FOLKETINGSVALGET 2019
Tak for gæstfriheden, Gram. Her er de bedste fotos, vi tog under valget
FOLKETINGSVALGET 2019
Tak for gæstfriheden, Gram. Her er de bedste fotos, vi tog under valget
Sønderjylland bliver kaldt udkant, men landsdelen er også blevet et nyt centrum i dansk politik.

Det er her, nogle af de mest utilfredse vælgere bor. Det er her, de største partier kappes om at tiltrække de samme stemmer. Og det var her, Dansk Folkeparti tog fusen på alle i 2015 ved at blive det største parti i stort set hele landsdelen.

Spørgsmålet er, om DF kan gentage succesen, om Venstre kan vinde noget af det tabte tilbage, og om oppositionen kan få skrabet nok stemmer sammen til at vippe regeringen af pinden.

Sønderjylland rummer svar på det hele. Informations journalister Laura Friis Wang, Sebastian Abrahamsen og fotograf Peter Nygaard Christensen har tilbragt de seneste 24 dage i Sønderjylland.

Med base i gamle Baron Wedels Hus i byen Gram har de dækket valgkampen fra det nye centrum i dansk politik.

Her følger et lille udvalg af de 12.793 billeder, som Peter Nygaard Christensen har taget i Gram den seneste måned.
Kaj Bager (66) hakker til kuglen i spillet ’Krolf’ - en sammentrækning af kroket og golf. Hver tirsdag og torsdag mødes han sammen med de ca. 16 medlemmer i ’Foreningen for Enlige Mænd’. For at være medlem skal man være pensionist af den ene eller anden art og være enlig. Men hvis konen er meget syg, må man også gerne være medlem.
FOTO: PETER NYGAARD CHRISTENSEN
Det har været en tradition i flere år, at 9.-klasserne fra Gram Skole springer i slotssøen på deres sidste skoledag, men i år har de valgt at gå i fra den anden side, så de hurtigt kunne komme i tørvejr under træerne. Selv om folkeskolen er hjertet i Gram, så er den kommet under pres de senere år og mister elever til de omkringliggende friskoler.
FOTO: PETER NYGAARD CHRISTENSEN
Tue og Lisa Svendsen følger med i DR-dokumentaren ’Børnene fra Sjælsmark’ om de afviste asylbørn, men giver ikke meget for de følelsesladede sekvenser i programmet. De fører valgkamp for Torbjørn Fristed, den lokale kandidat for Dansk Folkeparti.
FOTO: PETER NYGAARD CHRISTENSEN
Østervej, Gram.
FOTO: PETER NYGAARD CHRISTENSEN
Familien Nabo er yazidiske flygtninge fra Syrien og kom til Danmark for tre år siden. I Syrien kæmpede Nuzha Nabo (tv.) mod IS i den kvindelige, kurdiske forsvarsenhed YPJ. Ligesom før krigen driver hun i dag en frisørsalon. Men hun synes, det er svært at bo i Gram, fordi familien er den eneste familie fra Syrien i byen. De flygtningefamilier, de har kendt i området, er flyttet til de større byer, hvor der er flere job at få, og hvor den offentlige transport er bedre, fortæller de. Hendes datter Avrin (th.) har det ikke på samme måde. Hun synes, at Danmark er et nemt land at blive integreret i. »Jeg har ikke svært ved at komme ind i kulturen, jeg har allerede lært det hele. Jeg opfører mig anderledes ovre i skolen, jeg er mere dansk og opfører mig som dansker. Derhjemme er jeg lidt mere i min egen kultur.«
FOTO: PETER NYGAARD CHRISTENSEN
Det første vælgermøde for de lokale kandidater blev afholdt i Sdr. Vilstrup Forsamlingshus, et stykke uden for Gram. Her var Socialdemokraterne, Venstre, SF og DF inviteret til at svare på spørgsmål fra salen.
FOTO: PETER NYGAARD CHRISTENSEN
De frivillige brandmænd er samlet til en af de 12 årlige øvelser, hvor færdighederne skal trænes. I aften handler det om at klippe biler op. Brandmændene havde usædvanligt travlt sidste år. 48 udrykninger, flere end dobbelt så mange som året forinden. En del af udrykningerne gik til oversvømmelser og naturbrande under den tørre sommer, som formentlig var foranlediget af klimaforandringerne.
FOTO: PETER NYGAARD CHRISTENSEN
Nede i stuen går snakken stadig lystigt rundt om bordet med ost og rødvin. Men efterkonfirmationens hovedpersoner har trukket sig fra selskabet og synger sig igennem ABBA's bagkatalog, en for en. Det er tradition, at man inviterer på efterkonfirmation ad flere omgange for dem, der kom til festen.
FOTO: PETER NYGAARD CHRISTENSEN
Bjørn Wiborg kæmper med at få døren på sin Fiat til at holde sig selv. Det er dagen, hvor Lars Løkke foreslog en SV-regering, og Bjørn er begejstret for den idé. Bjørn Wiborg vil kun sætte sit kryds ved et parti, som åbent afviser at samarbejde med Rasmus Paludans parti, Stram Kurs. Derfor giver det for ham god mening, at de to store partier inde på midten samarbejder:
»Så kan de mødes og lave fornuftig politik, så vi slipper for ekstremistiske input til en regering.«
FOTO: PETER NYGAARD CHRISTENSEN
Der ligger to værtshuse i Gram lige over for hinanden. Men de sameksisterer i fred og fordragelighed. De fleste har valgt deres favorit.
FOTO: PETER NYGAARD CHRISTENSEN
Efter 9.- klasserne er færdige med kaste karameller på de små og drille deres lærere med tilråb fra skolegården, triller de ned mod slotsparken med deres lydanlæg. Selvom der ikke er langt, tager det sin tid, for undervejs skal der hilses på de andre unge i byen og knappes breezere op.
FOTO: PETER NYGAARD CHRISTENSEN
Laust Peter Nielsen er flyttet til Gram for nylig. Han kommer egentlig fra Ribe, men har boet i Odense på det sidste. I mange år stemte han SF, sidste gang blev det DF, men i år har han tænkt sig at stemme på Stram Kurs. »Han skal jo ikke have magt, mange af de ting han vil er jo alt for meget. Han skal bare ind og ruske op i alle de andre derinde.« I tilbygningen ved siden af er hans kone Pasook fra Thailand ved at åbne en massageklinik.
FOTO: PETER NYGAARD CHRISTENSEN
Grams sognepræst, Johannes Gjesing, kom til Gram i 2007 og ses af mange grammere som en erstatning for byens gamle borgmester. Han kender Gud og hver mand og er engageret i en lang række foreninger i byen.
FOTO: PETER NYGAARD CHRISTENSEN
I sygehusets gamle bygninger er Gram Efterskole åbnet op i stedet. Det er søndag aften, og de sidste elever er kommet tilbage fra weekend. Amalie, 15, fra Odense og Patrick ,16, fra Amager fletter fingre mens skolens aftenvagt forklarer, hvordan de kommende ugers eksamener kommer til at forløbe.
FOTO: PETER NYGAARD CHRISTENSEN
I Gram slotscafé er aftenens speeddatingevent med de lokale folketingskandidater netop overstået. Til fleres ærgrelser var der flest partisoldater blandt de fremmødte, men for dem der kom med spørgsmål parat, var der rig mulighed for at grille kandidaterne, når de gik på omgang mellem bordene i fem minutter ad gangen.
FOTO: PETER NYGAARD CHRISTENSEN
Festniveauet hos 9.-klasserne kommer og går lidt i bølger i løbet af dagen. De har været i gang, siden de gik fra skolen kl. 12 og ud på eftermiddagen bliver det svært at se, hvordan festen skal holde til kl. 02 om natten.
FOTO: PETER NYGAARD CHRISTENSEN
Arne Andresens datter har en salon i Sønderborg, hvor sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) bliver klippet. Det er bl.a. derfor, hun har inviteret sig selv på kaffe hos Arne, så hun kan forsøge at overbevise ham om, at sundhedsreformen er god nok, selvom han kritiserede den i Information. Det lykkedes hende ikke.
FOTO: PETER NYGAARD CHRISTENSEN
Torsdag aften er der rafleaften på caféen. Mange gæster har deres egne raflebægere, og der er ingen tvivl om, hvad der skal spilles. Her spiller man "Syver" med de lokale Gram-regler. Hvis man kører til Vojens, er det helt andre regler, der gør sig gældende.
FOTO: PETER NYGAARD CHRISTENSEN
For fire år siden vandt DF en stor sejr i Sønderjylland og farvede regionen gul. Ved dette valg ser det ud til, at Socialdemokratiet og Venstre lykkes med at vinde en stor del af de utilfredse vælgere tilbage fra DF.
FOTO: PETER NYGAARD CHRISTENSEN
Lidt uden for Gram letter de nye F-35 fly for første gang. Mange naboer har været bekymret for, om støjniveauet ville betyde endnu større støjgener, end de allerede er vant til. Men for de fremmødte er det mest af alt bare spændende at se både de nye og de gamle fly flyve forbi. De mest bekymrede sidder derhjemme og prøver at høre forskel.
FOTO: PETER NYGAARD CHRISTENSEN
William og Asbjørn. Asbjørn (th.) har besluttet sig for, at han skal have hul i øret i aften – koste, hvad det vil. Men da han er gået forgæves i både SuperBrugsen og ABC, begynder det at se svært ud. Det sidste håb bliver slukket, da ingen af pigerne vil sælge ham en ørering, selv om han byder 200 kr. for dem.
FOTO: PETER NYGAARD CHRISTENSEN
Tekst: Laura Friis Wang, Sebastian Abrahamsen og Peter Nygaard Christensen
Foto: Peter Nygaard Christensen
Redaktør: Anton Geist og Anders Fjordbak
Digital produktion: Sigrid Nygaard

5. juni 2019
Dagbladet Information

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • Niels Duus Nielsen
  • Mary Stewart
  • Trond Meiring
  • Palle Pendul
  • Torben K L Jensen
  • Carsten Munk
Katrine Damm, Niels Duus Nielsen, Mary Stewart, Trond Meiring, Palle Pendul, Torben K L Jensen og Carsten Munk anbefalede denne artikel

Kommentarer

jens peter hansen

Fornemt at Inf. sætter så lang tid af til så velskrivende medarbejdere. 12+.

Mary Stewart, Rikke Nielsen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

Dejlige fotofortællinger fra Gram
- stor værdi i guld-vægt
God prioritering ...

Jan Nielsen, Mary Stewart, Maj-Britt Kent Hansen og Rikke Nielsen anbefalede denne kommentar
Mary Stewart

Tak fordi I kom, og tak for så velskrevne ærlige skriverier og fede fotos af os ude i provinsen. Jens Peter har ret i at det er fornemt at ofre så velskrivende journalister så lang tid i lille Gram. Jeg håber oprigtigt at vi må få jer over til et evaluerende møde efter valget, med de forskellige deltagere, hvor vi måske kan få præsten til at ligge konfirmations-stue til en kop kaffe. Vi er jo kommet til at holde af de "skøre københavnere" :-)