AUTOFIKTION
Velkommen til årets vigtigste litterære debat
Har nutidens forfattere glemt de vilde eksperimenter? Har de glemt at protestere over verdens forfatning og en altomfattende kapitalisme ved at sprænge de etablerede litterære former? Og er autofiktionen virkelig nutidens svar på modernismens radikale formbrud, hvis den da overhovedet eksisterer? Årets vigtigste litterære debat udspillede sig her i avisen, og for dem der ikke nåede det, er muligheden for at stige på her
Lidt polemisk spurgte jeg i det tidlige forår, hvad der var blevet af de formmæssige fornyelser i den nye danske litteratur? Hvis man måler nutidens litterære præstationer med de radikale formeksperimenter, som modernismens forfattere for omkring hundrede år siden leverede, virker det som om den nye litteratur er gået bag om dansen og, undskyld mig, virker lidt gammeldags.
»Især i de første årtier af det 20. århundrede blev der eksperimenteret lystigt; den ene isme afløste den anden med rasende hast og ofte også med bud på indretningen af en bedre verden.
Aldrig siden har verden været i så sindsoprivende bevægelse og med en kunst, der forsøgte at holde trit med udviklingen. Hvad er der sket med den modernisme, der vendte op og ned på det hele og gav os en ny måde at se verden på?
Hvis jeg som redaktør kigger på de udgivelser, der lander på mit bord, fristes jeg til at konkludere, at vi her i 2016 er endt med en helt traditionel prosa og poesi og uden de vilde eksperimenter. I hvert fald hvad angår broderparten af den litteratur, der udkommer.«
Aldrig siden har verden været i så sindsoprivende bevægelse og med en kunst, der forsøgte at holde trit med udviklingen. Hvad er der sket med den modernisme, der vendte op og ned på det hele og gav os en ny måde at se verden på?
Hvis jeg som redaktør kigger på de udgivelser, der lander på mit bord, fristes jeg til at konkludere, at vi her i 2016 er endt med en helt traditionel prosa og poesi og uden de vilde eksperimenter. I hvert fald hvad angår broderparten af den litteratur, der udkommer.«
En uddybning: For hundrede år siden blev der i et forsøg på at holde trit med en eksplosiv nedbrydning af etablerede verdensbilleder i litteraturen eksperimenteret på livet løs. Den befandt sig i alle sprækkerne af den krakelerende verden og havde bud på helt nye måder at forstå verden og mennesket på. Joyce, Proust, Woolf, Kafka, Musil og mange andre var med deres revolutionerende værker med til at måle verden op på en helt ny måde, og det er fortsat langt op i det 20. århundrede med radikale værker af blandt mange andre Thomas Bernhard, Elfriede Jelinek, Marguerite Duras og Herta Müller.
Er der derfor tale om en kollektiv hjerneblødning, når nutidens forfattere helt har glemt den eksperimentelle vildskab? Min antagelse er, at mange af tidens forfattere har glemt, hvem de står på skuldrene af og mest lever i nuets boble og primært forholder sig til den generation, der går umiddelbart forud for dem selv. Derfor skriver de så konventionelt og som om, der ikke for hundrede år siden fandt de vildeste eksperimenter sted, der beredte vejen for kommende generationer.
Det kan selvfølgelig også være, at undertegnede er et højmodernistisk ringvrag, der ikke kan se ud over den horisont og paradigme og få øje på, hvad det er i det nye, der er det virkeligt nye. For hvem kan før lang tid efter stille sig til dommer over sin egen tid? Derfor forudså jeg også i min indledende artikel, at der ville være andre holdninger til den måde at opfatte litteraturen på og var derfor åben over for den mulighed, at vi endnu ikke ved, hvori dagens vigtigste litterære eksperimenter består.
For at undgå enhver misforståelse, så mener jeg ikke, at den litteratur, der skrives i dag, er dårlig. Faktisk ikke, generelt er jeg helt med på, at vi i disse år oplever en mindre litterær guldalder. Det ene markante forfatterskab efter det andet er ved at tage form. Det jeg til gengæld mener er, at sammenholdt med graden af de eksperimenter, der fandt sted for hundrede år siden, så virker vores tid påfaldende tam.
Er der derfor tale om en kollektiv hjerneblødning, når nutidens forfattere helt har glemt den eksperimentelle vildskab? Min antagelse er, at mange af tidens forfattere har glemt, hvem de står på skuldrene af og mest lever i nuets boble og primært forholder sig til den generation, der går umiddelbart forud for dem selv. Derfor skriver de så konventionelt og som om, der ikke for hundrede år siden fandt de vildeste eksperimenter sted, der beredte vejen for kommende generationer.
Det kan selvfølgelig også være, at undertegnede er et højmodernistisk ringvrag, der ikke kan se ud over den horisont og paradigme og få øje på, hvad det er i det nye, der er det virkeligt nye. For hvem kan før lang tid efter stille sig til dommer over sin egen tid? Derfor forudså jeg også i min indledende artikel, at der ville være andre holdninger til den måde at opfatte litteraturen på og var derfor åben over for den mulighed, at vi endnu ikke ved, hvori dagens vigtigste litterære eksperimenter består.
For at undgå enhver misforståelse, så mener jeg ikke, at den litteratur, der skrives i dag, er dårlig. Faktisk ikke, generelt er jeg helt med på, at vi i disse år oplever en mindre litterær guldalder. Det ene markante forfatterskab efter det andet er ved at tage form. Det jeg til gengæld mener er, at sammenholdt med graden af de eksperimenter, der fandt sted for hundrede år siden, så virker vores tid påfaldende tam.
Noget havde jeg uden tvivl fat i med den opmærksomhed på de litterære eksperimenter, for lige siden dér i midten af marts har spørgsmålet været debatteret her i litteraturtillægget. Det har i al mangel på beskedenhed været (for)årets vigtigste litterære debat.
Allerede i den første artikel afprøvede jeg min tese om de manglende eksperimenter på tre litterater. Mads Rosendahl Thomsen forklarede det med, at de modernistiske forfattere i sin tid satte så høj en standard, da de indvarslede et nyt litterært paradigme. Vi befinder os stadig i modernismens paradigme, mente han. Med andre ord havde nogle forfattere for hundrede år siden beredt vejen for det, vi har i dag, og derfor opleves nutidens frembringelser mere som afskygninger og justeringer heraf.
Hvis man vil prøve at trække et andet perspektiv ud af dette, så kunne man sige, at de modernistiske formeksperimenter for hundrede år siden stadig bestemmer vores kunst i dag og ikke mindst vores forventning om, hvad kunsten skal i forhold til virkeligheden.
Hvis man derfor skal være venlig ved Mette Høeg i forbindelse med den debat, hun for et års tid siden forsøgte at rejse om de navlepillende danske samtidsforfattere, så kan man se hendes indlæg i forlængelse af sådan en forståelse af modernismen og forventning om, at nutidens udfordringer forsøges afspejlet og tacklet i den litterære form. Formen skal så at sige redde verden. Når Høeg så introspektion og dyrkelse af det helt nære liv hos en lang række danske samtidsforfattere, så hun også et svigt af denne fordring til kunsten – og i stedet for udfordring af verden gennem eksperimenter med den litterære form, så hun navlepilleri og selvdyrkelse. Altså et stort tilbagefald for litteraturen. At hun så også overså, at man kan eksperimentere vildt i udforskningen af indre landskaber er en helt anden sag.
Allerede i den første artikel afprøvede jeg min tese om de manglende eksperimenter på tre litterater. Mads Rosendahl Thomsen forklarede det med, at de modernistiske forfattere i sin tid satte så høj en standard, da de indvarslede et nyt litterært paradigme. Vi befinder os stadig i modernismens paradigme, mente han. Med andre ord havde nogle forfattere for hundrede år siden beredt vejen for det, vi har i dag, og derfor opleves nutidens frembringelser mere som afskygninger og justeringer heraf.
Hvis man vil prøve at trække et andet perspektiv ud af dette, så kunne man sige, at de modernistiske formeksperimenter for hundrede år siden stadig bestemmer vores kunst i dag og ikke mindst vores forventning om, hvad kunsten skal i forhold til virkeligheden.
Hvis man derfor skal være venlig ved Mette Høeg i forbindelse med den debat, hun for et års tid siden forsøgte at rejse om de navlepillende danske samtidsforfattere, så kan man se hendes indlæg i forlængelse af sådan en forståelse af modernismen og forventning om, at nutidens udfordringer forsøges afspejlet og tacklet i den litterære form. Formen skal så at sige redde verden. Når Høeg så introspektion og dyrkelse af det helt nære liv hos en lang række danske samtidsforfattere, så hun også et svigt af denne fordring til kunsten – og i stedet for udfordring af verden gennem eksperimenter med den litterære form, så hun navlepilleri og selvdyrkelse. Altså et stort tilbagefald for litteraturen. At hun så også overså, at man kan eksperimentere vildt i udforskningen af indre landskaber er en helt anden sag.
Marianne Stidsen bekræftede uden tøven min tese om fravær af eksperimenter. Hun forklarede det med, at kunsten – og frem for alt avantgardekunsten – i begyndelsen af forrige århundrede havde en klar politisk dimension og tro på, at de kunne forandre verden.
»Modernismens kunst handler om at forklare og at kunne gøre en forskel, og det er knyttet til mennesket. Projektet er, at mennesket ikke er på højde med udviklingen, derfor må man i kunsten finde et sprog for det. De avantgardistiske modernister, først og fremmest futuristerne, havde et meget skråsikkert politisk program for deres kunst og en tro på, at de kunne forandre verden og fremfor alt forandre mennesket.«
Den tiltro til kunstens omstyrtende potentiale har vi for længst mistet, mente hun.
Tania Ørum derimod var helt uenig og mente, at det, de unge skrev i dag, besad den samme radikalitet som modernisterne for hundrede år siden. Eksperimenterne i dag er lige så afgørende, de er bare nogle andre, og meget foregår i det tværæstetiske, mente hun. Med andre ord er vi bare ikke i stand til at se det nye i det helt nye.
»Der foregår alle mulige former for eksperimenter for tiden, men de ligner ikke dem fra tidligere. Hovedstrømmen har aldrig været eksperimenterende, den har altid været konventionel. Mange af de ting, der nu fremstår som de centrale linjer, blev dengang ikke regnet for noget som helst, det var afsides og marginalt og er først efter Anden Verdenskrig blevet tydeligt. Dengang var der ingen, der kendte dadaisterne, det var bare fjollede mennesker, der gik rundt og lavede fjollede ting.«
Ugen efter, den 26. marts, var der prompte svar på min provokation fra litteraturforskeren Mads Bunch:
»Autofiktion!«
Bunch skrev sidste år sammen med Poul Behrendt antologien ’Selvfortalt. Autofiktioner på tværs’. Bunch mente, at jeg tog helt fejl, og at eksperimenterne trives i tidens litteratur. Ja, ikke bare det, den har sågar en betegnelse, nemlig ’autofiktion’. Autofiktionen er svaret på alt det, jeg efterlyste. Autofiktionen er det nye paradigme, den er det 21. århundredes absolut formmæssige nybrud, som samtidig erstatter det 20. århundredes traditionelle sprogmodernisme.
Se, det var en klar modsigelse.
Modernismen er passé, mente Bunch, og ingen yngre forfattere gider skrive sig ind i den tradition, for ingen ønsker at være epigoner, men vil derimod skabe noget helt nyt. Bunch mente endvidere, at jeg led af en bestemt Weltschmerz-modernisme, som jeg ønskede mig tilbage, hvilket gjorde mig blind for tidens eksperimentelle tendenser. Den bane, som forfattere som Musil, Joyce og Proust kridtede op, gider ingen i det 21. århundrede længere spille på, mente han. Og, tilføjede han, der går faktisk en Ibsen eller Hamsun rundt blandt os, og han sluttede med at fremhæve Karl Ove Knausgårds store erindringsroman Min kamp som paradeeksemplet på den autofiktive fornyelsen af litteraturen, helt på niveau med modernismens giganter.
Se, det var en klar modsigelse.
Modernismen er passé, mente Bunch, og ingen yngre forfattere gider skrive sig ind i den tradition, for ingen ønsker at være epigoner, men vil derimod skabe noget helt nyt. Bunch mente endvidere, at jeg led af en bestemt Weltschmerz-modernisme, som jeg ønskede mig tilbage, hvilket gjorde mig blind for tidens eksperimentelle tendenser. Den bane, som forfattere som Musil, Joyce og Proust kridtede op, gider ingen i det 21. århundrede længere spille på, mente han. Og, tilføjede han, der går faktisk en Ibsen eller Hamsun rundt blandt os, og han sluttede med at fremhæve Karl Ove Knausgårds store erindringsroman Min kamp som paradeeksemplet på den autofiktive fornyelsen af litteraturen, helt på niveau med modernismens giganter.
Jeg er Karl Ove Knausgård
Man kan sige, at herfra blev debatten primært til en debat om modernisme versus autofiktion. Ugen efter tog Anders Juhl Rasmussen til genmæle på Bunchs radikale afvisning af modernismen.
Ingen seriøse forfattere i dag kan undgå at være tiltalt af de mest originale og fornyende forfattere fra det 20. århundrede, mente Rasmussen og pegede på, hvordan mange af de mest spændende forfattere i dag bygger videre på den tradition. Hvor Bunch så et absolut brud mellem modernismen og nutidens frembringelse, så Rasmussen sammenhæng og kontinuitet. Og Rasmussen satte trumf på og sagde, at hvis bare Bunch ville læse den Knausgård, som han i den grad ophøjer til at bære et nyt paradigme, så ville han også finde ud af, hvor meget ’Min kamp’ har et mellemværende med modernisterne. Knausgård må nemlig snarere ses i forlængelse af modernismens forfattere end som et brud med deres æstetiske praksis.
Ingen seriøse forfattere i dag kan undgå at være tiltalt af de mest originale og fornyende forfattere fra det 20. århundrede, mente Rasmussen og pegede på, hvordan mange af de mest spændende forfattere i dag bygger videre på den tradition. Hvor Bunch så et absolut brud mellem modernismen og nutidens frembringelse, så Rasmussen sammenhæng og kontinuitet. Og Rasmussen satte trumf på og sagde, at hvis bare Bunch ville læse den Knausgård, som han i den grad ophøjer til at bære et nyt paradigme, så ville han også finde ud af, hvor meget ’Min kamp’ har et mellemværende med modernisterne. Knausgård må nemlig snarere ses i forlængelse af modernismens forfattere end som et brud med deres æstetiske praksis.
»Ét er, at Bunchs synspunkt virker som en besynderlig blanding af romantisk genitænkning og kulturradikal fremskridtsoptimisme (endda i en karikatur af både romantikken og kulturradikalismen), noget andet er, at han end ikke synes at tale på vegne af den Knausgård, han så vulgært kanoniserer. Man skal, som de fleste ved, ikke læse ret mange sider i Knausgårds ’Min kamp’ uden at genkende Knausgårds eget intime forhold til Joyce, Gombrowicz, Bernhard osv., altså hele den lange (post)modernistiske tradition, som Bunch ikke ’gider’ læse.«
Så blev det den 16. april. Jeg havde læst Kirsten Thorups nye roman Erindring om kærligheden og lavede et interview med forfatteren. Jeg var ikke i tvivl om, at forfatteren i høj grad bygger sine romaner på egne oplevelser og liv, og hendes hovedperson Tara har klare træk til fælles med forfatteren, så det var oplagt at konfrontere hende med debatten. Thorup sagde i interviewet, at det er meningsløst at skelne mellem autofiktion og fiktion, for al fiktion baserer sig på erindring og private oplevelser. Fiktionens kraft og form består netop i at transformere det private og alt det, man oplever til noget mere alment. Alle forfattere tager afsæt i deres eget liv og intet kommer ud af den blå luft, sagde hun og giver et forsvar for fiktionen:
»Jeg opfatter livet som meget mere end privatlivet. Det kan godt være, at det er kernen, men ens liv er meget større og består af alt, hvad man har hørt fra andre, egne erfaringer og oplevelser, avisartikler, dokumentarudsendelser, eller hvad man har med fra ydre og indre rejser. Jeg skriver ikke autofiktion, for det er for snæver en definition på menneskelivet. Skriveprocessen er ligesom en magnet, der tiltrækker alle de detaljer, der danner romanens mønster. Det, der interesserer mig i arbejdsprocessen er formen. Form er lidenskaben, og du kan ikke fortælle, hvis du ikke har en form.«
I samme udgave af litteraturtillægget havde Tine Byrckel en udfoldet omtale af Delphine de Vigans værker, som diskuteres som autofiktion, ligesom hele den franske debat om autofiktionens grænser foldes ud i artiklen. Til den ene side i tillægget afvises autofiktionen, til den anden udfoldes den.
»Hvis virkeligheden er en roman, må romanen til gengæld ikke ligne virkeligheden for meget.«
Poul Behrendt, der forsker i litterære dobbeltkontrakter og autofiktion, jublede over dette sammentræf og kunne ikke dy sig. Han satte autofiktionen ind i dens historiske kontekst, dels nuancerede han, hvad han forstår ved begrebet. Alt sammen for at forsøge at bevise, hvilken historisk nyskabelse autofiktionen udgør.
» (...) Fordi autofiktion skaber en intensitet og et nærvær i forholdet mellem læser og forfatter, som er fraværende inden for en modernistisk æstetik. I autofiktion drejer det sig ikke om at ’tage afsæt’ i det private for at nå ’ud til det almene’. Men tværtimod om at fastholde det private og skamfyldte for at nå ned til en dybere, men fælles grund. Hvad der ikke gør autofiktion spor mindre vedkommende for læsere, uanset race, køn eller seksualitet.«
Behrendt byggede så desværre en del af sin pointe på en falsk præmis, nemlig en anmeldelse af Kirsten Thorups roman Bonsai af Informations Erik Skyum-Nielsen, en anmeldelse som anmelderen siden selv offentligt har undsagt. Det vidste Behrendt udmærket, men undlod det behændigt fra sin polemik.
Her går debatten ind i en mere indædt fase med fokus på autofiktionen. Anders Juhl Rasmussen er allerede tilbage den 30. april med en reaktion på Poul Behrendts indlæg. Han anerkendte, at autofiktion kan hjælpe til at fokusere på hidtil upåagtede aspekter af litterære værker, men mente samtidig, at en overdreven fokus på autofiktionen slører for det virkelig interessante i den nye litteratur.
»Når mange sikkert genkender Kirsten Thorups træthed ved at høre begrebet autofiktion – enten komisk udskreget eller belærende udpeget – som tidens åbenbaring i dansk litteratur skyldes det formentlig, at der simpelthen er al for megen uoriginal, slap og kedelig litteratur, som tildeles opmærksomhed i dagblade, på litteraturfestivaler, i radioen, på gymnasier og universiteter, bare fordi den indskriver sig i denne modestrømning.
Autofiktionen eller dobbeltkontrakten som læsebrille kan i nogle tilfælde virke som en forstørrelse af hidtil upåagtede forhold, det har Poul Behrendt udmærket demonstreret i Dobbeltkontrakten for ti år siden, men i andre tilfælde risikerer den at sløre det virkelig interessante i den samtidige litteratur.«
Autofiktionen eller dobbeltkontrakten som læsebrille kan i nogle tilfælde virke som en forstørrelse af hidtil upåagtede forhold, det har Poul Behrendt udmærket demonstreret i Dobbeltkontrakten for ti år siden, men i andre tilfælde risikerer den at sløre det virkelig interessante i den samtidige litteratur.«
Den sad Poul Behrendt ikke overhørig. Ugen efter var han på banen igen, og som den drevne retoriker, han er, forsøgte han at underminere Anders Juhl Rasmussens sted at tale fra, samtidig med at han argumenterede mere udfoldet for sine begreber omkring autofiktion. Behrendt får dog også lige givet denne stikpille til Mette Høeg:
»Autofiktion i sin kerne er langt væk fra de navlepillende selvfremstillinger af trivielle ungpigeerfaringer, der sidste sommer så parodisk blev identificeret med genren af Mette Høeg og redaktionen på Weekendavisens Bøger. Autofiktion handler om, at der i forfatterens liv er indtruffet begivenheder, der lige så lidt lader sig omsætte til en modernistisk fiktion som til privat-biografisk erfaring.«
For første gang meldte en forfatter sig i debatten, og en af de yngre, nemlig Rolf Sparre Johansson. Han var sådan set både enig med Behrendt – og med Kirsten Thorup i, at autofiktion er for snæver en definition på menneskelivet. Når autofiktion i så høj grad bliver en genrebetegnelse for tendenser i samtidslitteraturen, så slører det for meget andet.
»Oprindeligt var autofiktion ikke lig selvbiografi, idet den afslørede, at selvbiografi og fiktion er koder ligesom alle mulige andre slags tekst. Den dementerede altså, at selvbiografien skulle være en særlig privilegeret virkelighedsfremstilling.
Nu er autofiktion blevet til selvbiografi plus roman. Det er det, Thorup reagerer på, når hun taler om en 'for snæver definition på menneskelivet', for en nødvendig præmis for den naive selvbiografi er det genkendelige menneske, og normer for genkendelse er selvfølgelig også normer for udelukkelse.«
Nu er autofiktion blevet til selvbiografi plus roman. Det er det, Thorup reagerer på, når hun taler om en 'for snæver definition på menneskelivet', for en nødvendig præmis for den naive selvbiografi er det genkendelige menneske, og normer for genkendelse er selvfølgelig også normer for udelukkelse.«
Poul Behrendts stikpille til Mette Høeg virkede, og ugen efter var hun på banen. Det er stærkt reducerende at behandle meget forskellige litterære værker ud fra samme autofiktionsbehandling, selvom værkerne etablerer en spænding mellem privat virkelighed og konstruktion, skriver hun blandt andet.
»Det ville indlysende være mishandling at underlægge To the Lighthouse, Der Mann ohne Eigenschaften, Á la recherche du temps perdu eller Portrait of the Artist as a Young Man Mads Bunchs og Poul Behrendts autofiktionsbehandling, selvom disse værker aktivt etablerer en spænding mellem privat virkelighed og konstruktion.«
Høeg introducerede i stedet for begrebet ’uafgørlighed’ og forsøgte dermed også at nedbryde det skel mellem modernisme og autofiktion, der er blevet bygget op i debatten. Uafgørligheden er et fundamentalt vilkår i litterære fortællinger i det hele taget, mente hun, og hun forstod ikke Behrendts og Mads Bunchs hyldest af autofiktionen som det mest interessante fænomen i europæisk kultur i flere århundreder. Høeg mente, at de to kommer til at adle en række middelmådige forfattere og forsvare et forskningsområde, som er deres eget.
Mads Bunch svarede på den svada. Han gentog de tre underkategorier for autofiktion: dobbeltkontrakt, selvfortælling og fri selvbiografisk konstruktion og hævdede i øvrigt at sige, at autofiktion ikke eksisterer, er som at sige, at novelle, punktroman eller centrallyrik ikke eksisterer.
»Det giver ingen mening. Sparre Johansson og Mette Høeg fremstår på den måde som to forvildede passagerer, der står på en perron og venter på et tog, der for længst er kørt.«
Som svar på Høegs uafgørlighedsbegreb svarede Bunch med vidnesbyrd-litteraturen. At værker inden for den betegnelse ikke skulle være troværdige er en grov fornærmelse. Og han sluttede med, at i modernismens værker sker uafgørligheden inden for fiktionsværkernes rammer, mens i autofiktionen manifesterer uafgørligheden sig mellem virkeligheden og fiktionen.
Bunch slog fast:
Bunch slog fast:
»Autofiktionen eksisterer!«
Mere sokratisk mente Stefan Kjerkegaard, at den interessante debat var ved at løbe løbsk. Han fik derfor foretaget en række vigtige nuancer. Autofiktion er ikke en tendens, siger han, men et forsøg på en genrebetegnelse for en række romaner og mere overordnet udtryk for en generel tendens til at inddrage selvbiografisk materiale, hvilket igen er udtryk for forandringer i selvet og identitetsfølelsen. Autofiktionen er en afspejling af dette.
»En selvbiografisk diskurs i skønlitterære værker handler ikke bare om at lægge sig på briksen for at finde ud af, hvem man er, men snarere hvor man er i verden. Dvs. den handler om den umulige opgave, det er at være det selvportræt.«
Anders Juhl Rasmussen fik foreløbig det sidste ord i debatten:
»Hvis ikke vi er i stand til at beskrive samtidslitteraturens selvbiografiske nysgerrighed i forlængelse af den litterære tradition, ender vi på historiens losseplads.«
Rasmussen bemærker i øvrigt det tankevækkende i, at det er det gamle medie, avisen, der stadig kan tage føringen i en litteraturdebat – foran blogs og Facebook. Vi takker for tilliden og sender nu debatten ud på en ny sejllads.
Mit oprindelige spørgsmål lød, hvori det nye i dansk samtidslitteratur består. Et bud på det var ’autofiktion’. Men spørgsmålet er også, om man i det lidt entydige fokus på autofiktionen har misset en masse andre bud, også dem der ikke forsøger at operere med et absolut brud i forhold til modernismen og hele den litterære tradition. Hvad med alle de værker, der genforhandler relationen mellem nation, modersmål og identitet med henblik på at finde nye postnationale fællesskaber? Sådanne værker, skrev Rasmussen, giver ikke afkald på deres autonomi, og forfatterne er bevidste om deres litterære forudsætninger, men det enkelte værk søger at fremsætte politiske udsagn. Hvis man læser disse værker som autofiktion, ville man overse værkernes primære anliggende.
Jeg vil til min død være enig med Rasmussen i, at uanset, hvor meget man forsøger at frigøre sig fra den litterære tradition, så taler den alligevel altid på en eller anden måde med i det nye, der skabes. Denne evindelige genforhandling med fortidens værker er bevidst eller ubevidst et vilkår for enhver forfatter af bare nogenlunde acceptabel kvalitet. Man kan godt blive så forhippet på det nye, at man overser, hvad det nye dybest set kommer af.
Jeg vil til min død være enig med Rasmussen i, at uanset, hvor meget man forsøger at frigøre sig fra den litterære tradition, så taler den alligevel altid på en eller anden måde med i det nye, der skabes. Denne evindelige genforhandling med fortidens værker er bevidst eller ubevidst et vilkår for enhver forfatter af bare nogenlunde acceptabel kvalitet. Man kan godt blive så forhippet på det nye, at man overser, hvad det nye dybest set kommer af.
Dagbladet Information 25. juni 2016
Tekst: Peter Nielsen Foto: Jakon Dall, Astrid Dalum, Sigrid Nygaard, Ulrik Hasemann, Poul Ib Henriksen, Klaus Vedfeldt m.fl. Digital produktion: Jens Christoffersen
Tekst: Peter Nielsen Foto: Jakon Dall, Astrid Dalum, Sigrid Nygaard, Ulrik Hasemann, Poul Ib Henriksen, Klaus Vedfeldt m.fl. Digital produktion: Jens Christoffersen
Ønsker du at kommentere artiklerne på information.dk?
Du skal være registreret bruger for at kommentere.
Log ind eller opret bruger »
Aktuelle bøger fra Information
-
Du er bestået
Kr. 249,95 -
Ud af skyggerne
Kr. 249,95 -
Racisme skal måles for at overvinde diskrimination
Kr. 119,95 -
Radikale futurismer
Kr. 299,95 -
Forbudt farvand
Kr. 249,95 -
Vi skal gøre det hele på én gang
Kr. 299,95 -
Hvordan undgår vi, at resistente bakterier slår os ihjel?
Kr. 49,95 -
Forestillingen om de andre
Kr. 199,95 -
Overvågningskapitalismens tidsalder (Paperback)
Kr. 279,95 -
Hvordan løser vi fremtidens fertilitetsproblemer?
Kr. 49,95 -
Kunstner i arbejde
Kr. 299,95 -
Fulde liv
Kr. 249,95
Det er da lige til at skræmme uudgivede forfattere væk med. Det hele bliver så analyseret, jeg er ikke forfatter, men jeg skriver, for mig selv, fordi der er ting og tanker jeg gerne vil fastholde, og fordi jeg elsker at lege med sproget, men når man læser ovenstående, bliver man da skræmt fra vid og sans, for ikke nok med at man skal forholde sig til det man skriver, nu skal man også forholde sig til kritikerreviews, -ismer, kulturer, former og salonsnobberi, længe inden man når så langt som til at udgive noget som helst.
De seneste års kultur har stået i selvoptagethedens tegn. Derfor tænker jeg, at litteraturen nok ikke adskiller sig herfra. Autofiktion betyder jo digt om sig selv. Hvis man ikke kan løfte sig ud over sig selv, tvivler jeg på, at den auto fiktionelle skønlitteratur har nogen betydning ud over den eventuelt kommercielle.
Hvad hvis ‘kødet‘ eller ‘fedtet‘ på historien (den selvbiografiske) ikke sidder på forfatteren selv, men på dem han (gerne uden at spørge) involverer i sin fortælling—måske fordi han hverken har det ene eller det andet, men kun er tæt på, fordi han nyder en fortrolighed, er med i den private sfære. Hvilken slags sensationalisme er det så? En slags overgreb? For man er jo omtrent forsvarsløs, med mindre man selv er forfatter og iøvrigt har lyst til opgøret. Det er ikke litteratur. Digteren må digte. For menneskelivet er jo banalt, så der er ingen rimelig grund til at gå så tæt på. Det er blot et fejt spark over skindebenet på forfatterens nærmeste og et udtryk for vedkommendes manglende format.
Hov, det post gik lidt hurtigt og kom ud med slåfejl ;-)
Jakob Trägårdh,
- enig. Der har været for meget udlevering af det private.
Det kilder nyfigenhed og skandale tørst, men litteraturen bør ikke erstatte ugebladene hos frisøren.
Menneskelivet er banalt. Kunstnere er oftest mennesker, der har været svære ting igennem, kender nogle af tilværelsens traumer og samtidig er begavet med, har opøvet et personligt udtryk. Den rastløse håndværker er en anden, et helt andet slags menneske.
... eller ja, det gælder den moderne kunstner—ikke en klassisk kunstner, der formidler f.eks en komponist.
Hvis dette uvedkommende makværk omhandler ”årets vigtigste litterære debat”, så havde en omgang korrekturlæsning måske ikke været for meget forlangt:
I én passus ligner den ubehjælpsomme ordstilling noget fra Google Translate:
”Og han sluttede med, at i modernismens værker sker uafgørligheden inden for fiktionsværkernes rammer, mens i autofiktionen manifesterer uafgørligheden sig mellem virkeligheden og fiktionen.”
En anden tangerer både på grammatisk og semantisk niveau det rene volapyk:
”[…] og hævdede i øvrigt at sige, at autofiktion ikke eksisterer, er som at sige, at novelle, punktroman eller centrallyrik ikke eksisterer.”
Og man kan altså ikke få ”foretaget […] nuancer”.
En klog mand sagde engang, at den dygtige fortæller, kan fortælle så alle kan forstå, og uden falbelader og fremmedord, ment til at intimidere lytteren eller læseren.
Kan der ikke være en sammenhæng med at de dele af verden hvorfra vore litterære impulser kommer fra på sin vis har oplevet langt større stabilitet og i mindre grad revolutionerende omvæltninger? Uanset PC, Internet, mobiltelefon, militære engagementer og EU rod.