Gem du dine kys

En ung refrænsanger fik pigernes hjerter til at banke. Det endte med en faderskabssag

Gem du dine kys

En ung refrænsanger fik pigernes hjerter til at banke. Det endte med en faderskabssag

Af Line Vaaben
Kapitel 2

I andet kapitel af denne historie dykker vi ned i det københavnske musikmiljø i Mellemkrigstiden. Her vender en ung pianist og refrænsanger hjem fra New York. Han er min biologiske morfar
Resume

Ved en tilfældighed fandt min mor i 2004 ud af, at hun var adopteret. Men hvem var hendes forældre, og hvorfor skilte hendes mor og far sig af med hende? En kuvert med deres navne ledte mig på sporet af den unge kvinde Elise Rosendal. Mens hendes mand under besættelsen var i tysk tjeneste ved østfronten, blev Elise gravid og fødte min mor i 1943. Faderen var en gift mand: Hans Wrem.

Læs første kapitel her

Lakpladen med Helofon Danseorkester fra 1936 knitrer og skratter, da nummeret går i gang. Først smyger blæsere og violiner sig ind imellem hinanden, og efter et halvt minut stemmer sangeren i med gammeldags dansk diktion:

»Gem du dine kys
Til det bliver forår igen
Gem du dine kys
Til du har fundet en ven
Og når vinteren er forbi, så kommer jeg og får dit svar
For så får du brug for alle de kys du har«

Jeg har hørt den mange, mange gange. Sangeren er min morfar. Manden, jeg aldrig har kendt. Men et link til pladen var det første, der dukkede op, da jeg søgte på nettet efter 'Hans Wrem.'

Navnet stod på det dokument fra kirkekontoret, som min mor fik tilsendt i 2004, som afslørede, at hun var adopteret. De mennesker, hun hele livet havde troet var hendes forældre, var i virkeligheden hendes adoptivforældre. Hendes biologiske forældre hed Elise Rosendal Dam og altså Hans Wrem.

På papiret fra kirkekontoret stod der også nederst, at der var oprettet en faderskabssag ved Københavns Overpræsidium i 1944. Mens jeg venter på at få papirerne udleveret fra Rigsarkivet, går jeg videre på jagt efter andre spor efter min biologiske morfar.
Min mor har altid været dygtig ved et klaver, og mine to storebrødre har ernæret sig som musikere det meste af deres liv. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at musikaliteten er rejst videre med blodet, da jeg støder på lakpladerne med min morfars smægtende stemme.

Hans Wrem gjorde karriere som sanger og pianist i 1930'erne og 1940'ernes København. Han var ikke nogen stor stjerne. Men han var alligevel interessant nok til, at jazzekspert og komponist Allan Rasmussen omkring 1970 lavede et længere karriereinterview med ham på spolebåndoptager. Jeg har fået det tilsendt i kopi fra Littlebeat Records, en sammenslutning af pladesamlere og jazznørder.

På en meget svag lydoptagelse kan man høre to mænd i samtale. De sidder i Hans Wrems lejlighed på Østerbro og taler om hans musikkarriere. Det lader til, at de har hans scrapbog foran sig, som de peger i undervejs.

Hans Wrem fortæller, at han blev født i 1907 i København på Vesterbro. Hans forældre hed Alma og Ejnar og havde værtshuset Kronedal på Valby Langgade. Den lille Hans fik spilleundervisning, fra han var otte år og lærte hurtigt alle sine stykker udenad. Han gik i den tyske skole Sankt Petri Skole og blev uddannet som ekspedient inden for beklædning.

Men en dag fik familien besøg af hans onkel og tante, som var udvandret til USA, og de tilbød ham, at han kunne besøge dem i New York, hvis han ville prøve lykken »over there«.

Så den 13. maj 1929 ankom den unge Hans Wrem med skibet »Hellig Olav« til New York. Af indrejsepapirerne fremgår det, at han var 21 år gammel og single. Sådan blev det dog ikke ved med at være. For mens han boede på Upper West Side i Manhattan, mødte han en kvinde ved navn Esther Marianne Maas. Og i maj 1933 blev de gift i en kirke i Brooklyn.

Hans Wrems onkel var medlem af forskellige danske loger og foreninger, hvor den unge Hans Wrem ofte underholdt ved klaveret til festlige begivenheder. Han fik også musikundervisning af en amerikansk sangerinde. Og sammen med en gruppe skandinaviske og amerikanske unge dannede han bandet Helgoland Ramblers, der fik en række engagementer i byen de følgende år. Blandt andet spillede bandet til guvernøren i New Yorks indsættelsesfest. Hans Wrem var også vært for en halv times program hver fredag aften på byens radiostation WBNX, hvor han spillede musik af danske komponister.

I 1933 vendte han hjem til København med sin hustru, der ventede deres første barn, en søn som blev født i 1934. Det er altså min mors halvbror. Han lever stadig, og jeg skriver et brev til ham, hvor jeg forklarer sagen:

»Det er ikke nemt at skrive dette brev, men jeg gør det alligevel,« skriver jeg. »Sagen er den, at jeg for nylig har fundet ud af, at vi er i familie

Jeg skriver, at jeg godt er klar over, at det måske kommer bag på ham. Men at jeg gerne vil mødes.

»Det er jo ikke sådan, at vi pludselig skal være familie for hinanden, men det ville betyde meget for mig at vide noget mere om min morfar,« skriver jeg. Ugerne går. Og jeg får ikke noget svar.
Min morfar, Hans Wrem, var pianist i blandt andet Anker Skjoldborgs orkester. Her fotograferet i omklædningsrummet på Prater, et spillested på Nørrebro. Det er Hans Wrem med briller, øverst til højre i billedet.
Foto: Little Beat Records & Archives.
Tiden mellem de to verdenskrige, og særligt 1930'erne, var en blomstrende periode for danseorkestre i København. Da tonefilmen slog igennem i begyndelsen af 30'erne, blev alle de musikere og orkestre, der havde spillet til stumfilmene i biograferne, arbejdsløse, men musiklivet rekonstruerede sig hurtigt omkring de store danserestauranter. Folk strømmede til op gennem 1930'erne, og populariteten fortsatte videre op i 1940'erne – også under Anden Verdenskrig, hvor de kun fik et endnu større publikum.

Selv om mange siden hen musikhistorisk har beskrevet perioden som jazzens guldalder, var det faktisk den brede underholdningsmusik, der dominerede. Og de professionelle musikere manøvrerede behændigt mellem genrerne fra job til job.

»Alle de store restauranter havde orkestre, der spillede pænt og stille under maden. Senere på aftenen spillede de dansemusik, og når så restauratørerne var gået hjem, spillede de jazz. De her musikere havde et meget bredt repertoire,« fortæller professor i musikvidenskab ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet Michael Fjeldsøe.

Der var et stort miljø af professionelle musikere, der både spillede på restauranter og indspillede plader og filmmusik. Grammofonen havde været opfundet længe, men i 1930'erne fik flere deres egen, og musikerne indspillede lakplader i stribevis, og de spillede også live i radioen.

Og havde man tilbragt tid og spillet i New York, som min morfar Hans Wrem, var man noget særligt.

»Der var meget prestige i, hvis man havde været derovre. Så var man jo ekstra bekendt med moderne amerikansk dansemusik,« siger Michael Fjeldsøe.
Pladeindspilninger, radiooptræden og ikkemindst masser af live-optræden var hverdag for Hans Wrem i 1930'ernes blomstrende periode for orkestermusikere i København. Her med Anker Skjoldborgs orkester i efteråret 1935.
Foto: Little Beat Records & Archives
I det skrattende karriereinterview fortæller Hans Wrem, hvordan hans karriere tog fart netop i perioden fra 1934 og frem, da han vendte hjem fra USA. Han fortæller, at han har indspillet »mellem 25 og 30 skiver« – blandt andet den førnævnte »Gem du dine Kys«, men også »Hvis jeg var en stjerne« og »Livet er en tango«.

I første omgang blev han engageret som sanger på en danserestaurant. Flere aviser skrev om den unge københavner. Blandt andet kan man i tidsskriftet Musik og Dans fra marts 1935 læse:

»Den fra Amerika hjemkomne Refrænsanger Hans Wrem, har som 'Den syngende bartender' i Restaurant 'Rozzi' fået så stor sukces, at Kapelmester Harald Andersen har sikret sig ham for Sommeren til Bellevue Strandhotel.«

I interviewet fortæller Hans Wrem om arbejdslivet som pianist og refrænsanger i førkrigstidens musikliv. Om at ryge cigarer, optræde i smoking, og om hvordan han om vinteren »aldrig så dagens lys«, fordi han kom hjem klokken fem eller seks om morgenen og sov det meste af dagen.

