Interview
Tor Nørretranders: Klimakampen kan blive nutidens månelanding
Samfundsglæden er væk, mener Tor Nørretranders, som vil have danskerne til at stå sammen og være aktive i samfundet igen. En god inspiration er lokalsamfundet på Samsø, som han selv er flyttet til. Men det kræver noget at stå sammen om, og her er klimakampen oplagt
Samfundsglæden er væk, mener Tor Nørretranders, som vil have danskerne til at stå sammen og være aktive i samfundet igen. En god inspiration er lokalsamfundet på Samsø, som han selv er flyttet til. Men det kræver noget at stå sammen om, og her er klimakampen oplagt
Kristian Villesen, tekst
Sigrid Nygaard, foto
Tor Nørretranders står på gårdspladsen og vinker iført grøn termojakke og friluftshat. Han er omkranset af gamle stalde og lader, og bag ham står et flot, rødt murstenshus. Tor Nørretranders og familien købte det gamle landbrug på Samsø i 2018. Drømmen var at komme væk fra storbyen og tættere på naturen og et lokalsamfund. Det er i høj grad lykkedes, fortæller han:

»Jeg har det allerede sådan, at jeg slet ikke kan forstå det, når jeg er i København. Folk bevæger sig 20 centimeter fra én uden så meget som at anerkende, at man står der.« Tor Nørretranders har ellers boet i storbyen »inklusive forstæder« hele sit liv. Men han har allerede vænnet sig til den nye livsstil.

Livet i landsbyen Stauns på Samsø har også inspireret ham og givet ham større bevidsthed om, at han er en del af et samfund – og den erfaring handler hans nye bog, Samfundsglæde, blandt andet om. Men inden vi skal tale om bogen, er det tid til at gå en tur.
Stauns er en gammel og meget lille landsby, som ligger der, hvor Samsø er smallest. Går man op på en lille bakke, som ligger bag gårdspladsen, kan man se vand til begge sider.

»Her stod et enormt brombærkrat. Man kunne nærmest ikke komme op til udsigten, så vi har været nødt til at gøre det lidt mere socialdemokratisk,« siger Tor Nørretranders på vejen derop. Med socialdemokratisk mener han tilsyneladende græsplæne.

Turen går videre ned igennem de to hektar land, som hører til huset, og ender på en smuk, gammel strandeng ned til Stavns Fjord. Her græsser hestene Taktur, Bilda og Hannah med udsigt til fjorden med de mange små øer, som omkranses af Besser Rev og nærmest udgør en naturlig havn.

Vikingerne kaldte området for Munarvágr – længslernes bugt. »Vil I se mit særlige sted,« spørger Tor Nørretranders og går over strømhegnet og helt ned til vandkanten, hvor der står en stor sten. Her er ikke spor socialdemokratisk – de fleste af de øer, man kan se fra stenen, er fredede:

»Her sidder jeg hver eneste dag og tænker over tingene,« siger Tor Nørretranders. Han har ligefrem været i Spejder Sport og købe en lille sammenklappelig siddepude, så han også kan sætte sig på stenen om vinteren. Om tankerne siger han:

»Det kan være de mest banale ting. Og måske en sjælden gang noget dybsindigt.«

Tor Nørretranders har ikke siddepuden med, og det er en halvkold dag sidst i september, så vi går hurtigt videre imod Stauns Havn.
Samfundsglæde er et ord, Tor Nørretranders selv har opfundet. Det beskriver den ofte oversete glæde, som vi bør have, når samfundet fungerer:

»Det er en opmærksomhed om det gode i samfundet, som jeg mener, vi mangler. Vi lægger ikke mærke til det, når det fungerer, kun når det holder op med at fungere og bliver rigtig grimt.«

Tor Nørretranders sidder nu i den nyistandsatte overetage til stuehuset, hvor der er indrettet et enormt kontor med arbejdsplads, møderum og sågar en meditationshems.

