En hjemvendt ingeniør har giftet sig med Erdoğans datter og gjort Tyrkiet til Mellemøstens nye dronesupermagt
En hjemvendt ingeniør har giftet sig med Erdoğans datter og gjort Tyrkiet til Mellemøstens nye dronesupermagt
I al ubemærkethed har tyrkisk militær bremset Assads fremmarch ved Idlib i Syrien, sendt shiakrigere hjem til Qom i kister og eskaleret krigen i Libyen. Alt sammen ved hjælp af dødbringende droner. Dette er historien om, hvordan Erdogans Tyrkiet blev en dominerende dronemagt i regionen
Af Waleed Safi, Mellemøstkorrespondent
HATAY, SYDTYRKIET
Det var en krystalklar vinterdag i slutningen af februar, inden pandemien for alvor stjal overskrifterne. Jeg sad hjemme i min have i Sydtyrkiet og havde ingen anelse om, at de væbnede sammenstød, der foregik i det nordlige Syrien kun en halv times kørsel fra min dør, skulle få stor betydning for det regionale våbenkapløb og Tyrkiets ambitioner i Mellemøsten.

En tyrkisk panserinfanteribataljon på 400 soldater var sendt på mission nær landsbyen Balyun i Zawiya-bjergene i den syriske Idlib-provins, og da solen stod lavt på himlen lige før solnedgang, blev bataljonen ramt af et luftangreb.

Hele scenen forvandlede sig til et blodbad. Først 31 dræbte tyrkiske soldater. Senere 55, så 67, 79, 86. Efter solnedgang var der meldinger om, at i alt 100 af de tyrkiske soldater var blevet dræbt.

Luftangrebet var en massiv eskalering fra Syriens præsident, Bashar al-Assad, og hans allieredes side. De satsede på en hurtig, tyrkisk tilbagetrækning fra Idlib og dermed en endelig generobring af hele landet efter ni års krig.

Men de tog fejl.

I mit nabolag og det meste af Tyrkiet sad folk med øjnene klistret til deres telefonskærme. Videoer af lemlæstede tyrkiske soldater, der jamrede af smerte, spredte sig hastigt på de sociale medier i Tyrkiet. Nogle af de forpinte soldater forbandede krigen og araberne. Andre lå oven på hinanden i en bunke i ly for flere potentielle luftangreb.

I hovedstaden Ankara besluttede myndighederne at lukke ned for al internettrafik i landet. Ingen skulle se den tyrkiske hær knækket på den måde. Men det var for sent. Hele nationen kogte allerede over de ydmygende videoer fra Syrien.

I Hatay-provinsen, hvor jeg bor, var stemningen tynget af sorg. Nogle var fortvivlede. Andre var bare vrede. I Sydtyrkiet nær grænsen til Syrien opstod der tumult foran nogle af hospitalerne. Soldaternes lig var kommet hjem, svøbt i det røde tyrkiske flag med halvmånen og stjernen.

Flere steder blev der opstillet mobile blodbanker til støtte for de sårede soldater. Tyrkere strømmede til med deres arme strakt ud for at donere blod.

I mellemtiden buldrede tyrkiske militærfragtfly over Sydtyrkiet, og det samme gjorde de tyrkiske F-16-fly, der brød lydmuren og sendte chokbølger over os. Der var dømt krigsstemning i området, og det var tydeligt for enhver, at Tyrkiet umuligt kunne lade Assads luftangreb gå ustraffet hen. Noget stort var på vej, det var helt åbenlyst.

»Vores unge mænd befinder sig i Syrien for at beskytte den syriske befolkning mod deres egen diktator,« sagde en kvinde i 30'erne, der normalt stemmer på det regerende parti, AKP, til mig.

»Hvis Erdogan ikke gengælder angrebet, vil jeg seriøst miste alt for ham!«
Tyrkiske soldater forsøger at søge ly for yderligere angreb fra Bashar al-Assads styrker.
Den vinterdag i slutningen af februar anede hverken kvinden eller jeg, at det blodige og ydmygende luftangreb på bataljonen i Idlib-provinsen skulle blive begyndelsen til en dramatisk tyrkisk våbeneskalering i Mellemøsten.

Men for Recep Tayyip Erdogan havde Bashar al-Assad overtrådt en rød linje. Den tyrkiske præsident iværksatte straks en magtdemonstration under navnet Operation Forårsskjold. Droner blev sendt over Syrien i eskadriller og skabte ravage for Assads hær. Siden har Tyrkiet anvendt samme droneeskadriller over Libyen med stor effekt – og til stor forbløffelse for militæranalytikere.

Hvis det tidligere er gået ubemærket hen, har det nu for alvor sat sine aftryk på fjendens militærisenkram: Tyrkiet er Mellemøstens nye superdronemagt, og de nye droner har både øget Tyrkiets regionale ambitioner om mere politisk indflydelse i Nordafrika og gjort landet til storeksportør af våben.

»Droneprogrammet er blevet kronjuvelen i tyrkisk forsvarsindustri. Erdogan bruger nu dronerne til at fremhæve, at man har opnået strategisk suverænitet,« siger Asli Aydintasbas, der forsker i tyrkiske forhold ved European Council of Foreign Relations, til Information.
Erdoğans droneblitz
Måske var det for at aflede opmærksomheden fra sin dronebombninger, men dagen efter de blodige tab i Idlib åbnede præsident Erdogan 'porten til Europa' ved den tyrkiske by Edirne nær grænsen til Bulgarien. Og helt forudsigeligt begyndte de vestlige hovedstæder og medier at gå i selvsving over udsigten til endnu en bølge af desperate muslimske flygtninge fra syd.

Dernæst traf Erdogan en yderst vovet beslutning: Han beordrede det tyrkiske militær til at gå direkte efter Assads styrker for første gang, siden krigen i Syrien begyndte i 2011.

