Læsetid: 3 min.

'Jeg har ikke noget imod transvestitter, men...'

Melodi Grand Prix. Peter Andersen fra Næstved kom i læserbrevsspalterne og så sig pludselig kommenteret af smagsdommere fra diverse vinkler, da normalitetsbegrebet kom til folkelig debat
17. februar 2007

Normalitetsbegrebet har været genstand for behandling i filosofiske, psykologiske, pædagogiske, ja, endog teologiske analyser og afhandlinger for slet ikke at tale om betydende litterære værker, men intetsteds så intenst som i B.T. og Ekstra Bladet, hvor uenigheden var lodret.

Trods emnets indiskutable universalitet overlod de øvrige aviser sært nok både den kunstneriske og filosofiske debat til de to nævnte avisers læsere.

Det, normalitetsdebatten handlede om, var naturligvis drag-sangeren Peter Andersen fra Næstved og hans vindermelodi "Drama Queen", men ikke mindst hans seksuelle observans. Manden, der kom med på et af de wild cards, man ellers mest hører om i golf og tennis.

Hvad er normalt?

Her et par pluk fra Ekstra Bladets læserbrevkasse,

Allan Sonnermann, Boholtevej 64, Køge:

"Nogle læsere påstår, at Melodi Grand-Prix-vinderen DQ kun blev nr. et, fordi hans optræden og person var unormal. Sig mig, hvad er normalt, og hvad er det ikke? Er det normalt som præsident at starte en krig?...(...) Jeg synes, folk skulle sætte sig hen i en god stol og revidere deres noget gammeldags opfattelse af normalitetsbegrebet."

Verner Ormsby, Askøvej 14, Slangerup i samme avis:

"Tænk at nogle danskere er så snæversynede, at de ikke kan se ud over deres egen næsetip. Endelig stiller Danmark op med et rigtig godt nummer til det internationale Melodi Grand Prix i Helsinki, men bare fordi sangeren er homoseksuel håber mange, at det går ham dårligt dèr."

I B.T. skrev Kristian Foldager, Støvring:

"Jeg har en rigtig dårlig smag i munden over vinderen af Melodi Grand Prix. Vi kunne have fået en langt mere professionel entertainer, og jeg tror, vi bliver til grin i resten af verden. Jeg føler mig så dårlig over det.

Jeg har ikke noget imod transvestitter, men det handler om Danmarks image, og det er trist, at vi nu skal promoveres af transvestitter. Det er næsten værre end Muhammedtegningerne."

Niels Rsmussen, Violvej 82, Korsør i Ekstra Bladet:

"MGP, vorherre bevares...(...)...vi sender en 'transvestit' af sted med et latterligt musiknummer. Et antiklimaks af de helt store. Synd for Grand Prix'et, men så slipper vi jo nok for det næste år."

Michael Lind, Ahornvej 13, Aabybro i Ekstra Bladet under overskriften 'Det unormales sejr':

"Vi er efterhånden ved at leve i et samfund, hvor det vigtigste er at forherlige det unormale, hvilket vi altså fik bekræftet til fulde lørdag aften."

Ny pop-fugl

Men der var også en kunstnerisk vinkel, som blev dyrket.

Morten Dam, Blichersvej 15, Helsingør i Ekstra Bladet:

"Man må sige, at det danske Melodi Grand Prix er vågnet op efter mange års dvale. Alle sangene var faktisk gode, men der kan jo kun være én vinder, og minsandten om ikke Danmark har fået en ny pop-fugl, som nu skal flyve til Finland og forhåbentlig lægge hele Europa ned. Velkommen til de nye tider. Og held og lykke til Drama Queen."

Ligeså positiv var i B.T. Winnie Petersen fra Køge:

"Jeg synes, Peter Andersen (Drama Queen) gjorde det fantastisk. Jeg håber, han kommer blandt de allerbedste ved det internationale Melodi Grand Prix. Jeg hørte ham også i radioen søndag. Han er altså også en rigtig festlig fyr at høre på. Han fortjener at komme til Finland. Jeg vil tilføje, at jeg er 68 år, så jeg er ikke en af de unge, der sms'er."

Thyge-Christian Fønns, København K i B.T.:

"For første gang siden glansårene 1986-88 var Melodi Grand Prix'et spækket med gode sange. Det er dejligt, at sangskrivere i Danmark endelig tør satse på kvalitet ligesom i Sverige. Det var en fornøjelse hele vejen igennem, og det er svært at vælge en vinder."

Demokrati

Tanja Lauenborg, Mærsk Andersensvej 19, Randers i Ekstra Bladet:

"Tiderne har altså ændret sig, kære venner, siden Birthe Kjær stillede op i Dansk Melodi Grand Prix. Jeg har virkelig dyb respekt for Peter Andersen og glæder mig til at se ham som vinder i Finland."

Endelig var der implicit en debat om intet mindre end demokratiet. Således skrev i B.T. Poul Juul Jensen, Rudkøbing:

"Folk stemmer jo på den mest anderledes optrædende kunstner. Det så vi også, da Lordi helt hamrende ufortjent vandet det internationale Grand Prix. Det er betænkeligt, at en meldodi, der ikke engang kvalificerer sig til finalen, men kommer med på et wild card kan vinde."

Nogenlunde det samme skrev han i et læserbrev i Ekstra Bladet, og såldes blev sløjfen bundet sammen i og om de to avisers brevkasser.

Eller som Peter Andersen sagde gentagne gange, da han havde vundet:

"Det er helt vildt!"

Han sagde også, at nu ville han købe sig en ny kjole.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu