Den 6. april 1968 bliver den 17-årige Black Panther-aktivist Bobby Hutton dræbt af skud i det vestlige Oakland efter et voldeligt sammenstød med den lokale politistyrke. Hutton er ubevæbnet og i færd med at overgive sig, da han bliver ramt af politiets kugleregn.

Det er Black Pathers informationsminister, Eldrigde Cleaver, der leder angrebet mod politiet. Han bliver selv såret og anholdt. Episoden opstår som reaktion på Martin Luther King Jr.s død den 4. april, som udløser store demonstrationer i flere amerikanske metropoler. Begivenhederne fører til vedtagelsen af loven Fair Housing Act, der forbyder diskrimination i forbindelse ejendomssalg og fremleje baseret på race, religion eller nationalitet.

Fra sin begyndelse er borgerrettighedsbevægelsen i USA tæt knyttet til ungdommen. Black Panther Party grundlægges 1966 af to studerende på Merritt College i Oakland: Huey P. Newton og Bobby Seale. I løbet af 1968 udvider partiet sit fokus fra racisme og politibrutalitet til en bredere samfundskritik inspireret af Maos lille røde, hvor amerikanske universitetsstuderende i stigende grad melder sig under fanerne.

Også uden for USA blomstrer demonstrationer for sortes rettigheder. I oktober 1968 protesterer studerende ved Mona-universitetet i Kingston på Jamaica imod regeringens forbud mod den venstreorienterede lektor Walter Rodneys tilbagevenden efter ophold på Cuba og i Sovjetunionen. På St. Augustine-universitetet i Trinidad og Tobago opstår også en Black Power-bevægelse.

Den 3. maj 1968 bliver gårdspladen på Sorbonne-universitetet i hjertet af Paris fyldt med op mod 500 studerende, der protesterer mod lukningen af universitetet i Nanterre. Rektor Jean Roche beder politiet om at gribe ind og genoprette ro og orden af frygt for sammenstød med en gruppe højreorienterede studerende, der har annonceret moddemonstration. En beslutning med vidtrækkende konsekvenser. Der opstår voldelige konfrontationer mellem politiet og studenterne. 527 studerende bliver arresteret, Sorbonne bliver lukket, og studenterrevolten i Paris er skudt i gang.

Den 6. maj finder endnu et sammenstød sted ved en støttedemonstration for otte studerende fra Nanterre-universitet, der er blevet stillet for disciplinærkomiteen. Men det er natten mellem den 10. og 11. maj, at situationen for alvor eskalerer, da politiet og aktivistiske studerende kommer ud i borgerkrigslignende gadekampe i Latinerkvarteret. Knuste ruder og afbrændte biler, som studenterne bruger som barrikader. Det ligner en krigszone. Studenteroprørene kaster med brosten og molotovcocktails. Politiet svarer igen med knipler, lysgranater og tåregas. Over 200 politifolk bliver såret, og hundredvis af studenter anholdes. »Barrikadernes nat« bliver den døbt.

Allerede den 6. maj beskriver Nils Ufer her i avisen, hvordan Latinerkvarteret ligner »en besat by,« og at folkeopinionen er med de studerende, fordi myndighedernes adfærd opfattes som en hårdhændet overreaktion. Dermed har en relativ lille gruppe aktivistiske studerende »pludselig fået en langt større tilhængerskare, end de nogensinde ellers kunne have håbet på.«

Den 13. maj 1968 har flere af de største franske fagforeninger indkaldt til endags generalstrejke i sympati med de studerende. Adskillige hundredtusinder studenter og arbejdere vandrer gennem gaderne i Paris, hvor der spreder sig en følelse af, at oprøret handler andet og mere end politibrutalitet og forholdene på universiteterne. Politiet holder sig i det store hele i baggrunden, og premierminister Georges Pompidou meddeler personligt, at de anholdte studenter vil blive løsladt og Sorbonne genåbnet.

Men revolten skrumper ikke – tværtimod. Det, der var tænkt som en endagsstrejke, udvikler sig til den største generalstrejke i Frankrigs historie. Godt en uge efter er i omegnen af 10 millioner (næsten to tredjedele af den franske arbejdsstyrke) ikke på arbejde, enten fordi de strejker eller er forhindret i at udføre deres job. Dertil forekommer regulære fabriksbesættelser. Den første allerede den 14. maj, hvor arbejderne på Sud-Aviation i Bouguenais overtager fabrikken. Flere Renault-fabrikker besættes også.

Det er desuden bemærkelsesværdigt, at der blandt de strejkende arbejdere stilles krav ud over det sædvanlige. Mens nogle selvfølgelig blot kræver højere løn og bedre arbejdsvilkår, snakkes der også om autogestion, hvor arbejderne ønsker selv at overtage styringen af deres arbejdspladser gennem fællesarbejde og demokratisk organisering.

Den 27. maj 1968 præsenteres Grenelle-aftalerne, der i de foregående par dage er blevet forhandlet mellem den franske regering og repræsentanter fra fagbevægelsen. Aftalerne indeholder som de centrale elementer en 35 procents stigning i mindstelønnen og en gennemsnitlig reallønsstigning på 10 procent.

Men aftalerne afvises af fagforeningsmedlemmerne. Der kan ikke findes et flertal ude på fabrikkerne, og derfor fortsætter strejkerne, besættelserne og den sociale krise i Frankrig. Det er tydeligt, at fagforeningslederne ikke har kontrol over de strejkende arbejdere, som for en stor dels vedkommende ønsker mere radikale forandringer end lønstigninger.

