Rusland
»Tatarisk befinder sig på randen af uddøen«
Rusland er ikke bare ét gigantisk land, men en sammenslutning af vidt forskellige delstater. Lidt endnu i hvert fald. Selv i det rige Tatarstan mærker de ensretningen fra Moskva og frygter, at deres levende kultur bliver reduceret til trekantede tjak-tjak-brød og sjove hatte.
Rusland
»Tatarisk befinder sig på randen af uddøen«
Rusland er ikke bare ét gigantisk land, men en sammenslutning af vidt forskellige delstater. Lidt endnu i hvert fald. Selv i det rige Tatarstan mærker de ensretningen fra Moskva og frygter, at deres levende kultur bliver reduceret til trekantede tjak-tjak-brød og sjove hatte.
Jesper Gormsen, TEKST
Emile Ducke, FOTO

Der er stille i nattoget Moskva-Kazan. Birkeflisen ulmer under samovaren for enden af gangen, og fra kupeerne høres kun en stille mumlen. Klokken er næsten halv to. De fleste venter bare på konduktørernes fløjt og glæder sig til at sove det meste af den 13 timer lange togrejse væk. Også den ældre kvinde i min kupé. Hendes to børnebørn, Samat og Aigul på 11 og 13, har imidlertid ikke spor lyst til at sove. De spørger, hvad jeg hedder, hvad jeg laver, hvor jeg bor, og hvilke sprog jeg taler.

»Så har du heller ingen at tale tatarisk med denne gang, deuni,« opsummer Aigul samtalen for sin bedstemor, da krydsforhøret er slut.

»Taler I da ikke tatarisk,« spørger jeg.

»Næ, siger Samat. Det er der næsten ingen, der gør. Vi taler kun russisk derhjemme.«

»Men nu forsøger man at undertrykke tatarisk. De har underskrevet et eller andet dokument. Sidste år havde vi fem timer om ugen, nu har vi kun to,« siger Aigul henkastet.

Med et næsten umærkeligt ryk sætter toget i gang.

Da der omsider kommer liv i Aigul og Samat igen, er det langt op ad formiddagen, og toget triller langsomt gennem en lille by.

»Det er Svijasjsk. Den blev anlagt af Ivan den Grusomme. Her hvilede soldaterne ud inden det endelige angreb på Kazan-khanatet i 1552,« forklarer børnenes bedstemor mig.

»De er snedige de russere,« siger Aigul – på russisk – uden at kigge op fra sin smartphone.
Tradition for selvstyre
Når man i Danmark hører om Rusland og russere, har mange formentligt et klart billede af vodkadrikkende, skakspillende og russisktalende hvide kvinder og mænd, der gør, hvad de kan, for at fylde det enorme land ud, der strækker sig over 11 tidszoner fra Østersøen til Stillehavet.

Men Rusland er ikke en nationalstat som den danske, men en føderation af meget forskelligartede delstater.

Det russiske sprog skelner mellem russisk og russer på den ene side og ’ruslandsk’ og ’ruslænder’ på den anden. Russisk (russkij) henviser til det russiske sprog og russer til de etniske russere. Ruslandsk (rossijskij) henviser til institutioner, der repræsenterer hele landet (Rossijskaja Federatsija), og ruslænder til alle borgere uanset entnicitet.

Ved folketællingen i 2010 opgjorde 111 millioner deres nationalitet som russisk, mens 28 millioner ud af de dengang 143 millioner ruslændere betegnede sig selv som tilhørende en af Ruslands 150 etniske befolkningsgrupper. De mindste tæller kun få hundrede, de største udgør titulærnationen i de ruslandske delstater, der har status af republikker.

De har traditionelt haft en stor grad af selvstyre, men i de seneste år har Moskva strammet grebet, blandt andet ved at fjerne folkevalgte regionale ledere og indsætte sine egne folk. Alene sidste år skiftede Kreml lederne ud i 20 af de i alt 83 internationalt anerkendte russiske delstater.

Den 18. marts sidste år blev Republikken Krim og havnebyen Sevastopol officielt optaget i Rusland som delstat 84 og 85, men det internationale samfund anser fortsat Krim som en del af Ukraine.

Flere mener, at Den Russiske Føderation ikke længere er en føderation, men en særegen enhedsstat, hvor alt måles i loyalitet overfor Moskva. Altså ikke i, hvor godt de regionale ledere tjener lokalbefolkningen, men hvor store forretningsmuligheder og gode valgresultater man kan levere til det føderale center.
Moskeen Kul Sharif knejser over Kazans kreml ved bredden af Volga.
Lidt over middag ruller toget ind i millionbyen Kazan, hovedstaden i den ruslandske delstat, republikken Tatarstan. Byens centrum gør et nærmest sirligt indtryk med sine mange nyrestaurerede huse fra slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Det fornægter sig ikke, at Tatarstan er en af Ruslands rigeste delstater og gennem de seneste syv år har afholdt VM i både atletik, fægtning og svømning. Sidste år lagde byen græs til Confederations Cup, og i år gælder det VM i fodbold.

