Læsetid: 5 min.

Himlen i Berlin

Erindringens by. Bombet sønder og sammen, rekonstrueret ud i det uendelige og med en historie, der endda møder dig på vej hjem fra bageren. Berlin er en mental tilstand, snarere end en by af sten og glas
Moderne Tider
10. februar 2007

Den gamle preussiske hovedstad har efter sigende en lige så stor udstrækning som New York, selv om den i indbyggertal ikke kommer i nærheden af den nordamerikanske metropols 10 millioner. Derfor kan de tre og en halv million berlinere dagligt glæde sig over deres Lebensraum, hvor der er rigelig plads til grønne træer i snart sagt hver en gade. Uden for Berlin breder skovene sig, så man bogstaveligt talt ikke kan se byen for bare træer. Når man således efter et par timers kørsel fra færgelejet i Rostock nærmer sig byen, læser man skeptisk på skiltene, at der kun er 40 kilometer, snart efter 30 kilometer og nu kun 20 kilometer til Alexanderplatz i byens centrum.

Til højre og venstre er der marker og afkørsler til Sachsenhausen og andre steder, der mere ligner kapiteloverskrifter i den bugnende litteratur om Holocaust og Det Tredje Rige end vitterlige rejsemål i en globaliseret verden anno 2007. Forude slanger køen af last- og personbiler sig stadig langsommere ned mellem træerne, der efterhånden lukker sig om motorvejen, indtil man pludselig dukker op igen over den stedsegrønne kamuflage - og med ét befinder sig i Berlin.

Erindringens by

Hvordan en af Europas største byer kan skjule sig så dygtigt, forbliver mig en gåde, selv om jeg hyppigt tager turen fra København med bus til Berlin. Hver gang forekommer byen mig som en surrealistisk Erscheinung, der ikke så meget hører hjemme i virkeligheden som i den hybrid af fakta og fiktion, vi kalder erindring.

Berlin er ikke noget i sig selv, men den bestandige anledning til, at man hinsides facader og skorstene spejder efter rødderne til civilisationens ultimative selvdestruktion. Man finder dem bare ikke så let, for berlinerne har efterhånden disciplineret erindringen om Holocaust.

Den erindringskultur, som tyskerne endelig etablerede efter Auschwitz-processerne og ungdomsoprøret i 1960'erne, er ved at være afløst af et lige så musealt forhold til historien som danskernes. Midt mellem Bran-denburger Tor og Potsdamer Platz leger børnene på de hundreder af granitblokke, som skulle erindre om folkemordet på Europas jøder, mens kustoder med jævne mellemrum genner dem ned. Og oppe ved Kochstrasse er den knap så fjerne fortids vanvid reduceret til en teaterkulisse, der mere i kraft af sit navn - Checkpoint Charlie - end sin anskueliggørelse af den totalitære indespærring af en halv by tiltrækker erindringsturisterne. Her har den titulære ihukommelse tilmed vundet endnu en sejr, da man netop efter en folkeafstemning i det berørte distrikt har besluttet at omdøbe hovedparten af Kochstrasse til Rudi-Dutschke-Strasse til minde om den antiautoritære studenterleder.

I 2009 vil man markere tyveåret for murens fald ved at 'genopføre' den i laserlys. En sådan æstetisering af historien kan man nok være betænkelig ved, men man kunne også duplikere ideen ved allerede næste år den 9. november - i øvrigt samme dag som muren faldt - at markere 70-årsdagen for Krystalnatten ved at male hvide davidsstjerner på nogle tusinde butiksruder. Det skulle nok få de gamle til at huske, de unge til at spørge og dem alle til at frygte den mulige gentagelse af historien, når de ser den udpenslet på hverdagens gadeplan.

Historiens grimme fjæs

Større effekt har det måske, når alt kommer til alt, hvis ikke erindringen celebreres på nationale mindedage eller stilles til skue i montrer, men i stedet møder én uforberedt på vejen hjem med morgenbrød fra bageren. Sådan gik det i hvert fald mig, da jeg med rundstykker i posen og øjnene på fortovet pludselig midt i chaussébrolægningen ud for Paul-Lincke-Ufer nr. 41 fik øje på en lille 'sten' af metal, der brød lyset fra den lave sol over Landwehrkanal.

Jeg bukkede mig og oversatte den indgraverede tekst: "Her boede Horst Lothar Koppel, årgang 1924, deporteret 1943, 29. østtransport".

Mere stod der ikke, men det var også rigeligt til at suspendere de mellemliggende år for at kigge op mod ruderne efter den ængstelige knøs i vinduet, der stod og ventede på sin skæbne, og for bag de nedrullede persienner ved siden af at finde sig selv som den passive nabo. Man behøver jo ikke være tysker for beskæmmet at vedkende sig undladelsessynden par excellence, for kunne nogen qua folk gøre sig fortjent til titlen som passiv nabo, var det ubetinget danskerne. Trods de diskriminerende Nürnberg-love i 1935 var det så som så med vores velvilje over for de jødiske tyskere, der søgte nabohjælp, og trods muligheden for aktiv deltagelse i krigen mod Hitlers tusindårsrige i 1940, ville vi ikke risikere, at København fik samme skæbne som Warszawa.

Efter bombardementet af Rotterdam, blitzen over London og ødelæggelsen af Stalingrad var det vel fortjent, at Berlin blev bombet så grundigt sønder og sammen. Byen var så sønderbombet, at den senere spionagechef i DDR Markus Wolf ved gensynet med Berlin lige efter krigen mente, at byen nødvendigvis måtte genopføres et andet sted. Nu blev den, hvor den lå, og rejste sig igen af asken, men overalt som det melankolske minde om det, der ikke mere var, og aldrig mere bliver, selv om man nu - som for 50 år siden i Warszawa - genopfører den ene historiske bygning efter den anden som kopi af den svundne original.

Turistkulissen

Området omkring Unter den Linden er ved at være forvandlet til en virtuel tidslomme, hvor man bilder folk ind, at krig aldrig byder på defintive tab.

Selv det preussiske kongeslot, der blev ødelagt under allierede bombardementer og bagefter sprængt i luften af russerne, vil man nu genopføre i dets oprindelige skikkelse. Som første skridt er man på dets sted i færd med at fjerne Palast der Republik og dermed sporene af et halvt århundredes kommunisme og folkeformynderi, så melankolien får endnu et tab at tære på.

Således forbliver Berlin alligevel sig selv uden nogen sinde at kunne forvandle sig til et frilandsmuseum, hvor man færdes mellem bygningerne som mellem epokerne i historiebøgernes tidstavler. Turisterne bruger nok tre dage på at affotografere de historiske kopier i centrum, men bliver de længere, opdager de, at det egentlige Berlin slet ikke kan fotograferes - eller rettere sagt, at det befinder sig mellem det, der kan.

Berlin er ikke en by af sten og glas, men en mental tilstand, som man kun oplever med den tungsindige fantasi, der uden at røres af mindesmærkerne dvæler ved mindet selv. Af denne fantasi er der til gengæld opstået et himmelsk Berlin, der er langt mere forjættende end det, Albert Speer kunne have begået i sine romerske pasticher under dæknavnet Germania.

Se himlen i Berlin!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her