Læsetid: 11 min.

Bankrøveren der vil redde kapitalismen

Begær "I dag ser vi film og kunst ligesom vi gnasker tyggegummi," fastslår den franske filosof Bernard Stiegler, fra Centre Pompidou. Målet er at udvikle interaktiv teknologi,der skal kultivere vores begær. Den tidligere fængelsesindsatte tænker fortæller her sin historie og redegør for, hvorledes én cigaret bliver til 1001 nats eventyr
Moderne Tider
3. februar 2007

Når man man træder ind i Bernard Stieglers kontor, kan man ikke lade være med at undre sig over, hvordan den 54-årige franske filosof egentlig er havnet dér.

Hans livshistorie om bankrøveren, der bliver hyperproduktiv filosof, er nu velkendt i Frankrig. Da han tiltrådte stillingen som direktør for kulturel udvikling ved det multifunktionelle Centre Pompidou den 1. januar blev den genopfrisket. Og da han tager imod Informations udsendte, nikker han. "Jo, det er i det store hele korrekt," siger Stiegler, trækker på det og tilføjer, at han dog kan ærgre sig over, hvis den skygger for hans filosofi.

Stiegler er i dag Frankrigs måske mest produktive filosof. I 2004 udgav han fire bøger. I 2005 atter fire. Sidste år endnu flere. I alt rigtig mange og oversat til adskillige sprog. Selv hans forlægger, Michel Delorme, har svært ved at holde styr på dem, når man spørger, i hvilken bog fra Galilée Stiegler har skrevet dette eller hint.

Hans hustru Caroline Stiegler har opgivet sit arbejde som jurist for at hjælpe til med forskningen og udskrive sin mands optagelser fra diktafonen, som han allerede begynder at tale i, når han træder ind i badet om morgenen. Tidligere har han været alene om det meste.

Det er først, da han er i midten af 20'erne, at han påbegynder studierne. 1978 er året, hvor Stiegler beslutter sig for at læse filosofi. For 1978 er også året, hvor Stiegler pludselig står med al for megen tid mellem hænderne.

Filosofien i fængslet

Et par år tidligere har Stiegler ernæret sig som landmand, men efter en stor tørke i 1976 skifter han erhverv. Gården erstattes af en musikcafé, og til at begynde med går det strålende. Blandt sine faste kunder tæller Stiegler jazz-amatøren Gérard Granel.

"Han var underviser i filosofi, og vi fik festet ikke så lidt sammen," siger Stiegler og slår ud i sin lavmælte og meddelsomme latter, inden han fortsætter: "Men derudover var han også en virkelig dygtig filosof og havde et fint omdømme."

Men festen er snart forbi. Stiegler er i overtræk, han drikker for meget, og så "skrider han til handling" - som det hedder i titlen på hans selvbiografiske essay fra 2003, Passer à l'acte.

Bernard Stiegler røver en bank. Det går glat. Så røver han to mere, og da han har røvet den fjerde, bliver han fanget.

Fra 1978 til 1983 sidder Stiegler i fængsel, dømt for væbnet røveri. Først i Toulouse og siden forflyttet til Muret. I dag lægger han ikke skjul på, hvad han her har lært.

Efter tre ugers sultestrejke får han sin egen celle. Derefter, med Granels hjælp, sikrer han sig efter forhandlinger ekstraordinære leverancer af bøger. Stiegler begynder at studere filosofi. Studierne griber om sig. Han giver sig i kast med den franske filosof Jacques Derrida. Da han efter nogle år er nået til specialet, hjælper Granel påny sin ven og formidler kontakten til Derrida.

Da Stiegler bliver løsladt, flyver han direkte til Paris, hvor han møder Derrida for første gang.

Samme år grundlægges Collège international de philosophie i det 5. arrondissement, som en alternativ undervisningsinstitution, der er åben for alle. Stiegler har undervist andre indsatte i fængslet, og Derrida, der leder stedet, ansætter ham.

Fra og med 1984 kører Bernard Stiegler et seminar om teknikken. Siden har han undervist og arbejdet mange forskellige steder. I dag forelæser han stadig på universitetet om lørdagen.

Intensive studier

"Da jeg begyndte at læse i fængslet, vidste jeg intet," siger Stiegler og lægger særligt tryk på sidste ord:

"Men så lykkedes det mig at læse Heideggers Sein und Zeit. Derefter lykkedes det mig at læse Foucault. At læse Aristoteles. At læse Derrida," siger Stiegler og trækker på sidste stavelse, som franskmænd gør, når opremsningen kunne fortsætte.

"Og alt dette simpelthen fordi, jeg havde megen tid. Men man skal være stædig," fastslår han så i en ferm tone. Han bekræfter, at han læste hen ved 16 timer om dagen.

"I fængslet har man nogle fæ-no-me-na-le arbejdsbetingelser... På grund af sublimeringen. Det er noget ganske særligt. Ligesom i munkeklostrene." S

tiegler klemmer atter et grin ud mellem læberne, og hans øjne glimter, for sublimering er et nøglebegreb i hans tænkning. Og det er endvidere grunden til, at filosoffen, der startede med at forelæse om teknik og teknologi i dag sidder på det uomgængelige Centre Pompidou, der først og fremmest er kendt for sin kolossale samling af moderne kunst, den største i Europa.

Udover at dirigere hele centrets umådelige vifte af kulturelle tilbud fra dans over film til musik er Stiegler blevet ansat til at udvikle interaktive teknologier, der kan fremme vores omgang med kunst. Med hans egne ord er opgaven at rekonstruere det omsiggribende "forbrug af kultur" som "kulturel praksis."

Populistisk kultur

Målet, slår han indledningsvis fast, er dog ikke at bekrige populærkulturen fra kunstens højborg, Centre Pompidou.

"Den såkaldte populærkultur er ikke populær, for den er ikke produceret af le peuple, folket. Den er skabt af industrien. Den er med andre ord populistisk. Den forsøger at forvandle folket til en befolkning af forbrugere. Hermed har kulturindustrien produceret en modsætning, der ikke eksisterede tidligere," siger Stiegler.

Tilbage i romantikken betød modsætningen mellem populær og elitær kunst ingenting.

Og Stiegler prøver i dag stadig at overbevise om, at det ikke er frugtbart at tænke i sådanne hinanden gensidigt udelukkende størrelser.

Han redegør for, hvorledes man kan spore indflydelsen fra de store klassiske komponister i megen hitmusik. For som han siger: "Fungerer det, er der en grund til det. Det er ikke noget tilfælde."

Og dét, mener Stiegler, må man analysere, for at blive mere "kulturelt krævende".

Den tabte praksis

I dag er det imidlertid svært, for praksis har ændret sig. Tidligere, selv i det 19. århundrede, kunne folk i alle samfundslag læse musik. Selv om det ikke var den samme musik, forskellige sociale grupper lyttede til, gik de til musikken på samme måde.

En af grundene til, at de alle kunne læse musik, var, at de kunne spille musik. Dette begavede dem med en anden indsigt i musikken, for når man spiller - i modsætning til når man hører musik - bruger man ikke kun ørene, men også fingrene og øjnene.

"Men med industrialiseringen er alt dette gået tabt," lyder dommen fra Stiegler, der i Frankrig især er blevet kendt en stædig kritiker af et reklame- og marketingsstyret kulturliv.

42 sekunder pr. værk

Hvad man har mistet, fortsætter han, er det, han har beskrevet, nemlig un public, en offentlighed eller et publikum. Men det, vi har i dag, er ikke en offentlighed. Det er snarere, hvad man på fransk kalder une audience - kulturforbrugere som f.eks. seere eller lyttere.

Imens le public var kvalitativ, er nutidens audience kvantitativ. For eksempel måler man et tv-programs succes på antallet af folk, der har set nævnte program. Kriteriet bliver, hvor længe man har kunnet fastholde lyttere og seere.

Problematikken er velkendt på Centre Pompidou. Det er derfor Stiegler mener, han her kan bidrage med noget.

"Hvert år besøger omkring fire millioner mennesker Centre Pompidou for at se udstillinger. Men de forhold, hvorunder man ser udstillinger, er objektivt set uforenelige med kunstværkerne. Der er for mange mennesker, og de bruger i gennemsnit 42 sekunder foran ét værk. De forbruger altså kunst og film ligesom alt muligt andet. Ligesom man spiser tyggegummi og går i Disneyland.

"Det gør jeg selvfølgelig også. Det gør du også. Jeg fordømmer dem ikke. Sådan er situationen bare for en objektiv betragtning. Men jeg ved, at man ikke kan have et forhold til kunst under de omstændigheder," konkluderer Stiegler og understreger, at det er noget, Centre Pompidou nu skal ændre.

Her har man udviklet en model, der skal udstyre filmforbrugere med midler, der vil sætte dem i stand til at blive filmamatører, altså filmelskere. Kunst, dans, musik med mere vil derefter følge trop.

Stiegler fortæller, hvor forfærdeligt interessant det er at overhøre de samtaler, folk fører, når de går ud af biografen:

"Hvad siger de? 'Jeg kunne godt lide den' eller 'jeg kunne ikke lide den'! Altså, man siger intet, absolut intet. Selv ikke de professionelle," konstaterer han og smiler:

"Man har simpelthen blot behov for at udtrykke en følelse, som er indtruffet. Fordi en følelse skal udtrykkes. Hvis ikke nu, så senere, om 10, om 20 eller 30 år, som Proust har beskrevet det. Ud skal den."

Teknologien til publikum

Men med det system, som Centre Pompidou har udarbejdet, kan man gå i kritisk dialog med sin oplevelse øjeblikket efter, man er trådt ud af biografen.

Over mobiltelefonen tilbydes man materiale om filmen. Trykker man 'OK', kan man downloade hele filmmontagen og analyseredskaber, der sætter en i stand til at begribe filmens struktur.

Her finder man kritiske gennemgange, komparative analyser, hvor filmen forholdes til 25 andre film, og endelig forbindes man til en blog, hvor hundredvis af andre filmamatører allerede er i gang med at diskutere filmen.

"Og så kan man begynde at argumentere for sine følelser," siger Stiegler med afklaret begejstring i stemmen.

Stiegler ved, at det er høje krav. En sand offentlighed interesserer sig kun for det, der er svært, siger han.

"Spørgsmålet er nu, hvordan man kultiverer, hvad vi finder svært, så det bliver et begær," fortsætter Stiegler og mener, det er muligt. Alternativet er kedsomhed.

Begærets besvær

Han nævner et eksempel, hvor man ikke kan adskille besvær fra begær:

"At blive forelsket er røvirriterende. Det er trættende - fysisk. Det er kompliceret - psykisk. Det er fremmedgørende - fordi man ikke længere kan gøre, hvad man vil. Det kræver ansvar, når man skal have børn. Og så videre og så videre - og ikke desto mindre drømmer folk om at blive forelsket. Det er det, de først og fremmest vil i livet," siger Stiegler og griner empatisk.

"Så kan man måske blive forelsket i en bog eller et menneske eller noget tredje, men det forbliver besværligt. Forbrugerismen muliggør bekvemmelighed og lethed. Og som jeg ser det, er mennesker altid tiltrukket af besværets begær og driftens lethed."

"Begæret er, hvad der sætter os i stand til at kontrollere drifterne og forvandle dem til lyst. Og det er på dette tidspunkt, at man begynder at elske," siger den franske filosof.

"Det er noget, jeg har lært i fængslet. For i fængslet havde jeg næsten ingen penge. Mine forældre sendte mig 200 franc om måneden. Og hvis man ikke har penge i fængslet, er det meget hårdt. Hvis man har, kan man få fat i en masse ting. Men jeg havde ikke mange penge," siger han og bider tænderne sammen og indrømmer, at nogle havde endnu mindre, inden han fortsætter.

"Så derfor havde jeg regnet mig frem til, at jeg kunne købe en pakke cigaretter, et glas med kaffepulver og et kilo æbler hver tredje dag. Og sådan lærte jeg at værdsætte knapheden. Hvis du ryger 20 cigaretter om dagen, og du så pludselig får at vide, at du fremover kun har 10, kommer de 10 cigaretter til at smage dobbelt så godt," siger Stiegler. Han ler og fortsætter:

"Ja, tre gange så godt, 50 gange så godt, 100! Og når man så siger til dig, at 'nu har du kun fem'..." hvisker Stiegler med et smil på læben til undertegnede, som var nøden en djævelsk forførende størrelse, og tager tråden op påny: "Jeg havde en cigaretkalender. Den gav mig ret til én cigaret om morgenen og så igen klokken 11. Men da jeg stod meget tidligt op, som regel ved fem-tiden, var der langt imellem dagens to første. Klokken 11 lavede jeg mig så en pulverkaffe, røg en cigaret, og jeg troede mig i 1001 nats eventyr," siger Stiegler, slår ud med armene og vender det hvide ud af øjnene, inden han fortsætter:

"Dét er den libidinale økonomi! Som epikuræerne og stoikerne lærer os, er livskunst at forvandle en mangel til en fordel," kommer det fra Stiegler.

Men driften, siger Stiegler, den vil tilfredsstilles så hurtigt og nemt som muligt. Og dette forhindrer sublimeringen sædvanligvis. Desværre, siger han, er sublimeringen i fare.

Afsublimering

For Stiegler er alt et produkt af sublimering, fra religion over filosofi til arkitektur. Groft sagt kan sublimering oversættes til en overførsel af seksuel energi til andre aktiviteter.

Derfor forstås sublimering ofte som afseksualisering. I stedet for at gå ud med sin kæreste går man op i matematik. Men Stiegler mener endvidere, at selv kærlighed er sublimering, og det er som sådan, sociale bånd bindes, og samfundet opstår.

De seneste kriser i Frankrig tyder imidlertid på, at samfundet ikke er fast sammentømret. Kapitalismen opløser det, mener Stiegler. Først var der optøjerne i de fattige franske forstæder og derefter de studerende fra borgerskabet, der var i oprør over arbejdsmarkedsreformen, CPE'en.

Stiegler opridser kort kapitalismens historie og starter ved den franske økonom Jean-Baptiste Says, der mente, at vil man skabe efterspørgsel, skal man skabe et udbud. Selv giver Stiegler ham ret et stykke hen ad vejen.

"Fra og med 10'erne og 20'erne begyndte man i USA at anvende videnskabelige metoder til at øge produktionen ekstraordinært og samtidig formindske arbejdskraften. Men i 1929 bliver udbuddet så meget større end efterspørgslen, at krisen sætter ind. På tre år stiger arbejdsløshedstallet i USA fra 1 million til 15 millioner. Forfærdelig katastrofe," konstaterer Stiegler.

Den libidinale økonomi

"Og så bliver man opmærksom på, at balancen mellem udbud og efterspørgsel er fuldstændig ude af balance. Visse konkluderede: Marx havde ret i, at kapitalismen ville bryde sammen. Men Freuds nevø, Edward Bernays sagde, at der er en løsning, nemlig at fange libidoen og tilberede varerne for den systematisk. Dermed trådte man ind i den libidinale økonomi, og den har taget turen over Hollywood, der igennem film har promoveret the American way of life og altså forbruget," siger Stiegler.

"Men med fjernsynets fremkomst er udnyttelsen af libidoen blevet så standardiseret, at man har forvandlet den til et uhyre og umuliggjort sublimeringen. Forbrugsgenstandene er blevet så standardiserede, at de ikke længere er genstand for begær, men blot behov."

"Dette har affødt bevægelser der forkaster forbrugskulturen. Først i maj '68 og siden og endnu mere voldsomt i 80'erne og 90'erne med globaliseringen," siger Stiegler, der selv har dannet sin egen organisation, Ars Industrialis, der svarer på problemet.

Tankerne er også blevet udfoldet i hans bøger. Men han understreger alligevel sin pointe: "Kapitalismen er truet. Men jeg håber ikke som Marx, at den bryder sammen. Der er jo ikke noget alternativ. Den skal reddes."

Derfor skal også Centre Pompidou nu redde forbruget. Såfremt det bliver en praksis.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her