I sovjettiden fungerede de fleste af byens moskeer som biblioteker, lagerbygninger og gymnastiksale og kun to steder i byen foregik undervisningen på tatarisk. Nu knejser Kul Sharif-moskeen side om side med den ortodokse kirke i byens kreml som et tegn på den indflydelse og magt, lokale tatariske nationalister tilkæmpede sig i 1990’erne, da republikken kastede det russiske åg af sig, vedtog sin egen grundlov, der ligestillede russisk og tatarisk og gjorde undervisning i tatarisk obligatorisk.
Moskva statuerer eksempler
At republikken ikke bare har kunnet holde sit særpræg, men ligefrem trække internationale arrangementer til regionen, skyldes ifølge formand for Tatarstans regionale afdeling af det socialliberale parti Jabloko, Ruslan Sinatullin, at Tatarstan lige siden 90’erne ved føderale valg har kunnet levere høj valgdeltagelse og sikre sejre til Moskvas foretrukne parti eller kandidat.

»Til gengæld fik Tatarstan diverse subsidier, og Rusland blandede sig ikke i Tatarstans indre forhold. Det vil sige, at der inden for visse områder herskede en slags lovløshed, som Moskva ikke blandede sig i,« forklarer oppositionspolitikeren.

Men Moskva er ved at rulle det regionale selvstyre tilbage – ikke bare her, men over hele det føderale Rusland. Ifølge Ruslan Sinatullin tvinger Putin nu det stærke Tatarstan til at rette ind for at statuere et eksempel over for de andre regioner, så de »forstår, at det ikke kan betale sig at slå sig i tøjret«, som han siger.

Lige nu står kampen om sproget.
Elever på skole nummer 37 holder præsentationer omkring traditionel russisk og tatarisk beklædning og kultur. Skolen er en af de få, hvor al undervisning foregår på tatarisk.
Den obligatoriske undervisning i tatarisk var fra første færd en torn i øjet på mange russisksprogede forældre og for tatariske forældre, der ikke taler tatarisk i dagligdagen. Mange russiske og tatariske forældre syntes, at undervisningsmaterialerne var for ringe, og at lærerne ikke var tilstrækkeligt kvalificerede. Andre mente, at deres børn med fem timers tvungen tatarisk om ugen og kun fem timer til russisk og russisk litteratur var dårligere stillet til den russiske pendant til studentereksamen end unge i andre regioner. Atter andre syntes ikke, at det hørte nogen steder hjemme, at deres børn i det hele taget skulle bruge tid på at lære et ubrugeligt fremmedsprog.

Kritikken af sprogundervisningen var imidlertid koncentreret omkring en lille forældregruppe på det sociale medie vk.com. Lige indtil den russiske præsident, Vladimir Putin, den 20. juli i en tale i naborepublikken Marij El sagde, at ingen burde tvinges til at lære et sprog, der ikke er ens modersmål.

Det gav vind i sejlene for de russisksprogede forældre i Tatarstan. Deres gruppe på vk.com fik hurtigt 10.000 nye medlemmer, og russiske politikere og forskere, der på føderalt plan har kæmpet for at opprioritere russiskundervisningen i Ruslands republikker, vejrede morgenluft.

En måned senere bad præsident Putin den føderale statsanklager iværksætte et tjek af frivilligheden i sprogundervisningen i alle Ruslands republikker, og i Tatarstan valgte den ene skole efter den anden at øge antallet af timer i russisk.

»Da skoleåret begyndte i september, havde jeg 27 timer tatarisk. Den første november havde jeg ingen,« fortæller skolelæreren Alsu, der ikke ønsker sit efternavn frem. Heldigvis havde den 28-årigekvinde to fag og underviser nu i, hvad der svarer til natur og teknik i 20 timer om ugen.

Også i medierne blev den tatarske ledelse sat under massivt pres.

»For mig er Putins ordre et dokument, som skal føres ud i livet; ikke et, der skal tænkes over, korrigeres og findes kompromisser ud fra,« udtalte Olga Artemenko fra Center for Etnokulturel Undervisningsstrategi ved det russiske undervisningsministerium den 28. november.

Dagen efter gav det tatarske parlament efter, og gjorde undervisning i tatarsk frivillig.
Et angreb på to grundlove
De tatarisktalende forældre slikker stadig sårene tre måneder efter lynaktionen mod undervisningen i tatarisk.

»Det, der gjorde ondt, var, at det ikke kun var russere, der ønskede at afskaffe tatarisk, men også folk fra blandede ægteskaber, der fremstiller sig selv som tatarer,« siger Ajsylu Galieva, talskvinde for gruppen af tatarisksprogede forældre på vk.com. Hun tager imod i sit kontor på forlaget Tatar Book Publishing House. Reolerne bugner af farverige tatariske lære- og børnebøger. Når kolleger stikker hovedet ind og stiller spørgsmål, foregår det på tatarisk.

»Det her er et angreb på de ikkerussiske folk,« siger hun og pointerer, at de ændrede regler på undervisningsområdet ikke kun gælder tatarisk, men også de 84 andre sprog, der undervises i i de russiske regioner.

Den russiske grundlov tillader føderationens republikker at have egne forfatninger, og i den tatariske står der, at tatarisk og russisk er ligestillet, og at de to sprog skal læses i lige stort omfang. Ydermere har skolerne hidtil kunnet lægge skemaet selv. Nu er tatarisk er ikke bare et valgfrit fag – undervisningen i sproget er på de fleste skoler sat ned til kun to timer om ugen, siger den 39-årige mor til tre. Nu vil hun og de øvrige tatarisksprogede forældre lægge sag an ved den russiske højesteret.

De tatarisksprogede børns rettigheder krænkes – vi vil kunne lære vores modersmål,« siger Ajsylu Galieva, der frygter, at det tatariske sprog presses ud i landsbyerne.
Mere end sprog
Dmitrij Pervukhin er valgobservatør og lokalt valgkomissionsmedlem. Jeg møder ham i en lejlighed, hvis ejere er udvandret til USA for 20 år siden. Han smiler ad indretningen. Den mørke stue ligner en kulisse fra 80’erne, da Kazan var en sovjetisk provinsstorby som alle andre. Det cremefarvede køkken står præcist som det gjorde i 90’erne, da Kazan var hovedstad i en rebelsk republik, der havde erklæret sig uafhængig og boykottede folkeafstemningen om den ruslandske grundlov i 1993.

Ifølge Dmitrij Pervukhin handler historien om det tatarske sprogs deroute ikke så meget om sprog som om Moskvas årelange kamp med den genstridige delstat Tatarstan. I 1994 indgik republikken en særaftale med den dengang svage føderale regering i Moskva, der sikrede republikken vidtgående beføjelser, herunder det tatariske sprogs status og retten til selv at forvalte indtægterne fra republikkens betydelige olieproduktion. Først i år 2000 blev Tatarstan officielt en russisk delstat, og republikkens lovgivning blev langsomt bragt i overensstemmelse med den føderale. Tatarstans særaftale med Moskva udløb i august, og det faktum, at republikkens ledelse ikke kunne få den forlænget eller genforhandlet, er ifølge Pervukhin tegn på, at Tatarstan nu er blevet en ruslandsk delstat som alle andre.

»Hele magtsystemet i Rusland er nu indrettet sådan, at regionerne i praksis er overdraget til de regionale ledere som len – som deres indtægtskilde, forklarer han. De regionale ledere kan ifølge den tidligere oberstløjtnant gøre med deres len, hvad vi vil, så længe de ikke tiltrækker sig unødig opmærksomhed og i øvrigt leverer varen, når det føderale center beder om noget.

»Så længe du løser dine opgaver, belønnes du, genudnævnes du og får diverse fordele, men der bliver samtidigt hele tiden indsamlet kompromitterende materiale,« forklarer Pervukhin, der mener, at de lokale afdelinger af den føderale sikkerhedstjeneste og det føderale indenrigsministerium har ’mapper’ på alle regionale ledere, som om nødvendigt kan bruges til at presse dem, hvis de ikke makker ret.
Et elektoralt sultanat
At Tatarstan har holdt stand så længe, skyldes ifølge Dmitrij Pervukhin til dels, at republikken altid har kunnet levere høj valgdeltagelse og bomsikre sejre til Putin og det såkaldte magtens parti, Forenet Rusland. Valgkomiteerne befinder sig direkte under administrationens kontrol, og de valgtilforordnede er typisk folk fra uddannelsessfæren, kommunalt ansatte eller lignende. Hvis det bliver besluttet, at et bibliotek skal indrettes som valglokale, kommer komiteen til at bestå af ansatte fra dette bibliotek med overbibliotekaren som formand.

»Og når man i en komité arbejder under den samme chef som i sit civile job – hvad kan man så stille op,« spørger Pervukhin retorisk.

Det store pres på valgkomiteerne gør ifølge ham, at man reelt kan diktere valgresultatet. Selv hvis det ikke lykkes at få de rigtige tal på det lokale valgsted, så kan man nå det efter optællingen i den regionale valgkomité, hvor man bestræber sig på ikke at tillade observatører. Og dér bliver valgprotokollen skrevet om, forklarer Pervukhin.

Sidst men ikke mindst har de tatarstanske magthavere total kontrol med retsvæsnet.

»Selv de klager som dygtige observatører indsender bliver syltet og kommer aldrig til reel behandling. Man skal have en overjordisk tålmodighed og en vis støtte oppefra for at opnå noget som helst i dette system,« siger Dmitrij Pervukhin.

Ved parlamentsvalget i 2016, mener valgobservatøren kun, at resultaterne i de 26 af de sammenlagt 448 valgsteder i Kazan gav et nogenlunde retvisende billede af den reelle valgdeltagelse og den reelle opbakning til regimets parti, der i Tatarstan vandt ti ud af republikkens 12 mandater.

Den anden årsag til, at Tatarstan så længe var en stat i staten, er ifølge Pervukhin, at den tatarstanske ledelse i 90’erne og 00’erne spillede på Moskvas frygt for de nationalistiske og separatistiske stemninger i Tatarstan. Som valgobservatøren ser det, spillede den daværende præsident Sjajmiev dengang nationalisme- og separatismekortet meget klogt og indgik en stiltiende aftale med Moskva om, at hvis Tatarstan pacificerede sine nationalister, ville republikken opnå en række fordele.

»Sjajmiev holdt sin del af aftalen. Nogle blev købt, andre kom i fængsel, og de resterende blev tavse. I dag er der ingen stærk nationalisme i Tatarstan. Organisationerne findes stadig, men de har ikke så mange medlemmer som for 25 år siden og er ikke så indflydelsesrige,« siger Pervukhin og nævner organisationer som Ittifak og TOTs.
Langt fra fordums storhed. Møde i den nationalistiske organisation TOTs. For bordenden Farit Sakiev (t.v.) og Galisjan Nuriakhmet.
TOTs’ lokaler synes at bekræfte Pervukhins vurdering. Her er rent og varmt, alligevel vidner de vinduesløse kælderlokaler om en organisation, der har sin storhedstid bag sig.

Formanden, Farit Sakiev, er lige kommet tilbage fra et retsmøde og virker træt.

»Statsanklageren har udstedt en advarsel om, at man finder nogle af vores tekster ekstremistiske. Den kendelse har vi anket,« forklarer Sakiev og viser en pressemeddelelse fra januar 2017. Ekstremismen ligger angiveligt i en passage, hvor TOTs – som én af måderne at redde tatarisk på – foreslår at gøre tatarisk til det eneste statssprog i republikken.

»Tatarisk befinder sig på randen af uddøen,« understreger Sakiev og henviser til, der er stadigt færre tatarer, der taler tatarisk. Ved folketællingen i 2002 betegnede 5,5 millioner ruslændere sig som tatarer, heraf angav 4,8 millioner, at de talte tatarisk. Ifølge folketællingen i 2010 var tallene 5,3 og 3,6 millioner.

Her bliver interviewet kuppet af en ældre herre, der har cirklet omkring diktafonen et stykke tid, men nu sætter sig for at give sit besyv med. Galisjan Nuriakhmet er næstformand i den tatariske nationalistiske organisation TOTs, og han er rasende. Han mener, at magthaverne i tatarernes hjerteland, Tatarstan, ved ikke at stå fast overfor presset fra Moskva, har svigtet ikke bare Tatarstans omkring to millioner tatarer, men alle Ruslands tatarer.

Både han og Sakiev er helt enige med de lokale russiske oppositionspolitikere i, at der bliver svindlet massivt med både valgdeltagelse og resultater ved valg i republikken.

»Tjetjenien og Tatarstan kan levere 150 procent, hvis det skulle være,« fnyser Galisjan Nuriakhmet, der selv har været valgtilforordnet. Han tilbragte en hel dag på valgstedet og talte omkring 800 vælgere. Næste morgen stod der i protokollen, at 2.400 havde stemt.

»Dét vil jeg ikke stå model til igen,« siger Galisjan Nuriakhmet, der mener, at Rusland med hastige skridt er på vej væk fra føderalismen imod en enhedsstat.
Rettens vej
Heller ikke næstformanden i den internationale tatarske kongres’ ungdomsorganisation Ajrat Fajsrakhmanov, tror, føderalismen overlever.

»Jeg tror, at valgdeltagelsen (ved præsidentvalget 18. marts, red.) igen bliver høj, og at præsidenten får 80 procent af stemmerne. På den måde viser regionen sin loyalitet og håber på, at det noteres i Moskva, så man kan bevare de tatariske eliters privilegier. Men sandsynligheden for dét scenarie daler støt,« siger den 35-årige historiker.

Han mener, at der er to grupper i Rusland, der lobbyer for en indskrænkning af republikkernes selvstyre. Dels pengemænd, der midt i den økonomiske krise ser regionernes særrettigheder som urimelige handelshindringer, dels grupperinger, der af ideologiske årsager ønsker en tilbagerulning af føderalismen og en genetablering af en stærk – russisk – enhedsstat.

»Til at begynde med var de tatarske toppolitikere indstillet på at kæmpe for tatarisk, men de har åbenbart fået nogle signaler fra det føderale center, der har fået dem til næsten enstemmigt at stemme for en afskaffelse af tatarisk som et obligatorisk sprog,« siger Ajrat Fajsrakhmanov.

Han har sat mig stævne på en tatarisk restaurant. Tjenerne bærer tatariske folkedragter, og på væggene hænger gamle malerier af Kazans moskeer. Ajrat Fajsrakhmanov nærer ingen illusioner om, at Tatarstan vil kunne opnå samme grad af autonomi som i 90’erne, men han håber, at det vil kunne lade sig gøre at redde det tatariske sprog og trække det ud af de folklorestereotypier, som restauranten emmer af.
Tosprogethed er ikke en trussel
»Der hersker stadig den opfattelse, at tatarer er nogen, der spiser de trekantede brød tjak-tjak, spiller harmonika, går med den traditionelle hovedbeklædning tjubetejka. Vores mål er at skabe et en tatarsk subkultur i byerne, så det bliver cool at tale tatarsk. Tatarisk står stærkt på landet. Det er forståeligt – det er et monoetnisk miljø; i byerne er det sværere,« siger Ajrat Fajsrakhmanov og henviser til undersøgelser, der viser, at 95 procent af al visuel kommunikation i bybilledet i Kazan er på russisk, tre procent er på engelsk og kun to procent er på tatarisk.

Ajrat Fajsrakhmanov frygter, at sprogloven vil svække tatarisk på kort sigt. På lidt længere sigt håber han, at de tatariske politikeres svigt måske vil sætte skub til udviklingen af civilsamfundet i Tatarstan.



Ajrat Fajsrakhmanov, næstformand i den internationale tatariske kongres’ ungdomsorganisation venter, at valgdeltagelsen ved præsidentvalget søndag bliver høj, og at Putin får 80 procent af stemmerne. På den måde viser regionen sin loyalitet og håber på, at det noteres i Moskva, så man kan bevare de tatariske eliters privilegier, siger han.
»I hele denne situation, hvor det tatariske sprogs status har været faldende, har mange genovervejet deres etnicitet, især i byerne, forklarer han og nævner, at der er mange voksne, der begynder at lære tatarisk. Der er sågar efterspørgsel tatariske julemænd, altså familier for hvem det er vigtigt, at ’Fader Frost’ taler tatarisk, smiler Fajsrakhmanov.

Han tilføjer, at andelen af tatarer vil stige de næste årtier. Mens det i dag er 52 procent af republikkens næsten fire millioner indbyggere, der er tatarer, viser fremskrivninger, at der i 2030 at ville være 58. Det vil sige, at der i byerne vil være flere tatarer, og der vil være en efterspørgsel efter kulturelle og journalistiske kvalitetsprodukter på tatarisk, spår Fajsrakhmanov. Han håber, at den tatarske ledelse vil formå at skabe en folkelig debat omkring sprogundervisningen og formulere en ny kultur- og undervisningspolitik. Vel at mærke en politik, som Moskva ikke vil se som en trussel.

»Tosprogethed er en styrke, ikke en trussel,« slutter Ajrat Fajsrakhmanov.
Tekst: Jesper Gormsen
Foto: Emile Ducke
Redaktion: Mikkel Vuorela
Digital produktion: Sigrid Nygaard

17.marts 2018
Dagbladet Information

Anbefalinger

  • Søren Veje
  • Flemming Berger
  • Erik Karlsen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Niels Nielsen
  • Hans Aagaard
  • Anne Eriksen
Søren Veje, Flemming Berger, Erik Karlsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Lise Lotte Rahbek, Niels Nielsen, Hans Aagaard og Anne Eriksen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kim Folke Knudsen

Fremragende artikel om det russiske valg fra Information. Her er en grundig beskrivelse af forholdet mellem republikkerne og centralmagten i Rusland. Hvad der er slående er beskrivelsen af, hvorledes Vladimir Putins styre er ved at rebe sejlene og gradvist udhule republikkernes selvstyre.

Vi skal huske, at Rusland er en union af selvstyrende republikker med andre folkeslag end de etniske russere. Her er det tartarenes republik: Tartarstan som besøges og undersøges.

Rusland er ikke en kultur, det er et klassisk tæppe med vidt forskellige kulturer og folkeslag, som vi i den grad mangler viden om. Hvad rør der sig i Europas største land ?

Bemærk moskeerne og islams rolle. Jeg tænker kunne vi dog ikke i Danmark få et forhold til Islam, som minder lidt mere om forholdene her i Tartarstan ? Hvornår når vi dertil i den samkulturelle forståelse.

At vi ikke ser alt som Islam står for som en trussel mod den danske " Enhedsstat " og dansk kultur og skikke.

og at vores nytilkomne borgere med Islam som religion vælger at udøve deres religion og kultur, så denne ikke fremstår som en modkultur til den herskende kristne danske kulturarv og til det eksisterende danske samfund ?

I det øjeblik, at de to kulturer vælger at møde hinanden i stedet for at bekrige hinanden i det øjeblik vil uendeligt mange integrationsproblemer nemmere kunne løses af det nye fællesskab.

Karsten Aaen, Dagmar Christiandottir, Stephan Sølby og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

@Kim Folke Knudsen
At ønske sig et forhold til Islam magen til det russiske, ville vel kræve at den danske muslimske befolkning var sammenlignelig med den russiske. Den russiske muslimske befolkning er en indfødt befolkning, der i flere århundreder har hørt til i det territorie de bor på, en befolkning der har boet i deres områder længere end der har boet etniske russere eller været et russisk overherredømme. En befolkning, der lovligt set først kunne praktisere deres religion igen efter 1770'erne.

Til sammenligning er danske muslimer jo for størstepartens vedkommende immigranter og ikke indfødte, hvoraf de ældste stammer fra slutningen af 1960'erne. Giver altså bedre mening at lede efter gode eksempler på kulturel integration af anderledes troende i dansk kultur. F.eks. integrationen af polske katolikker, tyske og senere russiske jøder, huguenotter, ungarer.

Flemming Berger, Søren Ferling og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Mads Jakobsen

Hør. Hvorfor skal tatarene have lov til at sidde fast i en identitær nationalisme? De skal da bare omfavne globaliseringen og kun være glade for at de nu kan nyde... øh... russiske kogekunst?

:P

Karsten Aaen, Søren Ferling og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar

Må jeg minde om, at i marts 2014, altså lige efter Rusland ulovlige annektering af Krim, kom folk i militæruniformer rundt i Krims landsbyer, tæller tatarerne og inddrager deres pas.
.
Må jeg også minde om, at derefter tvangsforflyttede Rusland omkring 26.400 Krim-tatarer til et eller flere ukendte steder i Rusland. Afhentningen til denne etniske udrensning foregik om natten og helt uden varsel, derfor fik de annekterede intet med sig.

Endelig vil jeg minde om, at 2½ år efter, kunne de berørte familier endnu ikke få oplysning om cirka halvdelens skæbner. Faktisk påstod myndighederne hårdnakket, at det hele var en løgn, der var opdigtet i vesten. Og nu her 4 år efter nægter styret altså forsat.

Niels Nielsen

Jeg har stadig ikke fået en kilde til oplysningerne om krimtatarernes deportation i 2014, og nu er min forespørgsel herom blevet slettet.

Er der noget alle ved, som jeg ikke ved? Er deportationerne beskrevet i Information? For jeg har ikke kunnet finde noget om det nogen steder, og jeg plejer at være god til at finde informationer på nettet. Er så vigtig en begivenhed virkelig gået hen over hovedet på mig uden at efterlade sig spor i min erindring? Jeg tvivler!

Jeg nægter ikke, at Krimtatarerne lider, for det ved jeg intet om, ligesom jeg intet ved om deportationer af tatarer i 2014 - dem jeg kender til fandt sted i 1944.

Men det gør Gert Romme åbenbart, han nævner endda et ret præcist tal - 26.400 - og jeg beder så bare om en henvisning til en kilde, så jeg kan tjekke dette tal, som umiddelbart lyder voldsomt.

Hvad utilstedeligt er der ved at efterlyse belæg for en påstand, som kan være grebet ud af luften? Kan man virkelig bare fyre anklager af uden dokumentation her i Information?

Flemming Berger, Karsten Aaen, Dagmar Christiandottir og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar
Lone Lyngholm

Din forespørgsel er vel blevet slettet fordi den indeholdt krænkelser af netop Krimtatarerne. Der findes vel efterhånden ikke én bruger herpå der ikke kender dine standpunkter. De ser efter min mening således ud. Vesten er skidt og krigerisk. Rusland foregangsland. Putin super duper fyr. Bestemt ingen diktator.
NATO truer Ruslands eksistens. Rusland er kronisk uskyldig og alt hvad kunne se ud om aggressioner er i virkeligheden rimelige svar på NATOs hemmelige planer om at angribe Rusland.

Meanwhile back on earth..

Det er så skammeligt at et så gammelt folkeslag siden 1783 er blevet nægtet deres selvstændighed af Rusland. Den har de om nogen fortjent. Heldigvis får Putins diktatur ende en dag og måske lærer russerne endda om demokrati så vi slipper for flere annekteringer og kan aflevere Krim tilbage til Ukraine.

Niels Nielsen

Suk!

75% af 60% af russerne har lige genvalgt Putin. Så knap halvdelen - 45% - af de stemmeberettigede russere er altså så tilfredse med Putin som præsident, at de stemmer på ham, selv om de kunne være blevet hjemme.

Dette borger selvfølgelig ikke for kvaliteten af regeringsførelsen, som vi kan se herhjemme, hvor regeringen bakkes op af 52% af 85 % af vælgerne, altså knap halvdelen eller 43%.

Get over it, Lone Lyngholm, russerne har valgt deres leder, ligesom amerikanerne har valgt deres, ligesom vi har valgt vores: Under indtryk af manipulation og løgne. Hvis du ikke bryder dig om Putin må du påvirke russerne, så de stemmer på en anden. Men det er vistnok forbudt i Rusland, det er i hvert fald forbudt i USA. Jeg kender ikke de danske regler, men mon ikke det også er forbudt herhjemme?

Men måske får jeg svar på mit spørgsmål. Gert Romme plejer ikke at fare med en halv vind, han ved normalt, hvad han taler om, så mon ikke jeg får min kildehenvisning til sidst?

Niels og hvor mange af de stemmer er bare proppet i stemmekassen af Putinstøtter. Din uvidenhed burde du skamme dig over. På alle andre områder virker du som et intelligent menneske men når det kommer til Rusland er du ude af stand til at gå kritisk til sagen.

Niels Nielsen

David Graub, jeg forholder mig til den danske ambassadørs udtalelse om, at alt gik efter bogen ved valget. Han er indsat af den siddende regering, som normalt deltager i råbekoret vendt mod Putin, så når han siger god for et valg, er det godt nok for mig - indtil andet påvises.

At du på et par tusind kilometers afstand mener at vide, at der blev svindlet med stemmesedlerne kan jeg virkelig ikke tage alvorligt. Med mindre du dokumenterer din påstand!

@ Bjørn Pedersen

Kulturel integration af udlændinge i DK - du er godt klar over, ikke sandt, at de hollændere, der kom til DK i 1500-tallet under Christian den Anden blev tvunget til at bo på Amager! Der var altså ikke ret meget kulturel integration der i 300 år; først omkring 1815-1820 måtte hollænderne bo andre steder i DK end på Amager.

Og med hensyn til de russiske jøder var der altså heller ikke nogen kulturel integration; de holdt sig nemlig for sig selv i deres egne russisk-jødiske foreninger; de holdt sig også for sig i deres arbejde; de sad nemlig ofte hjemme og lavede skomagerarbejde, eller tekstilarbejde som f.eks. syede tøj, kjoler, skjorter og bluser mm. Og hvis de endelig havde et arbejde, var de danske arbejdere altså meget sure på dem, fordi de i starten af 1900-tallet (omkring 1905-1920) gik under de danske arbejderes (meget lave) tarif, altså den løn, som de danske arbejdere ifølge overenskomsten skulle have.

Ift. hugenotterne f.eks. de altå to byer for sig selv, nemlig Christiansfeld og Fredericia - ikke meget kulturel integration der. Først altså. Ang. polske katolikker i DK er der altså heller ikke ret meget kulturel integration der; de mener stadig, selv efter 10-15 år i DK; at homoseksuelle er syndige mennesker, at abort skal være totalt forbudt, at transpersoner er meget perverse, kvindens plads er i hjemmet, i hvert fald, mens børnene er små og en hel del andre kulturelle positioner, som vi i DK har forladt - sådan da.

Niels Nielsen

David Graub, jeg forholder mig til kendsgerninger. 45% af den russiske vælgerbefolkning = 75% af de fremmødte stemte for Putin som præsident, og iagttagere, som normalt er meget kritiske over for Putins metoder siger god for valget. Så hvem er det, der leder med lys og lygte efter snavs, der kan understøtte dit narrativ?

Det siges, at mange fik ordre af deres arbejdsgivere til at gå hen at stemme, men de fik ikke ordre om, hvem de skulle stemme på (da en sådan ordre ikke ville kunne effektueres, da man har hemmelige valg i Rusland, lige som herhjemme).

Så tilhængerne af systemet syntes at gå efter at få en høj stemmeprocent, og dermed en legitimation af styret, men hvis folk virkelig havde været utilfredse, kunne de jo have stemt blankt. Det gjorde de så ikke!

Lone Lyngholm

Ja “valg” kalder de det. Saddam Hussein vandt også “valg”. Endda med meget større tilslutning end Putin. Han må vel så have været en bedre og mere populær leder hvis man da skal tro Putinisterne herpå.

Niels Nielsen

David Graub, OSCE skriver: "Russian presidential election well administered, but characterized by restrictions on fundamental freedoms, lack of genuine competition, international observers say".

Efter bogen altså, dog med med visse brud på reglerne.

"Persistent pressure on civil society, the absence of critical reporting in most media, and concerted efforts to increase turnout characterized the political environment of this election. Election day was administered generally well, despite some irregularities.

[...]

Overall, the process of handling election complaints lacked transparency, the statement says.

[...] There was general confidence in the accuracy of voter lists, the observers said, and legal changes enabling voting in polling stations away from the permanent place of residence were a welcome measure facilitating voting, with some 5.6 million using the mechanism. At the same time, there was public concern it was misused to apply pressure to vote".

Den stærkeste kritik rettes mod den manglende konkurrence mellem kandidaterne, hvilket ikke umiddelbart kan lægges den siddende regering til last, men derimod må rettes til de opponerende kandidater hhv. de russiske medier. Også de for en vestlig observatør meget komplekse valglove blev kritiseret, da de indskrænker en række frihedsrettigheder - hvilke nævnes ikke i rapporten - men trods kompleksiteten blev administrationen af valget alligevel rost.

Så umiddelbart ser det ud til, at valget overholdt reglerne. Så du må grave lidt dybere for at finde noget snavs at kaste efter russerne. Jeg er ikke i tvivl om, at du vil finde noget, hvis du graver dybt nok, blot tvivler jeg på, at du vil kunne finde noget land her på jorden, hvor man ikke vil kunne finde den slags.

Russere er også mennesker, så ligesom os danskere omgår de sandheden lemfældigt, hvis de mener, at det er i deres interesse. OSCEs mission består dog ikke af russere, men af mennesker, som får deres løn for netop IKKE at omgås sandheden lemfældigt, så hvis vi ikke kan stole på deres udtalelser, kan vi ikke stole på nogens udtalelser, heller ikke dine. Er det denne form for relativisme og radikal skepsis, du søger at udbrede, David Graub?

Se videoen. Der er masser af kritik og rapporten er selvfølgelig ikke færdig endnu. Putin snød og undertrykkede frie medier og modstandere. Han har ikke vundet noget som helst. Han har stjålet fra russerne i snart tyve år!

Niels Nielsen

Er glasset halvt fyldt eller halvt tomt, David Graub? Hvordan var det nu, du formulerede det... "du forholder dig til hvem som helst der taler til dit narrativ".

Niels Nielsen

"Demokratiet [...] er stendødt".

Hvad laver OSCE så i Rusland, og hvorfor undsiger de ikke det russiske valg?

"Recognizing that democratic elections form the basis for legitimate government, the OSCE observes elections throughout its 57 participating States." - mao., Rusland betragtes altså som udgangspunkt som et demokrati, som så efterfølgende vurderes og kritiseres for de konkrete måder de udøver demokratiet på. Hvis ikke Rusland af OSCE blev betragtet som et demokrati, ville OSCE slet ikke være til stede som valgobservatør.

Det eneste, der står om demokrati i rapporten om det russiske præsidentvalg er følgende:

“Elections are a critical part of democracy, but democracy is not only about elections. Some positive legal changes and the good work of the Central Election Commission are welcome, but improving the real state of democracy in Russia requires full respect for people’s rights between elections as well,” said Marietta Tidei, head of the delegation from the OSCE Parliamentary Assembly.

Altså en meget blid kritik, der påpeger, at det russiske demokrati er fungerende, men endnu ikke er perfekt.

Nuancer er åbenbart ikke din stærke side, David Graub.

