Amerikansk præsidentvalg 2020
Trump har vist verden, hvad der er galt med USA
USA har fået valgfeber, coronakriller, karantænekuller, lommesmerter, mediekvalme, angst, paranoia, pip, kuk og chok – og det hele synes komprimeret under højt tryk i en beholder. Information er taget til Texas for at beskrive det land, der tirsdag skal vælge dets næste præsident.
Mikkel Vuorela og Mathias Sindberg, tekst
Sigrid Nygaard, foto

TEXAS

På en enorm parkeringsplads mellem et COVID-19-testcenter og en McDonald's i Houston, Texas holder hundredvis af biler pyntede med politiske flag og slogans. »Fuck dine følelser« står der på et banner. »Ikke mere bullshit« på et andet. »Keep America Great« på et tredje.

Der er nærmest ingen mundbind at spore, folk går bare rundt imellem bilerne og lyser med deres store amerikanske smil, opløftede af sammenhold og fælles formål. Deres plan er simpel: Saml så mange biler så muligt, pynt dem med Trump-grej og kør ud på motorvejen i en parade, så de sidste tvivlende vælgere tager sig sammen og stemmer på Trump.

Den sidste time før paraden skal rulle, strømmer det støt ind med biler på parkeringspladsen, op mod 1.000 i alt. Der bliver jublet, skreget og rocket, og hornet bliver hakket i bund. En kvinde går målrettet langs rækkerne af de pyntede slæder, mens hun sender live på TikTok.

»Det er her, du finder friheden,« halvråber hun ind i sit mobilkamera og panorerer over på en flok mænd på ladet af en pickuptruck. »Gud velsigne Trump,« råber de tilbage.

Stemningen er kanon. Her vajer tusind flag i vinden, her skinner solen lunt og blidt, og her bliver Trump genvalgt, det ved enhver.

For mange af de fremmødte handler det imidlertid mindre om personen Trump og mere om principper. For Priscilla Sanchez, der står ved en sort chevrolet, handler det for eksempel om Gud. På grund af Gud stemmer hun Trump, for han kommer til at bevare kristendommen bedre end Biden. Det er også på grund af Gud, at hun ikke behøver gå med maske i en pandemi.

»Da Jesus døde for os, døde han …« Hun går i stå.

»To sekunder, jeg skal lige tjekke Biblen,« siger hun og dykker ind i på bagsædet af chevroleten, før hun dukker op igen med et citat fra Esajas.

»Ved hans sår blev vi helbredt af Jesu blod,« siger hun så og forklarer, at Gud beskytter hende mod virussen, og at frygt aldrig er Guds værk.

For Susan Terry, en kvinde med en cowboyhat med Trumps navn på, handler det om frihed – frihed fra staten, frihed fra skatten. Hun citerer ikke Biblen, men uafhængighedserklæringen og dens ord om retten til liv, frihed og stræben efter lykke.

»Biden deler ikke de værdier,« siger hun.

»I stedet vil han dele ud af mine værdier. Alle skal have en bid af kagen – selv hvis de ikke arbejder.«

Nu er hun her for at vise, hvordan man demonstrerer på en stille og rolig og sjov måde uden at brænde andre folks ejendom af, som demokraterne ifølge hende har det med at gøre.

Ironisk nok har der faktisk været visse problemer med Trump Trains, som er det, der i dag bliver afholdt – konvojer af biler udsmykkede med Trump-bannere. Dagen før blev en demokratisk kampagnebus nær tvunget af vejen i nærheden af Austin. FBI undersøger episoden, Trump hylder den, og de fremmødte her er sikre på, at medierne ikke fortæller hele sandheden.
Javier Ramindariz har aldrig før deltaget i en politisk demonstration, men det her valg er afgørende for USA's fremtid og for de værdier, nationen skal hvile på. »Jeg er pro-life, mand,« siger han. Og for skydevåben, skattelettelser og olieindustri.
Det har været fire vilde år i USA, og når man har kigget med fra det kølige Nordeuropa, kan man godt få tanken, at USA har fået feber og lidt til. Valgfeber, coronakriller, karantænekuller, lommesmerter, mediekvalme, angst, paranoia, pip, kuk og chok, og at det hele er blevet komprimeret under højt tryk i en beholder, som i dag får flået låget af, når amerikanerne vælger deres næste præsident.

Man har heller ikke skullet have mere end et halvt øje på USA i år for at tænke, at det er gået ned ad bakke på det sidste. Men også før Trump kunne man se, at USA havde problemer: at uligheden var ekstrem, sundhedsvæsenet utilstrækkeligt og det sociale sikkerhedsnet under afvikling. Vi vidste godt, at det politiske system var fastlåst, at befolkningen var splittet, og at den fælles offentlighed var ved at bryde sammen.

De hundredvis af amerikanere samlet til Houstons store Trump Train ville være enige i en del af diagnosen – deres kandidat er trods alt blevet valgt på et løfte om at genrejse det faldne Amerika og gøre landet mægtigt igen.

Men det, som venstrefløjen ser som udhuling af statens institutioner og ulighedsskabende skattelettelser, vil aldrig skræmme Trumps følgere væk. Som Javier Ramindariz fortæller, mens han sidder i sine smækbukser på ladet af en pickup og skuer ud over sin første politiske demonstration nogensinde: Det gælder fremtiden. Det gælder retten til våben, begrænsning af abort, skattelettelser, afskaffelse af Obamacare, stop for skadeligt coronahysteri og opbakning til en stærk olieindustri. Tænker man som Javier Ramindariz, er der kun ét sted at sætte sit kryds.

»Trump donerer hele sin løn til velgørenhed. Ved du, hvor meget Obama donerede,« spørger han og viser sin fuckfinger. »Så meget.«

Trump og resten af nationen har da også stadig en del at prale med. USA er for eksempel verdens rigeste nation, den eneste reelle supermagt (USA har det stærkeste militær), indehaver af den mest forførende kultur, skaber af mest innovativ teknologi og ejer af den valuta, som hele verdensøkonomien er bundet op på.

Alligevel kan man som nordisk tilskuer let få en fornemmelse af, at USA her i 2020 har vist sig som et dysfunktionelt samfund. Herfra ser landets håndtering af pandemien værre ud end i stort set alle andre industrialiserede lande. USA har i år oplevet de største massedemonstrationer og den højeste arbejdsløshed i landets historie, og her, på selve valgdagen, står det stadig ikke klart, om verdens ældste moderne demokrati er i stand til at afvikle et frit og fair valg, hvor hver en stemme bliver talt, og alle centrale aktører anerkender resultatet som legitimt.

Det er den egentlige tragedie i Amerika lige nu, mener professor Philip Zelikow fra University of Virginia, der har rådgivet George Bush, George W. Bush og Barack Obama.

»USA fremstod engang som denne her superpragmatiske problemknuser. Om ikke andet så en handlekraftig og effektiv nation,« siger han. »Kontrasten til i dag er dybt deprimerende.«

Intellektuelle har længe talt om, at det amerikanske århundrede er forbi, og Pax Americana, den amerikanske verdensorden, er fortid. Men det knytter sig til USA's position i verden, ikke selve det amerikanske samfunds funktionsevne, altså evnen til at løse de opgaver, man forventer af en moderne stat. Det er nyt, at intellektuelle taler om USA som en fejlslagen stat.

Information er taget på tur for at undersøge sagen. Vi har rejst rundt i ideerne og analyserne, som formes i nogle af USA's klogeste hoveder på de højere læreanstalter, og vi har rejst rundt i den folkelige visdom og erfaring blandt almindelige vælgere i Texas – en stat, som højst overraskende står og vakler mellem republikansk og demokratisk flertal i meningsmålingerne. Alt sammen i et forsøg på at diagnosticere dagens USA og søge svar på, om vi virkelig er vidne til Roms sidste dage.
På den sidste søndag inden præsidentvalget var hundredvis af republikanere samlet på en parkeringsplads i Houston til det store Trump Train, hvor en parade af Trump-pyntede biler kørte ned ad de amerikanske motorveje.
Anita Phillips kæmper lidt med ordene. Hun har lige forklaret, at frie valg og vælgernes ret til at stemme betyder alt for hende.

»Og måske det er særlig vigtig for mig med den baggrund, jeg har,« siger hun.

Hun står i fleecetrøje og brune støvler, drikker kaffe og ryger en smøg foran multiarenaen i Waco, en mellemstor by med 130.000 indbyggere. I arenaen bag hende stemmer folk – det er fredag og sidste chance for at gøre det inden valgdagen.

Anita Phillips blev født i 1970'erne, og indtil hun var langt oppe i 30'erne havde hun kun oplevet racisme én gang. Hun var ni år, og det var et andet barn, der sagde noget på en legeplads, hvilket trods alt var en forbedring i forhold til de raceopdelte sydstater før hendes tid.

»En gang drak min mor af de hvides vandpost, bare fordi hun ville finde ud af, om deres vand smagte anderledes.«

Hun får tårer i øjnene. Frygten er krøbet ind i hendes liv. Som mor til tre voksne børn bekymrer hun sig konstant. Under Trump er racismen begyndt at vokse, oplever hun, og efter de store Black Lives Matter-demonstrationer er race nu en af valgets varme stridspunkter – blandt alt, alt for mange andre i den splittede nation. Selv har hun for lang tid siden lært børnene, hvordan de skal opføre sig, hvis de bliver standset af politiet. Hvor de skal placere hænderne, hvordan de skal bevæge sig roligt og holde sig fra pludselige bevægelser. Tænk at skulle lære sine børn det og bekymre sig, alene fordi, deres hud har en anden farve, siger hun. Om Trump har pustet til hadet?

»For at være helt ærlig, ja,« siger hun. »Det er sørgeligt at sige. Men selv i den måde han taler om pandemien, gør han det. Han kalder det The China Virus, og for mig skaber det bare had. Der er så mange ting, han har sagt over de sidste fire år, som kun har ansporet til fjendtlighed.«

Derfor tror hun også på en Biden-sejr, det er hun simpelthen nødt til, forklarer hun.

»Jeg kan ikke sidde her og tro på, at der er flere mennesker i landet, der hader, end der er folk, som vil løse problemerne.«
Anita Phillips er mor til tre voksne børn og bekymrer sig konstant for deres sikkerhed. Hun har lært dem, hvordan de skal opføre sig, hvis de bliver stoppet af politiet.
Demokraterne håber på en jordskredssejr. For de frygter, at Trump vil så tvivl om resultatet, hvis det bliver tæt. Der er også folk, som frygter, at det bliver grimt, voldeligt og måske ligefrem blodigt. Nuppede man et eksemplar af avisen USA Today her i torsdags, kunne man på forsiden – lige ved siden af historien om det aktuelle »mareridtsscenarium« på coronaområdet – læse, at kun én ud ad tre adspurgte i en undersøgelse troede på, at der ville komme en fredelig magtoverdragelse, hvis Joe Biden vandt.

Hos ægteparret Belousek har de lagt mærke til, at folk er begyndt at hamstre i butikkerne. Toiletpapir og sådan. Kimberly Belousek bor i et smukt toplanshus i Fort Worth ved Dallas, og hun er nervøs. Det er ikke, fordi hun selv er blevet konfronteret med noget farligt, for bor man blandt middelklassens grønne græsplæner, bor man i en boble, fortæller hun.

Derfor er det nærmest fremmedgørende at se optøjer og brændende gader som dem i sommer, og det er skræmmende, når præsident Trump ikke tager klart afstand fra højreradikale racistiske grupper og i stedet beder højregruppen Proud Boys om at stå klar. Hun føler uro, når en milits afsløres i at ville kidnappe Michigans guvernør.

»Der sker den ene ting efter den anden, og jeg ønsker ikke at se de næste fire år fortsat i samme stil,« siger hun.

Når hun ser Trump holde vælgermøder – »superspreder-events«, som hun kalder dem – og ser præsidenten påstå, at pandemien har rundet et skarpt hjørne, og at alt bliver bedre, bliver hun vred.

»Vi har rundet et hjørne så mange gange, at vi er tilbage, hvor vi begyndte,« siger hun.

Hunden Schmidt lunter omkring i stuen mellem de mintgrønne vægge, den orange kommode og fjernsynsbordet med alle ametysterne. Her er fuldstændig fredeligt, men frygten er flyttet ind. »Jeg er bange for, at der kommer uroligheder, der slår over i borgerkrig.«
Kimberly Belousek bliver vred, når hun ser Trump holde vælgermøder og hører ham påstå, at pandemien har rundet et skarpt hjørne, og at alt bliver bedre.
Selv om det kan være fristende at trutte i det store alarmhorn og erklære USA for fortabt og en fejlslagen stat, er der god grund til at modstå fristelsen. USA er ikke Somalia eller Yemen. Vejene fungerer, posten bliver leveret, folk går på arbejde, afleverer deres børn i skole og kan appellere dommen, hvis de bliver dømt for en forbrydelse.

»Men det er en stat, som er gennemsyret af fejl, og som bliver ved med at slå fejl på en række områder,« siger Eric Foner, der er professor i historie på Columbia University.

Det er kun blevet tydeligere de seneste fire år. Trump har blotlagt de demokratiske institutioners skrøbelighed, og pandemien gjorde det tydeligt for en del, at de statslige institutioner er blevet udhulet og underfinansieret.

Ikke desto mindre lever forestillingen om amerikansk exceptionalisme videre som en stærk, formativ myte i amerikansk kultur, forklarer Foner. Politikere fra begge fløje insisterer på ideen om, at USA er et helt særligt land med unikke positive kvaliteter. Fortællingen er tiltagende frakoblet virkeligheden.

»USA er måske stadig et exceptionelt land, men ikke på nogle specielt appellerende måder,« siger han og remser op: exceptionelt mange fængslede, exceptionelt mange dræbt med skydevåben, exceptionelt mange uden sygesikring i forhold til andre industrialiserede lande, og exceptionelt nok for et rigt land falder middellevealderen nu.

»Sådan kunne man blive ved. Ideen om, at USA er et forbillede for hele verden, bliver mere og mere absurd.«

Lige nu fungerer Trump som lynafleder for alle frustrationer over det amerikanske samfund, men grundlæggende er Trump ikke sygdommen, han er et symptom.

»Hvis Biden vinder, vil der være et forsøg på at fremstille Trump som en bizar afvigelse. En ond drøm, der endelig er forbi. Men det er en fejlslutning, og det er besynderligt, at Biden taler så meget om at vende tilbage til 'normalen', når nu normalen var så utilfredsstillende for folk, at den fik dem til at stemme på Trump.«

Et kæmpe banner ligger rullet ud i hele lokalets længde og venter på tørvejr, så Chris Polone kan hænge det op på sit spillested. »Betsy Price er en løgner,« står der med sort og rødt med henvisning til Fort Worths republikanske borgmester.

Polone har fået nok. Han er gået i krig mod de politiske magthavere og har stiftet gruppen Children of Liberty, der har over 20.000 tilhængere. Årsagen er, at han som en masse andre erhvervsdrivende fik ordre til at lukke i foråret på grund af corona, men modsat en masse andre erhvervsdrivende ikke fik lov at åbne igen.

Nedlukningen er forfatningsstridig, siger Chris Polone, og så udstiller den et kolossalt hykleri hos politikerne, som ikke tillader, at lige præcis en bar som hans holder åbent. Årsagen er, at hans spillested tjener over halvdelen af sine penge på alkohol, og det går ikke. Men hvis du tjener over halvdelen på mad, så er det okay. Sådan er reglerne, og de regler er hjernedøde, mener Chris Polone, der har givet systemet fingeren og startet en protestbevægelse, der nok har skaffet ham opbakning »blandt folket«, som han siger, men også har ført til, at han har fået bøder for over 100.000 kroner, er blevet overvåget, forfulgt og chikaneret af politi i civilt, har modtaget dødstrusler, har fået lagt døde fugle i forhaven og har tabt sig ti kilo på grund af stress.

»Engang var USA the land of the free and home of the brave, men sådan er det ikke længere,« siger han. Friheden er under belejring fra staten og dens undskyldning er coronavirus. Det er sådan, han ser det. Og det er ikke, fordi han har tænkt sig at være ligeglad med pandemien. Han vil bare gerne have lov at tjene penge på sin forretning, når nu han fortsat skal betale sin ejendomsskat og for sin udskænkningstilladelse.

På spillestedets betongulv er store firkanter tegnet op med tape. I midten af hver firkant står et bord med håndsprit på. Det er meningen, at de skal afholde coronasikre koncerter, forsikrer han – langt mere sikre end henne hos konkurrenten Billy Bobs, der sælger hotdogs og derfor med myndighedernes velsignelse både kan spille country og sprede sygdom.

Om han oplever, at landet er ved at gå fra forstanden?

»Ja,« svarer han uden at tøve.

»Ja, det er det.«
Barejer Chris Polone fra Fort Worth ved Dallas i Texas har stiftet protestbevægelsen Children of Liberty, der har over 20.000 tilhængere. I foråret fik han besked på at lukke og har ikke fået lov til at åbne igen.
Historieprofessor Michael E. Lind fra University of Texas er 58 år gammel og kan ikke huske et eneste tidspunkt i sit voksne liv, hvor folk i Europa rent faktisk har opfattet USA som idealet, og han synes, at det er hysterisk, når vi taler USA som fejlslagen og forfalden.

Jovist har folk godt kunne lide »cowboybukser, hollywoodfilm og rockmusik«. Det kan de stadig, men især i elitære kredse har der altid været en foragt over for USA og en fremstilling af USA som kriseramt og dysfunktionelt.

»Europæerne foragtede Nixon, hånede Carter som et fjols og Reagan som en idiot,« skriver han til Information. »Og jeg behøver ikke minde dig om, hvad der var den fremherskende holdning til George W. Bush.«

Man kan snarere tale om, at Barack Obama var en populær afvigelse, og at de »europæiske eliter« med Trump er vendt »tilbage til sit normale mønster med afsky over for USA«. skriver han.

Men selv frasorteret europæisk snobberi har USA problemer, og professor Philip Zelikow – ham, der i sin tid har rådgivet både Bush'erne og Obama – er sådan set enig i, at præsidenten blot har tydeliggjort og skubbet til en række eksisterende negative tendenser i USA. Men Trump er også et selvstændigt problem. Særligt i forhold til pandemien.

Amerikanerne udgør kun fire procent af verdens befolkning, men mere end 20 procent af de globale tilfælde af COVID-19 er konstateret i USA.

»Den udvikling er præsidenten nærmest personligt ansvarlig for,« siger Zelikow. Mens pandemien i andre lande har bragt folk sammen i fælles handling og ny solidaritet, havde USA dårligt konstateret sit første tilfælde, inden Trump reducerede det til et politisk spørgsmål.

»Det er svært at forestille sig en præsident, som havde politiseret det på samme måde som Donald Trump,« siger han. »Det ville i hvert fald ikke have været tilfældet for nogen af hans seneste forgængere.«
I 47 år har Willie Slaugther vasket biler hos Genie's Car Wash i Waco – stedet med det magiske touch. Her får de ansatte omkring ti dollar i timen plus drikkepenge. Han har ikke tænkt sig at fortælle nogen, hvem han har stemt på.
Der sidder en kvinde ved indgangen til Wallmart. Hun har håndsprit, som alle kan bruge, og masker som alle kan få, men kunderne i Big Springs i det olierige vestlige Texas går bare forbi med blotlagt ansigt og hænderne i lommen. Det er Trump-land. Går man i et Whole Foods-supermarked i det centrale Houston – i Biden-land – har alle mund og næse tildækket. Groft opdelt mistænker republikanerne venstrefløjen for at overdrive problemet, mens demokraterne oplever højrefløjen som uforsigtig og farlig. Imens stiger antallet af smittede og døde.

»Folk spørger mig tit, om vi er på vej ind i en anden bølge, men vi har aldrig forladt den første,« siger Kelly Craine. Hun har taget grønt tøj på, kontoret holder Halloween, og hun er klædt ud som en grøn M&M's. Hun arbejder for sundhedsmyndighederne i Waco og har ansvaret for at lave informationskampagner til kommunens 250.000 indbyggere.

Og ja, det er op ad bakke. Coronatrætheden har sat ind, og kulturen i Texas gør det ikke lettere. Selv folk, der får løn under sygdom, betragter det som et svaghedstegn at blive hjemme fra arbejde. For dem, der mister lønnen, er det selvfølgelig endnu sværere.

»I dag har vi ingen døde,« siger hun. Normalt dør der to-tre om dagen, og kommunen er langtfra blandt de hårdest ramte. Men både helbredet og økonomien har fået en ordentlig mavepuster, og der er ikke enighed om, hvordan der skal reageres på det.

Hos Genie Car Wash pukler Willie Slaugther løs med en kæmpestor CMC Sierra, vasker vinduer, polerer krom, pudser baglygterne. Det har han gjort i 43 år til lav hyre. Ti dollar i timen får bilvaskerne – plus drikkepenge. Inde på et råhvidt kontor sidder chefen, Kimberly Nielsen. Forretningen gik helt i stå med statens nedlukning i foråret, hvor vejene lå øde. Nu ruller det igen – hvis bare der ikke kommer en ny nedlukning.

»Mit største problem er arbejdskraften,« siger hun. Folk har fået arbejdsløshedsunderstøttelse – i rigelige mængder – og selv om det er slut med de ekstra penge, er der stadig en masse, der hellere vil sidde derhjemme, siger hun.

Men for mange er pengene stadig små. Det er derfor, at Bob Gager har ekstra travlt denne torsdag. Småforpustet triller han en grøn indkøbsvogn rundt mellem reolerne i hallen, fylder varer i kasser og kører dem ud til de andre frivillige, som står klar til at læsse dem op i de forbipasserende biler.

»Da vi åbnede i dag, løb køen rundt om plænen, fem blokke ned og tilbage,« siger Bob Gager og peger.
Hver torsdag deler den kristne organisation The Sheperd's Heart i Waco mad ud til trængende. En del af dem, der kommer og får mad, er allerede i arbejde. Ofte er deres løn så lav, at de ikke kan få hverdagen til at hænge sammen uden hjælp.
Her ved den kristne organisation The Sheperd's Heart i Waco uddeler de mad til trængende. Kartoner med morgenmad, flasker med flydende æg, bønner på dåse, kiks, peanutbutter, brød, spinat, flåede tomater, kylling, rosiner og en hel masse andet er læsset i papkasser i hver indkøbsvogn.

En hvid pickuptruck ruller op foran, og en ung frivillig i hættetrøje med påskriften God is dope læsser maden op på ladet, før den kører igen. Det tager under et minut. Så kommer næste bil, og det begynder forfra. 25-30 tons mad bliver delt ud på sådan en torsdag fra klokken 12 til 18, og der kommer mere end 700 biler forbi.

»Mit arbejde som babysitter røg, da virussen kom,« siger en kvinde ved navn Stephanie gennem sit nedrullede vindue. Så nu er hendes mand eneforsørger, og det er langtfra nok til at klare den. »Vi har tre børn, og den ene er stadig spæd.«

Derfor henter hun mad her. Bob Gager fortæller, at 45 procent af de folk, som dukker op ved maduddelingen, faktisk har et job. De tjener bare ikke nok til at kunne forsørge sig selv og deres nærmeste. I et skema noterer Clarissa Martinez, en anden frivillig, modtagernes navne, som de ruller op til udleveringen. Siden bliver de skrevet ind i en database.

»Og i år er der kommet mange nye folk ind,« fortæller hun. De kom med pandemien.

»De er hårdt ramt for tiden. Folk mister deres hus eller deres arbejde, eller deres børn flytter hjem, og så kommer de her for at få lidt assistance.«

»Vi har lige ti minutter endnu,« siger Bob Gager, da en rød pickup ruller ind.

Solen hænger lavt, temperaturen falder, og en stor flok fugle har samlet sig på elledningerne lige ved parkeringspladsen og på hallens tag. De pipper og kvidrer og ser, hvordan de sidste biler fyldes op med mad og kører væk.
Diane (t.v.) er en del af en gruppe faste frivillige, der en dag om ugen hjælper med at dele mad ud fra hjælpeorganisationen The Sheperd's Heart i Waco. Hun har mærket en markant stigning i antallet af besøgende, siden pandemien ramte landet.
På parkeringspladsen mellem coronatestcenteret og McDonald's i Houston gør Trump-paraden klar til at køre ud og føre kulturkrig. De er på en gang stolte og forurettede. Flere nævner, hvordan de føler sig udskammede af demokraterne og får deres skilte udsat for hærværk. På samme måde som visse demokrater frygter højreorienteret ballade og vold i forbindelse med valget, frygter Trump-tilhængerne det samme – bare med omvendt fortegn.

»De venstreorienterede er allerede i gang med at hyle over Trumps sejr, og de kommer til at gå på gaden og smadre endnu mere,« siger Vickie Williams, en lille energisk kvinde, hvis gule bil er udsmykket med slagord.

»Og når de angriber, vil de være klædt ud som Trump-tilhængere.«

Så sætter hun sig ind i bilen og trykker hornet i bund. Trump-paraden trækker ud på highway 610, og kortegen er så lang, at det tager over en time, før alle bilerne er flettet ind. Så drøner de med katastrofeblinket tændt rundt om Houston, rundt om skyskraberne, forbi raffinaderierne, forbi amerikanere af alle slags, og deres flag blafrer og deres håb lever, og deres holdninger har ingen andre steder at gå hen. Hvordan end valget ender, forsvinder de ikke.
Følg præsidentvalget i USA
Få besked i din indbakke, hver gang vi udgiver nye historier om valget.
Tekst: Mikkel Vuorela og Mathias Sindberg
Foto: Sigrid Nygaard
Redaktør: Mette Line Thorup
Digital produktion: Sigrid Nygaard & Rasmus Raun Westh

3. november 2020
Dagbladet Information
Torben Lindegaard

@Mikkel Vuorela, Mathias Sindberg & Sigrid Nygaard

Herlig artikel og incl. fotos.

Jeg følte, at jeg blev klogere .... bosat her Østen for Vesterhavet.

Margit Johansen

En meget underlig artikel, som er svært genkendelig- i Waco Texas er der -skal jeg hilse og sige-, helt som til dagligt - stille og roligt. Nogen kalder det kedeligt. Nogen har brevstemt. Der er hverken optræk til hysteri eller begejstring. Nogen afventer udfaldet af 'husene' fremfor præsidentens farve og navn.

Brian W. Andersen

@ Margit Johansen

Har vi læst den samme artikel?

Alt hvad jeg har læst om Waco i denne artikel, er at Informations journalist har været lidt rundt i byen og tale med nogle lokale borgere om deres tanker om valget, imens disse stille og roligt passede deres normale dagligdag. I Houston har der ifølge journalisterne været lidt mere livligt i form af et Trump-train, men jeg vil helst ikke have kørselsvejledninger fra Mikkel Vuorela og Mathias Sindberg, da de tilsyneladende ikke kan kende forskel på en Highway og en Interstate. Havde de spurgt deltagerne om hvor ruten gik henad, havde svaret nok været The Loop.

Præcis hvad er det som er svært genkendeligt for dig?