Læsetid: 3 min.

piratkopier er godt for kinesernes filmsmag

Udlandet klager over Kinas marked for falske dvd'er, men for kineserne er det en enestående mulighed
Moderne Tider
28. maj 2005

Filminstruktøren Chen Daming synes, at piratkopier er helt i orden. "Jeg vil helst ikke se min egen film plagieret," indrømmer han dog. "Men jeg har ikke noget mod, at film fra Hollywood bliver kopieret. De tjener jo så mange penge rundt om i verden, at de kan være ligeglade med Kina, ikke sandt?"

Det var dog tydeligvis ikke den indstilling, lederen af den amerikanske filmindustris fællesorganisation, Motion Picture Association of America, lagde for dagen under et nyligt besøg i Kina. Hvis Beijing ikke skrider ind over for den ulovlige kopiering af film, kan det få konsekvenser for USA's og Kinas indbyrdes handel, mente han.

MPAA vurderer, at omkring 95 procent af alle dvd'er der sælges i Kina er falske, og det koster industrien 280 millioner dollar om året. Overalt i Beijing - på gader og i butikker - sælges filmene for fem kr. stykket.

Li Chow, chef i Kina for filmselskabet Columbia Tristar, tør ikke gætte på, hvor stort salgets omfang er, men mener, det må være enormt. "Alle, jeg taler med, køber piratkopier," siger hun.

Som repræsentant for et amerikansk filmselskab er Li Chow naturligvis ikke meget for at se positivt på piratkopiering, men er dog enig i, at kopierne kan være med til at gøde grunden for kinesernes interesse i hendes selskabs film og andre udenlandske film i det hele taget.

"Så længe folk ser film, er det godt for os," siger hun. "Selvfølgelig er jeg fuldstændig imod piratkopier, men de hjælper med til at promovere stjernerne og instruktørerne."

Li Chows problem er så bare, hvordan man kan få høstet frugterne af den interesse og få gennet kineserne ind i biograferne - og dermed få en indtægt ud af det.

En tur i biffen kan koste mellem 40 og 70 kr. "For almindelige kinesere er det for dyrt at gå i biografen," siger professor Pan Ruojian fra Beijing Film Akademi. "Det er lettere og billigere at købe en dvd."

Ved et seminar om skandinavisk film i forbindelse med Shanghai Film Festival sidste år fortalte Kim Magnusson, direktør for filmproduktion i Nordisk Film, om sin forbavselse over at have fundet en piratkopi af en film, han havde været involveret i. Det kinesiske publikum klukkede i krogene.

Men det, at danske og europæiske film kan købes i piratkopi, er netop en god ting, mener Pan Ruojian. "Det er en stor gevinst for det kinesiske publikum, der så kan se alle slags film og ikke kun de amerikanske," siger hun.

De kinesiske myndigheder tillader kun 24 udenlandske film årligt at blive importeret og vist i landets biografer, hvilket betyder, at det stort set kun er Hollywood blockbustere, der kommer gennem nåleøjet.

"Dvd'er gør det mere demokratisk. Med piratkopierne har man uendeligt mange valgmuligheder," siger Chen Daming. "Der sælges piratkopier i god kvalitet fra hele verden."

"Jeg tror virkelig, at det store udvalg er med til at skærpe kinesernes filmsmag. Det er det samme som med litteratur. Hvis man ikke læser forskellige bøger, ved man ikke, hvad der er god litteratur," siger Chen Daming.

Pan Ruojian er enig i, at det er godt, at det kinesiske publikum ikke skal nøjes med amerikanske film, men også får et indtryk af for eksempel europæisk kultur. "Udlandet kritiserer Kina for ikke at få bugt med piratmarkedet, men det er den eneste mulighed, kineserne har for at vælge frit mellem film," siger professor Pan. For hendes elever på akademiet er det simpelthen også kun gennem køb af piratkopier, at de kan følge med fagligt , mener Pan.

Men det er stadig ulovligt, og Li Chow efterlyser hårdere straffe for producenterne og sælgerne af de falske dvd'er.

Man kan undre sig over, hvorfor de kinesiske myndigheder ikke gør mere for at mindske salget. Alle ved, hvor dvd'erne sælges - også politiet, der fra tid til anden udfører razziaer mod butikker, som dog altid er i stand til at åbne igen få dage efter med et nyere og bedre udvalg. Onde tunger i branchen mener, det er fordi embedsmænd og dele af militæret selv tjener stort på det. Det vil i hvert fald være svært at overbevise nogen om, at regeringen tillader de falske dvd'er, fordi den ønsker at gøre det kinesiske filmmarked mere demokratisk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her