Læsetid: 8 min.

"Det gælder om at tænke elastisk"

Inge Eriksen ser modkulturen i tænkning og viden. Kun på den måde kan man selv definere sine præmisser og undgå at lade sig trække rundt i manegen af demagogi
Moderne Tider
3. februar 2007

Inge Eriksens store, 30 år gamle romansucces, Victoria og verdensrevolutionen, bliver nu genudgivet.

"I en sengevenlig udgave," understreger hun. Er genudgivelsen et tegn på, at der er ved at opstå en ny modkultur, vil jeg vide.

"Hvem definerer, hvad en modkultur er," svarer Inge Eriksen. Hun vil hellere tale om, hvad hun kan anerkende som autentisk handlen, og det er, når humaniteten bliver fastholdt, siger hun. Som en kernepassage til forståelsen af modkultur citerer hun Per Stig Møllers bog om George Orwell, Orwells håb og frygt, hvor der står:

"Orwell afgør alle steder, hvem der er for fremskridt, og hvem der går reaktionens ærinde. Ud fra et humanistisk synspunkt er det imidlertid ikke så let endda at bestemme dette. Skal man med sikkerhed afgøre det spørgsmål, må man have en målestok uden for mennesket, hvis subjektivitet er en åbenbar fejlkilde. Da humanismen ikke kender til en sådan, må individet selv afgøre, hvor fremskridtet og reaktionen ligger. Afgørelsen bliver subjektiv og følgelig ingen absolut sandhed. Den vil fremgå af individets personlige fornemmelser, overvejelser, idealer, præferencer, følelser, erfaringer og viden og kan kun have gyldighed for det selv."

"Det gælder om at tænke elastisk," siger hun.

"De år, vi har levet, nej overlevet, med Fogh Rasmussen-regeringen har det været typisk for de borgerlige, at de aldrig laver konsekvensbeskrivelser af noget som helst. For det kræver en tankevirksomhed, de helst undgår."

"Måske er det borgerlige menneske, altså centrum-højre, frygtsomt og ikke villigt til at risikere noget. Måske kræver det stik og nagelfaste kasser, forbud, påbud og kontrol?"

Men det kan der ændres på, mener hun også. Som et eksempel på modkultur fremhæver hun Victorias kamp for at få en gruppe vrangvillige, tendentielt reaktionære kvinder med på genopbygningen af et land. Det er mennesker, der lige så godt kunne havne i reaktionen, men som det lykkes Victoria at begejstre og få vendt i en konstruktiv retning.

Uforpligtende

Egentlig vil Inge Eriksen nødigt snakke om modkultur, hun vil hellere snakke om, hvad hun ikke opfatter som modkultur. Og det er for eksempel avantgardisme, megen installation og videokunst - samt forfatterskolen, siger hun. Der er ingen forpligtelse indbygget i det, mener hun, "jeg keder mig rent ud sagt, og jeg går upåvirket bort."

Vi lever med en enorm kulturel relativisme, siger hun, men understreger samtidig, at samfundets kultur er blevet grundlæggende ændret de seneste 50 år.

"Jeg er jo så gammel, så jeg kan huske den autoritære skole med svedetimer og et par på kassen, hvis man stillede et forkert spørgsmål."

Men en modkultur, der har sejret, er de samarbejdsformer, statsministeren betegner som 'rundkredspædagogik'.

"Da jeg kom på seminariet i 1969, begyndte vi at være dus med lærerne, sidde i rundkreds og diskutere. Vi var blandt voksne mennesker og der var en enorm respekt for lærernes faglige kunnen, men menneskeligt set var vi på lige fod. Under et kursus på Den internationale Højskole i Helsingør, hvor vi arbejdede i grupper og lavede skriftlige oplæg, som blev udgivet som en daglig avis, traf vi en gruppe tyske voksenundervisere. Selv syntes vi, at samarbejdet gik rimeligt uden at være fremragende, men de tyske lærere erklærede, at de var dybt misundelige over vores evne til samarbejde."

"Vi fik også lært en masse, og de mest oprørske fik de bedste eksaminer, for de kunne tænke selv."

En utænkelig åbning

Vi har oplevet mange positive forandringer i det seneste halve århundrede, mener Inge Eriksen.

"Der er kommet en åbenhed omkring seksualiteten, der var utænkelig tidligere, kvindebevægelsen satte gang i noget, som har værdi i et langt perspektiv, jo, der var en klar modkultur."

- Men i dag?

"Den sande modkultur ligger i tænkningens elasticitet," fastholder Inge Eriksen. Det gælder nu som dengang, hun gik på seminariet, om at lære sine lektier, sætte sig ind i sagerne, læse reportager og analyser også fra det store udland. Hun er en lige trofast læser af science fiction-litteratur og The Economist.

"Det er anstændige borgerlige, der argumenterer for deres synspunkter."

Inge Eriksen er internationalt orienteret og kunne ikke drømme om at se på Danmark som adskilt fra resten af verden.

"Vi har de samme problemer som de andre lande i Europa. Det gælder socialdemokratiernes krise, det gælder for eksempel spørgsmålet om indvandring," siger hun.

- Kan du give et eksempel på det, du kalder tænkningens elasticitet?

"Kan man forestille sig det, man ikke kan forestille sig?," spørger Inge Eriksen til svar. Det er, hvad science fiction går ud på, en genre Inge Eriksen selv har dyrket i adskillige værker. Som eksempel nævner hun et situationsspil, iscenesat af den store science fiction-forfatter Ursula le Guin. Inge Eriksens pointe er, at spillet gik i vasken, fordi folk ikke kunne følge med Ursula le Guins fantasi en gruppe på tre, der kun kunne trække vejret, hvis de var i fysisk kontakt med hinanden, måtte opgives.

"Hendes fantasi rakte længere end deres."

- Selv i science fiction arbejder man dog med kendte elementer?

"Ursula le Guin har en scene, hvor hun beskriver en gruppe pingviner, der lever i mørke. De kommunikerer med hinanden ved hjælp af fjerspidserne, det er så smukt, at man bliver rørt. Man bliver flyttet, får plads til at tænke frit, det er essensen af modkultur."

- Du mener altså, at der er andre måder at tænke modkultur på end som politisk modkultur?

"Jeg er ikke defaitist, jeg vil forfærdeligt gerne være en nyttig borger. Men kunstnere har det problem, at deres indsats ikke kan måles i et søjlediagram."

Inge Eriksen tror dog på sommerfugleeffekten, som hun også har skrevet trilogien Sommerfuglens vinge over. Heri lader hun blandt andet sin hovedperson Clara sige, at det er vigtigt at gøre sig klart, at man skal være det rigtige menneske på det rigtige tidspunkt.

"Men der er ingen belønning," tilføjer hun.

Som et strejf, en flygtig øjenkontakt, der gør indtryk, sådan ser Inge Eriksen effekten af et kunstværk.

"Der bliver sat sprog på noget, der måske var udefinerbart, man bliver flyttet lidt," siger hun.

Sproget

Sproget er også en vigtig arena for modkultur, mener Inge Eriksen. Hun græmmer sig over den mangel på præcision, dansk tales med. Værre er dog det nysprog, regeringen forsøger at få indført med ord som 'udlændingeservice'.

"Men en af pointerne med en uafhængig tankegang er, at man ikke bare siger nej, når de andre siger ja. Man kreerer sine egne præmisser og diskuterer ud fra dem. Man accepterer for eksempel ikke, at Anders Fogh Rasmussen, når dybt bekymrede mennesker går i demonstration mod krigen i Irak, spørger, om man da hellere vil have Saddam Hussein igen. Det er for plat. Man må overveje og for eksempel ikke acceptere, at man tilhører en modkultur, når det, som i dette tilfælde, ikke er det, det drejer sig om."

