serie
Epidemien III
Efter år med faldende kriminalitet er drabstallene i USA steget de seneste fem år. Forskere kæder det sammen med amerikanernes eksplosive forbrug og afhængighed af smertestillende stoffer.

Mary Kathryn Mullins var afhængig af opioider og døde af en overdosis. Hun blev 50 år.

I den lille kulmineby Madison i West Virginia er alle ramt af opioidkrisen, og her levede og døde Mary Kathryn Mullins. Vi tegner et portræt af en by og et liv gennem seks mennesker, der alle kendte hende.
Epidemien er en serie i seks afsnit af Line Vaaben og Sigrid Nygaard. Dette er afsnit 3.
 
Nick Mullins fortæller
Politimand i Madison, lillebror til Mary Kathryn
 
Nick Mullins fortæller
Politimand i Madison, lillebror til Mary Kathryn
Hele West Virginia er oversvømmet af stoffer, og her i Madison går ingen familier fri. Min kones bror døde af en overdosis samme år, som vi blev gift. Min niece er på metamfetamin. Og hendes mor, min storesøster Mary Kathryn døde for to år siden efter at have været på stoffer i årevis.

Jeg hedder Nicolas Mullins, men alle kalder mig Nick. Jeg er 31 år gammel og uddannet politimand.

De seneste tre år har jeg arbejdet for sheriffen her i byen, og stort set alle opkald til stationen handler om noget med stoffer.

Uanset om det er tyveri, psykisk sygdom, ulovlig indtrængen eller vold. Forleden anholdt jeg en fyr, der havde slået sin kæreste, men det var svært at vide, præcis, hvad der var foregået. For han var skæv, men det var hun også. Og dem der havde overværet det, var også en flok dopeheads.

Dagen efter blev jeg kaldt ud til en trailerpark, hvor der blev tappet strøm ulovligt fra hovednettet. Det viste sig, at strømmen var blevet lukket ned hos en familie, fordi de ikke havde betalt deres regninger.

Der kom en ung pige ud på vejen til os i bare tæer. Jeg kender hende. Hun plejede at være rigtig flot, men nu er hun kun skind og ben. Hun fortalte, at hun har fået sit barn fjernet, og sagde, at hun er clean, men der er ikke noget rent ved hende, og jeg samlede to kanyler op i indkørslen.

Det har ramt min mor hårdt at miste min søster. Det er meget stressende for en kvinde i hendes alder. Også selv om hun altid var bekymret for Mary Kathryn. Om hvor hun sov, og om hun nu fik mad. Hun led også før, men hun lider stadig.

På en måde tænker jeg, at min søster har det bedre nu, men jeg savner hende. Ikke som hun var på stoffer, men som hun var, da hun var normal, dengang jeg var lille.

Jeg var efternøler, så hun var knap tyve år ældre end mig, og hun plejede at komme og heppe på mig til alle mine kampe, da jeg spillede baseball, for hun gik meget op i sport og havde selv været rigtig dygtig til softball. Min søster var udadvendt, lidt af en vovehals, hun elskede opmærksomhed og var ligeglad med, hvad andre tænkte om hende.

Men da hendes misbrug greb om sig, var der perioder, hvor jeg ikke gad at være sammen med hende, for hun var ikke god ved min mor, og hun stjal mine ting, når jeg vendte ryggen til. Mine solbriller, en hårtørrer – alt hvad hun kunne komme i nærheden af.
Nick Mullins bliver kaldt ud til et biltyveri. En kvinde fortæller, at hendes lillebror på 19 år har stjålet sine bedsteforældre bil. Han er på stoffer. Inden Nick når frem i sin sherifbil, har han dog stillet bilen tilbage og er stukket af.
I misbrugsverdenen er der bagmanden, mellemmanden og brugeren, og min søster var mellemmanden. Den som vidste, hvor man kunne få fat i stoffer. Den rolle kunne hun godt lide. At være midtpunkt.

Hendes datter Tiffany, min niece, har de samme problemer. Jeg har sagt til min mor, at det ville være godt for min niece at komme i fængsel, men jeg har ikke selv været i en situation, hvor jeg har haft mulighed for at anholde hende.

For nogle er fængslet en slags virkelighedschok. Hvis døden ikke er det. Men vi ser masser af mennesker, som tager en overdosis, og så kører vi dem på hospitalet, og næste dag er de ude på gaden og misbruge igen. Der er ikke nogen, der kan få en misbruger til at stoppe, hvis de ikke selv vil.

Og Tiffany er har ikke rigtig været i knibe endnu. Hun skal fanges, mens hun er midt i noget. Ellers er det bare benægtelse, benægtelse, benægtelse.

