Blade Runner 2049
Det virker som den rene galskab at lave en efterfølger til Blade Runner, men det lykkes – næsten
Denis Villeneuves ’Blade Runner 2049’ er en værdig efterfølger til Ridley Scotts 35 år gamle science fiction-mesterværk. Men det er også en film med store skønhedsfejl, og den ender mere konventionelt, end godt er, skriver Christian Monggaard i denne anmeldelse, hvor vi også ser tilbage på fire højdepunkter fra den originale film
Christian Monggaard
Filmredaktør
Halsløs gerning, utaknemmelig opgave og helligbrøde. Det er nogle af de ord, man kan hæfte på den canadiske filmskaber Denis Villeneuves beslutning om at instruere en efterfølger til britiske Ridley Scotts moderne science fiction-klassiker, Blade Runner (1982).

Blade Runner er en banebrydende film, der takket være sin komplekse diskussion af eksistentielle begreber som kontrol, selvstændighed og menneskelighed og en skoledannende, unik fremtidsvision og verdensbygning, kun har vokset sig større og vigtigere siden da.

At lave en efterfølger til den virker umiddelbart som den rene galskab, og derfor er det også en fornøjelse at kunne sige, at Villeneuve – manden bag fremragende film som Sicario og Arrival – et langt stykke ad vejen faktisk har held, stort held, med sit risikable forehavende. Blade Runner 2049, som den nye film hedder, foregår præcis 30 år efter den første, der foregik i 2019, og er en både flot, spændende, begavet og sine steder en rørende oplevelse, der på mange måder er en værdig arvtager til Scotts mesterværk.
Tilbage til fortiden
Året er 2049, og en ung replikantjæger, blade runneren K (Ryan Gosling), sendes ud for at ’pensionere’ en af de Nexus 8-replikanter – avancerede, genetisk designede androider – som myndighederne helst ikke ser rende frit rundt, især ikke fordi de i modsætning til Nexus 6-replikanterne fra den første film ikke har nogen indbygget ’udløbsdato’.

Nexus 8-replikanterne er med andre ord lige så menneskelige fra yderst til inderst som rigtige mennesker, blot er de stærkere og ofte endnu mere intelligente, og det gør dem farlige for menneskeheden, der bruger og misbruger replikanter som lydige slaver.

Undervejs i sin mission kommer K dog på sporet af et mysterium, der trækker tråde 30 år tilbage i tiden og får ham til at lede efter en tidligere replikantjæger, Deckard (Harrison Ford). K er på alle måder loyal over for politiet og sin kommissær (Robin Wright), men spørgsmålet er, om kommissæren gemmer på en hemmelighed, der ikke tåler dagens lys, og som også involverer rigmanden Niander Wallace (Jared Leto), der har tjent en formue på at brødføde planeten, og på at fremstille stadigt mere avancerede replikanter og samtidig lider af et betydeligt Gud-kompleks.
Eksistentiel tvivl
På sin vis gennemgår K i Blade Runner 2049 samme udvikling som Deckard i Blade Runner, i takt med at K begynder at tvivle på det rigtige i det, han gør. Han bliver konfronteret med sine ofres menneskelighed, sin egen følelseskulde og ensomhed, og han begynder at forandre sig, bliver mere barmhjertig og mindre loyal over for herrer, han tjener.

Således fortsætter Denis Villeneuve den første films udforskning af et fænomen som kunstig intelligens, og hvad det er, der gør et menneske til et menneske og giver det en sjæl: Er det minder? Er det samvittighed? Er det tanker og følelser? Er det evnen til at elske og blive elsket? Det er dybt fascinerende spørgsmål, som ikke er blevet mindre relevante siden 1982, hvor avancerede robotter og neurale netværk er blevet en del af den offentlige samtale.

Man kan diskutere, hvor meget videre det lykkes instruktøren at nå sammen med sine to manuskriptforfattere, Michael Green og Hampton Fancher, der også var med til at skrive den første film. Men de gør et behjertet forsøg, og K udvikler sig langsomt og overbevisende fra at være lidt et gådefuldt ciffer til at være selve symbolet på eksistentiel tvivl og søgen og dermed filmens humanistiske budskab.
Denis Villeneuve har med Blade Runner 2049 lavet et audiovisuelt markant værk, der udvider den dystopiske fremtidsverden fra den første film – der er trods alt gået 30 år og sket et par altødelæggende naturkatastrofer eller tre siden. Filmen er ikke lige så uovertruffen en teknisk triumf eller visuelt original som Blade Runner, men de smukke billeder, troværdige effekter og ekspressive lydspor sørger for at placere publikum midt i denne regnvåde, neonoplyste, støvede, golde, radioaktive verden.

Det er så op til skuespillerne at give det hele en psykologisk og filosofisk klangbund, og det klarer de for det meste glimrende. Især er det på én gang givende og bevægende at se på den aldrende Harrison Fords vejrbidte ansigt, der synes at rumme hele Deckards tragiske livshistorie i de mange furer, de sorgfulde øjne og de bævende læber.

Jeg tvivler dog på, at Blade Runner 2049 bliver lige så stor en klassiker som sin forgænger. Filmen har nemlig et par store skønhedsfejl – en af dem er Hans Zimmers skiftevis melankolske og pågående synthesizermusik, der lidt bizart efterligner den første films Vangelis-soundtrack – og den viser sig samtidig at være alt for konventionel i sin opbygning og afslutning.
Frygten for det fremmede
Blade Runner var både en actionfilm og en fremtidsnoir, men den var først og fremmest en filosofisk afsøgning af forholdet mellem menneske og maskine – eller mellem ’rigtigt’ menneske og syntetisk menneske.

Men efter at være begyndt – og for en stund fortsat – som en sjælfuld videreudforskning af dette forhold og af skabers forhold til skaberværk, disker Blade Runner 2049 op med først en underfortalt oprørshistorie og siden et ganske traditionelt fjendebillede. I Ridley Scotts film er den store fjende eller forhindring frygten for det fremmede, og det man ikke kan kontrollere – menneskene kan ikke forstå eller kontrollere replikanterne, og replikanterne kan ikke forstå eller kontrollere deres egen skæbne.

Hos Villeneuve synes det at være noget mere banalt, hvilket altså underminerer noget af det, der går forud. Det er lidt mærkeligt, at han til slut håndterer materialet så klodset, især når man tænker på, hvor elegant og samtidig bidsk og barsk hans kritik af krigen mod narko er i Sicario, og hvor spændstigt og overraskende han fortæller om vigtigheden af kommunikation og gensidig forståelse i Arrival.

Men han falder trods alt ikke på halen med Blade Runner 2049, slet ikke, og man må også formode, at han er blevet kigget over skulderen og har fået noter af mange ivrige og nervøse mennesker.
Blade Runner 2049. Instruktion: Denis Villeneuve. Manuskript: Hampton Fancher og Michael Green. Amerikansk-britisk-canadisk. I biografer landet over fra 5. oktober.
Den originale Blade runner
Den var ikke noget hit, da den havde premiere i 1982. Men siden har Ridley Scotts science fiction-drama ’Blade Runner’ fået status af mesterværk, der både fortæller en kompleks og medrivende historie om at være menneske, og visuelt og tematisk har præget, hvordan fremtiden skildres på film. Filmen er fuld af mageløse scener, der udforsker forholdet mellem menneske og maskine – her er fire af de mest uforglemmelige
AFSLUTNINGEN
Tid til at dø
Det var ikke Rutger Hauer, den hollandske skuespiller, der i Blade Runner spiller replikanten Roy Batty, som fandt på Battys afsluttende monolog. Men det var Hauer, der skar den oprindelige, noget længere tekst ned og tilføjede en af de mest mindeværdige sætninger, som tilmed opsummerede filmens humanistiske budskab: »All those moments will be lost in time, like tears in rain

Batty er den avancerede androide, replikant, der filmen igennem kæmper for overlevelse sammen med tre venner, Pris, Leon og Zhora. De er på flugt fra replikantjægeren, blade runneren Deckard, der har til opgave at ’pensionere’, dvs. dræbe, dem uden hensynstagen til deres forbløffende menneskelighed. Og de søger efter deres skaber, industrimagnaten og opfinderen Tyrell, i håbet om at han kan fjerne den begrænsning på deres levetid, som menneskene af frygt for replikanternes overlegne styrke og intelligens har forsynet dem med.

Det kan Tyrell ikke, hvorfor faderen må dø for sin søns hånd, og filmen slutter med et drabeligt opgør mellem en lynhurtig og sorgfuld Batty og en angst og desperat Deckard. Og det er Batty, som udviser den største barmhjertighed og menneskelighed, da han i sit dødsøjeblik skåner Deckards liv, mens Deckard bestemt ikke ville have skånet hans.

De befinder sig på taget af en bygning, det regner, og vandet spejler storbyens neonlys, og så er det, at Batty leverer sin monolog, der er en af filmhistoriens smukkeste og mest melankolske:

»I’ve seen things you people wouldn't believe. Attack ships on fire off the shoulder of Orion. I watched C-beams glitter in the dark near the Tannhäuser Gate. All those moments will be lost in time, like tears in rain. Time to die.«

Christian Monggaard
Filmredaktør
TESTEN
Mere menneskelig end et menneske
Detektiven – blade runneren – Deckard besøger opfinderen af replikanterne, Eldon Tyrell. Hans hjem i The Tyrell Corporations pyramideinspirerede bygninger er badet i en diset sol. Stensøjlerne og det fortidshistoriske interiør giver en fornemmelse af en svunden tid, måske faraonernes. Men vi er i fremtiden. Et flimrende genskin på væggene antyder, at der er vand i rummet. Men det er der ikke.

Og uglen, der flyver gennem rummet? Kunstig.

Naturlovene og tiden er til forhandling her. Behageligt luftige synth-flydetoner bidrager til at fastholde rummet i en svævende tilstand, mens ringlende zen-klokker bidrager til en spirituel eller guddommelig dimension. Vi har i hvert fald definitivt forladt de grumme film noir-gader, som Blade Runner ellers udspiller sig i.

Deckard modtages af Rachael. Tyrell støder til og får Deckard til at Voight-Kampff-teste, hvorvidt hun er menneske eller maskine. Hun går efter testen uden at modtage testsvaret, og Deckard spørger Tyrell om hun ved, at hun er en replikant. Det gør hun ikke.

»More human than human’ is our motto,« forklarer Tyrell og fortæller, at de er begyndt at udstyre replikanterne – der lever betragtelig kortere end mennesker – med minder fra en fortid, de aldrig har haft. For at give dem en fornemmelse af at have levet et fuldt liv. For ikke at få dem til at flippe ud, når de skal dø så tidligt.

Replikanterne har følelser som du og jeg. I baggrunden kan man høre et kor synge. Men der er ikke noget kor. Alt, der er fast, smelter i luften. Illusioner kan være lige så gode som virkeligheden. Og også det menneskelige kan simuleres.

Ralf Christensen
Film- og musikanmelder
VOLDTÆGTEN
Replikantens nej gør det menneskelige sexet
Blade Runner leverer en af filmhistoriens mest spøjse voldtægtsgråzoner: En scene mellem detektiven Dechard og replikanten Rachael bliver et billede på, hvor kompleks seksualisering af robotter er: De bliver både altid og aldrig voldtaget.

Rachael har netop reddet Deckards liv. Han har afsløret, at hun er en replikant – ikke et menneske – og er så kollapset af druk. Da han vågner op, lægger han an på hende. Hun afviser ham, styrer mod døren, som han banker i med sin næve. Så slynger han hende mod vinduet, hun afviser ham igen, han tvinger hende til at sige »kiss me«, hun gør det til sidst, scenen fader til sort, saxofonmusikken er lummer, resten overlades til seerens fantasi.

Man kan læse scenen som, at Deckard med sit påbud installerer en seksualitet i replikanten: Han fortæller hende, hvilket begær hun skal have, og så adlyder hun og får det: Det er programmeringen af en sexrobot. Man kan også mene, at det naturlige skridt i Rachaels tiltagende menneskeliggørelse er, at hun i dette øjeblik overtager menneskets evne til at begære.

Og så kan man sige, at scenens erotiske kerne ikke er Rachels overgivende ja, men det, at hun siger nej: Det bliver selve den menneskelige evne til ikke at samtykke, der gør situationen erotisk – det er med sit nej, at Rachael bliver menneskelig og et seksuelt væsen.

Eller også er det simpelthen bare filmens mest kluntede scene, et firserforsøg på at betone Dechards mørkeside, der i eftertidens lys opleves som en sær erotisering af et overgreb.

Katrine Hornstrup Yde
Kulturredaktør
FILOSOFIEN
Hvis mennesket er en tænkende ting, er replikanterne mennesker
Blade Runner er en actionfilm med vold, sex og slanger, men det er også en radikaliseret filosofisk meditation. Dramaet i filmen er enkelt: Rick Deckard, hvis navnesammenfald med filosoffen René Descartes er intellektuel staveplade for publikum, har fået til opgave at afsløre og håndhæve forskellen mellem mennesker og de automatmennesker, som kaldes replikanter. Han skal finde fire replikanter, henrette dem og genoprette den naturlige orden.

Descartes skelnede mellem mennesker, som han kaldte »tænkende ting«, og objekter, som han kaldte »udstrakte ting«. Men i Blade Runner ligner replikanterne mennesker fysisk, de har dødsbevidsthed som mennesker, og de kan tænke selv. Hvis mennesket er en tænkende ting, er replikanterne mennesker.

Og Deckard skal bruge en avanceret test for at afdække forskellen. Han skal gennemføre den cartesianske metode, som er at tvivle om alt. Men han svarer ikke, da replikanten Rachael spørger, om han selv har taget testen. Hun tvivler på hans vegne og fører hans projekt videre. Deckard forelsker sig i Rachael, som han – for at håndhæve forskellen – skulle dræbe, og han stikker af med hende:

»It’s too bad she won’t live,« siger undersøgeren Gaff i slutningen af filmen. »But then again, who does?«

Han har gennemskuet Deckard og fuldbyrder den cartesianske meditation for ham: Han fører tvivlen igennem, så publikum forstår, at vi har tabt alle holdepunkter i den fremmedgjorde verden. Og alligevel slutter filmen med, at Deckard og Rachael forlader den mørke verden og kører ud i lyset. Den naturlige orden er brudt sammen intellektuelt og analytisk i Blade Runner, men den genoprettes gennem det mest banale, kærlighedsforholdet.

Vi bliver ført fra modernitetens filosofi til den postmoderne ophævelse af forskelle og videre til erkendelse af, at menneskelivet fortsætter uanset hvad. De elskende stikker af, som de altid har gjort. Romeo og Julie, Bonnie og Clyde – og Deckard og Rachael.

Rune Lykkeberg
Chefredaktør
Tekst: Christian Monggaard, Ralf Christensen, Katrine Hornstrup Yde, Rune Lykkeberg
Fotos fra filmen: United International Pictures, Warner Bros.
Redaktion: Katrine Hornstrup Yde
Digital produktion: Jens Christoffersen

5. oktober 2017
Dagbladet Information

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Jan Pedersen
    Jan Pedersen
  • Brugerbillede for Klaus Vink Slott
    Klaus Vink Slott
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
  • Brugerbillede for Katrine Damm
    Katrine Damm
  • Brugerbillede for Johannes Konstantin Neergaard
    Johannes Konstantin Neergaard
  • Brugerbillede for Anker Nielsen
    Anker Nielsen
Jan Pedersen, Klaus Vink Slott, Niels Nielsen, Katrine Damm, Johannes Konstantin Neergaard og Anker Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Christian Lucas
Christian Lucas

Jeg er fuldstændiog uenig. Få film fortjener en efterfølger så meget, hvis man altså har gravet ned i den historie som Blade Runner fortæller og især om Rick Deckard.

Eva Schwanenflügel, Mette Poulsen og HC Grau Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lammert Flokstra
Lammert Flokstra

Se Blade Runner (1982) inden du går i biografen!
Historien i 2049 hænger ikke rigtig sammen uden kendskab til denne.

Brian Jensen, Eva Schwanenflügel og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Brian Jensen

Jeg et totalt uenig med Katrine Hornstrup Yde i hendes analyse af den scene. Den handler overhovedet ikke om at Deckard tiltvinger sig sex med en androide.

Den handler om at Deckard forsøger at tvinge at få Rachel ud af den negative spiral efter at hun har fundet ud af at hun er en replikant. Han vil behandle hende og elske hende, som menneske og have hende til at gøre det samme.

Indrømmet, hans metode er lidt John Wayne'sk, men den falder i tråd med Deckard-rollens øvrige metode.

Hvis man vil se den nye film, skal man vide så lidt om den som muligt, men man skal have den gamle film i rimelig frisk erindring.

Det er en god film, som dog nok ikke går over i historien.

Brugerbillede for Odin Rasmussen
Odin Rasmussen

Intentionen er det som adskiller det levende fra det ikke levende. En maskine har ikke nogen intention. Mennesker og maskiner består begge af atomer som demokrit sagde, fysikalister og materialister. Husserl udviklede et koncept som hedder fænomenologi som er blevet brugt af andre filosoffer. Det som er nemt at forstå er naturlovene. Det som er kompliceret at forstå er den menneskelige væren. Vi har intet kendskab til hvordan det ikke materielle forandre og bevæger sig. Vi kan ikke forudsige det og vi kan ikke forstå det. Vi kan ligeså godt kalde det det som det er - et mysterium.