Psykisk vold: Det tog Camilla 20 år at erkende, at hendes mand kontrollerede hendes liv

Det tog Camilla 20 år at erkende, at hendes mand kontrollerede hendes liv

De senere år er der kommet stigende fokus på, at vold ikke kun er slag og spark. Særligt kvinder udsættes i parforholdet for psykisk vold som trusler, overvågning og nedværdigende behandling, men kan ofte ikke selv se og sige fra over for volden

Tekst: Line Vaaben
Illustrationer: Line Høstrup

Når Camilla skal forklare, hvordan det var at være gift med Martin, tegner hun en firkant foran sig på bordet. »Her levede jeg mit liv,« forklarer hun. »Jeg havde den her ramme at handle indenfor. Hvis jeg trådte uden for firkanten,« – hun flytter pegefingeren – »så flippede han helt ud.«

Hvis hun for eksempel lavede krebinetter af kalvekød i stedet for kalv og flæsk. Hvis børnelegetøjet lå fremme, når han kom hjem fra arbejde. Hvis hun ikke havde hentet hans jakkesæt fra rens. Det kunne udløse Martins voldsomme vrede.

»En strøm af ord, der bare blev ved og ved og ved og ved, til jeg knækkede totalt.«

Han råbte altid det samme: At han ikke kunne holde hende ud. Hun var uduelig. Dum og doven. Med årene blev hans ord til en sandhed. Og hun blev endnu mere påpasselig med ikke at træde udenfor firkanten.

Camilla sidder ved stuebordet med sweateren trukket tæt rundt om sig: en velformuleret kvinde på 45 år, med skulderlangt lyst hår og diskret make-up. Hun har et godt job og et stærkt netværk.

Men hun er også voldsramt. Selv om det har taget hende mange år at forstå. For der faldt ingen slag i forholdet. Der var ingen blå mærker. I stedet var der raseri, kulde, trusler, kontrol og stalking. En form for vold, der ligesom siderne i den firkant, Camilla tegner på bordet, var usynlig. For omgivelserne, men også for hende selv. Eksperter kalder det psykisk vold.

Ingen blå mærker

Jeg var dybt betaget af, at han var så direkte. Set i bakspejlet, var det sådan, det var, mellem os lige fra begyndelsen: Han spurgte aldrig. Men jeg sagde heller ikke fra.

»Det er psykisk vold, når man systematisk og vedvarende nedgør og devaluerer et andet menneske. Kernen i den psykiske vold er, at det ikke bare sker en gang imellem – det er kontinuerligt og vedvarende, så det efterhånden bliver det normale,« siger Ask Elklit.

Ligesom med fysisk vold kan mænd også være ofre for psykisk vold. Men i langt, langt de fleste tilfælde, er voldsudøveren en mand.

Lisbeth Mosebo, souschef i Danners krisecenter, kalder psykisk vold en slags »grundfundament« for andre voldsformer.

»Et voldeligt forhold begynder sjældent med fysisk vold. Psykisk vold er ofte til stede før andre voldsformer,« siger Lisbeth Mosebo.

Trusler er ofte et vigtigt element. Det kan være truslen om at gå sin vej, tage børnene, sørge for at hun mister sit opholdsgrundlag eller truslen om, at han vil begå selvmord eller slå hende ihjel.

Og så er der nedsættende kommentarer rettet imod eksempelvis partnerens påklædning, madlavning, rengøring og måde at være mor på. Isolation og social kontrol kan også være en del af mønstret.

Han overvåger måske hendes telefon, mail, aktiviteter på nettet eller hendes færden, når hun går ud. Forhører sig om, hvor hun har været og med hvem. Og forsøger at afskære hende fra et socialt liv med venner, familie eller kolleger.

I forhold med både fysisk og psykisk vold, fylder sidstnævnte ofte langt det meste, forklarer Ask Elklit:

»Et fåtal af kvinder bliver faktisk gennemtæsket regelmæssigt. Det, der holder angsten ved lige, er truslen om, at det kan ske. Han behøver ikke at slå. Han kan bare hæve stemmen, så har han krammet på hende.«

En undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed viser, at anslået 30.000 kvinder og 13.000 mænd i Danmark årligt udsættes for partnervold. Fysisk vold i nære relationer har været genstand for forskning i årtier. Men i de senere år, er der kommet stigende fokus på, at vold ikke kun er slag og spark, men også udøves psykisk gennem kontrollerende og ydmygende adfærd.

Ask Elklit er psykolog og professor ved Syddansk universitet ved Videnscenter for Psykotraumatologi. Han er en af de få danske forskere, der har beskæftiget sig med psykisk vold. Området er relativt nyt i forskningsmæssig sammenhæng herhjemme sammenlignet med fysisk mishandling og seksuelle overgreb.

»Det er psykisk vold, når man systematisk og vedvarende nedgør og devaluerer et andet menneske. Kernen i den psykiske vold er, at det ikke bare sker en gang imellem – det er kontinuerligt og vedvarende, så det efterhånden bliver det normale,« siger Ask Elklit.

Ligesom med fysisk vold kan mænd også være ofre for psykisk vold. Men i langt, langt de fleste tilfælde, er voldsudøveren en mand.

Lisbeth Mosebo, souschef i Danners krisecenter, kalder psykisk vold en slags »grundfundament« for andre voldsformer.

»Et voldeligt forhold begynder sjældent med fysisk vold. Psykisk vold er ofte til stede før andre voldsformer,« siger Lisbeth Mosebo.

Trusler er ofte et vigtigt element. Det kan være truslen om at gå sin vej, tage børnene, sørge for at hun mister sit opholdsgrundlag eller truslen om, at han vil begå selvmord eller slå hende ihjel.

Og så er der nedsættende kommentarer rettet imod eksempelvis partnerens påklædning, madlavning, rengøring og måde at være mor på. Isolation og social kontrol kan også være en del af mønstret.

Han overvåger måske hendes telefon, mail, aktiviteter på nettet eller hendes færden, når hun går ud. Forhører sig om, hvor hun har været og med hvem. Og forsøger at afskære hende fra et socialt liv med venner, familie eller kolleger.

I forhold med både fysisk og psykisk vold, fylder sidstnævnte ofte langt det meste, forklarer Ask Elklit:

»Et fåtal af kvinder bliver faktisk gennemtæsket regelmæssigt. Det, der holder angsten ved lige, er truslen om, at det kan ske. Han behøver ikke at slå. Han kan bare hæve stemmen, så har han krammet på hende.«

Martin og Camilla mødes til en fest på Arkitektskolen i 1993. Sent om natten følges de ad fra festen. Han overtaler hende til et lift bag på hendes cykel mod hans lejlighed på ydre Nørrebro.

Det er i modsat retning af der, hvor hun skal hen, og da de når frem, låser han hendes cykel i sikker forventning om, at hun går med ham op i seng. Det var ikke det, hun havde tænkt sig. Men hun gør det alligevel.

»Jeg var dybt betaget af, at han var så direkte. Set i bakspejlet, var det sådan, det var, mellem os lige fra begyndelsen: Han spurgte aldrig. Men jeg sagde heller ikke fra.«

Efter den første nat flytter Camilla nærmest ind hos Martin. Hun er vildt forelsket og føler, at hun har mødt manden i sit liv.

Faktisk begynder forhold med psykisk vold ofte med en stor kærlighedshistorie, fortæller Mette Elgaard, psykolog i Mødrehjælpen. Hun er projektleder på ’Ud af voldens skygge’, et behandlingstilbud, der har kørt siden 2009, og som sidste år hjalp 100 kvinder og 83 børn.

»Det begynder tit med et intenst møde med en mand, som taler til noget helt særligt i kvinden. Hun er meget forelsket, og selv om der kan være tegn på, at noget er galt, slår hun det hen, fordi der er så meget ved dette forhold, som er helt unikt,« siger Mette Elgaard.

De negative sider af forholdet bliver vævet ind i en historie om den store kærlighed. Et eksempel kan være en voldsom jalousi, der forklares med, at han elsker hende så højt, siger Lisbeth Mosebo:

»Han bryder sig ikke om, at andre kigger på hende, fordi hun er hans. Det ændrer sig gradvist til, at hun ikke må gå med nedringede bluser og videre til bemærkninger om, at hun klæder sig ’som en luder’. Der veksles mellem ømhed og krænkende adfærd, og udgangspunktet er hele tiden en reference til en dyb kærlighed.«

I 1990’erne uddanner Martin sig til arkitekt og Camilla til sygeplejerske. Han er succesfuld og selvsikker, og Camilla synes, at de har det godt.

Hendes veninder har siden fortalt en anden version af historien. De undrer sig over, at hun vælger fester og venskaber fra, hvor hun før var igangsættende og udadvendt. Og de overværer konfrontationer, hvor Martin eksempelvis råber og skubber til Camilla.

Men der er ingen alarmklokker, der ringer hos hende. Heller ikke når Martin kalder hende doven. Camilla beskriver ellers sig selv som ’en knokler’ og får tårnhøje karakterer på sit studie. Men Martin får hende til at tro noget andet.

»Han gentog igen og igen, at jeg var et dovent rodehoved. Til sidst troede jeg på det.«

Lige efter at de er færdige med deres studier, bliver hun gravid, og de får deres første barn. Han får et prestigefyldt job og er meget væk fra hjemmet. Hun bliver for første gang mistænksom og spørger, om han har en anden. Han afviser hende med en sætning, som han de følgende mange år gentager, når hun stiller spørgsmålstegn ved forholdet:

»Det er noget, der sker inde i dit hoved, Camilla.«

Eksperter og praktikere efterlyser mere viden og mere grundig dokumentation af fænomenet. For der findes ikke dansk forskning i forekomsten i parforhold. Ask Elklits forskning viser, at 9% af alle børn har oplevet psykisk vold, og ifølge tal fra Landsorganisation af Kvindekrisecentre, havde 95 procent af de 2.000 kvinder, som i 2010 henvendte sig til et krisecenter, været udsat for psykisk vold.

Men langt fra alle ofrene finder dog vej til et krisecenter. Mødrehjælpen kommer typisk i kontakt med kvinderne, fordi de søger råd og vejledning omkring økonomi, bolig eller håndteringen af deres børn i forbindelse med skilsmisse. Udadtil er kvinderne ofte velfungerende.

»Kvinden er med til at dække over det usunde forhold. Der opstår en hemmelig alliance, som er usynlig for alle andre end udøver og offer. Som hånden og handsken. Hun vænner sig til den psykiske vold, isolerer sig og fortæller ikke andre, hvad der foregår. Enten fordi hun ikke selv kan se det, fordi hun føler skyld og skam, eller fordi han forhindrer hende i det,« siger Mette Elgaard.

Hvornår er der tale om et dårligt forhold med mange skænderier, og hvornår er der tale om et skadeligt forhold med psykisk vold?

Ask Elklit forklarer:

»Vi kender alle til forhold, hvor et par lever som hund og kat, kører på hinanden dagen lang, men hvor begge parter langer ud efter hinanden. Når vi taler om psykisk vold er der en ubalance. Den ene part ligger klart under for den anden.«

Men grænsen kan være svær at drage, medgiver eksperter.

Hvor en brækket arm eller et knivstik er konkret, er den psykiske vold mere subtil. Det gør det sværere ikke blot at definere, men også at bevise. Samtidig er grænsen for psykisk vold individuel:

»Vores ømme punkter sidder forskelligt. Det, der kan være krænkende og grænseoverskridende for én person, er det måske ikke for en anden,« siger Lisbeth Mosebo.

Dansk nej til ny lovgivning

For et år siden, i december 2015, vedtog Storbritannien en lov om, at gentagende kontrollerende eller ydmygende opførsel overfor en partner kan straffes med op til fem års fængsel. Det første halve år blev der kun rejst sigtelse i 63 sager efter den nye lov mod 20.000 domme for fysisk partnervold.

»Men den nye lovgivning har ført til en øget bevidsthed og anerkendelse af fænomenet,« siger Evan Stark.

Han er professor i sociologi ved Rutgers University i New Jersey og har udviklet begrebet coersive control, som bruges internationalt om psykisk vold og bedst kan oversættes til ’tvangsmæssig kontrol’. Den engelske lovgivning bygger direkte på hans definition, og ifølge Evan Stark er lovgivning nødvendig. Men han understreger, at man skal kriminalisere gerningsmandens adfærd og ikke enkelte kriminelle handlinger:

»Man skal ikke se volden som enkeltstående tilfælde. Men som en serie strategiske kontrolhandlinger med det formål at undertrykke kvinden,« siger Evan Stark.

Herhjemme har Straffelovrådet afvist at kriminalisere psykisk vold. Danmark har ganske vist ratificeret Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet – også kaldet Istanbulkonventionen, som trådte i kraft i august 2014.

Den forpligter til at kriminalisere adfærd, »der medfører alvorlig skade på en persons psykiske integritet gennem tvang eller trusler«. Men Justitsministeriet har vurderet, at Danmark er dækket ind med to paragraffer i straffeloven: § 245 stk 2, om »forsætlig tilføjelse af skade på legeme og helbred« og § 266 om »alvorlige trusler mod andres liv og helbred«.

I praksis er der dog aldrig hverken rejst tiltale eller faldet domme i sager om vold i nære relationer med henvisning til de to paragraffer.

’Min tid var hans tid’

Camilla får en ufrivillig abort og har svært ved at blive gravid med barn nummer to. Da det lykkes i 2003, har hun blødninger under graviditeten. Fem måneder henne cykler hun hver dag 18 kilometer frem og tilbage til arbejde, køber ind og henter det ældste barn.

Hun er bange for at abortere igen og foreslår Martin, at de køber en billig brugt bil, hun kan køre i de sidste måneder af graviditeten.

»Jeg tigger ham nærmest som et barn, der beder sin far om penge. Men han er helt kold. Han siger, at det har vi ikke råd til. Jeg fortsætter med cyklen, men til sidst kan min mor ikke holde det ud længere og køber en gammel pispotte til mig til 5.000 kroner.«

Martin bliver rasende. Han opfatter det som indblanding. Det er en af de første gange, at Camillas mor får en opfattelse af, at der er noget galt i forholdet. Men hen over de kommende år lægger både hendes mor og søster blandt andet mærke til, at Martin taler ondskabsfuldt til Camilla – også over for deres to børn. Men hun forsvarer ham endeløst og dækker over ham overfor familien.

Hun undskylder det blandt andet med, at han arbejder hårdt. Martin har nemlig startet eget firma, og han arbejder, rejser og tjener mange penge. Han holder snor i økonomien og forventer, at Camilla tager sig af alt det huslige i forstadsvillaen samt børnene ved siden af sit fuldtidsarbejde.

Hvis hun protesterer, får hun at vide, at hun jo kun er ’en skide sygeplejerske’ der ikke tjener ’menneskepenge’.

Camilla skal til enhver tid stå til rådighed for Martin:

»Min tid var hans tid. Jeg kunne ikke læse en bog eller tale i telefon med en veninde. Hvis han skulle pakke sin kuffert, så råbte han gennem huset: ’Camilla.’ Så skulle jeg stå der med det samme.«

»Jeg måtte gøre rent og vaske tøj. Alt det et tyende kunne, men jeg kunne ikke træffe selvstændige beslutninger. Jeg kunne ikke beskære en busk i forhaven, rykke rundt på møblerne eller bruge penge på noget uden at spørge først. Så flegnede han helt ud.«

Camilla har selv i dag svært ved at forklare, hvad det er, der sker. Men hele hendes liv handler om at undgå Martins raseri. Hun er hele tiden to skridt foran. Og bliver han alligevel vred, forsøger hun at trække sig.

»Hvis jeg forsøgte at gå min vej, blokerede han døren. Hvis jeg gjorde mine til at køre, tog han bilnøglerne. Som regel opgav jeg bare. Og så væltede han bare ord ned over mig, vredt og hårdt.«

Bruddet

Camilla og Martins yngste barn bliver født i 2003 med en sygdom, som det kræver en lang række lægeundersøgelser at udrede. Martin nægter at deltage og efterfølgende går Camilla ned med stress i 2009. Måske som en reaktion på det lange udredningsforløb. Måske fordi hun konstant er på overarbejde i forhold til Martins humør.

Hun går til en psykolog, der påpeger, at hun skal blive bedre til at sætte grænser.

»Psykologen siger, at jeg er en udvisket person i forhold til mig selv. Men når jeg forsøger at holde fast i mig selv i forhold til Martin, går tingene i skuddermudder.«

En enkelt gang udvikler et skænderi sig voldsomt, mens Camilla er i bad. I raseri flår Martin toiletbørsten op af holderen og kører den op og ned ad hendes krop.

»Jeg kan ikke huske, hvad skænderiet handlede om, men jeg havde på en eller anden måde bevæget mig uden for firkanten,« siger Camilla.

Oplevelsen får hende dog ikke til at stoppe op og gå sin vej. Hun vil gøre alt for at holde sammen på sin familie.

Efter en julefrokost i 2009 bliver Martin lænset for 72.000 kroner på deres fælles konto i forbindelse med et besøg på en stripbar. Hårdt presset indrømmer han overfor Camilla, at han går til prostituerede, når der noget, der går ham på i forbindelse med arbejdet. Særligt på forretningsrejser kan han slet ikke styre det.

Han græder og beder om tilgivelse, og Camilla får ondt af ham. Hun er glad for hans ærlighed og lover ham, at tilgive ham, hvis han går i behandling for seksuel afhængighed. Men der er lang ventetid på Rigshospitalet, og i de følgende måneder bliver ægteskabet endnu dårligere. Martin er som en tikkende bombe. Og nægter at tale med Camilla om sexafhængigheden.

I november 2010 går han fra hende.

»Han siger, at han føler, jeg ikke kan tilgive ham for det med luderne, og at det er min skyld det hele. Jeg er helt ulykkelig og ved ikke, hvad der skal blive af mig. Jeg går rundt i en døs i flere måneder, hvor jeg bare håber, at han vil komme tilbage.«

I foråret 2011 finder hun ud af, at han gennem næsten et år har haft et forhold til en anden kvinde. Hun konfronterer ham med det, og Martin indrømmer drypvis, at han igennem hele deres forhold har haft andre kærester. En af dem har han sågar haft et fast forhold til i fire år.

»Jeg siger til ham, at det aldrig bliver os to igen. Men min krop er ikke med i beslutningen, for jeg savner ham stadig. Jeg er som et spædbarn, der ikke kan holde sit hoved selv.«

De kommende måneder går Martin til og fra. Han lover, at han vil gøre det forbi med den nye kæreste. Men gør det ikke. Og en aften overtaler han Camilla til at tage med til en prostitueret.

»Det er den del af min historie, jeg er mest flov over, fordi det er så langt væk fra mine egne værdier. Men jeg er helt vanvittig og forvirret. Vi kører ud til en luder i Brøndby, og der går det endelig op for mig, hvor sygt det er. At det er nu, jeg skal løbe skrigende bort.«

Er det udtryk for svaghed, når kvinder som Camilla ikke går deres vej noget før? Nej, siger Mette Elgaard. Mange af de kvinder, hun møder, er både selvstændige og reflekterede. De oplever ikke sig selv som voldsramte og kunne ikke drømme om at søge hen på et krisecenter. Men de forstår ikke, hvad de er ramt af. Forskere som Evan Stark har påvist, at ofre for psykisk vold på mange måder opfører sig som ofre for tortur eller kidnapning. De tilpasser sig voldsudøverens virkelighed for at undgå sanktioner.

»I starten siger man måske fra. Men som en af kvinderne forklarede mig, er det ligesom at være en flue i et edderkoppespind. Jo mere man spræller, des mere bliver man viklet ind i spindet, indtil man til sidst er pakket helt ind,« siger Mette Elgaard.

Lisbeth Mosebo bruger udtrykket, at man ’mister sit kompas’:

»Det unormale bliver normalt, og man mister evnen til at se, at det, man bliver udsat for, ikke er i orden,« siger hun. »Psykisk vold er komplekst. Det er en blæksprutte med seksten arme, der rækker ind i realitetssansen, i din handlekraft, forståelsen af dig selv og andre.«

Når nogle kvinder alligevel vælger at gå deres vej, er børnene ofte katalysatoren, fortæller Mette Elgaard:

»Når kvinderne mærker, at volden har konsekvenser for deres børn, kan det få dem til at handle. Men det kan også være, fordi en person udefra siger til dem: ’Det er ikke normalt det her.’ Kvinderne har brug for et spejl, for de kan ofte ikke se det selv.«

Terroren fortsætter

Jeg ser egentlig mig selv som en handlekraftig, velbegavet pige, men hvordan var jeg egentlig havnet her uden at se det selv? Det kunne jeg bearbejde uden fordømmelse. For den skyld og skam havde de andre kvinder også.

