Læsetid: 7 min.

Det er min besættelse at fortælle mig selv

Standardhistorien er den evigt samme og begrænsende historie, vi fortæller om os selv. Men vi kan fortælle os selv videre og blive mere til. Det siger forfatteren Marius Nørup-Nielsen, der netop har udgivet den delvis selvbiografiske bog, 'Styrkeprøver'
Moderne Tider
24. februar 2007

'Standardhistorien' er forfatteren Marius Nørup-Nielsens ord for noget, de fleste godt kender. Det er den historie om os selv, vi hiver op af lommen på passende tidspunkter. Det sociale livs legitimationspapir, kunne man kalde den. Den handler i hurtig rækkefølge om vores sejre og nederlag, alt det, vi udrettede og led eller forsømte at gøre og lod gå ud over andre. Standardhistorien er altså en sammenfatning, og måske kan man om sammenfatningen sige, at den er identisk med vores dominerende karaktertræk. Dvs. den, vi er, i ental og bestemt form, den typiske mig, gentaget i al evighed. Eller så længe vi gider.

Det er det, Marius Nørup-Nielsen ikke gider eller ikke vil. Fordi standardhistorien - som en af hans fortællere siger - er "en mærkværdig, løgnagtig, beregnende, men ikke nødvendigvis på nogen ondskabsfuld måde, collage".

Og fordi collagen "er en begrænsning". Eller med en sidste forklaring og med Marius Nørup-Nielsens ord, fordi den godt kan være "sand" og "rigtig nok" ned til det mindste bøvede familie-skænderi og ud omkring Stevns klint og to gange rundt om St. Heddinge og barndommens gråd og kys og udborede knallerter - men aldrig nogensinde bliver "ægte".

Provinsbykliché

Det begynder ellers så tilforladeligt.

Først med forlagets pressemeddelelse om Marius Nørup-Nielsens første prosabog, der angiveligt har "flere erindringslignende tekster om barndom, ungdom og familie, ofte med geografisk udgangspunkt i forfatterens fødeegn Stevns".

Og dernæst - inde i bogen - med en morfar, der har lommerne fulde af gode familiehistorier, for eksempel den om oldemor på cykel på vej over Rådhuspladsen med kurven pakket med illegale blade, og så - "Halt!" - bliver råbt an af en tysk soldat.

Altså selvbiografi med pinlige detaljer, tænker læseren. Og Den Store Roman, der jo nærmest skriver sig selv, tænker morfar.

Det er imidlertid ikke dét, Marius Nørup-Nielsen er ude på. Men hvad er det så?

"For mig er Stevns ikke en egn, for mig er det en samlebetegnelse for en masse mennesker, billeder, hændelser og følelser. Der er også nogle bestemte lokaliteter - klinten, forsamlingshuset, nogle af småbyerne. Det, kan man godt sige, er Stevns, og nogle vil måske kunne finde noget i det, som de synes er særlig stevnsk. Men for mig er det andet vigtigere."

- Og det er heller ikke et re-præsentativt provinsbillede, eller standardbilledet af pro-vinsbyen?

"Nej, for mig levede Stevns ikke op til klicheen om et ondskabsfuldt lillebysamfund. St. Heddinge for eksempel, hvor jeg boede de fleste af mine barndomsår, lever ikke op til lillebyklicheen om, at det tager otte generationer at blive accepteret, eller at det er specielt afstumpet, og at man ikke må skeje ud og stikke af. For det gjorde vi, og vi blev accepteret. Vi var nogle stykker, der hurtigt fandt sammen og lavede lokalradio og spillede mærkelig musik, som vi havde været i København og købe. Rummet var der nærmest i forvejen. Hvis vi selv skulle have skabt det fra grunden, er det muligt, at vi havde følt en større offerrolle, men vi oplevede ikke os selv som udskud."

- Alligevel stikker det stevn-ske op nogle steder og en række figurer med for-bindelse til stedet. Er figu-rerne udspaltninger af Marius fra Stevns?

"Både-og. Nogle gange låner figurerne trods alt så meget af mig, både måden at fortælle på og det selvbiografiske stof, at de aldrig er uden mig, men de er heller aldrig totalt mig."

Jeg'ets styrkeprøver

- Det er som en slags afprøvninger af den samme biografi. Er det dét, der ligger i at fortælle 'ærligt'?

"At fortælle sig selv ærligt, altså ikke at fortælle om tingene, men at fortælle sig selv, ærligt, vil sige at erkende, at man er flere. At få nuancerne med og ikke bare det, man synes, præsenterer én bedst - eller værst, for den sags skyld, hvis det er medlidenhed eller medfølelse, man ønsker. Man skal turde blande kortene og blande sine egne stemmer. Det er en måde at flytte sig på. For lige så meget som det, der er hændt mig eller ikke er hændt mig i mit liv, betyder noget for, hvem jeg er, lige så meget betyder det, hvordan jeg fortæller mig selv - til andre mennesker, til dig."

- 'At flytte sig', siger du. Der er en udvikling i det. Betyder det, at vi kan blive klogere, måske ligefrem bedre?

"Vi kan fortælle os selv videre, vi kan blive mere til. For det slutter ikke med, at man er blevet til, man kan mere. Det betyder også, at man ikke én gang for alle kan fortælle sig selv ærligt. Det fortalte kan altid blive til en ny standardhistorie. Det vigtige er, at man tør være alt det, man er."

