Verdens mest nuttede form for magt

pandadiplomati

Lærke Cramon, Mathias Sindberg, tekst
Sigrid Nygaard, foto

Den unge reporter fra TV 2s Go’ aften Danmark ser frustreret ud. Han er igennem live om fem minutter, og lige nu består demonstrationen foran lufthavnen af tre mennesker, som kæmper med at holde et tibetansk flag strakt ud i vinden.

»Da vi talte sammen tidligere, lovede du mig en panda. Hvor bliver den af?« siger han til en af dem. Han tøver lidt beklemt, som om han leder efter en undskyldning, inden han pludselig griber i journalistens arm. »Dér, dér. Der kommer den,« siger han og peger på en kvinde i blå jeans og hvid striktrøje, som kommer gående hen over parkeringspladsen med en stor, plysset pandamaske på hovedet.

Reporteren nikker til sin fotograf og går pandaen i møde, inden en af de andre journalister får fat i hende. Det lykkes. Han er live igennem med en talende panda.

Det er torsdag klokken 18.30, og inde i selve terminalen står et stort billede af pandaerne Mao Sun og Xing Er, der ankommer til Danmark i dag. »MØD DE NYE VERDENSSTJERNER,« står der.

»Det er en stor dag,« konstaterer en mand i jakkesæt fra den kinesiske ambassade, der ikke vil have sit navn i avisen. »For Kina, for Danmark og for dig,« siger han. Han vil ikke høre noget om pandadiplomati, handelsaftaler og storpolitik.

»Pandaer er bare pandaer«.

Ud over cirka 50 pressefolk, en håndfuld Tibet-demonstranter og en delegation fra den kinesiske ambassade er også kulturminister Mette Bock (LA) og miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) til stede. De står omkring en buffet med sushi, hotdogs og te i musselmalede Royal Copenhagen-kopper og venter på Københavns Zoos nye pandaer.

Pandaerne er landet. Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen insisterede på, at han godt kunne se pandaen Mao Sun gennem åndehullerne i den grønne container.

Folkene fra Zoo har umisforståeligt erklæret, at der absolut ikke er nogen chance for rent faktisk at se pandaerne i dag. De er i hver deres særligt konstruerede container, som bare skal bugseres ud af flyet og ind i en lastbil, der kører dem til haven i Valby.

Zoo-direktør Bengt Holst er blandt de første, som træder ud af flyet. Solbrændt og triumferende stiller han sig ned foran fotografernes indhegning. Senere, i pressebussen mellem lufthavnen og Zoo, reflekterer han selv lidt over det store fremmøde af journalister.

»Det er ligesom Armstrongs første skridt på månen. Det var heller ikke noget vildt i selv. Det her er vildt, fordi begivenheden er så stor,« siger han og venter et par øjeblikke. »Ah, okay. Månelanding og månelanding.«

Uanset hvad den høflige mand fra den kinesiske ambassade hævder, er det helt tydeligt, at pandaer ikke bare er pandaer. De store bamsebjørne vil med Bengt Holsts ord løfte Zoo i København til en »helt ny liga,« men Mao Sun og Xing Ers ankomst til København er også kulminationen på et årtis tilnærmelser mellem Kina og Danmark. Et nyt og lukrativt marked har åbnet sig for danske virksomheder. Til gengæld er skiftende danske regeringer blevet beskyldt for at være særdeles tilbageholdende med at kritisere det kinesiske regime. I det spil kan man se Mao Sun og Xing Er som den glasur, der får pillen til at glide ned.

Da DF’s udenrigsordfører, Søren Espersen, tidligere på ugen kritiserede Danmarks underdanighed over for Kina de seneste år, endte han med at formulere pandaernes funktion ret præcist.

»Jeg synes, det er ulækkert. Det er en klam måde, vi har fået pandaerne på,« sagde han til TV 2 Lorry. »Men jeg glæder mig selvfølgelig til at se pandaerne med mine børnebørn«.

Medier. Hvordan dækker man en begivenhedsløs begivenhed? P3’s journalist mødte oppe i fuld pandakostume, for at se containerne med Mao Sun og Xing Er blive læsset fra flyet over i lastbil.

Høflighedsfraser og storpolitik

Pandaernes ankomst til København har været mere end ti år undervejs. At bede om en panda er nemlig ikke lige så enkelt som at bede om en giraf, en flodhest eller en vombat. En panda kræver et helt andet niveau af strategisk koordinering, politisk velvilje og diplomati. Så når et land ønsker at få et par pandaer på udveksling, kræver kineserne, at der finder en officiel anmodning sted, som tages op på allerhøjeste niveau.

Derfor måtte dronning Margrethe i 2014 sætte sig på et fly med kurs mod Kina. Det er i sig selv sjovt, for ligesom pandaerne er en del af Kinas bløde magt, er Kongehuset en del af Danmarks. Opfinderen af begrebet blød magt, amerikaneren Joseph Nye, sagde i 2017 til Financial Times, at pandaer og kongehuse minder om hinanden. De har samme funktion: »De royale er ligesom pandaerne en fantastisk gevinst og noget, man stolt kan vise frem. Man slæber dem rundt i verden, og de tilføjer et land en masse blød magt.« Vi sendte altså vores ’panda’ til Kina for at bede om deres.

Daværende udenrigsminister, Martin Lidegaard (RV), var med til mødet, hvor dronningen skulle anmode den kinesiske præsident, Xi Jinping, om pandaerne og fortæller: »Vi sad nok 20 mennesker ved bordet og drak grøn te. Danskere på den ene side og kinesere på den anden,« husker han.

De indledende høflighedsfraser handlede om H.C. Andersen, og kineserne udtrykte deres taknemmelighed over, at Danmark i 1950 var et af de første lande, der anerkendte Kina som republik, fortæller han. Derfra gled mødet over i politik »og herfra fulgte alting en nøje tilrettelagt drejebog for, hvem der skulle sige hvad hvornår,« siger han. Efter godt 30 minutter skulle Dronningen hen imod mødets slutning rømme sig og bede om pandaerne.

»Dronningen var knastør professionel,« siger Martin Lidegaard om Dronningens indsats. »Jeg tør godt sige, at det også var en usædvanlig situation for hende. Hun har aldrig bedt om pandaer før, ligesom jeg ikke i min vildeste fantasi havde forestillet mig, at jobbet som udenrigsminister ville indebære, at jeg skulle sidde til et møde med Kinas præsident og tale om pandaer,« siger han.

Men Dronningen havde forberedt sig, og mødet gik, som det skulle. Xi Jinping kom med en positiv tilkendegivelse om, at Kina ville arbejde på at sende to pandaer mod det lille land i nord.

Forberedelser. Der gøres klar til indvielsen af pandaanlægget, som har kostet 160 millioner kroner. Finansieringen viste sig sværere end forventet, og Lars Løkke Rasmussen måtte bede 16 store danske virksomheder om hver at støtte med 10 millioner.

Frugten af det langsommelige pandadiplomatiske arbejde høstes onsdag aften, hvor den røde løber er rullet ud foran Zoo. Det er i dag, Dronningen indvier pandaanlægget, og erhvervsfolk, ministre, royale og diplomater er derfor inviteret til gallaaftenen inden, almindelige zoo-gæster får lov til at se pandaerne.

En far er ved at spænde sin omtrent fem år gamle datter fast i stolen bag på sin cykel. »Faaaar …« siger hun og rykker sin far i ærmet. »Hvad er det for et flag, de derovre står med?«. Pigen peger på en flok mennesker, der står på den anden side af vejen. Flere af dem er klædt ud som pandaer og holder skilte med påskriften 'Free Tibet'.

»Det er Tibet-flag,« svarer faderen og spørger, om datteren har et bud på, hvorfor de flager.

»Fordi pandaerne kommer fra Tibet?« spørger pigen. Hendes far ryster på hovedet. »Fordi Dronningen kommer?« prøver hun så. »Der er et ord, der hedder pandadiplomati,« begynder faderen så. Han fortæller om Dalai Lama og siger ting som »Kina tror, de ejer Tibet, men Tibet ejer Tibet« og »vi låner nogle pandaer, så vi kan få lov til at handle med Kina«. Datteren siger: »Okay« og krammer den Tigerbamse, hun lige har købt inde i Zoo.

Besegling af et venskab

En hær af pressefotografer og tv-journalister står og venter på at komme ind i Zoo, så de to timer før Dronningens ankomst kan nå at stille kameraer op og kæmpe om de bedste pladser.

I køen går der rygter om, at 120 journalister har meldt deres ankomst, og at Ekstra Bladet alene har otte mand til at dække sagen. Repræsentanter fra den kinesiske presse kommer anstigende til køen med rullekufferter på slæb til alle deres ekstra kameralinser og videolir. Tre af de danske fotografer har taget trappestiger med, så de kan nå op over hinanden.

Et par forbipasserende himler med øjnene, mens de passerer presseopbuddet, og den ene siger til den anden, at »pandaer åbenbart er det eneste, der kan hidse danskerne op«.

TV 2 sender live flere gange, og det er tydeligt, at de er øverst i fødekæden. Journalisten, som flere af de fremmødte fotografer omtaler som »kong gulerod« spankulerer rundt uden for de afmærkede områder og taler så højt i telefon, at alle kan høre med.

Midt i det hele træder arkitekten Bjarke Ingels frem – manden, hvis hår altid sidder på en perfekt vindblæst måde, der får ham til at ligne en rockstjerne. Kraven på hans hvide skjorte står åben, og som den eneste er han udstyret med et glas champagne i hånden. Han læner sig lidt tilbage og står et øjeblik og betragter sit skaberværk – pandaanlægget.

Derefter bliver der stille. Dronningen træder frem, klædt i hvidt, og tager plads på forreste række blandt de opstillede stole. Den ene taler følger den anden. Navnet på hanpandaen, Xing Er, bliver udtalt på mindst fem forskellige måder, og ellers bliver der sagt alt det forventelige: Pandaerne er en besejling af venskabet mellem Danmark og Kina, Dronningen bliver takket, kineserne bliver takket, og de 16 danske virksomheder, der hver har smidt ti millioner kroner i det nye pandaanlæg, bliver takket.

Rundtur. Dronningen går en runde i pandaanlægget med arkitekten Bjarke Ingels. I sin indvielsestale sagde hun, at Prins Henrik ville have sat pris på pandaernes ankomst. Prins Henrik har rejst meget i Kina og talte selv kinesisk.

Da Dronningen officielt har indviet anlægget, og pressen har stået på nakken af hinanden for at få billedet, hvor hun kapper det røde bånd, går hun en tur rundt i anlægget med Mary, Bengt Holst og Bjarke Ingels, men på den modsatte side af anlægget stopper hun op.

Følget gør en lang pause, mens de kigger ned i den del af buret, vi andre ikke kan se. De gestikulerer og tager billeder. Mary griner og er tydeligt henrykt. Vi andre kan lige ane toppen af en bambusbusk, som bevæger sig. Nogen rusker i den.

’Guanxi’

Pandaer har været en del af kinesisk udenrigspolitik siden Mao Zedongs tid. Alliancen med Sovjetunionen i 1950’erne, Richard Nixons statsbesøg i 1972, 1980’ernes åbning mod verdensmarkedet, den spirende forbrødring med Taiwan og de senere års planer om en ny Silkevej mellem Kina og EU. De store øjeblikke i Kinas nyere historie er blevet markeret med en panda.

Det fortæller den britiske videnskabsjournalist, Henry Nicholls, som har skrevet en 263 sider lang bog om pandaer. Egentlig ville han bare skrive om dyret, der fascinerede ham grænseløst, men da han begyndte at skrive, opdagede han hurtigt, at man ikke kan skrive om pandaen uden at beskæftige sig med Kinas opstigning i verden. »Ligesom pandaen, der kom ud af ingenting og blev klodens mest omtalte dyr, har Kina på rekordtid udviklet sig til at være den selvforsynende, økonomiske gigant, landet er i dag,« siger han.

For ligesom pandaen, der ikke var kendt uden for Kina indtil 1869, men på blot 150 år har opnået dominans i dyreverdenen, har det moderne Kina rejst sig hurtigere end noget andet land.

Formelt ejer den kinesiske stat alle verdens pandaer. I denne uge blev Danmark det 20. land, som – mod et gebyr på små syv millioner kroner om året – har fået lov til at låne pandaer i 15 år.

Professor Paul Jepson har forsket i pandadiplomati på Oxford University. Hans forskning viser et klart mønster. De lande, som har indgået strategisk vigtige handelsaftaler med Kina, får lov til at låne pandaer. Men pandaen er ikke bare et attraktivt zoodyr, der bliver brugt som en lille brik i hårde, geopolitiske handler, forklarer han.

»I Vesten har vi en forestilling om, at handel og diplomati bare kan formuleres i kontrakter og opretholdes af advokater. Kineserne har et ord, Guanxi, som beskriver den loyalitet og gensidige tolerance, de regner for en forudsætning for partnerskab,« siger han.

»En del af det er også den asiatiske forståelse af international politik, som handler om, at landene skal passe deres egen butik og blande sig uden om hinandens interne anliggender«.

God guanxi betyder altså også, at man ikke kritiserer hinanden. I 2010 udtalte New Zealands daværende premierminister, at hans regering »ikke ville bytte udenrigspolitiske principper for at få pandaer til landet«. I sig selv må det siges at være en ret ukontroversiel udtalelse. Men et land med en panda er et land med et godt forhold til Kina. Det involverer, at landets regering passer sin egen butik og i vid udstrækning f.eks. undlader at kritisere besættelsen af Tibet. New Zealand fik aldrig en panda, men andre lande har strakt sig ret langt for god guanxi.

Indvielse. VIP-gæsterne, der er inviteret til indvielsen, får som de første lov til at se pandaanlægget. Bagefter går de ned i restaurant panpan, som er opkaldt efter verdens mest potente panda, som er far og bedstefar til mere end 130 pandaer.

Forud for Dronningen og Martin Lidegaards besøg i Beijing i 2014 går årelange tilnærmelser mellem Danmark og Kina. I 2008 indledte landene et omfattende strategisk partnerskab, som skal øge samhandlen og samarbejdet omkring f.eks. klima, energi, miljø, forskning og innovation. I dag er Kina én af Danmarks største og vigtigste handelspartnere, men der har været bump på vejen.

I 2009 mødtes daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen med Tibets åndelige leder, Dalai Lama, og det udløste en diplomatisk krise med kineserne, som opfattede mødet som en støtteerklæring til Tibet og Dalai Lamas separatistdrømme.

Kina lagde Danmark på is. Ministerbesøg blev aflyst, og erhvervslivet gik glip af vigtige handler. En undersøgelse fra det tyske universitet i Göttingen har vist, at det i gennemsnit koster et land, der modtager Dalai Lama på officielt besøg, et tab på 8,1 procent i eksporten til Kina de efterfølgende to år.

Da det forlød, at Kina ville blive væk fra klimakonferencen COP15, krøb Danmark til korset og underskrev en såkaldt verbalnote om, at Tibet tilhører Kina, og at Danmark derfor ikke støtter Tibets ønske om selvstændighed.

»Efter det har Danmark har I årevis været villige til at strække sig meget langt for at behage Kina,« siger Andreas Bøje Forsby, der er postdoc ved Nordisk institut for asienstudier på Københavns Universitet.

Han peger på daværende kinesiske præsident Hu Jintaos statsbesøg i København i 2012 som det mest bemærkelsesværdige eksempel. Her blev en gruppe demonstranter, som udtrykte sympati for Tibet, frataget deres Tibet-flag og skærmet af, så de nærmest ikke var synlige for præsidenten og hans følge. Sagen blev siden kendt som Tibet-sagen, og der blev nedsat en kommission, som skulle kulegrave, hvem der befalede, at politiet skulle handle i strid med Grundloven, da de greb ind over for fredelige demonstranter.

Tibet-sagen blev et symbol på, hvor langt Danmark er villig til at gå i forsøget på at opretholde det gode samarbejde med handelspartneren Kina. Og da Dalai Lama i 2015 igen besøgte Danmark, ville heller ikke SR-regeringen mødes med ham, selv om Helle Thorning-Schmidt tilbage i 2009, da hun var i opposition sagde til Ritzau, at »det er vigtigt at få signaleret over for kineserne, at vi respekterer de kinesiske grænser, men at vi også er meget optagede af, at vi behandler mindretal på en god og værdig måde«.

Det var dengang. I dag har ingen dansk regering råd til at være uvenner med Kina.

Pandatrumfen

Kina er en politisk, økonomisk og militær stormagt. Men landet står ikke specielt stærkt i forhold til det, politologen Joseph Nye, kalder blød magt, forklarer Andreas Bøje Forsby.

Det klassiske eksempel på blød magt er Radio Free Europe, som under Den Kolde Krig præsenterede folk på den anden side af Jerntæppet for indbydende popkultur og Vestens idealer om frihed og demokrati.

»Særligt i Vesten opfatter mange Kina som et repressivt autokrati uden den store tiltrækningskraft,« vurderer Andreas Bøje Forsby. Kinas præsident Xi Jinping adresserede selv problemet i 2014.

»Vi bør udvide Kinas bløde magt, have en god fortælling om Kina og blive bedre til at formulere Kinas budskaber til verden,« sagde han.

Her er pandaerne en trumf, og dem har Kina ikke specielt mange af. Pandaen er den blødest tænkelige form for blød magt. De er på én gang uløseligt forbundet med Kina og opfattes som et ubetinget positivt symbol.

Selv når Søren Espersen raser mod Kinas kommunistiske tyranni, kan han ikke lade være med også at konstatere, at han og børnebørnene naturligvis skal ind og se »krammebamserne.«

Pandaer er så hysterisk nuttede, at et hold tyske neurologer har følt sig kaldet til at undersøge hvorfor. De kom frem til, at dyrene med deres tykke kinder, kluntede bevægelser og store, bedårende øjne, minder os om vores egne spædbørn.

Pandabørn. Den kinesiske delegation har taget en flok børn, klædt ud som pandaer, med til indvielsen. Flere af de danske VIP-gæster roser børnene for at være gode til at stå stille og opføre sig ordentligt.

Men pandaer er også et ret bizart pattedyr. Man kan næsten kalde dem en evolutionær blindgyde. De spiser næsten udelukkende bambus, selv om de egentlig ikke kan tåle det.

En voksen panda sidder på numsen og spiser op til 15 timer om dagen for at få nok næring. Pandaer lever alene. De mødes kun en gang om året i de 24 til 72 timer, hvor det er muligt for hunnen at blive gravid, for at parre sig voldeligt. De har endnu sværere ved at formere sig i fangenskab. En gammel røverhistorie om, hvordan forskerne i afmagt forsøgte at afspille pandapornografiske videoer er faktisk rigtig.

I dag er bestanden reddet. Der findes godt 600 pandaer i fangenskab og cirka 1900 i det fri. Ikke på grund af pornoen, men fordi man er blevet bedre til at imitere dens naturlige miljø og har udviklet nye metoder til kunstig befrugtning. Samtidig har den kinesiske regering investeret massivt i at etablere sikre nationalparker til vilde pandaer.

Det er ikke uden ironi, at det dyr, der som Verdensnaturfondens logo, er blevet et symbol på det moderne samfunds ødelæggelser af naturen, nu er fuldstændig afhængig af moderne teknologi for at overleve. Men det holder ikke pandafansene tilbage.

Nu kommer den!

Fredag morgen efter gallaåbningen begynder de første daginstitutioner og skoleklasser at entrere Zoo.

Ude foran står der stadig Tibet-demonstranter, og selv om de kun er otte, er hele tre politibetjente sat til at holde opsyn med dem. Også inde i Zoo står de samme pressefolk som aftenen før og knipser løs.

Kronprinsesse Mary er i Zoo med børnene Vincent og Josephine for at besigtige pandabjørnene på anlæggets første åbningsdag. En lang kø ved anlægget afslører, at de ikke er de eneste, der er taget i Zoo for at møde Mao Sun og Xing Er.

En far fortæller, at han næsten har stået i kø i en time med sin søn, og da det blev deres tur til at gå en runde i anlægget, var der ingen pandaer at se. Sønnen er tydeligvis skuffet, men det hjælper på humøret, da han får et Tibet-flag af en demonstrant, der har betalt entré for at kunne fortælle gæsterne i pandaanlægget om kinesernes overtrædelse af menneskerettighederne.

11-årige Mathilde Høyer har til gengæld heldet med sig. I det øjeblik, hun slipper gennem menneskemylderet og kan se ned i hanpandaen Xing Ers anlæg, kommer han ud. Der går et sug gennem gæsterne i Zoo. »Nu kommer den! Nu koooooommer den!« råber børn i munden på hinanden. Forældre griber instinktivt til lommerne, tager telefonerne op og filmer den 114 kilo store bjørns færden rundt i anlægget.

Xing Er går, som en panda nu gør – lidt kluntet og slæbende – hen til det nærmeste bambusskud og gnasker løs. »Ej, hvor er den sød,« siger Mathilde Høyer begejstret til sin mor. I næsten et år har hun haft årskort til Zoo og glædet sig til den dag, hvor man kunne se pandaerne.

»Da vi for nylig kunne se i fjernsynet, at nu var pandaerne landet, aftalte vi, at Mathilde kunne holde fri fra skole i dag,« siger hendes mor Lene Høyer, som også har taget fri fra arbejde.

– Hvordan var det så at se dem?

»Rigtig godt,« siger Mathilde, som har et pandebånd med pandaører på. »De er meget søde, og de sidder ikke bare stille,« siger hun og viser, at hun også har pandaer på strømperne og blusen under jakken.

Tibet-protest. De andre demonstranter er gået hjem, og kvinden her er den sidste tilbage torsdag aften. Nu venter hun venter på en taxa, som hun måske vil prøve at få ballonerne med ind i.

En skoleklasse passerer, og en dreng spørger sin lærer, hvorfor han ikke må få et Tibet-flag ligesom mange af de andre?

»Det politiske slagsmål der, det synes jeg altså ikke, vi skal trække ind i skolens regi,« svarer han.

Drengen ligner ikke én, der forstår et muk af det, læreren siger. Men snart synes Zoos ansatte også, at det bliver lidt for meget med alle de Tibet-flag, der bliver delt ud i pandaanlægget. »Skal vi sende dem ud?« spørger en Zoo-ansat sin kollega. Han tøver og ved ikke, hvad de skal stille op.

En ældre mand med et kamera om halsen har overhørt deres samtale og blander sig: »Sådan noget med at tage Tibet-flag fra dem og sende dem væk, det skal man vist passe på med.«

Lige nu bliver der ikke grebet ind over for demonstranterne med Tibet-flag. Men BT kan senere på dagen fortælle, at politiet har bortvist seks medlemmer af Radikal Ungdom efter at have poseret ved pandaerne med det tibetanske flag. »Det er noget politisk« begrunder en indsatsleder fra politiet i en videooptagelse bortvisningen med.

En mor hører det hele og bliver utryg ved, at hendes søn står og flager med Tibets flag. Hun tager det fra ham og putter det i hans blå rygsæk.

»Ej mor, hvorfor?« spørger han. »Fordi dem, der har Tibet-flag, de er meget imod, at pandaerne er her, og det er vi ikke. Vi synes jo, det er dejligt at kunne komme i Zoo og se dem,« siger hun og tager sønnens hånd i sin.

Nede i anlægget er Xing Er færdig med sin bambuspind og lister tilbage til sin stald, hvor der er fred og ro. Ingen gæster, ingen presse, ingen demonstranter, diplomater, ministre eller royale. Bare fred og ro.

Tekst: Lærke Cramon og Mathias Sindberg
Foto: Sigrid Nygaard
Redaktør: Kristian Villesen
Digital produktion: Jens Christoffersen

13. april 2019
Dagbladet Information

Kommentarer (18)

Bjørn Pedersen

12. april, 2019 - 23:39

"Den Himmelske Freds Zoo" kunne, i betragtning af beskrivelserne af stemningen om hvor "utryghedsskabende" og "de-afnuttificerende" de væmmelige Tibet-flagere opførte sig, været en passende overskrift på artiklen.

Vi kan vist ligeså godt regne med at tibetanerne, som levende kultur, uddør før pandaerne. Den etniske udrensning begået mod uyghurer og tibetanere er intet andet end et midlertldigt irritationsmoment for Vesten. Især tibetanerne, fordi det nærmest er helt let for europæiske og amerikanske politikere, at affeje etnisk udrensning så længe målet er nogle muslimer - uanset om de så er ligeså indfødte i regionen som tibetanerne er i deres.

Der er færrere, der bekymrer sig om Tibet - sikkert fordi færrere i Vesten generelt tror på retten til national selvsbestemmelse og nationale mindretals rettigheder. Det er jo også sådan noget farligt, destabiliserende "nationalisme", men kun hvis det er vestlig nationalisme, forstås. Den kinesiske ultranationalistiske undertrykkelse af ikke-Han-kinesiske kinesiske statsborgere er godt for økonomien. Og derfor er den god. Og hold så op med at stille så mange spørgssmål. Den slags instabilitet er dårlig guanxi. For kinesere. Og pandaer. Skid hul i om tibetanerne oplever god guanxi fra kinesisk side.

Niels Duus Nielsen

13. april, 2019 - 20:12

Fed artikel! Fede billeder!

Jeg forstår ikke rigtigt, hvorfor så mange mennesker (en, to, mange demonstranter) er utilfredse med, at kineserne satte en stopper for teokratiet i Tibet. Når vi taler andre religioner, er der jo bred enighed om, at teokrati er noget lort. Hvad er der ved det tibetanske teokrati, som får ellers fornuftige mennesker til helt at glemme de demokratiske principper, som de himler op om ved enhver given lejlighed?

Dalai Lama er sikkert en rar mand, men han er nu engang en afsat diktator i eksil.

Bjørn Pedersen

13. april, 2019 - 21:35

@Niels Duus Nielsen
Dalai Lama er ikke Tibet og Dalai Lama er ikke tibetanere, ligesom Adolf Hitler ikke er tyskerne og kejser Hirohito ikke var japanerne. Især ikke den store generation af tibetanere, der aldrig levede under hans styre.

Det kan jo tænkes at der blandt disse demonstranter i zoo fandtes dem, der både kan skelne og faktisk skelner mellem de to, vidt forskellige, "skylds"-spørgsmål. Fortjener tibetansk kultur, historie og sprog at blive systematisk undertrykt, Tibet koloniseret, og tibetanere behandlet som andenrangsborgere fordi en præstekonge, der har levet i eksil i flere årtier var del af Tibets undertrykkende regime?

Og udover det, så kan man selvfølgelig spørge sig selv om blot det at et naboland har en styreform, du finder uretfærddig men som ikke angriber andre lande, retfærdiggør at du marchere din hær ind, annekterer hele landet, udsletter store dele af deres historie og igangsætter et koloniserings- og sinificeringsprogram.

Niels Duus Nielsen

13. april, 2019 - 22:08

I sig selv er annekteringen af Tibet et overgreb, en krænkelse af et selvstændigt lands suveræne ret til at bestemme sin egen skæbne, det er vi helt enige om.

Men spørgsmålet er vel i virkeligheden hvad de tibetanske bønder mener om sagen, men de bliver jo ikke spurgt, hverken af lamaerne, kineserne eller de vestlige journalister. Jeg ved lige så lidt som dig, hvor de tibetanske bjergbønder står rent politisk, men jeg mener at kunne erindre, at en del tibetanere faktisk var overbeviste kommunister og antiteokrater længe inden kineserne satte Folkets Befrielseshær ind for at "befri" Tibet.

Hvad mener tibetanerne selv? Hvorfor hører vi aldrig om det? Befolkningen på Krim ville jo gerne være en del af Rusland, men det er der ingen i Vesten der tager hensyn til. Befolkningen på Golan-højderne vil ikke være en del af Israel, men det er der heller ingen i Vesten, der tager hensyn til.

Hvad er det, der gør tibetanerne så særlige, at de skal have vores fulde støtte, når borgerne på Krim og i det nordlige Syrien ikke skal? Ved du det? Jeg ved det ikke, men jeg har da en anelse om, at CIA nok har en finger med i spillet.

Jens Thaarup Nyberg

14. april, 2019 - 07:33

Niels Duus Nielsen
Er folkenes frie selvbestemmelse for højt et ideal ?
Kineserne er vel ikke ligefrem tibetanernes befrielseshær.

Peter Kumander

14. april, 2019 - 09:45

Niels Duus Nielsen,
Du har nok helt ret i at vi i virkeligheden ikke ved ret meget om denne sag, og det er måske den vigtigste pointe. Som Confucius sagde, ”reel viden er at kende omfanget af ens egen uvidenhed”.

Men det er et faktum at CIA har været dybt involveret i Tibet, og brugt mange penge på militære operationer og propaganda. Det er i dag helt officielt, og Dalai Lama har selv udtalt at han har samarbejdet med CIA.

CIA har selv offentliggjort meget information omkring deres operationer i Tibet og informationskampagner som de har ført i vesten. Det er masser at materiale om det på CIAs hjemmeside, og hvordan de har støtte ’Free Tibet’ bevægelser rundt om i verden, men af en eller anden grund tror jeg, at det er de færreste ’Free Tibet’ tilhængere og journalister som læser dette.

Peder Bahne

14. april, 2019 - 09:54

Uanset alverdens storpolitik er en panda da ikke nuttet. Den ligner noget, man har været uheldig at vinde i et skydetelt. Vi burde i al fordragelighed sende en tilsvarende gave den anden vej. Måske to fuldfede nuttede hængebugsvin med et års forbrug af stuvet hvidkål og løgsuppe ?

Bjørn Pedersen

14. april, 2019 - 09:58

@Niels Duus Nielsen
Hvad der "gør tibetanerne så særlige"? Intet, fordi de ikke er særlige. International politik er politik mellem flere stater. Vores, folkets, samfundets, fulde og demokratiske støtte, er ikke det samme som vores regeringslederes. Fordi de samarbejder med dem der har magten over det tibetanske, såvel som det kinesiske folk. Vi ved at vores politikere ser igennem fingrene med manglen på respekt for landegrænser, for menneskerettigheder, for nationale mindretal, så det kan ændre magtbalancen i deres favør eller få økonomien til at vokse.

Det jeg har kunne finde, og det jeg også gik udfra, er ikke at tibetanerne ønsker selvstændighed, men mere autonomi. Det refereres til en undersøgelse tilbage fra 2000:

https://www.economist.com/node/21572019/comments

Her svarer flertallet at de ikke bekymrer sig om selvstændighed, gerne vil have mere autonomi, og betragter sig selv som værende mere heldige end deres forfædre. I betragtning af deres forfædres liv var et liv som slaver og feudale bønder uden muligheder, har de selvfølgelig ret. Samme argument kan, igen, bruges om de etniske grupper hvis lande der blev erobret, annekteret og koloniseret af europæere. I det danske Rigsfællesskab kan grønlændere f.eks. godt være taknemmelige over de flere muligheder de havde i forhold til deres forfædre, og alligevel mene at de skal have mere selvbestemmelse. Hvilket de så også fik.

Jeg er ikke tilhænger af at Tibet blot erklærer sig selvstændig og så vupti er selvstændig. Det jeg er fortaler for, er at alle nationalt multietniske stater giver plads til deres nationale mindretal og hvis der er tale om et kulturområde på størrelse med Tibet, så giver plads til autonomi. At man respekterer et kulturområde som netop det og ikke forsøger sig med at tvangskonvertere det nationale mindretal til ens egen kultur/religion/etc., som der rapporteres fra i Xianjing provinsen mod uighurerne. Det er det samme med baskerne og bretonerne i Frankrig og Spanien. De behøver ikke en stat for sig, men ideen om at alle verdens stater kun skal være én stat/én nationalitet, er hverken realistisk, respekterende, eller for den sags skyld stabilitetsskabende.

Fra et internationalt politisk synspunkt, skulle man blot have accepteret erobringen og annekteringen af Krim-halvøen. Israel er ikke genstand for sanktioner for den gradvise annektering af Palæstina, men rent teknisk set er Palæstina heller aldrig formet anerkendt som selvstændig stat. Det er det samme forhold, der vist også gjorde sig gældende for Kinas erobring og annektereing af Tibet. I FN var "Kina", for størstepartens vedkommende, lig med Koumintang-regeringen i Taiwan. Det kommunistiske Kina brød dermed teknisk set ingen internationale love, da det teknisk set selv ikke var Kina der erobrede Tibet.

Det har dog kun lidt til intet med hvordan man mellemfolkeligt bør forholde sig det 20. og 21. århundredes erobringskrige. For det er jo alene dén tanke, tanken om at landegrænser ikke længere skulle flyttes af hære, man bredt set blev enige om efter 2. verdenskrig. Siden da har vi dog haft skabelsen og den konstante udvidelse af Israel beskyttet af USA, Suez-krisen, Kinas erobring af Tibet, NATO's skabelse af Kosovo, og Ruslands erobring af Abkhasien og Krim.

Svaret på etnisk konflikt er ikke nationalstater, men stater der - som i førdemokratisk tid - giver plads til kulturelle særpræg, sproglige forskelle og religiøse forskelle, der altid eller længe har eksisteret indenfor statens territorie.

Torben K L Jensen

14. april, 2019 - 09:59

Det er som om at politikere,magthavere,presse diskuterer højlydt om hvilken nationalmelodi der skal spilles på Titanic når det rammer isbjerget.
Det er sgu uhyggeligt - du.

olivier goulin

14. april, 2019 - 10:50

Fin og morsom artikel.
Utroligt ståhej for så lidt. Det giver jo slet ingen mening, hvis man ikke forstår symbolværdien og de enorme økonomiske interesser bag.

Tom Finkel

14. april, 2019 - 13:02

Hvor mange Pandabjørne skal demokratiet mon sluge inden den kinesiske gigant er tilfreds?

Peter Kumander

14. april, 2019 - 13:40

@ Bjørn Pedersen,
Er det ikke lidt utroværdigt at refererer til en artikel i The Economist?
The Economist er kendt for at promoverer British propaganda og have en meget stærk anti-kinesisk holdning.

Niels Duus Nielsen

14. april, 2019 - 13:58

Tak for dit meget grundige svar, Bjørn Pedersen, og især tak for linket til economist.com. Vi er ikke så uenige, så det gør noget, og vi er helt enige om, at langt de fleste etnisk begrundede uroligheder både i og uden for Europa er begrundet i den arbitrære grænsedragning, som fandt sted i og efter kolonitiden, som jo aldrig rigtig sluttede, blot kalder vi det nu noget andet.

Jeg er ikke udelt begejstret for alt, hvad der sker i Kina, ligesom jeg ikke er udelt begejstret for alt, hvad der sker i Danmark. Den del af Kinas udenrigspolitik, som rækker ud over de umiddelbare nærområder, finder jeg dog meget interessant.

Der er ingen tvivl i mit sind om, at Kina ønsker at blive det næste store verdensimperium, og hvis ikke det bliver kineserne, der kommer til at dominere verden, bliver det nogle andre - så længe vi lever i en verden, hvor kapitalismen er den dominerende produktionsform, vil magten centraliseres der, hvor økonomien er stærkest.

Derfor ser jeg på, hvilke midler, de store magtcentre bruger for at opnå verdensherredømmet. Kineserne synes at ville erobre verden med blød magt og multilateralisme, hvilket står i grel modsætning til både amerikanernes og briternes metoder. Principielt er jeg modstander af enhver form for imperiedannelse, og går ind for ethvert folks suveræne bestemmelsesret over egne anliggender.

I praksis nøjes jeg med at skælde ud over den form for imperiedannelse, som bruger rå vold og kanonbådsdiplonati til at realisere sine mål - af to grunde: (1) Jeg har ikke et svar på, hvordan vi konkret bekæmper kapitalismen og ophæver den til en menneske- og klimavenlig socialisme, ud over nogle tågede forestillinger om en afskaffelse af den private ejendomsret til produktionsmidlerne, der så kan skabe grundlaget for en demokratisering af økonomien og (2) Jeg har ikke noget klart svar på, hvordan man afgrænser "et suverænt folk" - i Danmarks tilfælde er det relativt nemt, givet vore naturlige grænser og fælles sprog, hvor den mest arbitrære grænse er den i Sønderjylland, som derfor også historisk har givet de største problemer, og i Tibets tilfælde kan man vel også tale om naturlige grænser. Men langt de færreste stater i den tredje verden har naturlige grænser, og må derfor nøjes med det imaginært nationale fællesskab, som de har fået i arv fra deres koloniherrer. Den nuværende internationale retsorden, hvis man overhovedet kan tale om en sådan, forsøger at fastfryse et tilfældigt øjebliksbillede af tingenes tilstand, altså tilstræber en rigid fastholdelse af den arbitrære grænsedragning mellem nationalstaterne, således som den så ud umiddelbart efter Anden Verdenskrig. God fornøjelse med det, siger jeg bare, for verden er hele tiden i forandring.

Derfor kan jeg fuldt ud tilslutte mig din anbefaling af at give de forskellige mindretal mere autonomi inden for disse eksisterende grænser, men i visse tilfælde skulle man måske overveje at ændre grænserne, ligesom man gjorde i Sønderjylland i 1920?

Bjørn Pedersen

14. april, 2019 - 14:04

@Peter Kumander

Nej.

For det første var det ikke en artikel fra the Economist jeg henviste til, men til en kommentar fra en læser under artiklen der henviser til en undersøgelse. Altså en Economist-læsers kommentar til artiklen og det hen skriver. Udover det, stoler jeg på at man er intelligent nok til at kunne tænke selv og være opmærksom på britisk propaganda (britisk regering? Britisk kultur? Britisk finans eller handel?). Eller såkaldt "anti-kinesiske" holdninger, for den sags skyld. I modsætning til f.eks. at kigge på et link, se at det er fra The Economist, og bare blindt antage hvad indholdet faktisk er.

Bjørn Pedersen

14. april, 2019 - 14:24

@Niels Duus Nielsen
Udfra et rent udenrigsperspektiv, er jeg såmend også mere positivt indstillet overfor Kina end jeg er overfor USA og Rusland. Jeg er ked af at se nationale mindretal i Kina blive udsat for det som f.eks uighurerne gennemgår. Vi gjorde som sagt det samme med grønlænderne, franskmændene gjorde det med bretonerne, spanierne med baskerne, nordmænd med samerne, etc.

Men det er indenrigspolitik. Tragisk indenrigspolitik, som jeg ser som både unødig og respektløs, men alligevel indenrigspolitik. På det udenrigspolitiske plan, har de kinesiske magthaverne ikke haft brug for andre pressionsmidler end økonomi til at få ændret andre statslederes holdninger. Og selvom de har ligeså høj grad brug for den politiske selviscenesættelse af deres internationale aftaler som alle andre statsledere har, så slipper vi i det mindste for vrøvl om at de er gået i krig med et mellemøstligt land fordi de vil bringe det demokrati og frihedsrettigheder. Deres selviscenesættelse spiller på deres egne tangenter.

Karl Aage Thomsen

14. april, 2019 - 18:09

At denkinesiske befolkning er der vel ingen som er i tvivl om, bliver undertrykt og det acceptere vi ved at de låner os 2 fadbamser, som Lars Løkke vel vil kalde dem. Med alle de milliarder vi har smidt ud af landet, er der vel ikke ikke noget at sige til, at vi som et endnu demokratisk land erbedøvende ligeglad med, at kineserne overtræder menneskerettighederne over alt, bare at vi kan sælge noget valgflæsk til dem for de stakkels bønder, der ikke kan klare sig uden milliardstøtte kroner fra EU. Stakkels Nuttebamsedemokrati

Søren Kristensen

16. april, 2019 - 19:04

Vi er blevet ramt af en pandami.

Jens Wolff

22. april, 2019 - 21:38

Gad vide hvor mange truede dyrearter, der via sorte markeder havner i kinesiske gryder. For ikke at tale om alle dem, der bliver til 'naturmedicin' til kinesiske mænd, der ikke kan få den op at stå.

Ønsker du at kommentere artiklerne på information.dk?

Du skal være registreret bruger for at kommentere.
Log ind eller opret bruger »