FOTOJOURNALISTIK
Her er vinderne af Informations Fotopris 2021
FOTOJOURNALISTIK
Her er vinderne af Informations Fotopris 2021
Mange vil hævde, at der ikke mangler fotopriser i denne verden. Alligevel synes vi her på Information, at der er brug for en pris, som er tilegnet de fotojournalistelever, der hver dag løser svære opgaver på landets dagblade, fagblade og billedbureau.

Informations Fotopris blev indstiftet i 2009 og er en pris, der hylder og belønner fotojournaliststuderendes arbejde lavet under praktiktiden.

Praktiktiden er præget af korte deadlines og store produktionskrav, og vi ønsker at præmiere en studerende, som til trods for svære forhold og store forventninger har formået at berige læserne med billeder af høj kvalitet.

Alle deltagere bliver vurderet på en portfolio på maksimalt 20 billeder. Portfolien skal indeholde både portræt- og reportagebilleder.

Årets dommerpanel består af fotojournalisterne Nanna Navntoft og Nikolai Linares samt kurator Sarah Giersing.

Information er ikke involveret i dommerarbejdet og har ikke haft indflydelse på juryens beslutning.
Informations Fotopris er sponsoreret af Canon Danmark, som præmierer vinderne med et Canon EOS R5 kamerahus til en værdi af 36.395,00 kr.
Her er vinderne:
1.-pladsen
Sarah Hartvigsen Juncker, Dagbladet Information
Dommerne beskriver vinderen af Informations fotopris som en talentfuld fotograf, der er viser, at hun er en dygtig og ikke mindst alsidig historiefortæller.

Hendes portfolio er varieret i emnevalg og i fotografisk stil. Fra farvestrålende fotos fra et tysk badeland i en stil, der giver mindelser om den britiske fotograf Martin Parr, og en stille og poetisk serie om unge kvinder og selvskade, til billederne af Sandra Elforts, der gør sig klar til at have webcam-sex.

Derudover er det blæret, at hun tilmed har et billede med i sin samling, der vandt Årets Pressefoto 2019.

Der er ikke et eneste billede i fotografens portfolio, som ikke har en værdi – reportagebilleder såvel som portrætter er velkomponerede og ikke mindst velvalgte.

»Nogle af jer har sagt, at det værste ikke var det, som skete. Det værste var det, der ikke skete. Intet samvær. Ingen trøst. Ingen omsorg. Ingen arm om skulderen. Ingen kærlighed. Tværtimod fik I at vide, at det, der skete, var jeres egen skyld. Men det var ikke jeres skyld. Det er aldrig børnenes skyld. Det er de voksnes skyld.«

’Godhavnsdreng’ Elmer Leicht får et kram af statsminister Mette Frederiksen i haven ved Marienborg, på dagen for den officielle undskyldning til godhavnsdrengene. Foto: Sarah Hartvigsen Juncker
Rebecca Bendixen, 26 år: »Jeg følte mig fuldstændig tom indeni, men da jeg skar, mærkede jeg noget. Jeg følte smerte, men det var ikke smerten over at have mistet min søster, skilsmissen eller årene med mobning. Det gjorde ondt, fordi jeg skar hul på mig selv, og det var nemt at forholde sig til. For mig handler det derfor om at lægge så mange forhindringer på vejen, at jeg altid har et alternativ til selvskaden. Derfor har jeg en særlig tæt veninde, jeg altid kan ringe til, jeg kan løbe en tur, og jeg kan klatre i træer. Mit sidste alternativ er en sort bog, jeg kan gøre med, hvad jeg vil. Nogle gange skriver jeg noget, andre gange river jeg sider ud eller laver kruseduller samme sted, indtil der går hul på papiret.« Foto: Sarah Hartvigsen Juncker
Anna Lund, 20 år: »Jeg led rigtig meget af uvirkelighedsfornemmelse. Jeg kan bedst beskrive det som en følelse af, at jeg ikke var til stede i verden, eller at verden ikke var virkelig. Jeg havde det, som om at jeg stod i en klokke, mens livet susede forbi. Alt virkede sløret og drømmeagtigt, og når jeg kiggede mig selv i spejlet, havde jeg svært ved at genkende mit ansigt. Øjnene sad forkert, syntes jeg. Ansigtsformen virkede anderledes. Jeg begyndte at løbe og svømme og fandt samme ro og kontrol i bassinet. Når jeg dykkede, forsvandt jeg ind i en anden verden, hvor tiden stod stille. En bænk ved Faxe Kalkbrud blev et slags vendepunkt. Jeg var med gymnasiet på felttur og løb en tur alene. Jeg kom forbi en lysning med en helt særlig atmosfære. Det regnede, men samtidig skinnede solen. Træerne så ud, som om de havde taget deres fineste blade på, og i en diset solstråle stod en bænk og glinsede vådt. Jeg åndede ud og indså, at jeg måtte stoppe med selvskaden, for roen fandtes også andre steder.«
Johanne Dyva Mellergaard, 20 år: »Jeg har altid haft en stemme i mit hoved, som ikke er min egen. Det er en mandestemme. Den er hviskende, taler engelsk og har aldrig sagt noget pænt om mig. Det var først for nylig, jeg fortalte nogen om den, for jeg vidste ikke, at det var unormalt, og at andre mennesker ikke hørte stemmer. Mit tidligste minde om den er fra 6. klasse, hvor den sagde, at jeg skulle tabe mig. Vi lavede en aftale om, at jeg skulle stoppe med at spise min madpakke, så jeg kunne blive tynd.

I 2. g fik jeg et angstanfald over en stor opgave, mens jeg stod under bruseren. Jeg greb ud efter en skraber og gik helt impulsivt amok på mit lår. Det var ikke stemmen, der bad mig om det, men den kunne lide smerten og begyndte herfra ofte at sige ’cut, cut, cut’.

I lang tid tilfredsstillede jeg den, men da den blev endnu ondere og sagde, at jeg skulle tage livet af mig selv, fortalte jeg min psykolog om stemmen. Min diagnose blev ændret til skizofreni. Det er svært, for der følger et stempel med den sygdom. Til gengæld får jeg en slags antipsykotisk medicin, som ser ud til at have fjernet stemmen. Det er et stort skridt, men jeg skal stadig øve mig i at tænke positivt om mig selv og turde stole på, at jeg ikke mister alt, hvad der er godt.«
Henriette Sørensen, 23 år: »Jeg havde skåret i mig selv før og brugt det som afledning, når anoreksien og smerten blev for hård at leve med. Der gik ikke et minut i døgnet, hvor jeg ikke tænkte på mad, men i det øjeblik, jeg satte barberbladet mod huden, forsvandt tungheden og alle tanker om kalorier, faste og vægt. Jeg kan huske, at min psykolog sagde, at det gav mening, at selvskaden tog til, mens jeg tog på, fordi jeg mistede en form for følelsesregulering og erstattede den med en anden, men jeg oplevede ikke, at selvskaden var vigtig at få behandlet – fokus var på anoreksien og depressionen.

I dag kan jeg sagtens rumme smertefulde følelser, for jeg ved, at de er midlertidige. Min anoreksi, depression og selvskade ligger alle mange år tilbage, og jeg betegner mig selv som fuldstændig rask uden de mindste symptomer tilbage. Når tilværelsen alligevel gør ondt og er svær at rumme, smider jeg mig i min seng og ser Venner og flygter ind i tv-serien for at glemme for en stund.«
Forfatter Kristian Bang Foss fotograferet ved Stevns Klint i forbindelse med udgivelsen af bogen Frank vender hjem.
Tv. Forhenværende statsminister Helle Thorning-Schmidt. Th. Rapper Nikoline.
De tyske troper ligger i en stålkuppel 60 kilometer syd for Berlin. En dome, som er over 100 meter høj, 360 meter lang, og 200 meter bred. Man kunne stille Rundetårn oven på hinanden tre gange, og det ville stadig ikke nå loftet.
Familien Overby har været i vandet i fire timer i streg. »Sådan er det jo den første dag, ik?« siger Lotte, der til daglig arbejder som dagplejer. »Bare vand, vand, vand.«
Global klimastrejke i København september 2019. »Vi kan ikke regne med de voksne, vi må klare det selv.«
Tv. Asta Olivia Nordenhoff. Fotograferet i forbindelse med udgivelsen af bogen 'Penge på lommen'. Th. Portræt af forfatter Erwin Neutzsky-Wulff. Fotograferet i forbindelse med sin 70-års fødselsdag.
»Tipper du, så skifter jeg og får strap-on på dyret?« spørger hun og peger på en bamse i menneskestørrelse, der sidder i hovedenden af sengen. Det er den, hun skal spænde dildoen fast på. Hun sidder i fodenden af sin seng. Hun er iklædt en sort bodystocking i blonder og rød kimono, og rundt om halsen har hun et sort halsbånd. Foran hende står en computer med et webkamera. Det er det kamera, hun taler til. Eller rettere: Det er de 16 mennesker, der denne aften kigger med bag deres computerskærme, hun taler til. En af dem går under navnet Handyret123, og han har netop bestilt aftenens første online live pornoshow. På Sandra Elforts kanal har coronaperioden kunnet mærkes. Mod hendes forventning steg antallet af besøgende på hendes kanal markant. Normalt er der omkring ti kunder i chatten ad gangen, men nu er der ofte op mod 30. Det betyder, at Sandra Elforts indtægt er fordoblet. Og selv om store dele af samfundet nu er åbnet igen, har det ikke ændret på antallet af besøgende på Sandra Elforts kanal. »Jeg tror, at der er mange, der har fundet det under corona og så hænger ved. Men folk er også mere liderlige om sommeren,« siger hun.
2.-pladsen
Jens Hartmann Schmidt, Politiken
Dommerne beskriver vinderen af 2.-pladsen som en ekstremt dygtig reportagefotograf, der formår at få det optimale ud af enhver historie.

De fremhæver hans serie 'Børnemagt' om en gruppe unge, der har besat en bygning på Nørrebro i København. Her tager fotografen os ind i et svært tilgængeligt miljø, og resultatet er en stabil reportageserie fyldt med nærhed og indlevelse.

Selv når han fotograferer rapperen Stormzy på Smukfest, sker det med en indlevelse, der transporterer dommerne tilbage til deres bedste koncertoplevelser.

I rygerummet diskuterer børnene, hvilken sang de skal synge, når politiet anholder dem. De er den nye generation af Børnemagt, som netop har besat et hus på Nørrebro. Drømmen er et nyt Børnehus. Et fristed for børn og unge, hvor samfundets regler ikke gælder. Københavns Kommune lovede i 2003 et nyt Børnehus. Men børnene har aldrig fået et, så nu har de besat deres eget. Foto: Jens Hartmann Schmidt
Efter fem dage i huset bliver gruppen af børn og unge anmeldt af en nabo. Politiet bruger det meste af natten på at rydde huset, men Børnemagt har barrikaderet sig på taget, hvor de råber ad politibetjentene og synger slagsange. Drømmen om Børnehuset på Nørrebro bliver knust, men Børnemagt har ikke tænkt sig at give op. Foto: Jens Hartmann Schmidt
En ung pige med silkehalstørklæde og elefanthue skriver Kim Larsens sang "Midt om natten" på væggen i stuen. Så kan alle teksten, hvis de skulle blive anholdt. Bygningen har ifølge børnemagt stået tom i flere år, derfor har du besat den. De udsmykker med graffiti, sangtekster og udklip fra pornomagasiner på væggene. Foto: Jens Hartmann Schmidt
Børnemagt kæmper for børns ret til at bestemme over sig selv og retten til indflydelse i samfundet. I huset er der få regler. Nul: alkohol, stoffer, sexisme, racisme, homo- og transfobi og ingen aldersfascisme. De drømmer om: "Et hus med højt til loftet og plads til drømme. Et hus, der har plads til krudt i røven, et sted, hvor vi kan passe på hinanden, når staten og familien svigter. Et sted, hvor vi kan gøre tingene selv, bygge en køkkenhave eller en væg. Et sted, hvor vi ikke står alene og kan være stærke sammen". Foto: Jens Hartmann Schmidt
Syv timer efter at børnemagterne kravlede op på taget, er ventelegen forbi og det fem dage gamle Børnehus tømt. Bundfrosne bliver de taget imod af politiet, der står klar til at sigte dem over 15 år for hærværk og ulovlig indtrængen. Foto: Jens Hartmann Schmidt
Musikeren Benjamin Hav står i sin garderobe få minutter efter sin sidste koncert i gruppen Benal. "Det var nobelt," siger han, mens han retter på sine briller og tørrer sved af sin pande. Benal har valgt at slutte på toppen, og spiller tre udsolgte koncerter i træk på Vega i København. Ingen i publikum ved at det bliver deres sidste optræden. Foto: Jens Hartmann Schmidt
Mændene i gruppen presser deres hænder mod deltageren i midten. Han står oprejst kun med hjælp fra de andre mænd. Han er fuldstændig udkørt efter at have lavet en vredesøvelse. Intimiteten, nærværet og tilliden er vigtig, når deltagerne på mandelejren skal finde ind til deres indre maskulinitet. Hvert år mødes en gruppe fremmede mænd midt i en skov i Sverige til en årlig mandelejr, hvor kvinder ikke er tilladte, og maskuliniteten dyrkes. Foto: Jens Hartmann Schmidt
Mjølner dykker ned i skovsøen for at lukke alt andet ude. Han holder vejret. Tager hænderne op foran brystet og puster ud. Under en øvelse dagen før lærte mændene at bruge vandet som en psykologisk genfødsel, hvor man kan rense sindet og fokusere på sit formål i tilværelsen. Foto: Jens Hartmann Schmidt
Hver morgen starter med at vandre 45 minutter gennem skoven i komplet stilhed. Mændene går i én lang række. Uden at sige noget skal de fornemme, om slangen bliver brudt. Hvis en sakker bagud, justeres tempoet uden at sige et ord. Foto: Jens Hartmann Schmidt
Vredestoget er en af de sidste øvelser på mandelejren. En mand skal skubbe toget bestående af fem andre mænd. Før de starter, skal der fokuseres på noget eller nogen, der gør dem sindssygt vrede. Og mens manden skubber, skal han udløse al sin vrede og energi ind i toget. Hvis ikke han giver alt, hvad han har, skubber toget ham tilbage. Nogle af deltagerne bryder grædende sammen efter øvelsen. Andre er klar til at efterlade deres vrede bag dem og starte på en frisk. Foto: Jens Hartmann Schmidt
»Jeg har altid opfattet mig selv som et kronisk alenemenneske. Jeg har aldrig for alvor haft en kæreste. Det har jeg fået nu,« fortæller Sørine Gotfredsen. Som præst og samfundsdebattør er hun kendt for sin hårde linje, men der er sket en fundamental ændring inden i hende. For hun har for første gang fundet kærligheden og en kæreste. Foto: Jens Hartmann Schmidt
Rapperen Stormzy under en koncert på Bøgescenen, Smukfest 2019. Foto: Jens Hartmann Schmidt / Politiken
3.-pladsen
Mikkel Hørlyck, Politiken
Dommerne beskriver vinderen af 3.-pladsen som en fotograf, der har modet til at kaste sig over visuelt svære emner og evnen til at formidle dem med nerve og intensitet. Det gælder især serien om mordet i Nordskoven på Bornholm, der ikke alene var en kompleks sag i sig selv, men også en visuel svær historie at formidle.

De fremhæver også billedet af den sørgende Nanna Knudsen, der har mistet sin mand til corona. Her ser man, at fotografen formår at komme helt tæt på de mennesker, han fotograferer.

Med det enorme talent for reportagefotografi kunne dommerne godt have ønsket sig, at fotografen havde redigeret sin portfolio mere stramt.
19. marts 2020 døde Hans-Wiggo Knudsen (75) af coronavirus på Roskilde Sygehus. Han efterlod sig sin ægtefælle, Nanna Knudsen, datteren Pipaluk Lykke og sønnen Frederik Høegh-Knudsen. Hans-Wiggos lig blev brændt – så liget ikke smittede andre. Det var stik imod Nannas skik fra Grønland, hvor hun kommer fra, og hvor Pipaluk og Frederik voksede op. I Grønland er der en stærk tradition for, at man lige efter døden samles ved dødslejet, synger liget ud sammen og selv bærer kisten ud til gravpladsen.
Nannas have i Næstved. Da de første nyheder om COVID-19 for alvor begyndte at sprede sig, vidste familien, at Hans-Wiggos lunger var sårbare. Han havde i forvejen en sjælden lungesygdom, lungefibrose, og var i COVID-19-kategorien 'særlig udsat'.
Efter Hans-Wiggos død valgte familien at vente med at sænke urnen, til Danmark åbnede op. De ønskede, at mange mennesker skulle kunne deltage, så man sammen kunne tage ordentlig afsked. Det ville være i Hans-Wiggos ånd.
Sønnen, Frederik (40), er endelig kommet hjem fra Spanien fire måneder efter Hans-Wiggos dødsfald. Han havde ikke set sin mor eller sin søster i et halvt år. Frederik bor i Alcalá de Henares i Spanien, hvor 750 mennesker på dette tidspunkt er døde af COVID-19.
Frederik bærer Hans-Wiggos urne med rank ryg og hovedet løftet mod Herlufsholm Kirke, hånd i hånd med sin seksårige søn, Viggo. Frederiks spanske hustru, Eva Garcia (40), går med deres døtre, Rita (3) og Harriet (8). 130 mennesker ankommer til mindehøjtidelighed og gravøl. Få har meldt afbud af frygt for COVID-19.
»Hans Wiggo ville ikke kunne acceptere, hvis vi bukkede under af hans bortgang. Far ville altid fremad,« siger Pipaluk (43) om sin far, der var tidligere olympisk kajakroer, håndværker og entreprenør.

Hun besøgte ham den 19. marts på Roskilde Sygehus. »Far talte uden at have luft, men han strålede alligevel af liv. Han vidste, at hans handlinger og ord havde konsekvenser for os,« siger Pipaluk.

Samme dag gav lungerne efter. Klokken 23.58 døde Hans-Wiggo. Mellem 21 og 21.30 samme aften havde Nanna og Hans-Wiggo talt sammen på Facetime. Deres sidste ord til hinanden blev: »Jeg elsker dig. Sov godt«.
Roligt fører Nanna, Pipaluk og Frederik urnen ned i jorden på Herlufsholm Kirkegård fem måneder efter Hans-Wiggos dødsfald. Lige over hullet siger Pipaluk »stop!«. Hun bukker sig ned, kysser urnen og sin far en sidste gang.

En for en kommer mennesker hen til stedet, hvor det sidste af Hans-Wiggos jordiske liv netop er blevet placeret. Nanna får kram, og hendes søster, Anna Thomsen (73), trodser coronavirussen og kysser hende på kinden. Præsten, Henning Marcher, fortæller de fremmødte om en stærk, elskværdig mand, der altid sagde ’familien først’.

Nanna og Hans-Wiggo blev livspartnere i præcis 47 år og en dag. »Han har været det bedste menneske, man kan følges med«, siger Nanna. Hans-Wiggos livsmotto var ’et levet liv er værd at dø for’.
Uffe Elbæk (66) efter at have meldt sig ud af Alternativet den 9. marts 2020. Han er fotograferet under et interview, hvor han udtaler, at kan ikke længere kan genkende det parti, han selv fik ideen til i 2013 - men at han ikke er færdig med politik. September 2020 dannede han sammen med tre andre afhoppere fra Alternativet partiet Frie Grønne, som vil være ’Danmarks klimaansvarlige og antiracistiske parti’ og bekæmpe alle former for ulighed.
Bålhytten på Bornholm, hvor to brødre d. 23. juni 2020 brutalt dræbte dansk-tanzaniske Phillip Mbuji Johansen (28). Den ene bror har et hagekorstegn tatoveret, og under drabet havde de to brødre presset et knæ mod Phillips hals, hvilket skabte associationer til drabet på George Floyd. Hverken anklagemyndigheden eller forsvarsadvokaterne mente, at der var noget i sagen, som pegede på et racistisk motiv. I retten fortalte brødrene, at de mente, at offeret, som de var venner med, havde forgrebet sig på deres mor. Hverken moren eller brødrene har indgivet en anmeldelse om voldtægt.
Emma Saksaa (21), med dansk-pakistansk baggrund, var bedste venner med Phillip. Hun fortæller, at hun "intet tilovers" har for brødrene, men afviser, at drabet var racistisk motiveret, for både hun og Phillip var venner med de to brødre. »Nu drukner hans liv i debatten om racisme«, siger Emma. Brødrene blev idømt 14 års fængsel – uden at blive dømt for racisme.