- Hvorfor er standardhistorien så let at vælge?

"Den er jo en måde at blive sikker på. Så kender man i hvert fald dén sig selv, når man for eksempel møder et nyt menneske, eller når man gentager sig selv sammen med én, man har kendt længe. Kommer man ud over den sikkerhed, kan man også vokse som menneske."

- Din bog hedder 'Styrkeprøver'. Er usik-kerheden prøvelsen?

"Det er netop ikke en styrkeprøve i forhold til det, jeg'et eller jeg'erne gennemgår, men i forhold til måden at fortælle om det. Altså en prøve på, om man er i stand til at afsløre sig selv og derigennem opdage sig selv."

Besættelser

Figurerne i Marius Nørup-Nielsens delvis selvbiografiske tekstmylder har vidt forskellige måder at fortælle sig på, men noget deler de vistnok alligevel: en indimellem fræsende og monoman høvlen ord og sætninger af sig. Og en tilbøjelighed til aldrig at få fortalt færdig, fordi de fortaber sig i udvendigheder og lange opremsninger af obskøniteter eller simpelthen ting og i endnu flere ord.

"Det løber af med dem, de knækker. Det bliver for meget til, at man kan tro på dem. Det er så overgjort, måden, det er fortalt på, de beskidte detaljer, der bliver ved og ved. Måske siger det helt generelt noget om de besættelser, vi vælger at lade omslutte os. Vi kan gå i nørd over hvad som helst. Pornografi, boligindretning ... At være besat af noget kan fylde én, så man ikke mærker sin grundlæggende, eksistentielle bæven."

- At gå i nørd. Er det en asocial positur, noget, man gør, for at holde verden på afstand?

"Ja, det vil jeg tro. Verden, som er noget kæmpestort, og som vi i virkeligheden kan vælge alt fra, den vælger vi noget meget småt fra, for så at gå i nørd over det. Det er vores besættelse, for så er vi da fyldt op af noget."

- Den metafor går igen flere steder i bogen: at blive fyldt op?

"En af teksterne, du refererer til, handler om en kvinde, der vil fyldes ud. Hun bliver det af ånd, hun bliver det også af mænd, af mange mænd. Det er en overlevelsesstrategi hos det skrøbelige menneske, der dog finder noget livsvilje. Så udelukkende forfærdeligt er det ikke, der skinner også noget håb igennem. Hun lader sig i det mindste fylde. Men hvorfor ikke lade sig fylde af andre grunde og af det gode?"

Virkelige fortællinger

- Humoren har på samme måde noget forsonende over sig, for mange af historierne er jo temmelig grumme?

"Når fortællerne får afsløret sig selv ved at pumpe sig meget op ved at tale om det pornografiske og om blod og vold, så kan humoren have den funktion. Alt det grumme er ikke bare udtryk for det uhyggelige og skrøbelige i figurerne, det er også i sig selv indimellem humoristisk. Det er synd for dem, men det må også gerne være sjovt. En sørgmunter ting -"

- Har noget af det været smertefuldt for dig at skrive om, i det omfang der er noget selvbiografi i stoffet?

"Det, der tager sit udgangspunkt i min egen ydmyge biografi, men også alt det andet."

- Hvordan smertefuldt?

"Sådan som vi dyrker det i min familie, og sådan som man sikkert dyrker det i alle temperamentsfulde familier, nemlig i form af grin gennem gråd og omvendt."

- Er der nogen af dine gamle Stevns-fæller, der har læst din bog og reageret på den?

"Ja, det er der. Én, som meget specifikt kan genkende sig selv. Han er nok også den eneste, der vil kunne det. Et meget varmt portræt, synes han. Jeg tror ikke, der er noget kontroversielt i bogen."

- Har man et særligt ansvar over for dem, man skriver om, og som man i en periode af sit liv har delt noget med?

"Nej, man har et ansvar over for bogen, over for det, man skriver. Så må alt andet ofres på det alter. Her har det bare været naturligt, det er ikke noget, jeg har behøvet at tænke over. For mig har det ikke handlet om at finde det hos mig eller hos andre, der gjorde mest ondt. Projektet er ikke så meget fortællingen om dengang, men det at fortælle sig selv gennem de her fortællinger."

- Har der været noget særligt, du kunne kende det stof på, der var velegnet til fortællinger om at fortælle sig selv, når det nu ikke var smertepunkter?

"Det viste sig i hvert fald, at stoffet var dramatisk. Udgangspunktet er ofte en ensomhed, som man fornemmer hos fortælleren, som så pustes op til noget dramatisk eller slår om i en besættelse. Det er en dramatik med en klangbund af tomhed og måske nok en mere stille dramatik, fordi den har et andet udgangspunkt end det traumatiske."

- Så er det nærliggende at afslutte interviewet her med at foreslå, at fortællingen er din besættelse, som du udfylder tomheden med?

"Ja, det er min besættelse at fortælle mig selv til andre mennesker, uanset om det er læsere eller mennesker, jeg møder i virkeligheden. Hvis der overhovedet er nogen forskel, for litteraturen og de måder, vi fortæller os selv på, er det virkeligheden. Den, vi kan blive mere til i."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her