Beretninger

#jegblevvoldtaget

DEL 2
Jeg var teenager og havde festet hele natten. Tidligt om morgenen gik jeg hjem til min bedste ven for at sove min enorme brandert ud. Jeg gik på en sti bag en Netto og opdagede godt, at der gik en mand bag mig, men jeg tog mig ikke synderligt af det. Han råbte efter mig – jeg tror han bad om hjælp til at finde vej. Jeg var ikke sikker på, hvor han var fra, men han lød svensk.

Jeg stoppede op og ventede på, at han kom hen til mig, for jeg ville gerne hjælpe. Han havde en flaske i den ene hånd, og han smilede venligt til mig. Vi forsøgte at kommunikere, men sprogbarrierer og alkohol besværliggjorde det, og jeg besluttede mig for at gå. Da jeg vendte mig om, greb han fat i armen på mig. Det føltes hårdt og ikke spor venligt. Han smadrede flasken på et lille hvidt stakit ved siden af os.

Herefter forsvandt hver en følelse i min krop. Alkohol fordampede, jeg stivnede. Han pressede flasken mod min hals og hev mig ned på jorden. Jeg sagde ikke et ord. Jeg kiggede væk og kunne se min bedste vens hoveddør. Jeg var ikke mere end 15 meter væk, og den dag i dag forbander jeg mig selv for ikke at skrige.

Jeg ved ikke, hvem der tog mine bukser af. Jeg ved ikke, hvad han foretog sig, før hans halvlange hår kildede mig på panden, og jeg drejede hovedet og stirrede ind i et par grønne øjne. Jeg mærkede intet, jeg var fuldstændig følelsesløs både i krop og sind. Jeg stirrede ham ind i øjnene hele vejen igennem, fortrak ikke en mine og sagde ikke en lyd. Jeg gjorde ingenting, for jeg følte mig som ingenting.

Det næste jeg husker er, at jeg sad på min bedste vens sengekant og vækkede ham. Jeg græd, men kunne ikke rigtig tale. Han holdt om mig, aede mig på håret, men jeg kunne stadig ikke mærke noget. Jeg var helt tom. Han kørte mig hjem til mine forældre, og heller ikke herfra husker jeg meget. Jeg sagde undskyld hele tiden. Det var det eneste, jeg kunne få mig selv til.

Oplevelsen med politiet var det værste. Jeg ville hellere være tilbage på stien bag Netto en gang til end at tale med politiet igen. De kørte hårdt på mig, spurgte mig, om jeg var sikker på, at jeg ikke havde sagt ja, om jeg var meget seksuelt aktiv, og om jeg havde været sammen med mange. Fra det øjeblik jeg anmeldte voldtægten, følte jeg mig som den anklagede part.

Aldrig igen skal nogen beslutte sig for at tage noget fra mig, som ikke er deres. Jeg ejer min seksualitet. Det er min at gøre med, hvad jeg vil. Jeg ejer denne her oplevelse, og vil ikke gemme mig. Jeg føler mig ikke ødelagt af oplevelsen, men jeg har en vrede, jeg nok aldrig slipper af med.

Liv Lykke Schubert
29 år, studerende
Serie: Voldtaget
Mens voldtægtsdebatten kører, sætter Information nu fokus på ofrenes fortællinger.

På information.dk vil kvinder og mænd dele deres vidnesbyrd. Bryde tabuet. Kræve retten til deres fortællinger. Historierne er alene baseret på ofrenes egne fortællinger.

Har du en historie, du vil fortælle, så skriv til
vidnesbyrd@information.dk

Vi garanterer fuld diskretion og sikrer anonymisering af omtalte personer. Intet materiale vil blive offentliggjort uden forudgående aftale.
Siden vi lørdag publicerede de første vidnesbyrd er vi blevet kontaktet af over 50 personer – overvejende kvinder, der ønsker at fortælle deres historier. Det vil vi gerne sige tak for, samtidig med at vi fortsat gerne vil opfordre til at kontakte os.

De første beretninger fra Puk, Andrea, Sabine og Susanne kan du læse her.
Anna von Sperling
Kulturredaktør
Information

Da jeg var yngre, brugte jeg meget tid på internettet, fordi jeg følte mig ensom. Jeg mødte en masse søde mennesker, men jeg mødte også nogle, som jeg sagtens havde været foruden i mit liv.

Da jeg var 16 år, inviterede jeg en dreng hjem til mig. Han havde over længere tid presset på for at besøge mig, og jeg endte med at betale hans billet hjem til mig.

Jeg fik et chok, da jeg så ham, for han lignede ikke ham på billedet. Vi nåede kun lige ind på mit værelse, så overfaldt han mig nærmest. Han flåede tøjet af mig. Jeg sparkede ham og forsøgte at skubbe ham væk, men havde ikke kræfter nok, da han lagde sig oven på mig. Til sidst opgav jeg og tænkte: »Bliv nu bare færdig«. Jeg kan huske, at han fik sagt et eller andet med, om det ikke var godt?

Da det var overstået skulle jeg op og spise. Han ville ikke have noget, så han blev på værelset, mens jeg gik op og gav udtryk over for mine forældre om, at jeg gerne ville have, at han skulle gå. Da jeg kom tilbage til værelset, fyrede han et eller andet af om, at nogen i hans familie var røget på intensiv, og at han var nødt til at tage hjem. Jeg ville melde ham til politiet, men han skræmte mig fra det, da han havde advokater og den slags i familien. Inderst inde vidste jeg godt, at han måske løj, men jeg turde ikke løbe risikoen, for så skulle mine forældre også have det at vide.

Jeg var flov over, hvad der var sket, for jeg vidste jo, at risikoen var der. Særligt når man møder folk gennem internettet. Det havde folk prædiket om utallige gange. Jeg synes, det var pinligt. At jeg selv havde inviteret ham, og at det skete på mit eget værelse, mens mine forældre var hjemme. Den dag i dag synes jeg stadig, det er pinligt at tale om.

Efter voldtægten trak jeg mig endnu mere ind i mig selv. I dag har jeg stort set gjort alt for at fortrænge det, der skete. Jeg har en følelse af, at det ikke er mig, det er sket for. Eller måske nærmere, at det er noget, der er sket i et tidligere liv. Nogle gange kan jeg næsten blive i tvivl, om det overhovedet skete. Jeg føler ikke, det var mig, det skete for, og så alligevel. Overfaldet påvirker mig stadig, og når jeg tænker over tingene, så har overfaldet haft en masse konsekvenser for mig, som jeg nok stadigvæk ikke helt kender omfanget af.

Camilla Mille Torp
23 år, læser til salgsassistent

Jeg havde været i byen og havde aftalt at sove hos en veninde, for der var 30 kilometer hjem til mig og kun 500 meter hjem til hende. Jeg gik med en ølflaske i den ene hånd og mine stiletter i den anden. Jeg kunne se min venindes hus, da jeg fornemmede, at der gik en mand bag mig. Jeg vendte mig om, løftede flasken og sagde skål. Han svarede ikke. Så blev alting sort.

Det næste jeg husker er, at han tog fat om min hals med den ene hånd og holdte mig for munden med den anden. Så blev alting sort igen. Hjernen er utrolig på den måde, at den lukker ned, når vi bliver udsat for noget forfærdeligt. Jeg tror, de sorte huller opstod, fordi min hjerne forsøgte at skåne mig fra det værste. Jeg vendte tilbage til mig selv nede på jorden. Mine bukser var trukket ned, min bluse trukket op, jeg havde kradsemærker på armene og oven på mig lå manden og prustede. Det var stadig mørkt, og jeg tænkte, at jeg aldrig kom til at se solen stå op igen. Men så rejste han sig. Han kunne ikke få den op at stå. Han gjorde et forsøg mere, endnu et og endnu et, men gav til sidst op og stak af.

Jeg løb de sidste 50 meter hen til min veninde. Jeg væltede op ad trapperne og brasede ind i hendes køkken. »Ring til politiet, jeg er væltet på trappen. Jeg ville ikke selv, jeg ville ikke selv,« fremstammede jeg. Min veninde kunne se, at der var noget helt galt, og at jeg nok ikke bare var væltet op af trappen. Min hvide bluse var møgbeskidt, og mit hår fyldt med blade.

Der kom to politibetjente. Den ene var meget ung. Jeg tror, han var ny. Han grinede. Jeg tror, det var hans uheldige måde at håndtere situationen på. Den anden var god. Han sagde, at jeg skulle trække vejret, at han troede på mig, og at jeg ikke var den eneste den aften, der var blevet overfaldet.

Jeg kan huske, at jeg skammede mig over, at jeg ikke slog min overfaldsmand i hovedet med den ølflaske, jeg havde ved hånden.

Efterfølgende var jeg sammen med rigtig mange mænd. Jeg havde brug for at overbevise mig selv om, at jeg ikke var ulækker. Jeg havde brug for at føle noget igen. Efter voldtægtsforsøget rev mit sind og min krop sig fra hinanden. Jeg kunne sidde og prikke mig selv på benet, jeg kunne se prikket, og jeg kunne til en vis grad også føle prikket, men benet – det føltes ikke som mit. Jeg var ikke længere tilstede i min krop, og jeg troede, jeg kunne vende tilbage til den, hvis bare jeg var sammen med tilpas mange mænd.

På mig og den anden kvinde fandt politiet DNA, og præcis to år efter overfaldet blev gerningsmanden dømt. At han blev straffet er det, der har haft størst betydning for, at jeg har fået det bedre. Jeg begyndte at stole på omverden igen og kunne igen sove om natten. Tanken om, at mange kvinder aldrig anmelder eller ser deres overgrebsmand blive dømt, er forfærdeligt.

Kirsten Lisberg
29 år, ledig
skriv
Er du blevet voldtaget? Har du en historie, du vil fortælle, så vil vi gerne høre fra dig.

Alle henvendelser behandles fortroligt. Skriv til:

vidnesbyrd@information.dk
Jeg er blevet voldtaget mere end én gang, og jeg kan mærke, at folk har svært ved at acceptere, at noget så forfærdeligt kan ske flere gange i et menneskes liv.

Jeg har hverken opsøgt mine voldtægter, løjet om dem eller opdigtet dem for at gøre mig selv mere interessant. Derimod føler jeg, at den første voldtægt slog noget inden i mig i stykker, som lammede min evne til at mærke, når mænd rører mig på en måde, som ikke er okay.

Jeg var 13 eller 14 år og til karneval i Aalborg. Tre øl var åbenbart mere end jeg kunne tåle, for jeg endte med at sidde og kaste op. Det næste jeg husker er, at der lå en mand oven på mig, som tager mig.

I mange år troede jeg ikke, at det var voldtægt. Jeg tænkte, at jeg selv havde lagt op til det. Klædt mig udfordrende. Sendt flirtende blikke. Og så var det heller ikke værre, sagde jeg til mig selv og pakkede oplevelsen ned. På mange måder husker jeg den ikke i dag. Men på mange andre måder husker jeg den hver dag.

Jeg betragter mig selv som et frit, stærkt og kraftfuldt menneske. Men jeg er også et krænket menneske, der er ødelagt langt nede i sit system. Jeg græd aldrig over voldtægten. Den gjorde mig følelsesløs og ude af stand til at kunne aflæse situationer.

15 år gammel blev jeg voldtaget igen. Jeg sad på gaden og solgte smykker og spillede musik, da en smuk forførende mand trak mig ind i en baggård og slog mig i ansigtet. Mens han voldtog mig, husker jeg, at jeg lå og kiggede op mod himlen. Jeg troede, jeg var sådan én, man gjorde sådan ved.

Først da jeg som voksen begyndte at dele min historie og hørte andre kvinder fortælle deres, gik det op for mig, at jeg ikke var alene. Og at det ikke var min skyld. I dag tror jeg næsten ikke, at jeg kender en kvinde, som ikke er blevet krænket seksuelt. Vi lever i et land, hvor mænd krænker kvinder. Hvis hvide, privilegerede, danske mænd kan sidde og hidse sig op over det, der skete i Köln og sige: »Det sker ikke her,« så er der noget, deres koner, døtre og søstre ikke fortæller dem.

Hvis man er blevet slået på hele livet, holder man op med at dukke sig for slag. Jeg har stadig problemer med at mærke, hvad jeg føler, når en mand rører mig. Jeg kan ikke rigtigt fornemme, om en berøring overskrider min grænse. Jeg har iagttaget, at berøringer, jeg anser som ret normale, får andre kvinder til at sige: »Kan du så lade være!« Jeg har efterhånden lært at sige fra, men det føles stadig kunstigt. Det er ikke min første og umiddelbare reaktion. I dag ved jeg, at overgrebene ikke var min skyld, og at jeg ikke skal føle skam. Men jeg leder stadig efter, hvem jeg er, hvis jeg ikke er en, man krænker?

Jeg fravælger en identitet som offer hver dag. Jeg er ikke de overgreb, jeg blev udsat for. Jeg er ikke et voldtægtsoffer. Jeg er et menneske.

Sananda Solaris
43 år, teaterchef

Jeg begyndte at handle i forhold til tingenes orden. Jeg holdt op med at tro, at ’vil du have en kop te’ betyder andet end ’vil du i seng med mig’. Her er min voldtægtshistorie
Tine Byrckel
Journalist
Information
Jeg blev voldtaget som 16-årig. Det var sådan, jeg fik taget min mødom. Af en faktisk mægtig pæn fransk mand, som andre jeg kendte, kendte. Jeg var gået med hjem, med et tilbud om, at »jeg giver et glas vin,« for vi var virkelig midt i en fed samtale. Pludselig klappede fælden. Pludselig var jeg i en lejlighed, og han ville have mig.

Hvad gør man så, hvis man er en klog pige, som har sagt nej syv gange? Man giver sig ikke til at slås, for man har lige glemt at tage det der karatekursus. Man lader det ske. Går sin vej bagefter, lettet over at være sluppet ud og tænker, at man aldrig vil se det røvhul igen. Man siger det ikke engang til nogen. Politiet? Nej. Ingen beviser. Ingen blå mærker, ingen skrammer at se.

Det skete igen, da jeg var 21 år. Jeg var inviteret ud at se en bekendts båd, en pæn dansk mand. Pludselig var situationen dér igen. Ingen mulighed for at sige nej, selv om jeg sagde det ti gange. Der er et tidspunkt, hvor jeg hver gang isner af rædsel over muligheden for endnu mere vold og bliver kynisk i knolden. Spiller død. Derpå går min vej. Ingen beviser, altså ingen anmeldelse. Et ord mod et ord på en politistation, når man lige har sagt nej ti gange, og den anden tror, at det betyder ja – ja, så tror man ikke så meget på ord.

Der sker det, at man ’internaliserer’. Man begynder at handle i forhold til denne tingenes orden. Holder op at tro, at »vil du have en kop te« betyder andet end »vil du i seng med mig«. Alle disse koder, som en kysk pige skal overholde, og desværre også en ikke spor kysk pige, som bare ikke har lyst til at gøre noget. Friheden har man mistet godt og grundigt. Friheden til at føre visse samtaler videre, visse steder. Friheden til at tro, at sætninger betyder, hvad de gør. Rummet indskrænkes.

