De tror på rumvæsner

Mennesker, der tror på ufoer og besøgende rumvæsner, skal ikke bare afvises som tosser. For hvad nu, hvis det bare er mennesker, der prøver at få deres verden til at give mening?

De tror på rumvæsner

Mennesker, der tror på ufoer og besøgende rumvæsner, må ikke afvises som tosser. For hvad nu, hvis det bare er mennesker, der prøver at få deres verden til at give mening?
Tekst: Barbara Hilton
Fotos: Sarah Brincher Galbiati, Peter Helles Eriksen og Tobias Selnæs Markussen
Summer Bacon vågnede en morgen ved, at der sad et rumvæsen på ryggen af hende. Det var i gang med at undersøge hendes nakke. Hun kastede rumvæsenet af sig og satte sig op i sengen, hvorefter hun så et andet, der stod ved siden af sengen.

Den oplevelse fik hende til at kontakte en paranormal researcher. I dag er de gift.

»Hun fortalte os, at de aldrig var kommet igennem sådanne oplevelser, hvis de ikke havde kendt en, som forstod,« fortæller fotograf Peter Helles Eriksen.

Han er en af tre danske fotografer bag projektet Phenomena, en bog og en udstilling, der sætter fokus på de mennesker, der lever med en dyb tro på, at der er andet liv i universet, og at det kigger forbi. Sammen med de to andre fotografer Sara Brincher Galbiati og Tobias Selnæs Markussen, satte han sig for at komme ind bag forestillingen om den tossede ufoentutiast med sølvpapirshatten for fordomsfrit at møde de ’troende’.
»Vi lever i et samfund, der kredser om individualisme. Diskussionen om, at der er noget, der er større end os selv, og at der måske er flere former for liv i universet, er med til at starte en genfortolkning af, hvad det vil sige at være menneske, og hvad vores rolle i verden skal være,« siger Markussen.

Phenomena, der består af portrætter af de troende, deres landskaber og de genstande, som har været i berøring med det ukendte, er ikke en bibel for ufofanatikere eller en bog, der har til formål at dokumentere en sandhed.

Missionen har været at indsamle informationer om et stigmatiseret miljø og derefter lade læseren danne sit eget indtryk.

Lysten til at illustrere mødet mellem det videnskabelige, det mytiske og det næsten religiøse begyndte at udfolde sig, da de fandt ud af, at det belgiske militær i 1980'erne havde offentliggjort, at de havde observeret udefinerbare flyvende objekter i deres luftrum.

Og interessen for projektet blev kun forstærket, da Hillary Clinton i januar sagde, at hun vil åbne arkiverne over paranomal aktivitet i USA, hvis hun bliver præsident.

Bogen har været flere år undervejs, og de tre fotografer er overrumplede over modtagelsen. Projektet har været i CNN og WIRED-magazine, og de skal udstille på International Center of Photograpy i New York.
Area 51
At danne sig et overblik over noget så forgrenet som troen på ufoer og rumvæsener var svært, men de tre fotografer endte med at flyve til Las Vegas for at tage ’pilgrimsrejsen’ – turen fra Roswell i New Mexico til Area 51 i Nevada.
Ifølge myten styrtede en ufo i 1947 ned i Roswell. Dagen efter at ufostyrtet blev offentliggjort, blev udtalelsen trukket tilbage og erstattet af historien om, at det var en vejrballon og ikke et rumskib, der var styrtet ned i den lille by. Efterladenskaberne fra nedstyrtningen – et par døde rumvæsner og diverse rester fra rumskibet – blev efter sigende transporteret fra Roswell til Area 51 i Nevada.

På deres rejse snakkede de blandt andet med en tidligere militærmand, der undersøger militærinformation om liv i rummet; ejerne af den lokale diner i Rachel, der ikke selv troede på rumvæsener, men nød godt af at holde historien i live; den Emmy-vindende radiovært George Knapp fra programmet Coast to Coast, der har lavet adskillige programmer om paranormal aktivitet, og en kvinde, der leder en terapigruppe for folk, der er blevet kidnappet af eller har fået børn med rumvæsner.

Det var den mangfoldighed, der blev deres fokus.

