Dengse og flittiglise på toppen

I tv-programmet Deadline kunne man for en uges tid siden opleve en talsmand for den nystiftede liberale tænketank, CEPOS, på slap line. Det værste ved velfærdssamfundet, indledte han med at erklære, er, at det begrænser borgernes frihed. Intervieweren bad om et enkelt eksempel.

Jo, sagde Mr. Cepos – med dengsehår og sikkert lige sprunget ud fra et medietræningskursus, hvor han må have lært, at man aldrig må tøve på tv – det, der især indskrænker borgerens frihed, er, at han skal betale 63 procent i skat af den sidst tjente krone! Intervieweren virkede lidt paf, synes jeg.

Var det virkelig, hvad talsmanden fra den dengang splinternye tænketank, betalt med indsamlede millioner fra fonde og erhvervslivet, med kontor og sekretariat, havde at byde på?

En anden gæst i studiet, en tidligere vismand og tilknyttet Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, havde let spil, men også så meget finfølelse, at han afstod fra at tvære sin tydeligt (endnu!) tv-uvante modpart helt ud. De stærkeste skuldre må bære de største byrder, sagde han, ganske fredsommeligt i grunden.

Der findes selvfølgelig mennesker i vores samfund, hvis frihed er begrænset af deres økonomiske muligheder. Det er ren banalitet at remse dem op: de arbejdsløse, flygtninge på starthjælp, lavtlønnede ufaglærte, studerende. Osv.

Men CEPOS-folket, der holder deres stiftende møde på D’Angleterre, med deltagelse af forhenværende og nuværende borgerlige ministre, hvordan bliver deres frihed begrænset? Hvad mangler de? Et godt sted at bo? En bil eller to? En til to, eller endnu flere, udlandsrejser om året, god vin, god mad? Når de skal ytre sig offentligt – og det er der ingen, der forhindrer dem i – kan de altså fra nu af gøre det med en liberal tænketank i ryggen. Men tænketanken ville nok gøre klogt i at ’producere’ andre og mere interessante forskningsresultater end lige det med, at skatten er for høj, hvis man har en høj indtægt. Den slags behøver man heller ikke en fuldfinansieret tænketank til at sige, det kan man høre over hver eneste civile havehæk i velaflagte villakvarterer. Helt gratis.

Er der i øvrigt brug for sådan en tænketank? Forskning er vel noget, der er foregået på universiteter og forskningsinstitutter i umindelige tider. Der frembringes resultater og drages konklusioner, der fremsættes nye teorier, som det står enhver frit for at overveje. Samfundets krav til universiteterne er naturligvis, at deres forskning er saglig og objektiv. Men saglig og objektiv forskning er måske ikke godt nok for folkene bag CEPOS? De vil have resultater, der kan bekræfte, at deres udsendte repræsentant i Deadline har ret i, at lav beskatning af velhavere vil fremme beskæftigelsen? For det var faktisk, hvad han påstod.

Man spørger sig selv: Hvad er der i grunden blevet af den særlige danske, lidt snusfornuftige fandenivoldskhed, som engang nærmest var vores nationale særpræg? Den findes stadig, heldigvis da, men kun for halv kraft. Mindre endnu, måske.

For 20 år siden var den stadig fuldt funktionsduelig, men siden er den blevet grebet om struben med et fastere og fastere greb af, hvad man kunne kalde dengseånden. Det er Dengse, der regerer, helt bogstaveligt endda: Dengse og hans søster, Flittiglise, sidder i regeringen og siger puh-badr, hvis nogen af os ytrer en enkelt respektløs bemærkning. F.eks. om den spytkrølle, der repræsenterede CEPOS i fjernsynet.

I de gode gamle dage ville han være blevet grinet ud. Det ville statsministeren og hans renhedskrav til sine ministres privatliv også. Dengang var der ingen tvivl: Vi vil fandeme ikke regeres af duksedrenge og deres dumme søstre i plisserede nederdele! En god socialdemokrat, med pampermave og et løsagtigt forhold til de løfter, han giver, det kan vi leve med. Så har vi, om ikke andet, ham at skælde ud på, når trangen melder sig. En venstrehøvding med eget kohold hjemme på gården kunne også gå an. Men en flok vandkæmmede dengser, presset ned i snævre jakkesæt, og talende spadseredragter af hunkøn – nej, siger vi bare! De skal ikke have noget at skulle have sagt!

Det er ikke kun et spørgsmål om politik, det handler bestemt også om stil: Vi vil ikke korrekses, bare fordi vi tager det lidt afslappet med påklædningen, eller når det, vi foretager os, ikke har nogen direkte nytteværdi. Vi vil have lov til at gå med livrem og fodtøj i hver sin farve, vi gider ikke gå med slips. Hvis vi er unge, vil vi have lov til at spilde tiden med et fjumreår, inden vi bestemmer os for en livsvarig karriere i erhvervslivet.

Dengse og Flittiglise forstår ikke, hvorfor et dyrt uddannelsesvæsen skal stå og vente, mens de kommende studerende fjumrer rundt i verden med en rygsæk og drikker sig fulde sammen med jævnaldrende fra andre lande. De kan ikke se fornuften i at sige, at så meget haster det sgu heller ikke med at blive voksen og kedelig. At unge mennesker – og ældre også, for den sags skyld – hengiver sig til øjeblikkets stemninger og nydelse, kærlighed og kunst og den slags, får dukse af begge køn til at se rødt: De aner de onde 1960’eres snarlige tilbagekomst, når en 19-20-årig hellere vil en tur til Cuba end tænke på uddannelse og pensionsopsparing.

Man må selvfølgelig slå fast, at det er en vældig god ting, når mennesker er flittige og opfører sig ordentligt. Men kan man være sikker på, at duksene er gode og flittige af et godt og rent hjerte? Eller er de det kun for at markere afstand til alle os andre, mere platte typer?

Enhver, der har gået i skole, ved, hvor krænket en fars og mors dengse føler sig, hvis en eller anden dovenlars ved og kan lige så meget som ham – uden hverken at læse lektier eller fedte for læreren! For dengsen står det som topmålet af uretfærdighed! Når det går op for ham, at den slags uretfærdighed findes og ikke kan afskaffes ved, at ens far tager en fornuftig snak med skoleinspektøren, bliver han som et frådende dyr. Han pønser på hævn!

Flittiglise har et tilsvarende problem: Når hun ustandseligt får ros for sin flid og sin fremtræden, kan det være en overordentlig bitter pille at sluge for hende, at drengene ikke synes, hun er særligt attraktiv. Selv duksedrengen falder ikke for hende, han griner endda med, når de dumme og dovne, dem der aldrig bliver til noget, hvis der ellers var retfærdighed til, morer sig over hendes latterlige hårsløjfe. Der er ingen kønsforskel her: Flittiglise bliver også som et frådende dyr. Også hun pønser på hævn.

Noget tyder på, at hævnens time er kommet. Foreløbig har den varet et par årtier. Alle os dovne og dumme skal ikke tro, vi bare skal have det sjovt. Først og fremmest skal vi lade være med at være så skeptiske. Dengse og Flittiglise vil os i virkeligheden kun det bedste - kan vi virkelig ikke se det? Vi er i deres vold, men er det måske ikke også det bedste for os? Hvis det var os, der bestemte, hvordan ville verden så se ud? Dengse og Flittiglise er ikke i tvivl: Den ville være et kaos. Et orgie af vidtløftig snak og dovenskab. Og alt, hvad de beder os om, er at have tillid til dem. Ubegrænset tillid.