Jeg ved ikke, om mit naive overmod i omgangen med mænd skyldtes, at jeg læste Suzanne Brøgger, og det gjorde min mor for resten også. Det var i halvfjerdserne med tidens drømme om seksuel frihed. Men jeg ved, at jeg ønskede meget stærkt at være fri, og at jeg også tiltog mig den frihed. Jeg rejste med min søster på Interrail gennem Europa, da jeg var 15 år – uden at noget gik galt – og var alene en sommer i Paris året efter. Det var en beslutning om at bevæge sig frit, som havde omkostninger.

Men jeg havde læst hos Suzanne Brøgger, at man ikke behøver at lade sig traumatisere. I ’Fri os fra Kærligheden’ beretter hun om en temmelig voldsom gruppevoldtægt. Jeg hentede mit mod hos hende, for der ville jo gå lang tid, før patriarkatet – og det var jo det, som angreb – blev aflyst. Kunne man vente med at blive fri til da?

Næ, så hellere bevare det sted langt inde i mig selv, hvor jeg var urørlig, lige meget, hvad jeg var udsat for. Stige op af sumpen, tage kohl på øjnene og arbejde på, at bedre tider oprandt. Blandt andet ved stædigt at fastholde min position som feminist, også lige meget, hvor meget især mænd skulle fortælle mig, at jeg allerede var fri, ligesom alle de andre kvinder i øvrigt var det. Formelt.

Man bliver ikke nødvendigvis traumatiseret, fordi man bliver voldtaget. Så ville psykiatriske afdelinger bugne over og et uanet antal kvinder være på invalidepension. Det er heller ikke alle soldater, der traumatiseres af krig. Om traumet findes, beviser intet om, hvorvidt volden har været reel.

Jeg er af denne grund blevet en temmelig akavet date med tiden. Fordi jeg ofte siger, hvad jeg er ude på, gråzoner er ikke min stil. Det støder temmelig mange mænd. Sådan: »du må da gerne give en middag, men jeg har ikke tænkt mig at gå i seng med dig.« Eller omvendt. Når jeg siger: »Vi skal have vin, men jeg synes faktisk også, vi skal gå i seng sammen, ikke?«

Så løber de nogle gange skrigende bort, for sådan må en pæn pige jo ikke sige. Det kan lamme en mand seksuelt. Eller han bliver bare stødt, for han ville jo bare snakke …

Jeg tror simpelthen, det er, fordi (mange) mænd ikke aner, hvor udbredt voldtægt er, hvor meget kvinder indretter sig efter det Måske ved de ikke engang, at de rent faktisk voldtager. Måske glemte vi kvinder at blive ved med at sige det højt igen og igen i alle disse år. Det er nemlig også lidt kikset, sådan lidt offerkikset. »Hej, jeg er blevet voldtaget flere gange.«

Men ok, nogle gange lykkes det. At få te eller gå i seng sammen.

CREDITS

Journalist: Lærke Cramon
Redaktør: Anna von Sperling
Foto: Sigrid Nygaard, Privatfotos
Digital produktion: Jens Christoffersen

Dagbladet Information
Publiceret 21. januar 2016

Anbefalinger

  • Søren Rehhoff
  • Anders Vang Nielsen
  • Fraus Dolus
  • Dina Hald
  • Torsten Jacobsen
  • Sidsel Bjørg Søeberg
  • lars abildgaard
  • Troels Ken Pedersen
  • Lene Timmermann
  • June Beltoft
  • Anne Eriksen
  • Ulla Holger
  • Elisabeth Andersen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Estermarie Mandelquist
  • Inge Balling
Søren Rehhoff, Anders Vang Nielsen, Fraus Dolus, Dina Hald, Torsten Jacobsen, Sidsel Bjørg Søeberg, lars abildgaard, Troels Ken Pedersen, Lene Timmermann, June Beltoft, Anne Eriksen, Ulla Holger, Elisabeth Andersen, Lise Lotte Rahbek, Estermarie Mandelquist og Inge Balling anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der kan ikke kommenteres