Vidnesbyrd

’Stuen stank af storebrorens pik’

#JEGBLEVVOLDTAGET - DEL 8
Jeg var 20 år og boede i Frankrig. Jeg gik på sprogskole, og i fritiden gik jeg på opdagelse i byen, jeg boede i. Jeg havde fået lov at bo hos en fyr, som jeg stolede på og betragtede som en ven.

En aften sad vi og så tv i stuen. Fyrens bror, som også boede i lejligheden, var ude, så vi var alene i huset. Det havde vi været mange gange før.

På et tidspunkt begyndte han at skubbe til mig. Slå mig med en pude. Pjatte. Jeg tænkte ikke videre over det og slog lidt igen.

Han begyndte at kysse mig, og jeg kyssede først lidt igen, men trak mig hurtigt. Pludseligt ændrede situationen sig. Han grinede ikke længere, men tvang mig ned på ryggen og holdt mig fast. Jeg sagde, han skulle slippe. Jeg prøvede at skubbe ham væk, men han var meget stærkere end mig.

Jeg kunne ikke få øjenkontakt med ham. Han var helt væk. Flåede bare i mit tøj. Han lagde sin underarm over mit bryst og hals, og pressede mig ned med al sin vægt, så jeg næsten ikke kunne få vejret.

Med den anden hånd åbnede han mine bukser. Derefter var det som om, at jeg gav op. Min krop reagerede ikke, og jeg fik en følelse af at glide ud af mit selv.

Jeg tænkte, at det bare skulle overstås, og at jeg måske ikke kunne tillade mig at sige nej, fordi han lod mig bo gratis hos ham og hans bror.

Han tog alt mit tøj af, mens jeg lå på ryggen og kiggede op i loftet. Et meget smukt loft. Han havde fortalt, at Ludvig den 14. engang havde sovet i dette værelse, og det eneste jeg tænkte på var, at jeg lå og stirrede op i det samme loft, som Solkongen engang havde ligget og kigget op i.

Jeg kan ikke huske alt, hvad der skete. Ser det mest i glimt. Men jeg kan huske smerten og lugten. Da han var færdig, tog vi tøj på igen og satte os tilbage i sofaen og så tv. Kort tid efter kom lillebroren hjem og snakkede og grinede. Jeg sad som forstenet.

Stuen stank af storebrorens pik, og jeg kunne ikke forstå, at lillebroren ikke kunne lugte det. At han bare kunne sidde der og grine af The Simpsons uden at opdage, at noget var helt galt.

Herefter er der et sort hul, og jeg kan ikke huske, hvad der efterfølgende skete.

Det næste jeg husker er, at jeg sad i et tog på vej ud af byen og græd. Jeg følte mig skyldig, fordi jeg ikke kæmpede mere imod, og fordi jeg ikke turde anmelde ham. Jeg følte, at jeg ikke havde ret til at kalde ham, hvad han var: voldtægtsmand.

Der gik mange år, før jeg fortalte om voldtægten. I mellemtiden har jeg forsøgt at fortrænge det. Det er først, da jeg hører om andres oplevelser med voldtægt, at jeg begynder at tilgive mig selv.

Det har været svært for mig at bearbejde oplevelsen, når den mest udbredte fortælling om voldtægt er, at det er noget fremmede monstermænd gør i mørke gyder, og hvis ikke du sparker ham i nosserne, er du nærmest selv ude om det. Jeg blev voldtaget af en ven. Jeg havde grimt søndagstøj på. Vi sad i en varm og hyggelig stue. Og i stedet for at sparke, frøs min krop til is, da han trængte ind. Men det var stadig voldtægt.

Marie Dehn
34 år, projektkoordinator
SERIE
Mens voldtægtsdebatten kører, sætter Information fokus på ofrenes fortællinger.

På information.dk vil kvinder og mænd dele deres vidnesbyrd. Bryde tabuet. Kræve retten til deres fortællinger. Historierne er alene baseret på ofrenes egne fortællinger.

Læs alle vidnesbyrdene her:
#jegblevvoldtaget
Det var én af de aftener, hvor ubehaget ved et forlist og dysfunktionelt parforhold fyldte, og hvor trangen til at drikke alle følelserne væk, danse, sludre og grine var enorm. Hvem ved, måske ville jeg møde en sød og rar fyr. Måske jeg blot ville møde lidt af den bekræftelse, som jeg sådan hungrede efter.

Jeg befandt mig på et af Københavns hippeste dansesteder, og stemningen var god. Jeg mødte den her vildt flotte, unge fotograf. Den helt rigtige type. Sådan én alle unge piger ville falde i svime over, hvilket jeg selvfølgelig også gjorde. Vi dansede, vi kyssede og alt føltes rigtigt godt. Han skulle da selvfølgelig med hjem. Aftenen skulle ikke stoppe, blot fordi musikken gjorde det.

Vi lagde os i sengen og var iført undertøj. Jeg havde T-shirt og trusser på. Jeg husker, at jeg sagde til ham, at der ikke skulle ske mere nu. At vi blot skulle kysse lidt og holde om hinanden, og at jeg var alt for fuld til at have sex. Jeg gik kold. Om morgenen føltes det helt galt. T-shirten havde jeg stadig på, men mine trusser var ikke længere på min krop. Jeg kunne ikke få det til at hænge sammen i mit hoved. Havde han taget mine trusser af? Og hvad havde han i så fald lavet med mig?

Jeg spurgte ham, om han havde taget trusserne af mig i løbet af natten, men han smuttede, og jeg hverken så eller hørte fra ham igen.

Dagene gik, og jeg fik små glimt af følelser og oplevelser, jeg ikke kunne ryste af mig. Jeg havde en fornemmelse af, at jeg kunne huske følelsen af at have en mands hånd mellem benene den nat, men intet kunne gøre, da jeg var helt bedøvet af alkohol. Jeg har aldrig fortalt dette til nogen, da jeg har været enormt usikker på, om det overhovedet er sket. Og selv hvis det gjorde, var jeg jo så fuld, at det måske næsten havde været min egen skyld.

I dag stoler jeg dog på de følelser, de fornemmelser og de små glimt, der stadig vender tilbage til mig fra den nat.

Oplevelsen af at være blevet forulempet og udsat for overgreb opstår ikke bare, hvis det havde været en perfekt nat med en lækker, hip, ung fotograftype. Og trusser falder ikke af sig selv bare af, når kvinden, der har dem på, er bevidstløs.

Det værste er næsten, at jeg ikke er i stand til at være lykkeligt uvidende om, hvad der skete den nat. Jeg er alt for bevidst om, at noget skete. At jeg ikke præcis ved hvad, gør det kun sværere.

Det er alle de ubesvarede spørgsmål, som jeg har svært ved at finde ro i. Jeg vender alt for ofte tilbage til den nat, for at finde ud af, hvad der skete mellem de korte bevidste øjeblikke.


Kamilla Weismann
26 år, lærer
Jeg diskuterede ivrigt normer og seksualitet ved enhver given lejlighed. Jeg ville ikke finde mig i slutshaming. Jeg ville have lov til at have sex med, hvem jeg ville, hvordan jeg ville, og hvornår jeg ville. Jeg mente, at kvinder havde lige så meget ret som mænd til at udleve deres seksualitet skamløst.

I gennem en af tidens populære dating-apps stødte jeg på en mand. Høj, mørk og mystisk. Vi var begge seksuelt nysgerrige på hinanden og ivrige efter at mødes. Det gjorde vi så et par gange. Uden forpligtelser, men med en seksuel iver og bramfrihed, jeg sjældent havde oplevet før. Jeg følte virkeligt, at jeg var en kvinde, der bestemte over min egen seksualitet.

Men en aften dukkede han uanmeldt op på mit dørtrin. Stadig høj, mørk og mystisk. Men også fuld. Jeg lukkede ham ind, og derfra havde jeg ikke længere mulighed for selv at sige til eller fra.

Han var voldsom og fulgte kun sin egen lyst. Når jeg prøvede at se ham i øjnene, følte jeg ikke, at han så mig. Jeg havde altid tænkt, at jeg i sådan en situation ville være stærk. Råde, bide, skrige og undslippe. Men det gjorde jeg ikke.

Der undslap højest en række klynk fra mine læber, inden han tog sit tøj og gik.

Bagefter rullede jeg mig sammen i sengen og forstod ingenting.

I starten tænkte jeg bare på det som en mærkelig oplevelse, men jeg fortalte næsten heller ikke nogen om det. Jeg skammede mig, for jeg havde jo selv lukket ham ind over dørtærsklen. Og jeg havde jo haft sex med ham før. Min krop ville bare ikke komme til sig selv.

Tre uger efter episoden føltes den stadig anderledes. Det er sådan, jeg bedst kan beskrive det. Og sådan måtte jeg også beskrive det for min læge, inden jeg brød grædende sammen uden selv at forstå hvorfor. Lægen sendte mig til Center for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet. Her fik min mærkelige oplevelse et nyt navn. Voldtægt.

Igennem flere samtaler gjorde de alt, hvad de kunne for at tage skammen fra mig. Jeg skulle vide, at jeg havde al ret i verden til at udleve min seksualitet.

Det var ham, der havde gjort noget forkert, og jeg burde bryde statistikken og melde min voldtægt til politiet.

Samtalerne virkede til dels. Jeg vil stadig gerne diskutere seksuel ligestilling, og i teorien mener jeg stadig, at kvinder bør kunne gøre lige, hvad de vil.

Men jeg meldte aldrig min voldtægt til politiet, for jeg kæmper stadig med tankerne om, hvor meget skyld, jeg selv bærer for min voldtægt. Og selvom jeg i teorien stadig er en varm fortaler for seksuel frigørelse, så ved jeg ikke længere, om jeg selv tør udleve min.


Maria Albæk
24 år, socialrådgiverstuderende
CREDITS
Journalist: Lærke Cramon
Redaktør: Anna von Sperling
Foto: Sigrid Nygaard, Polfoto (modelfotos)
Digital produktion: Martin Ingolf

Dagbladet Information
Publiceret 23.marts 2016
En måneds gratis Information digital + papiravisen fredag og lørdag

Anbefalinger

  • Lise Lotte Rahbek
  • Henrik Klausen
  • Troels Ken Pedersen
  • Steffen Gliese
Lise Lotte Rahbek, Henrik Klausen, Troels Ken Pedersen og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvor går grænsen til om det er voldtægt? Hvis man har sex med en person mens man er fuld, men stadig er ved bevidsthed og frivilligt deltager, er det så voldtægt fordi man har glemt det dagen efter?

Sascha Olinsson

@ Thomas Toft. Nu skriver hun jo lige præcis intet om at hun frivilligt deltager men netop at hun har sagt at der skal ikke ske noget sexuelt og at hun var så bevidstløs at hun kun har opfattet korte glimt.

Det er forfærdeligt. Jeg skammer mig faktisk over repræsentanter fra mit køn. Jeg har aldrig været modstander af at man godt kan føle sig medskyldig, og da som minimum udskamme de sataner der opfører sig så usselt. Jeg ved at man nødig i religionens navn vil have almindeligt troende skal tage afstand, men hvorfor egentlig ikke? Der går ikke noget af mig ved at flove mig over at dele køn med sådanne idioter, men det kan måske give bare lidt lindring at vi som mænd anerkender problemet blandt vores kønsfæller og tager dybest mulig afstand.

Jeg synes det er ærgerligt at pige ikke fik skreget mere nej i den første historie, men jeg forstår godt rædslen og lammelsen opstår. Det gør også at det kan være svært at dømme korrelt i en retsag. jeg så gerne at de pågældende mænd blev udskammet. Jeg tror samfundets dom vil være hårdere end hvad retssystemet giver, så en lille del af mig så gerne forbryderne udstillet i artiklen, selvom det nok er for meget på kant med loven?

Jeg har egentlig altid været modstander af ændrede villår i sager om voldtægt, men jeg kan heller ikke rigtig klare at se de her historier, og ønsker at se de mænd straffer hårdt, så jeg er åben overfor at gøre det lettere at få dømt de her svin.

steen nielsen

?
Skal vi absolut høre om hvordan storebrors pik lugter?
Kan vi ikke gøre hvad vi kan alligevel for kvinder der bliver voldtaget, uden, at vi skal have alle de detaljer med? Skal en mand fortælle om hvor dårligt en kusse kan lugte, hvis han skal have ørenlyd for hvor dårligt han er blevet behandlet af hende???

Anders Sørensen

Jeg har det svært med den rubrik og med stilen i det hele taget. Jeg betragter ikke mig selv som sart, og jeg kan godt se, at det sikkert er tænkt, at den skal modsvare/give indtryk af voldtægtens brutalitet og så videre...men det bliver sgu for effektjagende. Jeg tænker, at jeg ikke har lyst til at læse om stanken af storebrorens pik, og jeg tænker, at vi er milimeter fra at havne i tragedieudgaven af Rapports hedengangne Grå Sider.

Odin Rasmussen

Jeg tager dybt afstand fra voldtægt ligesom fra al anden vold. Det er også godt med informations artikel-serie om emnet. Jeg er blevet klogere. Selvom mit liv er fuld af kommunikationsproblemer og afvisingssituationer blandt andet mellem mænd og kvinder så ligger det mig altså utroligt fjernt at overhovedet overveje at tvinge nogen til sex med vold. Jeg skammer mig når jeg læser fremmede menneskers (kvinders) erfaring med voldtægt på et eller andet tidspunkt i deres liv et eller andet sted i verden begået af en eller anden mand. Alligevel synes jeg at serien bærer en smule præg af hvad jeg ville kalde en særlig volds-æstetik. Blandt andet den der med "storebroderens pik" Jeg vil sammenligne det med når facebook oversvømmes af billeder af lig i forbindelse med en eller anden konflikt. Jeg tænker hvorfor. Hvad handler det om? Jeg opfatter den del af det som lidt manipulerende. Jeg ville blive fanget mere af en historisk-analytisk undersøgelse af emnet. Fint med vidnesbyrd og stærkt af dem der står frem. Det behøver jo ikke være 'enten eller' en mere historisk faktuel filosofisk psykoligisk analyse ville være interessant at læse i artikelform. Det er selvfølgelig altid lidt svært som mand at fortælle hvordan eller hvad kvinder skal synes eller gøre. Ofte vil det blive opfattet som 'mansplainin' ja kvinder klogere end mænd. Mænd har så nogengange en særlig teknisk viden. Historien de sidste mange år har handlet om at mænd ikke kunne håndtere stærke kvinder og derfor ville holde dem nede af nogengange meget stupide mænd, der så har følt sig kloge.

Det er stærkt, at kvinderne fortæller om deres individuelle oplevelser, og deres fortællinger viser blot, i hvor vidt forskellige situationer og under hvilke vilkår voldtægt kan forekomme. Voldtægt er ikke kun situationer, hvor en bøhmand springer frem på en mørk sti fra en busk og overfalder en halvfuld kvinde på vej hjem fra bytur en sen lørdag nat.
Voldtægter foregår på alle tider af døgnet, året rundt, indenfor i det private som udenfor i det offentlige rum. Kvinderne det går ud over er enten ædru eller mere eller mindre påvirkede, og de kan være iført jeans og sweater eller "den lille sorte." Endvidere er de, der voldtager, enten fremmede eller bekendte af kvinden.

Der er intet genkendeligt mønster for voldtægt, og det er ikke kun én bestemt type, der voldtager. Det er derfor, at det er så uendeligt nedladende med rådet om at undgå at befinde sig i situationer, hvor man kan risikere at blive voldtaget.
Der er - og har altid kun været én årsag til voldtægter - og det er voldtægtsforbrydere.

Det er muligt, at flere synes at beretningerne bærer præg af en volds-æstestik. Det er muligt, men nu er voldtægt jo meget ofte et voldsomt og voldeligt overgreb på både krop og sjæl. I den her slags vidnesbyrd vil der altid komme detaljer frem, som ikke er videre behagelige at læse og/eller høre om. Men det har med garanti været langt langt værre at gennemleve det.

Hvad angår det med lugten af storebroderens pik - så har det altså åbenbart været det sanseindtryk, som har indprentet sig hos kvinden efter en traumatisk oplevelse, hvor sanserne ofte arbejder på højtryk og er ekstra modtagelige for indtryk - såsom lyde og lugte.

June Pedersen, Jørgen Larsen, Janus Agerbo, Lise Lotte Rahbek og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Johan Clausen

@ Anders Hede

Vi har nogen straffesystemer uden for retsvæsenet over for den slags mennesker ;) Folk som f. eks. voldtægtsforbrydere og pædofile er jaget i fængslerne. Børnepillere er alle år i isolation fordi de nok ikke ville overleve en tur i gården. Det gælder for voldtægtsforbrydere. At skade de 'svage' er noget mange kriminelle i fængslerne ikke kan tolerere. Så bare rolig de får mere end hvad den pæne del af samfundet straffer dem med.

Nu er der stor forskel på at føle sig voldtaget og så være blevet voldtaget efter straffelovensbestemmelser. Men en sådan info vil nok destabilisere projektet.