Hendes døtre på otte og 12 år er kvikke, og de gør det godt. Men jeg er bekymret for dem, for de opfører sig mere voksent, end de burde – især den ældste. Hun skal sørge for alting og ved ikke altid, hvor hendes mor er henne, og hvornår der kommer en voksen hjem.

Pigernes far er i fængsel. Han er også på stoffer og ryger ind og ud. Hvis de to forældre dør, og min mor også går bort, vil myndighederne forsøge at anbringe pigerne hos den nærmeste familie. Jeg ville elske at tage mig af dem. Min kone Erica har det på samme måde. Vi har talt om det.

Erica er også fra Madison – vi har gået på samme high school, og nu har vi en datter på seks og to drenge på tre år og en på otte måneder. Vi bor i den pænere del af byen. Hver morgen står jeg op og følger min lille pige i skole.

Jeg gik selv i skole samme sted, og jeg synes det er cool, at hun følger i mine fodspor. Bagefter kører jeg hen på stationen, hvor jeg arbejder fire dage om ugen fra 8-18. Når jeg har fri, hænger jeg ud med børnene og spiller softball, fodbold og baseball.
Alle opkald fra centralen til Nicks bilradio handler om kriminalitet relateret til stoffer. Her anmelder en familie ude på landet en misbruger, som har trængt sig ind på deres ejendom, trods et skilt med ’NO TRESPASSING’.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg har klaret mig, mens min søster ikke gjorde. Jeg føler, at jeg altid har fået opbakning fra mange mennesker. Ikke fra min far, han har aldrig været der, men min mor har været en klippe, og særligt min fodboldtræner har været en stor støtte. Han var med til at sørge for, at jeg fik jeg et legat, så jeg kunne komme på universitetet.

Jeg har altid ønsket at gøre en forskel, da jeg voksede op. Måske hænger det lidt sammen med min søsters problemer. Jeg havde ikke lyst til at ende sådan, og jeg vil gerne hjælpe andre.

Det er min oplevelse, at folk generelt er glade for politiet, og jeg opfatter mig selv som en rollemodel i vores lille bysamfund, for som politimand kan man ikke tillade sig at opføre sig skidt. Man skal have en god karakter.

Min bil er mit kontor, og jeg kører rundt i den hele dagen. Jeg kan godt lide at patruljere. Sidde bag ved et skrivebord på kontoret er ikke mig, og jeg elsker, at ingen dage ligner hinanden. Indimellem kan det være slemt.

Det er værst at finde døde mennesker eller børn, der er blevet omsorgssvigtede eller misbrugt. Det påvirker mig. Og det er svært at fatte, når man har børn derhjemme selv. Vi taler om sagerne kollegerne imellem, men det er ikke sådan, at vi sætter os sammen nede på stationen og græder.

Her i den sydlige del af West Virginia har vi været afhængige af kul i over 100 år. Det er stadig det, der giver os smør på brødet. Og siden det begyndte at gå tilbage for mineindustrien, har arbejdsløsheden været høj, og mange er rejst herfra.

Færre mennesker betyder færre butikker, færre børn i skolerne og færre skatteindtægter. Det har ramt området hårdt.

Jeg synes, præsident Trump har gjort det godt indtil videre. Han har fjernet nogle af de barrierer, den forrige regering lavede, og nu er kultogene begyndt at køre igen. Bortset fra det med stofferne, er Madison en god lille by.

Jeg har boet her hele mit liv, og jeg kender alle ansigter i byen. I mit arbejde bliver jeg kaldt ud til mennesker, som jeg har gået i skole med, været venner med, og ja, endda min egen familie.

Den 23. december 2015 var jeg på arbejde, da jeg blev kaldt over politiradioen fra centralen: »Din mor har ringet 911.«

Jeg kørte derhen, så hurtigt jeg kunne. Min mor og min niece Tiffany var helt ude af den. De råbte: »Hun er ovenpå.«

Jeg løb op ad trappen. Jeg fandt min søster på sengen, og hun var allerede død. Alligevel forsøgte jeg med genoplivning. Jeg pressede på hendes bryst, men der kom bare nogle ubehagelige lyde ud – lidt som når man kaster op. Min mor, Tiffany og hendes to små piger græd. Jeg var bare helt i chok. Følelsesløs.

To dage efter var det juleaften, og det var hårdt at sidde der og pakke gaver op, som Mary Kathryn havde købt til os. Og samtidig vide, at hun havde betalt gaverne med penge, hun havde fået ved at sælge stoffer.
Tekst: Line Vaaben
Foto: Sigrid Nygaard
Redaktion: Mikkel Vuorela
Digital tilrettelæggelse: Jens Christoffersen

Anbefalinger

  • Erik Karlsen
  • Mette Poulsen
  • Kristen Carsten Munk
  • David Zennaro
Erik Karlsen, Mette Poulsen, Kristen Carsten Munk og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer