Vi tager vores verden tilbage
Den såkaldte venstrefløj må ud af sin handlingslammede melankoli over ikke at have vundet. Formår den ikke det, vil det gå fra slemt til værre. Det er der heldigvis en del, der er ved at få øje for.
Af Jørgen Steen Nielsen
Journalist, Information
For mange godhjertede, solidariske, miljøbevidste mennesker med internationalt udsyn er verdens gang ikke til at holde ud.

Den utæmmede, grænsesprængende og brutale kapitalistiske globalisering mødes i andre samfundslag med fremmedangst, forbitrelse og opbakning til populister, der lover den gamle trygge verden tilbage.

Det frister til en 'venstreorienteret melankoli', hvor de gode begræder højredrejningen, men ikke selv formår at trænge igennem med politik og handling, der giver forvandling. Skal det ændres, må starten være at bygge fællesskaber, hvor mennesker kan opleve igen at få magt over tilværelsen og være del af omstillingen.
Del I
Rejsen mod kaos
Her er først 50 års rejse mod dagens polariserede, splittede og spaltede vestlige samfund:

Efter et par gyldne efterkrigsårtier med økonomisk højvækst, materielle fremskridt og optimisme omkring den fremvoksende velfærdsstat fulgte i 1970'erne oliekriserne med økonomisk stagnation, høj inflation og stærkt stigende arbejdsløshed. Anført af Margaret Thatcher i Storbritannien og Ronald Reagan i USA blev neoliberalismen i 1980'erne sat på programmet som afløser for keynesianismen og Bretton-Woods-systemet med dets internationale kapitalkontrol.

Neoliberalismen blev redskabet til på ny at sikre vækst: Finansmarkeder blev dereguleret, kapital fik fri bevægelighed, handelsbarrierer blev fjernet, selskabsskatter blev reduceret, dele af den offentlige sektor blev privatiseret. Med mindre stat, mere marked og fremadskridende globalisering indvarsledes en ny epoke, der satte konkurrence på tværs af grænserne i centrum.

Troen på det liberaliserede markeds evne til at skabe vækst smittede af på menneskesynet. Værdierne fra opbygningen af de socialdemokratiske velfærdssamfund – faglig solidaritet, tillid til staten og tilhørsforhold i fællesskaber som klasse, lokalsamfund og familie – veg gradvist for opfattelsen af mennesket som individuel, rationel markedsaktør, der alene forfølger egeninteressen i stræben efter større materiel velstand – i økonomernes sprog homo economicus. Menneskets evne til at præstere og konkurrere i arbejdstiden og dets evne til at forbruge i fritiden kom i centrum for en økonomi, der fortsat efterstræbte vækstrater som i de gyldne årtier, men fik stedse sværere ved at præstere dem.

Fremvæksten af multinationale forretningskonglomerater og et globaliseret finansmarked blev ledsaget af indfasningen fra 1986 af EU's indre marked med det formål – i EU-Kommissionens formulering – at »stimulere konkurrence og handel, øge effektivitet og hæve kvalitet samt bidrage til lavere priser.« På globalt plan fulgte i 1995 Verdenshandelsorganisationen, WTO, hvis »hovedfunktion er at sikre, at handlen flyder så let, forudsigeligt og frit som muligt«.

»There is no alternative« til neoliberal kapitalisme, sagde Margaret Thatcher med usentimental brutalitet til sine kritikere fra starten i 1980, og det syntes bekræftet et tiår senere, da den sovjetkommunistiske model brød sammen under sine indre modsætninger. Det betød ifølge historikeren Francis Fukuyama 'historiens afslutning' i den forstand, at markedsøkonomien og det liberale demokrati nu havde sejret som universel ideologi.

Med blandede følelser forudså Fukuyama ligefrem »århundreder af kedsomhed«, fordi den menneskelige civilisation nu var nået frem til den endegyldige model og afslutningen på århundreders ideologiske stridigheder.
Winner takes it all
På det punkt tog historikeren fejl. De seneste 25 år har vist, at modellen – som praktiseret – ikke har formået at bane vej for vækst og velfærd i en grad og form, der sikrer bred tilfredshed og fravær af konflikter.

Trods hastigt accelererende teknologiudvikling og skærpet konkurrence er det kun i korte perioder lykkedes at skabe vækstrater som før. Til gengæld er den internationale økonomi med jævne mellemrum blevet hjemsøgt af finanskriser og recessioner. Og frugterne af den vækst, der faktisk er præsteret, er ikke blevet ligeligt fordelt. Klaus Schwab, formanden for den globale elites World Economic Forum, advarede om det tilbage i 1995:

»Det er blevet tydeligt, at den kontante megakonkurrence, der er en integreret del af globaliseringen, fører til winner-take-all-situationer: De, der har succes, vinder stort, mens taberne taber endnu større. Gabet mellem dem, der er i stand til at ride med på globaliseringsbølgen – især fordi de er videns- og kommunikationsorienterede – og dem, der lades tilbage, bliver stadig større nationalt, i erhvervslivet og på det individuelle niveau.«

Schwab mente, at demokratiernes sociale sammenhængskraft var sat på en prøve uden fortilfælde, og det kom bl.a. til udtryk med de globaliseringskritiske protester og bevægelser fra 1999, hvor civilsamfundsorganisationer, fagforeningsfolk og studerende under parolen 'En anden verden er mulig' gik på gaderne i USA og Europa. De protesterede mod den neoliberale version af globaliseringen og krævede en ny økonomi, der prioriterede social lighed og bæredygtighed.

Protesterne blev fulgt med opmærksomhed og bekymring af staterne.

»Den kapitalistiske filosofi er under angreb og stillet under anklage for at ignorere menneskers sociale velfærd samt ødelægge kultur og natur i kapløbet om vækst,« advarede f.eks. den canadiske efterretningstjeneste, Canadian Security Intelligence Service, i en rapport fra 2000.

Kollegerne i USA i CIA og National Intelligence Council så i en fælles rapport fra samme år en dyster udvikling tegne sig frem mod i dag.

»Regioner, lande og grupper, der føler sig ladt i stikken, vil blive stillet over for forværret økonomisk stagnation, politisk ustabilitet og kulturel fremmedgørelse. Det vil udløse politisk, etnisk, ideologisk og religiøs ekstremisme med den vold, som ofte ledsager det,« skrev efterretningstjenesterne profetisk i rapporten Global Trends 2015.
Her tager de kampen op
Det nytter ikke noget, at troen på fremtiden og magten over tilværelsen får lov at smuldre som offer for globaliseringen og 'nødvendighedens politik'. Vi må skabe nye fællesskaber, der kan give bæredygtig, lokal udvikling, genskabe sammenhængskraften og få modet og tilliden mellem mennesker til at vokse. Information præsenterer syv eksempler, hvor borgerne har taget ansvaret for fremtiden på sig.
Ved Thorupstrand blæser de nye vinde
Når privatisering af fiskekvoter giver kvotekonger og store industritrawlere medvind, kan man som Danmarks sidste kystfiskersamfund enten give op eller forny sig.

I Jammerbugten baner andelsorganisering, lokal innovation og visionære erhvervsfonde vej for det, der ligner fremtidens skånsomme fiskeri. Læs mere om Thorupstrand Kystfiskerlaug.
'Det her er alle tiders chance for at få et bedre liv'
Da de danske husmænds forening i 2003 kastede håndklædet i ringen og lod sig fusionere med de store bedrifter, sagde nogle af de små fra og dannede foreningen Frie Bønder – Levende Land.

I landsbyen Jaungyde kæmper én af dem for at udvikle sin lille økologiske bedrift og samtidig bane vej for den større omstilling. Læs mere om Frie Bønder – Levende Land.

Del II
Vreden, der fandt mæle
Trods protester, advarsler og faresignaler har det politisk-økonomiske establishment ikke formået at reagere på en måde, der har genskabt mærkbar økonomisk vækst, mere retfærdig fordeling af goderne og større sammenhængskraft. Tværtimod betød den spekulative finanssektors stadig større andel af økonomien, at den internationale økonomi blev ramt af finansiel og realøkonomisk krise i år 2000 og igen – og betydeligt alvorligere – fra 2007-08.

Krisen er blevet ledsaget af social destabilisering og voksende ulighed på flere planer: Forskellene mellem rige og fattige er vokset internt i de fleste nationer, afstanden i levevilkår og handlefrihed mellem syd og nord i Europa er øget, og kløften mellem land og by er uddybet, fordi investeringer, udvikling og ressourcer i stigende grad koncentreres om de store byer. Der er dertil en tydelig 'digital kløft' mellem mennesker, der mestrer og drager fordel af informationsteknologiens hastige og grænseoverskridende udvikling, og mennesker, der føler sig fremmedgjorte og hægtet af.

I tilgift – og som noget nyt i forhold til situationen under den første, 'venstreorienterede' bølge af globaliseringskritik omkring 2000 – er strømmen af flygtninge og migranter vokset markant. Mennesker i nød er brudt op fra øst og syd og vandrer – eller sejler – mod Europa og Nordamerika for at slippe bort fra krig, fattigdom, forfølgelse, klima- og miljøødelæggelse. Det årlige antal migranter, der f.eks. ankommer til EU via Italien, er mere end tidoblet det seneste årti.

Denne hastige tilstrømning af nødstedte har hos mange mennesker i EU forstærket oplevelsen af at være sat uden for indflydelse – man er blevet fremmed i eget land og offer for en globalisering, der har nedbrudt det nationale fællesskabs værdier, undergravet trygheden og svækket sociale rettigheder og økonomiske muligheder.
Italesættelsen
Stillet over for en sådan snigende fornemmelse af svigt, sammenbrud og opløsning har der været et stærkt, opsparet behov for, at nogle italesatte den indestængte vrede og anviste en vej til oprør eller i det mindste opgør med den herskende elite og dens ekskluderende, ikke-bæredygtige model.

Italesættelsen kom i 2016.

»Der er en global magtstruktur, som bærer ansvaret for de økonomiske beslutninger, der har plyndret vor arbejderklasse, frataget vort land sin velstand og anbragt pengene i hænderne på en håndfuld store selskaber og politiske enheder. Det eneste, der kan stoppe denne korrupte maskine er jer,« lød budskabet.

»Vores bevægelse handler om at udskifte et fejlslagent og korrupt politisk establishment med en ny regering kontrolleret af jer.«

Stemmen tilhørte milliardæren og ejendomsmatadoren Donald J. Trump, og en uge efter budskabet var han valgt som USA's nye præsident.

Valget kom som et dybt, traumatiserende chok for de såkaldt progressive kræfter i både USA og Europa, som syntes, de havde udøvet samme systemkritik og brugt de samme vendinger i årtier uden at kunne vinde gehør. De så sig udmanøvreret af en populist, der trak på deres globaliserings- og magtkritiske analyser, men brugte dem vulgært til at agitere for en selvtilstrækkelig nationalisme og ureguleret kapitalisme uden sans for international solidaritet endsige sådan noget som bæredygtighed, kvinde- og mindretalsrettigheder.

Flere iagttagere af udviklingen har efter Trumps valg med bekymring påkaldt sig den østrig-ungarske økonom og sociolog Karl Polyani, der i sit hovedværk fra 1945, The Great Transformation, advarede mod en liberalistisk kapitalisme, der kunne undergrave de demokratiske institutioner og kalde spøgelset fra 1930'erne frem igen.

Polyani skrev, at »tidspunktet ville komme, hvor både de økonomiske og politiske systemer var truet af fuldstændig lammelse. Frygt ville gribe folket, og magten ville blive lagt i hænderne på dem, der tilbød en nem vej ud, uanset hvad den ultimative pris måtte blive. Tiden var moden for den fascistiske løsning«.

Værnet mod denne dystopi, formuleret ved Anden Verdenskrigs afslutning, blev opbygningen af den socialdemokratiske velfærdsstat. Men siden er Polyanis advarsler blevet glemt i den neoliberale rus og velfærdstaten som fundament mod fascismen er gradvist blevet undergravet og svækket.

Internettet er en skraldespand fyldt med modbydeligheder,
som de unge ikke vil undvære

Aktivisme 'in real life' hænger ofte uløseligt sammen med onlineaktivisme, og derfor er det absolut nødvendigt, at vi lærer at passe på os selv og hinanden på nettet. Det mener den onlineaktivistiske gruppe DO:TOPIA, der vil gøre os til medskabere af vores egen digitale virkelighed. Det sker blandt andet ved at få over hundrede 8. klasseelever til genkende 'fake news' og lave deres egen takt og tone på nettet. Læs mere om DO:TOPIA.
'Vi laver en omvendt Grundtvig'
Pioneren fra Friland Steen Møller er 62 år og i gang med et nyt projekt, der skal genopfinde de gamle erhverv. Der er viden nok. Vi skal genlære det praktiske og handle, siger han. Her fortæller han om sit verdenssyn og om at være ildsjæl med et så stærkt afhængighedsforhold, at det ind i mellem bliver lidt sygt. Læs mere om Grobund.
'Det er da vildt fedt at vide,
at jeg har en aktie i mange af de der unge'

De laver ikke landsholdsspillere og elitefodbold i Vestia KFUM, der ligger mellem Vesterbro og Sydhavn. Det er en klub, som bygger kammeratskaber og lægger armen omkring de unge, som går til fodbold. Her kommer drenge og piger fra det gamle, hårde sydhavnskvarter, fra det mondæne Vesterbro og fra de sociale boligblokke omkring klubben. Læs mere om Vestia KFUM.
Del III
Globalister versus nationalister
Dagens traumatiserede progressive har typisk opfattet sig selv som 'venstrefløj' og bølgen af demagogiske populister – Trump i USA og Nigel Farage, Marine Le Pen, Geert Wilders, Frauke Petri, Viktor Orban m.fl. i Europa – som 'højrefløj'. I virkeligheden er et sådant højre-venstre skel i opløsning. Trump taler f.eks. den amerikanske industriarbejders sag, ligesom der i Geert Wilders socialpolitik er venstreorienterede elementer. Herhjemme markerer Dansk Folkeparti sig som bekendt stadig tydeligere som et arbejderparti.

I dag går brudfladen snarere mellem 'globalister' og 'nationalister'. Det fremhæver både den amerikanske historiker Michael Lind og hans landsmand, socialpsykologen Jonathan Haidt, i hver sin analyse af de nye skel.

Haidt tilskriver lidt drilsk John Lennon æren for at have formuleret globalisternes hymne helt tilbage i 1971 med sangen »Imagine« og disse verselinjer:

Imagine there's no countries; it isn't hard to do

Nothing to kill or die for, and no religion, too

Imagine all the people living life in peace

You may say I'm a dreamer, but I'm not the only one

I hope some day you'll join us, and the world will be as one.

»Dette er de multikulturelle globalisters vision om himlen. Men for nationalister er den udtryk for naivitet, helligbrøde og forræderi,« anfører Haidt.

Lindt supplerer:

»For nationalisterne (i USA, red.) går den vigtigste skillelinje mellem amerikanske borgere og alle andre.«

»For de multikulturelle globalister er nationale grænser i stigende grad overflødige og måske ligefrem umoralske. Ifølge den opdukkende progressive ortodoksi er de identiteter, der tæller, subnationale (race, køn, orientering) og overnationale (verdensborgerskab).«

Ifølge Jonathan Haidt skal man se globalisterne som logisk følge af en udvikling gennem årtier, hvor mange mennesker har forladt industrisektoren med dens klassiske værdier og bevæget sig ind i en service- og videnssektor præget af hastig forandring, 'sekulær rationalitet', netværkstænkning, selvrealisering og individuelle rettigheder. Øget indkomst, højere uddannelsesniveau og social tryghed i denne nye klasse har banet vej for en større grad af åbenhed, overskud og kulturel tolerance. En 'kosmopolitisk attitude' forankret i en ung, selvsikker urban elite gør sig stadig tydeligere gældende.

For andre, som via deres job fortsat er bundet til den industrielle økonomi, herunder måske i landbrug og fiskeri, eller som blot via deres bopæl uden for de globaliserede storbyer er i en anden daglig virkelighed, kan denne udvikling opleves som elitens forræderi og som traditionelle værdiers forfald.

»Borgere har en pligt til at elske og tjene deres land, og regeringer har en pligt til at beskytte egne borgere,« mener ifølge Jonathan Haidt de såkaldte nationalister. De føler, at disse gode patriotiske værdier, der har sikret nationens historiske sammenhængskraft, svigtes af den globaliseringsorienterede elite. Og dét allermest, når eliten åbner dørene og lader 'de fremmede' strømme ind over grænserne.
Venstrefløjens melankoli
Det bemærkelsesværdige og tankevækkende er, at 'den globaliserede elite' i mange af de nationalt sindedes optik både tæller beskytterne af den neoliberale, konkurrencefokuserede, ulighedsskabende og af multinationale selskaber dominerede kapitalisme og disses kritikere i form af venstreintellektuelle, menneskeretsforkæmpere, miljøorganisationer samt andre, der er kritiske over for den neoliberale globalisering og i stedet arbejder for global regulering og samarbejde som redskab til at styre økonomien til fælles bedste.

Man må konstatere, at ligesom forbindelseslinjen mellem landdistrikter og storbyer er blevet faretruende svag, er der ikke meget tilbage af den historiske alliance mellem industriel arbejderklasse og venstreintellektuel kulturelite. På begge sider har man udviklet nye, nu divergerende, værdier og verdenssyn.

Tilbage i 1931, da fascismen spirede frem i Europa, kritiserede den tyske filosof Walter Benjamin den tids intellektuelle venstrefløj for at svigte kampen. Han introducerede begrebet »venstrefløjens melankoli« som det forhold, at de venstreorienterede skribenter efter hans mening ikke engagerede sig i konkret politisk handling, men i stedet var opslugt »af at fornøje sig i negativistisk stilhed«. Selve det at begræde udviklingen blev de venstreintellektuelles hovedanliggende.

I år 2000, da både økonomisk krise og globaliseringens skyggesider var på dagsordenen, bragte den amerikanske professor i politologi Wendy Brown 'venstrefløjens melankoli' og Benjamins kritik i erindring. I et bidrag til bogen Without Guarantees skrev hun om »en venstrefløj, der opererer uden hverken en substantiel kritik af status quo eller et substantielt alternativ til det

»Hvad der måske er værre, er, at venstrefløjen er blevet mere optaget af umulighe
den (af sit projekt, red.) end af dets potentielle virkeliggørelse. Det er en venstrefløj, der føler sig mest hjemme – ikke ved at dvæle ved håbet, men snarere ved sin egen marginalisering og fiasko. En venstrefløj, der således er fanget i en struktur af melankolsk binding til en udgave af sin egen døde fortid.«

I melankolien som tilstand ligger også en tilbagetrækning fra menneskelige relationer uden for ens egen snævre kreds – en sådan bredere involvering ville jo fordre ansvars- og stillingtagen, som implicerer handling.

Wendy Brown mente – og mener måske fortsat – at den melankolske venstrefløj svigtede ved ikke at ville forstå og anerkende, hvad der foregik i samtiden, herunder f.eks. hvorfor 'thatcherismen' (i dag kunne man sige 'trumpismen') vandt gehør. Ved i stedet at holde fast i sine gamle analyser og positioner risikerede venstrefløjen således at gøre sig til »en konservativ kraft i historien«.

Man kunne hævde, at den såkaldte højrepopulismes fremvækst er en direkte konsekvens af venstrefløjens – og det politiske establishments – svigtende evne til at præstere og realisere en økonomisk politik, der kan modvirke uligheden og i bred forstand udgøre et overbevisende modsvar til neoliberalismen.

17 år efter Browns tekst og 86 år efter Benjamins er der fortsat noget om snakken, om end selve begreberne venstre og højre som nævnt er blevet mere tvetydige. Dette dagblads spalter har f.eks. haft sit rigelige mål af analyser og debatindlæg med hang til melankolsk kritik snarere end evne og vilje til at agere handlingsrettet i de nye sammenhænge. Enhver skribent (sic!) risikerer at forfalde til bagudskuende kritik på bekostning af fremadrettede bud på handling …

Findes lyset i Mørke?
For snart tre år siden begyndte Mørke by sammen med Syddjurs Kommune på en omfattende byfornyelse, som blev skudt i gang ved et borgermøde, hvor mere end 150 mødte op. Information er taget til landsbyen med Danmarks mest dystre navn på jagt efter den borgermobilisering, som historisk har været med til at forandre Danmark, og som forfatterne til den nye bog 'Rodskud' hævder igen er i gang med at udfordre styringstrætheden hos den politiske elite. Læs mere om byfornyelsesprojektet Lys i Mørke.
'Vi er kommet ud i en automatik med,
at hvis det ikke virker, så kan vi ligeså godt smide det ud'
Hvert år smider danskerne i gennemsnit 13 kilo elektronikaffald ud. Både affaldet fra gammel elektronik og produktionen af nyt er belastende for miljøet, men de seneste år er folk i Danmark og udlandet gået sammen for at hjælpe hinanden med at reparere tingene. Læs mere om Miljø- og Energicentret.

Del IV
At bygge fællesskab
En af de 'progressive', der blev taget på sengen og rystet ved amerikanernes valg af Donald Trump, er den britiske historiker og mangeårige miljøaktivist og -forfatter Paul Kingsnorth.

Han er selv vokset op som del af en generation, der primært har oplevet frontlinjen gå mellem neoliberalisme og miljøkamp. Traumatiserende var det derfor at opleve vælgerne i USA stemme på en neoliberalist, der bl.a. har lovet at afblæse enhver form for klimapolitik på et tidspunkt, hvor truslerne mod klima og miljø er så håndgribelige som nogensinde. For Trump og mange af hans vælgere er naturen blot, med Kingsnorths ord, »en ubekvem barriere for økonomisk vækst«.

Trump har italesat klimaforskere som del af den elite, der vil diktere folks liv og tage fra dem, hvad de måtte have tilbage af frihed til at producere, forbruge og leve, som de vil. Og det selv om klimaforskernes ultimative motiv givetvis er at sikre en planet, hvor mennesker kan få lov at leve et liv.

Men, skriver Paul Kingsnorth i The Guardian, »der er et vist mål af sandhed« i Trumps og hans vælgeres kritik af miljøorganisationerne som del af den globaliserede elite. For hvor disse i starten for 40 år siden i høj grad var fokuseret på at beskytte det lokale miljø mod lokal ødelæggelse og forurening, er de store grønne organisationer i dag i høj grad fokuseret på internationale og globale strategier, forhandlinger og aftalemageri.

Anderledes kan det ikke være, indskyder Kingsnorth – »ingen sand økologisk bevægelse kan være andet end planetær i sit perspektiv – men det har ikke desto mindre skabt et skel og i manges øjne placeret bevægelsen som del af den globaliserede elite.

Trods det er der altså noget at lære af anti-globalisterne – Kingsnorths ord for det, Haidt og Lind kalder nationalister.

For »nationalisme er i virkeligheden et nyt navn for en meget ældre impuls: Behovet for at høre til. Specifikt behovet for at høre til et sted, hvor man kan føle sig hjemme,« skriver han.

For når mennesker stemmer på en demagog, der lover at genskabe de gamle trygge rammer – 'Make America great again' – er det, fordi de føler sig hjemløse, forladt, uden fortidens trygge fællesskab.
At høre til
At trangen til at høre til »kan udnyttes af demagoger, betyder ikke, at impulsen i sig selv er forkert«, noterer Paul Kingsnorth.

Så det bedste svar på den oplevelse af forladthed, hjemløshed, marginalisering og isolation, der gør os angste eller vrede eller begge dele og driver os i armene på demagoger med nemme løsninger – det bedste svar er at skabe det modsatte: følelsen af at høre til, være hjemme, være omfattet af andres omsorg, være i fællesskab.

»Jeg er så lykkelig,« sagde en ældre, hvidhåret kvinde i kørestol med tårer i øjnene i et mindeværdigt tv-klip fra republikanernes fest på den amerikanske valgnat i november. For hun var kommet hjem, havde fundet fællesskabet i Trumps lejr, der på denne aften emmede af sammenhold, varme følelser og tro på fremtiden. Hvad kvinden og andre med hende måtte føle den dag, det står klart, at Donald Trump ikke kan levere på sine løfter og måske direkte forråder sine udsatte vælgere, er en anden sag.

Med fællesskaber følger også det andet, som er forudsætningen for at få et demokrati til at fungere: Oplevelsen af selv at kunne yde noget, at kunne levere til det fælles projekt og mål, at besidde myndighed og ansvar og at kunne opbygge tillid til sig selv og til andre.

»Uden fællesskab er politikken død. Men fællesskaber er blevet spredt som støv for vinden. På arbejdet, i hjemmet, praktisk såvel som billedligt, er vi atomiserede,« skriver den britiske forfatter og journalist George Monbiot i The Guardian.

I 1800-tallet skændtes Søren Kierkegaard og N.F.S. Grundtvig om demokratiet som styreform. Førstnævnte var entydigt imod demokratiet, fordi folket aldrig ville kunne forvalte det – pøbelvælde, sagde Kierkegaard – mens Grundtvig mente, at folket på daværende tidspunkt ikke var modent til demokrati.

Man kan imidlertid sige, at Grundtvig ved sin folkeoplysende indsats og som inspirator for fællesskaberne i højskole- og andelsbevægelserne var med til at danne folket til at kunne forvalte det demokrati, som gradvist fra 1849 blev indført i Danmark. I dag melder spørgsmålet sig, om demokratiet er truet, fordi denne dannelse smuldrer. Fordi oplevelsen af at være borgere i fællesskaber er under pres til fordel for en atomiseret identitet som forbrugere og markedsaktører. En proces, som ifølge nogle fagfolk forstærkes af internettet og de sociale medier med disses kaotiske informationsbombardement kombineret med fraværet af øjenkontakt og tendensen til at udløse polariseret, konfrontatorisk kommunikation og ansvarsforflygtigelse.

»Når mennesker er atomiserede og bange, føler de sig drevet til at forsvare egne interesser imod andre mennesker. De presses med andre ord bort fra indre værdier som empati, forbundethed og venlighed og i retning af ydre værdier som magt, berømmelse og status. Og de problemer, som opstår i konsekvens af denne ekstreme individualismes politik, er selvforstærkende,« anfører Monbiot.

Politik og politikere bliver noget, der er fjernt fra os selv, utilgængeligt og uvedkommende, hvis ikke ligefrem skræmmende og undertrykkende med deres henvisning til nødvendighedens politik i konkurrencens hellige navn. I stedet lokker 'anti-politik' i form af forføreriske stemningsbølger, ekstremisme og konspirationstænkning drevet af frygt, mistillid og offertænkning.
Myndiggørelsen
Så tidens store udfordring – én af udfordringerne – er at genskabe fællesskaber. Fællesskabet er selve betingelsen for, at fælles problemer kan løses. De, der kaster deres stemme på Trump, Le Pen, Wilders, Thulesen Dahl etc., efterspørger ikke flere langhårede analyser – som denne. De efterlyser, at nogle bistår dem med at løse deres meget håndgribelige problemer med social nød, utryghed, smuldrende livsbetingelser, mangel på mening, håb og indflydelse.

Eller hvis man skal være endnu mere konkret: Hvordan man ved at stå hinanden bi kan skabe nye arbejdspladser og ny udvikling i landdistrikterne og de små byer. Hvordan man kan opbygge kooperativer, der driver virksomheder, lokale butikker, sociale institutioner, skoler etc. Hvordan man kan etablere grøn kredsløbstænkning og cirkulær økonomi, der gør lokalområder mindre sårbare, mere økonomisk og miljømæssigt robuste. Hvordan man kan opbygge fonde og andelsstrukturer, der kan sikre overlevelse og beskæftigelse i landbrug, kystfiskeri m.m. Hvordan man via socialøkonomiske virksomheder eller frivillignetværk kan inddrage marginaliserede medborgere i meningsfulde sammenhænge. Hvordan man kan udbrede deleøkonomien, uden at den bliver til camoufleret platformskapitalisme. Hvordan man igen kan gøre højskoler til centre for kreativ tænkning, lokal udvikling og dannelse i fællesskab.

Meget foregår i dag under radaren herhjemme og endnu mere i udlandet med visionære praktikere som drivkraft. Projekter – nogle robuste, andre endnu skrøbelige – med potentiale til at skabe forandring, deltagelse, samhørighed og derigennem en større tillid hos mennesker til, at de faktisk kan øve indflydelse på egen tilværelse og på omverdenen.
Hen over afgrunden
Der er langt fra sådanne små lokale omstillingsprojekter til en omstilling af de store samfundsmæssige strukturer, som i dag låser verden til en økonomisk model, der sætter stadig mere faretruende skel mellem mennesker og mellem mennesker og naturgrundlag. Man kan uden større besvær etablere en analyse, der konkluderer, at det ikke kan lade sig gøre at ændre udviklingens retning. At verden i dag er underlagt teknologiske og økonomiske drivkræfter med en ustyrlig egendynamik, som det ikke er politisk realistisk at ændre eller sætte nævneværdige grænser for. Det er vel grundlæggende den analyse, der i dag dominerer i det politiske centrum

Men en sådan analyse er en blindgyde. Den ikke blot overser alle de levende mennesker, der faktisk er begyndt at handle for at skabe forandring. Den viser også vej til en fremtid, hvor systemet rammer grænser – herunder naturgivne – som vil få det til at gå i knæ. Og hvor folk i nød og desperation fristes til at lade sig lokke af demagoger og populister med forenklede svar, der blot får processen mod kollaps til at løbe hurtigere.

Så valget er enkelt. I tilgift til alle de andre anstrengelser, der løbende udfoldes på mange scener af mange aktører for at afværge politiske og andre ulykker eller for at skabe nye svar, kalder tiden på en indsats for at etablere en samtale hen over de holdningsmæssige afgrunde. Med det som ambition kan der skabes initiativer, projekter og bevægelser, der gør flere mennesker i stand til at føle sig som værdsatte, deltagende og ansvarsfulde borgere.

Tekst: Jørgen Steen Nielsen
Cover: Mia Mottelson
Redaktør: Christian Andersen
Digital produktion: Mikka Tecza

Dagbladet Information
Anders Jensen

Elsker Informations censurapparat. Fjerner kommentarer uden så meget som at meddele en om årsagen til dette!

Venstrefløjen er faldet! Det er bare ikke gået op for den.
Den faldt da vi støttede op om fascister og totalitære ideologier mens vi sad og tog for os af fælles-kassen i pamperiets navn.

(Det kommer fra en der har stemt Ø og en gang imellem SF hele sit liv.)

Jeg er fandme begyndt at blive klassisk liberal, fordi mine frihedsværdier er under angreb.

Frank Hansen, Niels K. Nielsen, Christian Larsen, Morten Jespersen, Thomas Andersen og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Ingen grund til at blive andet end liberalistisk i frihedsforstand Anders - gud være lovet vandt venstrefløjen ikke - for den var ikke og er stadig ikke moden til at vinde sejren. Men det betyder ingenlunde at vi skal opgive socialismens idealer - de er stadig værd at kæmpe for og neoliberalsime har ingen fremtid - men globaliseringen er der ikke noget galt i

Anders Jensen

Neo-liberalisme er ikke liberalisme, det er monopolisme, oligarkisme og fascisme, pakket ind som ny vin. Det skulle have været opgøret med "big government" men det ironiske er at neo-liberalismen er afhængig af staten for at overleve, igennem støtte og pakker (to big to fail og alt det der ;) ... )

Og nej der er intet galt i at være klassik liberalist, men det sociale, næstekærlige og medmenneskelige er lige så vigtigt skal vi have en fælles fremtid på denne planet.

Mohamed B, Vibeke Hansen, Carsten Wienholtz, Per Torbensen, Ivan Breinholt Leth, Ole Henriksen, Torben Skov og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Anders Jensen

Globalisering er flere ting!
Globalisering for enhver pris? Nej tak! Globalisering med afvikling af suveræne stater og autonome mennesker, nej tak! Globalisering som i resursebaseret økonomi, handels og forsknings aftaler, ja tak.

Anders Graae, Torben Skov, Niels Duus Nielsen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Ingen går ind for globalisering der afvikler suveræne stater. Det er end ikke muligt at gennemføre. Mellemfolkeligt og overstatliget samarbejde kræver at der er suveræne stater til

Kurt Nielsen, Niels Duus Nielsen, Ejvind Larsen og John Christensen anbefalede denne kommentar
John Christensen

Ser da ud til - at det går fint med - at afvikle suveræne stater. Ellers er det rigtigt at det nationale er rammen om vores demokrati.

Irriterende overskrift på artiklen - ledte uafbrudt efter en rolle for "den såkaldte venstrefløj", men fandt den ikke.

Jeg var aktiv 24/7/365 som ung - men foretrækker nu selv hængekøjen. Hvorfor?
Verden vil bedrages! Så tag det roligt og nyd dit liv i fulde drag.

Elendighedteorien bør måske have en ny chance?

Måske er det det, der rykker nu - hvor fællesskabet ér røget.

Kurt Nielsen, Per Torbensen, Torben Skov, Anders Jensen, Niels Duus Nielsen og Egon Stich anbefalede denne kommentar
John Christensen

I øvrigt er jeg ikke så sikker på, at Thorup Strand fiskerne faktisk føler som vindere af kampen!

Min mor var Thybo så jeg ved lidt om emnet.

Christian Lucas

Anders Jensen, dine frihedsidealer er ikke under angreb. Det er neo-liberalismen og et korrupt finanssysystem, som har perverteret dem med orwelliansk "new-speak".

Som en meget klog amerikaner sagde for over 100 år siden: "...your right to swing your arm leaves off where my right not to have my nose struck begins...”

Det er der stadig en del mennesker der bare ikke forstår.

Hans Jørn Storgaard Andersen

Godt med en sådan artikel, der tager mikroøkonomien op til overvejelse.
Vi har et dejligt land med så lang en kystlinie, at hver eneste af os kunne få en grund med udblik. I stedet klynger vi os sammen - stuver os er måske bedre - i nye højhuse med spinkle altaner til skyhøje priser?

Deleøkonomien kan blive et underlag, der kan skabe fornyet omsætning - ment i bedste forstand. De "gamle dage", hvor fuglen fløjtede, når skærsliberende kom forbi og overnattede på høloftet - Morten Korch kunne ikke have skrevet det bedre.

Desværre er der et par grove fejl i en ellers fin reportage - når det kommer til nutidens politik. Som f.eks.:
"Herhjemme markerer Dansk Folkeparti sig som bekendt stadig tydeligere som et arbejderparti"
Jeg spørger: Hvor er arbejderne i dagens Danmark - og stemmer de virkelig på et småborgerligt parti?

Jan Henrik Wegener

At være "godhjertet og solidarisk" er ikke noget politiske bevægelser og retninger har monopol på, og det er et stort spørgsmål om de overhovedet skal fremhæves som "politiske dyder". Det kan endda bidrage til misforståelser og blindhed for politikkens hårde sider.
Er det kun negativt at en le Pen, en Trump og en masse andre bliver mere åbenlyst konfrontatoriske? Er det for os her i Danmark kun negativt at de og i øvrigt Putin, åbent støttes op af "nationalkonservative"? Det at ting siges meget åbent kan jo på sigt gøre spørgsmålet om man tillægger sin modpart et synspunkt denne ikke har mindre aktuelt. Man behøver ikke at analysere så meget når man lige så godt kan citere.

Erik Karlsen

"Neo-liberalisme er ikke liberalisme, det er monopolisme, oligarkisme og fascisme, pakket ind som ny vin."

Anders (og andre),
hvis man ser på den historiske udvikling af begrebet, så var neoliberalisme oprindeligt det modsatte:
"...benyttet første gang på et møde i Genève i 1939 mellem ledende liberale økonomer fra den tysktalende verden, bl.a. Wilhelm Röpke (1899-1966), Alexander Rüstow (1885-1963) og Friedrich von Hayek. De ønskede i modsætning til den klassiske laissez faire-liberalisme en stærk stat for bedre at kunne forsvare markedet mod konkurrenceforvridning, monopoler o.l."
(Kilde: http://denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Samfund/Statsl%C3%A6re...)

Kurt Nielsen, Torben Skov, Anders Jensen, Niels Duus Nielsen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

Hvis de gør det, må det foregå uden for Christiansborg med risiko for, kun få finder ud af det.
Den store udfordring for det danske samfund er stadig, at Folketinget, pressen og universiteter har skabt sit eget parallelsamfund på Slotsholmen uden meget kontakt med det omgivne samfund.

I realiteten er demokratiet reduceret, og politik bestemmes af modeller og teorier frem for debatter. Samtidig har pressen skabt et lukket kredsløb, hvor kilder og målgrupper er sammenfaldende, og historier fra samfundet mest bruges som udgangspunkt for spørgsmål til politikere. Endelig er det næsten blevet praksis, at politiske beslutninger truffet i Folketinget skal godkendes af professorer el. dommere, som ikke er folkevalgte, men udpeges til kommissioner og udvalg til vurdering af Folketingets beslutninger.

Kurt Nielsen, Ivan Breinholt Leth, Anders Jensen, Ebbe Overbye og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Peter Sterling

Journalister får gennem deres uddannelse en samlet oversigt over samfundet, men vi andre møder en for os anden fragmenteret verden. Det vi ønsker er en Re-evolution, dvs. at finde valgmuligheder til at styre vores egen udvikling i en anden retning end det stress samfund som politikerne peger på, så vi kan tage vores verden tilbage.

Vi mangler en samlet oversigt over de sidste 20 års udvikling, set ud fra vores sociale synspunkt. Vi skal have skabt hverdags bærbare strukturer på lokalt plan for at få samlet de forskellige sociale grupper. Information kunne oprette en side hvor de enkelte sociale grupper som tilmelder sig, får et link til deres organisation, en titel, en kort beskrivelse samt en foto, med det formål at - etablere en samtale hen over de mange scener af mange aktører, for at afværge politiske og andre ulykker eller for at skabe nye svar.

Hvad der kommer ud af at arbejde i sociale netværk, afhænger af hvad - eller hvem - vi stoler på, hvilket ofte er hvad vi kan se og røre ved, det lokale sammenhold og venner, med andre ord livet selv. Kort sagt er det en åben process hvor vi kan vælge ud fra et hav af muligheder, altid med det formål; hvad der er bedst for den sociale harmoni og den sociale retfærdighed, samt det enkelte menneskes værdighed.

Kurt Nielsen, Niels Duus Nielsen og Anders Jensen anbefalede denne kommentar
Anders Jensen

@Christian
Du forholder dig til det rent filosofisk, og så har du ret, så er de ikke under angreb.
Men i takt med at velfærden og grundloven bliver udhulet, helt simple rettigheder bliver overskredet, ja så står jeg ved min påstand! Mine frihedsværdier er om noget under angreb, og jeg forbeholder mig retten til at forsvare dem!

Kurt Nielsen, Vibeke Hansen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Anders Jensen

@Erik
Jeg er enig i at det var sådan den blev fremlagt, men den har så deformeret sig helt grotesk og er blevet en legal måde at undgå at skulle overholde de fælles regler som vi andre overholder.

lone bording

Hvem er Venstrefløjen?? Dem der skaber arbejdspladser i global spilindustri med den ene hånd og Øko-landsbyer med den anden??? Eller dem der passer deres vilde haver i vandkanten om formiddagen og er bisiddere for handicappede unge der tromles af den fattige udkantskommune om eftermiddagen ?? Eller småbørnsfamilien på Nørrebro hvor mor og far arbejder i globale virksomheder og køber lokale snedkerkøkkener lavet på Nørrebro?? Eller pensionisten med formue i globale kapitalfonde der er frivillig flyttemand for sammenførte flygtninge fra Syrien og kasserer i det lokale Egnsarkiv ?? Eller bonderøven og byroden der flyver fra Tirstrup til møde i Kommunernes Landsforening kl 6.30 og er hjemme igen kl 18.00 mens den hjemmegående hustru har aftensmaden klar af lige dele skrald fra den lokale brugs og hjemmedyrket gris ?? Hvem er din Venstrefløj ??? Min Venstrefløj er samlet omkring et etisk grundlag der både passer på Næsten og Naturen - både globalt og lokalt bygger min Venstrefløj mere lokal modstandskraft med rødder i alle de samfund der blev bygget på skat og bureaukrati. I vores lokale version blev vores socialliberale model født ud af Lensafløsningens revolution i 1919 - At gårdejer og Godsejerpartiet Venstre og deres medløbere gerne vil have deres skattefri privilegier tilbage og gerne så tiden skruet tilbage til før Lensafløsningen er vel grunden til at Venstre fejler så fælt på alle punkter der holder et samfund sammen. Venstrefløjen har sejret for længst og bygger vedholdende videre på fremtidens globale og lokale modstandskraft.

Vibeke Hansen, Karsten Aaen og Helene Kristensen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

lone bording, i den postmoderne verden er venstrefløjen negativt bestemt, som alt, hvad der ikke er højrefløj. Ser man demografisk på det, er der tale om et sted mellem 30 og 50 procent af befolkningen, som bliver holdt helt uden for indflydelse, fordi højrefløjen fører blokpolitik. Hvis vi er meget, meget large, og regner socialkammeraterne og de radikale med til venstrefløjen, så er vi så mange, at vi af og til kan få regeringsmagten. Men så viser socialkammerater og radikale deres sande ansigt som højrefløjens venstreføj ved ikke at føre blokpolitik, for i stedet at føre politik "hen over midten", som det så smukt hedder for at skjule højredrejningen.

Oprøret skal komme nedefra, for det kommer ikke fra Christiansborg. EL og Alternativet repræsenterer hhv. oprøret fra venstre og oprøret fra midten, så med lidt held kan Uffe en dag blive statsminister og Pernille udenrigsminister. Forudsat at alle de mange glimrende lokale initiativer, som skildres i dagens avis, får lov at vokse sig stærke, så der er en levedygtig basis at bygge politikken på.

Boligejerne frygter traditionelt socialisterne i EL, det er derfor Alternativet er en god ting. Alternativisterne har hjertet på rette sted, selv om deres klasseanalyse er forvrøvlet.

Kurt Nielsen, Vibeke Hansen, Anders Jensen, Ken Sass og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

Min pengepung lader sig ikke forvirre, enhedslisten er de eneste den tror på....

Anders Jensen

@Lone
Godt indspark, men du taber bolden til sidst :(
Hvis du mener at venstrefløjen har sejret, og det er sejren vi lever i lige nu, så syntes jeg ærligt talt at det er en dårlig sejer.

Carsten Wienholtz, Per Torbensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Henrik Bjerre

På globalt plan er der god økonomisk vækst, fattigdommen mindskes, færre dør af vold etc. Men en hidtil meget forkælet gruppe, den vestlige middelklasse, har stået i stampe - det skal der filosoferes over!

Kurt Nielsen, Vibeke Hansen, Niels K. Nielsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Lars Kristensen

Det er en meget interessant artikel Jørgen Steen Nielsen her har skrevet.

Han bruger blot ind imellem nogle forkerte ord.

Eksempelvis skriver han:

"Skal det ændres, må starten være at bygge fællesskaber, hvor mennesker kan opleve igen at få magt over tilværelsen og være del af omstillingen."

JSN bruger ordet magt, problemet er at ingen kan få magt over noget som helst, vi kan derimod for en mulighed for at kunne styre noget, aldrig at få magt over noget.

Den der forsøger at få magten, vil miste den og det var præcis det kommunisterne forsøgte at få og hele deres bestræbelse løb ud i sandet.

Kapitalismen har det på samme måde. De tror de har magten over det frie marked og dog er et hvilket som helst marked, om så det er lokalt eller globalt umuligt at få magt over.

Det er muligt at styre ethvert system, dog kan ingen få magt over det og det er faktisk det politikere og andre glemmer, for de vil hellere have magt over det end styre det.

Derfor går det hele tiden i sort, indimellem, fordi folk vil have magten.

Anders Jensen

Uligheden bliver større og større, så nej det er ikke den forkælede middelklasse der er årsag til det, fordi den forkælede middelklasse har slet ikke indflydelse på uligheden.
Hvem er blevet rigere efter 2008? Er det middelklassen?

Torsten Jacobsen

Anders Jensen,

Nogen må sgu da stemme på det neoliberale sammenrend vi kalder politikere, her til lands? Homo Economicus eksisterer kun i liberalistiske økonomers hjernespind, så det er slet ikke utænkeligt at 'Middelklassen' modarbejder sig selv. Det fritager den dog ikke for ansvar, det bekræfter blot dens irrationalitet.

Der er langt stærkere kræfter end rationelle økonomiske overvejelser på spil her.

Kurt Nielsen, Carsten Wienholtz, Niels Duus Nielsen og Anders Jensen anbefalede denne kommentar
Anders Jensen

Middelklassen findes ikke rigtigt mere. Vi er kompartmentaliseret, fragmenteret og mere ulige end vi har været i mange år. Samtidigt har vi glemt/ikke fået lært hvordan man fører en samtale, hvordan man argumentere, hvordan man tænker logisk, samt hvordan man kan analysere en person retorik. (Det er rigtigt vi rør ved det overfladisk, men vi går ikke i dybden, desuden starter vi alt for sent. Trivium skal indlæres som noget af det første, det er fundamentet for al videre læring.)
Ja der er andre kræfter på spil, kræfter som har en klar fordel og interesse i at vi ikke kan tænke selv, og at vi skændes internt. (Og ja det fratager ingen for ansvar, vi har ALLE et stort ansvar for vores fælles fremtid, og jeg tudder af ærgelse over at vi ikke har stoppet det endnu.)
Moffe sagde til mig i tirsdags til er foredrag, "nogen må gøre noget" Men vi gør ikke noget, vi er angste for at miste det levn vi har tilbage, imens sidder vi handlingslammet og ser sandet glide ud mellem fingrene på os.

Søren Ferling

Underligt at man ikke kan se at globalisme er socialdarwinisme og dermed uetisk.

John Christensen

Lars Kristensen..........hvorfor ikke magt over styringen?

Politik er i min grundskoling defineret som - Kampen om MAGTEN i samfundet.

Jeg gider ikke administrere kapitalismen, men det har vores regeringsbærende partier til gengæld rigeligt med at gøre. Derved undgås større ændringer i de eksisterende magtforhold, men det er en strategi, ikke fordi magt er umulig.
JSN´s bemærkning læser jeg som at være "herre i eget hus", altså at have/bevare/opnå, at have magt til at styre sit eget liv.

Jeg vil dybere end blot administrere (styre), jeg vil forandre det økonomiske fundament - som er basis i samfundet.
Parlamentarisk kamp er ikke den eneste kamp der kan føres demokratisk, og det liberale demokrati er ikke den eneste demokratiform der er mulig.

Prøv f.eks.at smag på ordet indflydelse.
Spørg så dig selv om du har indflydelse på dit arbejdsliv, som du vel sagtens bruger 1/3 (måske mere) af dit voksne liv på.
Kæmp for medindflydelse på din arbejdsplads - og du vil opnå magt! Alt andet bliver ridser i lakken.
Håber du kan se pointen, Lars Kristensen.

Kurt Nielsen, Vibeke Hansen, Anders Jensen, Niels Duus Nielsen og Egon Stich anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Erik Karlsen
04. maj, 2017 - 09:30
Tak for det link. Desværre nævner Gyldendals ikke Mont Pelerin Society i 1947, hvor nogle af de samme personer anvendte begrebet 'neoliberalisme'. Det er en udbredt myte, at 'neoliberalisme', er et skældsord, som venstrefløjen har fundet på.

Ib Jørgensen

Citat fra en artikel jeg skrev i 1986 - hele artiklen kan ses her http://www.ibjoergensen.dk/Artikler/Tekster/lokale_nybrud.htm
Det autonome, lokale arbejdsfællesskab
Der kan opstilles en række ideelle krav til et sådant arbejdsfællesskab, som formentlig ikke vil kunne opfyldes i alle tilfælde. Kravene bør som sagt være lokalt forankret i en overskuelig geografisk enhed, inden for hvilken de bør være inklusive, dvs. principielt inddragende alle (børn som gamle, rige som fattige, osv.). Den aktivitet (arbejdsproces), der udvælges, skal i et vist omfang gøre fællesskabet uafhængigt af såvel den private som den offentlige sektor, hvilket bl.a vil sige, at den skal være selvfinansieret. På samme tid skal det være klart, at fællesskabets målsætning også er en 1æreproces, som skal muliggøre en løbende refleksion over medlemmernes rolle og funktion i det omgivende samfund. Fællesskabet er et sted, hvor det erkendes og accepteres, at vi er blevet tildelt forskellige funktioner i et system, som vi ikke uden videre kan opgive, men vi er forpligtede til at forholde os kritisk til de roller, vi udfylder. Fællesskabet skal være et sted, hvor vi i tryghed, uden at skulle drage drastiske konsekvenser, kan forholde os til den kendsgerning, at vi er vore egne undertrykkere, bl.a. ved at sætte de rationalitetsmaximer, som vi følger i vort "normale" arbejdsliv, i relation til dem, vi udvikler i vort eget, autonome fællesskab. (citat slut)
Det sidste for at undgå, at de lokale aktiviteter lukker sig om sig selv, hvilket er en forudsætning for, at de kan få systemændrende konsekvenser.

Kurt Nielsen, Anders Jensen, Torsten Jacobsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Søren Jacobsen

»There is no alternative« til neoliberal kapitalisme, sagde Margaret Thatcher med usentimental brutalitet til sine kritikere fra starten i 1980.

Det var så før kommunistiske Kina brølede forbi med overlydshastighed i den økonomiske overhalingsbane.

Søren Jacobsen

Et godt argument for venstrefløjen og andre tilhængere af den danske velfærdsstat er, at BNP pr. indbygger er væsentlig større i velfærds Danmark i forhold til f.eks. både USA, Storbritannien og Tyskland. Endnu en gang er velfærdsstaten bemærkelsesværdig effektiv og produktiv set i forhold til andre samfundsformer. Tiden sætter stor fokus på penge og økonomi, så det kan undre, at ingen nævner velfærdsstaten ikke samlet set er en udgift, men tværtimod en indtægt.

Thomas Krogh

@Søren

Men BNP/indbygger er jo netop _ikke_ større i Danmark end i fx USA. Både hvad angår nominelt og PPP BNP/capita er Danmark røget lidt ned af listen:

https://en.wikipedia.org/wiki/List_of_countries_by_GDP_(nominal)_per_capita
https://en.wikipedia.org/wiki/List_of_countries_by_GDP_(PPP)_per_capita

Thomas Krogh

Og Søren - man kan kalde den kineske økonomiske model meget, men "kommunistisk" er den ihvertfald ikke.

Thomas Krogh

@Søren Ferling

"Underligt at man ikke kan se at globalisme er socialdarwinisme og dermed uetisk."

Måske, men det kommer jo ganske meget an på dels hvad man forstår ved "globalisering" og dels hvordan den påvirker en.

Hvis man - som min yngre søster - arbejder i et almindelig middeklasefunktionstilling i en virksomhed der eksporterer 99% af sin produktion, kører i en sydkoreansk bil, ser netflix og youtube, deltager i faggrupper, solidaritetsorganisationer over hele verden og rejser meget (for nu at tage alle klicheerne), så ser globaliseringen ganske anderledes ud.

Venstrefløjen skal passe på ikke bare at se "globalisering" som en negativ kraft.

Kurt Nielsen, Karsten Aaen og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar