Læsetid: 5 min.

Til karneval i helvede

Byen Oruro er et helvede på jord, men under byens årlige karneval kom håbet til byen igen
24. februar 2007

Endnu en vandballon rammer mig lige i nakken, et nyt geled tubaer og slagtøj marcherer forbi og fyrer op for deres karnevalsmarch, og mens musikken - der lyder som et beruset tolvtone orkester - larmer i mit højdesyge og øl-ømme kranie, spørger jeg mig selv:

"Hvad fanden laver jeg egentlig her?"

Det er bestemt heller ikke på grund af Oruro i sig selv, at jeg er kommet til Carnaval de Oruro. Byen er en deprimeret mineby, der for 90 procents vedkommende bebos af ludfattige indianere, som lever i noget, der ligner en forstad til helvede: Små brune forfaldne huse ligger spredt ud over golde klippesider på en uendelig højslette 3700 meter over havet. Brændende varm om dagen, og ned til minus 40 om natten på visse tidspunkter af året.

Kongen af tin

Oruro var engang hovedsæde for Kongen af Tin - Simón Iturri Patiño, der sammen med familierne Aramayo og Hochschild styrede tinhandlen og regerede over Bolivia.

Patiño overtog de europæiske markeder med billig tin, som var gravet op af indianske arbejdere, der kravlede i tunneler, boede i slumbyer, var underlagt forbud mod at organisere sig og som fik en sulteløn, der var væsentligt lavere end den, de europæiske minearbejdere kunne få. Dét gjorde i 1940'erne Patiño til en af verdens rigeste og mægtigste mænd - og Oruro til centrum for et imperium.

Men tinmarkedet er gået ned for sidste gang. De sidste rester af storheden er de rustne jernskulpturer af minehjelme og hakker i byens trafikkryds. Karnevalet er det absolut eneste byen har - men det gør byen til gengæld så grundigt, at Carnaval de Oruro er kanoniseret på en UNESCO-liste over menneskehedens orale mesterværker.

Gode kinder

"Hvad synes du om de bolivianske piger," spørger den midaldrende dame, som jeg sidder mast op ad på vores lille halve planke til 30 dollar for 30 centimer per røv.

Det er femte gang, hun spørger mig, men måske er det vigtigt for hende at vide, at Bolivia dog har noget, for Bolivia har generelt lidt af et taber-image. Det er det fattigste land i Sydamerika, det har mistet sin adgang til havet og tabt stort set alle krige og alle fodboldkampe.

I nabolandene er stemningen oven i købet, at bolivianere er direkte grimme, hvilket muligvis skyldes de mange tv-billeder af den berømte præsident Evo Morales, som ganske vist er de oprindelige folks første statsoverhoved i 600 år - men som med sin ringe højde, runde former og uldne jakke ikke ligefrem ligner en brasiliansk sexgud.

Pigerne er dog sødere end deres rygte. Det bedste ved dem er deres karakteristiske runde røde kinder, som man får lyst til at give et klem - men at det ligefrem skulle være værd at sidde sammenmast i en rugbrødstaxa i de fire timer, turen fra hovedstaden La Paz varer, for at opleve deres bare lår danse gennem en overgearet byfest er langt fra indlysende.

Og det er bestemt heller ikke den gigantiske drengene-efter-pigerne-vandkamp som trækker - og som i mindre målestok hærger hele Bolivia under de katolsk religiøse karnevals helligdage før fasten. Karnevalet i Oruro falder altid på den religiøst korrekte dato: Septuagesima, som er den niende søndag før påske.

Karnevalet her siges at være en indiansk undergravelse af den katolske højtid: Da spanierne kom og tvangsomvendte befolkningen, begyndte Andes-folkene at fejre katolsk karneval i stedet - de forklædte bare deres guder som katolske helgener og dæmoner. Og denne omvending af den herskende orden, hvor alt er tilladt, kulminerer i et gigantisk vandpjaskeri til det, der praler af at være det største religiøse karneval i Sydamerika. Det foregår således, at man købet et regnslag og en favnfuld vandballoner - eller en gigantdåse kunstig sne - for en 10'er i lokal mønt og tyrer det i ansigtet på enhver medtilskuer. Min danske langside viste et uforsonligt had til et stakkels gøglerhippiepar med ens dreadlocks og farvede bukser, som blev udsat for et mindre Dresden, samt et hold bøvede ungersvende i solbriller og camouflagetøj. Men det er nu en fornøjelse, der hurtigt bliver ensformig - med mindre man er i den alder eller tilstand, hvor man vil gøre hvad som helst for at få opmærksomhed fra det modsatte køn.

Den lange march

Hvis jeg så i det mindste var pjattet med optog og marcher, så ville der være rigelig grund til at være kommet hertil. Det tager cirka 20 timer for de mere end 20.000 dansere og 5.000 musikere at gå den fire kilometer lange rute gennem byen - og det hele ender med, at alle musikerne spiller på en gang klokken fem om morgenen på en kirkegård. De fleste optog har en bil i front, der er dekoreret med de krus, kedler og fade, som tin-bjergene blev til på den gamle verdens spiseborde.

Alle aldre og køn deltager, og hvert optog fortæller historien om Wari - satan nede i bjerget, herskeren over jordskælv, guden Wari, som blev vred på folket over, at de glemte at dyrke solen og derfor straffede dem med minedrift - samt de sædvanlige plager: slanger, frøer, øgler og uvejr. Hele Bolivias historie går forbi: Spanierne, lamaerne, slaverne, pisken, de andiske danse til solen, tilbedelsen af 'Pachamama', de allesteds nærværende kokablade, som bliver smidt ud til publikum, livet i minerne og fagforeningerne. Det hele iscenesat i barokke glamourudgaver af de traditionelle bolivianske folkedragter. Jeg holdt nøjagtig halvvejs gennem programmet, før jeg klokken seks om aftenen kravlede ind i bilen til en af de mest langtrukne køreture, jeg nogensinde har været udsat for.

Meningen med helvedet

Inden da havde jeg heldigvis nået at opleve, hvorfor jeg var kommet til Oruro. Pludselig begynder fotograferne at løbe ned ad gaden. Alle stopper og ser i samme retning. Og der: På balkonen træder en lille tyk mand frem og smiler ned til folket.

Evo Morales er kommet til Oruro.

De bøvede ungersvende begynder at råbe "autonomia", hvilket er den gamle politiske overklasses reaktion på den nyligt valgte underklassepræsident Evo Morales projekt om at skrive en ny grundlov for Bolivia, der giver de oprindelige folk kontrol over deres territorier og ressourcer. Morales har vakt et enormt håb - ikke bare i Bolivia men hos oprindelige folk over alt på begge amerikanske kontinenter. Et håb om, at der en dag kommer en dag, hvor indianerne kan komme op fra minerne og selv bestemme over deres rige bjerge. Og indtil videre er håbet lyslevende. Det går ned fra sin balkon, tager en lille dans med optoget og sætter sig under en baldakin, smiler til os alle og viser verden, at meningen med at være helvedet er at være det sted, hvor håbet kan spire frem og gro.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu