Vidnesbyrd

‘Jeg kan ikke håndtere mandlig dominans'

#JEGBLEVVOLDTAGET - DEL 10
Jeg var 15 år og havde det svært. Jeg følte, at mine problemer var meget større end alle andres. Så jeg skar i mig selv. Jeg havde ikke noget selvværd, og gennem drenges accept fik jeg det bedre med mig selv. Men så snart vi var færdige med at kysse og dyrke sex, kunne jeg gå hjem og skære i mig selv igen. Jeg fik et ry som én, der var løs på tråden, men jeg var ligeglad.

En aften tog jeg til en fest i et privat hjem. Vi skulle prøve at ryge cigaretter, og i en pose havde jeg alkohol, indkøbt af mine forældre. Jeg var ikke vant til at drikke og gik i gulvet klokken 23 efter en halv flaske vodka. Jeg husker sporadisk, hvordan jeg fik slæbt mig selv ind i en seng, hvor jeg gik omkuld.

Jeg vågnede, da jeg mærkede nogen hive i min hånd. En fyr fra festen trak mig ud af sengen og slæbte min slatne krop ud på husets badeværelse. Jeg var meget fuld og husker kun glimtvist, hvad der skete.

Han råbte, at jeg skulle slukke lyset. Badeværelset var småt, og jeg lå halvt inde i brusenichen, da han tog mig. Gulvet var koldt og hårdt. Jeg vidste godt, hvem han var, men jeg havde aldrig sagt noget til ham, der kunne insinuere, at jeg var interesseret i ham. Der var mørkt, men jeg husker lyset, der trængte ind fra sprækken under døren.

Når jeg tænker tilbage på det, ser jeg situationen oppefra. Jeg ser mig selv ligge på fliserne med et dødt blik i øjnene. Det næste, jeg husker, er, at jeg morgenen efter vågnede op i sengen igen. Jeg gik ud på toilettet og så kondomet, som jeg smed ud. Jeg følte mig som en ulækker, trist person. Sådan går det folk, der er løse på tråden, tænkte jeg.

Jeg fortalte en veninde, at jeg havde haft sex til festen, og at jeg ikke havde det godt med det. Jeg troede ikke, min oplevelse kunne kaldes voldtægt.

Hvad der skete den aften, har påvirket mig meget. Jeg har udviklet en foragt for mænd. Ingen mand skal nogensinde optræde som en autoritet over for mig og fortælle mig, hvad jeg skal gøre. Jeg kan ikke håndtere mandlig dominans i soveværelset. Det er mig, der er øverst. Og ingen mand skal prøve at holde mine hænder fast ned mod madrassen. Så har jeg ikke længere lyst. Min kæreste prøvede engang at binde mig fast til en stol. Han gav mig bind for øjnene og hev mig tilbage ind i mørket. Jeg fik kvalme.

Julie Floor
20 år, holder sabbatår og arbejder
SERIE
Kvinder og mænd deler vidnesbyrd om deres voldtægt. Bryder tabuet. Kræver retten til deres fortællinger.

Læs alle vidnesbyrdene her: #jegblevvoldtaget

Har du en historie, du vil fortælle, så skriv til vidnesbyrd@information.dk.

Vi garanterer fuld diskretion og sikrer anonymisering af omtalte personer. Intet materiale vil blive offentliggjort uden forudgående aftale.

Historierne er alene baseret på ofrenes egne fortællinger.
Jeg var 17 år og lige droppet ud af 2.g. Jeg var knust og skulle bare væk fra det hele. Jeg gik på nettet og ledte efter et au pair-job. Jeg responderede på en annonce og fik et billede tilbage af en familiefar med sorte solbriller, Wayfarer.

Han hentede mig i lufthavnen og kørte mig hjem til familiens hus. Hele familien anstrengte sig for at få mig til at føle mig hjemme. Jeg skulle ikke mangle noget. Mit job var at støvsuge og hente børnene fra skole. Jeg var forundret over, at jeg havde færre pligter, end jeg havde derhjemme.

Konen arbejdede tit om aftenen, hvor manden og jeg sad i de store cremefarvede møbler i stuen og snakkede. Han kunne godt lide, hvis vi fik en drik inden sengetid. Han var sjov og intelligent og interesseret i alt, hvad jeg havde at sige.

Vi sad en aften og snakkede, som vi plejede, men noget var anderledes. Jeg tror, han flirtede med mig. Jeg sagde godnat og havde en underlig fornemmelse, da jeg gik i seng. Jeg kunne høre ham komme op af trappen. Han kom ind på mit værelse og lagde sig oven på mig. Han var så klam og tung, og det gjorde ondt.

Tiden efter var fuldstændig surrealistisk. Han var forelsket, sagde han. Jeg røg smøger med hans kone i gården. Jeg tror, hun vidste, hvad der skete, men hun var hjælpeløs. Jeg hørte ham banke hende en nat. Jeg sad på deres datters værelse og holdt om hende. Hun var ligesom mig vågnet af stemmerne og bumpene.

Han begyndte at ringe til mig, mens han var på arbejde. Han rørte ved mig hele tiden og gentog mit navn. Jeg blev mere og mere hans. Jeg protesterede, men han nød min magtesløshed. Han talte om at rejse til Australien, hvor vi skulle leve som mand og kone. Vi skulle have børn, sagde han. Han talte i telefon med min mor og roste mig til skyerne, mens han smilende kiggede på mig. Han ville gerne holdes i hånden om aftenen, når vi så tv. Og han ville gerne have, at jeg sov i hans seng, når konen havde nattearbejde.

Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt havde min hånd på hans nakke og ønskede, at jeg kunne kvæle ham, som han kvalte mig. En eftermiddag, hvor jeg endnu en gang fortalte ham, hvor klam, jeg synes, han var, kiggede han udfordrende på mig. Jeg kunne bare ringe hjem og sige det, sagde han. Han trykkede nummeret og gav mig røret. Han forstod ikke dansk, men kunne ikke være i tvivl om, at jeg fortalte det. Hans ansigtsudtryk skiftede brat, og han tryglede mig om at lægge på.

Min familie kendte nogen i en nærliggende by, som straks kørte af sted for at hente mig. Jeg skulle bare holde ham hen så længe. Konen var på arbejde, børnene var hos naboen, og manden græd og bønfaldt mig om at blive. Han skubbede mig hårdt op mod et skab. Jeg håbede, at han ikke ville slå mig ihjel, men forberedte mig på det. Endelig kom min families venner og kørte mig væk.

Jeg fløj til Danmark og meldte det til politiet. Jeg skulle afgive en lang forklaring. Det føltes ydmygende. Ligesom da lægen skrev 'voldtægtslignende situation' på min psykologhenvisning. Jeg brugte den ikke. Jeg fik et brev om, at de ikke ville føre sagen, fordi det var for besværligt på tværs af landegrænserne.

En psykolog har sagt, at han nok var psykopat. Det mener jeg ikke var dækkende. Han arbejdede for en global velgørenhedsorganisation og vidste, hvad han gjorde. Jeg håber, at han ikke har gjort det igen.

Sofie Tranekær
30 år,
psykologistuderende
Det var en lørdag aften. Jeg var 15 år og jomfru. De venner, jeg var ude med, var et par år ældre end mig og langt mere erfarne. Vi tog på Krasnapolsky, hvor vi dansede til den store guldmedalje. Min veninde og jeg kom i kontakt med to store mænd. Den ene var tydeligt interesseret i mig, men på en meget tilforladelig måde.

Han sørgede for, at jeg ikke løb tør for drikkevarer og hev mig ud på dansegulvet. Vi dansede tæt og kyssede. Da jeg fandt min veninde igen, var hun ved at tage hjem med den fyr, hun havde mødt. Jeg kan stadig huske, hvad hun sagde til mig: »Er det ikke okay, at du selv finder hjem. Jeg ved, vi lovede at følges, men jeg vil gerne hjem med ham her, og det ser ud, som om du er i gode hænder.«

Så vendte hun sig om til min dansepartner og sagde: »Kan du ikke lige sørge for at følge min veninde godt ned til toget, når I er færdige, så jeg ved, at hun kommer godt hjem?«

Han indvilgede selvfølgelig, og hun smuttede med aftenens fangst.

Da jeg følte mig klar til at tage hjem, sagde jeg farvel til den søde fyr, jeg havde mødt. Han huskede mig på, at han havde lovet at følge mig ned til toget. Og jeg blev glad, for det føltes mere sikkert at følges med én end at gå alene gennem gaderne klokken tre om natten. Han tog min hånd. Efter et par minutter ville jeg lige rette på mit tøj og forsøgte at trække min hånd til mig, men han holdt den i et jerngreb. På et splitsekund gik jeg fra at føle mig glad og tryg til at være bange.

Jeg forsøgte igen at hive min hånd til mig, men han holdt så fast, at det gjorde ondt. Han tog fat om mine skuldre, og jeg kunne ikke vride mig fri. Det næste, jeg husker, er, at vi var i en baggård et sted. Jeg endte på en eller anden måde liggende på maven over en lille halvmur, med nederdelen trukket op og resten ned. Han stod bag mig og pressede mig med sin ene hånd ned over halvmuren. Jeg kunne høre ham lyne gylpen op, og jeg prøvede mentalt at forberede mig på, hvad der ville ske.

Jeg kunne umuligt have forberedt mig på smerten, der ramte mig, da han trængte ind. Han var stor. Jeg var jomfru. Det var koldt. Og jeg var bange. Jeg ved ikke, hvor længe han pumpede løs. Jeg får ham overtalt til at komme i min mund i stedet for. Det eneste, jeg i situationen tænkte var, at jeg ikke ville være gravid med hans barn. Han brugte min mund hårdt og hurtigt. Da han kom, holdt han mig for munden og sagde, at hvis ikke jeg slugte, ville han gøre det hele igen. Jeg slugte, og han gik.

Jeg ved ikke, hvor længe jeg sad i den baggård bagefter. På et tidspunkt blev det for koldt, og jeg fik stablet mig selv på benene. Jeg havde kastet op, så jeg gik forbi en kiosk efter vand og tyggegummi.

Jeg kan overhovedet ikke huske togturen hjem, men jeg husker, da jeg kom hjem og fik øje på mig selv i spejlet på badeværelset. Jeg kunne ikke genkende mig selv. Min nederdel og strømpebukser var flået i stykker. Jeg havde blå mærker op og ned af armene og dér på mine lår og knæ, hvor de havde ramt muren. Jeg gik i bad for at vaske mig ren og brød sammen. Jeg sad med bruseren løbende, længe efter det varme vand slap op, og jeg rystede af kulde og følte mig så bundbeskidt, at jeg ikke kunne være i mig selv.

Efterfølgende oplevede jeg, at fysisk smerte kunne tage fokus lidt væk fra den psykiske. Det blev min overlevelsesstrategi sammen med en galopperende spiseforstyrrelse. Jeg fik aldrig fortalt nogen, hvad der skete den aften. Skammen var for stor. Jeg prøvede at slå mig selv ihjel ved at hoppe ud fra en bro. Heldigvis mislykkedes det.

Voldtægten og det efterfølgende selvmordsforsøg påvirker mig stadig i dag, selv om det er 15 år siden. Det er først inden for de seneste par år, at vreden er kommet. Indtil da følte jeg kun skam og skyld.

Ditte Lehmann er ikke kvindens rigtige navn. Hendes rigtige identitet er Information bekendt.

Ditte Lehmann
30 år,
Studerende
Er du blevet voldtaget?

Har du en historie, du vil fortælle, så vil vi gerne høre fra dig. Alle henvendelser behandles fortroligt.

Skriv til: vidnesbyrd@information.dk

Anna Sperling
Kulturredaktør
Information
CREDITS
Journalist: Lærke Cramon
Redaktør: Anna von Sperling
Foto: Sigrid Nygaard, Polfoto (modelfotos)
Digital produktion: Martin Ingolf

Dagbladet Information
Publiceret 16. april 2016
Prøv en måneds gratis digital adgang til Information + papiravisen fredag og lørdag...

Anbefalinger

  • Troels Ken Pedersen
Troels Ken Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mads Jakobsen

To kommentarer til denne serie:

Et. En Saudiarabisk imam ville se sit verdensbillede bekræftet i disse historier. Fortælling efter fortælling om piger og kvinder som, det øjeblik de ikke er beskyttet af familien, bliver udnyttet af onde mænd. Piger og kvinder der ikke kan værge for sig, hverken i situationen eller bagefter.

To. I flere af de tidligere historier tror kvinderne ikke at de er blevet udsat for voldtægt. Først senere beslutter de at det var det der skete. Det er som om de mangler en basal forståelse af hvad seksuelt samtykke vil sige.

Hans Aagaard, Jens Nielsen, Morten Jespersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
June Pedersen

@Ulrik Mortensen

Mænd bliver voldtaget er en hel grammatisk korrekt sætning...du behøver ikke tilføje 'også'. Men så ville det selvfølgelig ikke være afsporing, hvilket naturligvis er formålet med din kommentar. Er pladen "What About The Men" forresten ikke ved at være lidt tyndslidt efterhånden? Voldtægt af mænd skal altså ikke kun bringes på banen når der tales med/om kvindelige ofre. Det ville svare til, at jeg i et indlæg, om eks. prostatakræft, altså lige skulle gøre opmærksom på, at kvinder altså 'også' får livmoderhalskræft. Det er simpelthen en hån mod mandlige voldtægtsofre, hvis de kun bruges som brikker i et spil afsporings-ludo.

Tina Sommer, Hanne Ribens, Sascha Olinsson, Anne Eriksen og Troels Ken Pedersen anbefalede denne kommentar
Mads Jakobsen

Til June Pedersen

Du skal da være velkommen til at skrive om kvinder alt det du vil under de mange, mange artikler om mandlig voldtægt & prostatakræft.

Nå, spøg til side.

Eksemplet med at voldtægt af mænd er mere hyppigt end voldtægt af kvinder i USA tages ikke frem for at venstrefløjskvinder m/k skal begynde at interessere sig for mænds problemer. Det ved vi godt at I ikke kan. Eksemplet illustrere at der ikke er tale om en ligestillingsdebat, men derimod en ridderlighedsdebat.

Troels Ken Pedersen

Denne serie er ikke om voldtægter i amerikanske fænglser. At bringe det på banen er en åbenlys og uværdig undvigemanøvre.

Hvis nu i stedet vi havde fået et indlæg om danske mænds oplevelser med seksuelle overgreb, så havde det været relevant.

Tina Sommer, Hanne Ribens, Anne Eriksen, June Pedersen og Jørn Vilvig anbefalede denne kommentar
Mads Jakobsen

Til Troels Ken Pedersen

Denne serie handler, erklæret, om voldtægt af begge køn. Fra introen:

"Mens voldtægtsdebatten kører, sætter Information nu fokus på ofrenes fortællinger. På information.dk vil kvinder og mænd dele deres vidnesbyrd."

Så det burde ikke være i kommentarsporet at vi fik beretninger om danske mænds oplevelser med seksuelle overgreb.
Men nu er vi kommet til tiende afsnit.

Bør vi ikke, som rationelle mennesker, overveje om "tiden" og "stedet" og "omstædighederne" aldrig bliver sådan helt rigtig til at tage hul på det med voldtægt af mænd?

Troels Ken Pedersen

Tale om voldtægt af mænd? Joda, meget gerne. Jeg ville også være glad (glad er ikke det rigtige ord, men du ved hvad jeg mener) for at se mænds beretninger i serien. Det ændrer ikke det fjerneste ved at beretninger om amerikanske fængsler er fuldstændig skudt ved siden af i denne sammenhæng.

June Pedersen

@Mads Jakobsen

Jeg fangede godt din lille spøg Mads...det var lige før jeg trak på smilebåndet. Du skal ligeledes være velkommen til at skrive om mænd under de mange, mange artikler om kvinders voldtægt af mænd. Spøg ligeledes til side. Men nu synes jeg sådan set ikke jeg skrev noget om kvinder i min kommentar...som i øvrigt var henvendt til Ulrik Mortensen. Jeg synes bare, at sammenligne voldtægt af mænd i de amerikanske fængsler med voldtægt af danske kvinder svarer til at sammenligne æbler og bananer. Er der generelt for lidt fokus på mandlige voldtægtsofre? Uden tvivl! Voldtægt er voldtægt og frygteligt uanset hvem det går ud over. Men de kvinder der her fortæller deres historie skal da ikke lide under, at der tilsyneladende (endnu) ikke er nogle mandlige ofre der står frem og fortæller deres. Disse kvinders oplevelser bliver jo eks. heller ikke mindre frygtelige af, at mandlige fanger bliver voldtaget i de amerikanske fængsler. Det ene ophæver eller overtrumpfer vel ikke det andet?? Så kommer det jo til at lyde lidt a la: "Jo jo det kan da godt være, at de her kvinder er blevet voldtaget, men nu må vi jo ikke glemme hvem de virkelige voldtægtsofre er...nemlig de mandlige indsatte i de amerikanske fængsler". Begge dele skal da forhåbentlig tages lige seriøst!

Tina Sommer, Hanne Ribens, Sascha Olinsson, Anne Eriksen og Sofie Tranekær anbefalede denne kommentar
Sofie Tranekær

Hej - min historie er at finde her ovenfor.
Jeg sendte ikke min historie ind fordi at jeg synes at den er vigtigere end andres, men fordi at jeg egentlig gerne vil sætte fokus på en voldtægts kvalitative aspekter - det vil sige den voldsomme og skelsættende oplevelse det er - ikke mindst i retrospekt.
Det er det jeg synes er ultra-relevant ved den her serie; det er ofrenes oplevelse af det der skete, råt for usødet - og det er til tider direkte ubehagelig læsning. Det er IKKE nødvendigvis repræsentativt i forhold til hvilken type voldtægt der er hyppigst forekommende, eller et spørgsmål om hvad andre eller samfundet bør gøre eller tænke omkring voldtægt generelt.
Det er et talerør for dem der ønsker at benytte det - mand eller kvinde - og det gjorde jeg.
Min historie skal ikke opfattes som mande-fjendsk, eller som en advarsel mod at rejse ud i verden som ung: jeg flyttede selv til England i 1 år som 20-årig, for at vise mig selv at jeg ikke var bange (det var jeg nu alligevel).
Det er min historie - et vidnesbyrd om min oplevelse. Tusind tak for at I har læst den!

Keld Albrektsen, Tina Sommer, Anne Eriksen, June Pedersen, Hanne Ribens, Espen Fyhrie, Fam. Tejsner, Sascha Olinsson og Troels Ken Pedersen anbefalede denne kommentar
Mads Jakobsen

"Disse kvinders oplevelser bliver jo eks. heller ikke mindre frygtelige af, at mandlige fanger bliver voldtaget i de amerikanske fængsler. Det ene ophæver eller overtrumpfer vel ikke det andet??"

Hvis I selv tænker sådan, hvorfor bliver I så vrede? Hvorfor taler I om "afsporings-ludo" og "uværdig undvigemanøvre" når nogen kommer med et simpelt statistisk faktum om kønsforholdet mellem voldtægter i et statistisk veloplyst land? I kunne svare med: "Hmm, interessant, gad vide hvad køns-ratioen er i Danmark?"

Men det gør I ikke, så det er jo nok ikke sådan I tænker.

Troels Ken Pedersen

Mads Jakobsen: Vi er helt utrolig vant til afledningsmanøvrer i diskussioner om køns-spørgsmål i almindelighed og overgreb i særdeleshed. Denne er ikke på nogen måde usædvanlig (endsige interessant) -- den blev i alt fald ikke præsenteret med noget argument som kunne få os til at tænke andet end "hey, se herovre, lad os tale om noget andet end artiklens egentlige, ukomfortable emne, som er seksuelle overgreb mod danskere".

Derfor bliver vi noget uimponerede. Kom med et argument som kan fortælle os hvorfor forholdene i amerikanske fænglser er væsentlige for den herværende artikel, så kan vi da tale om det. Indtil da er det ikke et hak bedre end at smide ind i enhver given diskussion, at de har det værre i Darfur. Det er i langt de fleste tilfælde et sandt, men ikke værdifuldt indspark.

Mads Jakobsen

Hvordan kan det være en afledningsmanøvre hvis du ikke har en snorlige agenda, et narrativ du skal have kørt af? Hvordan kan man have afsporing uden "railroading"?

Hvis disse diskussioner skal forestille at handle om ligestilling mellem kønnene så må alle sammenligninger mellem mænd og kvinder være relevante. Ville det være bedre hvis vi havde danske data om voldtægt af mænd? Det ville det vel for de nationalistisk indstillede. Men indtil et behjertet dansk dagblad laver en serie om voldtægt af begge køn, så må vi klare os med hvad vi kan google. Og her er den amerikanske debat (som er identisk med vores egen) altid behjælpelig.

Troels Ken Pedersen

Kan du i det mindste komme med et eller andet argument eller perspektiv på baggrund af det linkede amerikanske stof, som på nogen måde er relevant for en artikelserie med danske voldtægtsofres beretninger? For hvis ikke, gør du ikke andet end at råbe op om at vi burde tale om noget andet end det vi taler om, uden selv at bidrage nævneværdigt til samtalen.

Og i øvrigt er det da vist lidt af en tilsnigelse at den amerikanske debat skulle være identisk med vores egen. I og med at du trækker den ind ud fra en betragtning om at de taler om ting som vi ikke taler om, så er den jo pr. helt basal definition ikke engang tilnærmelsesvis identisk.

ulrik mortensen

Som Mads Jacobsen skriver er den amerikanske debat relevant, da den minder om vores egen (og ikke hvad de diskuterer i Darfur), og overgreb (mod kvinder ikke mænd) i det amerikanske samfund (universiteter) har været belyst i mange artikler, f.eks. https://www.information.dk/moti/2014/09/voldtaget-eliten

Overgreb mod mænd i DK er sjældent diskuteret i medierne, men i et indslag i tv2 nyhederne:
"Tabu: Så mange mænd bliver voldtaget om året", siger Malene Hilden, overlæge på Center for seksuelle overgreb på Rigshospitalet, at kun mellem 2-3% af overgreb mod mænd bliver anmeldt mens tallet er over 25% for kvinder:
http://nyheder.tv2.dk/2015-11-12-tabu-saa-mange-maend-bliver-voldtaget-o...

Mads Jakobsen

Til Troels Ken Pedersen

Den amerikanske debat er identisk med vores i og med den handler om individuelle kvinders personlige beretninger, hvordan vi alle skal lytte og være chokeret, hvilket mod de udviser, hvor svært det er at gå til politiet så derfor gik de til medierne i stedet osv, osv.

Den amerikanske debat er forskellig fra vores i og med at amerikanerne positivt ved at voldtægt af mænd er et kvantitativt større problem hos dem. Men det påvirker dem ikke. Fordi de tænker som dig: nu snakker vi om kvinderne, og så kan vi snakke om det andet senere. På et mere belejligt tidspunkt. Når emnet bliver fremført på den helt rigtige måde. Af de helt rigtige mennesker.

Mandlige voldtægtsofre står frem i samme grad i USA som her. Mon ikke det er fordi de fornemmer at det bare ikke er dem det handler om når det kommer til stykket?

Jeg vil gætte på, at hvis de amerikanske så vel som de danske medier flød over udelukkende med mænds beretninger om voldtægt, så ville du ikke have svært ved at se at noget var skævt, og at det sikkert var nogle af de samme faktorer der holdt kvinderne borte fra spalterne i begge lande.

Troels Ken Pedersen

Informations invitation til at komme med beretninger gælder eksplicit både kvinder og mænd. Der har så ikke været nogle beretninger fra mænd (endnu), og det er ganske rigtigt en skam.

Det med de mange voldtagne mænd i USA handler mig bekendt (og ifølge Ulriks øverste link) om det syge uhyre, der er det US-amerikanske fængselsvæsen. Man kan sige mange grimme ting om danske fængsler, men på det punkt er de næppe sammenlignelige, og det er meningsløst at bringe op ifbm. en diskussion om os.

Jeg tænker ikke at vi skal lade være med at tale om mandlige voldtægtsofre, jeg tænker bare HELLER ikke at kvindelige voldtægstofre skal holde kæft/nøjes med at gå til politiet (og nogle af de tidligere indlæg i denne serie demonstrerer fint, hvorfor anmeldelsesprocenten ikke er så høj -- og den er den trods alt noget højere for kvinder).

Hvad denne serie handler om er at slå fast gennem en tilstrækkelig grad af gentagelse og variation, at voldtægt ikke er en fremmed og eksotisk ting fra de varme lande med mørke mænd der springer ud af buske. Jovist, der var også et regulær springen-ud-af-busk overfald i et tidligere indlæg, men de fleste af dem er mere "normale" og hverdagsagtige. For det er en ting, der sker. For normale mennesker, oftest udført af tilsyneladende normale mennesker. Og når vi som samfundt får sat ord på det, kan det forhåbentlig hjælpe fremtidige både ofre og bystanders til at genkende voldtægt for hvad det er, når folk gør det.

Det ville OGSÅ være godt at få de ord sat på mandlige ofre, men jeg må tilstå at det får mig til at tænke mindre respektfulde tanker om jer, når I fremturer med at kvinderne bare skulle holde kæft eller tale om mænds problemer i stedet, eller USA, eller HVAD SOM HELST andet end at danske mænd voldtager danske kvinder. For det ER desværre en ting, en ting som det er værd at tale om.

Mads Jakobsen

"når I fremturer med at kvinderne bare skulle holde kæft eller tale om mænds problemer i stedet"

Kunne du fremvise et sted hvor nogen som helst kommer med den påstand? For ellers må du nok erkende at du er fanget i en Don Quixot-agtig fantasiverden.

Troels Ken Pedersen

"Eksemplet med at voldtægt af mænd er mere hyppigt end voldtægt af kvinder i USA tages ikke frem for at venstrefløjskvinder m/k skal begynde at interessere sig for mænds problemer. Det ved vi godt at I ikke kan. Eksemplet illustrere at der ikke er tale om en ligestillingsdebat, men derimod en ridderlighedsdebat."

Morten Jespersen

Jeg kunne nok godt berette om en begivenhed eller to der kunne fortælles som voldtægt, især hvis kønnet blev placeret på den rigtige måde.

Men selv om der snakkes om voltægt (og vold iøvrigt) så er det stadig tabu at Tale om det. Altså sådan rigtigt, med nuancer, og uden umiddelbar fordømmelse af den ene eller den anden - eller en hel gruppe for den sags skyld.

Mads Jakobsen

Til Troels Ken Pedersen

Så når du læser sætningen "tages ikke frem for at venstrefløjskvinder m/k skal begynde at interessere sig for mænds problemer" så ser du altså "tages frem for at venstrefløjskvinder m/k skal begynde kun at interessere sig for mænds problemer. Og i øvrigt holde kæft."

Okay, så.

Grethe Preisler

Som bekendt skal der mindst to til en tango: En, som fører an, og en, som følger med og lader sig føre. Det samme gør sig gældende for så vidt angår den overtrædelse af straffelovens § 216 (også kaldet voldtægtsparagraffen) som er emnet for nærværende debat i "det forum, hvor landets bedste hoveder diskuterer de [efter debatredaktionens bedste skøn} mest presserende emner". Her kaldes de to, der skal til, blot for "gerningsmanden" og "offeret".

Derfor er det naturligvis i ligestillingens højhellige navn også "stigmatiserende" for den halvdel af landets bedste hoveder i dagbladet Informations debatfora, som rent statistisk må formodes at være udstyret med hanlige genitalier fra naturens hånd, at se bort fra, at også de er potentielle og reelle ofre for voldtægtsforbrydelser.

Kvinder er træske, det ved vi alle efterhånden, og kan de ikke få skovlen under manden på den ene måde, så skal de nok finde metoder til at få skovlen under ham på den anden. Ned med nakken skal han, hvad enten han piber eller synger. Som f.eks. når en stakkels mand i al stilfærdighed gør opmærksom på, at der (vistnok og efter al statistisk sandsynlighed) er lige så mange mænd som kvinder, der risikerer at blive voldtaget, når de i god tro bevæger sig ud i det offentlige rum i håb om at find en soulmate og/eller bare en sexpartner for en nat.

Så er det jeg bare lige gerne ville vide, hvor mange procent af de såkaldte "gerningsmænd" til overgreb mod mandlige "ofre" for voldtægtsforbrydelser, der rent statistisk må formodes at have været udstyret med kvindelige genitalier fra naturens hånd, og derfor i ligestillingens navn retfærdigvis burde benævnes "gerningskvinder" ?

Keld Albrektsen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Keld Albrektsen

Netop, Grethe Preisler!
Uden i øvrigt at sammenligne forbrydelsernes karakter, så minder det mig lidt om diskussionen om unge menneskers deling af billeder og andet materiale.
Problemet bliver ikke løst/formindsket uden at fokusere ret kraftigt på gerningsmænd (gerningspersoner) - og uden at kunne underbygge med fakta eller statistik, så er langt de fleste gerningsmænd, netop dét. Uden hensyn til offerets køn.

Odin Rasmussen

Jeg har stor respekt for de mennesker som står frem med deres personlige overgrebshistorie. Jeg har flere gange væmmedes når jeg læste hvordan ofrerne blev behandlet.
Jeg synes at denne voldtægtsserie i Information er blevet en personlig aversion for mit vedkommende. Måske næste serie i Information burde handle om de kvinder der kidnapper børn fra deres fædre eller andre ulige magtforhold mellem kønnene. Jeg har fået det særligt svært med personer når de gør min skepsis overfor serien til et personligt modsætningsforhold mellem dem og mig. En har f. eks. kaldt mig alt fra bøddel til psykisk syg i forskellige grader når jeg stiller mig kritisk overfor seriens koncept. Blot fortæller det at den serie er en magtdemonstration i sig selv - og overfor hvem. Jeg har aldrig været i tvivl om at man skal respektere andre mennesker. Når det er sagt så kan man f. eks. ifølge den franske filosof Michel Foucault reducere alle menneskelige relationer til magtforhold. Ikke at jeg er enig men det fortæller jo at der altid er flere synspunkter på hvad der sker. Det der foregik i Køln i vinters (hvis det altså er sandt) kan ikke sammenlignes med med nogen af de historier som Information har trykt. Jeg synes det ville klæde Information at sætte de forskellige vidnesbyrd ind i en samfundsmæssig kontekst både historisk og sociologisk. Men der kommer måske en afrunding på serien, der hæver den over de nøgne vidnesbyrd. Så synes jeg Informations journalister skulle opføre sig ordentligt på de sociale medier og undlade at fordreje mine ord blot jeg ikke er enig i visse smalsporede analyser. Det er til en vis grad sjovt nok at være lidt uenig bl.a. på sociale medier med interessante kvinder, men de ligger jo heller ikke fingrene imellem selv når man bliver kaldt sexist eller lignende. Føj siger jeg bare!

Odin Rasmussen

Jeg kunne forestille mig at mange har hørt om serien, men at de med vilje alligevel har undgået den, da traumer man har oplevet kommer lidt for tæt på. Det er nok altid lidt hårdt at rode op i en traumatiserende oplevelse. og til facebook debatøre please undgå at psykologiser på andre mennesker bare fordi de har en anden mening eller rettere nuancere nogle vinkler. Der jo i øvrigt aldrig er helt ren medmindre det kommer fra Dalai Lama.

Voldtægts serien handler næsten kun om kvinder. Nu er jeg ikke en kvinde, men jeg har da lov til alligevel at følge lidt med i kvindernes forskellige tanker og bekymringer og nogengange skulle man tro at hele samfundet bestod af kvinder, men det er altså Dagbladet Information - og temaet er at når kvindekønnet angribes og det er noget som sker stort set hele tiden. Kvindekønnet angribes, men heldigvis så har Information nogle kvindelige journalister og kvinder, der laver det ene og det andet og det er da herligt så kvinder bliver åbenbart ikke angrebet så meget at de ikke kan gøre sig gældende.