Engang fandtes vreden på venstrefløjen
Det burde være den perfekte tid for den danske og europæiske venstrefløj. Alligevel løber de højrenationale populister med folkets vrede, som de omsætter til politisk magt. Det overlader den traditionelle venstrefløj med to muligheder: at søge ind på midten eller blive mere radikal
Den 12. maj sidste år sker der noget usædvanligt i Danmark. På en solskinsdag ruller initiativet Velfærdsalliancen og lokale fagforeninger deres faner ud i 74 kommuner fra Esbjerg til København, og under dem går den største massebevægelse siden finanskrisen lammede den globale økonomi.

Fra 2010 til 2015 er den offentlige sektor blevet godt 30.000 varme hænder mindre. Og nu vil statsminister Løkke Rasmussen skære yderligere. Han kalder det omprioriteringsbidraget. Men hidtil har ingen rejst sig i protest. Det gør omkring 20.000 danskere ifølge arrangørerne den dag.

Året før er det den samme historie. Danskerne rejser sig talstærkt fra sofaen. Uden faner, men med tæpper og termokander, da verdens værste flygtningekrise sender tusindvis af syrere og ind over grænsen. Danskernes humanisme og trang til at hjælpe gør flygtningeinitiativet Venligboerne landskendt.

Og i sommeren 2016 får den sociale modstandsbevægelse endnu et udtryk. Det er Næstehjælperne, der hjælper borgere, som rammes økonomisk af regeringens forsøg på at hjælpe dem ind på arbejdsmarkedet.

Men Socialdemokratiet er der ikke. Derude hvor folkets vrede ulmer i protest mod velfærdsstatens forringelser. Heller ikke SF eller Enhedslisten gør meget væsen af sig. Kun kommunalpolitikere fra de to partier taler til Velfærdsalliancens demonstrationer, som heller ikke får den store dækning i de landsdækkende medier, der i de dage i maj skriver mest om indkøb af nye kampfly til det danske forsvar.

Det burde ellers være venstrefløjen og de gamle socialdemokratiers tid. I USA står en gammel gråhåret mand med en kroget pegefinger i vejret og påstår, at amerikanerne er klar til den demokratiske socialisme. Det skaffer Bernie Sanders en fremgang i primærvalgene over sommeren, som ingen havde troet mulig.

Og mange begynder at spørge mere højlydt end før, om der kan tændes et lys for enden af tunnelen på den europæiske venstrefløj. Analysen lyder nogenlunde som følger:

Kommunismen crashede med Murens fald. Nyliberalismen med Lehman Brothers. Og de markedstilpassede socialdemokratier i Danmark, Sverige og Storbritannien fik slag af Pia Kjærsgaard, Jimmie Åkesson fra Sverigedemokraterna og Nigel Farage fra UKIP.

Netop truslen fra de højrenationalistiske partier, som Kjærsgaard, Åkesson og Farage repræsenterer, får fremtrædende venstrefløjspolitikere og debattører fra danske Enhedslisten til britiske Labour og svenske Vänsterpartiet (svarer til danske SF, red.) til at tale om, at den nordeuropæiske venstrefløj skal generobre populismen. Det skal ske ved at udnytte folks indignation og bekymringer for fremtiden, sådan som nye venstrefløjspartier har gjort i bl.a. Spanien og Grækenland.

Det, man hidtil har forsøgt, har i hvert fald ikke virket: Den nationale højrebølge er vokset, uanset at den politiske midte har forsøgt at ignorere eller kopiere den. 2016 blev kulminationen på den udvikling. Men bliver det også en ny begyndelse?
Ved en skillevej
Det håber Jan Hoby, der har taget initiativ til Velfærdsalliancen. Han er erfaren venstrefløjsaktivist, næstformand for Landsforeningen for Socialpædagoger, og skiftede for nogle år siden medlemsskabet af Internationale Socialister ud med et hos Enhedslisten. Mange københavnere vil kende ham på hans farvestrålende tøjstil og især hans virke med megafonen ved utallige protester mod kommunale nedskæringer i årenes løb.

»Velfærdsalliancen forsøger at skabe en græsrodsbevægelse på tværs af folks politiske tilhørsforhold. Og selv om det ikke er et erklæret formål, er det de facto også et forsøg på at udfordre højrepopulismen, der har formået at kanalisere utilfredsheden med den nyliberale globaliserings- og krisepolitik over i stemmer, magt og indflydelse,« siger Jan Hoby om Velfærdsalliancen, der har indkaldt til nye demonstrationer i maj mod budgetloven, der strammer om kommunernes økonomi og det produktionskrav, der har erstattet omprioriteringsbidraget.

Man kan sige, at Hoby altid har håbet på revolutionen. På at folkets vrede og retfærdighedsfølelse igen blev repræsenteret af venstrefløjen. Græsrodsinitiativet ATTAC blev aldrig den store massebevægelse. Occupy Wall Street-bevægelsen svandt ind, selv om virkningen af finanskrisen stadig var mærkbar. Og til trods for de aktuelle massedemonstrationer mod den nye præsident, kæmper også Sanders for at holde sin revolution i kog, mens Trump forandrer Amerika.

Men det er nu eller aldrig, mener Hoby. Venstrefløjens diagnose af samfundets problemer har vundet. Socialdemokratiske ledere som svenske Stefan Löfven og danske Mette Frederiksen anerkender, at kapitalismens er blevet syg. Rigdommene bliver mere og mere ulige fordelt, og indvandringen presser de svageste på arbejdsmarkedet. Tendensen er stærkere i mange andre vestlige lande, men den er også her, sagde Mette Frederiksen i et interview med Information forrige lørdag.

Når Jan Hoby ikke er vred, undrer han sig. Over at toppen i de danske venstrefløjspartier ikke udnytter den vrede, som det væld af nye sociale modstandsbevægelser – Velfærdsalliancen, Næstehjælperne, Venligboerne, Bekæmp Fattigdom Nu og Kontanthjælpsalliancen – har givet stemme i den danske befolkning.

Det er ganske vist svært at forestille sig Socialdemokraterne stille sig bag Venligboerne, partiets nye strammerkurs over for flygtninge taget i betragtning. Men omprioriteringsbidraget havde Løkke-regeringen end ikke flertal for. En folkesag, man faktisk havde udsigt til at vinde. Og et bånd, der på ny kunne knyttes til de vælgere, der lige nu i måling efter måling siger, at de føler mistillid til politikerne.

Men noget holder de gamle magtpartier tilbage.
»Jeg er ikke bange for populismen. Den har fagbevægelsen og venstrefløjen brugt før i det 20. århundrede til at skabe politiske forbedringer. Men lige nu går der en ny skillelinje igennem dansk og europæisk venstrefløjspolitik. Den går mellem dem, der vil længere ind på midten og videreføre den socialdemokratiske tilpasningsmodel til kapitalismen, og dem, der vil bruge nyliberalismens store kvaler med at levere tryghed og retfærdig økonomisk omfordeling til mere radikale forandringer,« siger Jan Hoby.

Og der er de to, venstrefløjsaktivisten og den socialdemokratiske formand, fuldstændig enige. Men de vælger hver sin vej.

For Mette Frederiksen tror stadig på den socialdemokratiske markedsstyrede kapitalisme, som har skabt de robuste samfund i Norden. Hun vil redde kapitalismen fra dens værste fejl og taler ikke om et grundlæggende opgør med nyliberalismen. Hun taler heller ikke om, hvordan de gamle socialdemokratiske partier igen bliver store massepartier, der bygger bro mellem forskellige interessegrupper i samfundet mod en fælles modstander.

Jan Hoby, næstformand for Landsforeningen for Socialpædagoger og initiativtager til Velfærdsalliancen.
FOTO: SIGRID NYGAARD
I stedet sagde hun i Information: »Vi skal ikke bare lytte til folks bekymringer, som i mange år har været ’the saying’. Nej, vi skal sige, det er rigtigt nok, for utryghed skal veksles til større sikkerhed.«
Vredesbanken
Folks liv handler ikke kun om penge. I de seneste 20-30 år har de europæiske samfund ændret sig kulturelt, og indvandringen er mangedoblet. Det er nogle af de indvandrere, lagerarbejder Michael Thorning og hans kolleger taler om i den lyse og lækkert indrettede virksomhedskantine på Ole Rømers Vej i Haderslevs industrikvarter. Men der er også ved at ske noget andet.

I julemåneden stod der kasser i de lokale supermarkeder, hvor man kunne donere varer til almindelige danskere, som ikke havde råd til at holde jul. Og på Facebook har Michael Thorning kunnet følge med i, hvordan mennesker hjælper hinanden med mad, møbler og tøj for at kunne få hverdagen til at hænge sammen, mens Novozymes fyrer 198 mennesker og udbetaler 57 millioner kroner i bonus til den øverste ledelse.

På gangen ind til kantinen hænger et billede fra sommerfesten. Alle medarbejderne og ejeren, festklædte, sommerbrune og smilende på græsplænen foran en af egnens smukke danske herregårde. Et stærkt fællesskab. Men overordnet set er det fællesskab, kontrakten mellem arbejdsgivere og lønmodtagere, ved at blive smadret, oplever Michael Thorning.

»Jeg tror, globaliseringen har nået sit endepunkt. Nu gavner den kun arbejdsgiverne. Almindelige mennesker frygter til gengæld selv at få brug for de velfærdsydelser, der konstant bliver beskåret. Og jeg tror, vi kommer til at se et dramatisk sceneskift i Europa de kommende år. Vi borgere er blevet mere vidende. Vi har sociale medier og kan se skyggesiderne af, hvad kapitalismen og nyliberalismen har gjort ved folk. Det er det, der gør folk vrede og utilfredse,« siger den 34-årige ufaglærte lagerarbejder i en pause fra trucken i varemodtagelsen på hans arbejdsplads gennem ni år.

Vreden er ved at skifte retning. Folk er stadig bekymrede over immigration og EU, der bestemmer for meget. Og for om Danmark har råd til velfærden, forklarer Michael Thorning. Spørger man ham til gengæld om, hvorvidt tidens grådige udgave af kapitalismen kan danne grobund for et nyt fjendebillede, der kan få følelserne frem hos ham og kollegerne, er han ikke i tvivl.

»Muslimerne og indvandringen er blevet brugt rigtig meget, når man skulle forklare alt det, der var galt. Men de nye slemme, der er roden til alt ondt, det er erhvervslivet. Og de ved det ovenikøbet selv. De er begyndt at blive bange for social uro. Se bare her op til, at vi skal udtage overenskomstkrav. Folk er begyndt at tale om generalstrejker i baglandet,« siger Michael Thorning, der er tillidsmand på sin arbejdsplads. Han har også for nylig meldt sig ind i Socialdemokratiet og netop udgivet digtsamlingen Pres for satan den citron om hans og kollegernes erfaringer fra arbejdslivet.
Fagforeningsformand Jan Hoby holder oplæg for ansatte på Fritidsinstitutionen ved Lundehusskolen i Emdrup om arbejdsmiljø og arbejdsfællesskab. Jan Hoby er desuden initiativtager til Velfærdsalliancen, som demonstrerer mod kommunale nedskæringer. Han ser alliancen som et konkret forsøg på at bruge vrede og utilfredshed i befolkningen til at mobilisere på venstrefløjen mod højrepopulismens usolidariske løsninger. Foto: Sigrid Nygaard
Michael Thorning er ansat på et lager i Haderslev. Han oplever som ufaglært i transport- og lagerbranchen stigende konkurrence om job og pres på løn- og arbejdsforhold. Til gengæld ser han muligheder i at bruge et grådigt erhvervsliv som et nyt fjendebillede. Muslimerne og indvandringen er blevet brugt. når man skulle forklare alt det, der var galt. Men de nye slemme er erhvervslivet, siger han. Foto: Michael Drost-Hansen
Øverste række: Fagforeningsformand Jan Hoby holder oplæg for ansatte på Fritidsinstitutionen ved Lundehusskolen i Emdrup om arbejdsmiljø og arbejdsfællesskab. Jan Hoby er desuden initiativtager til Velfærdsalliancen, som demonstrerer mod kommunale nedskæringer. Han ser alliancen som et konkret forsøg på at bruge vrede og utilfredshed i befolkningen til at mobilisere på venstrefløjen mod højrepopulismens usolidariske løsninger.
FOTO: SIGRID NYGAARD

Nederste række:
Michael Thorning er ansat på et lager i Haderslev. Han oplever som ufaglært i transport- og lagerbranchen stigende konkurrence om job og pres på løn- og arbejdsforhold. Til gengæld ser han muligheder i at bruge et grådigt erhvervsliv som et nyt fjendebillede. Muslimerne og indvandringen er blevet brugt. når man skulle forklare alt det, der var galt. Men de nye slemme er erhvervslivet, siger han.
FOTO: MICHAEL DROST-HANSEN
Populisme en del af historien
Engang var de europæiske socialdemokratier verdens mest succesrige populister, og populismen er en del af deres historiske DNA.

I sin nye bog Den uppskjutna vreden beskriver den svenske historiker, Jens Ljunggren, hvordan socialdemokratier i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet brugte vreden og folkets følelser til at skaffe partiet fremgang og politiske forbedringer for arbejderklassen. Indtil da var vreden blevet opfattet som noget problematisk, fordi den var koblet til vold, som magthaverne måtte påtage sig at kontrollere.

»Det, som socialdemokraterne gjorde i deres tidlige historie, var at erobre vreden,« siger Jens Ljunggren og forklarer, hvordan den europæiske arbejderbevægelse brugte agitatorer, der rejste rundt på arbejdspladserne og bekræftede arbejderne i deres vrede. På den måde skabte man det, Ljunggren kalder en ’vredesbank’, hvor arbejderbevægelsen og socialdemokraterne kunne indløse politisk kapital og omsætte vreden til politiske resultater.

Og det er vel det en fremgangsrig populisme i sin essens handler om: at støtte et undertrykt oprør, når nogen kræver mere retfærdighed?

»Ja, Donald Trump gør jo præcist det, som socialdemokraterne gjorde i slutningen af 1800-tallet, når han siger, at det er okay at føle vrede. Dermed bekræfter han følelserne og bliver i stand til at bruge dem som en politisk ressource,« konstaterer historikeren.
Frygten for høtyvene
Mens den brede venstrefløj viger tilbage fra at bruge vreden, er overklassen til gengæld begyndt at frygte den.

Under deres årlige topmøde i alpebyen Davos talte eliten tidligere på måneden bekymret om den voksende ulighed. Men bekymringen er langt fra ny. I 2014 skrev techentreprenør og tidlig investor i Amazon, Nick Hanauer, for eksempel et meget omtalt åbent brev til sine kollegaer, som han kaldte »stinkende rige milliardærer«, i det amerikanske magasin Politico.

Hanauer, som til hverdag færdes i sit Gulfstream businessfly i luftlag langt over almindelige menneskers problemer, advarede mod den ekstremt høje og voksende ulighed.

»Vores land bliver mindre og mindre et kapitalistisk og mere og mere som et feudalt samfund. Hvis ikke vi forandrer vores politik dramatisk, vil middelklassen forsvinde, og vi er tilbage til det 18. århundredes Frankrig. Før revolutionen,« skrev han.

Den globale erhvervselite forestiller sig altså ingen gylden fremtid for deres virksomheder. De frygter stormen på Bastillen i Paris i 1789.

Journalisten og forfatteren Paul Mason, der er tidligere leder af britiske Channel 4 økonomiredaktion og markant støtte af Labour-lederen Jeremy Corbyn, drager en endnu mere markant konklusion i sin nye bog, hvor han ganske enkelt beskriver den økonomiske verdensorden som postkapitalistisk.

Men det bemærkelsesværdige – og for folk som Jan Hoby nedslående og provokerende – er, at fagbevægelsen, den danske i hvert fald, tilsyneladende er på samme side som den økonomiske elite. Nu frygter de også høtyvene og tror ikke længere på, at man kan forandre den politiske dagsorden gennem generalstrejker og massedemonstrationer.

Som LO-formand Lizette Risgaard skrev i Politiken 2. januar er folk, der kan finde på den slags, altså massedemonstrationer, »utrygge mennesker«, der reagerer ved at kræve generalstrejke. Det er der ellers mange på Facebook og i baglandet, der foreslår LO-formanden for tiden, fortalte hun. Men det ville Risgaard gerne advare imod. Hun ville langt hellere »finde løsninger sammen med arbejdsgiverne, regeringen og Folketinget end at indkalde til massedemonstrationer«.

Og her er måske en forklaring på, hvorfor de højrenationalistiske partier har overtaget populisme-begrebet. Og at venstrefløjens sejre, tappet i vredesbanken, er gået så meget i glemmebogen, at selv en borgerlig avis som Berlingske har måttet minde om, at selv »Stauning var populist«.

Britiske Paul Mason mener nemlig, at de gamle socialdemokratier og fagbevægelsen vil udleve sig selv, hvis de ikke gør op med nyliberalismen, bliver mere radikale og skaber en massebevægelse i befolkningen, der kan slå bro mellem forskellige grupper. Og det til trods for, at hverken vælgerne i meningsmålingerne eller Labours parlamentsmedlemmer er særligt imponerede over de tusindvis af begejstrede medlemmer, hans formand, Jeremy Corbyn, har formået at tiltrække.

Men spørgsmålet er ifølge Paul Mason ikke længere, hvad fagbevægelsen og de gamle socialdemokratier vil, men om de overhovedet har nogen fremtid. Trods enkelte lyspunkter er det kun gået nedad bakke for de tidligere så magtfulde partier i Europa – kun afbrudt af en renæssance med Tony Blairs Den Tredje Vej i 1990’erne, viser en opgørelse, Ugebrevet Mandag Morgen har lavet.

Ifølge Mason klynger socialdemokratierne og fagbevægelsen sig til de sidste 30 års omfavnelse af kapitalismen – i Danmark er Socialdemokratiet jo nærmest gift med nyliberalismen, som han tørt konstaterer – fordi de ikke har noget andet program.

»’Centristerne’ på venstrefløjen og socialdemokratierne har antaget, at neoliberalismens globale strukturer ville vare for evigt. Og at deres eneste opgave var, at de bare skulle presse den i en socialt retfærdig retning,« siger Mason.

Jens Ljunggren tvivler imidlertid på, at socialdemokratierne er i stand til at bruge populismen på samme måde som i deres historiske storhedstid. De er blevet midterpartier, som skal vænne sig til, at et valgresultat på 25 pct. er en sejr.

»Deres glansperiode er ovre og de må kæmpe for at holde sig på banen,« siger Jens Ljunggren og afslører så, at han i sine mest pessimistiske øjeblikke spekulerer på, om der skal endnu en verdenskrig til, før man kan genopfinde en mere solidarisk velfærdsstat.

»Tiden før de to verdenskrige var også præget af en hastigt accelererende moderniseringsproces økonomisk og kulturelt. Men indtil Første Verdenskrig havde man troet på, at det liberale hegemoni havde vundet, fordi man havde haft en lang periode uden krig på store dele af det europæiske kontinent. I 1989 indtraf en ny liberal fase, og man troede, at liberalismen havde vundet efter Murens fald. Nu forandres det hele pludselig igen. Måske skal der en ny verdenskrig til, før man erkender, at der igen er behov for ny økonomisk omfordeling og kulturel sammenknytning af grupper,« siger han.
Venstrepopulisme i Europa
Til venstre: Gennemsnitlig stemmeandel for venstrepopulistiske partier siden 1980. Til højre: Venstrepopulistiske partiers andel af stemmerne i de enkelte lande per 2016.

Kilde: Timbro Authoritarian Populism Index 2016, bearbejdet af Niels Alstrup
Øverst: Gennemsnitlig stemmeandel for venstrepopulistiske partier siden 1980. Nederst: Venstrepopulistiske partiers andel af stemmerne i de enkelte lande per 2016.

Kilde: Timbro Authoritarian Populism Index 2016, bearbejdet af Niels Alstrup
Højrepopulisme i Europa
Til venstre: Gennemsnitlig stemmeandel for højrepopulistiske partier siden 1980. Til højre: Højrepopulistiske partiers andel af stemmerne i de enkelte lande per 2016.

Kilde: Timbro Authoritarian Populism Index 2016, bearbejdet af Niels Alstrup
Øverst: Gennemsnitlig stemmeandel for højrepopulistiske partier siden 1980. Nederst: Højrepopulistiske partiers andel af stemmerne i de enkelte lande per 2016.

Kilde: Timbro Authoritarian Populism Index 2016, bearbejdet af Niels Alstrup
Truslen fra kommunismen
Men Ljunggren forklarer også, at Den Kolde Krig på mange måder var medvirkende til, at den herskende klasse besindede sig. For hvis den ikke gjorde, var der udbredt rædsel for den socialistiske blok, der eksisterede som en meget konkret påmindelse på den anden side af jerntæppet.

Spørgsmålet er så, om socialdemokraterne kan bruge truslen fra populismen ligesom de brugte truslen fra kommunismen til at tvinge den økonomiske og politisk elite til omfordeling, inden det når så langt, spekulerer Ljunggren videre.

»Den Kolde Krig medførte en slags balanceret kapitalisme, og den balance var meget produktiv. Men den findes ikke mere. Man behøver et nyt fjendebillede,« konstaterer han.

Den serbiske økonom, Branko Milanovic, der har vist, at globaliseringen i Vesten kun var været vejen frem for nogle, mens andre er blevet sat af, er enig med Ljunggren.

»Det er sandt, at truslen fra kommunismen både internt og eksternt gav socialdemokraterne en magtfuld forhandlingsposition. Men nu er modstanderne på den anden side. Det var nemmere dengang, Socialdemokraterne var på samme fløj, som dem erhvervslivet var bange for. Nu er populisterne på den anden side,« siger han.
Bygge bro
I Haderslev er de høje porte i varemodtagelsen lukket op ad eftermiddagen. De store varelæs med dyreartikler, som virksomheden forhandler, kommer typisk fra USA, Holland eller Asien. Nu er virksomhedens eneste robot i gang med at pakke store paller med papkasser ind i gennemsigtig film, og i de store lagerhaller kører Michael Thornings kolleger rundt på trucks.
Michael Thorning mener, at hans branche inden for lager og transport er særlig udsat for konkurrencen. I Kolding ligger der for eksempel et vikarbureau, der på forskellige jobnetsider reklamerer med, at de har god erfaring med at rekruttere billig europæisk arbejdskraft.

»I den formulering ligger jo, at det er billigere end dansk arbejdskraft. Og det er jo bare ét eksempel på forhold, der presser lønnen ned. Jeg kan ikke bruge den frie bevægelighed til noget, for jeg kan ikke presse lønnen ned i andre lande,« siger Michael Thorning.

Sønderjylland var et af de områder, hvor Dansk Folkeparti ved valget forøgede deres stemmeandel betragteligt, og man talte om det delte Danmark.

Ifølge en ny undersøgelse er sønderjydernes løn i gennemsnit ti pct. lavere end landsgennemsnittet. I 1994 var forskellen 2,4 pct., og tendesen ser ud til at fortsætte.

Lagermedarbejder Michael Thorning, Haderslev.
FOTO: MICHAEL DROST-HANSEN
Både venstrefløjsaktivisten fra København, Jan Hoby, og den venstreintellektuelle Paul Mason mener, at Brexit og Donald Trump har vist, at verden står over for et muligt afgørende brud med globaliseringen. Det momentum skal udnyttes. Ikke mindst til at mobilisere grupper i den trængte arbejderklasse og middelklasse, som indtil nu har været i spild med hinanden – migranterne og de hvide arbejdere – mod en ny klassefjende. For det er ikke migranterne, der er motoren i globaliseringen. Og dermed heller ikke de ansvarlige. Det er den globale erhvervselite.

»Det var faktisk, hvad Syriza gjorde i Grækenland. Byggede bro mellem nationalister og venstrefløj,« siger Paul Mason.

Og ude i Europa er venstrepopulisme ved at få fat i folks vrede. Ganske vist er de højrepopulistiske partier en del af regeringerne i ni europæiske lande, viser en rapport den liberale svenske tænketank Timbro har udgivet med titlen Authoritarian Populism Index 2016. Men den venstreorienterede populisme har også haft fremgang siden 1980’erne, hvor den i perioder var næsten borte, viser kortlægningen, der dækker udviklingen fra 1980 til i dag. Tilsammen har både venstre- og højrepopulistiske partier næsten hver femte vælger i Europa.

En af de få forskere i venstrefløjspopulisme, sociologen Paolo Gerbaudo mener, at venstreorienteret populisme er det bedste svar på den højreorienterede populisme. For som han siger: De fleste hvis ikke alle former for succesfuld venstreorienteret politik har været populistisk – forstået på den måde, at politikken har taget udgangspunkt i befolkningens oplevede erfaringer.

»Populismen er ikke uproblematisk, men den vil være produktiv for venstrefløjen lige nu, fordi den giver mulighed for at genetablere en bredere social base, og samtidig i sin logik adskiller sig fra højrepopulismen,« siger Paolo Gerbaudo, der er centerdirektør ved King's College London og er på vej med bogen The Mask and the Flag: The Rise of Anarchopopulism in Global Protest.

Gerbaudo mener, at venstrefløjen har være alt for langsomme og for splittede til at forstå, hvad begrebet nation og nationalfølelse betyder for folk. Til gengæld peger han på, at suverænitet også kan artikuleres progressivt.

»Jeg tror, det er vanskeligt, men det kan gøres,« siger han.

Ifølge Gerbaudo er logikken, at der ingen politisk magt er uden suverænitet.

