Læsetid: 6 min.

'Hver dag har jeg lyst til at tæske nogen'

Der hersker en Godhedsfundamentalisme i Danmark. Vi er en nation af dydige fjolser, der har forelsket os i lykken. Derfor formår vi ikke at løse konkrete problemer, da vi lever i en naiv og terapeutisk politisk virkelighed, mener historiker Mikael Jalving
17. februar 2007

Han kommer til Sct. Annæ Passage i St. Kongensgade en tirsdag eftermiddag.

Iført cowboybukser, hvid skjorte og sort blazer, samt en sort cykelhjelm i hånden, træder han ind på Dagbladet Information for at tale om sit opgør med Godheden.

Godheden med stort forbogstav. Den kvalmende Godhed, han mener, gennemsyrer samfundet. Godhedsfundamentalismen siver ind i alle sprækker, også på Christiansborg. Den gør politik til noget religiøst, og derfor er det på tide at gøre op med den.

Grænsen til idioti

Han sætter en scene op for at illustrere:

"'Hvad tror du på?', spørger kvinden til middagsselskabet. 'Jeg tror på et anstændigt liv mellem mennesker eller mere velfærd til alle,' svarer man så."

Manden med opgøret på sinde fortsætter:

"Vi svarer alle noget positivt. Det er den danske syge. I ønsket om at være og virke gode, glemmer vi grænsen for idiotien. Vi nægter at tage de politiske konflikter, der er nødvendige. For mig er politik noget meget negativt forstået på den måde, at det er en afgrænsning og en minimering af en konkret ulykke. Politik kan aldrig tilvejebringes af lykke eller godhed, ikke af de positive dyder. Politik skal sætte grænser for moralen, og magten er nødvendig som en modvægt til retten," siger han.

I sit korstog mod vor tids moral og ret - Godheden - har han søgt hjælp hos fire afdøde filosoffer. Niccoló Machiavelli, Thomas Hobbes, John Locke og David Hume. Historiker Mikael Jalving udgiver om få dage sin nye bog Magt og ret. Et opgør med Godheden.

Han interviewer fiktivt de fire afdøde tænkere om deres tanker om datid og vores nutid. Ifølge Jalving selv er det et forsøg på at fremstille en såkaldt borgerlig realisme.

Bogen er til middelklassen, café latte-generationen, Tøger Seidenfaden, Det Radikale Venstre (Godhedspartiet) og til dels Uffe Ellemann-Jensen.

Ifølge Jalving ligger de alle under for Godhedsfundamentalismen.

Hvis de fire filosofiske herrer i bogen levede den dag i dag, ville de ifølge Mikael Jalving korse sig over vores mangel på realisme og dømmekraft. Han korser sig et kort øjeblik i kor med filosofferne, før han fortsætter.

"Jeg vil altid være kætter i forhold til den velfærdsgodhed, som Danmark hylder. Og jeg vil aldrig føle mig hundrede procent hjemme, fordi jeg mener, det er et naivt og æreløst samfund, vi lever i. Det mangler sansen for selvopretholdelse og selvforsvar. Det er et samfund, hvor maskuline dyder er sat ud af spil," siger han.

Ifølge Jalving efterlader hangen til Godhed Danmark og politikere handlingslammet over for konkrete problemer. Og den borgerlige regering har kun formået at lave krusninger i overfladen af den kvalmende frelsthed.

Stærke strømninger fra kristendommen, socialismen og velfærdsideologien løber, i Jalvings øjne, videre nu i en mainstreamudgave af godhedsretorik. Det betyder, at Godheden har overtaget den politiske scene, mener han.

- Hvor er det, du ser det?

"Et eksempel er vores udlændingepolitik, hvor vi taler om asylbørn. Det er et fint ord, og det appellerer godt, men man lægger en positiv værdiladning ned over de børn, som er strandet her primært på grund af deres forældre. Asylbørnene får en positiv værdi fra starten, fordi de er forfulgt. Men det er stadig et konkret politisk problem, som skal løses. Det er et politisk praktisk problem at sørge for en ordentlig

integration. Det kan moralismen ikke klare," siger han.

Travlt med at være gode

Og det er netop de helt konkrete politiske løsninger, vi i Danmark nægter at finde, fordi vi har så travlt med at være gode, mener han. Forråelsen har også fundet vej til oppositionen.

"Helle Thorning-Schmidts velfærdsretorik er messende og nærmest religiøs. Det minder om den katolske kirke. Det er andre ord, men samme logik, hvor man bare kan finde nogle plus-ord og smide det op på et slideshow og så kalde det et politisk program. Netop den politiske godhed, der forfører

folk," siger han med fast stemme, hvorefter armene falder ned igen efter at have sendt fagter efter socialdemokraternes Godhed.

- Er vi generelt blevet for frelste i vores argumentation for egne og andres handlinger?

"Ja i høj grad. Vi er blevet overdrevet psykologiserende i vores tale og er enormt optagede af motiverne bag en handling, og vi taler altid om dem. I stedet burde vi tale om de konkrete handlinger eller konsekvenserne. Hvem er 'vi', der kan være den store psykolog til at analysere os alle sammen. Vi kan aldrig helt vide, hvad der ligger bag en handling, men hvad nu hvis det, der kommer på bordet, rent faktisk interesserer en masse mennesker. Det er det, jeg mener med, at vi må gøre op med den der Godhed. Vi er nødt til en gang imellem at grave og gøre noget urent," erklærer han. Som eksempler på den evindelige psykologisering nævner

Mikael Jalving Muhammedsagen og striden mellem Bent Jensen og Jørgen Dragsdahl. I begge tilfælde blev den konkrete substans overskygget af "motivforskning" især i pressen. Et skræmmende resultat af Godheden, mener Jalving.

- Men hvad skader Godheden?

"Den er falsk. Det er selvfølgelig ikke dårligt, hvis godhedstanken manifesterer sig i vores indkøbskurv. Økologi er fint, og fred være med det. Men det er den der småreligiøse ide om, at vi kan hæve os over den gemene jord fra det område, hvor der er skærmysler og slåskampe. Hver dag har jeg lyst til at tæske nogen, men hvis jeg gør det, bliver jeg fyret, jeg vil ikke tilbage til slåskampe eller ridderkulturens periode, men prøver at agitere for, at vores menneskebillede er naivt og terapeutisk. Vi tror, vi kan behandle os væk fra de grimme kræfter, vi har i kroppen."

Mikael Jalving nævner som eksempel retspolitik. Han er personligt tilhænger af de hårdeste straffe for en række forbrydelser.

Ifølge ham er den holdning i høj grad motiveret af en menneskelig følelse om hævn, men det må man heller ikke føle i dag, siger han irriteret.

"Vi skal tro på, at de her mennesker kan bliver resocialiseret og blive gode mennesker igen. Her er Godhedsindustrien komplet. Selv med de værste rødder tror vi på den gode tanke. Måske vi i dansk sammenhæng er blevet mere hårde retspolitisk, men det er jo ingenting i forhold til det vilde vesten."

Vindere er ikke gode

- Er der overhovedet steder i Danmark, hvor du mener, at Godheden ikke har fået magten?

"I sportens verden. Dysten, som faktisk betager de fleste, dér hersker Godheden ikke. I konkurrencen er der ikke plads til godheden, det handler om at vinde. Her er Godheden fatal, fordi hvis du er for god, så taber du," siger han. Mikael Jalving kommer frem i stolen. Han påpeger, at samtalen nu er udenfor bogens pensum, og dog. Det handler stadig om vores besættelse af Godheden.

"Tour de France er en idrætsgren, hvor vi forsøger at indføre godheden med dopingkontrollerne. Men det vi gør er at smadre sporten, fordi sporten er meget vildere, end vi tør forestille os og har altid været det."

Det fysiske adrenalinchok, sved og bræk. Had til konkurrenten. Det er den dér lyst til at vinde, Godheden har kørt ud på et sidespor, erklærer Jalving iltert.

"Vildheden ser jeg, når jeg cykler i Rudeskov. Her er man lykkeligt fri fra Godheden."

Konkurrencen er blevet kriminaliseret, og det har vi alle været med til, mener han: "Vores institutioner har taget meget af det ud af samfundet. Hele den tuttenuttede måde, læreren taler til børnene på, samt få lektier. Lige meget hvor meget vi sliber mennesker og kanter af, så er vi mennesker lige nede under overfladen, der er sved, sæd og lyst. Muskler og

frustrationer. Alt det er i mine øjne nødt til fylde mere i vores hverdag og politiske virkelighed," siger han og giver endnu et eksempel på Godhedens fejhed.

"En gang imellem tager vi os selv i at tænke; Afrika, ja, måske er det dem selv der skal løse deres problemer. Og så tænker vi omgående; Nej, det må du ikke tænke. Sådan et tabu ligger, hvor lidt vi end vil det, lige under overfladen."

Hver dag Jalving går hjem fra arbejde, er han som regel rasende, fortæller han. I virkeligheden burde han nok få en coach, som han siger. Så kunne vedkommende fortælle ham, hvordan han kunne gøre det Gode for sig selv og for sin arbejdsplads.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu