Læsetid: 4 min.

Mens vi venter på Nova

9. februar 2007

"Hvor er de unge dog unge for tiden, " sagde min smukke, gamle ven og kiggede rundt i lokalet til min 29 års fødselsdag. Min ven nikkede over mod en særlig neonoplyst gruppe og kiggede så på mig, den evige teenager, der dyrker en yngre livsstil, end da hun mødte mig for 10 år siden; politisk megabevidst og fuldstændig ude af stand til at være i min egen krop.

Hvis man er meget dårlig til at være ung, kan det enten betyde en befriende alderdom eller party-non stop. Står man og kigger på de andre, er der stor sandsynlighed for, at man kommer til at stå der så længe, at man pludselig er ung med de unge, der får én til at føle sig tju-bang i live og vildt gammel på samme tid. Og er der noget, jeg har lært på den voldsomme måde - så er det at feste. Jeg har været alt for optaget af, om de andre nu hygger sig, for smerteligt bevidst til selv at deltage. Jeg er ikke særlig crazy, men jeg har altid været god til at omgive mig med dem, der er. Jeg har været fuldtids-autonom. Aktiv i trashdrag-foreningen Dunst, og dj de sidste par år på natklubber i København og det meste af verden. I modebranchen, til illegale raves, men-only sex parties og hver søndag på gammel luderbar. En bar, jeg, to venner og et hjemmelavet anlæg omdannede til en kamikazeagtig afslutning på uger, jeg ikke husker.

Clubkids

Jeg har stået dejligt beskyttet ovre i hjørnet og ædt glo-suppe, skruet på nogle knapper og langsomt taget mig mod til at invitere nogle af de nye smarte piger - for eksempel til min fødselsdag.

Jeg har inviteret Nova plus 5. Og en bunke andre. Dem, der ved, hvor top-neurotisk værtinden er, og dem, der gudskelov kun tænker: Der er gratis fadøl nede hos hende den seje dj med brillerne og kasketten.

Nova kommer selvfølgelig dresset ekstra ud. Og med gave. Den afblegede stramme munkepage, flæseskjorte og lumsk smil - altid nyt look, der matcher situationen, og med en fløjte pakket fint ind til mig. De pifter, gør de. De unge. De maler sig i ansigtet. Godt med glimmer og farver. De hedder clubkids og er et rigtig modeblads-fænomen. Neu rave (nurave) hedder det, og de mimer en starthalvfemser ungdomskultur, som nok var mere ekslusiv, sjov og glansbilledagtig end det grungehelvede af en stormøde-hørm, jeg selv deltog i. De ligner nogle, der kunne have hængt ud med Leigh Bowery (designer, performance artist og clubgrundlægger, red.) i London eller Michael Alig (grundlægger af Club Kids, en legendarisk gruppe af unge klubgængere, red.) i New York. De har lært mig Michael Aligs bessinger om at komme fashionally late (det tager tid - at se ud!). Og at man så kun kommer max en time til fester, man ikke selv afholder.

"Man gør en storslået entre, så alle lægger mærke til en, og man går i al hemmelighed, så alle snakker om, hvor man dog blev af."

I det ene øjeblik uforfængeligt storsvedende med armene i vejret, i det næste - so young and so cold. Det er så gay og en fryd for mit fascistiske kontrolgenerende øje, og samtidig får selviscenesættelsen mig til at længes sært efter en uskyldig nusset hættetrøje og en gadekamp, jeg kan forstå.

"Jeg skal også til at skrive for Dagbladet Information, Nova. Jeg kunne godt tænke mig at lave noget om dig," sagde jeg. "Noget om dine æstetiske overvejelser - at du ligner en bøsse - men er lesbisk. Hvad I snakker om, når I sminker jer, og hvad dine forældre laver?"

Tid er en ejendom

Og sådan blev jeg ved og håbløst fiskende som en 'trend-forsker' eller en upfront gymnasielærer med mine kategorier og venlige, men brækfremkaldende analyser. Bare fordi jeg lurede for meget og dansede for lidt, havde jeg nu malet mig selv op i et hjørne af... ååhh. Måske er det fødselsdage, der har det med at gøre ellers dejlige mennesker patetiske. Med katastrofestemme og en højtidelig klang siger jeg, at tid er en ejendom - og dagen i dag tilhører mig. Men det gør den ikke. Den tilhører Nova plus 5 - og de andre clubkids, der glad giver fingeren til det allestedsnærværende sundhedstrip (København flyder med ecstacy, og de går på McDonald's bagefter). Dj-kulturen (de spiller sgu da selv). Seksualitet (alle knepper alle), og hvad svarede Nova på alle spørgsmålene, som jeg stillede hende?

"Jeg ved det ikke, Djuna, jeg har ikke noget at sige - jeg tænker ikke så meget over det."

-Maria Gerhardt stjal dj-aliasset Djuna Barnes fra sin ynglingsforfatter. Hun står bag klubberne Suicide Sundays, Special Peoples Klub og Yo!had, skriver kulturjournalistik og er musikkonsulent.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu