Usbekistan ligner stadig et sovjetisk museum, men diktaturets tid er forbi
Under Islam Karimovs brutale diktatur var Usbekistan lige så lukket, isoleret og hemmelighedsfuldt som Nordkorea. Hovedstaden ligner stadig et sovjetisk frilandsmuseum, men i dag der er skruet ned for undertrykkelsen og op for globaliseringen
Usbekistan ligner stadig et sovjetisk museum, men diktaturets tid er forbi
Under Islam Karimovs brutale diktatur var Usbekistan lige så lukket, isoleret og hemmelighedsfuldt som Nordkorea. Hovedstaden ligner stadig et sovjetisk frilandsmuseum, men i dag der er skruet ned for undertrykkelsen og op for globaliseringen
Matteo Fagotto, tekst
Matilde Gattoni, foto
Det er en tidlig forårsmorgen i Tasjkent – Centralasiens største by. Mens den gryende dag oplyser en tilsyneladende endeløs række af identisk udseende højhuskarreer, går en hær af kvindelige kommunalarbejdere i gang med at feje de allerede rene stier i den offentlige park. Snart fyldes de brede boulevarder, som gennemskærer byens centrum, af enten ældre sovjetiske biler eller moderne koreanske Chevroletter – andre køretøjer findes åbenbart ikke her.

På metrostationerne står mænd klædt helt i sort og venter tavse under de høje hvælvinger med de elegante lysekroner, søjler af glas og vægmosaikker med motiver fra en svunden æra: digtere, kosmonauter og arbejdets helte. Engang var Tasjkent Sovjetunionens vigtigste asiatiske metropol.

Og indtil for tre år siden var denne surreelle by dybt inde i Centralasiens vidtstrakte landskaber det bankende hjerte i en af verdens mest hemmelighedsfulde stater. Usbekistan var et skånselsløst diktatur.

Præsident Islam Karimov – en tidligere sovjetisk apparatjik, som allerede var ved magten, da Usbekistan var sovjetrepublik, beholdt den ved uafhængigheden i 1991 og styrede den nye nation enevældigt helt frem til sin død i 2016. Dagens orden var systematisk tortur og fængsling af politiske modstandere og religiøse figurer, alt sammen under påskud af at ville bekæmpe terrorisme. Som i Nordkorea havde landets indbyggere forbud mod udrejse, og i høstsæsonen blev hundredtusindvis af borgere, herunder også børn, udkommanderet på tvangsarbejde i landets bomuldsmarker.
Kunstig sne. Den Dubai-agtige Ice City breder sig over 15.000 kvadratmeter og rummer blandt andet en vikingelandsby, skiløjper og speed skating-baner. De 30 millioner dollar, anlægget har kostet, står i kontrast til, at vintersport aldrig har været særligt populært i landet
Først i dag kan usbekerne så småt begynde at trække vejret mere frit. Karimovs efterfølger, Shavkat Mirtsijojev, har ophævet flere af sin forgængers mest drakoniske restriktioner og søgt at knytte venskabelige bånd til nabolandene.

Ifølge hans egne ord er Mirtsjiojevs mission at »opbygge en velstående og demokratisk stat«. Sikkerhedstjenesterne og censuren er ikke så allestedsnærværende som før, og en række økonomiske og retlige reformer er sat i værk for at fremme udenlandske investeringer og turisme. I februar blev det for første gang muligt for udlændinge fra 64 udvalgte lande visumfrit at rejse ind i landet.

Usbekistan åbner sig langsomt for verden, men selv om flere turister nu er begyndt at strømme til Samarkands og Bukharas ældgamle ruiner, er den mystiske hovedstad stadig i vidt omfang et terra incognita. Som journalister tog det os måneders forhandlinger at få lov til at besøge byen og kun på den betingelse, at vi dagligt skulle aflægge rapport om alle vores bevægelser og interviews.

Tasjkent blev tilintetgjort af Djengis Khan i 1219, men blomstrede snart op igen som handelsstation på Silkevejen. I 126 år var denne storby på i dag 2,4 millioner indbyggere under først tsarrussisk og siden sovjetrussisk herredømme. Erobret af tsarriget i 1865 og næsten totalt ødelagt igen af et massivt jordskælv i 1966 blev den genopbygget som et moderne monument for kommunismen.

De mange arkitektoniske sovjetrudimenter vidner om en epoke, da globaliseringen ikke fandtes, og verden var en ideologisk slagmark mellem godt og ondt. De vindblæste og enorme offentlige pladser, som blev anlagt for at forherlige kollektivisme frem for individualitet, virker snarere intimiderende end indbydende. Og de truende regeringsbygninger og nationalmonumenter, som tilses af en lille flok kustoder, der ser ud til at kede sig bravt, udstråler en kold effektivitet, der var tiltænkt at skulle fejre en omnipotent supermagt.
Kunstsne. Usbekiske skoleelever foran helteportrætter af den afdøde diktator Karimov. Han styrede landet med jernhånd de første 25 år efter Sovjetunionens fald. Galleriet portrætterne befinder sig i det tidligere præsidentpalads, som i dag er omdannet til museum. Det gæstes daglig af 1.000 mennesker fra hele landet.
Fra tidlig morgen trodser lokale den kolde vind for at hylde en bronzestatue på byens centrale plads. Efter løsrivelsen fra Sovjetunionen behøvede Usbekistan en erstatning for Lenin og Marx, så Karimov udpegede krigsherren Amir Timur – i Vesten bedre kendt som Timur Lenk eller Talmerlane den Store – som nationens nye samlingssymbol.

Denne grusomme mongolske erobrer fra middelalderen blev fra den ene dag til den anden gjort til nationalhelt, og de lokale føjede sig behørigt efter hans befaling.

»Indtil 2009 var dette sted beplantet med over 100 år gamle platantræer,« forklarer Nikita Makarenko, en fremtrædende usbekisk journalist, da vi går hen over pladsen, »men så en dag besluttede regeringen sig for at fælde dem alle. Nogle sagde, at præsidentens kone var allergisk over for dem, men den virkelige grund vil nok aldrig komme frem.«

Tasjkent er en rygternes, mysteriernes og de bizarre forbuds by. Indtil 2018 var det strengt forbudt at tage fotos af metrosystemet, der blev designet under Den Kolde Krig for også at kunne fungere som et atombombesikkert beskyttelsesrum.

For ti år siden blev der pludseligt indledt et korstogmodalle tegn på vestlige indflydelse: Rockmusik, juletræer og valentins dag var alle på listen. »Specialstyrkeenheder foretog razziaer mod Tasjkents koncertsteder,« husker Ashot Danielyan, en 35-årig rockmusiker, som dengang måtte se sig anholdt gentagne gange midt under sine optrædener. »Politiet forhørte os til den lyse morgen. ’Vi har en hel sagsmappe på dig,’ plejede de at sige. ’Vi kender dine sangtekster endnu bedre, end du selv gør’,« fortæller han.

I dag forsøger det nye styre ihærdigt på at gøre Tasjkent til udstillingsvindue for landets nye kurs mod større åbenhed. Nogle få koncertsteder er forsigtigt genåbnet langs et fodgængerstrøg, som optimistisk er blevet omdøbt til Broadway, men selv om en del gadehandlere har slået sig ned her, står mange butikslokaler tomme.

Et nydannet rockband skal i aften spille på en lille discobar, og grupper af unge har samlet sig, endnu før aftenen er faldet på. Nogle holder bannere frem med navnet på gruppen, andre tager selfies med scenen i baggrunden. Ingen ved rigtigt, hvordan man danser til denne musik, og over spillestedet hviler en surreel atmosfære af eftermiddags-teenager-diskotek og tarvelig spillebule.
Kulturkamp. Nederst: Unge lytter til musikken på en af Tasjkents nye diskobarer. For mange unge er den vestlige musik stadig fremmedartet. Under Karimov blev der jævnligt ført kampagner mod enhver form for vestlig kulturpåvirkning.
Rockklubber er ikke det eneste nymodens påfund i byen. Restauranter og cafeer skyder frem overalt i bymidten, og adskillige skyskrabere, der skal rumme luksusejerlejligheder, er under opførelse. Ifølge Verdensbanken ventes Usbekistans økonomi at vokse med mellem 5,3 og 6 procent over de kommende par år, og mange har allerede fået junglekapitalismens skyggesider at føle.

I Tasjkent bliver hele kvarterer ryddet – som regel helt uden konsultation eller samtykke fra indbyggerne – i en kynisk og brutal gentrificeringsproces, der markedsføres som ’byfornyelse’. Lokale borgerkomiteer udkæmper en forgæves kamp for at redde, hvad reddes kan, imod storentreprenører med tætte politiske forbindelser på højeste sted i et land, hvor korruption er udbredt.

For at varetage lokale borgeres interesser er der dog for nylig dannet et såkaldt Offentligt Råd – det første af sin slags i et land, hvor myndigheder ellers aldrig skal stå til ansvar for noget, og hvor præsidenten selv stadig udpeger alle borgmestre, ministre og højesteretsdommere.

Formand for rådet er Hikmat Abdurahmanov, en 38-årig lokal forretningsmand, hvis perfekte engelsk, slebne manerer og uforbeholdne optimisme står som symboler på alt det, Tasjkent gerne ville være.

»Den udvikling, der foregår, er resultat af planer, som er sat umiddelbart i værk, uden at man har rådført sig med de lokale beboere. I dette land er myndighederne endnu ikke vant til den slags hensyn,« forklarer han og nipper til en perfekt brygget cappuccino, imens vi sidder i et af de mange kontorfællesskaber, han selv har været med til at åbne i byen.

»Men rådet er en af de små skridt, som Usbekistans unge og skrøbelige demokrati er i færd med at tage. Forhåbentlig får vi flere positive end negative forandringer at se i årene frem,« siger han.

For selv om Usbekistan er ved at blive friere, mere markedsorienteret, mere erhvervsvenligt, eksisterer reelle oppositionspartier stadig ikke, og dele af magteliten er stadig loyale over for Karimovs principper og modsætter sig aktivt forandringsprocessen. Udenlandske magter virker desuden ikke tilbøjelige til at presse Mirsjijojev til at gennemføre demokratiske forandringer, for deres fokus er frem for alt på Usbekistans naturressourcer og vigtige geostrategiske betydning som det eneste land, der har fælles grænser til alle øvrige centralasiatiske stater.

Mirsjijojev har for længst holdt møder med såvel Vladimir Putin, Donald Trump og Xi Jinping, der alle bejler til den centralasiatiske gigants gunst.
Sputnik. Ramilja på ni ved vinduet i sine forældre lejlighed i forstaden Sputnik. Træhusene i satelitbyen blev bygget som midlertidigt husly for de 300.000 mennesker, der i mistede deres hjem ved jordskælvet i 1966.
Tasjkents seneste vidnesbyrd om den nye æra er den Dubai-agtige Ice City, der breder sig over 15.000 kvadratmeter og blandt andet byder på en kitschet vikingelandsby, skiløjper og speed skating-baner. 30 millioner dollar er der blev investeret i dette anlæg i et land, hvor vintersport aldrig har været synderligt populær.

»Vores maksimale kapacitet er på 2.500 mennesker,« forklarer en af investorerne, der kun vil oplyse sit fornavn, Ulugbek. »Jeg er en beskeden mand,« forklarer han. At stille velstand til skue er ikke noget, der er videre værdsat i Usbekistan – et levn fra landets kommunistiske fortid – så rige mennesker undgår helst at føre sig frem.
Sputnik. Genopbygningen af Tasjkent efter jordskælvet i 1966 tiltrak folk fra det meste af Sovjetunionen og skulle tjene til at opbygge en mønstersamhøringhed i den nye by. I dag er den nødtørftigt vedligeholdte bydel en af Tasjkents farligste med omfattende kriminalitets- og misbrugsproblemer.
På rundtur hen over anlægget i en ballongondol, der kører hen over en skyway-skinnebane bemærker jeg ikke andre tegn på liv end nogle få ansatte, der vandrer omkring forlystelserne og et par skiinstruktører, der bevæger sig op ned ad den korte løjpe som robotter med korsluttede kredsløb. Få minutter efter mit besøg går strømmen. Og mens hele komplekset henligger mørkt og stille i over en halv time, glæder jeg mig over ikke at sidde fast i ballongondolen. »Vi er stadig ved at fintune mange ting,« undskylder Ulugbek, synligt forlegen.

Den gamle bydel er den eneste del af Tasjkent, der har overlevet russificeringen. I de smalle gyder kan en besøgende sætte pris på byens autentiske atmosfære. Her færdes usbekiske kvinder klædt i traditionelle dragter, og udenlandske besøgende kan stadig være så heldige at blive inviteret indenfor af gæstfrie lokale på en kop citronte, Tasjkents specialitet. Lokale familier guider med stolthed den besøgende gennem smukt plejede frugthaver og ind i deres oppyntede stuer. De få minutters samtale handler om en nær slægtnings forestående bryllup, om frugters modning eller om opdræt af kyllinger og er som et frisk pust og en velkommen befrielse fra de mange politiske og religiøse tabuer, der stadig hjemsøger dette samfund.
Bygget til krig. En ballonsælger i Tasjkents metro, der blev bygget i 1972. Dele af den er konstrueret til at kunne fungere som beskyttelsesrum i tilfælde af atomkrig. Af sammen grund var det helt frem til 2018 forbudt at fotografere i metroen.
Usbekerne er muslimer, men årtiers undertrykkelse og ideologiske opdragelse har gjort religion til en privatsag. Meget få møder derfor op til fredagsbønnen eller besøger byens imponerende islamiske mindesmærker, blandt disse verdens ældst bevarede Koran-manuskript.

»73 års sovjetstyre tog livet af mange traditioner, og siden slog Karimov hårdt ned på alle tilløb til religiøs genopvækkelse,« forklarer Rustam Khusanov, en 41-årig turistguide og selvlært byhistoriker. »Vi måtte lære os at recitere bønnerne inde i vores eget hoved. Tro kunne kun handle om os selv og vores personlige forhold til Allah, ikke om andre.«

Et par hundrede meter væk fra det nye præsidentpalads, ved bredden af byens flod, ligger et topmoderne skakakademi, der regnes for nationens nyeste stolthed. Skakspillet blev opfundet for lidt under 2.000 år siden i nutidens Usbekistan, og myndighederne sparer ingen indsats for at dyrke spillet og skakkulturen som en balsam til beroligelse og cementering af den nationale ånd.

På en solbeskinnet søndag formiddag øver snesevis af børn i alderen fem til 12 deres skaktalenter under deres instruktørers opmærksomme øjne. De bruger mellem fire og syv timer om dagen på akademiet.

»Det er ret hårdt, men vil man opnå noget, må man også ofre noget,« forklarer Farkhad Sabirov, 52, skakskolens direktør og tidligere storspiller selv.

Akademiet åbnede i 2016 og har for øjeblikket 192 studerende. Det omfatter en række ulasteligt hvidkalkede klasseværelser, et taktikrum, hvor der individuelt føres bog med alle spilleres spil og fremgang, en sundhedsklinik, hvor fremtidige stormestre regelmæssigt kan få et helbredstjek og et lille hotel, hvor spillere kan sove før vigtige turneringer. Skolen afholder optagelsesprøve hver september, og konkurrencen er hård.
National stolthed. Tasjkents skakakademi fra 2016 har 192 elever. Sovjettidens centralistiske system interesserede sig ikke for de usbekiske spillere. I dag har Usbekistan 12 internationale stormestre, og »alle er bange for os«, siger skolens vicedirektør, Rustam Khamraev.
Usbekistan har allerede 20 internationale stormestre, skakverdenens højeste titel, og den yngste af dem er kun er 12 år gammel. Sidste år vandt det nationale ungdomshold verdensskakolympiaderne, og alle vinderne i alderen 14-16 år fik på præsidentens dekret en bil som præmie. Akademiet satser på stram disciplin og engagement. Det handler ikke kun om at fostre imponerende dygtige spillere, men også om at danne rygraden i en kommende generation af ledere.

»Skak er en kombination af kunst, videnskab og sport. Det er gavnligt for ens uddannelses- og fremtidsmuligheder, uanset om børnene gør skak til en karriere eller ej,« fortsætter Sabirov.

De seneste succeser har bragt ny glans og synlighed over landet foruden en længe søgt hævn over Usbekistans tidligere herrer.

»I sovjettiden var der ingen, som frygtede vores spillere. Moskva investerede kun i russere og ukrainere,« forklarer 64-årige Rustam Khamraev, vicegeneraldirektør for skolen, med et strejf af bitterhed. »Nu har Usbekistan etableret sig som som en dominerende superskaknation, og alle er bange for os.«

Akademiet blev oprettet af Karimov, hvis aura stadig gennemtrænger den nationale psyke.
Teater. En musiker i sovjetisk militæruniform byder publikum velkommen til en forestilling i Ilkhom-teatret i Tasjkent. Kombination af skuespil og musik er et gennemgående udtryk på Ilkhom, der på usbekisk betyder ’inspiration’. Teatret blev grundlagt i 1976.
På en af Tasjkents største boulevarder dominerer en truende bronzestatue af nationens afdøde landsfader foran indgangen til hans tidligere palads, der for to år siden blev omdannet til museum over ham.

Mere end 1.000 mennesker fra hele Usbekistan besøger det hver dag. I et simpel enetages galleri, der ligger gemt blandt træer og græsplæner, vandrer lokale turister og ser i ærefrygt på billeder af den afdøde præsident. Med hænderne på deres hjerter tager skolebørn fotos af de forskellige malerier, der skildrer ham som henholdsvis utrættelig arbejder, omsorgsfuld familiemand, visionær global leder eller en lysende stjerne mod en baggrund af mørke, ondskab og terrorisme.

»Alt, hvad vi har i dag, skyldes hans indsats«, »han var en mand, som altid gjorde, hvad han lovede« eller: »Han var en fremragende skak- og tennisspiller, ingen kunne slå ham,« er nogle af de lovprisninger, som højtideligt aflires af en kvindelig turguide på et mekanisk engelsk med kraftig russisk accent. Da jeg ved slutningen af besøget spørger, hvad Karimov personligt betød for hende, fyldes den indtil nu høfligt afmålte kvindes øjne pludselig af begejstringstårer.

»Jeg elskede ham så højt. Han var en fremragende politisk leder og tog sig så godt af sit folk,« slutter hun med et taknemmeligt smil.
Bazar. Chorsu Bazaren er den største af de tre centrale bazarer i det centrale Tashkent. En kvinde tager en frokostpause i indkøbene, der kan omfatte alt fra fødevarer, krydderier, tøj, kosmetik, keramik ...
I et nedslidt kompleks af træbyggerier i den modsatte ende af byen udtrykker den 84-årige Mafrusa Isjinbaeva samme høje grad af agtelse for den afdøde landsfader. Hun er tidligere sovjetisk politibetjent, men ønsker ikke at afsløre nærmere, hvad hendes arbejde gik ud på. På et spørgsmål i spøg, om hun måske var snigskytte, svarer hendes datter gådefuldt: »Du er ikke så langt fra sandheden.«

De to kvinder bor sammen i Sputnik, der oprindelig blev anlagt som en satellitby for midlertidigt at huse de fordrevne fra jordskælvet i 1966. I dag er Sputnik blevet et af byens farligste kvarterer, med udbredt alkoholisme og kriminalitet. »Livet var bedre i den sovjetiske tid,« sukker den gamle kvinde.

Isjinbaeva drømmer om at flytte tilbage til Basjkirien, den russiske republik, hun oprindelig stammer fra.

Efter jordskælvet i 1966 kom folk fra hele Sovjetunionen for at deltage i genopbygningen og omdanne Tasjkent til en sovjetisk smeltedigel af en mønsterby. Byen – hvis fællessprog fortsat er russisk – er da også fortsat hjemsted for snesevis af forskellige minoritetssamfund fra tatarer til tadsjikere, fra uighurer til koryo-saram-folket, som efterkommerne af de etniske koreanere, som Stalin deporterede til Centralasien, kaldes.

»Dette er, hvad Tasjkent står for – et sted for mange sprog og kulturer,« forklarer historikeren Khusanov. Placeret på korsvejen mellem de nomadiske kasakhiske steppefolk og det indre Centralasiens mere fastboende civilisationer har Tasjkent igennem sine 2.500 år lange historie været det naturlige tilflugtssted for folk fra forskellige oprindelser, sprog og religioner. Denne tendens blev yderligere forstærket af den russiske erobring, da Moskva begyndte at sende sine dissidenter og politiske flygtninge til denne centralasiatiske ravnekrog, langt væk fra magtens centrum.
Pres på kunsten. Vjatjesalv Akhunov, 71, er internationalt anerkendt billedkunstner. Både i sovjettiden og under Karimov er han blevet undertrykt, men også for nylig er hans galleri blevet chikaneret og ruderne knust. Politiet vil ikke tage sig af det. I stedet har han bygget et nyt værk op omkring glasskårene
»Disse mennesker havde nok forskellige politiske og sociale synspunkter, men de var fælles om en unik tolerancens ånd,« fortsætter Khusanov.

»Her kunne de leve sammen i fred, uanset hvor de kom fra.«

Russiske forfattere som Aleksej Tolstoj, Anna Akhmatova og Alexander Solsjenitsyn har alle i perioder boet i Tasjkent. Det originale manuskript til Mesteren og Margarita, et mesterværk i russisk litteratur af Mikhail Bulgakov, blev udgivet posthumt efter at være blevet holdt skjult i byen i årevis af forfatterens hustru, langt fra Moskvas censorer.

Denne overraskende frihedselskende side af Tasjkent afslører sig kun for den opmærksomme besøgende efter ugelang udforskning. I et kunstgalleri gemt af vejen i baghaven til en moderne bygning ligger det atelier, hvor 71-årige Vjatjesalv Akhunov, en internationalt anerkendt kunstner med speciale i provokerende værker, der parodierer tidligere sovjetisk propaganda, arbejder.

»I Sovjetunionen var man nødt til at være ironiker for at kunne abstrahere fra systemets virkelighed,« forklarer den gamle mand og tilføjer, at de samme overlevelsesstrategier også er nødvendige i det moderne Usbekistan.

Under det foregående regime var Akhunov underlagt et forbud om at rejse til udlandet efter at have han havde produceret en række satiriske collager om Gulnara Karimova, den tidligere præsidents datter og daværende protektor for Usbekistans kunstscene. For tre år siden gav Usbekistans Nationale Sikkerhedstjeneste ordrer til, at otte af Akhunovs malerier skulle brændes. En glasvæg i hans kunstgalleri blev for nylig gennemhullet af skud, men sagen blev aldrig undersøgt. »Politiet gad ikke tage sig af det, så jeg greb chancen og lavede en udstilling ud af det og med glasskår over hele gulvet,« fortsætter Akhunov med samme trodsige uanfægtethed, der gav ham så megen uønsket opmærksomhed fra KGB, da han i 1980 protesterede mod den sovjetiske invasion af Afghanistan.

Bag Tasjkents trøstesløse sovjetiske arkitektur og uendelige gråtoner ligger et bankende hjerte som det levende bevis på, at tyranni, konformisme og undertrykkelse aldrig helt kan knække den menneskelige ånd.
Tekst: Matteo Fagotto
Foto: Matilde Gattoni
Redaktør: Kristian Villesen
Digital produktion: Jon Jørgensen

29. juni 2019
Dagbladet Information

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Per Torbensen
David Zennaro og Per Torbensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

olivier goulin

Samarkand og Bukhara er bestemt langt oppe på min liste over besøgsmål.
Odessa ligeså

/O

Klaus Brusgaard

Uzbekistan er kendte i hele det gamle sovjet område for sit fantastiske køkken. Her blev frugt og grønt ikke oversprøjtet men smagte af frugt og grønt og holdt så længe det så kunne. I Uzbekistans byer er det ikke tilladt store lastvogne at køre ind af hensyn til folks sikkerhed. Imellem de store beton byggerier er der grønne parker med legepladser til børnene - noget der ligger helt fjernt for en Europaer. Ice City er bygget til turister Uzbekerne tager selv til Chimgan for at stå på ski, hike eller en svømmetur.
Ulugh Beg fandt fixstjerner fra verdens største astronomiske observatorium længe før Tycho Brahe, han så at jorden var rund og beregnede omløbstiden mere præcist end Copernicus (bare lige for at sige at andre en Timur Link har været forbi), her grundlagde han forøvrigt Central asiens første Universitet omk. 1420.

David Zennaro, Per Torbensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
David Joelsen

Interessant at artiklen får det til at fremstå at Karimov blot var Russisk marionet. Faktum er at han i den grad kan takke vesten og især USA for den sidste del af sin regeringsperiode, idet han meget tidligt tilsluttede sig kampen mod terror, og selv forfulgte sit lands muslimer med fængsel og tortur uden at nogen talte imod. I hvert fald ikke før den britiske diplomat Craig Murray gjorde opmærksom på det. Murray blev efterfølgende fyret og har skrevet en bog om sine oplevelser: "Murder in Samarkand". Bogen kan varmt anbefales.