»Jeg vidste, at det øjeblik jeg klippede det bånd, han havde om min hals, ville der begynde en psykisk terror, som var endnu værre. Så ville der ikke være 60 SMS’er om dagen, men 90. Jeg havde bare brug for ro, og det troede jeg, at jeg fik, hvis jeg levede med hans stalking.«

I foråret 2014 har Camilla et kortvarigt forhold til en mand, som opfordrer hende til at tage kontakt til Dansk Stalkingcenter. Hun tænker egentlig, at det ikke er noget for hende, men da hun får en samtale med en rådgiver, kan hun pludselig se, at Martins opførsel er forskruet og langt fra okay.

Hun får hjælp til at blokere Martin på sin telefon og opretter en mail, hun beder ham henvende sig på, som går via hendes far, der filtrerer alle de mails fra, der indeholder ubehageligheder. Hun indleder en advokatsag om bodeling, så hus og firma, der stadig står i både Martins og hendes navn, kan blive delt. Han reagerer med vrede og intensiveret stalking og trusler om at køre hende i sænk økonomisk. Hun er rædselsslagen.

»Jeg frygter at komme ud med en kæmpe gæld. Jeg vejer under 50 kilo, har ingen menstruation og sover ikke om natten.«

Men efter fire måneder og en retssag er Camilla langt om længe økonomisk fri. Undervejs finder hun også sammen med Søren igen. Mens sagen kører, fortæller hendes advokat, at hun er blevet kontaktet af en kvinde, der er blevet udsat for nogle af de samme ting som Camilla.

Det viser sig, at kvinden er Martins nye kæreste, og at han har udsat hende for både psykisk og fysisk vold. Camilla og kvinden mødes og udveksler erfaringer, og hun råder Camilla til at søge rådgivning hos Mødrehjælpen.

»Men jeg tænkte: ’Jeg skal da ikke sidde i en samtalegruppe med kvinder, der får tæsk.’«

Efter skilsmissen i 2011 insisterer Martin på, at Camilla bliver boende i huset for børnenes skyld, og han betaler derfor en del af huslejen. Men det bliver hurtigt et nyt pressionsmiddel, hvor Martin truer med ikke at betale, hvis ikke Camilla gør, som han siger.

Hun får en ny kæreste, Søren, men de har aldrig et roligt øjeblik sammen, for Martin SMS’er og ringer konstant. Hvis hun ikke svarer, ringer han på børnenes telefoner og kræver at tale med hende. Og når Søren og Camilla er ude sammen, finder hun ind imellem Martins visitkort i ruden på bilen. Han har stadig nøgle til huset og kommer og går, som det passer ham.

Søren forsøger at få Camilla til at se, at Martin styrer alt i hendes liv, og at hun bliver nødt til at sætte grænser. Men forgæves. Efter to års konstant pres, slår han op.

»Jeg vidste, at det øjeblik jeg klippede det bånd, han havde om min hals, ville der begynde en psykisk terror, som var endnu værre. Så ville der ikke være 60 SMS’er om dagen, men 90. Jeg havde bare brug for ro, og det troede jeg, at jeg fik, hvis jeg levede med hans stalking.«

I foråret 2014 har Camilla et kortvarigt forhold til en mand, som opfordrer hende til at tage kontakt til Dansk Stalkingcenter. Hun tænker egentlig, at det ikke er noget for hende, men da hun får en samtale med en rådgiver, kan hun pludselig se, at Martins opførsel er forskruet og langt fra okay.

Hun får hjælp til at blokere Martin på sin telefon og opretter en mail, hun beder ham henvende sig på, som går via hendes far, der filtrerer alle de mails fra, der indeholder ubehageligheder. Hun indleder en advokatsag om bodeling, så hus og firma, der stadig står i både Martins og hendes navn, kan blive delt. Han reagerer med vrede og intensiveret stalking og trusler om at køre hende i sænk økonomisk. Hun er rædselsslagen.

»Jeg frygter at komme ud med en kæmpe gæld. Jeg vejer under 50 kilo, har ingen menstruation og sover ikke om natten.«

Men efter fire måneder og en retssag er Camilla langt om længe økonomisk fri. Undervejs finder hun også sammen med Søren igen. Mens sagen kører, fortæller hendes advokat, at hun er blevet kontaktet af en kvinde, der er blevet udsat for nogle af de samme ting som Camilla.

Det viser sig, at kvinden er Martins nye kæreste, og at han har udsat hende for både psykisk og fysisk vold. Camilla og kvinden mødes og udveksler erfaringer, og hun råder Camilla til at søge rådgivning hos Mødrehjælpen.

»Men jeg tænkte: ’Jeg skal da ikke sidde i en samtalegruppe med kvinder, der får tæsk.’«

En skadelig tvivl

Konsekvenserne af psykisk vold er store for ofrene. Lisbeth Mosebo mener, at den på mange måder er mere skadelig end fysisk vold.

»Den nedbryder mennesker. Der er masser af konsekvenser også sundhedsmæssigt og i forhold til ens evner på arbejdsmarkedet og evnen til at være en god forælder. Det tager utroligt lang tid at komme sig over,« siger hun.

Det skyldes ifølge Ask Elklit blandt andet, at ofret internaliserer nedværdigelsen:

»Når du hele tiden får at vide, at du ikke er god nok og klog nok, opstår der en tvivl inden i dig selv. Det er dybt skadeligt, og på længere sigt får man ofte svært ved at være i relationer med andre, som er glade for sig selv. Man mener heller ikke selv, at man fortjener det. Nogle gange fortsætter man i lignende forhold, fordi man forbinder ydmygelse med kærlighed og omsorg, selv om det er giftigt for ens liv,« siger Ask Elklit.

For slet ikke at tale om de børn, der vokser op i forhold, hvor der bliver udøvet psykisk vold. Den amerikanske forsker Evan Stark er på vej med en bog om netop dette:

»Børn bliver efter min opfattelse mere skadede af at overvære psykisk end fysisk vold. Det gælder ikke mindst de sager, hvor børnene bliver et instrument til at fortsætte kontrollen af kvinden, efter at hun har forladt manden,« siger Evan Stark.

Netop børnenes trivsel var årsagen til, at Camilla sidste år alligevel kontaktede Mødrehjælpen. Hun tænkte, at de havde brug for at håndtere skilsmissen og Martins grænseoverskridende adfærd. Mødrehjælpen mente dog, at Camilla først havde brug for hjælp til at komme sig:

»Til at starte med så jeg slet ikke mig selv som voldsramt,« siger Camilla.

Men at sidde i en gruppe med andre i Mødrehjælpen gav hende et helikopterperspektiv på hendes eget liv.

»Jeg ser egentlig mig selv som en handlekraftig, velbegavet pige, men hvordan var jeg egentlig havnet her uden at se det selv? Det kunne jeg bearbejde uden fordømmelse. For den skyld og skam havde de andre kvinder også.«

Få styrken igen

Eksperter og praktikere efterlyser bedre tilbud om behandling til ofrene for psykisk vold. Og mere viden blandt de professionelle, der møder volden i deres arbejde – eksempelvis politifolk, skolelærere og sundhedspersonale.

»Psykisk vold er ofte begyndelsen på noget, der udvikler sig til fysisk vold. Derfor er det et kæmpe problem, at vi ikke har en fælles definition i samfundet for, hvad psykisk vold er. Vi er nødt til at få det defineret og anerkendt, så vi kan forebygge andre former for vold,« siger Lisbeth Mosebo.

Men der mangler først og fremmest en anerkendelse fra myndighedernes side og en klarere lovgivning:

»Vi, der arbejder med vold, ved godt, hvad psykisk vold er. Men så længe man ikke har en paragraf og en officiel definition, er det sværere eksempelvis at uddanne fagfolk i at spotte, forebygge og behandle volden,« siger hun.

Det har taget Camilla knap seks timer og en del tårer at fortælle historien om sine 20 år sammen med Martin.

Det er forbundet med smerte – ikke mindst over, at hun har ladet sine børn vokse op som vidner til usunde mønstre. Når hun alligevel gør det, er det for at andre får øjnene op for, at vold er andet end spark og slag. Og at man godt kan komme videre.

»Jeg er gået fra at være en person, der blev spist stykke for stykke indefra, så der til sidst kun var en hul skal tilbage – til ganske langsomt at have fået mine værdier tilbage. I dag står jeg så stærkt, at jeg kan sige fra over for Martin og være en klippe for mine børn.«

Hendes to døtre er nu så store, at de selv kan vælge, hvor meget de ser deres far. Det bliver typisk kun til en weekend hver 14. dag. Og Camilla forsøger at hjælpe dem med at sætte grænser, når Martin presser dem med vrede eller bølger af opkald og SMS’er. Men før hun kunne nå dertil, måtte hun først selv gøre sig fri af volden.

»Det er ligesom sikkerhedsinstruktionen i flyveren: Man kan ikke hjælpe andre, før man selv har taget sin egen iltmaske på.«

Navne og visse andre fakta i denne artikel er ændret for at beskytte hovedpersonen og hendes børn. Alle navne og personer er kendt af redaktionen.

Dagbladet Information

Tekst: Line Vaaben Illustration og animation: Line Høstrup Redaktør: Kristian Villesen Digital produktion: Jens Christoffersen

Publiceret 17. december 2016

En måneds gratis Information digital + papiravisen fredag og lørdag

Klik her

Kommentarer (24)

Thomas T. Jensen

17. december, 2016 - 11:34

Til skribenten Line Vaaben: Pas på med at lade brugen og definitionen af "psykisk vold" skride, så den falder ned i den anden, store, beskidte beholder, mærket "vold". Hold begreberne skarpt adskilt, således at betydningen af begreberne står tydeligt frem! Ellers ender det med at "psykisk vold" bliver til "vold", lige som "præferencer" og "individuelt synspunkt, som afviger fra mit" per automatik bliver til "racisme" i mange debatter.
Jeg ved godt, at det er fristende at tage store ord i munden som våben, når man føler sig oprørt og retfærdighedssøgende og ønsker at råbe folk op.

Mht. indholdet i artiklen savner jeg lidt modvægt i beskrivelsen af det ægteskabelige forhold set fra "Martins" side. Ikke som undskyldning, men som forståelse baseret på indsigt. Hvordan var hans syn på den ægteskabelige rollefordeling fra begyndelsen? Hvilke drømme og forventninger havde han til ægteskabet? Hvordan mente han at kunne retfærdiggøre sine handlinger og holdninger i forholdet til et andet selvstændigt menneske?
Min egen holdning til problemstillingen: Ægteskabet er først og fremmest et samarbejde om at få hjemmets rammer til at fungere om familien. Man forsøger at finde sin egen rolle i samarbejdet, og mange har allerede fra begyndelsen, måske endda fra en tidlig alder, fasttømrede ideer om, hvad man selv skal, og hvad modparten, undskyld, ægtefællen skal. Når man oplever, at ægtefællen ikke lever op til ens egen forestilling om, hvad man "skal", opfatter man nemlig ægtefællen som en, ja, "modpart". Én som ikke lever op til "ægtepagten". Én som ikke træder til side, når man selv mener at vide bedst, som ikke viser underdanighed, når man selv mener at have ret. Det kan føles ret krænkende at opleve, at modparten nægter at agere samvirkende på de opgaver, som man havde stillet forventninger om. Og så er den onde spiral startet og kan måske kun standses ved én eller anden form for vækkelse. F.eks. en erkendelse af, at det er bedst at træde lidt ud af den lederrolle, som nu mænd ofte føler, de skal falde ind i, i ægteskabet. At erkende, at forholdet bygger på et dobbelt lederskab, uanset næsten hvad.

Charlotte Svensgaard

17. december, 2016 - 16:06

Jammen, lad os endelig finde lidt victime blaming frem ad skuffen. Har du ikke også tænkt dig at argumentere at voldtægtsofre selv er skyld i overgrebet for han har garanteret nogle forventninger med fra barndommen om at alle kvinder med bryster er det ok at overfalde?

Flemming S. Andersen

17. december, 2016 - 18:29

Man må gøre sig klart, at alting ikke kan kontrolleres og forbydes væk.

Hvis ikke folk selv vil i det mindste forsøge at hævde deres integritet, så kan ingen lov forhindre at deres integritet krænkes.

På samme måde som loven ikke kan forhindre tyveri, hvis mennesker der bliver bestjålet igen og igen lader alle deres døre stå ulåste og reklamerer på Facebook om på hvilket tidspunkt de ikke er hjemme.
Iøvrigt bliver tyveri under en sådan opførsel ikke længere betegnet som tyveri, men ran og er ikke længere dækket af forsikringen på samme vilkår som tyveri.
Årsagen kan enhver regne ud.

Skulle lovgiver forsøge sig med en lovgivning med henblik på at beskytte alle imod alle andre, vil almindelig omgang være en risiko de færreste vil tilvælge, af frygt for at deres handlinger, holdninger og fælles beslutninger skal oprulles af dyre villige advokater i en hel anden sammenhæng og kontekst end hvor de hører hjemme.

Camilla kunne derimod have gjort sig selv og alle andre en stor tjeneste ved, meget hurtigere at indse sit håbløse forholds skadelighed for hendes person og smutte sin vej.

For jeg går da ud fra at det er fuldt udviklede voksne mennesker det drejer sig om og ikke evnesvage eller uudviklede, som loven selvfølgelig særligt skal beskytte, netop fordi de ikke selv kan tage det ansvar på sig.

Jeg tror ikke på at et lovkompleks kan konstrueres så det beskytter alle imod al ting.
Især hvis ikke individdet selv forsøger nogen form for medvirken til denne beskyttelse.
Camilla har et ansvar for Camilla.

Søren S. Andersen

17. december, 2016 - 21:38

Jeg synes, at det er pinligt, at artiklen indleder med en påstand, der er grebet ud af luften, om, at det navnlig er kvinder, der udsættes for "psykisk vold". Jeg troede, at Information bestræbte sig på at holde et vist sagligt niveau, men jeg har øjensynligt taget fejl.

Anne Eriksen

17. december, 2016 - 23:36

Thomas T. Jensen, Flemming S. Andersen og Søren S. Andersen - psykisk vold er fuldt ud på linje med fysisk vold, faktisk bedømmes det som værre, netop fordi man ikke kan se følger i form af blå mærker osv. angsten er dog ikke mindre.
Information og Line Vaaben giver en lang, men korrekt beskrivelse - men det kræver en objektivitet og vilje at sætte sig ind i problemet. En forståelse, om ikke en lovgivning, vil hjælpe sådanne problemer i fremtiden. Fokus på netop lovgivningen er nok en hurdle i forhold til forståelsen her.