Samme dag afholder studenterforeningen Union Nationale des Étudiants de France samling på fodboldstadionet Stade Sébastien Charléty i Paris, og den tiltrækker titusindvis af unge aktivister. Fra talerstolen skærpes retorikken, og man taler om at styrte regeringen og fortsætte kampen.

To dage senere afholdes imidlertid en stor moddemonstration på Champs-Élysées til støtte for præsident Charles de Gaulle, der beslutter at opløse nationalforsamlingen og udskrive valg til afholdelse den 30. juni. Da gaullisterne vinder overbevisende med 293 af 487 sæder i parlamenter, svinder oprøret. Revolutionen er afblæst.

Regeringen ender med at implementere de vigtigste dele af Grenelle-aftalerne i december 1968.

Den 2. juni 1968 om aftenen opstår sammenstød mellem politiet og studerende ved universitetet i Beograd. Studenteroprøret har spredt sig til Titos Jugoslavien. Gnisten, der antænder urolighederne, virker ikke synderligt opsigtsvækkende. En gruppe studenter bliver forhindret i at deltage i en koncert, hvilket i første omgang resulterer i nævekamp med sikkerhedsvagterne. Men da politiet tilkaldes, eskalerer situationen, og der åbnes ild mod ubevæbnede studerende, som til gengæld får fingre i en af ordensmagtens vandkanoner.

Dagen efter møder flere tusinde studerende op foran parlamentsbygningen i demonstration mod politiets vold og brutalitet, men de studerende bliver imidlertid hurtigt nedkæmpet af politistyrkerne. Studenteroprørene besætter senere på dagen universitetet i Beograd, og i de følgende dage spreder protesterne sig til Zagreb, Ljubljana og Sarajevo. Fokus flytter fra protester mod politivold til krav om pressefrihed, demokratisering af samfundet og social ligestilling. Tito og partiledelsen afskrives som »det røde bourgeoisi«.

I en tv-transmission den 9. juni siger Tito, at »de studerende har ret,« og forpligter sig til at finde en løsning. Det bliver enden på universitetsbesættelsen, der ender med at vare en uge, selv om der i praksis ikke sker nogle konkrete forandringer. Tværtimod bliver der i de efterfølgende måneder kørt offentlige kampagner mod »ekstremister« og de mobiliserende kræfter bag studenterbevægelsen.

Den 20. august 1968 sent om aftenen invaderer tropper fra fem Warszawapagtlande (Sovjetunionen, Ungarn, Bulgarien, Polen og Østtyskland) uden varsel Tjekkoslovakiet. Det sætter en effektiv stopper for den liberaliserende reformkurs, landet har været på under Alexander Dubcek. Foråret i Prag er slut.

Dubček kommer til magten i januar 1968, og frem til invasionen følger en periode, hvor der langsomt bliver løsnet op i forhold til presse- og ytringsfrihed, gradvis demokratisering med eksempelvis arbejderråd i virksomhederne og en forsigtig decentralisering af økonomien. Det er en trussel mod en sovjetiske version af socialismen. I invasionens efterspil er der ikkevoldelige protester, men det afstedkommer intet afgørende.

Rumænien, der var med i Warszawapagten, nægtede at deltage i angrebet. Dagen efter invasionen holdt generalsekretæren for det rumænske kommunistparti, Nicolae Ceaușescu, en tale på Piața Revoluției-pladsen i Bukarest, hvor han foran omtrent 100.000 fremmødte fordømte aktionen.

Andre steder i Østblokken var ungdommen også begyndt at røre på sig. I foråret 1968 havde polske studerende omkring universitet i Warszawa demonstreret med direkte henvisning til udviklingen i Tjekkoslovakiet: »Polen venter på Dubček!«

Her handlede ungdomsoprøret ikke om forbrugersamfundet, universitetets organisering eller kapitalismen. Det var kampen for ytrings- og forsamlingsfrihed og lighed for loven. Men også her var de studerende i front.

Den 21. november 1968 indtager den unge psykologistuderende Finn Ejnar Madsen talerstolen ved årsfesten på Københavns Universitet. For øjnene af kongefamilien og repræsentanter fra regeringen og domstolene – samfundets absolutte elite – afbryder han rektor Mogens Fog og holder en tre minutter lang tale, hvori han kommenterer de fremmødte, angriber klassesamfundet og erklærer solidaritet mellem studenter og arbejdere.

Selv om de studerende i vid udstrækning har fået gennemført deres krav på universitetet, fortsætter kampen for samfundsforandringer. Ungdomsoprøret handler om mere end ungdommen. Det har med ønsket om en gennemgribende anderledes samfundsindretning at gøre:

»Vi vil noget helt andet. Vi vil ikke følge i deres fodspor og blive verdensfjerne akademikere, der skalter og valter med almindelige mennesker efter uretfærdige principper og efter eget forgodtbefindende. Vi har selv så længe fået denne behandling herinde på universitetet. Vi er selv blevet undertrykt og umyndiggjort, og derfor vil vi ikke være med til at gøre det samme med almindelige lønarbejdere ude på virksomhederne og i samfundet, når vi selv er færdige med vores uddannelse.

Derfor mener vi, at vi har samme interesser som almindelige lønarbejdere. Vi mener ikke, at en lille overklasse skal bestemme på arbejdspladserne og på universiteterne, men at de folk, der arbejder et sted, selv skal bestemme.

Og det er ikke bare ordgas.«

Under jubel fra 150 fremmødte medstuderende forlader Finn Ejnar Madsen salen i god ro og orden.