»Det handler om, at folk på forskellige niveauer i et samfund sammen træffer kollektive beslutninger. Store dele af højrepopulismens succes skyldes nemlig, at folk ikke føler, de har indflydelse på ting, der vedrører dem. Det er migration et eksempel på. Det handler ikke kun om fremmedfrygt. Men også bevidstheden om, at ingen nogensinde har spurgt folk om, hvor multikulturelt et samfund, de ville have. Derfor er man nødt til at tilbageerobre konceptet om suverænitet. F.eks. i spørgsmål om migration. Det er demokrati,« siger Paolo Gerbaudo.
Tekst: Mette-Line Thorup
Foto: Sigrid Nygaard og Michael Drost-Hansen
Cover: Casper Christensen Holmenlund
Data og analyse: Niels Alstrup
Grafik: Rasmus Fly Filbert
Redaktion: Kristian Villesen
Digital produktion: Jens Christoffersen

4. februar 2017
Dagbladet Information

En måneds gratis Information digital + papiravisen fredag og lørdag

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Hans Jørn Storgaard Andersen
    Hans Jørn Storgaard Andersen
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
  • Brugerbillede for Flemming Berger
    Flemming Berger
  • Brugerbillede for Flemming S. Andersen
    Flemming S. Andersen
  • Brugerbillede for ole christiansen
    ole christiansen
Hans Jørn Storgaard Andersen, Niels Nielsen, Flemming Berger, Flemming S. Andersen og ole christiansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Peter Jensen

"Måske skal der en ny verdenskrig til, før man erkender, at der igen er behov for ny økonomisk omfordeling og kulturel sammenknytning af grupper,« siger han."

Hvis 'man' betyder den etablerede elite/finanskapitalen, forbliver magtforholdet uændret - det er den herskende klasse, som skal indse at klassernes 'samarbejde' skal revideres, så den totale anomi og humane deprivation kan undgås. Forestillingen om at endnu en verdenskrig kan bidrage til sociale fremskridt er fatalistisk og udtryk for en desperat opportunisme, som ikke frembyder et alternativ til den liberale verdensorden.

"»Den Kolde Krig medførte en slags balanceret kapitalisme, og den balance var meget produktiv. Men den findes ikke mere. Man behøver et nyt fjendebillede,« konstaterer han."

Hvor udviklende er det mon for menneskeheden fortsat at skulle forsøge sig med 'balanceret' kapitalisme og fjendebilleder? Kapitalismen er historisk set ikke balancérbar; den har a priori vækst som mål og segregering/konkurrence som fundament. Måske er venstrefløjens helt store, historiske problem at den kæmper sin kamp på kapitalismens grundlag - og at den derfor kontinuerligt udsættes for samme klientilistiske, opportunistiske og populistiske fristelser, som funderer det borgerligt-liberale, politiske paradigme.

Christian Nymark, Martin E. Haastrup, Flemming Berger, Claus Oreskov, Bruger 196134, Niels Nielsen, Bill Atkins, Bjarne Bisgaard Jensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sven-Åge Westphalen
Sven-Åge Westphalen

De tre gøgeunger i dansk politik; de radikale, Dansk folkeparti og Socialdemokraterne
De Radikale hører ikke til i rød blok. Deres økonomiske politik og frem for alt fredningen af finanssektoren umuliggør en fælles økonomisk politik i rød blok, der kommer borgerne og samfundet til gode.
Dansk Folkeparti hører ikke til i blå blok. Deres økonomiske politik, forståelse af velfærdssamfundet og den offentlige sektor er langt mere sammenfaldende med rød blok.
Socialdemokraterne må bekende kulør og finde ud af, om de overhovedet tilhører rød blok. Jeg kan anbefale deres folketingsgruppe at genlæse deres partiprogram og bryde parløbet med de Radikale. Ellers forbliver socialdemokraterne den største gøgeunge af dem alle!

Christian Larsen, Troels Ingartsen, Charlotte Svensgaard, Torben K L Jensen, Flemming Berger, Helene Kristensen og Egon Stich anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for steen nielsen

Engang fandtes vreden på venstrefløjen, nu er det så let som at tage slik fra børn at gennemføre nedskæringer! Kontanthjælpsloftet, der betyder 3000 kr. mindre om måneden for en enlig mor; ingen reaktion, 34000 mennesker mister dagpengeretten, man havde kalkuleret med 2000; ingen reaktion, folk kan ikke engang være imod nedskæringer, for så er de jo uansvarlige og tror at samfundet er en gavebod! Man vil sikkert helt kunne afskaffe både SU, dagpenge, folkepension, kontanthjælp, uden at nogen ville reagere! Vi har jo været kendt og respekteret, vidt omkring, for vores sociale sikkerhedsnet, nu har det været under gradvis og systematisk afvikling i 15-20 år, 15-20 år mere, så er det helt afviklet.

Christian Nymark, Martin E. Haastrup, David Zennaro, Flemming Berger, Anders Reinholdt, Flemming S. Andersen, Niels Nielsen, Helene Kristensen, Peter Wulff og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for mikkel schou

Det er ikke herskere, der er brug for - heller ikke venstreorienterede - men love og regler, der begrænser magtudøvelse - også den, der benytter sig af økonomiske midler.

Christian Larsen, Christian Nymark og Egon Stich anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for steen nielsen

Vi har et såkaldt demokrati, men der er kun en gyldig politik, den nyliberale, det diskuterer vi slet ikke længere, vi tager det som en selvfølge! Den politik sidder på magten over alt, sygehusene, universiteterne, gymnasierne og nu også folkeskolerne, samt en stor del af medierne! Ledelsen i det offentlige generelt, man må sige det er dygtigt af dem der har udført det, for ingen lagde mærke til det, før magtskiftet var en realitet! Nu har vi også fået politiske reklamer, som de har i USA, så kan det gå endnu hurtigere!

Martin E. Haastrup, David Zennaro, Trond Meiring, Flemming S. Andersen og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

At henvise til folkets vrede er et populistisk forsøg på at styrke egen magtposition. Og det er helt legitimt - det er bare ikke konstruktivt.

Netop truslen fra de højrenationalistiske partier..., får fremtrædende venstrefløjspolitikere og debattører fra danske Enhedslisten til britiske Labour og svenske Vänsterpartiet (svarer til danske SF, red.) til at tale om, at den nordeuropæiske venstrefløj skal generobre populismen.

At henvise til, og benytte venstrepoulisme gør den socialistiske sag latterlig.

Socialismens 'væsen' er nærvær og viden om kapitalismens umenneskeligheder. Socialismens 'kamp' er afsløring på et marxistisk videnskabeligt grundlag af kapitalismens udbytning og metoder. Socialismens 'mål' er afskaffelse af de private ejerforhold i produktionen, og fjernelse af kapitalismens indflydelsen på demokrati og indretningen af samfundet.

Der er en klar konsistens imellem socialismens væsen, kamp og mål - som udgøres af demokrati og fornuft. Vreden og populismen er kapitalisternes forsvarsmekanismer. Og vær sikker, når socialismens pres kan mærkes i den kapitalistiske magtbase, så skal vreden nok komme. Socialister er ikke naive, de er beredte.

Torben K L Jensen, Flemming Berger, Trond Meiring, Morten Jespersen, Niels Nielsen og Helene Kristensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Jensen

I forlængelse af Bill Atkins 11.07; socialismen betjener sig primært af strukturel analyse, som har til formål at sikre konsistens mellem det ideologiske fundament/rationale (overvejende den marxistiske analyse) og politisk handling. Det giver sig selv at populisme, forstået som udnyttelse af vilkårlige, folkelige stemninger, ikke vil tjene socialismens sag, for så vidt at denne kan forstås som én - men udsætte den for svig og/eller overgreb ... men det giver også sig selv at den politiske kamp vil medføre at netop socialismens sag (som enhver anden) kan inkrimineres, når dens politik (forstået som handlingsprogrammer) har sammenfald med vilkårlige folkestemninger (for så vidt at disse substantielt kan beskrives som vilkårlige). Og dette sker for åbent tæppe, endda med venstrefløjens egne på ryggen af hverandre (en velkendt, historisk tragikomik).

Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

Jeg forstår godt hvis mennesker ikke bryder sig om multikultur, at de med den holdning, vælger at satse på nationalstaten og bruger deres stemmeret i demokrati til, at vise den holdning.

Velfærdsalliancen kræver systemskifte.

Men det er naturligvis ikke muligt, at skabe klimaforandringer i kølvandet på valgt livsstil og derved fratage mennesker i andre lande, deres eksistensgrundlag og så forvente, at de ikke flytter der til, hvor der overlevelses mulighedder, der opstår jo krig om resurserne.

Hvis lande vil have monokultur, må de løse udfordringerne med de menneskeskabte klimaforandringer, som derudover ikke kender landegrænser, så det er en stakket frist.

Løsningen kræver systemskifte, da forbrugerisme/kapitalisme, skaber de menneskeskabte klimaforandringer, migration og multikultur.

Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

Det er virkeligheds flugt, der er gang i.

Fakta
"Drivhuseffekten er en populær betegnelse for atmosfærens evne til at holde igen på udstrålingen af energi fra jordoverfladen. Det er altså en isolerende effekt, som betyder, at Jordens temperatur ved overfladen er højere, end den ville være uden en atmosfære.
Drivhusgasser er gasser i atmosfæren, der bidrager til drivhuseffekten. Det er først og fremmest vanddamp og kuldioxid (CO2).

Stigningen af CO2 i atmosfæren er primært på grund af udledninger fra fossile brændstoffer."
Kilde: IPCC, DMI

Brugerbillede for Grethe Preisler
Grethe Preisler

Give us a break, please!

Her er det måske på sin plads spagfærdigt at indskyde, at 'venstrefløjsaktivisten Jan Hoby' ikke er og aldrig har været medlem af EL's folketingsgruppe, som af for mig ukendte grunde har gjort sig den ulejlighed at regne lidt på 'Altertativets' forslag om indførelse af 30-timers-arbejdsugen på 'UBI-sats'.

Mens resten af 'venstrefløjens' autoriserede meningsdannere i presselogen på Christiansborg flintrer rundt mellem hinanden som hoveløse høns med moralske tømmermænd ovenpå UK's uventede exit fra 'Unionen' og republikaneren Donald Trumps forbløffende sejr over demokraten Hillary Clinton i kampen om 'nøglerne til maskinrummet' i Det Hvide Hus i Washington DC.

Anders Barfod, Torben K L Jensen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Dennis Jensen

Philip,

Er det ikke netop monokultur som "multi"kulturalismen skaber? Er multikulturalismen ikke en konsekvens af globaliseringen? Fordrer selvsamme globalisering ikke en "standardisering" af kulturelle udtryk - trods etniske forskelle - gennem masseforbrug?

De såkaldt "multikulturelle" lande er dem med det fattigste og mest monokulturelle udtryk. Her kan vi nævne eksempelvis USA og UK.

Atkins,

Jeg synes det lugter af småborgerlig tøven, når vi skal forsøge at "holde os for gode" til populisme. Hvis vi ønsker et socialistisk samfund, må vi droppe den falske moralske overlegenhed og mobilisere folket. Det kræver stærke fjendebilleder - sådan har venstrefløjen (og alle politiske fløje i det hele taget) traditionelt vundet magt i verden.

Skulle Lenin have manet til besindighed under Kerensky regeringen, fordi Rusland var presset og kritik ville være "populistisk" eller skulle han udnytte momentet til radikal og revolutionær forandring i arbejdernes interesse? Det er en pudsig borgerlig tøven, der har indfundet sig på venstrefløjen. Vi er åbenbart for overlegne til at behøve magt - og vores overlegenhed er, åbenbart, vigtigere end et socialistisk samfund.

Flemming Berger og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

Dennis Jensen
Jeg konstater forbrugerisme/kapitalisme, skaber de menneskeskabte klimaforandringer, migration og multikultur.

Migration af mennesker, hvis eksisrengrundlag er forsvindende og med social uro og krig i kølvandet på kampen om resurserne.

Løsningen kræver systemskifte, men hvordan det system skal fungere giver jeg ikke et bud på, men den nu afgåede FN’s generalsekretær Ban Ki-Moon prøvede i 2011, at få lidt fornuft i foretagendet World Economic Forum i Davos om emnet, men desværre uden noget resultat, fornuften blev dengang fejet af bordet, det var en fejl, det bør der rettes op på.

"It is easy to mouth the words “sustainable development”, but to make it happen, we have to be prepared to make major changes in our lifestyles, our economic models, our social organization and our political life."
Ban Ki-Moon

Karl Marx døde i 1883 og Adam Smith i 1790, men i 1896 kom der en nyhed, der ændrede verden for altid.

Fortællingen fra politikere fra venstre til højre om den økonomisk forbrugsdrevet vækst og kapitalisme, har ikke givet mening siden Svante Arrhenius (1859-1927), beskrev den menneskeskabte globale opvarmning ved afbrænding af kul, olie og gas.

Read more: http://www.lenntech.com/greenhouse-effect/global-warming-history.htm#ixz...

Kom nu ind i kampen på begge sider.

PS. Multikulturalisme.
Link: https://da.m.wikipedia.org/wiki/Multikulturalisme

Brugerbillede for Peter  Hansen

Der er ikke brug for vrede på venstrefløjen, der er brug for visioner for fremtiden!

Hvad er visionerne for velfærdssamfundet, skal det opgraderes eller nedgraderes eller forringes som det er sket i de sidste 10 år?

Hvad arbejder vi hen i mod, hvordan skal Danmark se ud anno 2030?

Hvordan ønsker man EU udviklet eller afviklet, og hvis man ikke ønsker EU, hvad ønsker man så, hvad er evt. alternativerne?

Hvordan ønsker man udviklingen på arbejdsmarkedet for den menige lønmodtager, skal vi have et mere fleksibelt arbejdsmarked, f.eks. med en norm der hedder 30 timers arbejdsuge, så der bliver mere plads til, at dyrke de bløde værdier i tilværelsen, så som familie, børn, kreativitet, selvudvikling osv. med mindre stress, rodløse børn med mere som nogle af de evt. afledte effekter.

Skal pensionsalderen sættes op eller ned, og måske gøres mere frivillig, gulerod frem for pisk, de rige går på pension når de vil, skal den almindelige lønmodtager ikke også have mere fleksibilitet på dette område, i dag er flere mere psykisk nedslidte end fysisk, skal der ikke tages hensyn til dette?

Skal uddannelse gøres frit, eller skal det begrænses, skal man have lov til på SU eller dagpenge lignende tilstande at uddanne sig flere gange i gennem livet, og så i en årrække?

Skal Danmark løbende have mere indvandring, med større ulighed, flere på "importeret" offentlig forsøgelse, mere religiøsitet i det offentlige rum med mere, eller ønsker man, at fremme det sekulariserede samfund og arbejde på at bevare sammenhængskraften.

OSV OSV...

Men det er derfor, at venstrefløjen er fastlåst og ikke er "populær", alle venstrefløjens hidtidige projekter mht. velfærdssamfundet bliver i disse tider pillet fra hinanden og forringet, det er ikke en gang lykkedes, at kæmpe for disse projekters sag i sådan en grad, at de ikke forringes, hvordan skal man så have tillid til, at venstrefløjen kan præstere og ikke bare bliver drifts og nedskæringspartier som alle de andre på højrefløjen?

Hans Jørn Storgaard Andersen, Bill Atkins, Anders Barfod, steen nielsen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

Klimaforandringer er skyld i sult og nød.
Borgerkrigen i Syrien begyte med en folkevandring ind til byerne forårsaget, af tørke sultende syere, uden noget sted at være, de hoppede sig op i gadebilledet, Bashar al-Assad kunne tillade det store sammenrend og det resulterede i den ulmende uro.der nu er borgerkrig mm.

NASA
Link: https://www.nasa.gov/feature/goddard/2016/nasa-finds-drought-in-eastern-...

Syria: Climate Change, Drought and Social Unrest.
Fra link:
The Center for American Progress The Arab Spring and Climate Change.
A Climate and Security Correlations Series.

"From 2006 to 2011 up to 60 percent of Syria’s land experienced, in the terms of one expert, “the worst long-term drought and most severe set of crop failures since agri- cultural civilizations began in the Fertile Crescent many millennia ago. According to a special case study from last year’s United Nations’ 2011 Global Assessment Report on Disaster Risk Reduction, of the most vulnerable Syrians dependent on agricultureparticularly in the northeast governorate of Hassakeh (but also in the south)“nearly 75 percent suffered total crop failure.”Herders in northeast Syria also lost around 85 percent of their livestock, affecting1.3 million people.

The human and economic costs of such shortages are enormous. In 2009 the United Nations and the International Federation of Red Cross and Red Crescent Societies reported that more than 800,000 Syrians had lost their entire livelihood as a result of the droughts.

By 2011 the aforementioned Global Assessment Report estimated that the number of Syrians who were left extremely “food insecure” by the droughts sat at about 1 million. The number of people driven into extreme poverty is even worse, with a U.N. report from last year estimating 2 million to 3 million people affected. "

Link: http://climateandsecurity.org/2012/02/29/syria-climate-change-drought-an...

Brugerbillede for Flemming S. Andersen
Flemming S. Andersen

En fremragende artikel, hvor helt indlysende årsagssammenhænge belyses så de burde være til at forstå.
Populisme er bare et misundelsesudtryk.
Skab medvind ved at vinde enkeltsager, man med veholdenhed vinder, og blær jer af sejre.
Drop de fine fornemmelser.
Simplificer de komplicerede, for mange abstrakte teorier, og lad nogle koncentrerede forståelige teser.
Find ud af at de borgerlige gentagelser skal modsiges mindst ligeså tit af forskellige organer.
Og samarbejd bredt med de der vil være med til at vinde fremskridt og sæt alle under pres for at medvirke til fremskridt.
Der er masser af urimeligeheder at tage fat på og bore sig ned i.
Og bevar overblikket og målene i sigte.
Lad være med at gøre som vi plejer og begå de samme fejl som sidst.

steen nielsen, Flemming Berger og Dennis Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Populisme er et håbløst ord, der bør skrottes.
Fra såvel højre som venstre.
Hvis venstrefløjen skal få noget ny vind i sejlene, ny fylde, ny betydning, tror jeg på, at det vigtigste ord er regulering. Regulering af kapitalen, af ejendomsretten til den, af produktionen ved hjælp af den. Man kan måle et politisk parti på dets lyst til demokratisk regulering. De, der trækker i den retning, hører til fra centrum og ud mod venstre, resten fra centrum og ud mod højre. Hvis man ikke ønsker regulering af nogen art, er man ekstrem højreliberal. Det forudsættes, at reguleringen er demokratisk besluttet.

Reguleringen kan bruges til at mindske ulighed, til at mindske forurening, til at hjælpe klimaet og naturen, til at undgå giftig produktion, til at styre bank- og finansverdenen, til at få en passende fysisk infrastruktur og arealanvendelse i landet m.m.

Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

Flemming S. Andersen
Hvis måler er et luftkastel, så er det, blevet lige simpelt nok.

Luftkasteller den ny slags faktaresistent fundamentalistisk ekstremisme, på et fundament af 'alternative fakta', der ikke længere kan afvæbnes med fornuft og argumentation.

For der findes naturligvis ikke, en alternativ sandfærdig fornuft og alternativ sandfærdig argumentation, lige så lidt, som der findes sandfærdige 'alternative fakta' med fundament i virkeligheden.

Rigtige problemerne bliver ikke løst ved at lukke øjnene og ønske dem væk, de er ægte og virkelige uanset, hvor mange løgne eller 'alternative sandheder', virkeligheden benægtes med.

Brugerbillede for Peter  Hansen

Michael Kongstad Nielsen, nu er jeg jo ikke hele venstrefløjen, men jeg kunne da sagtens, emne for emne, komme med forslag til, i hvilken retning jeg synes udviklingen bør gå, men det vil blive lidt omfattende. Men det ville da være meget mere interessant, at høre hvad politikerne og specielt de poltiske partier vil, og da især hvad de vil arbejde for og hen i mod, hvor de står last og brast, og ikke mindst fast! Hvad de ærligt vil give køb på, og hvad de ikke ville.... der er generelt for meget slinger i valsen, man ved jo ikke hvor man har politikerne i dag, stort set uanset parti, de ændre standpunkt og holdninger som vinden blæser...og måske fordi de kun lige tænker frem mod næste folketingsvalg, og her er det jeg efterlyser parti politiske standfaste visioner der rækker 10, 20, 30 ja måske endda 50 år frem i tiden.

Div. partier opføre sig som sagt som driftspartier, det er ren vedligehold, eller nedskæringer, der er ikke nye store og positive visioner om en bedre fremtid, og det synes jeg da er særdeles trist.

Brugerbillede for steen nielsen

Ja peter! måske lige med undtagelse af EL, de er jo gået imod alle de nedskæringer der har været og stået fast på det, det har også givet flere stemmer i kassen, men indtil videre ikke mere indflydelse! Dertil må der mere enighed til på venstrefløjen, til gavn for eksempelvis de mest udsatte!

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Fint nok Peter Hansen, men artiklen efterspørger nogle klare bud på, hvad venstrefløjen skal gøre. Frem for hvad den gør forkert.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Som tidligere sagt er 'populisme' et uacceptabelt begreb. Af artiklens grafiske fremstillinger fremstår Grækenland, Italien og Spanien som de mest populistiske lande hvad angår den venstreorienterede ende. Det er helt uacceptabelt, da der blot er tale om venstreorienteret regulering..
At Podemos. M5S og Syriza konsekvent går ind for demokratisk regulering, skal ikke gøre dem det mindste til populister.

Brugerbillede for Flemming S. Andersen
Flemming S. Andersen

Philip B. Johnsen

Jeg ved ikke hvorfor du adresserer mig omkring fakta, men jeg medgiver da gerne af jeg giver de videnskabsfolk ret, det mener at ingen videnskab er nagelfast og den endegyldige sandhed.
Heller ikke selvom man fastslår det politisk og forsker ud fra det som kriterie, som med CO2 teorien nytter det kun at høre på de argumenter, som det setup afstedkommer.

Jeg skal derfor spørge dig om du har fulgt op på mine henvisninger til og opfordringer til at læse, "Klimamyten" af Johannes Krüger, til opnåelse at lidt nuancer i dine oplysninger.

Jeg kan som eks. give at jeg først i går blev klar over, at statistikere faktisk med de sidste 40-50 års udvikling kunne fjerne frygten for jorden skulle overbefolkes og at denne tendes faktisk var ret sikker.
Det var en overraskende god ny oplysning at få.

Brugerbillede for Peter  Hansen

Michael Kongstad Nielsen, Ja, og mit bud var netop, at have nogle visioner, standpunkter og holdninger som man tør og vil stå ved, og dermed arbejde hen i mod over en rum tid!

Brugerbillede for Bill Atkins

Dennis Jensen, populisme er i bedste fald sidespor i den proces, der skal føre til en målrettet forandring af samfundet. Populister søger ofte at promovere egen person.

Den marxistiske diskussion om populismen (eller substitionismen) omfatter bl.a. Tony Cliff (1960):Trotskij om "substitutionismen":

--
Citat:
I den almindelige apatis hængedynd inden nogen form for massebevægelse opstod, spillede disse håndfulde oprørske intellektuelle [populister] en vigtig progressiv rolle. Ikke mindst Marx tildelte dem den allerstørste ros og beundring. Således skrev han f. eks. til sin ældste datter i det år Folkets Vilje (Narodnaja Volja) blev knust:

"Dette er beundringsværdige mænd uden nogen form for melodramatisk positur, helt enkle, virkelige helte. At skrige op og at skride til handling er to helt modsatte ting, som ikke kan forenes".

"Substitutionisme" [populisme] bliver imidlertid et reaktionært og farligt element når en voksende massebevægelse allerede eksisterer, og partiet forsøger at træde i stedet for denne. Trotskij var for videnskabelig en tænker til at tro, at man i partiets – rigtige eller fejlagtige – opfattelse af sin egen rolle og sit forhold til klassen kan finde tilstrækkelig garanti imod "substitutionisme" og for ægte demokrati i arbejdernes politiske bevægelse.
De objektive betingelser, som er nødvendige for at undgå det, blev klart formuleret af Trotskij nogle få måneder før han skrev det ovenfor citerede værk, da han ved det Russiske Socialdemokratiske Arbejderpartis anden kongres (London 1903) udtalte:
"Arbejderklassens magt er utænkelig før hovedparten er forenet i et ønske om den. Så vil de udgøre en overvældende majoritet. Dette vil ikke være et diktatur udøvet af en lille skare sammensvorne eller et minoritetsparti, men af det mægtige flertal i det mægtige flertals interesse for at forhindre kontrarevolution. Kort sagt, det vil være ensbetydende med det sande demokratis sejr". Denne omskrivning af Det kommunistiske Manifest harmonerer fuldt ud med Trotskijs kamp mod "substitutionismen". Hvis flertallet har magten, er der ikke plads til at et mindretal kan handle som dets stedfortræder.
--
Også Colin Barker der har analyseret opstande i perioden 1970-1990 og påviser at der ikke kan peges på én vej, der er den rette og som fører til samfundsforandring (revolution), men at situationen spiller en afgørende rolle for valg af strategi.

De folk, der rejser sig som massebevægelsens første lederskab, spiller som regel den samme rolle [som de faglige ledere og strejkekomiteer etc]: de forsøger at begrænse bevægelsens fremdrift. Deres initiativer og ideer kommer til at repræsentere den centrale fare for bevægelsens udvikling, når den indledende fase engang er overstået.

Så Dennis Jensen kast dig bare ud i populismens frie fald :-)

Brugerbillede for Bjarke Hansen
Bjarke Hansen

Tag ikke fejl. At Nigel Farage har været med under Trumps valgkampagne og siden været en af de første til at besøge Trump efter han blev taget i ed som USA's 45. præsident er ingen tilfældighed. Farage fik afgørende strategisk støtte fra Tromps chef stratek Steve Bannon og dennes netværk til at realiserer brexit - Der er nærmest tale om et brexit cyberkup gennemført med kirurgisk præcision gennem analyse af big data udført af Cambridge Analytica, som er specialister i militær disinformation. Uden målrettet big data analyse fra The Bannon Boys var brexit med stor sandsynlighed ikke blevet en realitet.

Som det vil være de fleste læsere her på Information bekendt er det Steve Bannons drøm og målsætning at lægge verden i grus for herefter at genopbygge den med USA som den dominerende magt. Nedbrydning af EU er en del af denne drøm.

http://politiken.dk/udland/art5849349/Amerikansk-data-milliard%C3%A6r-st...

Brugerbillede for Morten Lynge

"Det gør omkring 20.000 danskere ifølge arrangørerne den dag.... Danskerne rejser sig talstærkt fra sofaen."

20.000 er ikke 'talstærkt' ud af en befolkning på 5.5m... Det er kun lige nok til at vælge ET folketingsmedlem...