Og det var ikke Tyrkiets F-16-kampfly, der blev sendt på vingerne over Idlib, for dette ville have ført til en dramatisk eskalering mod det russiske luftvåben over Syrien og måske tvunget NATO ud i en prekær situation.

I stedet var det Tyrkiets væbnede droner af typerne TB2 Bayraktar og Anka-S, som kan bære en bombelast på henholdsvis 55 og 200 kilo, der blev sendt på mission. Dronerne fløj i eskadriller og opererede sammen i små grupper i luften mod Assads landstyrker.
BAYRAKTAR TB 52
SPECIFIKATIONER

Maksimal flyvehøjde: 6700 m
Hastighed: 250 km/t
Maksimal flyvetid: 24 timer
Motorydelse: 100 hk
Bombelast: 55 kg
Maksimal takeoff-vægt: 650 kg
Maksimal rækkevidde: 150 km
Pris: 5 millioner dollar
TAI Anka-S
SPECIFIKATIONER

Maksimal flyvehøjde: 9200 m
Hastighed: 220 km/t
Maksimal flyvetid: 24 timer
Motorydelse: 150 hk
Bombelast : 200 kg
Maksimal takeoff-vægt: 1.600 kg
Højeste rækkevidde: 150 km
Pris: 40 millioner dollar
Syriske soldater, tanks, køretøjer og artillerisystemer blev pulveriseret fra luften som i et computerspil. Nogle af Assads soldater søgte ly under træer, ruiner og i grotter i bjergene, og de tog deres tanks med sig, hvis det var muligt. Under hele den syriske krig havde luftangreb været noget, som udelukkende ramte de syriske oprørere. Nu var det pludselig Assads krigere, der var under voldsomt pres fra luften.

»Droner bruges oftest til at likvidere individer eller til at fotografere positioner bag fjendens linjer. Men Tyrkiet anvendte en sværm af droner som luftvåben til at bremse en konventionel hær,« siger Ali Bakeer, der forsker i sikkerhed og geopolitik i Mellemøsten og er tilknyttet tænketanken Middle East Institute, til Information.

I Ankara tænkte man, at Assads offensiv ved Idlib skulle stoppes med alle midler. Ellers ville Tyrkiets planer om at bruge Idlib som en særlig bufferzone for millioner af desperate syriske flygtninge gå i vasken, og syrerne ville søge tilflugt i Sydtyrkiet.

Tyrkiets droneblitz havde samtidig den effekt, at den tvang Ruslands præsident, Vladimir Putin, til forhandlingsbordet. Da Erdogan og Putin mødtes i Moskva den 8. marts – den dag Giuseppe Conte lukkede Italien ned på grund af coronavirussen – havde tyrkerne bombet hundredvis af syriske pansrede køretøjer, ødelagt snesevis af missilsystemer herunder otte russiske af typen Pantsir-S1 og dræbt mindst 300 syriske soldater.

Selv shiakrigere, der kæmper under den iranske Revolutionsgardes kommando, blev sendt hjem til Beirut og Qom i kister. Søndag den 1. marts gik tusinder af Hizbollah-tilhængere på gaden i Libanons hovedstad, Beirut, for at hylde deres dræbte krigere, mens de bar rundt på kisterne i byens gader i en sidste afsked inden begravelserne.

»Under træfningerne mellem de iranskstøttede militser og tyrkerne i Syrien led den iranske koalition moderate tab. Der er ingen officielle tabstal, men ved systematisk indsamling af rapporter om begravelsesoptog i Iran og Libanon har jeg registeret 34 døde,« siger Iran-ekspert Ali Alfoneh, som i årevis har fulgt shiakrigernes færden i Syrien.
Tyrkiet bomber de syriske styrker i Idlib.
Droneblitzen fik iagttagere til for alvor at spærre øjnene op. Small Wars Journals militæranalytikere kaldte dronekampagnen for en »bemærkelsesværdig og innovativ magtopvisning«, og Jamestown Foundation påpegede, at dronekampagnen har »afsløret«, at Tyrkiet er blevet en »robust dronekraft med nye teknologier, koncepter og en spirende militærstrategisk kultur«.

Nu forsøger tyrkisk militær imidlertid at gentage kunststykket over Libyen, hvor man med endnu en voldsom sværm af droner har afsluttet belejringen af den tyrkiskstøttede regering i hovedstaden Tripoli.

»Den måde, tyrkerne anvender droner over Libyen på, er virkelig opsigtsvækkende og utrolig effektiv. Man har fuldstændig vendt slagets gang ved Tripoli,« siger researcher Oliver Imhof, der monitorerer luftkrige i Mellemøsten for den velrenommerede organisation Airwars.

Det fleste analytikere er enige: Det tyrkiske droneprogram har opnået et gennembrud efter mange års slid. Tyrkerne er nu ikke bare blevet verdens tredjestørste forbruger af dødbringende droner, de er netop begyndt at eksportere dem til Qatar, Tunesien og Ukraine.

»Tyrkiets droneprogram er stadig afhængig af udstyr udefra, men man kan roligt sige, at det er blevet en national succes,« siger Aaron Stein, direktør for Mellemøst – og Nationalsikkerhedsprogrammet ved Foreign Policy Research Institute.
Vejen til toppen
Men historien om, hvordan Tyrkiet endte med at blive en dronemagt er lang, kompliceret og set fra et tyrkisk perspektiv fyldt med ydmygelser. I to årtier har dronen været en national drøm for Tyrkiets magthavere, og i lang tid lå det slet ikke i kortene, at tyrkerne ville kunne udvikle en industri af droner.

Drømmen begyndte i 2001, da det amerikanske militær for første gang anvendte dronen i Afghanistans bjergkæder i jagten på al-Qaeda-krigere og Taleban-ledere. Rygterne går på, at tyrkiske generaler sad på militærbaserne i Tyrkiet og så på de spektakulære videoer med stor misundelse.

Dengang i 2001 havde de kurdiske krigere fra Kurdistans Arbejderparti (PKK), som er på terrorlisten i Tyrkiet, EU og USA, i mere end 20 år drevet gæk med den tyrkiske hær i de bjergrige egne i den sydøstlige del af landet nær grænsen til Irak og Iran. Og dronen virkede pludselig som den ultimative løsning på PKK-problemet. De kurdiske krigere kendte nemlig bjergkæderne, som var de rynker på ydersiden af deres egne hænder, så den tyrkiske hær var total chanceløs nær byer som Hakkari i det kurdiske højland.

Men amerikanerne ville hverken sælge eller hjælpe tyrkerne med droner. Derfor begyndte tyrkerne at gå egne veje i jagten på at skaffe sig teknologien til at udvikle droner.

»Det er sådan her, det oprindelige droneprogram i Tyrkiet blev født. Det var efter, at USA nægtede at sælge Tyrkiet droner,« siger Ali Bakeer.

I luftkrigen mod PKK måtte tyrkerne i lang tid acceptere afhængigheden af USA, som ofte brugte indsamlede efterretningsdata fra flyvningerne over PKK-områder som politisk redskab til at presse Ankara til indrømmelser.

»Forholdet mellem Washington og Ankara har altid været anstrengt, når det handlede om informationsdeling,« som Bakeer forklarer.

Sådan fortsatte det anstrengte forhold, indtil en ambitiøs og energisk ung tyrkisk ingeniør ved navn Selcuk Bayraktar vendte hjem fra Massachusetts Institute of Technology (MIT) i Boston og begyndte at banke på forsvarsindustriens døre og insistere på at fremvise sine talenter.

Præsident Erdogan signerer en drone, inden den bliver sendt af sted mod de kurdiske områder. Foto: Murat Cetinmuhurdar
Dronernes konge
Han står ved en flyveplads med en kikset midterskilning, der falder lidt ned over hans øjne og snakker til mænd fra det tyrkiske forsvarsministerium, som ligner en flok gangstere fra en Martin Scorsese-film. Han snakker om droneteknologi, men repræsentanterne fra ministeriet står og ser totalt uimponerede ud.

Scenen er fra en video i 2005 kort efter Selcuk Bayraktars hjemkomst fra Boston.

Der er ikke mange offentligt tilgængelige oplysninger om Bayraktars private liv. Han optræder godt nok ofte i de tyrkiske medier, men alt handler om droner, aerodynamik og tekniske detaljer. Men jeg har brugt mange nattetimer på at filtrere oplysninger i forsøget på at samle brikkerne til den kulørte historie om, hvem han er.

Med et grundigt dyk ned i tyrkiske nyhedsmedier, gamle artikler og videoklip opdager man en historie om en klodset og teknisk nørd, der efter hårdt arbejde, favorable politiske omstændigheder og lidt held ender med at blive en helt afgørende brik i præsident Erdogans geostrategiske ambitioner for det nye Tyrkiet.

Den unge Bayraktar tog studentereksamen fra det prestigefyldte gymnasium Robert College i Istanbul ligesom den verdenskendte tyrkiske forfatter Orhan Pamuk. I begyndelsen af 00'erne læste han på ingeniørstudiet ved et topuniversitet i Tyrkiet, men så rejste han til USA for at blive ph.d.-studerende ved MIT i Boston.

Af en eller anden ukendt årsag færdiggjorde han aldrig sin ph.d.

I stedet vendte Bayraktar hjem til Tyrkiet i 2005 og forsøgte at få lov til at vise sit udstyr hos den tyrkiske hær. Hans familie, som ejer Baykar Technologies, hvor de fremstiller motorer, pumper og reservedele til industrielt forbrug, prøvede at støtte ham og inviterede hærofficerer til en udstilling, hvor Bayraktar præsenterede nogle af sine hjemmelavede droner.

Men de tyrkiske officerer brød sig angiveligt hverken om ham eller hans familie.

Selcuk Bayraktar kom nemlig fra en religiøs familie, og i 1990'erne færdedes hans far i samme kredse som en vis Recep Tayyip Erdogan.

I USA havde Bayraktar da også indledt sin afhandling med at takke »Gud den mest gavmilde og barmhjertige«.

Den slags var ikke velanset i militæret i 2005. Dengang var den tyrkiske hær stadig propfyldt med sekulære kemalistiske officerer, der så ned på politiske islamister og religiøse mænd som Bayraktar. Det var inden, Erdogans parti AKP fik styr på hærens officerer.

Bayraktar forsvandt fra radaren i nogle år, og der skulle flere stormfulde regionale begivenheder, geopolitiske kovendinger og fejlslagne forretninger til, før han kom på banen igen.

I 2006 forsøgte den tyrkiske hær at købe de israelske IAI Heron-droner. Det blev et katastrofalt køb. Det tog israelerne fem år at sende dronerne, og da varerne endelig ankom, var der både problemer med motor og kamera. Tyrkerne var vrede. De følte sig til grin.

I sommeren 2010 afslørede Tyrkiet imidlertid, at landet var i gang med sit eget lokale droneprogram. Selcuk Bayraktar dukkede atter op i medierne med kritik af Tyrkiets afhængighed af Vesten. Det skete på et tidspunkt, hvor forholdet mellem USA og Tyrkiet begyndte at slå revner.

Bayraktar øjnede pludselig muligheder gennem sprækkerne: Hvis Tyrkiet droppede afhængigheden af amerikanerne og satsede på lokale tyrkiske hjerner, måtte han som Tyrkiets absolut største droneekspert være en af de samarbejdspartnere, der stod forrest i køen til at levere sine tjenester til staten.

Bayraktar var pludselig det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.

I 2014 fik han på forunderlig vis en fod inden for hos militæret, som investerede i nogle af hans projekter. Da pengene begyndte at strømme ind i Baykar Technologies, gik det pludselig stærkt for både karriere, droneprogrammet og især for privatlivet.
Gift med sultanens datter
Bayraktar blev gift ved et gigantisk bryllup, der blev fejret som en royal affære. Statsoverhoveder, diplomater, ministre, kunstnere og forretningsmænd kom kørende i sorte biler med tonede ruder og steg ud på de røde løbere iført deres fineste gallatøj, mens de blev blitzet af fotografer.

I Istanbul, hvor brylluppet blev afholdt, måtte de tyrkiske politistyrker spærre veje af, og biler i hele millionbyen måtte holde i lange køer hele dagen på grund af et sikkerhedsopbud, som overgik alt, hvad man tidligere har set i Tyrkiet.

Det blev døbt »årets bryllup«.

Selcuk Bayraktar blev gift med selveste Sümeyye Erdogan, præsident Recep Tayyip Erdogans yngste datter, og fejret af 6.000 gæster. Emiren af Qatar, Tamim bin Hamad Al-Thani, Bosniens præsident, Bakir Izetbegović, og Libanons premierminister, Saad al-Hariri, sad der alle sammen ved siden af præsident Erdogan.

Brylluppet blev opdelt i to seancer. Den første del mindede om en kæmpe udstilling og blev afholdt i Tyrkiets største kongrescenter. I slutningen af den første del stod Selcuk Bayraktar med Sümeyye Erdogan på en stor scene flankeret af hele magteliten og blev hyldet af gæsterne, som var de et fodboldlandshold, der havde vundet guld.
Da droneingeniøren Selcuk Bayraktar blev gift med selveste Sümeyye Erdogan, præsident Recep Erdogans yngste datter, blev det fejret af 6.000 gæster.
Den anden del af brylluppet var langt mere privat og gådefuld.

Det blev afholdt på et palæ med udsigt til Bosporusstrædet. Palæet blev bygget i slutningen af det 19. århundrede af den italienske arkitekt Raimondo D'Aronco, som i mere end 16 år var chefarkitekt i Konstantinopel for den osmanniske sultan Abdülhamid II.

Og valget af lige netop dét palæ kunne ikke være mere symbolsk.

Sultan Abdülhamid II – som Erdogan ofte sammenlignes med – er i de politiske islamisters selvforståelse den sidste ægte osmanniske sultan, der for alvor konfronterede Vesten med oprejst pande, inden hele det osmanniske imperium brød sammen.

Den anden detalje er endnu mere kuriøs: Da arkitekten Raimondo D'Aronco byggede palæet, var det til en vis Auguste Huber; en tysk våbenhandler, der levede i sus og dus langs Bosporus, mens han forsynede den dengang haltende osmanniske hær med tyske våben – afhængig som hæren var af Preussens assistance i forsøget på at reformere sig selv.

Om præsident Erdogan bevidst forsøgte at sende en chik stikpille til Vesten ved at fejre sin datters bryllup netop her med tyrkisk våbenindustris største hjerne vil måske altid forblive et mysterium.

Men faktum er, at lige inden Selcuk Bayraktar blev svigersøn til en af Mellemøstens mest magtfulde mænd, var han netop slået igennem som Tyrkiets dronekonge. I december 2015 – et halvt år inden brylluppet – formåede Bayraktar endelig at bevæbne dronerne og affyre en såkaldt ROKESTAN MAM-L Smart Micro Munition; en tyrkiskbygget panserværnsraket på 22 kilo, der nu anvendes med stor succes i Syrien og Libyen.

Om præsident Erdogan underskrev en aftale ved Baykar Technologies i den tyske våbenhandlers palæ, vides heller ikke, men straks efter brylluppet blev Baykar Technologies det tyrkiske militærs foretrukne droneudvikler.

»Selcuk Bayraktar er den meste centrale figur i Tyrkiets droneprogram, og meget af æren for Tyrkiets droner tilskrives ham. Men han ville ikke kunne indtage en sådan position og opnå præstationer uden stor støtte fra staten,« siger Ali Bakeer
Et symbol på det nye Tyrkiet
Da Selcuk Bayraktar begyndte at udvikle droner i 00'erne, var den tyrkiske stats absolut største hovedpine de kurdiske krigere fra PKK. Det var en meget konkret trussel fra en ikkestatslig aktør med begrænsede midler, som opererede på et meget afgrænset geografisk område nær grænsen til Iran og Irak.

Og dronerne – som stadig ikke var i topform – blev indtil 2018 udelukkende brugt mod kurdiske krigere. Præsident Erdogan rejste ofte til militærbasen i Batman-provinsen for at signere dronerne, inden de blev sendt på bombetogter over de kurdiske områder.

Men at dronerne nogensinde skulle gå hen og blive en hjørnesten i Tyrkiets regionale ambitioner, havde Selcuk Bayraktar muligvis aldrig forestillet sig. Ikke desto mindre har hans rolle i dronekapløbet bidraget til netop dét.

»Dronerne betyder, at det tyrkiske militær nu kan slå det kurdiske oprør i Irak, Syrien og Tyrkiet ned med overlegen teknologi og samtidig engagere sig militært i Levanten og Nordafrika,« siger Asli Aydintasbas, Tyrkiet-forsker ved European Council of Foreign Relations.
Sümeyye Erdogan og Selcuk Bayraktar med datteren Canan. Foto: Arif Hudaverdi
Tyrkiet bruger nu aktivt coronakrisen til at fremme sin egen dagsorden i Mellemøsten. Især med den seneste eskalering i krigen i Libyen. I disse dage sender Tyrkiet både militante, våben og droner til Libyens hovedstad, Tripoli, for at bryde belejringen af den tyrkiskstøttede regering.

Selv om præsident Erdogan er i stor knibe økonomisk, vil han under ingen omstændigheder lade sine rivaler i regionen komme til fadet i Libyen. Med dronerne forsøger han at gentage kunststykket fra Idlib, lyder det fra iagttagere.

»Tyrkiets anvendelse af droner har været en gamechanger i Libyen,« siger researcher Oliver Imhof.

»Tyrkerne rammer alt i øjeblikket. De går efter højtstående libyske generaler, forsyningslinjer, brændstofslastbiler og forskansninger. Det er virkelig voldsomt og effektivt. Vi har ikke set droner anvendt på den måde tidligere.«

Asli Aydintasbas siger, at der i Ankara hersker en forestilling om, at den liberale vestlige verdensorden er i forfald, og at Tyrkiet derfor ikke skal satse på Vesten, men i højere grad udkæmpe sine egne kampe. Tyrkiet vil have en plads under solen i den nye verdensorden, og droneprogrammet bruges som symbol på den kamp, mener hun.

»I Ankara er der en stærk følelse af, at Tyrkiets udenrigspolitiske engagementer i Mellemøsten ikke bare er en nødvendighed nu, men en del af Tyrkiets skæbne og måske endda ansvar. Og her er dronen gået hen og blevet det ultimative symbol på det nye Tyrkiets regionale ambitioner.«
'La belle époque' venter efter Libyen
Om de tyrkiske droner får vendt krigslykken til fordel for regeringen i Tripoli er imidlertid langtfra sikkert. Fraværet af stormagter som Rusland og USA til at lege overdommer i Libyen betyder, at alt for mange vil forsøge at udnytte vakuummet på bekostningen af hinanden i det olierige ørkenland.

Mange regner med, at tyrkerne med deres eskalering vil øge destabiliseringen af Libyen. Tyrkiets primære rival i Libyen er De Forenede Arabiske Emiraters prins Mohamed bin Zayed. Han er en af de mest magtfulde mænd i Mellemøsten og stærkt optaget af kampen mod den politiske islam, som Tyrkiets Erdogan repræsenterer.

»Prinsen vil ikke overlade Libyen til tyrkerne, så konflikten slutter ikke bare, fordi tyrkerne nu øger indsatsen. De Forenede Arabiske Emirater eskalerer allerede. Vi vil se mere kaos, mere krig, flere lidelser, større våben og helt sikkert flere droner,« siger Jalel Harchaoui, Libyen-ekspert ved Clingendale Institute i Haag.

Der er skrevet bunkevis af litteratur om væbnede droner, dronekrige og de etiske dilemmaer ved anvendelsen af fjernstyrede små dødbringende fly. De fleste bøger, artikler og studier kredser ofte om de samme spørgsmål:

Vil droner føre til mere retfærdige krige? Bliver fremtidens konflikter mere humane? Vil soldater handle mere professionelt? Vil droner føre til en mere stabil verden eller øget konflikt?

Svarene er mange og ganske forskellige – lige fra de optimistiske udlægninger, der går på, at droner skåner civilbefolkninger i tætpakkede terrorenklaver, til de mere pessimistiske udlægninger, der spår, at droneudvikling vil eskalere våbenkapløbet og lægge grunden til en mere kaotisk, voldelig og destabiliseret international verdensorden.

Præsident Recep Tayyip Erdogans brug af droner er et meget godt eksempel på, at begge dele kan lade sig gøre. Ved Idlib bremsede dronerne Assad-regimets fremmarch og satte en stopper for en potentiel humanitær katastrofe i Syrien i marts. Omvendt er de selvsamme droner kilden til kaos i Libyen, hvor Tyrkiet kører en aggressiv militærkampagne.

Hvordan Tyrkiet vil benytte sig af dronerne i fremtiden, kan man kun gisne om. Men overalt i verden anvendes dronerne mere end nogensinde grundet deres effektivitet, billige omkostninger og sikre anvendelse.

Siden efteråret har den iranskstøttede Houthi-bevægelse ramt Saudi-Arabiens oliefaciliteter, mens USA både har dræbt embedsmanden Qassem Suleimani og terroristen Abu Bakr al-Baghdadi. Der er ingen grund til at tro, at aktører vil bruge droner efter konkrete retningslinjer.

Tyrkisk militær er i hvert fald allerede i gang med at optimere sit nuværende droneprogram.

»Tyrkiets la belle époque i dronekrigsførelse er endnu ikke kommet, men den begynder sandsynligvis i dette årti. Tungere systemer, som kan bære større sprængladninger og indeholde flere avancerede funktioner kommer snart i brug,« skriver Can Kasapoglu, direktør for forsvars- og sikkerhedsprogrammet ved tænketanken EDAM i Istanbul og tilknyttet German Institute for International and Security Affairs.

Uden for min havedør i Sydtyrkiet er dronen blevet synonym med magt, prestige og fremgang. Mine naboer udtrykker stolthed, når de taler om landets droner og forbinder dem med Det nye Tyrkiets status i regionen. Og sådan vil det sandsynligvis være fremover, siger Tyrkiet-forskeren Asli Aydintasbas over telefonen.

