Ufortalte historier
Ved at vise sorte tjenestefolks historier, udfordrer vi synet på Danmark som kolonimagt
To museer vil grave i arkiverne og finde oversete historier fra den danske kolonitid. Det har udfordret dem, for kolonialismens racehierarkier spøger både i arkiverne og kunstforståelsen
Ufortalte historier
Ved at vise sorte tjenestefolks historier, udfordrer vi synet på Danmark som kolonimagt
To udstillinger vil grave i arkiverne og finde oversete historier fra den danske kolonitid. Det har udfordret dem, for kolonialismens racehierarkier spøger både i arkiverne og kunstforståelsen
Tekst: Emil Eggert Scherrebeck
Foto og kort: Det Kongelige Bibliotek
Med hvide bomuldshandsker på hænderne tager forskningsbibliotekar Mette Kia Krabbe Meyer en lille æske fra rullevognen og lægger den på bordet. Her begynder hun at folde flere lag beskyttende papir væk for til sidst at åbenbare et såkaldt daguerreotypi – et tidligt fotografi, hvor motivet bliver indprentet på en forsølvet kobberplade – af en sort kvinde med en lille hvid pige på skødet.

Daguerreotypiet er taget omkring år 1847. Man ved ikke, hvem der har taget det, eller præcist hvor, det er taget. Men det har en relation til de tidligere danske besiddelser på Dansk Vestindien, som i dag hedder De Amerikanske Jomfruøer, og det er hentet frem fra arkiverne, fordi det skal indgå i en udstilling med billeder fra det tidligere Dansk Vestindien.

Det er ikke første gang, at et billede som dette har været taget frem og udstillet. Men normalt, når man fra dansk side har udstillet denne type billeder, har det været den danske families historie, man fokuserede på, forklarer Mette Kia Krabbe Meyer, da Information møder hende og forskningsbibliotekar Sarah Giersing i Det Kongelige Biblioteks kontorer.

Det har været de hvide, der har været hovedpersonerne.
Øverst: Udsnit fra apoteker Paludan-Müllers fotoalbum
Nederst: To børn med deres amme.

Foto: Det Kongelige Bibliotek
I udstillingen vil man også forsøge at få de historier, som ikke har været fortalt tidligere, med. Især historierne om de slavegjorte mennesker under slaveriet og historierne om de sorte tjenestefolk, der efter slaveriets afskaffelse i 1848 for Dansk Vestindiens vedkommende arbejdede på øerne – ikke mindst for de danske familier, der stadig boede der.

»På et billede som det her vil vi forsøge at få den sorte barnepiges historie frem,« siger Mette Kia Krabbe Meyer og forklarer, at der ofte ikke står navne på de sorte tjenestefolk på billederne, så det kræver noget arbejde. Dette billede er imidlertid en undtagelse: Bag på står der Louisa MacPherson Bauditz, som er navnet på pigen. Og så står der Charlotte Hodge, som er navnet på ammen.

»Så her har det været muligt at finde flere informationer i forskellige databaser. For eksempel kan vi se, at hun boede sammen med familien Bauditz i nr. 59 i Hill Street i Christiansted i 1841. Og historikeren Niklas Thode har gjort os opmærksom på, at hun rejste med familien Bauditz til København i 1845.«
Danske soldater til hest og til bords.
Foto: Det Kongelige Bibliotek
Gentænke institutionen
Udstillingen på Det Kongelige Bibliotek åbner i maj 2017 i forbindelse med 100-året for salget af Dansk Vestindien til USA i 1917. Men selve arbejdet med at forberede udstillingen er banebrydende i sig selv.

For ved at åbne op for, at for eksempel de sorte tjenestefolks historier ser dagens lys, udfordrer man det blik, som siden kolonitiden har hersket i forhold til historien om Danmark som kolonimagt, forklarer Sarah Giersing.