»Der er så mange forskellige mennesker, som tror på det her. Det er bestemt ikke kun folk fra arbejderklassen eller trailerparks – selvom det ellers er den gængse opfattelse. Mange af de mennesker, vi mødte, var veluddannede og veletablerede i samfundet,« siger Eriksen.
Fra venstre: Ved hjælp af et krystalpendum og en Galactic Planet of Origin Chart leder Lyle Michael efter svar på, hvorfor han er blevet opsøgt af udefrakommende. Til højre: Et af husene i Rachel, der ligger 160 km fra Las Vegas og er den by, der ligger tættest på Area 51.
Ved hjælp af et krystalpendum og en Galactic Planet of Origin Chart leder Lyle Michael efter svar på, hvorfor han er blevet opsøgt af udefrakommende.
Latterliggørelse
Overalt i verden – også i USA – hersker der en skepsis over for folk, der siger, at de har oplevet noget paranormalt, eller som har valgt at dedikere deres liv til den slags forskning. Og det er de selv godt klar over.

»De oplever klart en skepsis, hvis ikke latterliggørelse, fra resten af verden. Hvis de selv kunne vælge, havde de måske valgt en hel anden karriere eller liv, men det her er noget, som er kommet til dem,« forklarer Markussen.

»Der er noget meget fint over de her mennesker. Det er en bestemt type, der bliver opsøgt af de ’udefrakommende’. De er modtagelige over for deres energier.«
Og så bor de i USA. I Europa ville man virkelig møde latterliggørelse hvis man tilkendegav, at man havde lavet sin egen trosretning, der er en kombination af Independence Day, Stephen Hawking og Jehovas Vidner, mener Eriksen:

»I Europa er der som regel en organisation eller institution bag tro. I USA er det trods alt anderledes. Der er længere line, og man kan i højere grad få lov at dyrke en alternativ tro uforstyrret.«

Selv om det til tider var svært ikke at trække på smilebåndet, mødte de deres informanter med et åbent sind og spørgsmålet om, hvad der får de her mennesker til at tro på ufoer.

»Hvis man ikke bare pr. automatik ser disse mennesker som tosser og i stedet går i dialog, kan vi få en mere tolerant forståelse af, hvad mennesker tror på, og hvem de er i kraft af det,« siger Markussen.

Og det mener de begge er vigtigt i en verden, der er præget af så mange skyttegravskrige – religiøse såvel som politiske.

»Hvad end man er videnskabsmand, leder af en terapigruppe eller går ude i ørkenen med en metaldetektor, giver det livet perspektiv at tro, at der findes noget større end os selv,« siger Eriksen, og Markussen tilføjer: »Om det så er en erstatning for religion, eller om det bunder i en mistillid til samfundet, vil vi lade være op til folk selv at afgøre.«
Sara Galbiati, Peter Helles Eriksen, Tobias Selnæs Markussen: Phenomena
176 sider, 150 fotografier, 21,5 x 28cm
André Frère Éditions 2016
€42.50
Dagbladet Information 23. september 2016

Tekst:
Barbara Hilton Foto: Sarah Brincher Galbiati, Peter Helles Eriksen og Tobias Selnæs Markussen Redaktør: Anna von Sperling Digital produktion: Jens Christoffersen
En måneds gratis Information digital + papiravisen fredag og lørdag

"Mange af de mennesker, vi mødte, var veluddannede og veletablerede i samfundet,« siger Eriksen."
og
"»Hvis man ikke bare pr. automatik ser disse mennesker som tosser og i stedet går i dialog, kan vi få en mere tolerant forståelse af, hvad mennesker tror på, og hvem de er i kraft af det,« siger Markussen."
Dette er ikke kun forbeholdt disse individer, men kan fx også siges om præster i Den danske folkekirke. Min sidste oplevelse desangående, var præsten Poul Joachim Stenders udsagn i Politiken d. 18. sept.: »Danskerne deserterer fra vores fælles kamp mod åndløsheden«

Det er faktisk bevist at der findes rumvæsner. Jeg f.eks. er beboer på planeten Jorden i en galakse som vi selv kalder mælkevejen og som befinder sig et givent sted i rummet. Ergo er jeg selv en rumvæsen fuldstændig ligesom alle I andre og alle andre væsner her på jorden.

Morten Pedersen, Frank Hansen, Flemming Berger, Jacob Jensen, Charlotte Svensgaard, Randi Christiansen, Leif Høybye, Søren Johannesen, Poul Sørensen, Søren Kristensen og Allan Stampe Kristiansen anbefalede denne kommentar

Nogen der har hørt om "flat earth"? :)
Der er et voksende antal der tror på at jorden er flad og stjernerne sider på en kuppel. Noget med at det kniber med beviser på at jorden er rund.
Der er også nogen der tror på, at der har levet giganter på jorden. Trods fund af skeletter er der stadig fokus på at der ikke fandtes giganter.

Meget af vores "viden" er faktisk tro. Tro på, at det vi er blevet fortalt passer. Hvor mange her har testet at jorden er rund f.eks.?

Så når det kommer til stykket så er dem der tror på rumvæsner nok ikke mere eller mindre kloge end dem der tror hvad andre fortæller er rigtigt.

Yngve Stensaker
Klaus Lundahl Engelholt og Ib Christensen anbefalede denne kommentar
Søren Johannesen

En af verdens ældste og største organisationer for astronomi og observatorier hører hjemme i Vaticanet og går bl.a. under navnet Vatican Observatory Group. Deres første teleskop blev etableret i Rom i 1580. Vatikanet har observatorier flere steder i verden bl.a. et i staten Arizona i USA. Observatoriet har et af verdens største teleskoper og har fået navnet "the Lucifer Observatory", et lidt overraskende navn vil de fleste sikkert mene.

Kina er i disse år ved at færdiggøre verdens største radio teleskop i håbet om, at kunne modtage signaler fra det ydre rum! EU driver ESA som er en rumforskningsstation med bla. observatorie i Chile.

Der er med andre ord rigtig mange "etablerede" statslige og religiøse organisationer som finder det interessant at kigge og lytte efter liv ude i rummet!

Men lakmus prøven vedrørende dette (og mange andre) emne er i virkeligheden hvorvidt der er beviser for bevidst manipulation og vildledning vedrørende "liv i rummet". Den verdensomspændende og altomfattende Latterliggørelse, når det kommer til dette emne er det bedste bevis på, at der er noget om snakken. Og som Ib Jensen så præcist påpeger er vi jo alle rumvæsener.

NASA (humoristisk betydning: Never A Straight Answer) har tænkt sig mandag 26/9 at offentliggøre banebrydende nye oplysninger vedr. Jupiters måne Europa. Nogle gætter på at man har fundet bevis for et hav af saltvand under planetens frosne overflade .... men vi får se hvilken historie de præsenterer.

En ting som springer i øjnene vedr. dette emne, er dog den massive og ensidige præsentation af væsener fra andre planeter som værende onde og farlige. Siden 1947 har budskabet, drevet vi Hollywood film, været klart og tydeligt: liv udenfor vores egen planet er farlig og bør frygtes, og hvis de nogen siden kommer på besøg, er det for at erobre eller tilintetgøre os! Alt som den kollektive menneskelige bevidsthed rummer af info om "rumvæsener" stammer fra Hollywood. Og de fleste kan vel blive enige om, at Hollywood ikke bedriver Oplysning, men i stedet ekslelerer i social programmering og manipulation. Nogle ønsker altså at vi skal være dødsens angste for alt liv udenfor Jorden, hvilket samtidig er en uhyre effektiv måde til også at holde ro og orden i rækkerne.

Flemming S. Andersen, Jacob Jensen, Ib Christensen, Niels Duus Nielsen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Extra terrestrials - hvorfor skulle der ikke være andre rumrejsende end os? De er her nok allerede - under cover. Måske er det deres skyld, at verden er af lave ....

Randi Christiansen

men da det ser ud som om, at vi befinder os i uendelighed, som vi tilmed ikke forstår, er alt jo i princippet muligt - også at det skyldes gode extra terrestrials, at vi er her .... og synes at være midt i et humant evolutionært kvantespring til det nye menneske. Vi er ikke færdige.

Tror du på intelligent liv i rummet? Ja, for der er sgu intet her!
Hvad er forskellen på ærlige politikere og UFO'er? Jeg har set UFO'er!
Hvad nu hvis der findes civilisationer som har teknikken til at springe i tid og rum? Så er vi muretuen civilisationen studerer!

Allan Stampe Kristiansen, Søren Johannesen, Jens Kofoed, Jacob Jensen, Ib Christensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Charlotte Svensgaard

Den tro er i min optik en hel del mere rationel end de som tror på at der findes en himmelnisse hvis eneste mål i livet er at den sidder og holder regnskab med hvad du spiser og hvordan du forretter din nødtørft, klæder dig på og hvem du boller med. Se det er dælme skørt

Flemming S. Andersen, Søren Johannesen, Ole Steensen og Christian Nymark anbefalede denne kommentar

Nisserne flytter som bekendt med.

ulrik mortensen

Hvis rumvæsner eksisterer, så er spørgsmålet om vi skal tage kontakt med dem. De kunne jo være fjentlige ;-) https://www.youtube.com/watch?v=9WoM2bHfr48

Søren Johannesen,
det meste af det du bringer til spalten g.d. 20:12 er det rene vås - især, at et 1.8m spejlteleskop er ét af verdens største - det værste er dog, at der gudhjælpemig er nogen, der har anbefalet dit uhjælpelige skriv - hvad med at forlade den postfaktuelle fantasiverden med rummænd og damer? - og sæt dig bedre ind i sagerne ...

Niels Duus Nielsen

Lad os få noget faktuel kritik af Søren Johannesens indlæg, Jan Weis, du kan da ikke bare skrive at det er vås uden at forklare hvorfor. Eller det kan du godt, det har du jo lige gjort, men kan du ikke oplyse os andre om, hvad det er, du har sat dig ind i, som vi andre idioter ikke ved?

Så vidt jeg er orienteret er der så mange planeter i universet, at sandsynligheden for, at der er andre end vores, der er beboet, er større end nul. Så hvis vi anvender de store tals lov, kan vi jo nærmest tage rummænd og -damer for givet.

Flemming S. Andersen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

1.8 meter teleskop? Tvivler på, at det overhovedet er i top 100 inden for "store" teleskoper. Se f.eks. denne glade amatør, som har bygget et 70" (1.75m)..

http://www.dailymail.co.uk/news/article-2487485/Utah-truckdriver-builds-...

Niels Nielsen - det må lige være noget for en idéhistoriker - bevæbnet med en gurglemaskine kan du bare begynde fra en ende af - som Tue gør opmærksom på, er der mindst én faktuel fejl - find selv flere uden at kværulere, tak ... ;-)

ulrik mortensen

Seriøst - et estimat for sandsynligheden for liv i mælkevejen har været baseret på Drakes ligning (1961). Den italienske astronom Claudio Maccone har givet en mere kompliceret udgave af denne ligning og fundet, at der er 4571 civilisationer i Mælkevejen! wow ...
http://www.astronomibladet.dk/astronomi/exiobiologi-seti/endeligt-svar-p...

Useriøst - har lige købt en Lenovo PC med Windows 7 - dejlig fri for alt dette glitterfis med musik, film og anden dårlig smag i overflødig grafik - dog dette interessante for Dagbladets læsere - Aliens på Månen, hvad si'r I så -
http://start.lenovo.com/tv/3/player/vendor/GeoBeats/player/fiveminute/as...

@Ib Jensen

En ret udbredt tese blandt astrobiologer (jep, den gren af videnskaben tages helt seriøst i dag) er, at livet meget vel kan være opstået på Mars før der var liv på Jorden. Dengang havde Mars meget gunstigere betingelser for liv, og vi ved at meteornedslag på Mars kan slynge materiale ud af Mars' tyngdefelt. Materialet kan så senere skvatte ned her på stenkuglen. Det har vi talrige eksempler på.

En sådan meteorit (Allan Hills 84001) fundet på Sydpolen viste ved elektronmikroskopi rester at noget som kunne ligne encellede organismer. Vi ved også at bakteriesporer kan overleve i millioner af år, og at nogle af de bakterier Apollo missionerne havde med "i baggagen" overlevede længe på månen. Holder tesen, kan der stadig være liv på Mars (i så fald formenylig under overfladen). Endnu mere vildt vil det være at alle vi jordboere i så fald mere er efterkommere af (encellede) Marsboere.

@Jan Weis

Tillykke med computeren. Husk at rense den for præinstalleret spyware. Et 1,8 meter spejlteleskop er ikke sådan et man snubler over hver dag. F.eks. var det teleskop Hubble brugte på Mount Wilson dengang Verdens største, og det havde et 2,5 meter spejl. Spejlet på Hubble Rumteleskopet er 2,4 meter. Pavens stjernekikkert er helt sikkert ikke verdens største, men man skal ikke kimse af et 2 meter spejl. Slet ikke idag med digitale kameraer og aktiv optik.

Mere generelt:

Er der liv andre steder i Universet? Ja, det er der overvældende sandsynlighed for. Hvorfor lander der så ikke flyvende tallerkener på Rådhuspladsen hele tiden? Fordi Universet er ufatteligt stort. Bogstavelig talt. Det man kan kalde vores nærmeste "hood", i vores del af Mælkevejen, er tusinder af lysår stort, og hvis man tror man har forstået hvor langt et lysår er tager man fejl. Samtidig er der virkelig noget der tyder på at Einstein havde ret, og at man vitterligt ikke kan bevæge sig hurtigere end lysets hastighed.

De sidste år har vi fundet planeter om rundt regnet enhver af de hvide prikker man kan se på nattehimlen. Der er formentlig flere planeter i Mælkevejen, end der er stjerner. Og der er mange stjerner i Mælkevejen. Rundt regnet 250.000.000.000. Bare i det synlige Univers er der formentlig 100-200 millarder galakser, så summa er der rigtigt mange planeter. Rent statistisk er der ekstremt usandsynligt at der ikke er liv på mere end én af dem.

Som amatørastronom har jeg kigget mere på himlen end de fleste mennesker, og jeg har set, og fotograferet, mange ting som først lignede en UFO, men som ved nærmere analyse viste sig at være fly, fugle, fyrværkeri, nødblus, satelitter, ISS, mm. De "mest troværdige" UFO'er jeg har set er de rispapirlanterner folk sender til vejrs, ofte i flokke. De kan se ret underlige ud.

Jeg har set én ting jeg ikke kunne forklare. Tre stjerner i en ligebenet trekant som fløj hurtigere over himlen end satelitter og fly, og som pludselig roterede om trekantens center, og derpå forsvandt. UFO? Ja uidentificeret. Flyvende tallerken og grey aliens med rumpistoler eller analprober? Næppe.

Og det er godt. En civilisation som havde teknologi til at nå Jorden, ville formentlig nedkæmpe os ligesom indianerne blev slagtet i Sydamerika. Meget tyder på at evolutionen kører efter nogle ret faste retninglinier. Blæksprutter er f.eks. noget af det tætteste vi kommer på "aliens" her på kloden, og deres øjne ligner menneskers, selvom vores fælles forfader var en blind snegl. Verdenshistorien har gentagne gange vist, at når to civilisationer mødes kommer de op og slås, og den som har de bedste våben vinder.

Selv Hawkings har for nylig været ude og advare imod at svare på opkald fra en anden planet den dag vi får sådan et. Så er det jo godt at vi alle har lært ikke at besvare opkald fra numre vi ikke kender ;)

Morten Pedersen, Flemming S. Andersen, Randi Christiansen, Søren Johannesen, Flemming Berger, Ole Steensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Torben Pedersen

Jeg tror nok jeg tror på julemanden. Jeg tror han snart kommer.
Jeg tror han ligner gud en lille smule, med hvidt skæg og alt det der.

John Lennon påstod at han havde set en UFO i New York, der var også andre der havde set den.

https://www.youtube.com/watch?v=6_3YzyqGb5o

Jeg var engang til en havefest, det var tidligt på på aftenen, så der var ingen der var specielt påvirkede, men der var nogen af de tilstedeværende, der samstemmende påstod, at de havde set en slags uidentificeret flyvende objekt, der så lynhurtigt forsvandt bag et hus. Jeg stod selvfølgelig med ryggen til, så jeg kan ikke bekræfte det, men hvem ved.

De fleste, der hårdnakket hævder, at Jorden er flad, gør det vel nok for at få foræret en gratis Jordomrejse.... ;-)

Hvad der i øvrigt kan undre mig, er, at alle rumvæsener fra andre steder end Jorden tilsyneladende kun interesserer sig for at lande i USA. Meget mystisk.... (eller rettere: sigende...)

Det er ganske let at konstatere at Jorden er rund. Månen formørkes, når den træder ind i Jordens skygge, og man kan, når dette fænomen optræder, med det blotte øje se at Jordens skygge på Månen er et udsnit af en cirkel. Prøv selv at kigge efter næste gang der er Måneformørkelse.

En rund flad skive vinkelret på sigtelinien til Månen vil kunne medføre samme resultat ... ;-)

Grethe Preisler

Strengt taget er 'vi mennesker' vel selv en slags rumvæsener på denne planet i denne galakse i det univers, vi fabler om at kortlægge og kolonisere til eget brug efter eget forgodtbefindende v.h.a. vores rumraketter.

Så ja - selvfølgelig findes der rumvæsener *-*

Jan Weiss,

I modellerne for en flad Jord er Jorden ikke vinkelret på sigtelinien til Månen. I så fald skulle Månen altid stå i Zenith, og det gør den jo ikke. Jordens Skygge på Månen ville derfor være en ellipse, såfremt Jorden var flad.

Frank Hansen,
derfor er dit argument 11:39 heller ikke tilstrækkeligt til din konklusion ...

Jan Weiss,

Ikke forstået. Mit argument udelukker at Jorden er flad og er konsistent med at den er kugleformet. Det er kun meningsfuldt at have denne diskussion i en kontekst af de forskellige kendte modeller for en flad Jord, og ingen af dem fører til en jordskygge i form af et cirkeludsnit. Dette udelukker at Jorden er flad, og det var det diskussionen drejede sig om.

Jeg har i øvrigt i 1985 sammen med Mogens Nørgaard Olesen udgivet en bog, som kommer ind på denne diskussion. Vi gennemgår de forskellige kosmologiske teorier udviklet i Oldtiden og frem til Renaissancen. Den kan stadig lånes på biblioteket. Titlen er Halleys komet og vort verdensbillede.

Frank Hansen,
hvis Jorden var flad: man tager hertil en pandekage (rund!) og holder den op vinkelret på sigtelinien og belyser installationen bagfra (meget kraftig lyskilde, Solen ville være det bedste!) - så vil skyggen på måneoverfladen vel udvise samme runde form som den du så rigtigt nævner i tilfældet Jorden - som bare er en kugle - simpelt argument fra en nøjeregnende hobbyastronom i henved tres år ...

Så du kan ikke udelukkende, ved at se på skyggens form slutte, at Jorden er en kugle, hvilket blev gjort i dit første indlæg 11:39 - dette her er ren logik ...

ulrik mortensen

Hvis man yderligere antog/viste, at jorden roterer og man ikke så retlinede skygger på månen under måneformørkelse, så må den være kugleformet :-)

Måneformørkelse
Set fra et område på Månen med helskygge vil Jorden vise sig som en sort/grå skive - en kugleform vil ikke springe i øjnene - spørg bare et oplyst rumvæsen ... ;-)

Jan Weiss,

I modellerne for en flad Jord bevæger Solen, Månen, planeterne og fixstjernerne sig i sfærer ovenover den flade Jord. Der findes slet ikke noget under Jorden. Om natten er Solen skjult og belyser ikke Månen fra en position bag Jorden. Der burde således slet ikke være nogen Jordskygge, rund eller ej.

Manden i Månen kan næppe se forskel på, om det er en sort/grå pandekage eller en klode, som skubbes ind foran solen - forstår slet ikke, at du har besvær med denne logik: at din krumme skygge på Månen alene ikke er nok til at slutte, at Jorden er en klode ...

Morten Pedersen

Interessante kommentarer. Mit lille bidrag bliver tidshorisonten: Jorden er ca 4,5 mia år gammel. Menneskeheden bliver nok ikke mere end et uendeligt kort bidrag til den tidshorisont, så det skulle være pudsigt om aliens lige ramte rigtigt.

Poul Genefke-Thye

En af verdens ældste og største organisationer for astronomi og observatorier hører hjemme i Vaticanet og går bl.a. under navnet Vatican Observatory Group. Deres første teleskop blev etableret i Rom i 1580
Mindst 20 åt før teleskopet blev opfundet? Guddommeligt mirakel?