»Dronen handler ikke længere om Erdogan. Det nye Tyrkiet – med eller uden ham – er et fremadskuende projekt, der sigter efter at spille en større rolle i det 21. århundrede. Rejsen vil fortsætte, også når Erdogan ikke længere er til stede.«
Tekst Waleed Safi
Digital produktion Rasmus Raun Westh
Redaktør Mette-Line Thorup

7. maj 2020
Dagbladet Information

Anbefalinger

  • Lotte Lauritzen
  • Lisbeth Glud
  • Olaf Tehrani
  • Karen Grue
  • Recep Inal
  • Søren Sommer
  • David Zennaro
  • Claus Nielsen
  • Fødevarestyrelsen Mørkhøj
  • Bjørn Pedersen
  • Lasse Schmidt
  • Christian Skoubye
  • lotte la Cour
  • Peter Beck-Lauritzen
Lotte Lauritzen, Lisbeth Glud, Olaf Tehrani, Karen Grue, Recep Inal, Søren Sommer, David Zennaro, Claus Nielsen, Fødevarestyrelsen Mørkhøj, Bjørn Pedersen, Lasse Schmidt, Christian Skoubye, lotte la Cour og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kenneth Jacobsen

Med droner har verden lukket en ond ånd ud af flasken. Det er med det våben, som med de øvrige, der er bragt til torvs af "retfærdige" lande (såsom feks atomvåben), at the bad guys før eller siden også køber eller fabrikerer dem - hvorefter vi er lige vidt, hvis ikke som i tilfældet med droner faktisk værre stillet end før.

John Poulsen

Ham sultanen, svigerfaren til dronemanden, skulle virkelig have været fjernet fra posten for lang tid siden.

Flemming Olsen

Stakkels brud, var hun ved en fejltagelse blevet ramt i knolden af en af gommens droner, siden hun havde bandager om hovedet til brylluppet?

Bjørn Pedersen

Det er forhåbentlig ikke det forkerte sted at skrive dette, men det har jo været et tema i avisen, så: Reportager af den kvalitet og grundighed Waleed Safi lægger for dagen, er hovedårsagen til at jeg - trods uenigheder her og der - betragter mit abonnement som en fornuftig investering i min egen oplysning.

Til selve artiklen: Jeg kan ikke forestille mig hvor svært det vil være at få eliten i Tyrkiet i tale, for slet ikke at tale om Syrien, Iran og Saudi Arabien, men ville det være muligt at arrangere et interview med f.eks. de tyrkere i den politiske overklasse om hvad de - ideelt set - ser som endemålet for Tyrkiets voksende magt? Det kunne være interessant at læse (eller måske se og høre?) hvordan de selv italesætter deres vision? Når du nævner kurderne, kunne det f.eks. også være interessant at høre om Erdogan og venner vil styre hen imod den tid hvor kurdisk sprog og kultur blev undertrykt - ved lov.

David Zennaro, Claus Nielsen, Lisbeth Glud og Pia Schertiger anbefalede denne kommentar
fin egenfeldt

Den afgørende game-changer i Mellemøsten er, at de vestlige økonomier- også gerne Kina - frigør sig fra olieafhængighed. Det vil betyde at interesserne i de olie rigeste lande vil minimeres, hvilket vil deskalere disse landes muligheder for at hælder mia etc ud over deres egne befolkninger - støttet af vestlige militærindustrielle interesser - i form af "krudt og kugler. Når børn slås med "stokke" etc tager man "stokkene" fra dem. Det umodne diplomati eller cowboy-diplomatiet, der har været gældende vel siden 1989 må stoppes, både hos os selv og i mellemøsten.

Jan Weber Fritsbøger

jeg bliver mere og mere overbevist om at nationalstaten er en af menneskehedens mest fatale fejltagelser,
især på grund af konceptet om magt og magtmidler som våben og militær, det er virkelig dybt tragisk at nogle mennesker kan glædes over militære aktioner (mord og ødelæggelse), og nationalstaten er jo et perfekt værktøj til at skabe og begrunde dæmonisering af "de andre" og dermed til skabelsen af fjendebilleder, og hvad gavn gør nationalstaten egentlig, at sætte skel i mellem mennesker er ikke nogen god ide,
der er to ting her i verden som virkelig er værd at bekæmpe nemlig grådighed og magt, og magt er jo egentlig en form for grådighed, nemlig grådighed efter indflydelse, så måske kunne verden blive et paradis hvis grådigheden forsvandt totalt,
et skridt i den retning ville være hvis vi holdt helt op med at beundre de magtliderlige/magtfulde,
en kultur som ikke hylder magt men i stedet ydmyghed og empati, ville måske kunne gøre magt og rigdom mindre attraktive, vi bør indse at det ikke er dygtighed eller klogskab som fører til magt og rigdom, det er snarere sygelig egoisme og kynisme som kan give magt,
forestil dig et samfund hvor ALLE har indflydelse og INGEN har magt.

Bjørn Pedersen

Jan Weber Fritsbøger. Der foregik masser af dæmonisering før nationalstatens opfindelse. Korstog, mongolernes folkemord mod det meste af Asien og det østlige Mellemøsten, de muslimske ummayaders erobringer i Indien, kristne pogromer mod jøder, Karl den Stores erobring af sakserne, Spaniens erobringer i og kolonisering af Sydamerika, osv.

Alt i alt har magtliderlighed, det at dyrke "Den Stærke Mand" som leder, og sygelig kynisk egoisme, ikke noget med nationalstaten at gøre. At én nation ser op til den slags, er ikke ensbetydende med at alle nationer gør, og dermed heller ikke hvad alle andre national-stater fører til.

Henrik Andersen, Claus Nielsen, Lisbeth Glud og Flemming Olsen anbefalede denne kommentar
Jan Weber Fritsbøger

bjørn, dine argumenter ændrer ikke noget, er selvfølgelig korrekt at ikke alle kollektive "forbrydelser" begås i nationens navn,
men langt de fleste magtmidler er jo i dag under staters kommando, og mit indslag handler jo mere om magten og grådigheden,
men nationalstaten er altså et af de vigtigste værktøjer til at opdele mennesker i dem og os, hvilket efter min mening er skadeligt, og så bemærker jeg at du ikke nævner nogen nytteværdi af nationalstaten, måske fordi der ikke er nogen.

jan henrik wegener

Gad vidst om det er landene i den region, der i de seneste årtier har været atypiske, eller om ikke det snarere er de sidste 75 år i det meste af Europa der har haft usædvanligt få varme krige.
Jo. Også de europæiske lande har haft soldater i kamp, men langt væk hjemmefra og forholdsvis få.
Om vi så for alvor er over det der med de mange krige eller har holdt en lang pause før det næste store brag ved jeg ikke.

Bjørn Pedersen

@Jan Weber Fritsbøger
Der er jo forskel på stat og nationalstat. Der findes stadig dynastiske stater, der ikke er nationalstater (Saudi-Arabien, f.eks.), og langt de fleste stater i Afrika er jo heller ikke nationalstater. Singapore er heller ikke en nationalstat. I nyere historisk tid var Sovjetunionen heller ikke en nationalstat. Det blev/er de ikke mindre grådige, og deres ledere og eliter ikke mindre grådige af. At de fleste forbrydelser ganske rigtigt begåes af stater, skyldes af stater har hære, og at de har lettere ved at bestemme hvad der er legitimt eller ej.

Nytteværdien i nationalstaten er at den i sit udgangspunkt går ud fra at statens legitimitet skal findes i hvad der er bedst for folket. Problemet med den kommer jeg til.

Du ser det at opdele mennesker i "dem og os" som en absolut og evigtgyldigt dårlig ting, og jeg forstår godt hvorfor når jeg tænker på den måde det i årenes løb er blevet italesat. Det er bare ikke en præmis jeg kan være enig i, og ikke noget jeg kan se fornuften i. Der ER et "dem" og der er et "os", og det er et livsvilkår man bør respektere. Det er det man kalder for mangfoldighed. Anerkendelsen af forskelle er ikke ensbetydende med ønsket om at udrydde dem. Men man er nødt til acceptere at folkenes suverænitet betyder, at de har ret til at indordne deres samfunde som de selv ønsker. At verdens nationer/stammer, folk, kulturer, etc. selv bestemmer hvem "der hører til" i deres samfunde, og hvorfor. Statens ideelle rolle er med fredelige midler at respektere ønskerne for den, eller de nationer, der lever i den.

Der hvor nationalstaten altså kan blive problematisk er når man får ideen om at territorier hvor der historisk set "altid" (i flere århundreder) har levet flere kulturer side om side, kun må/kan tilhøre én nation/stamme, som bør kulturelt udrenses. Det er det der er problemet med nationalismen generelt, og med Tyrkiets forhold til kurderne især. At man ikke... "hviler" i sin egen kultur, og betragter dét at kulturer der endda (i kurdernes tilfælde) har levet i statens territorie i længere tid end alle tyrkerne har, som en kulturelt eksistentiel trussel.

Det vigtigste redskab til at misbruge den virkelighed at vi netop som menneskehed ER "dem og os", er ideen om at forskellighed skulle være selve årsagen til konflikt, og ideen at verden ikke har plads til at hvert land, og hver nationale mindretal i hver region i ethvert land, kan forme deres samfund i deres billede.

Ib Christensen

Jeg troede at national stater kom af at nogen mente "de er ikke som os, så dem kan vi godt slå på og tage fra", hvorefter "de andre" indså de var andre, og rottede sammen i forsvar.
Hvorefter det så blot blev det samme oprustnings kapløb til vi nåede frem til national stater.
Mens alle beholdte dem der fortæller "de er ikke som os" for at pege fingeren væk fra dem selv.

Hvordan ændre vi det til, at vi ser vores røvhuller og ændre indstilling til, at vi stopper vores enge røvhuller, så de ikke ødelægger vores ry og fremtid. Vores egene burde være indenfor vores armslængde mere, end røvhullerne blandt "de andre".

Vi har ikke selv fået fejet for vores egen dør ang. Irak krigen. Så hvor seriøs skal man tage vores ord for hvordan man opføre sig på den internationale scene?

Og ja, droner og alt andet lort af den slags ender som sædvanligt med at udstille hykleriet. "Det er kun forkert når andre gør det"

Bjørn Pedersen

Somme tider tror jeg virkelig at obligatorisk historieundervisning frem til pensionsalderen ville være den bedste måde at nå frem til verdensfred på... Så kunne det være at man ikke troede på så irrationelle, fantasifulde ting som: "Hvis der ikke fandtes nationalstater, ville lande ikke længere gå i krig mod hinanden" eller fortællinger om at "...historien viser, at vi aldrig kan opnå fred med X".

Jan Weber Fritsbøger

bjørn egentlig tror jeg slet ikke vi er så uenige, mit udgangspunkt er sådan set ideen om at ALLE mennesker som udgangspunkt er ligeværdige og har samme rettigheder, heriblandt retten til at være anderledes, jeg mener at "dem og os" er kunstige skel, men man kan selvfølgelig godt føle tilknytning til en gruppe som man har noget tilfælles med,
det der er, er et "mig og alle de andre", da vi jo alle er unikke,
jeg tager budskabet om at "du skal elske de andre som dig selv" seriøst,
jeg mener ikke privilegier kan være berettigede uanset hvad kriteriet for at have dem ( eller ikke have dem ) måtte være, og jeg kan derfor slet ikke lide national-chauvinisme, eller nogen anden form for særrettigheder for bestemte grupper,
du taler tydeligvis ud fra en historikers synsvinkel og bruger derfor en smal definition på nationalstaten, og så har du da vist et behov for at belære og fremstå særligt vidende, og du er også lidt nedladende, ( kan ikke se fornuften )
men du har svært ved at slippe konventionel ( borgerlig ? ) tankegang, lidt som en økonom som slet ikke kan fatte at økonomi ikke er det vigtigste i verden,
min interesse for historie er ikke stor, især fordi historie altid fokuserer på magtmenneskene ( og ofte forherliger magt ) og i mindre grad på almindelige menneskers liv og hverdag,
i øvrigt tror jeg at vejen til verdensfred er erkendelsen af militarismens skadevirkninger, og erkendelsen af at den ingen som helst gavn gør,
og en fremtidig kultur som ikke accepterer magthavernes ret til at begå overgreb,

visionen er et samfund hvor alle har indflydelse og ingen har magt, men det kan du jo nok slet ikke forestille dig, og tror vel det er helt umuligt, men det skyldes bare din begrænsning, et sådant samfund er faktisk en mulighed og indser flere dette kan vi bevæge os i den retning.
det mest naive man kan tro lige for tiden er faktisk at menneskeheden kan fortsætte som hidtil.

Bjørn Pedersen

@jan weber fritsbøger
Jeg ved nogle ting, og tænker at andre har det godt af at lære disse ting at vide. Så ja, jeg belærer jo nok. Jeg mener at mit budskab er bedre og mere baseret i virkeligheden end dit. Det er selvfølgelig ærgerligt at min sikkerhed forekommer nedladende, men jeg mener ikke du er "dummere" end jeg bare fordi du i mine øjne tager fejl.

Historie(faget eller disciplinen) er andet end blot magtmenneskers historie. Tag en fod ind i dit nærmeste lokalhistoriske museum og historierne dér vil være de almindelige menneskers. Det er efterhånden mange år siden at historikerne kun dyrkede konger, kejsere og storkapitalens indflydelse på historien. Især hvis du måtte tro på "evigtgyldige sandheder", kan det betale sig at lære noget om fortiden at kende.

Du har ret i at jeg ikke kan forestille mig et samfund hvor alle har lige indflydelse, og især ikke hvor ingen har magt. Jeg kan sagtens forestille mig et samfund uden militær, uden kapitalisme, uden privat ejendomsret. Men ikke et samfund hvor ingen har magt over andre.

Jeg er også varm fortaler for en kultur, der ikke accepterer magthaveres ret til at begå overgreb. Netop derfor må jeg dog også afvise ideen om at "elske andre som dig selv", hvis den anden f.eks. er en magtsyg diktator, og at man er offer for f.eks. etnisk udrensning. Så har man ret til sit had, til retfærdighed. Ikke på alle og enhver der har et eller andet til fælles, men kun på den individuelle diktator, der var ansvarlig for undertrykkelsen.

Tyrkernes dronekampagne mod kurderne, ja, de passer på alle måder perfekt ind i din fortælling. Her er tale om militaristisk nationalisme (jingoisme), national chauvanisme, og magthaveres overgreb. Men... hvad hvis de tyrkiske kurdere kunne forsvare sig, militært? Hvis de havde deres egne droner? Ville du se dette som en legitim eller som ligeså slem måde at bekæmpe nationalchauvanistisk militarisme på?

Jan Weber Fritsbøger

at elske andre som sig selv er et udgangspunkt, men selvfølgelig skal man ikke blindt acceptere alt som andre gør eller mener, jeg hader dog ingen, og har absolut ingen aversioner imod grupper som er anderledes end mig,
men det betyder ikke at jeg ikke kan foragte individer som personligt har gjort sig fortjent til min foragt, og det samme gælder også visse grupper hvor deres fællesskab handler om kollektivt had, til feks andre religioner eller andre etniciteter, kulturer eller hvad man nu kan bruge til at dæmonisere "de andre" og gøre dem til undermennesker,
og så tror jeg slet ikke på løgnen om at våben er en form for forsvar, våben kan kun eskalere konflikter og muliggøre overgreb,
følgende scenarie viser problemet på individ-niveau,

du kommer gående en mørk nat bærende på et skudklart våben, ud fra en sidegade kommer en fremmed som også bærer et skudklart våben, hvor stor er risikoen for at nogen skyder ?
igen du kommer gående en mørk nat bærende på et skudklart våben ud fra en sidegade kommer en ubevæbnet fremmed, hvor stor er risikoen for at du skyder ham ?
du kommer endnu engang gående en mørk nat men du er ikke bevæbnet, ud fra en sidegade kommer en ubevæbnet fremmed, hvor stor er risikoen nu ?

en lignende logik kan overføres på stater og en bevæbnet stat er faktisk mere udsat for risiko for angreb, end en ubevæbnet netop fordi at truslen ofte er årsagen til konflikterne, der findes stater helt uden militær og ingen har fået den ide at udnytte den situation,
det er ganske enkelt falskt at kalde militær for et forsvar, og desuden har militæret slet ikke den opgave at beskytte / forsvare folket, det er kun magthaverne ( og militæret selv ) man forsvarer og evt imod folket hvis folket vil af med magthaverne.
jeg mener at gandhi havde ret i sin tilgang til modstand imod magtens overgreb.

Jan Weber Fritsbøger

øhh jeg skrev faktisk kun alle har indflydelse, lige indflydelse er jo meningsløst og umuligt at administrere endsige "måle",
men det er altså vigtigt at ingen er helt uden indflydelse, og har nogen magt betyder det jo at nogen skal underkaste sig, hvilket ikke burde være nødvendigt,
og selvfølgelig ved jeg at min utopi forudsætter at mennesket udvikler sig , men jeg tror på at der findes en kulturel evolution som gradvist ændrer os, problemet er så at vores nuværende dominerende kultur påvirker denne evolution i den forkerte retning, imod mere grådighed og mere egoisme, hvor den stik modsatte retning er ønskelig.