på at dyrke de der gamle kvindelige dyder uden at skamme os over det?«

Amalie: »Jeg har da af og til følt mig lidt forlegen, når jeg har taget mit strikketøj frem. Det kan godt kræve lidt mod. Den anden dag på lærerværelset sad jeg og tænkte: ’Kunne jeg lige tage det op?’ Men så kom eftertanken: ’Kan det betyde, at jeg vil blive taget mindre seriøst?’ Der var lige en snert af sådan et kvindekompleks: ’Sidder du bare derovre og strikker?’«

Christina: »Man risikerer jo, at folk tænker sit.«

Mette: »Ja, man kan godt få fornemmelse af at blive set som lidt mormoragtig.«

Christina: »Eller bare som lidt underlig: ’Nå, du er sådan en, der strikker’. Men jeg synes nu ellers, at vi alle hviler ret meget i, hvem vi er. Så i bund og grund er vi vel ret ligeglade. Er vi ikke?« siger hun og kigger rundt. Der nikkes.
Dengang da mænd strikkede
Modsat hvad mange tror, har strikning ikke altid været forbundet med noget kvindeligt. Det fortæller tekstilhistoriker og konservator ved Nationalmuseet Maj Ringgaard, som har skrevet ph.d. om strikningens historie.

I 1500-tallet var det et fag at være strikker, et mandefag, som krævede svendeprøve og blev opfattet på linje med at uddanne sig til skrædder eller tømrer.

Op igennem det 16. og 17. århundrede steg efterspørgslen på strikkede varer, og for at skabe en hjemlig produktion og mindske importen udefra blev både mænd og kvinder oplært i strikkekunsten.

Særligt de steder, hvor jorden ikke var til at dyrke, og strikning derfor var et udbredt erhverv – som blandt andet hos uldjyderne på heden – blev strikning en helt naturlig del af husholdningsaktiviteterne, som både mænd og kvinder deltog i.

Det var først med borgerliggørelsen i 1800-tallet, at det at strikke for alvor blev en ’kønnet’ beskæftigelse. Det skete, da industrialiseringen spaltede det gamle håndværk ud i to spor. Mens ’maskinstrikning’ blev en mandlig beskæftigelse, faldt 'håndstrikning' i kvindernes lod.

»I løbet af Biedermeiertiden bliver strikning og andre hjemlige færdigheder lagt over på husmoderen, der opstår som figur i disse år. Hun er det borgerlige hjems kvinde, der tager sig af familiens fornødenheder og sidder og strikker små hyggelige strømper til børnene og resten af familien,« siger Maj Ringgaard.

Opfattelsen af strikning som en kvindelig syssel har ikke rykket sig nævneværdigt siden. Der blev pillet en anelse ved de fastlåste roller i 1970’erne, hvor langhårede, hønsestrikkende mænd blev et billede på den politiske kamp for ligestilling. Men allerede få år senere var alt tilbage ved det gamle.

»Det var et kuriosum, da mænd begyndte at strikke, og det er stadig et kuriosum, når de gør det i dag. Strikning er i al væsentlighed en kvindelig beskæftigelse – i hvert fald i vores del af verden,« siger hun.
Maleren Hans Smidth fremmaner en scene fra Steen Steensen Blichers novelle E Bindstouw fra 1842. Mens både kvinder og mænd binder hoser – strikker strømper – bliver der sunget og fortalt historier, røget tobak og drukket øl af det store fælles trækrus. Maleriet er fra 1898 og indgår i Den Hirschsprungske Samling.
Maleren Hans Smidth fremmaner en scene fra Steen Steensen Blichers novelle E Bindstouw fra 1842. Mens både kvinder og mænd binder hoser – strikker strømper – bliver der sunget og fortalt historier, røget tobak og drukket øl af det store fælles trækrus. Maleriet er fra 1898 og indgår i Den Hirschsprungske Samling.
For nylig var Maj Ringgaard i Peru, hvor det igennem generationer har været mænd, der har strikket, mens kvinderne traditionelt har spundet. Undervejs på sin tur lagde hun mærke til, at de mandlige strikkere flere steder blev markedsført som en attraktion for turister.

»Der var skilte rundtomkring, hvor der stod ’Unisex knitting’. Som om det var noget særligt, hvilket det for så vidt også var. For i Vesten synes vi jo stadig, at det er lidt eksotisk at se mænd strikke.«

Det kan man godt grine af, siger Maj Ringgaard, men i virkeligheden har den kønnede opfattelse af strik haft store konsekvenser for vurderingen af det traditionelle håndarbejde.

»Det har betydet, at strikning aldrig er blevet opfattet som en kunstart – og når den en sjælden gang imellem gøres til kunst, er det næsten altid mænd, der står bag,« siger hun og fremhæver som eksempel strikkeguroen Kaffe Fassett, der i 1980'erne blev kendt for sine store, uformelige trøjer med masser af farver og abstrakte mønstre. I dag er det den berømte norske strikkeduo Arne og Carlos, der løber med opmærksomheden.

»Arne og Carlos er enormt underholdende, men hvis man ser på, hvad de faktisk laver, så er det jo ikke revolutionerende. Man kan sagtens finde lignende design i dameblade, men her er der ingen, der bemærker det som noget særligt. Her er det bare kvindeligt tidsfordriv, som ikke bliver taget alvorligt,« siger Maj Ringgaard.
... men det føles kvindeligt
I strikkeklubben på Vesterbro kan de tre veninder nikke genkendende til forskelsbehandlingen.

Amalie: »Der er for eksempel en kendt norsk strikker på Instagram, som lige er blevet hyldet som feminist af et eller andet magasin. Og det er jo lidt sjovt, at en mand, der strikker, er feminist, mens en kvinde, der strikker, er en undertrykt husmor.«

–Føler I jer særligt ’kvindelige’, når I strikker?

»Det synes jeg ikke,« siger Christina.

»Ikke specielt ...,« siger Mette.
Mette Hemmingsen, 29 år.

Cand.mag. i dansk og religion.

Projektmedarbejder i Folkekirkens Skoletjeneste.

Strikker p.t.: cardigan i glatstrik til sig selv.

Garntype: lamauld

Favoritpinde: metalpinde (pga. den knitrende lyd)

Næste projekt: sweater med mønster
Mette Hemmingsen, 29 år. Cand.mag. i dansk og religion, projektmedarbejder i Folkekirkens Skoletjeneste.
Strikker p.t.: cardigan i glatstrik til sig selv.
Garntype: lamauld
Favoritpinde: metalpinde (pga. den knitrende lyd)
Næste projekt: sweater med mønster
»Det tror jeg faktisk, at jeg gør,« bryder Amalie af. »For mig er der en værdi i at kunne strikke, som jeg kan mærke har noget med noget kvindeligt at gøre. Måske fordi jeg kun kender kvinder, der strikker. Eller måske fordi folk rundt om mig opfatter det som noget kvindeligt.«

Christina: »Som en dyd?«

Amalie: »Ja, jeg ved jo godt, at mænd historisk set også har strikket, men jeg forbinder mig alligevel med andre kvinder, når jeg gør det.«

Christina: »Det kan faktisk også godt være, at jeg har det sådan.«

Amalie: »Der er selvfølgelig ingen af os, der har taget en bevidst beslutning om, at nu skal vi strikke for at blive kvinder. Men vi er jo alle begyndt at strikke på grund af et fællesskab med andre kvinder.«

Christina: »Det er rigtigt. Jeg kan også mærke, at det er min mor, jeg har lyst til at vise mine ting, når jeg har strikket noget. Sådan har jeg det ikke med min far. Han har jo aldrig haft et strikketøj mellem hænderne. Jeg søger anerkendelsen hos min mor, og det er vel et tegn på et slægtskab mellem kvinder, der går på tværs af generationer.«

–Vil I betegne jer selv som feminister?

Amalie: »Ja, helt klart. Men det er jo ikke sådan, at vi har et feministisk projekt med det at strikke.«

Mette: »Nej, vi strikker ikke kvindetegn og den slags.«

Christina: »Og vi hiver heller ikke menstruationsfarvet garn ud af fissen ligesom hende der kunstneren (australske Casey Jenkins, red.

Amalie: »Nej. Men det kan da godt være, vi skal prøve noget nyt, når julesæsonen kommer.«
Tekst: Rasmus Bo Sørensen
Foto: Ulrik Hasemann
GIF: Nicolai Bruun
Grafik: Sofie Holm Larsen

Redaktør: Anna von Sperling
Digital produktion: Johanne Pontoppidan Tuxen

© Dagbladet Information
Publiceret 12. februar 2016
En måneds gratis Information digital + papiravisen fredag og lørdag
ingemaje lange

Tak for interessant og velstruktureret artikel.

Ved du, hvad der er feministisk ved strik, Rasmus Bo?

Feminister er trestjernet slaggalvaniseret ligeglade med hvad mænd mener om det ...

Per falk Hansen, Carsten Mortensen, Nanna Wulff M., Herdis Weins, Jens Thaarup Nyberg, Lise Lotte Rahbek og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Man kan konstatere, at ingen af de afbillede bærer noget hjemmestrikket. Måske fordi det kradser, er for varmt, ikke så godt tåler maskinvask. Sådan husker jeg det fra 60-70'erne, hvor vi skam strikkede meget. Ikke af feministiske årsager eller det modsatte. Det var bare tidens trend. Og vi kunne godt lide det.

Det var den tids multitasking. Man strikkede til visse fag i skolen - egentlig lidt arrogant, man strikkede til tv og til samtaler med andre. Nu krævede det selvfølgelig ikke samme opmærksomhed som det at studere sin smartphone gør i dag, men alligevel.

Jeg holdt meget af at strikke, hækle, kniple m.v. Nogle af os var ganske kreative mht. farver, mønstre og materialer. Blandt meget af det anderledes, jeg fremstillede, strikkede jeg en lang vest af sejlgarn. Men man endte med at producere langt mere, end man selv eller andre kunne aftage. Til sidst sagde hænderne fra. De sov, når man holdt på pindene. Også dagen efter.

Jeg kan sagtens savne det at strikke eller hækle, men jeg ville ikke vide, hvad jeg skulle stille op med resultatet deraf.

Niels Duus Nielsen

Maj-Britt Kent Hansen: "Man strikkede til visse fag i skolen..."

Jeg sidder sgu og bliver helt nostalgisk. Jeg sad på i hesteskoens yderste venstrefløj og kæmpede verbale kampe på liv og død med hesteskoens yderste højrefløj, overfor et publikum at tavse og strikkende kvinder, som havde placeret sig solidt inde på hesteskoens midte. Det var dybest set kvindernes gunst, vi kæmpede om. For de var nemlig i flertal, så det var dem, der bestemte.

Ejvind Larsen, Nanna Wulff M., Torben Skov, Frederikke Nielsen, Maj-Britt Kent Hansen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Personligt finder jeg selskabet med strikkende personer langt mere tilfredsstillende,
end med personer,
som sitter med næsen i en skærm og fører samtaler, jeg kun har adgang til det halve af.

Feminister, antifeminister og de derimellem er forhåbentlig stjerneligeglade med andres mening om deres håndarbejde eller mangel på samme.

Ejvind Larsen, Morten Pedersen, Flemming Berger, Torben Skov, Karsten Aaen og Leif Høybye anbefalede denne kommentar
Annette Hjort Knudsen

Det er vel grunden til at man gør det, snarere end substansen af, hvad man foretager sig, som afgør, om man er fri eller ufri? Strikker man for at tækkes et billede af, hvad der er "feminint", som andre har defineret, er man ufri og undertrykt. Strikker man, fordi man selv har valgt det og finder det fornøjeligt, er man frigjort. Det har ikke en døjt med selve strikningen at gøre.

Leif Høybye, Dana Hansen, Ejvind Larsen, Flemming Berger, Lise Lotte Rahbek og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

Og dér sad se så, og knitrede med deres pinde.

Charlotte Primdal

Tak. I har lige bevist at det nuværende kønsapartheid, skyldes at den gængse opfattelse er køn, er den der grundlagdes med 1800-tallets borgerskab. Det burde en gang for alle lukke munden på diverse kældermennesker og deres snak om at kvinders biologi.

Sabine Behrmann, olivier goulin og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Jeg har strikket strikket siden jeg var 6 og elsket det - tøj til mig selv, tøj til min Barbiedukke, sokker , halstørklæder og vanter til kærester og ægtemand, pudebetræk, grydelapper, små håndklæder til køkkenet - og jeg har elsket hvert minut af det. Noget af det værste ved at have gigt i skuldrene er faktisk, at jeg ikke kan strikke ret lang tid af gangen mere.
Jeg havde selvfølgeligt også Hønsestrikbøgerne og strik en yderst feminsitisk vest, der desværre i dag kun eksisterer på billeder - eller ville den i dag være at finde i Tidens Samlings 70'er stue.
Noget af det bedste ved at blive god til at strikke - og det gælder også for alle andre former for håndarbejde m.m. - er, når man er blevet så god, at man ikke behøver opskrifter eller mønstre, men kan strikke det, man har et indre billede af.

Ejvind Larsen, Thomas Holm, Dana Hansen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Det kan godt være, at strik ikke ofte bliver betragtet som kunst, men herovre i det mørke Jylland har vi da både Den Store Strikkedyst på tv (og youtube, hvis nogen er interesserede) og verdens største strikkefestival.

Om ikke andet - så er det rykket et godt stykke ud af køkken og stue.

Og jeg er egentlig enig med Annette Hjort Knudsen ovenfor. Strikker man fordi man synes det er fedt - så fedt!

Det med en større kvindeundertrykkende diskurs med kønsroller osv... Der er nok noget om det, men det er svært at se, hvor aktuelt det er ift. strik - i hvert fald i forhold til rigtig mange der strikker. Det er vel ikke meget anderledes end så mange andre diller, hobbyer o.l.

Kirsten Nyborg Thomsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Jeg troede at kvinder strikkede for have noget at tænke på, når de snakkede;o)

Er det så mandschauvenistisk, når drenge/mænd roder med biler, knallerter, elektronik, it - eller render rundt i Bauhaus og kigger begejstret på søm og skruer til værktøjskassen ?
Jeg spørger, fordi jeg blev så træt i mit hoved, da jeg så overskriften.

Leif Høybye, Ejvind Larsen, Karsten Aaen, Niels Duus Nielsen, Lise Lotte Rahbek og Martin Schou anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Er det feministisk at strikke? Er det virkelighedsflugt at farvelægge tegninger? Er det mandigt at gå til ballet? Er moden plettet eller stribet i år?

Gud fader bevares hvor er det dog nogle enormt store problemer, som nogle mennesker går og tumler med. Heldigvis står jeg parat med lidt hjælp til alle identitetstvivlende, biedermeierske, ennui-ramte bedsteborgere:

Gør som udgangspunkt hvad du har lyst til!

Du vil erfare, at nogle af de ting du gør, ledsages af skam.

når du registrerer denne skam, så flygt ikke fra den, men udforsk den! Betragt den fra forskellige perspektiver og vinkler. Mærk efter hvor dybt den stikker, og spørg evt. dig selv:

Hvor kommer denne skam fra?
Er det noget andre har fortalt dig, at du skal skamme dig over? Skammer du dig, fordi din adfærd skader andre? Skammer du dig kun, hvis andre opdager hvad du gør/har gjort?

Står skammen i proportion til din handling?
Er den skam du føler proportional med den skadevirkning din handling har på dig selv eller andre?

Skammer du dig over noget du ikke kan ændre?
Er du ansvarlig for det, du skammer dig over? Kan du overhovedet ændre på det? Ønsker du at ændre noget, som er hinsides din kontrol, og er der i så fald skam forbundet med din magtesløshed?

Find gerne selv på flere spørgsmål. Husk at lytte til dig selv med åbenhed og uden fordømmelse, og tag dig endelig god tid. For netop med tiden vil du så vide, om du er et skammeligt menneske eller ej.

PS. Det er du med en vis sandsynlighed ikke.

P PS: Feminister må godt strikke! Medmindre de da skammer sig over det. I så fald bør de ikke strikke. Med mindre deres skam da ikke er indrestyret. I så fald bør de ikke nødvendigvis strikke, men de bør muligvis se sig selv i spejlet. Der vil de muligvis få øje på et menneske, hverken mere eller mindre. Og det er slet, slet ikke så ringe endda.

Ejvind Larsen, Carsten Mortensen, Niels Duus Nielsen, Flemming Berger, Torben Skov, olivier goulin, jonas eugen og Morten Balling anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Man må da håbe, at folk gør, hvad de har lyst til, uden at tænke nærmere over det.
Det kunne også være, man skulle begynde at købe ulden, og spinde garnet selv:
Lul-lul! rokken går
støt i moders stue,
og jo mere vinden slår,
des mer får arnen lue.

Ejvind Larsen, Karsten Aaen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

"Alle strikkebøgerne er skrevet af kvinder og henvender sig til kvinder."

Som statistik-lærer kan jeg allerede nu se en heftig bias.
Arne&Carlos, specielt indenfor norsk strik
Martin Storey, Brandon Mably og Kaffe Fasset, lige den sidste er et strikke-ikon
Jared Flood i USA
Izo Matukawa som skabte den japanske måde at strikke og skrive strik på.

Hans stikprøve afspejler ikke populationen. Hypotesen kan dermed forkastes.

Leif Høybye, Karsten Aaen, Torben Skov og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
ulrik mortensen

Rigtige mænd kan sagtens strikke ;-) https://www.youtube.com/watch?v=RhPn1FstfQI

Lennart Kampmann

Intet er bedre en første-verdens-problemer. Når en filosof har tid til at pløje sig gennem ni strikkebøger, har han/hun måske for lidt praktisk arbejde at tage sig til. Køb et landbrug, så er problemet løst. De strikkede sokker vil være gode i arbejdsstøvlerne...

Nogle gange tænker jeg at det er Information, der benytter click-bait...

Med venlig hilsen
Lennart

Bo Carlsen, Leif Høybye, Ole Brunbech, Nanna Wulff M., Niels Duus Nielsen, Flemming Berger, Herdis Weins, Frederikke Nielsen, Thomas Holm og olivier goulin anbefalede denne kommentar

Lennart Kampmann - LOL, jeg får tit de samme tanker.
Og hvor må det være svært, hele tiden at skulle opfinde nye problemer og vinkler for at sikre sig forskningsmidler/overskrifter/opmærksomhed. White mans (and womens) burden.

Frederikke Nielsen

Tænk, at det skulle komme så vidt, at kvinder skal til at kæmpe for at frigøre sig fra feministernes autoritære regler.

I samme øjeblik feminismen kom til at handle om smagsdommeri og bedreviden, havde feminismen overlevet sig selv.

Tiden taler for nogle andre -ismer end feminismen - -ismer som inkluderer individualismen og egalismen, og et ændret værdisæt, som ikke handler om kampen mod patriakatet, men om næste bølge; kampen om ligeværd mellem køn, religion, race etc.

Jeg anerkender dog feminismens eksistensberettigelse, og mener den er vigtig især ift. ikke-etniske kvinder som kan være fanget i den patriakalske spændetrøje.

olivier goulin

Faktisk en meget fin og morsom artikel
Og fin skam-guide, Torsten

/O

I gymnasiet havde vi en sej machogut der dyrkede karate. Han kunne gå hen ad gaden og uden varsel lave en strakt baglæns salto og gå videre som intet havde hændt. Han klatrede op ad mure kun hængende i finger- og tåspidser. Blev glad hvis nogen gad at smide kastestjerner mod ham, som han så skulle parere eller gribe....
Og så strikkede han for at smidiggøre sine fingre. Det blev til mange firkantede løbere, som straks blev trævlet op og genbrugt.

Personligt ville jeg gerne kunne strikke og væve mm. Udfra en erkendelse af, at vi har glemt hvordan man laver noget så vigtigt som tøj, den dag verden ramler og vi må stå på egne ben.

Ejvind Larsen, Carsten Mortensen, Karsten Aaen, ulrik mortensen, Niels Duus Nielsen, Flemming Berger og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Jeg tror ikke, der gemmes en hidsig debat i strikkeriet. Men der yppes kiv i Informations artikel. Skulle avisens krydderi vise sig for fadt, kan man altid peppe det op med lidt feminisme. Livsstil er langt det bedste emne for tiden i dagen medier. Og hvis rejser til eksotiske steder ikke lever op til livsstilen, så droppes de.

Nanna Wulff M.

Jeg har oversat flere strikkerbøger til engelsk, blandt andet Fanø Strik for Christel Seyfarth. Dog må jeg være en kende enfoldig, for jeg har aldrig forbundet det at strikke med skam eller femininisme. Jeg forbinder det med hyggetid, og jeg slæber uden blusel mit strikketøj frem i toget eller når jeg venter et sted. Jeg strikker helt almindelige ting - intet til at skrive hjem om. Men hyggeligt, det er det.
J

Frederikke Nielsen, Michael Kongstad Nielsen, Ejvind Larsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Strikning kræver stor fingerfærdighed samt flair for at arbejde med gentagne og ensformige bevægelser. Det er derfor, at kvinder er en efterspurgt arbejdskraft på fabriksgulvet, hvor det er afgørende at arbejde hurtigt og med stor præcision og uden at stille spørgsmål til ledelsen. Vi har ikke så meget af den slags arbejde tilbage i Danmark, men når man har besøgt samlebånd rundt omkring i verden, så er det tydeligt, at de mest komplicerede arbejdsprocesser fortrinsvis benytter kvindelig arbejdskraft. Kvinder kan bare noget med disse hænder og fingre.

olivier goulin

@Frank

Ja, og det er meget typisk for manden, at han hurtigt begynder at overveje, hvordan han kan konstruere en maskine, der kan udføre dette trivielle monotone arbejde.

/O

Nej!

Søren Kristensen

Feminister eller ej. Jeg har svært ved at se behovet for et direkte forbud striketøj, så længe det ikke tager overhånd. Alt med måde, som man siger. Det er jo meget sjældet man hører om nogen der kommer til skade med strikketøj, selv om det selvfølgelig kan det ske og der må man bare henstille til at også feministerne ser til at holde orden og ikke lade strikkepinde ligge og flyde hvorsomhelst. Men mon ikke de allerede ved det?

Selvfølgeligt er det feminint at strikke, da det hovedsagelig er kvinder der strikker, er interesseret i at strikke og har de bedste færdigheder til at strikke. Og det er der vel ingen der kan have noget imod og det holder vel heller ikke mænd fra at strikke, hvis de vil.

Feminister kæmper for at et kønsløs og gråt samfund hvor alle er ens, hvor meninger er undertrykt og hvor de kan bestemme hvad der er rigtigt og forkert.

- og så fik Jakob Bonde lige afsløret, at han ikke aner hvad feminisme er ...

Ja - selvfølgelig må de da det! Hvis de altså selv vil, og synes det er sjovt, givende og gør dem glade :)
Tidligere tiders kvinder hadede at strikke og udføre alt det andet huslige arbejde, fordi det blev forventet af dem af samfundet, at de gjorde dette - også selvom de ikke havde så meget lyst til dette.
Og det er det som er det afgørende her - er det noget feministerne - eller kvinderne - selv har bestemt at de gør, eller har samfundet bestemt det for dem, via nogle konkrete og bestemte tankeformer og ideer om hvad en rigtig kvinde og en rigtig mand skal gøre eller ikke gøre...

Og ang. Norge har jeg kun en ting at sige: Norge har som samfund alt alt for mange penge, når man kan synes at dette er et problem...

"Tidligere tiders kvinder hadede at strikke ..." vissevasse.
At strikke, brodere eller sy var i høj grad kvindernes "egentid", hvor de enten kunne få lidt fred - eller sidde sammen med de andre kvinder og snakke, samtidigt med man hjalp hinanden med råd og vejledning til mønstre og løsninger på praktiske problemer i strikke- og sytøjet.

Michael Kongstad Nielsen

Nanna Wulff M.
Det ville glæde mig at se en passager hive strikketøjet frem i toget. Fremfor det andet håndarbejde: - de små fingres krabben over mobiltelefonens tastatur.

Nanna Wulff M., Karsten Aaen og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Måske fik jeg udtryk mig lidt kluntet, det jeg egentlig mente var det her:

Jeg tror (ved?) at mange (få?) kvinder tidligere strikkede, syltede, lavede jordbærmarmelade f.eks. fordi det blev forventet af dem. Eller lavede mad f.eks. fordi det blev forventet af dem. 1970erne gjorde op med de forventninger til hvad en mand og en kvinde skulle, så derfor har vi i dag mænd, der er frie til at lave mad og til at støvsuge og passe børn og kvinder der er frie til at blive smede, tømrere, malere, eller vælge at strikke eller hækle. Fordi de vil det, de har aktivt valgt det til, det med at strikke. Der ligger ikke en eller uudtalt forventning om at kvinder skal strikke....eller hækle....eller lave mad....i samfundet længere. Det mener jeg der gjorde før 1970erne....

Karsten Aaen - jeps , du udtrykte dig kluntet - det være tilgivet :-)))
Det samme gælder vel mænd - en del af dem var ikke handymænd, fordi de havde lyst og evner, men fordi det forventedes af dem og var nødvendigt - andre fandt et frirum med at gå i redskabsrummet alene eller sammen med andre mænd og hamre/save etc.
Det samme gælder i øvrigt for havearbejde, der jo nærmest i dag anses for en meditativ beskæftigelse, som mange med begejstring kaster sig over. For nogen var det en nødvendighed - køkkenhave som madleverandør - for andre var det ved siden af nødvendigheden også en glæde ved at se noget gro og en mulighed for også at dyrke blomster. For min egen far var vores store have, som bl.a. blev brugt som tiltrængt supplement til en beskeden indkomst med den udkomme af af grøntsager, krydderiurter, frugt og bær, men også masser af blomster til øjenfryd og glæde (også som gaver), ikke arbejdstimer, men en velkommen kontrast til hans lønarbejde som ufaglært fabriksarbejder.

olivier goulin

Nej nej nej nej nej - det må de ikke.

/O

Poul Sørensen

Hele samfundet er et stort samlet symbol der består af en masse små symboler - på et plan og på et andet plan består det af mere og desværre også mindre godt håndværk, der nogen gange kan ophøjes til, at informere mere os om det højere plan af symboler og deres bagvedliggende mening og så taler vi om kunst.... strikning har ikke leret ret mange afsløringer om de højere symbolplan, men det har leveret en masse godt håndværk.
Søbye forsøger at sige noget om symbol--planet med hans anmeldelse af stikkebøgerne, men Søbye s forsøg er så ikke så godt håndværk og han burde måske læse lidt om på hans anarkistiske teori.

Klaus Brusgaard

Hvorfor er det så alt afgørende at mænd og kvinder skal være ens? Jeg har altid, set på disse strikkende kvinder og deres sunde hobby med beundring og lidt misundelse, velvidende at det blev nok aldrig mig. På den anden side er jeg heller ikke til biler og sløjt. Selvfølgeligt er der noget med år tusinder gammel kultur men der er vel også et moment af natur ind over vore ret kønsspecifikke vælg af hobbies og interesser. Og dette behøver hverken at fører til ringagt eller nedgøring. Personligt syntes jeg mangfoldighed er smukt. Hvis man mener det giver indtryk af at være undertrykt af strikke siger det vel mere om en selv end om noget andet.

Ernst Enevoldsen

Kanon grafisk opsætning af det der strik, hvad det nu var.

Idog. Man kan lære at strikke her :o)

Man kan ikke nævne strik uden at tænke på Christel -
http://www.christel-seyfarth.dk/da