Det går ikke sådan ud fra svarene - integriteten er netop målet når man vil knægte individets ret og er selve årsagen til "overgrebene".
Det er altså et mindreværd, erkendt eller ej - som gør at en sådan "magtkamp" finder sted. Er der problematiske personlighedstræk er sagen naturligvis endnu sværere.
Det ville være godt, om der kom en større åbenhed og accept for psykologien i disse spørgsmål i fremtiden.

Sascha Olinsson

18. december, 2016 - 17:10

Først en omgang mansplaining, derefter mansplaining iblandet nedladense mangel på empati og til sidst- hvad med mændene??? De første tre mandlige kommentatorer. Det er sgu sørgeligt.

Lise Lotte Rahbek

18. december, 2016 - 18:23

Jeg kender flere kvinder som har været udsat for en lignende behandling.
Om jeg er interesseret i voldspersonens barndom eller forventlinger til ægteskabet som årsag til dette?
Først i 3, 4 eller 17. instans.
Først skal offer, børn og eventuelt andre involverede VÆK fra voldspersonen både fysisk og psykisk.

Jeg tror ikke på livgivning her og nu. Jeg tror vi skal have defineret først, hvornår og hvordan man begår psykisk vold mod andre personer.. Det er der helt åbenlyst brug for !

Lise Lotte Rahbek

18. december, 2016 - 18:24

*lovgivning

Flemming S. Andersen

18. december, 2016 - 20:05

Anne Eriksen

Jeg er ikke spor uenig i at psykisk vold er modbydelig og kan være endog af en meget undertrykkende karakter.
Jeg er heller ikke i tvivl om at den finder sted.
Jeg er heller ikke i tvivl om at den kan fremkalde angst og andre følelser.

Det mener jeg heller ikke jeg har givet udtryk for og i ligestillingens hellige navn gider jeg ikke at deltage i den sædvanlige opdeling imellem kønnene og mene den ene eller andend el af menneskeheden er værre eller bedre end den anden.
Her kan begge parter deltage i grusomheder imod partneren i ægte ligestilling, hvilket måske netop er en del af problemstillingen hvilket tilsyneladende har svipset for de fleste.

Påstande om psykisk vold er et datidsfenomen, der først opstår når et parforhold ER kuldsejlet og opgivet. Ingen vil påberåbe sig udsat for psykisk vold i et velfungerende forhold, eller så længe en person deltager i et parforhold man endnu vil gøre en indsats for.
Det er noget man påberåber sig efter forholdet, når man resignerer og indser og som det påpeges uden at det efterlader sig nogen form for fysisk bevis.

Efter en opslidende "kamp" i et dårligt fungerende forhold vil opfattelserne af det skete, med garanti være modstridende og begge vil formodentlig kunne påberåbe sig psykisk vold efter den foreslåede definition:
"Det er psykisk vold, når man systematisk og vedvarende nedgør og devaluerer et andet menneske. Kernen i den psykiske vold er, at det ikke bare sker en gang imellem – det er kontinuerligt og vedvarende, så det efterhånden bliver det normale,"
Det er min helt klare opfattelse at det er tilfældet efter at have observeret skilsmisseprocesser i et parforhold meget tæt på at begge parter var meget, meget stålsatte på at "overvinde" modparten og at begge kunne påstå og have ret i påstanden om psykisk vold.

Det bringer mig så til at se objektivt på hvordan man forestiller sig at skulle opklare om psykisk vold har fundet sted, så længe en person intet aktivt har gjort for at fjerne sig fra årsagen eller undgået at deltage i tilsvarende selv??
Man skal gøre sig klart, at meget få vil vedgå at være udsat for psykisk vold så længe forholdet har en chance og at al opklaring vil være efterrationale.

At forestille sig at en lovgivning vil kunne medføre at mennesker i et forhold bliver mere tilbageholdende med modbydeligheder og vil afstå fra at forsøge en "overvindelse", er i mine øjne ganske naivt.
Man må også forstå at til alle frihedsbegreber hører et aktivt element, "kæmp for din ret" og så længe mennesker vælger at detage i forhold hvor de udsættes for psykisk vold, så er det stadig et positivt tilvalg foretaget af en voksen myndig person og således ikke noget der er muligt at forhindre, hvis personen ikke selv er aktiv i processen??

Lars Steffensen

19. december, 2016 - 05:17

Hvorfor kan man ikke sagsøges for at "miste" 72.000 fra en fælles konto? Det burde være mere ligetil at lovgive om økonomiske former for misbrug.

Flemming Berger

19. december, 2016 - 18:18

Jeg har virkelig svært ved at forstå,hvorfor kvinden forbliver i et sådant forhold.
'Hun beundrer hans resolutte optræden,da han bare låser hendes cykel og forventer,hun går med ham op;og det gør hun,selv om hun ingen lyst havde'.
Allerede der er den gal og det bare fortsætter og fortsætter og bliver værre og værre.
Snakker vi om en fri dansk kvinde,eller er der tale om en kvinde fra et land,hvor kvinder aldrig har haft noget at skulle have sagt!
Hvordan kan forskere tale om en 'stærk kvinde' om en person,der har så lidt selvstændighed?.

Jeg fatter intet,

Camilla Bjerre

20. december, 2016 - 13:32

Flemming, sådan er det bare. Der er ingen forklaring... selvom man er selvstændig og stærk, så sidder man i saksen, inden man overhovedet har registreret, at man er blevet pillet fuldstændigt fra hinanden. Vi bliver, fordi vi ikke kan se, at der er noget galt. Vi bliver, fordi vi er blevet indoktrineret med, at vi ikke er noget værd, og at vi ikke kan få noget, der er bedre. Vi bliver, fordi vores selvstændighed er blevet revet væk under os. Det rammer alle typer af kvinder. Også de stærke, frigjorte, ressourcestærke osv. Jeg kan ikke forklare det nærmere.

Mvh. en yderst ressourcestærk og selvstændig kvinde med fire uddannelser og egen virksomhed, der levede i et forhold med psykisk vold i tre år... hvilket jeg ikke vidste, før jeg var ude af det og fik hevet mig selv op af det dybe, sorte hul af ingenting, som min person var blevet til i tiden sammen med ham.

Flemming S. Andersen

20. december, 2016 - 13:57

Camilla Bjerre

Jeg tror din fremstilling er 100% korrekt.

Og jeg tror på det er en frygtelig oplevelse, ikke mindst bagefter med skyld og skam o.s.v., hvor man skal genfinde sin identitet og selvværd.

Du beskriver også ganske korrekt vanskeligheden ved at lovgive på området, for hvordan skal andre kunne gribe ind når offeret tilsyneladende forbliver frivilligt og ikke kan se at noget er galt.

Som sagt tror jeg at oplevelsen af overgrebene og ikke mindst behandlingen af og en evt opklaring altid vil være et datidsfenomen, hvor opklaringen vil være præget at stærkt modstridende påstande og vidnesbyrd.
Jeg tror ikke at en lovgivning kan tilbyde andet end falsk tryghed i forhold til nu, hvor tvang selvfølgelig også er ulovligt.

Jeg tror derimod at det er rigtigt godt og meget gavnligt, hvis alle bliver klar over at love og forbud, ikke kan klare alle opgaver og ubehageligheder for os, men at vi selv har en opgave med at påtage os en vis selvrespekt, et vist selvværd vi ikke ønsker at kompromittere og erkendelse af hvornår og hvorfor vi går på akkord med dette selvværd, og ikke mindst tillid til at vi kan træffe beslutninger der er holdbare for os selv.

Jeg håber at en bevidsthed om at der er situationer, hvor man ikke kan regne med hjælp, ikke af uvilje men fordi det ikke er praktisk udførligt, får mennesker til at udøve den fornødne selvhjælp at tage ansvaret for deres eget liv på sig i sådanne situationer, nøjagtig som du har gjort det.
Og modet til at gøre det før hullet bliver for dybt.

Jeg håber virkeligt, at du opfatter dette som positivt ment.

Camilla Bjerre

20. december, 2016 - 15:15

Flemming, jeg opfatter bestemt dit svar positivt. Og jeg forstår også godt selv problematikken i en lovgivning - ej heller har jeg noget forslag til, hvordan den skulle være, og hvad en eventuel straf burde være. For det ER svært. Og bevisbyrden er... ja. Jeg forstår problematikken. Det vil altid være ord mod ord, uanset hvor mange uvildige oplevelser af forholdet, man ellers er blevet præsenteret for, ligesom i mit eget tilfælde. Mit indlæg var også blot ment som en slags forklaring på, hvorfor man ikke bare går. Netop fordi jeg selv er blevet stillet det spørgsmål ca. en million gange.

Lennart Kampmann

20. december, 2016 - 15:45

Der findes mennesker der lever i ligeværdige forhold og er glade for hinanden. For dem, kan det være vanskeligt at følge tonen i debatten, selvom de sagtens forstår at andre mennesker har problemer i deres forhold.
Nogle mænd og nogle kvinder er ikke så søde som man ønsker. Det er ikke fordi de er mænd eller fordi de er kvinder. Det er ikke kønnet, der afgør at man er tarvelig.
De mænd og kvinder, der er fanget i et dysfunktionelt forhold, har naturligvis et øget behov for at modtage hjælp udefra, for at løse deres konflikter. Nogle har brug for et lille skub, andre har brug for at partneren bliver spærret inde.
Artiklens forfatter har en række artikler der kredser om samme tema. Fra min stol virker det som om tonen overdøver budskabet. Budskabet er stadigt vigtigt.

Med venlig hilsen
Lennart

Flemming S. Andersen

20. december, 2016 - 15:52

Lennart Kampmann

Du er da velkommen til at hjælpe hvem du vil, men pas nu på ægtefællen er enig i dine handlinger.
Men helt ærligt må man ikke bare spærre folk inde, selv om nogen andre har brug for det.
Heller ikke selvom flere synes det kunne være ganske befriende at få nogle spærret inde er det lovligt.

det synes jeg du skulle sætte rigtig, rigtig stor pris på Lennart så du kan være fri til at nyde din jul.

God jul

Lennart Kampmann

20. december, 2016 - 23:29

@ Flemming S. Andersen
Jeg læser din tone som stikkende, og fornemmer en bagvedliggende trang til at komme med stikpiller.
Er der noget der nager dig?
Med venlig hilsen
Lennart

Klavs Hansen

25. december, 2016 - 04:47

Ingen jul for offerindustrien. Kvinder er stakler og mänd er svin. Det må fortälles igen og igen, uanset årstiden. Det står til troendes og ve den der tillader sig at sätte spörgsmåltegn ved det.

Hvad lemmingetänkningen overser er, at jo mere man offergör kvinder, eller enhver anden gruppe i samfundet, jo mere solidt placerer man denne gruppe i et hjörne med en märkat der siger 'ynkvärdige, kan ikke klare sig selv, tag ikke seriöst'. Og det var vel ikke meningen.

Nå ja, og så var det lidt morsomt at läse at »En strøm af ord, der bare blev ved og ved og ved og ved,...« skulle väre en specielt mandlig opförsel.

Anne Mette Jørgensen

28. december, 2016 - 19:57

Læs, hverdagens skjulte ondskab af Marie-France Hirigoyen.
Den beskriver udførligt og præcist, hvordan nogen mennesker både privat, og på jobbet har brug for at krænke, og hvorfor det lader sig gøre.
Til de mænd, der fortørnes over, at flest mænd udøver psykisk vold er der vel bare at sige, at en mand ved sin blotte fysik er stærkere end kvinden. Mange kvinder er ligeså rædselsfulde, så lad nu være med, at blive fornærmet over fakta.

Anne Eriksen

28. december, 2016 - 21:16

Flemming S. Andersen, 18.12. 20:05
jeg beklager ikke at have svaret på dit indlæg, men kort sagt, så håber man at kunne forandre/ omdanne forholdet til noget positivt - både for egen skyld og for partner/ børn.
Derfor kan der gå lang tid, år - før der sker noget.

Sten Hegeler sagde engang i en radioudsendelse, at det drejer sig om at give efter - for begge parter - at begge skal have en mening, der respekteres.
I tilfælde med psykisk vold, ses behovet, som skal imødegås kun fra den ene side. Dvs. at forventningerne og partneren, om hvordan denne er og skal være - opfylde - kun ses fra den ene side.
Det siger sig selv, at det er ret umuligt at være en anden end den, man er. Forsøgene vil strande trods god vilje og alenlang tålmodighed. Det giver ulykkelige følelser og tvivl.
Det kan også være simpelt som at befinde sig i en fase, hvor man gerne vil noget andet. Uddanne sig og lign., det vil partneren så ikke, fordi det går lige så godt og jeg er tilfreds og tja...

Skal man have en lovgivning? det kan være dyrt og længerevarende at forsøge at finde vejledning. Trods modstand, bl. a. fra Cepos - ja, man mener at udgifter til vejledning er spildt, fordi alle har et bagland og familie :)
Ofte isolerer familier med disse problemer sig og det hjælper ikke. Accept er nok noget af det vigtigste, af andres problemer og personlighed end ens egen og det er næppe på menuen for tiden.

Jens Jensen

05. januar, 2017 - 17:30

Der skal fakta på bordet. Psykisk vold kan udøves af både mænd kvinder. Jo mænd er overrepræsenteret og når det eskalerer til vold og især mord er mænd endnu mere overrepræsenteret.

Det vigtigste er ikke at diskutere hvem har skylden men at forstå det vi taler om.

Her er en narcissistisk mor. Døm selv.

https://m.youtube.com/watch?v=h75x6sVLcIg

Jens Jensen

08. januar, 2017 - 17:00

Manden i artiklen har samme træk og adfærdsmønstre som en klassisk narcissist.

Narcissister er ret destruktivt. De kan ikke samarbejde konstruktivt. Især ødelægger de deres nære relationer og nære samarbejdspartnere både på arbejde og private. Narcissisme vises først og fremmeste i det skjulte. Derfor er de så svært at vinde fri fordi ingen tror på en. De ser det ikke --bogstaveligt talt.

Typisk med romantiske partnere indgår narcissisten i et ret forudseelige "cycle of abuse"

LINKET http://thenarcissisticlife.com/the-narcissistic-cycle

Først bliver de overforelsket. De forguder deres udkårne. Hun /han er perfekt og de viser en utrolig charme og energi. De går kur og ofte vil giftes indenfor få måneder endda uger.

Narcissten vælger som regel kompetente og empatiske, pligtopfyldende mennesker med høj arbejdsmoral. Deres ofre er endvidere oftest beskedne, har lav selvværd og derfor nemt tvivler på sig selv. At være udvalgt af en narcissist er faktisk et ret stort kompliment, da de afskyr tabertyper. Ofrene er typisk overvældet af den indledende charme og energi.

Fase 1 er ikke udtryk for kærlighed til en anden. Det er selvbedrag. Narcissistens offer er ikke perfekte. Men narcissten har en evig håb at NU har hun/han funden den eneste en. Fase 1 er narcissistens egen investering i at sikre sig sin "narcissistic supply" --den ustandselig strøm af beundring og bekræftelse han/hun kræver som en slags stof der for en stund kan dulme narcisstens indre uro.

Den indledende charmeoffensiv varer derfor ikke længe. Den tager megen energi og at yde skal hurtigst muligt erstattes med at nyde. Nogle gange er fase 1 overstået på bryllupsnatten-- i det det var brylluppet--festen og opmærksomheden fra gæster og omverden -- og ikke den fremtidige ægteskab der var det egentlige mål.

Fase 1 erstattes af fase 2. Ligeså så meget narcissisten forguder i fase 1 udsættes offeret for skuffelse had og nedgørelse i fase 2.

Narcissisten gør livet til et helvede i fase 2. Der er fire ting man aldrig skal høre KEY sundt forhold men narcissisten gøre alle fire--konsekvent. Han/hun er ustandseligt kritisk dvs personligt nedgørende (de går efter manden ikke bolden). De selvisk og har hverken empati eller forståelse for andres situationer. De er konfliktsøgende og mangler selvindsigt så de ikke kan lære af fejl og konflikt. Og sidste kan de ikke glemme. De bærer nag og vil hævne sig. Som man kan se er narcissisten ekspert i at fremfinde oppiske og vedligeholde konflikt samtidigt med at de suger opmærksomhed og værdier til sig. Det køber på kredit. De lænser bankonti. De ødelægger bilen. De tæsker og stalker. Derfor er de så svært at arbejde og leve med.

Fase 3 er at forkaste offeret når det er suget tør for narcissistic supply. Det sker pludseligt med hån og fornærmelse. offeret skal ikke blot forlades de skal tværes psykisk ud--de var ikke narcissisten værdigt fordi de er holdt op med at være en god supply. Normalt vil narcissten først forlade offeret når han/hun har fundet en ny beundringskikde. Ofte har de haft en affære længe inden.

Men den er narcissisten der skal bestemme ikke offeret. Derfor kan narcussister være allerfarligste når offeret forsøger at komme fri. Nogle gange vil offeret skride men det kan de ikke tåle. De prøver måske en ny charmeoffensiv og lover bod og bedring. Hvis ikke det virker stalker de eller truer. Hvis de er mænd tyer de ofte til vold: kidnapping (børn eller hustru) tæsk eller mord.

Det svært for ofrene i fase 2 og 3 er, at de værdsætter samarbejdsrelationer --derfor var de udvalgt! De husker fase 1 og håber at genvinde lykken ved at makke ret. Men det kan de ikke for narcisstens behov er utommelige of dennes forventninger og krav umenneskelige.

Birgitte Bjerregaard

18. februar, 2017 - 15:53

Ja, det er desværre helt klart malign narcissisme og en patologisk løgner, denne sag drejer sig om. Det er en adfærd, som viser sig svær at afsløre og svær at overbevise andre om finder sted, pga en eminent evne til at manipulere, lyve overbevisende og skaffe sig apatiske medhjælpere. Adfærden sætter dybe skadelige spor i de nære relationer, børn og vokse. Og lige præcis i forhold til den her fortalte historie ved jeg hvad jeg taler om. Jeg søger, at Statsforvaltningen, Ankestyrelsen, advokater og andre, som er implicerede i disse sager, og som ikke tror på, hvad der bliver fortalt, tager affære og ansvar for de børn, hvis tarv de varetager. Børns liv er i fare og børneliv knuses pga inkompetent og/eller ignorant personale i ovenomtalte instanser. Endnu værre er det for de helt små børn, som tvinges ud i samvær hos en forælder med denne adfærd, hvis følelsesliv er under opbygning og dermed skrøbeligt og som ikke kan sige fra overfor grænseoverskridende adfærd. Det er trist og det er tragisk.

Anne Mette Jørgensen

04. juni, 2017 - 13:54

Fællestræk ved narcissister og psykopater:
Omnipotens, selvoptagethed, særlige rettigheder, følelsesmæssig ustabil,aggressivitet,tomhed, og kedsomhed, mangel på empati, udnyttelse, bestikkelig,løgnagtighed og pålidelighed.
Forskelle:
Psykopater, Destruktive, fjendtlighed, skyldfri,manipulation,uafhængighed og ingen skrupler.

Narcissister: Eksibisionisme, grandiost selv, dominering, skyld, skam, førførelse, misundelse og skrupler.

Det er meget svært at skelne, men hvis en paerson aldrig kan se sin egen andel i en handling, udtalelse eller væremåde er der vel tale om psykopati. dog kan psykopater sagtens sætte sig ind i andre mennesker, men anvender det ikke til empati men til egen fordel og kan, hvis psykopaten virkelig føler sig truet græde, så slev trænede tror på dem. Men det er krokodilletårer.
At narcissisten, som et indlæg her beskriver finder folk med lavt selvværd står for egen regning,ikke at det ikke forekommer, men det var ikke mit liv indtil jeg mødte en mand, som jeg i dag vil betegne som psykopat.
Jeg blev hovedløst forelsket, og var så naiv at jeg troede jeg kunne ændre på ham.
Måske er det mest kvinder der har den naive tilgang til andre, eller også gemmer der sig et stort mørketal hos mænd, da det betragtes som endnu mere flovt for en mand at blive i et nedbrydende forhold.
Omgivelserne siger, hvorfor går du ikke bare, og han har jo ikke slået dig.
Jeg søgte hjælp dengang, men da jeg ikke var gul og blå var der ingen hjælp at hente, og jeg var jo også flov.
Faktisk vidste jeg inderst inde efter få mdr. at jeg burde få benene på nakken, men jeg lyttede ikke til min indre stemme, og i dag ser jeg ham bare som en stakkel.
Dog ærgrer det mig at så mange år blev revet ud af mit liv, og i dag genkender jeg heldigvis de træk med det samme, så jeg går en langt bue udenom. Og det ikke bare hos mænd, men mennekser i det hele taget.
Samfundet i dag hylder desværre meget af den personlighedstype. De regnes for stærke og besidder desværre mange topposter.