Hans Wrem optrådte med kendte orkesterledere som eksempelvis Anker Skjoldborg på blandt andet Bellevue, Bakken og spillestedet Prater på Nørrebro. Indimellem fik orkestrene fanbreve. Og de var altid stilet til sangeren, fortæller Hans Wrem:

»Sangeren var jo den, der talte til pigehjerterne. Det var jo os, der swingede og leverede det sjove,« som han siger.

I 1939 blev han engageret i Hollænderbyen – en danserestaurant i begyndelsen af Amager, hvor han optrådte som sanger og konferencier de følgende år.

»Det var en dejlig tid. Det var jo under krigen, og folk kunne ikke bruge deres penge til noget fornuftigt. De skulle jo ud at more sig. Der var folk på restauranterne. Danseglade unge mennesker. Ja, det var en herlig tid,« siger Hans Wrem.

Jeg gransker de billeder, jeg har fået tilsendt sammen med cd'en, hvor Hans Wrem poserer sammen med blandt andet Anker Skjoldborgs Orkester i habit og ved siden af de trykte radioprogrammer i avisen. Ligner han min mor? Han er en flot fyr. Smilet er bredt, og læberne smukt buede. Hans hår er strøget tilbage, og bag et par runde hornbriller har han store mørke øjne. I en annonce for hans optræden i B.T. står der:

»Her præsenterer vi vores Gæster for HANS WREM … en munter Spillemand med Blink i Øjet og et omfattende Repertoire.«
Elise Rosendal Dam var ladt alene tilbage, da hendes mand drog i krig på tysk side. Hun var 30 år gammel.
Privatfoto
Det var i nattelivet om vinteren midt under krigen, at Elise Rosendal Dam og Hans Wrem fik øje på hinanden. Det fremgår af faderskabssagen. Jeg har langt om længe modtaget en kopi fra Landsarkivet. Sagen fylder 28 sider, og ud over politiafhøringer er der også referater fra flere møder i Københavns Overpræsidium og byretten.

Det omfattende papirarbejde, afhøringer og domsmøder skyldtes, at der skulle være orden i tingene, og ikke mindst at faderen skulle betale til barnets ophold. Fra 1937 var børn født uden for ægteskab sidestillet med ægtefødte børn, når det gjaldt børnepenge og arv, og derfor var det vigtigt at sikre sig, at det var den rette mand, man havde fat i. Og i modsætning til i dag, hvor faderskab kan afgøres med en dna-test, var man dengang afhængig af vidneudsagn for at fastslå, hvem der var far til et uægte barn.

Hans Wrem står fra første afhøring ved, at han er far til min mor. Alligevel blev der afholdt ikke mindre end fire retsmøder i sagen i 1944. I februar var der blandt andet retsmøde i Københavns Byret, hvor både Hans Wrem og Elise Rosendal Larsen var mødt op.

I retsbogen står:

»Sagsøgerinden forklarer, at hun lærte Sagsøgte Wrem at kende i December 1942 og har én gang haft Samleje med ham midt i Januar 1943. Hun har ikke i tiden December 1942 til Marts 1943 stået i Forhold til andre end Sagsøgte Wrem.«

Herefter forklarede Wrem, at han var enig »angaaende deres indbyrdes kønslige Forhold … og han anerkender Bidragspligten til Moder og Barn.«

Det fremgår af sagen, at barnet – altså min mor – var sat i pleje hos en arbejdsmand i Hvidovre, der ønskede at adoptere hende. Arbejdsmanden fik 35 kroner om måneden for at have barnet, indtil adoptionen gik i orden. Det var Hans Wrem, der betalte.

Elises mand, Thorkild Werner Larsen, var også indkaldt som vidne i sagen. Men han var i krig ved østfronten og kunne derfor ikke møde op. Men det gjorde begge hans forældre. De vidnede om, at »avlingstidspunktet«, som det hedder i dokumenterne, ikke stemte med deres søns orlov.

Og i en dom den 22. juni 1944 slog retten så endeligt fast, at Hans Wrem var far til min mor. Han indbetalte 2.000 kroner til Overformynderiet i børnebidrag. Det svarer til omkring 44.000 kroner i nutidspenge.
Hans Wrem erkendte fra første politiafhøring, at han var far til min mor. Alligevel blev der afholdt en stribe retsmøder for at fastslå faderskabet.
Rigsarkivet
Efter retssagen vendte Elise Rosendal hjem til sin datter Hanne og ægteskabet med Thorkild Werner Larsen. Og Hans Wrem forsvandt formelt ud af min mors liv. Og jeg finder ikke det mindste spor af ham nogen steder, før jeg støder på en attest fra Nykøbing Sygehus, underskrevet den 26. juni 1983.

Her døde Hans Wrem 76 år gammel. Han blev bisat fra Hans Egede Kirke i København få hundrede meter fra, hvor han boede hele sit voksne liv. Han efterlod sig en hustru, der døde syv år senere. Og en søn. Altså den halvonkel, som jeg har forsøgt at skrive til.

Der går over en måned, før han svarer. Allerede ved den første sætning står det klart, at min onkel ikke er blevet begejstret for at høre fra mig.

»Almindelig høflighed kræver vist, at man svarer, når man får et brev. Det gør jeg så, om end med stor ulyst. Derfor den lange ventetid,« står der.

Han skriver desuden, at hans mor ofte beklagede sig over alle de kvinder, der ringede og ville tale med pianisten.

»Det gik vildt for sig i restaurationslivet i 1943-44,« skriver han videre.

Men hvis hans far har haft et sidespring, tilgiver min onkel ham det gerne, for som han siger:

»Han var ikke ufejlbarlig, men i mine øjne en hædersmand.«

Han skriver, at han synes, at min henvendelse er egoistisk. Og han afviser, at vi kan mødes. For selv om hans far var en offentlig person, inviterede han aldrig journalister indenfor.

»Han var en 'family man',« skriver onkel, der slutter brevet med blandt andet ordene:

»Lad de døde hvile i deres grav med både deres dyder og deres synder.«

Min morfar blev begravet på Holmens Kirkegaard. Jeg cykler ud til kirkegården og går ind på kontoret. Er der en Hans Wrem begravet her?

»Du skulle vel aldrig være efterkommer?« spørger manden bag skranken på kirkegårdskontoret.

Jeg nøler lidt med svaret.

»Jooh, på en måde …«

Det viser sig, at gravstedet, som er købt i 1960, snart skal fornyes for de næste ti år.

»Nej, det er ikke mig, der står for det,« siger jeg.

Kontoristen udleverer et lille kort over kirkegården og sætter kryds med blå kuglepen ved Hans Wrems gravsted. Det ligger i den gamle sydøstlige del af kirkegården. Mens jeg går ad grusstien mellem de lave, stedsegrønne hække, tænker jeg på sætningen fra min halvonkel:

»Lad de døde hvile i deres grav med både deres dyder og deres synder.«

Der står intet navn på stenen, så jeg må lede længe, før jeg finder den. Jeg standser og tager et billede. Stenen er dækket af et gardin af vildtvoksende, blå forglemmigejer. Jeg trækker blomsterne til side. Midtpå med versaler står der: DADDY.
Følg serien
Få automatisk en e-mail, når næste kapitel i fortællingen udkommer.
Tekst Line Vaaben
Redaktør Mikkel Vuorela
Digital produktion Sigrid Nygaard

25. juli 2020
Dagbladet Information

Anbefalinger

  • Tina Peirano
  • Thomas Overbye
  • David Zennaro
  • Erik Karlsen
  • erik pedersen
  • Steffen Gliese
  • Lisbeth Glud
  • Kurt Nielsen
  • Ete Forchhammer
Tina Peirano, Thomas Overbye, David Zennaro, Erik Karlsen, erik pedersen, Steffen Gliese, Lisbeth Glud, Kurt Nielsen og Ete Forchhammer anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ete Forchhammer

Sammenholdt med kapitler om mellemkrigsårene musikliv i Tivoli i Henrik Engelbrechts nye bog Arven efter Lumbye, er det meget interessant at læse om et andet levende musikmiljø herhjemme. Begge var påvirkede af tonefilmenes fremkomst, og i begge var kun en arbejdsplads eller normal arbejdstid utopier, ikke mindst hvis man(d) havde en familie at forsørge.

Ketilbjørn Jonsen, Steffen Gliese og Lisbeth Glud anbefalede denne kommentar

Line Vaaben's serie "Gem du dine kys" er fremragende journalistik med fine illustrationer og lyd. Mvh Arne Øland (forfatter til "Horeunger og helligdage - tyskerbørns beretninger (2001)"