BERETNINGER

#jegblevvoldtaget

DEL 1
Jeg var 16 år og skulle på tommelfingeren til Sydeuropa med min ven. Vi skulle bo i nogle bjerghuler i en hippieby hos en bekendt til min ven. En dag kom der en dansk mand, der havde en søn på min alder.

De spurgte, om jeg ikke ville med ind til hovedstaden og opleve byen. Jeg sagde ja, for jeg følte mig helt tryg i deres selskab. Faderen var en stor mand. En viking med brede skuldre, tykt blondt hår og blå øjne. Hans hænder var store som bjørnelapper, og han var klædt i fint tøj. Der var ikke en finger at sætte på ham. Da vi havde spist, tog vi hjem til dem. De anviste mig til et værelse i starten af lejligheden. Hans søn sov i et værelse ved siden af. Jeg ved ikke, hvor faderen sov. Det tænkte jeg ikke over.

Da jeg skulle lægge mig til at sove kom faderen splitternøgen ind på mit værelse og gik ind på badeværelset, som lå i forlængelse heraf. Jeg tænkte, det var lidt mystisk, men jeg er selv barn af 70’er-flippere, så jeg slog det hen. Da han kom ud fra badeværelset efter at have børstet sine tænder, gik han direkte hen til min seng. Jeg blev helt paf. Så tog han dynen af mig og lagde sig roligt og kontrolleret ned over mig og voldtog mig.

Jeg sagde ikke en lyd. Jeg havde det så skidt over, at hans søn lå lige inde ved siden af. Jeg tænkte mere på ham, end på mig selv. Jeg syntes, det var synd, at han havde en far, der voldtog en pige på hans egen alder. Og jeg ønskede for alt i verden ikke, at han skulle udsættes for den skam. Da han havde fået orgasme, steg han nærmest mekanisk af mig og gik. Jeg kan huske, at jeg bare lå og gloede tomt ud i luften.

Næste morgen kørte han mig direkte ud til et busstoppested ved en kirkegård langt uden for byen på en støvet landevej. Jeg havde hverken vand eller mad, og der kom aldrig nogen bus. Det var gloende hedt, og jeg havde ingen andre muligheder end at tomle tilbage til bjerghulerne.

En af de mænd, der samlede mig op, hev pikken frem og begyndte at se sig om efter en stikvej, han kunne holde ind på. Jeg hamrede mit spejlreflekskamera ind i ansigtet på ham, sparkede døren op og lod mig trille ned i en grøft. Tilbage ved bjerghulerne fortalte jeg, hvad der var sket, men ingen gjorde noget.

Jeg har aldrig forstået, hvorfor ingen reagerede på det, jeg fortalte, og jeg havde ikke selv overskuddet til at gøre noget ved det. Jeg har overlevet hændelsen ved at se det hele som en film. Og ved at joke med, at det var heldigt, ham faderen havde en lille pik, nu han var så stor, for så var voldtægten jo ikke så slem.

Puk Sabber
42 år, journalist og socialrådgiver
Serie: Voldtaget
Mens voldtægtsdebatten kører, sætter Information nu fokus på ofrenes fortællinger.

På information.dk vil kvinder og mænd dele deres vidnesbyrd. Bryde tabuet. Kræve retten til deres fortællinger. Historierne er alene baseret på ofrenes egne fortællinger.

Har du en historie, du vil fortælle, så skriv til
vidnesbyrd@information.dk

Vi garanterer fuld diskretion og sikrer anonymisering af omtalte personer. Intet materiale vil blive offentliggjort uden forudgående aftale.
Min datter blev voldtaget for et par uger siden. Hevet ind i en gyde, holdt, bidt, slået og voldtaget. Jeg synes selvfølgelig ikke, det er særlig lang tid siden, hun var en lille pige i strutskørt, som elskede at lege frisør, så redte hun mit hår. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at det var første gang, det var sket. Første gang, at mænd misbrugte deres magt og overskred hendes grænser. Første gang hun blev afpresset, første gang hun blev behandlet uretfærdigt på grund af sit køn.

Så kommer sætningen: »Har hun ikke også altid været lidt dårlig til at sige fra?« Så kommer skammen – hun bærer den helt alene, jeg vil ikke have hun skal bære den helt alene – og så sker der det i Köln.

Jeg kan ikke slippe det. Jeg ligger vågen om natten. Jeg er bange for det kvindehad, der pibler frem. 2.000 års vrede vælder op i mig. 2.000 års sorg. Det er først for nyligt, jeg blev feminist. Et par uger siden.

Jeg diskuterer på Facebook, jeg kaster mig rasende ind i 'sagen', selv om jeg ikke helt ved, hvad sagen er. Måske er det bare min egen sag, måske er sagen den, at det er anderledes, når det sker for min datter.