Bag ham står en enorm bogreol, hvor hans egen bestseller Mærk verden fra 1991 har en central plads. Samfundsglæde er skrevet i det samme direkte og konkrete sprog, som har været Tor Nørretranders’ varemærke gennem alle årene. Og den har en klar og letforståelig pointe: Vi tænker ikke over, at posten kommer, før den holder op med at komme. Eller at togene går til tiden. Eller at vejene er fine og gode og leder os derhen, hvor vi skal. Tor Nørretranders bruger kroppen som analogi:

»Når vi er bevidste om vores krop, så er det som regel, fordi der er noget, der gør ondt. Noget som ikke fungerer. Både kroppen og samfundet er noget, vi lægger mærke til, når det ikke fungerer.« Dog findes kropsglæden:

»Vi får det godt med kroppen, når vi bruger den, f.eks. efter vi har løbet en tur. Det er ikke en lokal smerte, men en global glæde: Jah! – min krop har det godt, jeg har det godt! Det, jeg prøver at undersøge, er: Kunne man ikke skabe det samme begreb for samfundet, som vi har for kroppen: Glæden ved, at det virker, når det bliver brugt,« siger Tor Nørretranders.

»Det betyder ikke, at der ikke er noget, der skal laves om – og at alt er godt. Det betyder bare, at det da er fedt, når togene går. Vi kan bedre forsvare samfundet mod nedskæringer, når vi har lagt mærke til, hvordan det fungerede i forvejen.«

Han har taget termojakken af og sidder med et lyserødt badge på skjorten. »Jeg elsker Samfundet – JES!« står der.

Hans håb er, at danskerne måske bare i nogle måneder vil tænke mere positivt på samfundet. Længere er nok en utopi. »Vi gider jo heller ikke sidde og tænke ’mit knæ har det godt, mit knæ har det godt’, hele tiden. Sådan er vores nervesystem indrettet.«

På længere sigt håber han, at samfundsglæden kan komme tilbage mere permanent. Det kræver, at vi står sammen om et fælles projekt. Ligesom da amerikanerne satte sig for at komme til månen og arbejdede for det op gennem 60'erne for til sidst at lykkes med det.

»Det betød uendeligt meget for det amerikanske samfund,« siger Tor Nørretranders. Amerikanerne fik en følelse af, at samfundet gav mening. Den oplagte sag at kæmpe for i dag er naturligvis klimakampen. Klimakampen kan blive nutidens månelanding – og give os samfundsglæden tilbage.
Tor Nørretranders mener, at det både er venstre- og højrefløjen, som er skyld i, at samfundsglæden mangler:

»Den ene fløj melder sig ud og siger: Det er samfundets skyld. Så opfatter man samfundet som noget, der er deres og ikke vores. Det er venstrefløjens tradition. Den anden fløj brokker sig bare over, at det er for dyrt, men har ikke længere en ambition om, at samfundet skal være et godt sted at være.«

– Har det været anderledes før i tiden?

»Ja, det mener jeg. I den venstrefløj, jeg voksede op i som ung, var man stolt over sig selv og over, at man havde skabt et samfund med velfærd og rettigheder til arbejderne – man lavede smukke sange om det. Og det er min opfattelse, at borgerskabet også havde en stolthed over at have bygget skibsværfter, fabrikker og fundet olie i Nordsøen.«

Det skiftede omkring Schlüter-regeringen i 80’erne, og den daværende statsministers berømte ord om at ideologi er noget bras:

»Nogen vil nok sætte Murens fald i 1989 som et skel. Der opstår følelsen af, at der ikke længere er en kamp mellem forskellige opfattelser,« siger Tor Nørretranders. Politik er i stedet blevet præget af det, Tor Nørretranders kalder for »embedsmandstankegang«:

»Politik blev til administration. Så handler det om, at der er et rådighedsbeløb på 19 milliarder på finansloven. Politikerne diskuterer, hvordan de skal bruges, men ikke hvor samfundet skal hen – man er optaget af nogle ting, som i vægtklasse er embedsmandssager. Hvor skal det nye sygehus ligge?«

Tor Nørretranders holder en kort pause:

»Politik har mistet den utopiske, visionære, retningsgivende dimension, som det havde tidligere, hvor socialister, liberalister og konservative havde forskellige ideer om, hvor vi skal hen med det her samfund.«

Og det har været med til at dræbe samfundsglæden, mener han. Medierne påpeger noget i samfundet, som ikke fungerer. Det kan f.eks. være daginstitutionerne. Og politikerne lover at gøre noget ved det. Men de helt store visioner har fyldt meget lidt. I hvert fald lige indtil klimadagsordenen kom, og de politiske partier begyndte at sætte bindende mål om reduktion af CO2-udslippet. Det mener, Tor Nørretranders er et decideret vendepunkt:

»Det er en meget stor begivenhed, at vi nu har en politisk vision. Og det er tilmed en ægte vision, for vi ved ikke, hvordan vi skal opfylde den. Det er ligesom at sige: Vi vil gerne have et hospitalsvæsen og gratis uddannelse til alle. Og hvor folk måbende spørger: Hvordan skal det kunne lade sig gøre? Så bliver politik til politik igen. Det har det ikke været længe, det er meget positivt.«
Stauns Havn er »formentlig« Danmarks ældste aktive havn. I vandet ligger et par små joller og en enkelt vandcykel, og i et lillebitte skur sidder seks store mænd og drikker formiddagsøl. På væggen over dem hænger en plakat af en nøgen dame med en vaskesvamp i hånden. Tor Nørretranders er stadig ikke for alvor en af de lokale, men mændene kender ham godt:

»Jeg har set dig i fjernsynet, Tor. Og du var hvidhåret,« siger en af mændene glad. Han udtaler det hviiihåret. »Det var vist et gammelt klip fra midt i 90’erne.«

»Åh, en arkæologisk udsendelse om dengang, man havde hår,« svarer Tor Nørretranders.

– Har I været ude at sejle?

»Ja, det er jo en varmestue,« siger en af de mænd, som sidder på den anden side af det lille bord: »Vi sidder og får varmen efter en lang sejltur.« Han kigger grinende rundt på de andre.

»Ej, det har vi ikke. Eller jo. Men det er et par måneder siden. Vi sidder bare og hygger os,« siger en af de andre.

»Nu er I vel ikke fra Samsø Posten?« spørger ham, som har set Tor Nørretranders i fjernsynet.

– Nej. Hvorfor?

»Jo, for hvis de skriver om det her sted, så bliver vi bare invaderet af turister.«

De fleste af mændene i skuret hører til dem, der har boet på øen altid, fortæller de. Men Samsø har også ændret sig meget over de seneste år, og mange nye er kommet til:

»Derinde bor en maler og en kunsthistoriker,« siger tor Nørretranders på et tidspunkt på turen: »Og derovre bor to skolelærere, som driver en lejrskole,« tilføjer han.
Samsø blev kendt som foregangsøen i kampen for den grønne omstilling, da man på relativt få år gik fra at importere fossil energi til at eksportere grøn energi. Og det har givet mere end bare grøn omstilling, det har også givet sammenhold på øen, fordi man havde et fælles projekt og blev nødt til at arbejde sammen på kryds og tværs for at få det til at lykkes. Den erfaring kan bruges på landsplan, mener Tor Nørretranders:

»Klimaudfordringen er en fantastisk mulighed for at komme i op omdrejninger og bruge samfundet og komme i kontakt med andre, end vi plejer,« siger han.

