Læsetid: 4 min.

Wozniacki som analytiker

Der analyseres mere, end vi tror. Hvem skulle f.eks. have troet, at Caroline Wozniacki havde væsentlige træk tilfælles med en psykoanalytiker?
Der analyseres mere, end vi tror. Hvem skulle f.eks. have troet, at Caroline Wozniacki havde væsentlige træk tilfælles med en psykoanalytiker?
25. juni 2011

Da Caroline Wozniacki havde vundet sin tredjerundekamp ved årets Australian Open i tennis, mødte hun pressen med en temmelig uventet meddelelse. Hun ville gerne »gøre det anderledes« denne gang, sagde hun, fordi hun allerede godt vidste, hvad journalisterne ville spørge om, og derfor havde hun selv forberedt både spørgsmål og svar, som hun derefter lirede af i et par minutter til stor overraskelse for pressekorpset.

Wozniacki var dagen forinden blevet beskyldt for at være for kedelig. Hun åbnede nu sit pressemøde med at hævde, at hun altid gav de samme, kedelige svar, fordi hun altid fik de samme, kedelige spørgsmål. Det var, som om journalisterne nu fik deres egen meddelelse tilbage i perverteret form, som Jacques Lacan ville sige. Wozniacki optrådte pludselig som analytiker; som den, der blot giver subjektet dets tale tilbage, så det selv kan høre, hvad det er, det siger.

Findes kimen til hendes rolle som analytiker endda ikke i hendes tennis? Hun er en mur, man kan spille sine spørgsmål og sine bolde op ad, for blot at få dem tilbage i hovedet igen. Smilende reflekterer hun enhver ytring og ethvert slag. Wozniacki bliver bebrejdet, at hun er kedelig, fordi hun fremviser, at der ikke kommer andet ud af hende, end hvad vi selv installerer.

Nu med bryster

Hvis Wozniacki skal fungere som analytiker, er det dog nødvendigt, at der er overføring, dvs. en forventning i patienten om, at analytikeren er noget særligt; ved noget, kan noget, er noget. Et sted spidsformulerer Lacan pointen om overføringen ved at sige, at en analytiker bør have bryster. Hvilket skal betyde, at der simpelthen må være en fascination, tiltrækning, i forhold til analytikeren og bryster er selvfølgelig det arketypiske fascinationsobjekt. Som Wozniacki for nylig koketterede med, forholder det sig sådan, at hun måske/måske ikke har en kæreste. På denne grænse befinder analytikeren sig hele tiden. Analytikeren er på samme tid tilgængelig og uopnåelig.

Wozniackis tilgængelighed er efterhånden velkendt: Hun er Miss Sunshine med det evige smil, som altid har tid til fans og autografer; hun er konstant på Twitter og kan beskues i utallige reklamer for alt fra mobiltelefoner til øreringe. Men netop gennem sin, man kan næsten sige, 'overfladiske tilgængelighed', er hun heller aldrig helt til stede. Ligesom analysanden i en psykoanalyse tænker, at der må være noget bag den strenge analytiker, som gemmer sig bag alle sine diplomer og beviser, så tænker tilskueren også, at der må være noget bag reklameblusen. En kerne i Wozniacki, som paradoksalt nok kun vedbliver med at bestå, så længe hun er eksponeret.

Kængurukøbing

Overføringen fører ikke så sjældent til en noget overdrevet forestilling om analytikeren som en særligt indsigtsfuld eller næsten overmenneskelig kilde til forklaring og forståelse. Det er ikke så svært at se, hvordan den almindelige fascination af 'kendte' mennesker deler meget af denne struktur. I modsætning til Wozniacki giver alt for mange kendte dog i virkeligheden for meget tilbage. De forsøger ærligt at svare på allehånde moralske spørgsmål og gøre sig til en slags forbilleder, dvs. inkarnerede svar på, hvad man skal gøre, og hvordan man lever et ordentligt liv.

Wozniacki gør noget andet. Hun opretholder alene overføringen. På det seneste har hun nærmest specialiseret sig i en slags 'vild analyse', hvor helt tomme, mærkelige historier sættes i omløb, næsten som om det alene var for at opretholde overføringen. I Australien var det en fiktiv kænguru, der fik skylden for at have kradset Wozniackis ben, og i optakten til Wimbledon for nylig blev det til et 'trickinterview', hvor hun udgav sig for at være en sportsjournalist fra Monaco, der havde et spørgsmål til den serbiske spiller Novak Djokovic. Den tilsigtede overraskelse blev dog hurtigt til et revylignende og egentlig temmelig pinligt optrin, der alt for langstrakt foregav, at de begge to nu lod som om, at ingen af dem vidste, hvem de hver især var. Disse små optrin er ikke oprør mod sportsjournalistikken, dårligt nok forsøg på at gøre nar af den, men snarere dens fordobling; sandheden om den. Sådan er sportsjournalistikken, viser Wozniacki os.

Ulrich versus Wozniacki

Psykoanalyse handler om at 'komme igennem' analysen og finde ud af, at den anden, analytikeren, heller ikke ved det; at analytikeren faktisk ikke har noget interessant at sige, og at vi derfor selv må i gang med at tænke og analysere.

Det fortælles om den gamle hippie-tennisspiller Torben Ulrich, at han engang mødte en modstander, der var en slags ekstrem udgave af Wozniacki. Ikke alene spillede han bare boldene tilbage uden at tilbyde noget særligt udfordrende selv, han gjorde det oven i købet med en endeløs mængde af ballonbolde, der blev ved med at lande bagest på Ulrichs banehalvdel og bare ventede på, at han ville slå fejl på én af dem. Ulrich gjorde det eneste rigtige i situationen. Han lagde sin ketsjer ned på banen og gik sin vej.

Hvis Wozniacki er analytiker, så er det fordi hun med al tydelighed viser, at det egentlig er mærkeligt, at der ikke er flere, der lægger ketsjeren og går. Udvandrer fra presselogen og finder på noget mere interessant at skrive om, eller en anden måde at gøre det på. Måske som Gunnar Nu, der ikke tillagde spillet andet, end det selv indeholdt: »... og Danmark har scoret!« Eller som Jørgen Leth, der vil ind i spillets æstetik, eller som Andrew Jennings, der vil undersøge sportens politiske økonomi. Indtil sportsjournalistikken finder ud af at blive bare lidt mere opfindsom og nysgerrig, er den i hvert fald tvunget til, som Wozniacki ynder at sige, at tage én bold af gangen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Sportjsournalistikken gennemskuet med CW som analytiker. Morsomt og vist ikke helt forkert.

Og dertil:

" ...at analytikeren faktisk ikke har noget interessant at sige, og at vi derfor selv må i gang med at tænke og analysere."

Nu ved man, hvorfor ens ketsjer hele tiden har ligget på banen.

Anders Thøgersen

Kan I ikke også skrive en artikel om Super-Brian som retorikforsker eller Bjarne Riis som kommunikationskonsulent..?