»Hør nu her, lille dame, du må jo forstå...«, og så fortæller du mig, at vi ikke skal tale om kvindehad generelt. Nej, vi skal tale om denne specifikke situation i Köln, og vi skal tale om islam. Men det har jeg ikke lyst til. Proppet ind i en position, hvor min mening er irrelevant. Måske synes jeg, vi skal feje for vores egen dør, måske synes jeg, vi skal holde orden i vores eget hus, måske synes jeg, de danske mænd var lige hurtige nok til at frikende sig selv. Måske skræmmer kvindehadet mig. Måske synes jeg, det er meget vigtigt at tale om kvindehadet.

»Hør nu her, lille dame, du må jo forstå, at det handler om en kultur, hvor det at krænke kvinder er fuldstændig indlejret i deres dna«.

Gammel stodder i bil. Befamler mit skridt. Jeg siger til ham, at jeg ikke kan lide det. Han vil ikke stoppe bilen. Han siger, jeg skal fortælle om min efterskole og det pigeværelse, jeg bor på.

Sidder på en færge. Skriver i min dagbog. Fuld mand sætter sig ved siden af mig. Tager mig på låret. Læner sig ind over mig. Læser i min dagbog. Hans hænder glider længere op. Slikker mig på halsen. Fuld offentlighed. Lammet. Ikke så meget på grund af ham, men på grund af alle dem, der bare sidder og kigger. Som om det er ok. Tænker, at det er ok. Det er sikkert ok. Ellers ville de jo sige noget.

Lastbilschauffør. Jeg var blaffer. Hiver mig ned på sengen bag førerstolene. Jeg siger, at jeg ikke vil være sammen med ham. »Ok,« siger han. Så holder han mig fast i sine arme hele natten, som om jeg er en bamse.

Partner. Telttur. Vi har drukket tæt. Jeg har ikke lyst. »Jeg slår dig ihjel,« siger han. Så gemmer jeg mig i buskene hele natten.

Går ned ad gaden. Omringet af unge mænd. »Er du til noget?« Jeg ved godt, hvordan man skal slippe væk. Grine. Smile sødt. Nødløgn – nogen venter på mig. Flirt. Få dem til at føle, at de er seje og smukke. »Nå, men hej hej, drenge«.

Det sker hele tiden. Det sker, fra du er en helt lille pige, og du mister følelsen af, at du kan sige nej. Det begynder at blive et vilkår. Noget, du må acceptere. Et lejlighedsvist ubehag. En kronisk angst. Du prøver at ryste det af dig. Du bliver bedre til det for hver gang. Du taler ikke engang rigtigt om det længere. Det er ikke den enkelte hændelse. Det er mængden af dem. Jeg spørger min datter, hvad hun synes om det, jeg lige har skrevet.

»Jeg synes, det er vigtigt, vi taler om det«.

Andrea Hejlskov
41 år, forfatter

Jeg var 27. En sommerdag, i frokostpausen på mit arbejde, lagde jeg mig uden for på græsplænen, iført top og trusser, og faldt i let søvn i solen. Vågnede ved at en yngre mand stod lænet ind over mig – og som, da jeg skreg, tog kvælertag på mig. Jeg valgte voldtægt frem for at blive kvalt. Fyren løb væk, da han havde fuldbyrdet voldtægten.

Det føltes så pinligt at skulle fortælle mine kollegaer, at jeg lige var blevet voldtaget. En ældre kollega mumlede noget om, at det var da også dumt at lægge sig udenfor med så lidt tøj på. Mens den gynækologiske undersøgelse blev udført på retsmedicinsk institut, stod to betjente i det tilstående rum, som døren stod åben indtil. De stod, så de havde fuld adgang med blikket til mit blottede skød. Der følte jeg, at jeg blev udsat for et nyt overgreb. Sagen kom ikke for retten, man fandt åbenbart aldrig voldtægtsforbryderen.

En uge senere kunne jeg til gengæld læse om voldtægten i den lokale, husstandsomdelte avis, og forstod, at flere andre kvinder i området var blevet voldtaget på samme måde, mens de lå og solede sig.

Da jeg kom tilbage på arbejdet, talte ingen om det, der var sket. Ingen spurgte, hvordan jeg havde det. Og da jeg følte, at voldtægten var min egen skyld, sagde jeg hellere ikke noget.

Næste gang var cirka et år efter. Jeg havde været i teatret med en veninde. Bagefter tog vi hen på en bar for at få en øl og kom her i snak med en berømt dansk digter og en af hans jævnaldrende bohemevenner. Følte os vel lidt beærede over at tale med den store digter. Da vi ville bryde op, sagde digterens ven, at han skulle samme vej som mig, og vi blev enige om at følges. Han boede i nærheden og spurgte, om jeg ville med op og have en kop the?

Denne gang tog voldtægten fire timer. Hver gang jeg forsøgte at vride mig løs, strammedes hans hænder omkring min hals.

Jeg måtte jo kunne forstå, sagde han, at når man klædte sig, som jeg gjorde; lag på lag i hvide gevandter og med tørklæde bundet om hovedet, blev man interesseret i at finde ud af, hvad der gemte sig under. Da han var færdig, insisterede han på, at jeg tog imod penge til en taxa hjem.

Jeg anmeldte voldtægten, og efter afhøringen sagde politimanden, at jeg skulle tænke mig godt om i forhold til, om jeg ønskede at fastholde anmeldelsen. Var han mig, ville han betænke sig på at anmelde manden, idet han i sit kartotek kunne se, at han havde været dømt to gange tidligere for voldtægt, og begge gange havde fået en behandlingsdom. Det samme ville sandsynligvis ske også denne gang, og efter et par måneder ville manden være på fri fod igen, og jeg risikerede han ville hævne sig på mig.

Jeg valgte at følge politimandens ’gode råd’. Åh, alle de gange jeg siden har fortrudt, at jeg trak anmeldelsen tilbage.

Har tænkt på den næste kvinde, og den næste kvinde, og den næste kvinde ... Har også tænkt på, at jeg ville have hjulpet mig selv bedre, hvis jeg havde anmeldt manden.

Siden har jeg kendt mange dejlige mænd, levet sammen med mænd, elsket mænd. Men jeg stoler ikke på mænd, ikke sådan for alvor.

Sabine Celeste Svendsen
68 år, mag. art. i nordisk litteratur

Vi var begge fulde, og vi havde flirtet. En fælles ven havde inviteret os med i byen, jeg var blevet skilt kort forinden, og jeg havde ikke nogen videre erfaring i at færdes i bylivet som single. Jeg opfattede det som en uskyldig flirt, rart efter skilsmissen. Jeg var tryg ved ham, kendte ham lidt i forvejen. I øvrigt var han gift.

Midt på natten tog vi alle tre hjem til den fælles ven. Værten gik ind på sit soveværelse, vi fik stuen. Jeg var nok naiv, men jeg har som journalist på reportagerejser både før og siden delt værelse med mænd, uden at det har været et problem. Det var jo bare et sted at sove. Så jeg tænkte ikke over det, men skvattede om på min seng. Pludselig forsøgte han at komme op i den og under min dyne. Jeg skubbede ham væk og hvæsede 'nej', men var også fuld og forvirret, og han insisterede og masede på. Jeg var bange for at skrige, jeg ville ikke vække vores vært, for på en eller anden måde opfattede jeg det som, at jeg var den skyldige, selv om jeg protesterede. Jeg havde jo selv flirtet løs. Kampen var kort. Jeg satsede bare på, at det var hurtigt overstået. Det var det. Han faldt i søvn bagefter.

Jeg tog mit tøj og luskede ud og hjem og var ked af det. Det faldt mig aldrig ind at anmelde det. Det kunne have ødelagt hans ægteskab, og det havde truet venskaber og splittet en omgangskreds. Værten havde været tvunget til at tro på enten mig eller ham, og jeg ønskede ikke at miste hans venskab.

Stadig har jeg den her følelse af, at det var mig, som var den skyldige. Jeg ved med min fornuft godt, at sådan er det ikke, men følelsen er der. Jeg har været udsat for seksuelle overgreb før og siden. Da jeg var teenager, tvang min chef mig til at give ham et blowjob. Ellers ville jeg blive fyret. Derudover den sædvanlige ragen på intime steder i nattelivet og 'du skal da bare være glad for, at jeg gider, så grim som du er', når man afviser.

Det er mere almindeligt, end man skulle tro. Men lettere i dag, hvor jeg er ældre, og jeg er generelt tryg, når jeg færdes i byen, og langt de fleste mænd er jo søde. Jeg har ikke set ham siden, og jeg er ikke engang sikker på, at han ved, at han begik voldtægt. Skammen sidder der stadig – jeg har aldrig fået overbevist mig selv om, at jeg havde fortjent bedre.

Susanne Sayers
51 år, selvstændig journalist
skriv
Er du blevet voldtaget? Har du en historie, du vil fortælle, så vil vi gerne høre fra dig.

Alle henvendelser behandles fortroligt. Skriv til:

vidnesbyrd@information.dk
Seksuelle overgreb mod kvinder er ikke undtagelsen. Vi er mange, der har historier om et. Her er min. Og min opfordring til, at du deler din.
Anna von Sperling
Kulturredaktør
Information
Det var en lørdag nat på Istedgade engang i begyndelsen af 90'erne. Det var lige udenfor min gadedør. Jeg var vel 20 år, havde været på bar, havde mistet min jakke med både nøgler og pung. Jeg var skide fuld. Og så der var to forhold, der betød, at det, der skete dengang, ikke kunne ske i dag, præcis som det skete: telefonbokse og åbne baggårde.

Min sambo vågnede ikke af dørklokken, så jeg måtte bumme en krone til boksen for at ringe til en alternativ varm seng. Jeg spurgte en gruppe mænd, som stod på hjørnet. Og jeg pjattede lidt med dem – jeg skulle jo have den mønt – ringede uden held og begav mig derfor ned af gaden.

Han kom op på siden af mig og spurgte, om han ikke skulle have 'noget igen' for den krone. Så hev han mig ind i en port. Om han kaldte mig en billig luder, eller om jeg bare følte mig som sådan, kan jeg faktisk ikke huske, men han stak sin hånd ned i mine bukser, mens han holdt mig hårdt om halsen. Jeg troede, at jeg var 'sådan en', der ville kæmpe imod. Det gjorde jeg ikke. Jeg ved ikke en gang, om jeg sagde nej.

Efter noget tid, jeg erindrer ikke hvor længe, slap han mig, og jeg løb. Det eneste, der var åbent, var et brunt værtshus. De gav mig Fernet Menta og bad mig slappe af. De sagde, at jeg da godt kunne ringe til politiet, men at jeg ikke ville få andet ud af det, end at jeg så måtte flytte fra Vesterbro.

Næste morgen havde jeg blå mærker på halsen. Jeg fortalte det til et par veninder, men jeg skammede mig. Over at have været fuld og alene. Og over at have mistet min jakke. Over, at jeg havde pjattet med dem.

Allerede om mandagen stod oplevelsen i en sært uvirkeligt, alkoholtoget lys. Der har den været siden. Måske det ikke kun var promillens skyld, har jeg siden tænkt.

Det var min historie. Ovenfor fortæller fire andre kvinder om deres voldtægter og voldtægtsforsøg, og i den kommende tid vil Information bringe flere.

Deres voldtægter? Var det ikke overgrebspersonens voldtægt? Nej, den er nemlig deres. For alle dem, du vil høre fra – inklusiv mig selv – er i enhver formel forstand kommet videre i livet. Men jeg tror godt, at jeg tør at påstå, at vi alle bærer de oplevelser videre med os. For nogen har taget noget.

Det får vi aldrig igen, men vi giver samtykke til at viderebringe vores vidnesbyrd fra den eller de oplevelser, hvor samtykke udeblev. Ved at fortælle om det, kan vi måske tage en lille del tilbage. Og ved at bære vidne, kan det måske betyde, at de mange kvinder og mænd, der hvert år oplever seksuelle overgreb i Danmark kan spejle sig og måske blive afhjulpet lidt af den skam og tvivl om skyld, som er det største barriere mod at anmelde overgreb.

Det er min historie, ja, og den handlede om telefonbokse og åbne porte og en jakke, der blev væk. Men den er stadig mere almen, end den er ekstraordinær. I selskaber – ja, særligt rene kvindeselskaber – er jeg ofte blevet overrasket over, hvor mange, der har fulgt op med lignende historier, når jeg har delt min. Og over, hvor ofte snakken falder på, hvad vi havde gjort for at ende i den situation.

Mens jeg skriver dette, går det op for mig, hvor ligeglad jeg faktisk er med den mand den aften på Istedgade. Jeg kan ikke fremkalde hans ansigt, om det så gjaldt mit liv – selv om han er den eneste, som har truet mig på det.

For mig handler det ikke om ham. Men om, at jeg den aften fik smidt endnu et bevis i min bunke på, at jeg som kvinde er sårbar som ind i helvede. Og at jeg gør klogt i at handle derefter. Og den erkendelse har påvirket mig, særligt som yngre kvinde.

Jeg ved, at det gør ondt at skrive om. Og jeg føler faktisk stadig en lille undertone af skam, mens jeg gør det. Men jeg kan også mærke, at det gør godt. Ikke fordi jeg dagligt jages af mindet. Men fordi jeg ikke gør. Det er pakket ned, negligeret, gjort til 'noget, der jo sker, når man danser på vulkaner'.

Og det er det måske. Men det bør det kraftedeme ikke være.

CREDITS

Journalist: Lærke Cramon
Redaktør: Anna von Sperling
Foto: Sigrid Nygaard, Privatfotos
Digital produktion: Jens Christoffersen

Dagbladet Information
Publiceret 16. januar 2016

Forsiden lige nu