»Vores arkiv er et udpræget dansk arkiv, og i forhold til materiale fra de tidligere danske kolonier, består det primært af fotografier, som danskere har taget med hjem fra kolonierne. Indlejret i samlingen er der altså en grundlæggende skævhed i forhold til, hvem der er i centrum, og hvis historie, man kan fortælle,« siger Sarah Giersing.

»I udgangspunktet har man først og fremmest set på historien med det, man kunne kalde det danske centraladministrative perspektiv, kolonimagtens perspektiv, og det vil vi gerne udfordre.«

Men en sådan manøvre kræver, at hele udstillingsholdets praksis bliver udsat for et meget gennemgribende realitetstjek, og Sarah Giersing fortæller, at de udfordrer deres arbejdsgange mere på dette projekt end tidligere. Det tvinger projektet dem simpelthen til, fordi de ufortalte historier ligger skjult i arkivets marginer.

Kunsthistoriker Temi Odumosu, der har arbejdet i forskellige koloniale arkiver – især britiske, men også caribiske – i over 15 år, fortæller, at arkiverne er bygget op omkring koloniale måder at organisere verden på:

»Museer er levn fra kolonitiden, ja, faktisk er hele museologien, og det at ordne ting i hierarkiske systemer, levn fra kolonitiden. Museer kæmper derfor i dag helt grundlæggende med deres koloniale arv, og det bliver ekstra presserende, når man laver udstillinger, der arbejder kritisk med den historiske fremstilling af kolonitiden,« siger Temi Odumosu, som er med til at lave udstillingen på Det Kongelige Bibliotek.
I galleriet herover kan du bladre i apoteker Paludan-Müllers fotoalbum. Han var ivrig amatørfotograf og dokumenterede livet på øerne med et kodak-kamera.
Fotografierne er fra omkring år 1900.

Foto: Det Kongelige Bibliotek
Historien lever
Hun vil skabe en ramme, hvor publikum får mulighed for at se museumsgenstandene som noget, der relaterer til nutiden:

»Når museerne oplever det at præsentere kolonihistorien som en særlig udfordring, tror jeg, at det skyldes, at museer normalt er gode til at præsentere historien som en museumsgenstand, som noget, der ligger afgrænset i fortiden,« siger hun.

»Men i forhold til kolonihistorien kan du ikke tale om fortiden uden også at tale om nutiden.«

For historien er på ingen måde død, understreger hun:

»Slaveriet og kolonialismen har efterladt en arv, der rækker langt ind i nutiden. I kolonitiden blev der skabt stereotyper, især i forhold til brune mennesker, som er blevet videreført ind i nutiden. Og der blev etableret nogle skævheder i verdenssamfundet, som stadig trækker tydelige sociokulturelle tråde ind i nutiden.«

Hun ønsker dog ikke, at den brugerinddragende formidling skal facilitere en fortælling om, at de 'brune' mennesker er sure på de hvide mennesker:

»Jeg håber, at folk vil kunne se, at vi alle står i relation til historien. Og at det derfor vil være med til at nedbryde opdelingen i 'os' og 'dem', sådan at vi sammen kan forholde os til de forskellige udfordringer, vi står med. Ikke mindst i Europa i dag, der bevæger sig i en trist retning med en politisk højredrejning og med stigende afrofobi,« siger hun.
Soldater holder fri.
Foto: Det Kongelige Bibliotek
Opgør med paradigmer
I den anden ende af København ligger en bunke grå filtmapper på et stort bord, der strækker sig ned igennem Kobberstiksamlingens Studiesal på Statens Museum for Kunst. De rummer et udvalg fra museets beskedne samling af kunst, tegninger og kobberstik med relation til de tidligere danske kolonier.

En samling af museumsgenstande fra de tidligere kolonier, der er langt mindre end den på Det Kongelige Bibliotek, for ud af de cirka 250.000 værker i Statens Museum for Kunsts samling er det kun en marginal del, der omhandler Dansk Vestindien.

Ud af en af mapperne trækker museumsinspektør og seniorforsker Hanne Kolind Poulsen en blæktegning af den danske kunstner J.L.V. Michaelsen fra 1817 frem. Den viser havneindgangen til Frederiksted på Sankt Croix set fra havet.

Store danske skibe ligger et stykke ude i havet, mens mindre robåde sejler ædeltræ fra havnen og ud til de store skibe. På land ser man ædeltræet, der sammen med sukker og slaver var blandt de største eksportvarer fra de tidligere danske besiddelser. Men man ser ingen sorte mennesker. De eneste mennesker i billedet er hvide sømænd.

»Når man fra de danske kunstneres side laver sådan et billede, så vælger man jo, hvad det er, man vil sige med billedet. Og der er slaverne så ikke kommet med,« siger Hanne Kolind Poulsen.

»Selv om man altså har visuelle kilder fra de tidligere danske kolonier, så er der i kunsten et stort tomrum, som netop handler meget om den kunstneriske udvælgelse, kunstnerne har foretaget,« tilføjer museumsinspektør og seniorforsker Henrik Holm.

»Det store tomrum vil vi begive os ind i med udstillingen.«
Øverst: Fest i gaden. Fotograferet en gang mellem 1888 og 1893
Nederst: Folkeliv på St. Croix.
Foto: Det Kongelige Bibliotek
Store spørgsmål
Temi Odumosu skal samarbejde med Statens Museum for Kunst om at finde en måde at stille nye spørgsmål på.

Ligesom på Det Kongelige Bibliotek er det nogle store spørgsmål, arbejdet med udstillingen rejser. Spørgsmål, der potentielt kommer til at rokke ved vores selvforståelse i forhold til kunstidealer, historieforståelse og nationalforståelse, fortæller Henrik Holm:

»Vi stiller nogle spørgsmål, vi ikke plejer at stille, og derfor vil vi også løbe ind i paradigmer, der bliver nødt til at bøje sig for den nye viden. Det er en udfordring af vores selvforståelse, og vi støder imod alle de steder, hvor det gør ondt,« siger Henrik Holm.

Her er de også nødt til at gentænke deres egen praksis, ikke mindst den praksis, der handler om udvælgelse af værker fra arkiverne:

»Vi kan ikke udstille alle vores værker, så vi laver hele tiden et udvalg ud fra nogle bestemte overvejelser om, hvad der er vigtigt. Til enhver tid er værkerne i arkiverne derfor afhængige af det blik, der kigger ned i arkiverne. Og af de større spørgsmål, som man går ned i arkivet for at få besvaret,« siger han.

»Så hvis spørgsmålene om, hvordan historien har set ud fra slavegjorte menneskers perspektiv, ikke bliver stillet, så kommer de værker, der kan give os nogle svar herpå, heller ikke frem,« siger Henrik Holm og fortæller også, at kun meget få af de værker, der har relation til de tidligere danske kolonier på Jomfruøerne, er lavet af det, man ville kalde større danske kunstnere.

C.W. Eckersberg har malet nogle af de skibe, der sejlede derned – uden dog at have besøgt øerne. Det er derfor heller ikke særligt mange af værkerne i Statens Museum for Kunsts samling af kolonial kunst, der traditionelt har været betragtet som 'stor kunst'. Med Ufortalte Historier udfordrer de derfor også de kunstidealer, de normalt arbejder ud fra.
Sugar-cake Maria. Fotograferet af Paludan-Müller i Christiansted, St. Croix.
Foto: Det Kongelige Bibliotek
Henrik Holm forklarer, at grundstenene til de kunstidealer, som stadig dominerer i Vesten i dag, blev udviklet i 1800-tallet, sideløbende med at man udviklede kolonialismens racehierarkier. Men er vestens kunstidealer og racehierarkierne fra kolonitiden sammensmeltede?

»Meget mere end vi bryder os om. Hvis man ser historisk på det, så er de dybt sammenvævede. Men typisk tænker man ikke på det som sådan. Det er derfor vi kan tale om ufortalte historier i denne sammenhæng. Fordi den måde vi har fortalt vores historie på, også gennem kunsten, udelader en masse ting.«

— Tror du, at I i den daglige kuratering af Statens Museum for Kunsts udstillinger også er påvirket af kunstidealer, som er sammenvævede med racetænkning, sådan at I måske er mindre tilbøjelige til at tage værker af for eksempel afrikanske kunstnere ind?

»Ja, det tror jeg. Det er områder, vi er i tvivl om. Vi har haft årelange diskussioner om balancen imellem mandlige og kvindelige kunstnere. Og nu kan vi tage hele den diskussion igen i forhold til det koloniale perspektiv.«
Børn på St. Croix fotograferet mellem 1898 og 1913.
Foto: Det Kongelige Bibliotek
Pas på med politikken
Direktør ved Ny Carlsberg Glyptotek i København, Flemming Friborg, er sådan set også tilhænger af, at man som museum udfordrer sit eget ståsted. Men han advarer imod, at man udfører den slags forskning på baggrund af en politisk eller en moralsk motivation:

»Museerne er, som jeg ser det, gode til selv at gå forrest og bidrage med ny viden, der skubber til gamle antagelser. Men man skyder sig selv i foden, så snart man lader en politisk eller moralsk dagsorden være motivationen til disse udfordringer,« siger Flemming Friborg.

»For på den måde kommer man nemt til at læse kunsten ind i en sammenhæng, hvor den bliver en art statist i en eller anden politisk motiveret fortælling, hvor sympatisk den end måtte være.«
Fakta: De Vestindiske Øer
Dansk Vestindien – også kendt som De Vestindiske Øer – var en dansk koloni i Caribien.

Kolonien bestod af øerne Sankt Thomas, Sankt Jan (på engelsk Saint John) og Sankt Croix.

Sankt Thomas og Sankt Jan blev annekterede af Vestindisk-guineisk kompagni i hhv. 1672 og 1733.
I 1733 blev Sankt Croix købt fra det fransk-vestindiske kompagni.
I 1755 blev øerne overtaget af den dansk-norske konge.
Øernes økonomi var baseret på slaveri, som formelt blev afskaffet i 1848 efter et oprør.

I 1917 blev øerne solgt til USA og omdøbt til De Amerikanske Jomfruøer.

Kilde: Wikipedia
Om projektet 'Ufortalte historier'
I 2017 markeres 100-året for salget af De Vestindiske Øer. Det sker blandt andet med det brugerinddragende projekt Ufortalte Historier.

Ufortalte historier er ledet af kunsthistoriker Temi Odumosu og lavet i et samarbejde mellem Det Kongelige Bibliotek og Statens Museum for Kunst.

Det Kongelige Bibliotek markerer 100-året på fire felter: Særudstillingen Blinde Vinkler – Billeder af Dansk Vestindien, som åbner maj 2017 i Den Sorte Diamant, en omfattende digitalisering af arkivmateriale, forskellige brugerinddragende aktiviteter samt et debat- og koncertprogram.

Du kan selv kigge i de digitaliserede arkiver her.
Læs mere her.

Statens Museum for Kunst markerer 100-året med en særophængning af værker fra samlingen samt brugerinddragende aktiviteter og undervisning.
Dagbladet Information

Tekst: Emil Eggert Scherrebeck Jørgensen
Foto og kort: Det Kongelige Bibliotek

Redaktør: Kristian Villesen
Digital produktion:
Alexander Sjöberg

Publiceret 31. december 2016
En måneds gratis Information digital + papiravisen fredag og lørdag

Anbefalinger

  • Klaus Lundahl Engelholt
  • Tina Sommer
  • Robert Ørsted-Jensen
Klaus Lundahl Engelholt, Tina Sommer og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Sørensen

Kunst der ikke er politisk bliver nemt noget som man bare glor på. Politisk kommunikere en glød, et standpunkt perspektiv for fremtiden. Det er et meget skrøbeligt samfund der er bange for politisk kunst, men måske er vi netop et sådant samfund der ikke kan tage dialog ud fra et standpunkt. Kunsten fungere netop udmærket som statist, hvis den optræder i et politisk stykke.