Bøtterne har små låg, en lille fod og står sirligt i rækker på hylderne nederst i den store metalgrå fryser hos kvartermesteren i kapellet på Herlev Hospital.
De er fremstillet af særligt materiale og gennemsigtige, så man kan se det røde, flydende indhold; væv fra aborterede fostre, som er sendt herned til opbevaring fra gynækologisk afdeling. Hver bøtte har påskrevet kvindens cpr-nummer.
På den øverste hylde står en lille trækasse, cirka 40 centimer lang med et foster. Der står også en spand med frossent væv.
"Tidligere oplevede jeg, at kvinder ringede to-tre gange om året og fortalte, at de havde mistet et barn hos os. Det kunne være en spontan eller en provokeret abort, og kvinderne ville vide, 'hvad der var sket med den'. Jeg var nødt til at svare ærligt, at det var blevet sendt på forbrændingsanstalten. Det var en grim besked for kvinden at få, og kvinderne blev meget kede af det," fortæller sygehuspræst Tom Kjær om baggrunden for hospitalets beslutning om, at alle aborter kremeres og nedsættes i en anonym børnefællesgrav på Gladsaxe Kirkegård. Lignende ordninger benyttes på Herning og Holstebro Sygehus.
Langt de fleste kvinder eller par, der får en provokeret abort efter 12. svangerskabsuge vælger at få det man kalder en særskilt begravelse. Tom Kjær beretter om et forældrepar til tvillinger i uge 13, der for nylig valgte at få fostrene begravet.
"De fleste, der vælger at få fostret begravet, er nok i uge 16 til 17. De er tit de sene provokerede aborter på grund af misdannelser, som man er blevet bedre til at finde i dag, der vælger noget særskilt," siger Tom Kjær.
Når det er besluttet, at et foster fra en sen abort eller noget fostervæv skal have en særskilt begravelse eller bisættelse, flytter man beholder eller kiste ind i selve kapellet til de andre lig.
Hospitalets ordning er så at sige for de få, der ikke vælger en særskilt begravelse.
For dem, der kan få problemer med, hvad der er sket med aborten senere hen, som Tom Kjær udtrykker det, mens han tilføjer, at langt de fleste slet ikke har behov for at forholde sig til spørgsmålet i forbindelse med aborter før 12 . svangerskabsuge.
Kontroversielt initiativ
Hospitalet opbevarer vævet nedfrosset i to måneder, hvis parret eller kvinden ændrer holdning og alligevel gerne vil have, at deres døde foster skal have en særskilt begravelse.
To til tre gange om året samler kvartermesteren bøtterne fra den metalgrå fryser og sætter dem i en kiste, som sammen med enten en oversygeplejerske eller sygehuspræsten køres til krematoriet på Gladsaxe Kirkegård, hvor kisten brændes. Herefter nedsættes asken - hospitalet bruger ikke ordet begraver - i den ukendte børnefællesgrav.
Patienter, der har fået en abort, provokeret eller spontan kan inden for en 30 års periode ringe til sygehuset og få oplyst, i hvilket område af fællesgraven, deres foster ligger sammen med andre fra den periode.
"Der er ingen religiøs handling forbundet med nedsættelsen af aborterne," understreger Tom Kjær, der sammen med direktionen og Gynækologisk Afdeling står bag ordningen.
Tom Kjær er en livligt talende og behagelig mand, der på sit lille kontor, hvor de eneste synlige religiøse rekvisitter er et lille kors og to præstekjoler, forklarer, hvorfor han tog initiativ til noget så kontroversielt, at politikerne ikke selv vil røre ved det, men overlader det til hospitalerne selv at håndtere de åbenlyse dilemmaer.
Eller det vil sige, abortvæv har faktisk sin plads i lovgivningen. Det hører til under direktiverne om bortskaffelse af miljøaffald.
Og som sådan bliver det kørt på forbrændingsanstalter i gule plastikposer landet over.
Men Herlev Sygehus og de andre hospitaler, der p.t. bruger ordningen med at kremere abortvæv, gør ikke noget, der strider mod lovgivningen. Det har de sundhedsministerens ord for i et svar, ministeren har afgivet til Folketingets sundhedsudvalg.
"Man kan godt lave skandalehistorier på det her med fede typer: 'Sygehus begraver fostre i hellig jord'. Men man kunne med lige så stor ret sige: 'Mange sygehuse i Danmark tager fostre helt op til 22 svangerskabsuge, fostre der har ben, tæer, fingre og hoved, og hvor man kan se, om de ligner parret, tager dem og putter dem i en gul affaldssæk og kører dem til nærmeste forbrændingsanstalt'," siger Tom Kjær.
"Vi er optagede af at skabe en meget neutral ramme omkring vores ordning, derfor plejer vi også at sige, at vi nedsætter aborterne, ikke begraver eller bisætter. Vi bortskaffer dem på en anden og mere værdig måde, kan man sige. Derved prøver vi at gøre det så åbent som muligt, så lidt fri for tolkning. Selvfølgelig er der lidt tolkning i det, men vi vil egentlig helst have, at folk lægger deres egen tolkning i det," siger Tom Kjær.
En verden til forskel
Sådan ser forsker i biomedicinsk historie ved Medicinsk Museion, ph.d. Sniff Andersen Nexø imidlertid ikke på ordningen, hvor man kremerer og nedsætter abortvæv på en kirkegård.
"Der er en verden til forskel på de to praksiser: om man putter aborten i en vævsaffaldspose eller ned i en fryser i nærheden af kapellet, hvor der ligger lig med en tåseddel på. Den forskel mellem de to måder at gøre tingene på, definerer det indhold, der er i den beholder. Det er jo en handling og ikke bare noget, man sidder og definerer inde i Etisk Råd. Når man vælger at kremere og urnegravsætte en abort, så ligger der et meget kraftigt udsagn i det, om at det næsten er noget personligt. Vi kremerer jo ikke syster, amputerede ben eller vævsprøver," siger Sniff Andersen Nexø, der mener, at ordningen er udtryk for, at mennesket i højere og højere grad forstår sig selv ud fra biologiske termer i stedet for religiøse termer.
"Den stigende kritiske holdning over for den frie abort, som vi mest ser i det religiøse USA, hænger sammen med en stigende tendens til at tilskrive selv tidlige fostre en etisk status, at give dem en 'personhood', noget individkarakter. Og her refererer kirken jo til biologien som et sagligt argument. Men det er jo ikke biologien i sig selv, der siger, at hvilken som helst biologisk proces er beskyttelsesværdig. Vi har jo ikke nogen problemer med at slagte høns eller træde på myrer. Men når det er omgivet af så meget debat, hvorvidt man skal forske på otte celler (stamcelleforskning, red.) - om de otte celler er noget biologisk ukrænkeligt, så er det fordi vi mennesker ikke kan lide uklare kategorier. Men det med undfangelsen, og hvornår noget er liv, er uklart. Det interessante er, hvordan vi vælger at sætte grænserne," siger Sniff Andersen Nexø.
'Den mindst ringe ordning'
Tom Kjær afviser på det kraftigste, at ordningen er med til at personliggøre abortvævet.
"Vi bruger hverken en nedgravningsattest eller en dødsattest, som ellers altid er til stede, når der er tale om en begravelse på en kirkegård eller en begravelsesplads. Det er kvindens foster, det er ikke et juridisk subjekt. Vi bruger en kiste, fordi der er nogle miljøkrav. Alternativet er, at vi hver gang skulle få nogle til at sømme en kasse sammen. En kiste er bare mere praktisk, og der er ikke noget kors på eller lignende. Men jeg har hovedfag i etik og kan godt se problemerne i ordningen. Det er bare den mindst ringe ordning. Den er lavet af hensyn til den svageste part; dem der får problemer med det," siger Tom Kjær.
I stedet for at informere kvinder, der får abort før 12. uge om, hvad der sker med abortvævet, benytter hospitalet sig af det, de kalder kommunikation i informationen. Det vil sige, at det er personalets opgave at opfange, hvis en kvinde har brug for en særlig information.
"Jeg har selv fortalt det til to kvinder, der var under pres for ikke at få foretaget den abort, de gerne selv ville have. Det var en lettelse for dem at kunne sige, 'de smider det altså ikke bare ud'," siger Tom Kjær, der også henviser til samtaler, han har haft med praktiserende læger, der fortalte ham, at det ikke er ualmindeligt, at kvinder der har fået foretaget en provokeret abort før 12 svangerskabsuge, har tænkt meget over, hvad der sker med vævet.
De kvinder, der har får en provokeret abort efter 12. svangerskabsuge, får udleveret informationsmateriale, hvor ordningen tydeligt står omtalt.
Tom Kjær forklarer, at det er meget forskelligt, hvordan mennesker vælger at opfatte sig selv, når der er tale om graviditeter, som ender som en abort.
Men teknologiens muligheder betyder, at kvinden og parret har nogle sansemæssige oplevelser under graviditeten, man ikke havde tidligere.
På Herlev Hospital har man altid brugt et subjektivt forældrebegreb. Det betyder, at hvis forældrene, der har mistet et barn eller et foster, betragter sig som forældre, så gør sygehuset det også, selv om forældrene ikke er det i juridisk forstand.
"Hvis man fødte et dødt barn over 28. uge (grænsen for sene aborter var tidligere 28 uger mod 22 uger i dag, red.) for 30 år siden, fik kvinden en ble over hovedet, og alt hvad den kunne trække med lattergas. Faren var der slet ikke. Så tog man barnet ud i skyllerummet, og ofte så familien ikke mere til det. I dag ved man, at det har været rigtig dumt i mange tilfælde, fordi mange har brug for et sted, der kan udgøre et fokus for deres sorg. Derfor tilbyder man forældrene, at de kan se barnet og have det hos sig i en tid."
De diagnostiske hjælpemidler man har i dag som f.eks. nakkefolds- og ultralydsscanning eller det, at man hører hjertelyd hos jordemoderen, gør at forældrene knytter sig tidligere til barnet end man gjorde førhen.
"Men det kan være meget forskelligt, hvordan den enkelte har det med det. Derfor besluttede vi netop, at alt der havde været i livmoderen skulle med, da vi lavede ordningen, for hvorfor skal vi gøre os til dommere over, hvornår nogle har følelser med i det her," siger Tom Kjær, der også kan berette, at mange blandt det sundhedsfaglige personale er glade for ordningen. Måske fordi de også har haft følelser i klemme, når det det ene øjeblik skulle foretage en abort på et foster med genkendelige træk, og det næste bistå en familie, der kæmper for at få ønskebarnet. Omvendt har der også været en reaktion, der lød: 'Hvorfor gør I det her, skal vi nu se os selv som mordere?.'
På spørgsmålet om, hvorvidt sygehusets ordning sætter kvinder under pres, der har valgt provokeret abort inden 12. uge, og dermed bevidst har valgt noget fra, der altid er blevet betragtet som affald, svarer Tom Kjær:
"Jeg vil til min dødsdag kæmpe for den frie abort. Jeg har set, hvad kvaksalveraborter gør ved kvinder, og mødt så mange abortsøgende, at jeg ved, at der kan være mange gode grunde til at vælge abort. Der er nogle, der har beskyldt vores ordning for at være af samme skuffe som antiabortretorikken. Men vi vil ikke sættes i bås med abortmodstandere. Vi vil netop ikke præsentere de kvinder, der vælger provokeret aborter inden uge 12, for muligheden for en særskilt begravelse. Abortmodstandere ville elske, at man skulle bede alle kvinder om at tage stilling til, hvad man skulle gøre med fostret, fordi det kan være en måde at give det aborterede foster en bestemt status. Omvendt synes jeg, vi har et stærkt argument imod de abortmodstandere, der siger, at aborter bare er noget, der bliver smidt ud af Lykkeland: Nej, det bliver faktisk bortskaffet på en værdig måde. Dét tager brødet ud af munden på de folk, der vil føre Gud i marken mod den frie abort," siger Tom Kjær.
- Men hvad med de kvinder, der måske føler skyld over at have fået foretaget en provokeret abort, når de hører om den her ordning?
"Jeg mener, at vi er kommet så langt, siden man kæmpede for retten til fri abort, at vi må erkende, at der er nogle følelser forbundet med abort. Det gør, at vi ikke kan sige, at vævet bare er patologisk affald. Og jeg vil gerne koble den fri abort og skyld fra hinanden. Jeg mener ikke, at en kvinde, der får foretaget en provokeret abort overhovedet skal bære skyld. For mig at se, er det skyldaflastende, at vi bortskaffer vævet på en mere værdig måde. Jeg oplever, at det for nogle kan være mere skyldspåførende at sende det på forbrændingen. I det tilfælde bliver man nemlig tvunget til, at den abort, som man kan have følelser over for - den må man altså ikke have følelser forbundet med. For det er bare lige som at klemme en bums ud. En hygiejnisk ting. Men sådan spiller klaveret ikke for mange kvinder, jeg har talt med. Her tror jeg, at det handler om noget hormonelt, der bliver aktiveret. Nogle instinkter. Det ved vi ikke så meget om, og man burde forske meget mere i det. Men det genererer altså nogle følelser."
"Vi kan godt diskutere, om vores ordning påfører nogle noget, men så kan man også diskutere, hvad man påfører kvinder i den anden ordning. Man overser, at nogle kan få problemer på sigt med at få foretaget en abort. Men jeg synes, landspolitikerne burde træffe en overordnet beslutning, så det ikke er op til sygehusene selv at håndtere det her efter smag og lokal holdning," siger Tom Kjær.
