Læsetid: 9 min.

’De hader os helt vildt’

Et år efter de værste optøjer i Englands nyere historie giver 130 engelske politifolk deres version af fire rædselsdøgn, hvor de måtte kæmpe mod tusindvis af uromagere, der i en voldsrus plyndrede butikker, brændte biler af og hærgede i London, Birmingham, Liverpool og andre byer
Et år efter de værste optøjer i Englands nyere historie giver 130 engelske politifolk deres version af fire rædselsdøgn, hvor de måtte kæmpe mod tusindvis af uromagere, der i en voldsrus plyndrede butikker, brændte biler af og hærgede i London, Birmingham, Liverpool og andre byer
7. juli 2012

To mandskabsvogne fyldt med urobetjente kører i høj fart gennem gaderne i Tottenham i det nordlige London. På forsædet af forreste køretøj bruger en 29-årig betjent sin iPhone til at finde vej frem til optøjerne.

Forstærkningerne har været for længe undervejs, erkender politiet. Men omkring midnat strømmer der politistyrker fra hele London til Tottenham. »Jeg vidste, kolleger var såret. At der brændte bål i gaderne, og at uroen var ved at være ukontrollabel,« fortæller betjenten. »Så det gjaldt om at få gutterne derover i en fart.«

Mens de to mandskabsvogne nærmer sig optøjerne, udsender politiradioen en strøm af dårlige nyheder. »Sribevis af kolleger er sårede. Kollega nede, kollega såret, vi skal bruge en læge, en kollega mere er nede, vi kan ikke finde den og den, ved nogen, hvor han er?«

Politibusserne har kørt 32 kilometer fra Sutton i det sydvestlige London, da de uforvarende havner direkte i centrum for optøjerne på Tottenham High Road.

»Pludselig hagler det ned over os med mursten, flasker og stilladsdele. Og vi var ligesom ... For fanden mand, okay, det sker rent faktisk nu.«

Busserne kører videre, passerer flere udbrændte politibiler og en dobbeltdækkerbus, der er omspændt af flammer. »Der blev bare ved med at være smadrede vinduer og sten, og jeg tænkte: ’Det her er ikke virkelighed, det er som en filmoptagelse’.«

Betjenten – en af de 130 politifolk, som The Guardian og London School of Economics har interviewet til en undersøgelse af sidste års engelske optøjer – var på vej mod en oplevelse, han aldrig vil glemme.

»Jeg tænkte bare: Hvor meget længere kan det her blive ved? Det er jo det rene helvede,« siger en 52-årig inspektør, som blev slået bevidstløs kort efter sin ankomst til Tottenham. »Hvis nogen af mine betjente går i aktion nu, løber de os over ende. Og myrder os.«

Optøjerme i Tottenham har varet fire timer. En protest over politiets nedskydning, to dage tidligere, af en lokal borger, Mark Duggan, har udviklet sig voldeligt. Der er plyndringer i gang tre kilometer mod vest i Wood Green. Stadig ved hjælp af sin iPhone guider betjenten politibusserne gennem brun røg og forbi flammende bygninger ad gader, der er oversået af sten og andet kasteskyts.

Ved et Aldi-supermarked må politibusserne at stoppe. »Alle indkøbsvognene var trukket ud i en stor kæde og væltet om, så de kunne bruges som barrikade,« siger han. »Man kører ikke bare hen over indkøbsvogne. Så vi gjorde holdt. Alle tjekkede, at de havde spændt deres hjelme fast og havde deres grej parat.«

Da bussens dør åbnes op, bliver han først overrumplet af larmen. »Uromagerne råbte og skreg og smed med brosten, imens politisirener gjaldede i det fjerne.« Han og hans kolleger slutter sig til en kæde af 10-12 urobetjente, der kæmper med 300 uromagere. »Det er svært at trække vejret i røgen. Og hjelmens glasvisir dugger til med det samme, så jeg næsten ikke kan se, hvor jeg går.«

Indkøbsvognene danner en naturlig skillelinje, og luften er tyk af kasteskyts. Politiet forsøger gentagne gange at komme op over vognene, men da det endelig lykkes for betjenten og en håndfuld af hans kolleger, må de konstatere, at de er isolerede og under angreb.

Der er ikke andet at gøre end at foretage et omgående tilbagetog. Betjentene klatrer tilbage over vognene med undtagelse af én.

»Jeg kommer ikke helt over, fordi jeg hænger fast i et eller andet,« siger han.

»Pludselig mærker jeg hænder, der tager fat i mig og prøver at trække mig tilbage. Det farer igennem mit hoved, at hvis får de fat på mig, er det slut. De var en hel flok. Den var ophidset, det var mørkt, og det var kaotisk – så det ville jeg ikke overleve.«

Hændelsen finder sted 500 meter fra det sted, hvor politibetjent Keith Blakelock blev stukket ihjel under Broadwater Farm-optøjerne 26 år tidligere.

Plyndringer

Mens førstedagen af de engelske optøjer er præget af intens vold mod politiet, domineres andendagen af omstrejfende bander, der i stor stil udplyndrer butikker og varehuse. Nogle af de mest vanvittige plyndringer sker i Brixton i det sydlige London.

Da en 25-årig kvindelig politibetjent ankommer i en bus fyldt med politi, ser hun folk, der spæner af sted med fladskærms-tv ’er og bærbare computere. Politiet holder ind ved et varehus tilhørende kæden Currys, der sælger husholdningselektronik.

»Inspektøren siger bare: ’Der bliver plyndret. Vi er nødt til at omringe dem for at hindre dem i at flygte.«

Betjenten og to andre kolleger står vagt ved en udgang, iagttager plyndringerne og råber: »Bliv derinde, alle sammen – I er omringet, I kommer ikke ud.« Men da røverne strømmer ud, retter en af dem en brandslukker imod hendes ansigt og trykker af.

»Jeg havde visiret nede, men jeg fik det i ansigtet alligevel, syntetisk skum smager ikke godt.«

Hun kæmper i blinde, indtil hun får skummet væk, og ser da en kollega, der slås med en mistænkt på jorden.

»Pludselig hører jeg én råbe, det må være min inspektør: ’Kom så ud derfra alle sammen – nu!’«

En stor menneskemængde styrer direkte mod politiet og betjenten flygter ind i et salatfad. Indenfor er der to andre betjente og tre anholdte. Chaufføren forsøger at finde vej gennem menneskehavet, kører frem og så tilbage. »Vi kom ikke nogen vegne,« siger betjenten. »Jeg var bare enormte bange for, at sidedøren skulle åbne sig, og at jeg ville blive trukket ud.«

Imens betjentene forsøger at fastbolte døren, bliver der slynget en mursten ind gennem bagruden.

»Min kollega bagude begynder at råbe: ’Ruden er knust, ruden er knust’! Min anden kollega forsøger stadig at holde døren lukket. Jeg tror ikke, han har fået sat sikkerhedslåsen ordentligt på, og lige pludselig kommer der den her machetekniv igennem, der ligesom begynder at hugge ud efter hans hånd. Godt at han havde sine handsker til at beskytte sig,« siger hun.

På tredjedagen i Hackney i det østlige London er en 25-årig civilklædt betjent i knibe. Uden hjelm, skjold eller træning i urobekæmpelse er han i en sårbar position. »Jeg husker en eller anden sagde til mig: ’Så bliv dog hos din chauffør’ – ’jamen, hun er allerede væk’. En anden kollega trækker staven, og jeg tænker: ’Åh ja, min stav, hvor kunne jeg godt bruge den nu’. Uromagere lige foran ham brækker brosten op og bruger dem som kasteskyts. Andre har fastgjort knive til spadeskafter, som de svinger truende. ’Hey, hvad fanden har I gang i?’ sagde jeg og tænkte: ’Bare jeg dog havde et skjold’. En brosten flyver gennem luften og splintres i to. Da den lander – fra en eller anden mærkelig skæv vinkel – ryger den ene halvdel lige ind i ansigtet på mig. Jeg bliver slået omkuld, men kommer på benene igen.«

På dette tidspunkt er titusinder af mennesker på gaderne i de engelske storbyer i fuld gang med at lave hærværk, tænde bål og plyndre, de fleste af dem i London. Indsatte betjente fra hovedstadspolitiet bruger udtryk som »i undertal«, »frustreret«, »skræmt« og »overvældet« om den kritiske situation.

Men hvor uromagerne reelt har overtaget dele af London, har de mindre succes i Liverpool. Trods vedholdne forsøg gennem 48 timer lykkes det dem aldrig at trænge ind i bymidten. Med disciplinerede kæder formår politiet at holde uromagerne i områderne omkring Toxteth i det sydlige Liverpool.

Men volden mod politiet er lige så intens som i London. Politiet bliver angrebet med golfkøller og benzinbomber. En kvindelig betjent ser uromagere trække ejendomsmæglerskilte op af jorden og bruge de spidse ender til at angribe politiets heste. Hadet mod politifolkene er indædt.

»De hader os helt vildt,« siger en anden Liverpool-betjent.

»Det stammer fra bandementaliteten. De er som et helt ulvekobbel.«

Slaget er tabt

Mens politiet i Liverpool kæmper for at holde ballademagere ude af byens centrum, må Birminghams politi se i øjnene, at slaget er tabt. Ikke alene er store dele af millionbyen i uromagerne og røvernes vold, en politistation i Handsworth i det centrale Birmingham, bliver også hærget og sat i brand. En 31-årig overbetjent fra urobekæmpelsesenheden får ordre til at sikre politistationen og at ledsage brandfolkene.

»Det eneste vi kunne se foran os, var biler, der var væltet og stukket i brand. Når benzintankene eksploderede, var det livsfarligt at være i nærheden.«

De brændende bilvrag spærrer gaden og tvinger deres konvoj af mandskabsvogne ned ad en enkelt, smal vej. »De forsøger at tvinge os ind i en blindgyde for at overfalde os der,« siger han. »Da vi kører igennem, får de smadret alle ruder, ikke et eneste er intakt. Vores chauffør må køre med hovedet ud af vinduet.«

Kampene varer næsten indtil daggry. »De sigter på os fra afstand med haglgeværer og gør tegn med dem i luften til at vi skal trække os tilbage.«

I London strømmer der stadig flere mennesker til for at udnytte det kaos, der er brudt ud. Tre mandskabsvogne kører langsomt forbi et bycenter i Lewisham i det sydøstlige London, der er blevet invaderet af omkring af 300 tyve. En 41-årig betjent i et af køretøjerne bemærker forundret, hvor rolig menneskemængden forekommer. »Folk prøvede sko og hatte og T-shirts og byttede ting med hinanden. Det var virkelig surrealistisk. De virkede helt ubekymrede,« siger han.

Uromagerne er over hele London. To mennesker bliver dræbt. Hovedstadspolitiet giver manglende efterretninger skylden for, at der i første omgang ikke sættes tilstrækkeligt mange betjente ind. På optøjernes tredjedag er det stadig kun 6.000 politifolk, der er indsat. Men fireogtyve timer senere er der 16.000 betjente i Londons gader – en enorm magtdemonstration, som politiet mener, er forklaringen på, at det omsider lykkes at få bugt med optøjerne.

De værste uroligheder i nyere engelsk historie fandt sted i London, Birmingham og Liverpool, med yderligere udbrud i flere andre byer. England følte sig på randen af et socialt sammenbrud.

Men mange i britisk politi mener, at det er lykkedes at afværge uroligheder i endnu større skala: Optøjerne i 2011 var mere intense end dem i 1980’erne, men de varede kun fire dage i stedet for at ulme i flere måneder. Andre siger, at politiet denne gang var bedre til at få fat på mange af de skyldige, ikke mindst takket være optagelser fra overvågningskameraer. Alene i London blev over 4.000 anholdt.

Trods offentlig kritik er der stadig en dyb følelse af stolthed hos de politifolk, som blev indsat mod urolighederne. Man føler, at man gjorde sin pligt for at beskytte offentligheden og redde et land på randen af kaos. Som en chefinspektør fra Hovedstadspolitiet, der blev indsat den første aften, udtrykker det: »De betjente, som var med mig den nat gjorde alt, hvad de kunne, for at opretholde sikkerheden. De strakte sig langt for at redde liv. Der var ikke eneste, der sagde: ’Nej, vi tør ikke gå længere’.«

For de fleste af dem, der deltog i denne undersøgelse, var interviewene en sjælden mulighed for at gøre status og reflektere. Flere fortæller, at erindringerne om optøjerne er så uvirkelige, at det føles, som om det aldrig var sket. Men for en dels vedkommende er de psykologiske eftervirkninger først begyndt at melde sig nu.

For betjenten med iPhonen, der slap fri af mængden ved indkøbsvognene i Tottenham, kom erkendelsen af chokket først, da han besluttede sig for at konsultere en psykolog. Efter at have udfyldt et ‘angst-indikator’-spørgeskema fik han at vide: »Vi begynder at blive bekymrede, når folk får omkring 20 points og derover. Du scorede 86 ...«

Betjenten har efterfølgende nedskrevet sine oplevelser på papir for bedre at kunne bearbejde dem:

»Jeg troede virkelig, jeg skulle dø, da jeg sad fast på den indkøbsvogn. Jeg har før tacklet ubehagelige ting på jobbet og haft det okay bagefter. Man får bare et godt grin med sine kolleger, og så er det som regel overstået. Så det var aldrig rigtig gået op for mig, at episoden med indkøbsvognen gik mig sådan på. Men, jo, den lille oplevelser komme jeg nok til at bære rundt på for altid.«

 

© The Guardian og Information

/Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Plyndringer, plyndringer, tjah - det sker alle vegne når muligheden byder sig, ved optøjer, oversvømmelser, jordkælv, evakueringer - kønt er det ikke. Man kan vel skelne mellem plyndringer af private hjem og af butikker - jeg ved det ikke.

Og ja, der bliver givet og taget i den slag situationer. Det må ikke være sjovt at være det kapitalistiske systems førsteindsats. Jeg tror ikke der er tale om had mod den enkelte betjent - men det er da et klassisk fokus fra en borgerlig overskriftsredaktion.

Had, vold, massepsykose. Alle ved det kommer igen - hvad er samfundets (an)svar?

lene johansen

Mangler Informations artikler om det engelske bankaristokratis plyndringer af folket (worlwide)....

Højaktuelt er Ribor skandalen og Barclay banks leder, der trådte tilbage - sandsynligvis med et gyldent håndtryk... næh, dog næppe i dette tilfælde.

Han havde iøvrigt også tjent mere end nok, da hans årlige gage var 28 mio. £ = 280 mio. kr.

Tal om plyndringer....- ja det bliver der, men kun når de forkuede masser går amok.

Steffen Gliese

Sådan lever man så risikofyldt med ekstrem ulighed i samfundet. Faren i Danmark vokser betydeligt med nedskæringer i kontanthjælp og dagpenge. For ikke at tale om de mest ukontrollébare førtidspensionister.

Uhyggeligt at tænke tilbage på, hvor stor sympati ballademagere dengang havde på disse debatsider. For nogle en spinkelt håb om vold og revolution.

Martin Lund:

Er det ikke snart på tide du slår op i en ordbog og lærer forskellen på EMpati og SYMpati?

Som Peter Hansen siger, er den type optøjer og plyndringer en selvfølgelig følge af et skstremt polariseret samfund. Jo mere travlt middel-og overklassen (defineret økonomisk, ikke sociologisk) har med at øge forskellen ned til 'the have-nots', jo flere af denne slags slagscener vil de få at se.

lene johansen

Ved ikke om det er nok Martin Lund slår op i en ordbog - han kommenterer ikke på artiklen, men på hvad HAN mener at MAN havde af sympatier for nogle år siden.

Vi er ude i så mange segmenter, der intet har med artiklen at gøre - at her er tale om en afviger - der hjælper nok ingen ordbøger, selvom man kunne håbe.

Troels H. Poulsen

Kina og Rusland burde have givet oprørene våben dengang. Det kunne have været starten på "det engelske forår".

Selv efter bombardementerne under Anden Verdenskrig var der plyndringer:

“The looting was often carried out by gangs of children organized by a Fagin figure; he would send them into bombed-out houses the morning after a raid with orders to target coins from gas meters and display cases containing First World War medals.

In April 1941 Lambeth juvenile court dealt with 42 children in one day, from teenage girls caught stripping clothes from dead bodies to a seven-year-old boy who had stolen five shillings from the gas meter of a damaged house.

In total, juvenile crime accounted for 48 per cent of all arrests in the nine months between September 1940 and May 1941 and there were 4,584 cases of looting."

http://www.counterpunch.org/2011/08/12/riots-and-the-underclass/

Jesper Wendt

Som der står på stationen her på vestegnen: Har du husket at hade politiet i dag?

Jeg smiler nu hver gang. :)

Benjamin Bach

@Martin Lund
Uhyggeligt at tænke tilbage på, hvor stor sympati ballademagere dengang havde på disse debatsider. For nogle en spinkelt håb om vold og revolution.

Jeg husker det anderledes som en meget dyb debat om, der reflekterede over årsagerne til optøjerne.. sociale skævheder, politiske budskaber, materialistisk kultur osv. Det er trist, at du ser kommentarspalterne så selektivt.

Maiken Guttorm

Politiet fungerer som forlænget arm for politikker der kontrollerer unge i hoved og røv ved hjælp af ASBOs, curfew orders og dispersal orders. Disse kan præventivt diktere i teorien hvilken som helst ungs gøren og laden, opførsel, færden og endda kammerater, men bruges mest i fattige boligområder.

Sikke en frikendelse af politiet som aktører Niels Ivar Larsen her har valgt. Reaktionerne fra de enkelte betjente - der mystisk nok er ganske chokerede over det deres job indebærer - stemmer meget godt overens med hvad organisationen Barnardo's i en undersøgelse for et par år tilbage fandt af holdninger i befolkningen. At ungdommen er 'dyrisk vild' (feral) og uden for pædagogisk rækkevidde.

De har et seriøst generationsproblem i opfattelsen af børn og unge, som de søger løst med Tony Blairs kontrol-fikserede politikker og nu Camerons overklasse-fortrængning gennem nådesløs håndhævelse, præventive indgreb baseret på målbare targets der skal opfyldes og massive fordomme som ignorerer risikoadfærds kompleksitet. - 'det er bare bander det hele'.

Politiet fik bl.a. 2 drenge dømt for at have opildnet på facebook, men ikke selv have gjort noget som helst i den virkelige verden. Det er vist det man kalder tankekontrol og stækning af ytringsfrihed, men det har frit spil overfor mindreårige og magtesløse unge. Senere fik flere samme behandling.

For omkring et års tid siden vakte 5 unges selvmord på 5 uger i forvaringsinstitutioner bekymring. Institutionerne er notorisk overfyldte og med massiv mangel på ressourcer, men er endnu et udtryk for at unge på kanten hen ad vejen ofres for at tækkes den bizarre samfundskategori "law-abiding citizen".

Bl.a. _Chavs_ af Owen Jones har gode bud på mange af de mellemregninger som politiet ikke forstår og politikerne ikke har lyst til at forstå, af de elementer der former en generation der har meget lidt at tabe.

Lars Poulsen

"»Det stammer fra bandementaliteten. De er som et helt ulvekobbel.«"

Politiet er jo også en stor bande der udviser lige så megen 'bandementalitet'.

Savner i øvrigt noget indhold i denne artikel, det var jo ikke andet end opremsninger af salgmarken, ingen analyser af hvorfor itingene er blevet sådan som de er. Som andre har sagt så er det udtryk for det ekstremt polariserede samfund som england nu engang er.

Jakob Lilliendahl

Det var sgu noget af det værste Hollywood journalistik jeg har læst. Politiet er ikke en skid ofre, de har sgu da selv valgt at ville forsvare de privilegeredes privilegier.. også kaldet selvret eller parlamentarismen eller whatever. Jeg føler med den britiske ungdom

Johannes Lennar

Altså hvis politiet ikke kan tåle at være i første geled i kapitalisternes hær, så må de lade være med at være politibetjente. Klogeligt trak de sig tilbage i nogle situationer men de burde have brugt situationen til at trække sig helt ud af kapitalisternes hær. Få noget tid til overs og bruge tiden til at filosoferer over hvorfor nogle vælger at ødelægge det hele.

Kristina Jensen

An officer down betyder, at en betjent er skudt. Virkelig dårligt oversat med ’en betjent nede’. Er du nede med det, Paul Lewis?

Martin Lund udtaler sig om uromagernes symnpati her på siden for et år siden. Jeg gad godt vide, hvor han kender uromagernes sympati fra? Men han kan have ment debattørernes sympati med uromagerne, om end det er ikke hvad han har skrevet.

Jeg må indrømme, at jeg synes det er fantastisk, at Enhedslisten har afskaffelse af politi med i deres partiprogram. Jeg er yderst tilfreds med dette budskab.

Artiklens halve sandheder har ikke været sjove for politibetjentene på arbejde de dage, om end også de har valgt den konservative Cameron til magten og må tage konsekvenserne…

Steffen Gliese

Ork, Johannes Aagaard, hvis produktiviteten i Folketinget fortsætter i samme takt, får vi brug for hver og én.

Hanne Gregersen

@Dana
"er den type optøjer og plyndringer en selvfølgelig følge af et ekstremt polariseret samfund" det er måske bekvemt så kategorsik at fastslå årsagssammenhængen, men kunne det evt tænkes, at forklaringen på disse folks hærgen og stjælen har lidt flere facetter ?

Martin B. Vestergaard

Er jeg den eneste herinde der synes denne diskussion er anelse hadsk?

Ja vel er det ene røveri lige så galt som det andet, men at retfærdiggøre plyndringer og vild med at kapitalen længe har røvet dem der deltog i optøjerne synes jeg er langt ude.

Jeg kan godt forstå at nogen i afmagt griber til selvtægt, når de føler sig svigtet af det retssamfund de troede skulle beskytte dem, men det retfærdiggør ikke at man gør det.

Hvis det bliver OK at bekæmpe politiet, fordi de er kapitalens forlængede arm, så er vi ude på et skråplan der kun kan ende i kaos og mere vold.

Og nej, dette er på ingen måde et forsvar for de sociale uligheder og overgreb nogle af dem der deltog i urolighederne var (eller i det mindste) følte sig udsat for. Men vold må aldrig blive løsningen, uanset hvem der udøver den.

Steffen Gliese

Martin B. Vestergaard, det er absolut altid en dårlig idé med vold, men skal den undgås, kræver det, at de, der har magten, besinder sig.

Maiken Guttorm

Muligvis, Johannes Aagaard. Og siden jeg ikke er jurist, er det ikke nødvendigt at læse hver eneste domsafsigelse igennem før jeg skriver - det er langt fra det mest betydningsfulde i denne sammenhæng.
Men tak for linket, som i øvrigt er fuld af blomstrende uneutraliteter som først og fremmest smager af en konkret udskrivning af et nationalt traume - at den satans ungdom sprængte formerne og blev destruktiv som i en selvopfyldende profeti - jf. tidligere nævnte rapport fra Barnardo's. Dernæst fremhæver omstændighederne under hvilke handlingen blev begået, og ikke handlingen selv.

Retten vælger ifølge domsafsigelsen selv at skærpe omstændighederne, bl.a. ved at referere til undtagelsestilstande:

For these reasons, we endorse the observations of His Honour Judge Gilbart QC by whom many of the present appeals were heard, that:
“…the context in which the offences of the 9th August were committed takes them completely outside the usual context of criminality. For the purposes of these sentences, I have no doubt at all that the principal purpose is that the courts should show that outbursts of criminal behaviour like this will be and must be met with sentences longer than they would be if the offences had been committed in isolation. For these reasons I consider that the Sentencing Guidelines for specific offences are of much less weight in the context of the current case can properly be departed from.”
(Sentencing principles, 17)

Det bliver endda brugt som argument herfor, at Ahmadinejad således fik en mulighed for at drille de stakkels briter midt i orkanens øje (the facts, 35) - ren skolegårdsretorik!

Så vidt fremgår det at de faktisk har deltaget i oprørere, men at det intet har med facebook-gruppe eller -event at gøre. Så er det da også absurd at basere anklagerne på det. Hvis de har plyndret butikker og smadret vinduer, så kunne man passende dømme dem for det, ligesom de resterende i gruppe-domsafsigelsen.

Det kan tilføjes at lige præcis Manchester har en særdeles ukompromittende track-record, da de har haft nul-tolerance igennem hele 00'erne. Så at jeg ikke deler deres afvejning kommer ikke som nogen overraskelse.

Der blev statueret et eksempel, og efterfølgende har 16 årige, 18 årige og også 12 årige fået straffe i alle varianter op til 6 år, custodial sentences eller rehabilitation orders for de yngste, som dog alligevel varer 1 år eller mere. Det er grove overreaktioner retten foretager sig, det er det jeg forholder mig til.

I den første dom i facebook-sagerne, fik 18 årige Ahmad Pelle 2 år og 9 måneder (halvdelen til afsoning) for at poste 3 opdateringer på sin konto. Ingen grupper lavet, ingen planer lagt. Blot ord.
Så vi kan hermed konstatere at facebook forvandler ord til handling?

Du har ret i, at 20 og 22 årige ikke er drenge. Jeg kunne have refereret til de utallige efterfølgende sager med drenge:

Et år efter urolighederne er 34 børn og unge mellem 10 og 17 stadig varetægtsfængslet
(The Guardian )

Herhjemme har vi skam også formildende omstændigheder pga. alder, men jeg medgiver det er røget lidt længere i baggrunden til fordel for et mere angloamerikansk syn af ungdomskriminalitet.

Men igen, tak for linket, der stod faktisk noget jeg kunne bruge i andet øjemed:)

Niels Mosbak

Lad mig fastslå af erfaring, at det er rigtigt i de allerfleste tilfælde, at de folk der angriber politiet ikke har noget personligt had, men snarere et had til uniformen, der naturligvis repræsenterer magtudøvelse på statens vegne (altså en eufemisme for vold.)

Samtidig vil jeg påpege, at politiets arbejde jo heldigvis kun undtagelsesvist drejer sig om urobekæmpelse i stor skala, selv om disse voldelige konfrontationer får stor mediebevågenhed, er der tale om sjældent forekommende begivenheder.
Og naturligvis er det sådan at jo større social lighed et samfund har, desto færre af disse voldelige konfrontationer med befolkningen. Deri er der stor forskel på Stor-Britannien og Danmark, selv om det også her tillands går den forkerte vej.

Den helt overvejende del af politiet arbejde foregår inden for den ramme der hedder - hvem ringer du til når du har været udsat for en forbrydelse?

Og som en kommentar til Johannes Lennar vil jeg sige at politifolk er mennesker ligesom dig, og ikke nogen der bor på bagsiden af månen når de har fri.
Derfor tager politifolk lige så meget skade når de udsættes for voldelige forbrydelser som alle andre.
Så det de udsættes for kan ingen tåle - alle mærkes af at have været i livsfarlige situationer, også politifolk.
Og der er yderligere den krølle på denne psykologiske stress, at politifolkene ikke bare kan trække sig tilbage, de har jo ikke valgt at være netop der, men er forpligtet af samfundet på at løse opgaven, fordi der kommer altså ikke nogen efter politiet og ordner tingene. Politiet er samfundets sidste bolværk, og det gælder ikke kun i kapitalistiske samfund.

Men at prøve at forstå baggrunden for optøjerne er jo ikke det samme som at sympatisere med dem, men nærmere et bevis for at ulighed i et samfund skaber mere kriminalitet.
Den lære burde man måske også i det danske samfund anerkende, og handle derefter for at undgå optøjer, for der er masser af eksempler på hvor galt det kan gå i London, Athen, Paris.

Kristina Jensen

Jeg har ikke læst nogle agiterer for vold på denne side. Der er blot den kendte konsekvens af undertrykkelse, at det skaber oprør i gaderne. Når flertallet ikke har empatien til at sørge for udsatte minoriteter i samfundet, så vil de i det mindste forsvare sig selv mod overfald ved eftergivelse i frygt.

Altså bør vi alle besinde os næste gang vi går til stemmeboksen (hvis man næste gang da stadig ikke har fundet ud af at organisere valg online).

Michael Guderup

Staten, fællesskabet, skal kun bruges til udbetaling af overførselsindkomster og hævn-beskatning af de onde, rige svin.

Staten skal slet ikke blande sig i at en frådende pøbel besætter og terroriserer hele bydele. Ja, politiet skal helst helt afskaffes, og jungleloven herske.

For det er nemlig et retfærdigt udtryk for pøbelens frustration og marginalisering, når man tømmer den lokale sportsforretning for Nike sko, og brænder den af efterfølgende.

Og skulle man blive i tvivl om sine primitive udskejelsers moralske standard, er der altid en obskur flok skrivebordsgeneraler og revolutionsromantikere stand-by til at validere og uddele komfortable roller, til de stakkels ikke-bevidstgjorte proletarer.

Kristina Jensen

Michael Guderup, kan du få øje på den gavnlige effekt den svage borger burde kunne få ud af fællesskabet og derved bidrage til fællesskabet, hvis dette du skal få øje på opstår? Kan du overhovedet få øje på det du ikke nævner?

Pøbel? Det er lige som i Rom, hvor Kejseren frygtede pøbelen, politikerne og hæren. Pøbelen kunne kejseren holde stangen ved at uddele korn og vin, for det var jo klart bedre for 100.000 plebejere fra gaderne at leve på den måde frem for at slide i korn- og vinmarker ude i noget provins. Og så var der heller ikke så langt til væddeløbsbanen Circus Maximus. Pøbelen - og de rigtigt fine - tiljublede de dygtigste racerkørere, kuskene, der tjente svimlende summer på deres dygtighed, hvis de da ikke omkom.

Pøbelen var bestemt ikke tilfreds, da en af deres velgørere Cæsar blev myrdet - efter en konspiration. Der var vist nogen, der gik lidt amok dengang.

Michael Guderup,
Jeg kan vel kun tale på mine egne vegne, men det er netop når man begynder at kalde andre mennesker for 'pøbel' og 'proletarer' og den slags meget nedsættende klassebemærkninger og agitation så ender man før eller siden med voldsomme konfrontationer fordi du får et 'os' og 'dem' samfund.

Hvordan ved jeg det? Joo.. jeg har da selv overvejet vold som et middel når nogen kalder mig en social nasserøv, en taber, en igle og en parasit på samfundet. Det gør også at jeg i højere og højere grad bliver uvillig til både at deltage og bidrage til et samfund der åbenlyst foragter mig og min tilstedeværelse. Så kan jeg love dig for at næverne bliver knyttet.

Og det er desværre en meget alvorlig konsekvens i klassesamfundet hvor revolutionære ideer, tilfældige plyndringer og voldelige oprør kommer ud af næsten ingenting, i stedet for at man kan leve sådan i relativ fred og fordragelighed med hinanden. Det er også derfor jeg et eller andet sted kan se en artikel som den her, og forstå lidt af hvorfor nogen reagerer som de gør.

"Man skal ikke bide den hånd der fodrer en, men hvis man er vant til den giver lussinger afviger man eller går efter struben.."

Frank Hansen

Det er ikke en naturlov, at der plyndres når politi og myndigheder mister kontrollen med et område. I de første dage efter det store jordskælv i Japan sidste år var myndighederne stort set fraværende i millionbyen Sendai. Alle kræfter blev sat ind på at hjælpe de tsunami ramte områder ude ved kysten samt at forholde sig til nedsmeltningen af atomreaktoren i Fukushima.

Der var et totalt nedbrud af elektricitetsforsyning, vand, gas og kommunikation. Bankerne kunne ikke fungere uden elektricitet.

Bankerne begyndte derfor at dele penge ud blot mod en underskrift, så alle kunne købe de varer, der var tilbage i byen. Butikker og de restauranter, som stadig kunne fungere, gjorde noget tilsvarende. Der blev ikke rapporteret et eneste tilfælde af tyveri eller plyndring.

Niels Mosbak

Når man på grund af ideologi tvinger 50% af en ungdomsårgang ud i et liv hvor der ikke er noget håb om job efter endt uddannelse, eller job overhovedet, har man jo bevidst marginaliseret disse.
Og når den suser ind på lystavlen hos de unge, må man forvente en modreaktion.

Det er forholdene i Spanien og Grækenland og det reagerer de unge på - det er et noget mere politisk bevidst segment end danske unge, hvilket man må beklage, for det er naturligvis fra ungdommen at forandringerne må komme.

Urolighederne i London opstod jo netop på baggrund af et drab på en sort mand, der måske/måske ikke var banderelateret.
Naturligvis blev der fra lokalsamfundet reageret på det, fordi britisk politi i nogle situationer har optrådt racistisk, og fortsat har et problem med racistiske betjente, og der tidligere har været episoder hvor sorte er døde i politiets varetægt.
I øvrigt ramte den skydende betjent også en kollega, så der har altså ikke været helt styr på nerverne, da han afgav skud.
Der kan ikke påvises et racistisk motiv, men det blev opfattet sådan af den diskriminerede gruppe, og det tændte lunten.

Og hvis mennesker er så underpriviligerede som i London og forstæderne, og de øvrige engelske byer hvor der var optøjer, var det jo ud fra vinklen at man intet havde at tabe ved at plyndre butikker og skabe optøjer.
Det britiske samfund har svaret igen ved at hæve straffene for indbrudstyveri med 42%.

Men det bunder dybest set i sociale problemer, og det er der en del af løsningen skal findes - og der problemerne indledningsvist skal løses - der er intet som fast arbejde og rimelige levevilkår der sikrer mod kriminalitet, det er langt bedre end fængselsstraffe.

Michael Guderup

Martin Skov:

Nu bruger jeg ikke hverken "pøbel" eller "proletar" i daglig (til)tale, men jeg har sgu´ lidt svært ved at finde andre betegnelser end "pøbel" for den type adfærd der udspillede sig i UK.

Jeg er ikke i tvivl om, at du nok kan producere et andet, eufemiserende PC-navn for det.

Og hvad angår "proletar", har jeg da indtrykket af at denne betegnelse er både en hædersbevisning og en nødvendighed, i den marxistiske "analyse" der så håbefuldt udfolder sig i nærværende tråd.

Niels Mosbak

Michael Guderup

Hvis du vil lede efter ordet i klassisk marxistisk kontekst må der være tale om pjalteproletariatet, og der kan alle højreorienterede jo sove roligt om natten, da pjalteproletariatet ikke er revolutionens fortrop;-)

Thomas Dalager:

Jeg var ikke i London under disse optøjer - men jeg oplevede Liverpools Toxteth-opstand i 1981 på første parket.

Socialt er/var der ikke den store forskel. Der var/er heller ikke den store forskel i politistyrkernes måde at agere på i optakten til urolighederne - arbitrære anholdelser, visitationszoner, der kun gjaldt for folk af en bestemt farve/oprindelse, massiv fattigdom, usle beskæftigelses- og boligforhold - samtidig med at man boede lige om hjørnet fra folk med fundamentet fuldt af penge og adfærden fuld af foragt.

Det er sådan set den klassiske opskrift.

Hvis du vil vide noget reelt som sagen, burde du sætte dig ned og læse The Scarman Report (link i artiklen her: http://en.wikipedia.org/wiki/Scarman_Report ). Hvis du formår at se ud over din egen ideologiske næsetip kunne det tænkes du blev bare en anelse klogere.

Jesper Wendt

Det er faktisk lidt synd at politiet skal udsættes for kritik, da det jo i bund og grund 'bare' er et job.

At sige de skal finde en anden levevej er ikke et sagligt påbud, da årsagen kan være mange.

Man må rette sine skyts efter den førte politik, at klandre en mand for at brødføde sin familie kan aldrig blive legitimt.

De politifolk der har udøvet unødig vold bør straffes, ingen tvivl om det. Jeg har ikke fulgt op på den sag der antændte det hele, men det var måske værd at overveje.

At et bestemt kvarter er så belastet at der udbryder optøjer fortæller kun noget om samfundet som helhed, knap så meget på individerne, der præcis som betjentene kan være havnet i den situation af adskillige årsager.

I bund og grund er det en symbiose der er i skred, længere er den ikke. Man kan tænke sig en situation hvor faren tæsker løs på sin unge, begge maskerede til dagens optrin.

Den førte politik(Bestilt pr kuvert).

Brian Pietersen

Jesper...

du har tildels ret... jeg vil så sige...at der er grænser for hva jeg ville udføre, der ville jeg ligge uniformen og gå hjem......

Kristina Jensen

Michael, jeg ved ikke om du er dum, men du mangler ihvertfald viden om dem du udtaler dig om.

Jesper, politibetjente har også en stemme ved hvert valg.

Anders Jensen

Utroligt så meget had mod politiet der er på disse sider. Politiet udøver - bl. a. - vold på samfundets vegne. Det kan man synes om eller lade være.

Men hvad er alternativet ? Den stærkes ret ? I så fald vil vi først overlade samfundet til kriminelle og den 1%.

Anders Jensen

Tjah - tjoh. Når du siger det.

Men hvis jeg ville have et "engelsk forår", som en anden kaldte det, ville det så ikke give mere mening at mødes på Times square end i den lokale El-gigant ?

Stig Rasmussen

Når EDL i England begår voldsomheder er det dumme racister der skal stoppes.

Når kriminelle englændere smadrer flere byer, plyndrer og overfalder sagesløse fordi en beskidt drugdealer blev skudt af politiet, så er det en folkelig legitim protest.

Sider