- Du citerede Per Stig Møller for, at humanisten ikke har nogen instanser uden for sig selv at måle efter. Men man har vel for eksempel samtalen?

"Selvfølgelig har man det. Det er en af styrkerne i dansk kultur, at vi er i stand til at udveksle tanker fornuftigt. Det tror jeg heller ikke, man kan ødelægge," erklærer Inge Eriksen med adresse til regeringens nysprog.

"Men man må være villig til at hengive sig, vi er ikke guder, vi er ikke fundamentalister, vi må tage chancen. Det gælder i høj grad for kunstnere."

- Men er kunst nødvendigvis modkultur?

"Georg Lukács siger i sin romanteori, at hvis en roman hæver sig over gennemsnittet, er der også alternativer indbygget i den."

Moralloven

Møller-citatet generer stadig. Mener du ikke, der findes en fællesmenneskelig målestok for godt og skidt på det elementære plan, spørger jeg. Så er det Immanuel Kant, der kommer på banen. Vist tror Inge Eriksen på en morallov, som vi bærer i os. Det ser hun også i det faktum, at vores problemer og usikkerheder er fælles, sådan som hun tidligere påpegede. Hvilket i øvrigt tildeler en kunstner forpligtelsen til at "se ud over cafébordet i København."

"Der er rigeligt at tage fat på," siger hun og henviser til Per Fly som et fremragende eksempel. Inge Eriksen vil for eksempel gerne gøre op med den opfattelse, at det er på samfundets bund, sandheden om samfundet skal findes. Hun mener, at middelklassen er klemt, og at det er vigtigt at finde de gode muligheder i middelklassen.

"Middelklassen er måske træg, men den er også god til at holde sammen på samfundet, så vi undgår excesser. Men middelklassen er gået i tænkeboks, middelklassemennesker er fulde af moralske dilemmaer, for eksempel i forhold til indvandringen."

"De elsker deres ven, der er iransk it-nørd, og samtidig hader de fundamentalister."

- De har vel også det dilemma, at de er imod indvandringspolitikken, men samtidig bor steder, hvor de ikke mærker konsekvenserne i form at ghettodannelse osv.?

"Den er for billig! Jeg kender mange, der bor på Nørrebro og som ikke ville drømme om at bo andre steder. Men selvfølgelig bliver jeg da også selv irriteret, hvis jeg ikke kan komme forbi to kvinder i fuld burka, fordi de først skal have afsluttet et skænderi."

JP's modkultur

Værre er det imidlertid ifølge Inge Eriksen, at der i mange samtidsromaner end ikke optræder en tyrkisk grønthandler.

"Jeg blev spurgt om af en koreansk kvinde, hvorfor der altid er så mange udlændinge i mine romaner. Og svaret er, at det er, fordi de er her! Og så fordi jeg er nysgerrig. Jeg synes, det er interessant at lære folk at kende, hvis baggrund man kun kender fra bøger. Det holder dig elastisk."

Vi er tilbage ved elasticiteten og spørgsmålet, om der overhovedet kan øjnes en modkultur i dag.

Skal Inge Eriksen konkludere, mener hun nej. Ikke en kultur.

"Mange er klappet i, og det forstår jeg godt, for de kan ikke holdet niveauet og præmisserne for debatten ud."

Men ved lidt nærmere eftertanke ser hun andre kræfter end den gamle venstrefløj røre på sig. Eksempelvis når præster demonstrerer for en mere human flygtningepolitik. Eller når universitetsfolk protesterer mod behandlingen af forskningen.

"Det er velgørende. Det ser ud til at flere er ved at have fået nok."

Men modkultur er et sterilt begreb, et modstanderbegreb, som Inge Eriksen hellere vil hæfte på Jyllands-Postens forurettelse og kassetænkning, siger hun.

"Det borgerlige menneske angriber først, kræver belønninger i ét væk, og kan aldrig tilfredsstilles."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her