Og sandheden er vidst ikke din stærke side Niels Nielsen. OSCE siger klart at der ikke har været et frit valg med lige adgang og muligheder for alle kandidater. Ergo der har IKKE været valg.

Niels Nielsen

Prøv at læse hele OSCEs redegørelse. Jeg har som en service til dig pillet de mest kritiske afsnit ud og citeret dem ovenfor; resten af redegørelsen, som jeg ikke citerer, beskriver hvordan valget i hovedsagen er foregået i overensstemmelse med den russiske valglov.

At der ikke har været lige adgang og lige muligheder for alle kandidater er et problem, som alle demokratiske landes valglove bakser med. Amerikanerne har problemer med "gerrymandering" og det absurde system med valgmænd, Danmark har problemer med spærregrænser og tillægsmandater, der skævvrider mandatfordelingen, svenskernes stemmebokse er endda gennemsigtige, og der er i det hele taget mange måder at have et demokrati på. Hvis det var muligt at opstille nogle helt perfekte demokratiske principper, som kunne fungere i praksis, ville de have været udtænkt og implementeret for længst.

Du ser spøgelser, David Graub, hvor der ingen spøgelser er. Næsten halvdelen af den russiske vælgerbefolkning har stemt på Putin. At de russiske vælgere så sætter en mand i præsidentstolen, som du ikke bryder dig om, er dit problem, det kan aldrig være et demokratisk problem. Russernes demokratiopfattelse er anderledes end din, men det gør den ikke mindre demokratisk.

Og ud fra, hvad du skriver, må jeg konstatere, at din demokratiopfattelse er endda meget anderledes end min, så anderledes, at jeg vil tillade mig at tvivle på, om du overhovedet er demokrat.

For når du løber tør for argumenter og derfor forsøger at beklikke mit forhold til sandheden, blot fordi jeg har en anden opfattelse af demokrati, end du har, viser du dig jo som totalitær i din tankegang, ude af stand til at acceptere, at andre kan have en anden opfattelse end dig. Dine indlæg er således glimrende eksempler på, at demokratiet er i krise.

tldr: Prøv at læse hele OSCEs redegørelse, og brug hjernen!

En anden opfattelse af demokrati? I sandhed den mest uintelligente sætning jeg har hørt i 2018. Man har demokrati eller man har det ikke. Rusland har det ikke. Du får ikke lov til at gradbøje demokrati så det passer i dit verdensbillede Niels. Putin er diktator.

https://www.reuters.com/article/us-russia-election-osce/osce-says-russia...

I øvrigt gør jeg mit når jeg er på forretningsrejse. Finder jeg RT på hotellets tv kanaler tager jeg mig tid til at klage til hotelmanageren over propaganda rettet mod vesten. Indtil videre har jeg fået taget kanalen af programlisten på et enkelt hotel i Berlin. Ikke dårligt for foreløbigt tre klager :)

Lone Lyngholm

Jeg mener OSCE har sagt der ikke var tale om et frit valg? Men jeg havde nu heller ikke forventet andet. Manden er jo blottet for følelser.

Niels Nielsen

Okay, David Graub, nu knækker filmen sgu for dig - påstår du, at der kun er een (1) form for demokrati? Really?

Jeg vil tillade at henvise til wikipedia:

"Demokrati betyder folkestyre. Det lyder umiddelbart enkelt – folket skal styre – men det viser sig hurtigt, at der opstår UENIGHED, både blandt teoretikere og politikere, når det skal bestemmes, hvad der forstås ved Demos, "folket", og ved Kratos, "magt". Ikke mindst hvilke forudsætninger, der er nødvendige, for at demokratiet skal kunne fungere efter sin hensigt." (min fremhævelse)

https://da.wikipedia.org/wiki/Demokrati

Du bekræfter mine fordomme, det er dig, der har diktatoriske tilbøjeligheder og svare problemer med sandheden, når du således benægter, at der skulle være uenigheder om, hvad demokrati er.

Lone Lyngholm indrømmer da i det mindste, at hun ikke gider læse OSCEs redegørelse, men blot gætter sig til, hvad hun tror (mener), at de siger.

Lone Lyngholm

Yup. Der er demokrati eller en anden styreform. Demokrati eksistere ikke i Rusland. Det forudsætter frie valg uden chikane, trusler, fængsliner osv osv osv... osv.

Lone Lyngholm

Jeg har brugt over en halv time på at se videoen fra OSCE og jo jeg har skam forstået hvad de siger. Tonsvis af uregelmæssigheder siger de.

Bjørn Pedersen

@Karsten Aaen, 19. marts, 2018 - 11:17

Ja, det er jeg godt klar over. Når jeg taler om "gode" eksempler, taler jeg ikke om eksempler på integration der virker. Ikke integration, der nødvendigvis har været sympatisk, historisk set. Udfra en betragtning om målet, er de danske jøder jo idag velintegrerede, og de andre folkeslag blev jo helt danske med tiden.

Det er naturligt og godt at kræve af immigranter der indvandrer til Europa, Asien eller Afrika, at de skal forkaste deres gamle etniske tilhørsforhold og blive en del af deres nye stammer og kulturer, i stedet. Ikke med det samme, der skal vel gå to-tre generationer.

Det samme bør derimod undgåes overfor folkeslag, der lever på territorier man har erobret. Der er det én selv, der er indvandren, immigranten, den fremmede.