En uddøende races sidste håb

Fråden skummer ud af munden på hoppen Abild Grand, da den tumler ind i stalden med Birger efter sig. Dampen står op fra dyrets varme krop, og hesten ryster løbet af sig.

En hingst venter allerede med sulkyen spændt på. Den dirrer af spænding og nervøsitet. Gråt mudder løber ned ad Birger Jørgensens ansigt. Han hopper i sædet bag hingsten og kører ud mod banen for at varme op. Sådan fortsætter det meste af dagen.

Birger Jørgensen er 60 år gammel og har kørt travløb i 38 år. Med 8.000 sejre er han den mest vindende sportsmand i Danmark i samtlige sportsgrene. Han vandt landets største travløb, derbyet, to gange og har både været europamester og verdensmester som travkusk.

Birger ses til næsten hvert løb året rundt på landets otte travbaner. Denne lørdag kører han seks heste i Aarhus, og dagen efter er det ni heste på Skive Travbane. Han træner heste hver eneste dag, men i de fleste løb er han catchdriver. Det betyder, at Birger hovedsageligt kører heste, han ikke ejer eller træner selv. Han får 250 kroner per hest, han kører, og fem procent af gevinsten. Ejerne placerer deres hest i Birgers stald på løbsdagen, gør dyrene klar og stoler på hans evner.

I Birgers stald ved Jydsk Væddeløbsbane bliver en brunrød hoppe trukket ud af sin bås. Birger sætter et par lette kæder fast i hestens hovedtøj, så den står stille i midten af gangen. Han spænder en murphyblænder, som er justerbare skyklapper, på hestens hoved. På den måde får hesten lov at se mere ud af det ene øje end det andet. Ørerne fyldes med klumper af vat, som hænger fast i en snor. Birger trækker i snoren lige inden målstregen. Så flyver vattet ud, og larmen buldrer ind i hestens ører, så den giver de sidste ti procent.

Til sidst spændes en sulky bag hoppen. Det er en lille tohjulet vogn lavet af kulfiber. Sulkyen er ekstremt let og aerodynamisk og gør, at Birger sidder tæt i læ bag hesten.

Hoppen sættes fri, og ejeren tager fat i hovedtøjet og guider den ud af stalden. Birger spænder hjelmen, tager sin sort- og guldfarvede køretrøje på og trasker efter dyret. Han sætter sig let og hjemmevant op på sædet i sulkyen, og med hesten i bevægelse svinger han benene rundt og kører ud mod banen.

Dagen går hurtigt, og efter det sidste løb er staldområdet ved at være tomt. Birger er der endnu. Han fejer i stalden, hvor et par hestepærer ryger ud sammen med halm og flis. Snart ser det nydeligt ud igen. De andre travtrænere kalder ham for Meyer — efter pedellen i 'Huset på Christianshavn'. For når Birger ikke sidder i sulkyen, har han altid en kost i hånden.

Men selvom den succesfulde travkusk har en fyldt kalender, mærker han også krisen.

»Økonomien er begyndt at stramme. Der er færre, der har heste, og der bliver spillet mindre på dem. Nu er vi ved at have nået smertegrænsen. Flere og flere af mine kollegaer stopper eller får arbejde ved siden af og kører kun i fritiden. Efterhånden er der få af os tilbage, og nogle af dem, der er, har det sindssygt hårdt. Jeg er jo aldrig blevet velhavende af det her, men jeg er rig på oplevelser,« siger Birger Jørgensen.

Birger Jørgensen er en del af generationen, der husker travsportens storhedstid. I 70’erne var trav landets næststørste tilskuersport, og danskerne tog på væddeløbsbanen for at spille hver dag. Trav var folkets sport, mens andet hestevæddeløb som galop henvendte sig til det velhavende lag i samfundet.

I 80’erne begyndte travsportens nedtur, og interessen falder fortsat i dag. Hestevæddeløb lever hovedsageligt af, at tilskuere spiller på vinderne, og den svindende interesse betyder mindre betting. Det giver færre præmiepenge, som skal lokke trænere, heste og kuske til løb. Samtidig bliver der født væsentligt færre føl end for få år siden, så trænerne mangler heste. Derfor svinder kvaliteten ind, og antallet af løb skrumper.

Den 1. januar trådte en ny spillelov i kraft, og branchen håber, at den negative spiral endelig vender. Derfor rykkede dansk travsport tættere sammen med en af verdens førende travnationer Sverige. Dansk Hestevæddeløb samarbejder nu om betting med de svenske trav-og galopforbunds bettingfirma, ATG.

Danske Spil har ellers haft monopol på betting på travheste siden år 2000. Monopolet betød, at travbanerne ikke selv bestemte særligt meget over, hvordan reklamen for hestespil lød, og at hestesporten kun modtog en lille andel af de penge, der blev spillet på sporten.

Allerede i år 2000 ønskede hestesporten at samarbejde med det svenske ATG fremfor Danske Spil. Dengang fik travsport i stedet en trøstepræmie på 100 millioner kroner i årlig støtte fra de statslige tipsmidler. Støtten er siden skåret væsentligt og udfases nu helt over de næste ni år.

Birger Jørgensen kører mindst 800 løb om året og føler sig hjemme på alle otte travbaner. Dagen efter løbet i Aarhus går turen til Skive, hvor Birger dagen igennem bevæger sig fra stald til stald, fordi han kører ni heste til start for forskellige ejere.

Inde på banen går det stærkt. De gode heste traver med 50 kilometer i timen, og der er det vigtigt, at Birger har styr på dyret. For hvis hesten bliver overgearet, nervøs eller presset, stopper den måske med at trave og går over i galopløb. Galoperer den i mere end 100 meter, bliver hesten diskvalificeret.

Der er 150.000 kroner til vinderen i dagens vigtigste løb. Birger deltager med den tre-årige hoppe CD. I dag er CD absolut favorit. Den har ikke sat en hov forkert hele sæsonen.

45 sekunder til start, lyder det fra en monoton stemme i højtalerne.

Safri Duo begynder at tromme i højtalerne langs banen, mens publikum bevæger sig ud i kulden. Kommentatoren afbryder musikken.

15 sekunder til start.

Travhestene stimler sammen på en linje bag en startbil med vinger, der dækker banens bredde. Hestene skal trave 2.060 meter, og de virrer utålmodigt med hovedet, mens kommentatoren tæller ned.

»Starten er gået til syvende løb! Det er Commit Boom Bay i midten af banen, der åbner bedst, og den skyder frem til føring forfulgt midt i banen af Champ Olympic. Inde i ryggen sidder CD, men det er Commit Boom Bay, der ligger i spidsen. Galop fra favoritten CD i første sving! CD nede som sidste hest og kan være væk. Det er Commit Boom Bay i spids, og nu bliver CD diskvalificeret for galop«, lyder det fra kommentatoren.

»Satans!« udbryder en ældre mand blandt publikum, hvorefter han krøller en kupon sammen og smider den i skraldespanden på vej ind. Flere følger hans eksempel. Commit Boom Bay tager sikkert sejren.

Hoppen CD galoperede i frustration, mens Birger trak hårdt i tøjlerne for at få hesten bremset. Ingen storsejr til Birger denne weekend.

Han fortsætter ufortrødent til løb weekenden efter, men indtil da skal han træne utallige heste.

»Heste er bedst til rutiner, og det er jeg måske også. Det er alle ugens syv dage, og jeg har heste på min ejendom i Tranbjerg for at holde mig skarp. Da jeg startede i 1980, var det rigtig sjovt. Der var fuld skrald på, og der var ikke en boks på Jydsk Væddeløbsbane uden en hest. Der var leben, der var gang i den«, siger Birger med et grin.

I dag er der tomt i de fleste hestebokse ved banen, og flere kollegaer slipper tøjlerne.

»Mange af mine kollegaer havde fortjent en bedre skæbne. Nogle gør en kæmpe indsats, og de får ikke andet end lort kastet tilbage i hovedet. Det er ikke blevet nemmere, og det er heller ikke blevet sjovere. Vi er langt under halveret af, hvad vi var engang,« siger Birger Jørgensen.

Hestesportens rødder stikker dybt. For 3.500 år siden nedfældede en travtræner den første håndbog for travheste på lertavler. 2.800 år tilbage i tiden skrev Homer historiens første travreportage i Iliaden.

I Danmark stod kongens vilje bag, at organiserede travløb indtog landet. I 1831 stimlede mennesker fra alle egne sammen i Viborg for at se det første travløb, som Frederik den Sjette sponsorerede.

Efter Første Verdenskrig var dansk travsport på toppen af Europa, og i 1930’erne, da S-toget kom til København, kørte DSB med travtog for at fragte tilskuere til Charlottenlund Travbane.

’Lunden’ er stadig dansk travsports hovedpulsåre. Den åbnede i 1891 og er den ældste eksisterende travbane i Skandinavien. Travsportens udøvere var allerede professionelle i de første år. Til sammenligning blev fodboldspillere i den bedste danske række først professionelle i 1978.

Travsporten oplevede sin seneste guldalder med hesten Tarok som den dominerende skikkelse. I løbet af syv år blev hesten allemandseje, og sammen med kusken Jørn Laursen travede de ind i de danske stuer.

På Billunds travbane kan tilskuerne i dag spise på Restaurant Tarok, og ved travbanen i Skive står der ’Taroks hjemmebane’. Hesten døde for 37 år siden af en tarmsygdom — som nu kaldes Tarok-syge. I en ekstraordinær TV-Avis samme aften startede udsendelsen med ordene »Dannebrog på fire ben er død.«

Frem til 1980’erne fremstod trav som nationalsport. Væddeløbsbanerne med de tilstødende stalde fungerede som små landsbyer med ugentlige højdepunkter i form af væddeløb. Her jagtede tilskuerne det bedste staldtip, inden starten gik.

Klokken er 04:20.

Travtræner Henrik Lund står ud af sin seng, tager overalls og kasket på og smutter ud i mørket.

Seks travheste venter på ham i stalden — for kort tid siden var der 12. De store dyr kender morgenrutinen. Henrik hælder foder ind til hver hest, inden han selv går tilbage i stuehuset til en skål havregryn og kaffe. Fra køkkenet er der udsigt til den østjyske motorvej. Morgentrafikken er ikke begyndt.

Der er lavt til loftet i den gamle staldbygning, som engang tilhørte Henriks forældre. Efter morgenmaden trækker Henrik hestene ud på marken én ad gangen. Et kvarters tid senere står de seks heste trygt i folden med dækken på ryggen for at holde varmen. Klokken er 05:30, og Henrik kører på arbejde i nabobyen. Han arbejder som altmuligmand på en maskinstation og er hjemme igen 14:30. Sådan har det kørt de seneste to år.

Da han kommer hjem, går han direkte mod folden og henter hestene ind igen. Så trasker Henrik ud i maskinhuset og fylder foder op til kanten i en trillebør og sætter kursen mod stalden. Det stikker i musklerne i ryggen, men karrieren som selvstændig travtræner er også slut nu.

»Det kom snigende. Jeg har døjet med en skulder og en hofte, og jeg er i gang 16 til 18 timer i døgnet. Man kan jo regne ud, at det ikke holder. Jeg bliver træt, min krop siger stop, og der er vi nået til nu,« siger 51-årige Henrik Lund.

Hoppen Chardonnay træner først i dag. Under et løb sparkede en anden hest til den. Benet brækkede, og hoppen har siden været i genoptræning.

Nu er Chardonnay klar igen, og Henrik gelejder hoppen hen i maskinhuset. Her venter et løbebånd specielt til heste. Chardonnay går derop og afventer. Henrik trykker på et par knapper, og båndet starter. Turen tager 24 minutter.

Imens sætter Henrik sig op på sin gamle røde traktor, bakker ud af laden og kører to omgange med riven på en smal sandbane, der strækker sig 800 meter rundt om hestenes folde.

Kæresten Helle kommer hjem, og da Henrik vender tilbage, gør de sammen en hest klar til en tur. De spænder en tung træningsvogn på, hvorefter Helle triller afsted.

Klokken 22 bliver hestene fodret sidste gang. Sengen kalder på Henrik.

»Jeg sover bedst om natten, hvis jeg ved, at fremtiden ser sikker ud, og det gør den ikke længere i trav. Jeg hører om store træningsstalde med succes i løbene, men alligevel kører de økonomisk dårligt. Selvom jeg har haft en stabil forretning og nogle gode resultater tidligere, kan jeg ikke blive ved med at holde til det«, siger Henrik.

Han stoppede som travtræner i december sidste år. Seks heste flyttede til andre trænere, mens et par stykker blev tilbage for hyggens skyld. Chardonnay på løbebåndet blev overtaget af kollegaen Birger Jørgensen.

Det kostede omtrent 5.000 kroner om måneden at få en hest trænet hos Henrik, og oveni kom regninger til transport og dyrlæge. Hvis en hest vinder et løb, får træneren fem procent af gevinsten, mens kusken også får fem procent, og resten går til hesteejeren. De fleste løb giver i dag en præmiesum i nærheden af 10.000 kroner, mens et fåtal giver flere hundrede tusinde.

Bliver hesten skadet eller slutter bagerst i feltet, er der ingen penge at deles om. Men for Henrik var det aldrig finanserne, der betød det store.

»Heste gør noget for mennesket. Travsport er for under- og middelklassen, mens meget hestesport som galop og dressur er for de mere velhavende. Man skal huske at tænke på, at trav ikke handler om penge. Det er velvære. Det er ren og skær interesse, der driver miljøet sammen med kærligheden til en hest,« siger Henrik Lund.

Travets krise begyndte for alvor i 1989, da kasinoer og lottospil kom til Danmark. De nye spillemuligheder forværrede hestesportens økonomi, og spillerne søgte andre steder hen.

I 1989 fødtes 1401 travføl. I 2017 faldt det til omkring 350 fødte føl. Faldet på 75 procent er særligt problematisk, for tallet for fødte føl er kongetallet i travsport. Det forklarer hestesportsjournalist Lars Donatzky, der har været hestesportsskribent for Politiken i snart 50 år, og som nu især beskæftiger sig med sportens historie.

»For 25 år siden havde storhesteejerne 20–30 heste. Nu er det meget almindeligt, at der er 20–30 ejere om en hest,« siger Lars Donatzky.

Færre føl giver samtidig færre heste til start, og det betyder færre løb. I perioden fra 2000 til 2016 faldt antallet af heste til start i danske løb fra 3.485 til 2.402. Samtidig arrangerer banerne i dag under halvt så mange løbsdage som i 1989.

At der er færre heste at spille på, rammer også banernes muligheder for at tjene på livsnerven — betting på heste. Præmiesummerne, som hestene kører om, raslede fra 2000 til 2016 ned med 35 procent på de danske baner, hvis man tager højde for inflation.

Den nedadgående spiral findes alle vegne i travbranchen. Selv de store travnationer som USA, Sverige og Italien lider under faldende fødselstal. Nu satser dansk travsport på, at samarbejdet med ATG pumper nyt liv i de danske stalde.

»De ændringer, der sker, får meget større betydning end ved historiens tidligere kriser. De andre kriser har været langsomme kriser, hvor der har været opgange indimellem,« siger Lars Donatzky.

Den ovale grusbane i Odense har en længde på cirka en kilometer. Et dommertårn rejser sig ved mållinjen, og langs indersiden af banen står sponsortavler for lokale virksomheder. Ved siden af viser elektroniske tavler med store tal, hvilket løb der skal køres, og hvor mange penge hestene giver igen.

En stor bygning ligger med udsigt over banen. Stueetagen har to aflange rum, hvor spillere og gæster sidder. I den ene ende er der grillbar med pølsemix og flaskeøl, mens man nyder medbragt mad og drikke i den anden ende. Termokander, dåseøl og dagmartærte ser ud til at være normen. Billedrørsfjernsyn hænger og flimrer fra loftet, og små orange plastspande står på hvert bord til at smide brugte kuponer i. Midt i bygningen fører en trappe op til en restaurant. Her er hvid dug på bordene og mulighed for buffet, vin og øl på fad.

På begge etager spiller man hos en totalisator, som er personen, der tager imod indsatser i kontanter. Der spilles på et eller flere løb ad gangen, og spillene har navne som tvilling, vinder, plads, trio og V5. Reglerne er avancerede, så nybegyndere starter ofte med at smide håndører efter en favorithest.

Nede ved staldene ligger et lille cafeteria, hvor der også vises trav fra Sverige og England. Her kommer alt fra staldknægte til pensionerede travkuske. I cafeteriet kan man lugte hestemøget fra de slidte stalde og følge med i den konstante trafik af de firbenede dyr.

De fleste danske travbaner ligner hinanden. De er ens med få undtagelser, og de fleste er medtagede af mange års brug. Oplevelsen på væddeløbsbanen forbliver i sin egen tidslomme.

Hver bane har små flokke af gråhårede mænd i spillehallen. Mændene dukkede op for en menneskealder siden, og det er kun sygdom, der forhindrer dem i at følge med i løbene.

På Fyens Væddeløbsbane i Odense holder Karl Børge Jørgensen til. Han er 89 år gammel og har besøgt banen siden åbningsdagen i 1935. Siden har han været med til næsten alle løb. Hans far og bror kørte travløb, så moderen slæbte 7-årige Karl Børge med, fordi han ikke måtte være alene hjemme. I de sidste 82 år har han været synonym med Fyens Væddeløbsbane.

»Jeg er jo bidt af en travhest,« siger Karl Børge og griner:

»Mange bliver derhjemme og spiller på trav eller går i kiosken for at gøre det. Men jeg kan godt lide at sidde her.«

Stambordet er reserveret til Karl Børge og fire gråhårede venner. De har alle ejet heste på et eller andet tidspunkt, men kommer nu mest for hyggens og spillets skyld. I højtaleranlægget annoncerer en kvindestemme, at næste løb er på trapperne. Karl Børge vikler sit halstørklæde om halsen, knapper jakken og går ud i kulden. Det samme gør de fleste andre gæster i den nederste del af hovedbygningen, mens dem i restauranten ser med fra vinduerne ovenpå. Efter løbet småsnakker Karl Børge med vennerne om resultatet, inden han går ind og noterer de tre bedst placerede. Det er sjældent, han får pengene hjem igen, når han spiller på trav.

Karl Børge tilhører en uddøende race på væddeløbsbanerne. Nede i stalden kalder man hans type for rækværkskuske. For de ældre herrer mener at vide mere om heste, end de professionelle gør.

Yngstemanden blandt danske travtrænere, Marc Bæk Nielsen, smutter imellem to hegnsledninger på sin gård i Gandrup. Den 24-årige trasker mod enden af folden, hvor hestene stimler sammen og på skift undersøger, om en iPhone også reagerer på hestemuler.

»Det er nogle fantastiske individer,« siger Marc Bæk Nielsen.

Marc hopper ud af folden og fremviser gårdens tunge sandbaner. For at anlægge træningsbanerne har Marc købt sand for 200.000 kroner.

»Der var ingenting, da vi flyttede herover. Det er noget, vi har fået lavet alt sammen. Man kan også være heldig at købe et sted, hvor der er stalde. Stalden har vi brugt 300.000 kroner på at bygge«.

En halv million til stald og baner og så en gård til 1,6 millioner kroner brugte Marc og hans kæreste for at opbygge stedet. Nu er gården hjemsted for landets yngste professionelle travtræner.

»Det er dyrt at starte op. Hvis det ikke var gået, ville jeg lide et gedigent tab, hvor det kunne være svært at komme ovenpå igen. Det var en stor udgift, før jeg var sikker på, om der kom heste. Vi har altid gården, hvis det går galt, men så er der stadig den halve million, vi har smidt i projektet«.

Derudover kommer pengene til heste. Marc ejer fem travheste sammen med sin kæreste og sine forældre, og selv på en råkold dag, er det det hele værd.

»Det er jordens mest fantastiske følelse at køre rundt i sådan noget vejr. Og om sommeren er det endnu sjovere«.

Marc debuterede i derbyet på Charlottenlund Travbane i 2016. Han kørte med sin egen hest Albatros og tog chancen fra løbets begyndelse. Satset sendte Albatros lige derind, hvor ingen træner ønsker at have sin hest. I dødens spor — sporet på ydersiden bag hesten i spids. Her løber hestene flere meter for at komme i mål og sluger en masse vind. Men Marc slap ind i læ. Det blev til en tredjeplads.

»Det var næsten det samme som at vinde løbet for os. Det er den største oplevelse, man kan få. Det var en oplevelse, jeg håber, alle, der har med heste at gøre, får. For så falder de aldrig ud af sporten«.

En måned efter løbet begyndte han som professionel træner. Dengang oplevede Marc, at folk tvivlede på, om det var et smart tidspunkt at begynde en trænerkarriere.

»Det gør de forhåbentlig ikke mere.«

Marc er en af tre professionelle trænere under 30 år, mens knap en tredjedel af de godt og vel 60 trænere i Danmark har rundet 60 år. Marc ved godt, at mange ikke forstår, hvorfor han tog springet ud i en kriseramt branche. Der er flere penge i at sko heste end i at træne dem, medgiver Marc.

»Jeg synes helt sikkert, der er brug for unge, der tør«.

Selv i travsportens centralforbund og blandt underviserne på træneruddannelsen advarede man Marc om, at travsporten var i en sort tid.

»Det er svært at sætte sig ind i. Jeg synes jo bare, det er fantastisk. For jeg har fået muligheden for at beskæftige mig med det, der altid har været en stor del af mit liv, uden der er alle mulige andre til at bestemme. Der går ikke ret mange timer, hvor jeg ikke tænker på heste. Det skulle lige være, når jeg sover, men det gør jeg nok også, bare uden at jeg ved det«.

Marcs arbejdsdag løber fra 6 til 22. Væk er folkeskolekammeraterne, turene i byen og fodboldkampene.

»På den anden side er heste så stor en del af mit liv, at jeg ikke fortryder. Slet ikke. Jeg arbejder med min hobby, ligesom en fodboldspiller arbejder med sin. At min hobby så tager ekstremt lang tid, er, hvad det er«.

Hestene smittede af fra familielivet. Mor og far ejede galopheste, og søsteren gik til spring. Først fascinerede konkurrenceelementet Marc. Nu interesserer det ham mere at træne heste og se, hvad de kan blive til. På den måde knytter han også bånd til hestene. En talentfuld ung hingst fra egen stald bliver ikke solgt — om der så skulle komme store bud fra Frankrig.

»Hvorfor skal man sælge noget, når man har drømt om de oplevelser, jeg har drømt om?«

Hestene i Marcs trænerstald kørte mere end 1,3 millioner kroner ind i 2017. Alligevel mener Marc, det tager flere år, før han bliver etableret travtræner.

Marc Bæk Nielsen iler afsted i mudderet på Racing Arena Aalborg. Et håndtryk, et goddaw, og Marc fortsætter videre over gruspladsen. Søndag er en af de dage, hvor trænere, kuske og de, der hjælper til, skal være hurtige til at sluge en sandwich. Det er sådan en dag, hvor Marc får en symbolsk bøde på 100 kroner for at komme fem sekunder for sent til præsentation med hesten.

Dagen byder på et rend af mennesker på banen og i stalden, men Marc tager sig et par minutter til at sludre, når løbsprogrammet tillader det.

Fire trænere fylder døren til stalden. Tre af dem er nogle af sportens rutinerede hovedpersoner, der ligesom Birger Jørgensen har været med i mange år; Steen Juul, som er dansk travs største nulevende legende, Gordon Dahl, der er den danske træner, som har klaret det bedst i et enkeltstående derbyløb. Danmarks bedste amatørkusk de sidste år, Dennis Kristiansen.

De kalder Marc for himmelstormeren. For det er talenter som ham, branchen håber vil drive travsporten fremad. Han har nu 27 heste i træning og har tredoblet antallet af heste ude fra, siden han begyndte.

Da hesten Albatros skal ind på banen, sitrer den af spænding.

»Det er det, jeg mener med, at hestene godt ved, hvad det handler om på løbsdage,« siger Marc.

På volden står Marcs kæreste, Marie Søndergård, og følger med, da Albatros løber ud på banen efter to måneders skadespause. Hun griner nervøst. I sådanne øjeblikke forstår hun ikke selv, at hun er gået ind i den her branche. Så mange timers arbejde, så meget nervøsitet for tre minutters løb.

Denne gang ender Albatros som nummer fire. Marc tager revanche i løbet efter. Han vinder sprintløbet på 1.600 meter med en anden hest. I opløbssvinget sidder hingsten næsten sidst, men overhaler alle konkurrenter udenom. Det er noget, man ikke ser hver dag. Det bliver Marcs eneste sejr i Aalborg, og selvom han gerne havde set én mere, godkender han dagen, mens han pakker ned i tusmørket.