1968
Løb kammerat, den gamle verden er efter dig
Foråret 1968 stod i oprørets tegn. Mod autoriteter i enhver form. For retten til selvbestemmelse. Fra Rio over New York til Beograd. Vi giver her 12 nedslag
I 1968 gjorde ungdommen oprør. Mod Vietnamkrigen og professorvældet. Mod alle slags autoriteter.

Begivenhederne i Paris står særligt skarpt, men studenter over hele kloden var klar til forandring. De var født af midt-60’ernes gryende hippiebevægelse og fostrede 70’ernes antiautoritære venstrefløj.
Selvbestemmelse og frigørelse var på programmet fra København til Oakland.

Information bringer her et udklip af nogle af studenteroprørets vigtigste opråb.
1968
22. MARTS
22. MARTS
NANTERRE
Den 22. marts 1968 besætter halvanden hundrede studerende fra Nanterre Universitet i en forstad vest for Paris den øverste etage i tårnet, hvor administrationen holder til. Stedet er symbolsk: Det repræsenterer universitets øverste autoritet.

Besættelsen sker i protest mod anholdelsen af seks aktivister, der få dage forinden ved en demonstration imod Vietnamkrigen har angrebet American Express-bygningen ved operaen i Paris. Men begivenheden får betydning for langt flere end de anholdte demonstranter.

Blot en uge inden optrinet skriver Le Mondes politiske redaktør Pierre Viansson-Ponté, at »Frankrig keder sig«.

Men det er ikke længere tilfældet.

Den 22-årige sociologistuderende Daniel Cohn-Bendit, der i offentligheden døbes »Dany le Rouge« på grund af sit røde hår (og sine holdninger), bliver frontfigur for Mouvement du 22 Mars, som de studerende kalder sig.

Bevægelsen ønsker at ændre vilkårene for tilværelsen på universiteterne – drenge og piger skal kunne besøge hinandens sovesale, hedder det blandt andet. Men gruppen retter også kritik af politiets undertrykkelse og »den herskende klasse«. De spirende studenteroprørere arbejder for medbestemmelse, selvorganisering og direkte demokrati.

Da der indkaldes til »antiimperialistisk dag« den 2. maj på Nanterre Universitet, beslutter dekanen, Pierre Grappin, at suspendere undervisningen og lukke universitetet, hvilket bliver den direkte anledning til de senere begivenheder i Latinerkvarteret.
Studerende ved Nanterre Universitet ved Paris læser de seneste nyheder om Vietnamkrigen. Senere samme måned besætter 150 studerende administrationslokaler på universitet i protest mod anholdelsen af vietnam-demonstrerende studiekammerater.
Foto: Ritzau Scanpix
28. MARTS
28. MARTS
RIO DE JANEIRO
Den 28. marts 1968 bliver den 18-årig gymnasieelev Edson Luís de Lima Souto skudt i brystet af det brasilianske militærpoliti og dør under en demonstration på restauranten Calabouço i Rio de Janeiro. 300 studerende havde samlet sig i restauranten – der i 1951 blev etableret som et sted, hvor unge kunne få et billigt måltid – for at demonstrere imod annoncerede prisforhøjelser.

Liget af den unge mand bæres gennem byens gader som symbol på militærdiktaturets tyranni, og ved begravelsen, som finder sted få dage senere, er der planlagt demonstrationer i 15 byer. Alene i São Paulo protesterer 4.000 studerende omkring det medicinske fakultet ved byens universitet. Og i Rio de Janeiro er Cinelândia-pladsen i bymidten fyldt med demonstrerende, der bærer bannere med slagord som »Den gamle ved magten, den unge i kisten« og »Hvad hvis det var din søn?«

Protesterne i forbindelse med gymnasieelevens død giver stødet til de første offentlige demonstrationer, der tre måneder senere kulminerer, da 100.000 mennesker går på gaden i Rio de Janeiro til en af de største og mest betydningsfulde demonstrationer imod militærdiktaturet.

Men Brasilien er ikke det eneste latinamerikanske land, der mærker ungdommens vyvakte opposition. I Mexico opstår studenteroprøret lige før de Olympiske Lege, hvor regering kritiseres for at prioritere landets ansigt udadtil højere end interne problemer med økonomisk ulighed og politisk undertrykkelse: »Vi vil ikke have De Olympiske Lege, vi vil have revolution.«
6. APRIL
6. APRIL
OAKLAND
Den 6. april 1968 bliver den 17-årige Black Panther-aktivist Bobby Hutton dræbt af skud i det vestlige Oakland efter et voldeligt sammenstød med den lokale politistyrke. Hutton er ubevæbnet og i færd med at overgive sig, da han bliver ramt af politiets kugleregn.

Det er Black Pathers informationsminister, Eldrigde Cleaver, der leder angrebet mod politiet. Han bliver selv såret og anholdt. Episoden opstår som reaktion på Martin Luther King Jr.s død den 4. april, som udløser store demonstrationer i flere amerikanske metropoler. Begivenhederne fører til vedtagelsen af loven Fair Housing Act, der forbyder diskrimination i forbindelse ejendomssalg og fremleje baseret på race, religion eller nationalitet.

Fra sin begyndelse er borgerrettighedsbevægelsen i USA tæt knyttet til ungdommen. Black Panther Party grundlægges 1966 af to studerende på Merritt College i Oakland: Huey P. Newton og Bobby Seale. I løbet af 1968 udvider partiet sit fokus fra racisme og politibrutalitet til en bredere samfundskritik inspireret af Maos lille røde, hvor amerikanske universitetsstuderende i stigende grad melder sig under fanerne.

Også uden for USA blomstrer demonstrationer for sortes rettigheder. I oktober 1968 protesterer studerende ved Mona-universitetet i Kingston på Jamaica imod regeringens forbud mod den venstreorienterede lektor Walter Rodneys tilbagevenden efter ophold på Cuba og i Sovjetunionen. På St. Augustine-universitetet i Trinidad og Tobago opstår også en Black Power-bevægelse.
Øverst: Brasiliansk militærpoliti til hest trækker sablerne (!) under en studenterdemonstration i Rio. Nederst: Black Panther-medlemmer under en pressekonference i Oakland.
Fotos: AP Photo, Ernest K. Bennett
11. APRIL
11. APRIL
BERLIN
Den. 11. april 1968 bliver frontfiguren for den vesttyske studenterbevægelse, Rudi Dutschke, skudt i hovedet og skulderen på sin cykel i Berlin. Cyklen ligger efterladt på hjørnet af Kurfürstendamm og Joachim-Friedrich-Straße, mens Dutschke bliver kørt på hospitalet. Den 28-årige studenteroprører overlever i første omgang, men dør 11 år senere af følgevirkningerne.

Attentatforsøget medfører forsøg på at standse omdelingen af Axel Springers tabloidavis Bild-Zeitung, der med opfordringer som »eliminer ballademagerne« står i stærk opposition til studenterbevægelsen.

Året før bliver den unge universitetsstuderende Benno Ohnesorg dræbt til en demonstration ved den iranske shahs statsbesøg, hvilket for alvor har mobiliseret de tyske studerende.

I 1968 topper Sozialistischer Deutscher Studentenbund med en medlemstilslutning på over 2.000. Det er den førende organisation i den tyske Außerparlamentarische Opposition, hvor Dutschke er uofficiel talsmand. Ud over at protestere mod Springers medieimperium demonstrerer oprørsbevægelsen imod kansler Kurt Georg Kiesingers Große Koalition og den planlagte vedtagelse af nødlovgivning, der i særlige situationer vil give regeringen mulighed for at indskrænke borgernes frihedsrettigheder.

Den største protest med over 50.000 fremmødte finder sted i Bonn, men loven stemmes alligevel igennem. Desuden taler de studerende om Vietnamkrigen, demokratisering af universitetet og kollektive livsformer inspireret af det marxistiske kollektiv i Berlin Kommune 1.
Studenterlederen Rudi Dutschke ved en demonstration i Baden-Baden i 1968, få måneder før attentatforsøget på ham.
Foto: Kurt Strumpf
23. APRIL
23. APRIL
NEW YORK
Den 23. april 1968 afholder en gruppe studerende fra Columbia University demonstration imod opførelsen af en gymnastikhal, der skal placeres i Morningside Park tæt på den overvejende sorte bydel Harlem. Det planlagte byggeri kritiseres for at være diskriminerende, fordi arkitekttegningerne indeholder en såkaldt »bagdør«, som Harlembeboerne, der ikke studerer på Columbia, må benytte. Lokalbefolkningen får kun begrænset adgang til hallen. Desuden er de studerende utilfredse med universitetets indblanding i Vietnamkrigen via dets støtte til forsvarsministeriets tænketank, Institute for Defense Analyses.

Protesten resulterer i, at en gruppe aktivister erobrer to bygninger på campussen. Besættelserne varer i en uge og ender med, at New Yorks politi rydder bygningerne med brug af magt og tåregas. Over 100 studerende bliver såret og mere end 700 anholdt.

Det er Students for a Democratic Society med en ung Mark Rudd, der senere grundlagde den aktivistiske venstrefløjsgruppe Weathermen, i spidsen, som står bag aktionen i samarbejde med gruppen Student Afro Society. Fællesskabet mellem de sorte og hvide studerende bemærkes i medierne, og Students for a Democratic Society skaber sig yderligere opmærksomhed, da det arrangerer en endags studenterstrejke den 26. april, hvor over en million amerikanske universitetsstuderende landet over udebliver fra undervisningen.
24. APRIL
24. APRIL
KØBENHAVN
Den 24. april 1968 om morgenen kan Erik de Place Andersen annoncere, at de psykologistuderende på Københavns Universitet har fået kravet om 50 procents studenterrepræsentation i det psykologiske studienævn opfyldt. Dermed gøres op med 500 års professorvælde, og de aktivistiske studerende, der om natten den 19. april besatte Psykologisk Laboratorium i Studiegården på Frue Plads i indre København, forlader lokalerne.

Studenteroprøret i København har stået på i godt en måned. Den 20. marts 1968 skriver Ejvind Larsen her i avisen artiklen »Er danske studenter for sløve til at gøre oprør mod systemet?«, der med henvisning til studenterbevægelser i udlandet udfordrer de danske studerendes passivitet. Dagen efter vedtager en gruppe psykologistuderende en bestemmelse, som opfordrer til at udeblive fra undervisningen: »Bryd professorvældet« og »Medbestemmelse nu« står der malet på muren af universitetsbygningen på Frue Plads.

I slutningen af marts begynder forhandlinger mellem lærerne og de studerende, og den 19. april munder de ud i et forslag, der imidlertid omgående bliver afvist af de psykologistuderende. Det fører til besættelsen af universitetsbygningerne. Og den 23. april – dagen inden aftalen falder på plads – er over 5.000 demonstranter mødt op Frue Plads.

Inden de aktivistiske psykologistuderende forlader de besatte lokaler, efterlader de en tulipan på hvert af lærernes borde.
Filosofikum-studerende ved Københavns Universitet demonstrerer.
Foto: Erik Petersen
6. MAJ
6. MAJ
PARIS
Den 3. maj 1968 bliver gårdspladen på Sorbonne-universitetet i hjertet af Paris fyldt med op mod 500 studerende, der protesterer mod lukningen af universitetet i Nanterre. Rektor Jean Roche beder politiet om at gribe ind og genoprette ro og orden af frygt for sammenstød med en gruppe højreorienterede studerende, der har annonceret moddemonstration. En beslutning med vidtrækkende konsekvenser. Der opstår voldelige konfrontationer mellem politiet og studenterne. 527 studerende bliver arresteret, Sorbonne bliver lukket, og studenterrevolten i Paris er skudt i gang.

Den 6. maj finder endnu et sammenstød sted ved en støttedemonstration for otte studerende fra Nanterre-universitet, der er blevet stillet for disciplinærkomiteen. Men det er natten mellem den 10. og 11. maj, at situationen for alvor eskalerer, da politiet og aktivistiske studerende kommer ud i borgerkrigslignende gadekampe i Latinerkvarteret. Knuste ruder og afbrændte biler, som studenterne bruger som barrikader. Det ligner en krigszone. Studenteroprørene kaster med brosten og molotovcocktails. Politiet svarer igen med knipler, lysgranater og tåregas. Over 200 politifolk bliver såret, og hundredvis af studenter anholdes. »Barrikadernes nat« bliver den døbt.

Allerede den 6. maj beskriver Nils Ufer her i avisen, hvordan Latinerkvarteret ligner »en besat by,« og at folkeopinionen er med de studerende, fordi myndighedernes adfærd opfattes som en hårdhændet overreaktion. Dermed har en relativ lille gruppe aktivistiske studerende »pludselig fået en langt større tilhængerskare, end de nogensinde ellers kunne have håbet på.«
Paris 1968. Studenterdemonstrationerne udvikler sig voldeligt og bl.a. latinerkvarteret hærges efter mødet mellem politi og demonstranter.
Fotos: Jacques Boissay og AFP Photo
13. MAJ
13. MAJ
PARIS
Den 13. maj 1968 har flere af de største franske fagforeninger indkaldt til endags generalstrejke i sympati med de studerende. Adskillige hundredtusinder studenter og arbejdere vandrer gennem gaderne i Paris, hvor der spreder sig en følelse af, at oprøret handler andet og mere end politibrutalitet og forholdene på universiteterne. Politiet holder sig i det store hele i baggrunden, og premierminister Georges Pompidou meddeler personligt, at de anholdte studenter vil blive løsladt og Sorbonne genåbnet.

Men revolten skrumper ikke – tværtimod. Det, der var tænkt som en endagsstrejke, udvikler sig til den største generalstrejke i Frankrigs historie. Godt en uge efter er i omegnen af 10 millioner (næsten to tredjedele af den franske arbejdsstyrke) ikke på arbejde, enten fordi de strejker eller er forhindret i at udføre deres job. Dertil forekommer regulære fabriksbesættelser. Den første allerede den 14. maj, hvor arbejderne på Sud-Aviation i Bouguenais overtager fabrikken. Flere Renault-fabrikker besættes også.

Det er desuden bemærkelsesværdigt, at der blandt de strejkende arbejdere stilles krav ud over det sædvanlige. Mens nogle selvfølgelig blot kræver højere løn og bedre arbejdsvilkår, snakkes der også om autogestion, hvor arbejderne ønsker selv at overtage styringen af deres arbejdspladser gennem fællesarbejde og demokratisk organisering.
27. MAJ
27. MAJ
PARIS
Den 27. maj 1968 præsenteres Grenelle-aftalerne, der i de foregående par dage er blevet forhandlet mellem den franske regering og repræsentanter fra fagbevægelsen. Aftalerne indeholder som de centrale elementer en 35 procents stigning i mindstelønnen og en gennemsnitlig reallønsstigning på 10 procent.

Men aftalerne afvises af fagforeningsmedlemmerne. Der kan ikke findes et flertal ude på fabrikkerne, og derfor fortsætter strejkerne, besættelserne og den sociale krise i Frankrig. Det er tydeligt, at fagforeningslederne ikke har kontrol over de strejkende arbejdere, som for en stor dels vedkommende ønsker mere radikale forandringer end lønstigninger.

Samme dag afholder studenterforeningen Union Nationale des Étudiants de France samling på fodboldstadionet Stade Sébastien Charléty i Paris, og den tiltrækker titusindvis af unge aktivister. Fra talerstolen skærpes retorikken, og man taler om at styrte regeringen og fortsætte kampen.

To dage senere afholdes imidlertid en stor moddemonstration på Champs-Élysées til støtte for præsident Charles de Gaulle, der beslutter at opløse nationalforsamlingen og udskrive valg til afholdelse den 30. juni. Da gaullisterne vinder overbevisende med 293 af 487 sæder i parlamenter, svinder oprøret. Revolutionen er afblæst.

Regeringen ender med at implementere de vigtigste dele af Grenelle-aftalerne i december 1968.
Paris 1. maj 1968, Unge Kvinders Parade, en demonstration organiseret af det franske kommunistparti.
Foto: Jaques Marie
2. JUNI
2. JUNI
BEOGRAD
Den 2. juni 1968 om aftenen opstår sammenstød mellem politiet og studerende ved universitetet i Beograd. Studenteroprøret har spredt sig til Titos Jugoslavien. Gnisten, der antænder urolighederne, virker ikke synderligt opsigtsvækkende. En gruppe studenter bliver forhindret i at deltage i en koncert, hvilket i første omgang resulterer i nævekamp med sikkerhedsvagterne. Men da politiet tilkaldes, eskalerer situationen, og der åbnes ild mod ubevæbnede studerende, som til gengæld får fingre i en af ordensmagtens vandkanoner.

Dagen efter møder flere tusinde studerende op foran parlamentsbygningen i demonstration mod politiets vold og brutalitet, men de studerende bliver imidlertid hurtigt nedkæmpet af politistyrkerne. Studenteroprørene besætter senere på dagen universitetet i Beograd, og i de følgende dage spreder protesterne sig til Zagreb, Ljubljana og Sarajevo. Fokus flytter fra protester mod politivold til krav om pressefrihed, demokratisering af samfundet og social ligestilling. Tito og partiledelsen afskrives som »det røde bourgeoisi«.

I en tv-transmission den 9. juni siger Tito, at »de studerende har ret,« og forpligter sig til at finde en løsning. Det bliver enden på universitetsbesættelsen, der ender med at vare en uge, selv om der i praksis ikke sker nogle konkrete forandringer. Tværtimod bliver der i de efterfølgende måneder kørt offentlige kampagner mod »ekstremister« og de mobiliserende kræfter bag studenterbevægelsen.
20. AUG
20. AUG
PRAG
Den 20. august 1968 sent om aftenen invaderer tropper fra fem Warszawapagtlande (Sovjetunionen, Ungarn, Bulgarien, Polen og Østtyskland) uden varsel Tjekkoslovakiet. Det sætter en effektiv stopper for den liberaliserende reformkurs, landet har været på under Alexander Dubcek. Foråret i Prag er slut.

Dubček kommer til magten i januar 1968, og frem til invasionen følger en periode, hvor der langsomt bliver løsnet op i forhold til presse- og ytringsfrihed, gradvis demokratisering med eksempelvis arbejderråd i virksomhederne og en forsigtig decentralisering af økonomien. Det er en trussel mod en sovjetiske version af socialismen. I invasionens efterspil er der ikkevoldelige protester, men det afstedkommer intet afgørende.

Rumænien, der var med i Warszawapagten, nægtede at deltage i angrebet. Dagen efter invasionen holdt generalsekretæren for det rumænske kommunistparti, Nicolae Ceaușescu, en tale på Piața Revoluției-pladsen i Bukarest, hvor han foran omtrent 100.000 fremmødte fordømte aktionen.

Andre steder i Østblokken var ungdommen også begyndt at røre på sig. I foråret 1968 havde polske studerende omkring universitet i Warszawa demonstreret med direkte henvisning til udviklingen i Tjekkoslovakiet: »Polen venter på Dubček!«

Her handlede ungdomsoprøret ikke om forbrugersamfundet, universitetets organisering eller kapitalismen. Det var kampen for ytrings- og forsamlingsfrihed og lighed for loven. Men også her var de studerende i front.
Studenteroprøret i Prag bringes til ende, da Sovejtunionen og tropper fra de øvrige Warzawapagtlande invaderer Tjekkoslovakiet i august 1968.
Foto: Ritzau Scanpix
21. NOV
21. NOV
KØBENHAVN
Den 21. november 1968 indtager den unge psykologistuderende Finn Ejnar Madsen talerstolen ved årsfesten på Københavns Universitet. For øjnene af kongefamilien og repræsentanter fra regeringen og domstolene – samfundets absolutte elite – afbryder han rektor Mogens Fog og holder en tre minutter lang tale, hvori han kommenterer de fremmødte, angriber klassesamfundet og erklærer solidaritet mellem studenter og arbejdere.

Selv om de studerende i vid udstrækning har fået gennemført deres krav på universitetet, fortsætter kampen for samfundsforandringer. Ungdomsoprøret handler om mere end ungdommen. Det har med ønsket om en gennemgribende anderledes samfundsindretning at gøre:

»Vi vil noget helt andet. Vi vil ikke følge i deres fodspor og blive verdensfjerne akademikere, der skalter og valter med almindelige mennesker efter uretfærdige principper og efter eget forgodtbefindende. Vi har selv så længe fået denne behandling herinde på universitetet. Vi er selv blevet undertrykt og umyndiggjort, og derfor vil vi ikke være med til at gøre det samme med almindelige lønarbejdere ude på virksomhederne og i samfundet, når vi selv er færdige med vores uddannelse.

Derfor mener vi, at vi har samme interesser som almindelige lønarbejdere. Vi mener ikke, at en lille overklasse skal bestemme på arbejdspladserne og på universiteterne, men at de folk, der arbejder et sted, selv skal bestemme.

Og det er ikke bare ordgas.«

Under jubel fra 150 fremmødte medstuderende forlader Finn Ejnar Madsen salen i god ro og orden.
Københavns Universitets årsfest i 1968 udviklede sig til en happening, da den studerende Finn Einar Madsen erobrede talerstolen fra rektor Mogens Fog for at tale de studerendes sag og dermed for alvor satte gang i det danske studenteroprør. Her ses kongefamilien på tilskuerrækkerne.
Foto: Erik Gleie
Tekst: Nikola Nedeljkovic Gøttsche
Cover: Phillippe Gras*
Redaktion: Anna von Sperling
Digital produktion: Jens Christoffersen

3. maj 2018
Dagbladet Information
* I anledning af 50-året for maj 1968 viser Institut Français fra d. 2. maj og hen over sommeren en fotoudstilling af Philippe Gras, som giver indblik i begivenhederne under studenteroprøret i 1968 i Paris.

Anbefalinger

  • Jørgen Vogelius
  • Kurt Nielsen
  • Svend Erik Sokkelund
  • Niels Duus Nielsen
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Anna von Sperling
  • Niels-Simon Larsen
Jørgen Vogelius, Kurt Nielsen, Svend Erik Sokkelund, Niels Duus Nielsen, Mikael Velschow-Rasmussen, Maj-Britt Kent Hansen, Anna von Sperling og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kjeld Jensen

Glimrende artikel. Tak! Bringer minder om Information i de gode, gamle dage.

Svend Erik Sokkelund, Holger Madsen og Anna von Sperling anbefalede denne kommentar
Mathis Weidanz

Paris d. 13. maj: tror der er en meningsforstyrrende fejl? I sidste paragraf står der, at arbejderne krævede fælles”arbejde” – skulle der ikke have stået ”fælleseje”? Altså, socialisme?