Og netop fordi omstillingen vil blive så altomfattende, er det nødvendigt at lytte til og arbejde sammen med folk, som man normalt ikke arbejder sammen med:

»Så skal vi pludselig begynde at interessere os for, hvad de synes inde i Dansk Industri, som vi på venstrefløjen ellers ikke har gidet høre på.«

Tor Nørretranders mener, at samfundsglæden er længere væk i storbyen end i et lokalsamfund som det, han selv bor i på Samsø:

»Alle mennesker i byen kan undværes. Hvis der er en bager, fint, men der er også en anden bager tre gader længere henne. Du er ikke afhængig af individer, for de kan altid skiftets ud med en anden. Hvis du ikke kan lide naboen til den ene side, kan du gå over til den anden side.«

I virkeligheden er storbymennesker mere afhængige af andre, fordi de ikke dyrker noget selv:

»De lever i en illusion om at være uafhængige af andre, fordi de ikke er afhængige af bestemte andre. Det gør det sværere at få øje på. Derfor tror jeg, at mange storbymennesker lever i den vildfarelse, at de kan klare sig selv.«

På Samsø er man mere afhængig af relationerne: »Du må tage de naboer, der er, for der er ikke andre,« siger Tor Nørretranders:

»Hvis du bagtaler en eller anden på Samsø, så viser det sig altid, at ham, du bagtaler, er fætter til den, du taler med. Så du er aldrig i tvivl om, at du er en del af samfundet. Du ser samfundet som nogle mennesker, som har relation til hinanden. I storbyen har du illusionen om, at du kan bagtale. Derfor er det nemmere at forstille sig, at man melder sig ud,« siger Tor Nørretranders.

»Samfundsglæden handler om at være opmærksom på, at der er noget, der virker for en, og på landet er man mere bevidst om, at man er en del af et samfund – og at der er nogle andre, man er afhængige af.«
Hvis mændene i skuret repræsenterer det gamle Samsø, så repræsenterer Kristinne Erikstrup det nye. Hun bor nogle hundrede meter fra Stauns Havn i et lille og meget anderledes hus, som det vil tage lang tid at beskrive fyldestgørende. Men midt i stuen vokser et stort træ op af gulvet, og alt er »bygget i 100 procent genbrugsmaterialer,« fortæller hun begejstret og viser omkring.

Hun er alenemor og er flyttet til Samsø for at være tættere på de værdier, som hun sætter højest: »Bæredygtighed, økologi, god tid og nærvær.« På gulvet kravler hendes datter pludrende rundt. Hun hedder Solvind, fortæller Kristinne Erikstrup og lyser op:

»Så kan man jo ikke bo andre steder end i Stauns!« griner hun.

– Hvorfor er du flyttet hertil?

»Her bor jeg i et hus med et træ indvendigt. Og der er fredet natur omkring mig og en fornemmelse af, at når lokalsamfundet er så lille, som det er, så ses man med folk igen.« Hun giver et eksempel:

»Der er en pige, som jeg har set tre gange herovre. Jeg vidste bare, at jeg kendte hende fra et andet sted. Så var vi til et møde sammen og jeg sagde: Hva' så, hvor kender vi hinanden fra?« Kristinne Erikstrup fortsætter begejstret historien:

»Så viser det sig at vi har boet på Vesterbro i København sammen og set hinanden på gaden der mange gange. Jeg havde aldrig snakket med hende på Vesterbro, men hun var et kendt ansigt. Her på Samsø spørger man bare: Hvad er det med os to?«

Kristinne Erikstrup fortæller, at hun er uddannet retoriker og har erfaring med digital markedsføring. Hendes barsel er netop slut, og hun håber, at der på Samsø er mange »start up-business, der godt kan bruge en hånd.«

Solvind brokker sig lidt, og Kristinne Erikstrup samler hende op fra gulvet og stikker hende til Tor Nørretranders:

»Hvad skal væk: Barsebäck! Hvad skal ind: sol og vind!« siger han, mens han holder hende i armene.

Kristinne Erikstrup kigger undrende på ham:

»Nå den kendte du ikke?«

»Nej, jeg er nok lidt for ung,« svarer hun.

Tor Nørretranders forklarer, at det var noget, man råbte i begyndelsen af 80’erne, hvor den store demonstrationsgenstand var det svenske atomkraftværk Barsebäck 20 kilometer fra København.

»Der er så kommet en lille smule forsinkelse på det med sol og vind siden 80'erne, kan man sige.«

»Ja, men nu er det, vi rykker! Nu skal der ske noget!« siger Kristinne Erikstrup.
Tilbage fra gåturen serverer Tor Nørretranders frokost med hjemmebagt stenalderbrød, inden vi går op på kontoret med den flotte udsigt og meditationshemsen:

»Når du kører i byen, så kører du mellem andre biler. Når du går, så går du rundt mellem andre mennesker. Når du kører herovre, så kører du rundt i naturen. Når du går den tur, som vi lige har gået, så går du rundt i naturen,« siger Tor Nørretranders.

»Her, hvor jeg er meget mere i naturen – og længere væk fra de fleste mennesker og institutioner, oplever jeg mig i højere grad som en del af samfundet. Det er lidt ironisk,« siger han.

– Så du oplever større samfundsglæde herovre?

»Ja, der er større samfundsopmærksomhed her. Det er enormt opdragende for mig pludselig at se, at ’øj, jeg er afhængig af de her mennesker, der er omkring mig, og jeg må simpelthen tage dem alvorligt.’ Så ja.«

Men samfundsglæden kan sprede sig til os alle, understreger han:

»Essensen i det, Samsø har gjort, er, at hvis du vil have et fællesskab, så skal du have noget at være fælles om. Du kan ikke have et fællesskab, fordi det er hyggeligt eller sjovt. Det kan du godt, men det gider du ikke ret lang tid ad gangen. Hvis du har et projekt, som handler om, at vi har noget fælles, en fælles ressource – i det her tilfælde vinden – som vi skal udnytte, så kan du få et rigtigt fællesskab,« siger Tor Nørretranders.

Færgen til Sjælland går inden længe, og Tor Nørretranders står kort efter igen på gårdspladsen iført termojakken og friluftshatten og vinker.
Tekst: Kristian Villesen
Foto: Sigrid Nygaard
Redaktør: Mikkel Vuorela
Digital produktion: Sigrid Nygaard

5. oktober 2019
Dagbladet Information

Anbefalinger

  • Steen K Petersen
  • Torben Skov
  • Torsten Jacobsen
  • Arne Albatros Olsen
Steen K Petersen, Torben Skov, Torsten Jacobsen og Arne Albatros Olsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeppe Lindholm

Snart kommer motorvejen til at gå tværs over Samsø. Så kan vi alle bare køre derover og nyde stilheden og bæredygtigheden.

Poul Erik Pedersen

Man kan vel sige at Nørretranders repræsenterer en civilisationskritik, der har nogle hundrede år på bagen. I sin kerne: at vende tilbage til naturen og det lokale fællesskab. Den reelle udfordring ligger, så vidt jeg kan se det, i at finde måder på at transformere den proces det er at skabe fællesskaber, fra det lokale landlige og overskuelige samfund og ind til storbysamfundet. Fordi det nu en gang er der, langt de fleste af landets indbyggere bor og lever deres liv.
Så: skal kampen for et nyt og bæredygtigt samfund vindes, så er det i udformningen af vore byer og de samfund de udgør visionerne skal udformes og de deraf fælgende kampe må tages! Det ville være spændende at høre Nørretranders bud på den udfordring.
mvh. poul.

Philip B. Johnsen

Da der ingen udsigt er til alternativer til fossilt brændstof i de mængder, det vil kræve, at opretholde den nuværende forbrugerisme eller samlet set global økonomisk vækst med andre ord, er *planlagt forældelse et vigtigt område til fortsat opretholdelse af god livskvalitet og mindre økonomisk ulighed.

Der bør være focus på kortest mulig afstand til producenten, reparation, vedligehold frem for køb og smid væk, samt stigende krav til kvalitet og garanti.

*Planlagt forældelse er et princip inden for industrielt design, hvor et givet produkt bevidst designes til at holde i en begrænset levetid, selvom det potentielt kunne holde længere.

Planlagt forældelse inden for industrielt designs afskaffelse og bedre udnyttelse af svindende energiresurser, er fremtidens livskvalitet i form af befolkningens genvunden sunde fornuft.

Der skrives advarende om manglende focus på lige nøjagtigt livskvalitet i form af befolkningens genvunden sunde fornuft i ‘Global Sustainable Development Report 2019’.

Fra Global Sustainable Development Report 2019:
“The positive benefits of electric vehicles for reducing greenhouse gas emissions and human exposure to pollutants may greatly vary depending on the type of electric vehicle, the source of energy generation, driving conditions, charging patterns and availability of charging infrastructure, government policies and the local climate in the region of use.

Indeed, promotion of public transportation and slow mobility (e.g. walking and biking) remain key strategies for decarbonizing the transport and energy sectors.”

Global Sustainable Development Report 2019:
The Future is Now – Science for Achieving Sustainable Development, (United Nations, New York, 2019).
Link: https://reliefweb.int/sites/reliefweb.int/files/resources/24797GSDR_repo...

Anna Sørensen

Der står at Tor Nørretranders har opfundet et ord: Samfundsglæde.
Jeg har opfundet begrebet: grøn livskunst... ;o)
(Tror jeg nok...;o)

olivier goulin

Tor Nørretranders repræsenterer en generation (68), som grundlæggende ikke forstår/accepterer den nye apokalyptiske realitet. De lever stadig i en modernistisk fremskridtstro

Fred være med det.

/O

Holger Skjerning

Kære Tor Nørretranders!
Meget smukke og tankevækkende ord, som dog for de fleste er en fjern drøm, - for langt væk fra den dagligdag, som vi kender.
Når jeg ser eller hører dig, så dukker der et helt andet billede op.
Jeg mindes dig, TN, som en af dem, der spolerede Danmarks mulighed for at få billig og miljøvenlig energi. Dengang i 1975-85.
Du medvirkede i masser af radioudsendelser, hvor du - sammen med Erhard Jacobsens "røde lejesvende" fortalte, hvor vildt farligt det var at bygge disse miljøvenlige kraftværker i Danmark. -Jeg har ca. 30 lydbånd med dig og de andre, der var enige med dig. Stort set hver uge i Orientering.
HVIS vi havde bygget (som i energiplanen fra 1976) to af disse kraftværker på hver side af Storebælt, så kunne de have leveret CO2-fri el til lys, varme og togdrift i årtier, så vi ikke (som nu) hver dag skal høre nye, endeløse historier om, hvor vigtigt det er at nedbringe vores CO2-udslip. De kunne (vha varmepumper) have erstattet udtjent fjernvarme og sparet 70-80 % af vores CO2-udslip i dagens Danmark. - Og hvis vi ville nå 100%, så kunne vi have bygget et mere i øst og vest.
Da jeg var dreng, havde vi et hæfte (smuk illustreret børnebog), som hed "Besøg på kraftværket". Der så børnene kraftværkets indretning, så reaktoren, turbinerne og generatoren, der leverede strøm ud til højspændingsledningerne og ud til Danmarks glade børn og deres forældre. Alle smilede til hinanden og var præcis lige så glade som dig på Samsø.
Se det var tider! - Men nu må jeg nøjes med at fantasere mig til denne glade og sorgløse tilværelse.
Hvordan har du (TN) det med at tænke tilbage på dette?

Med hilsen ... Holger Skjerning

Søren Kristensen

Apropos månelanding. Det første vi (menneskeheden) dumpede på Månen var Ørnens affaldspose - altså en pose lort. Den står der endnu.

Jeppe Lindholm

Månelandingen består i dag ikke længere som en teknisk bedrift, men starten på en teknisk katastrofe. Alt hvad den den såkaldte moderne tilværelse bygger på er afbrænding af olie. Tænk hvor primitiv det egentlig er.