Læsetid: 12 min.

Da Mohamed mødte Profeten

Det handlede om penge, prestige og piger, da Mohamed Saad voksede op i det berømt-berygtede Wedding. Småkriminalitet og bandekrig kostede ham en tur i spjældet, og i dag holder han sig mest af alt til Koranen. Men det kan godt være svært - især i et kvarter som Wedding midt i Berlin
Moderne Tider
24. februar 2007

Langsomt pakkede Mohamed Saad tøjet ned i de to sportstasker foran sig. Han lagde toilettasken og den mad, han havde fået af sin mor ovenpå og prøvede at trække tiden ud.

"Jeg stikker af," tænkte han. "Jeg tager ikke derind. Jeg er jo ung, vil have det sjovt sådan en dag som i dag, hvor juli-solen gør asfalten blød, og man burde tage ud og bade."

Den dag fyldte Mohamed Saad 18.

"Om to måneder er du ude igen. Det er ikke så slemt," sagde hans bror Fadi, da de sad nede i bilen. "Så tager vi i byen, i biffen. Tænk på alt det, vi skal lave sammen, når du kommer ud."

Men Mohamed fik ikke to måneder i ungdomsfængslet i berlinske Spandau. Han fik to år. Nogle år inden havde han sammen med to venner holdt en tom pistol foran tindingen på en af kvarterets pushere. Mest fordi han havde solgt hash til deres små brødre. De pressede ham ned på gulvet i lejligheden, mens pusheren grædende bad dem om ikke at skyde. De nøjedes med at tage posen med hash og penge og lod ham ligge der på gulvet.

Det var derfor Mohamed nu gik ind gennem jernporten til fængslet i Spandau, blev ført gennem parken til det hvide hus, nummer seks, hvor han måtte aflevere bælte, snørebånd og størstedelen af taskernes indhold, så han til sidst nærmest kun havde toilettasken tilbage. Her blev han låst inde i den otte kvadratmeter store celle, hvor han lige kunne få to fingre ind i mellem tremmerne.

"I starten græd jeg indvendigt. Jeg tænkte, at det ikke nytter noget, når man prøver på at forbedre sig. Jeg havde prøvet at holde mig fra at lave lort i noget tid, og jeg gik i skole. Men da jeg kom i fængsel, tænkte jeg: Når jeg kommer ud, laver jeg noget igen. Jeg lagde endda planer for, hvordan jeg kunne lave penge. Efter et halvt år tænkte jeg: Nej, det går ikke. Mine forældre."

Men det var ikke kun på grund af forældrene, at Mohamed forandrede sig. Han begyndte at læse, mest Koranen og andre religiøse tekster, fordi han mødte en ung fyr, der gjorde stort indtryk. Fyren var altid rolig, holdt sig for sig selv og låste sig ind i sin celle for at læse.

"Han læste, læste, læste. I et helt år."

Mohameds hænder flyver gennem luften foran brystkassen, når han forklarer. De rammer glasset med appelsinjuice, så dets ene kant forlader bordet i et splitsekund. Han fanger glasset igen og gentager ordene, som om han vil nuancere betydningen, men mangler ord til at gøre det med. Med familie og venner taler han mest arabisk, og de tyske ord ligger ikke altid lige for.

"Det var et vendepunkt. Det var først da jeg kom i fængsel, at jeg vågnede. Fyren, jeg mødte i fængslet, sagde til mig: 'Læs Koranen, læs Koranen. Den beroliger sjælen. Det er, som når man laver yoga i ti tusind timer. Man får en indre ro'."

Top tre i problemer

I dag er Mohamed 22 og har fundet ud af, at det passer. Tidligere kunne han ikke sidde stille i ti minutter, nu kan han koncentrere sig og gå i skole. Men hverdagen er også blevet en anden, end dengang den bestod af at rulle andre for at få det, han ikke selv havde råd til.

Hver dag klokken halv fem lister han ud af sengen for ikke at vække sin lillebror på 16, der ligger lige ved siden af. Han vasker sig, går ud i køkkenet og spiser en Nutella-toast. I stuen beder han foran den bare væg, der vender mod Mekka. Imens sover forældrene og de fire søskende, der stadig bor hjemme. Familien bor i Wedding, der står som et af symbolerne for fejlslagen integration, dårlige tyskkundskaber og arbejdsløshed. Et af de kvarterer, der puster til debatten om ghettoisering, islamisme og parallelsamfund, mens det højrepopulistiske NPD vinder nye medlemmer.

Sådan var det ikke dengang Mohameds mor og far rejste hertil fra det krigshærgede Libanon for snart 30 år siden. Lige som så mange andre fremmedarbejdere flyttede de to statsløse palæstinensere ind i de nedslidte ejendomme, der i virkeligheden skulle rives ned. Fremmedarbejderne kunne jo lige så vel benytte sig af dem i et par år, inden de skulle tilbage, hvor de kom fra, mente man. De var jo trods alt fremmedarbejdere, og tyskerne ville ikke selv bo i de store lejligheder, der lå centralt, men manglede de nybyggede forstæders luksus såsom toilet og varme.

Men fremmedarbejderne blev til ny-berlinere, og ligesom Mohameds forældre fik de børn. Mange børn. Sådan voksede indvandrerbefolkningen i kvarterer som Kreuzberg, Neukölln og Wedding, selv da Tyskland i 70'erne holdt op med at hente udenlandske kræfter til de arbejdspladser, der i 80'erne begyndte at slippe op.

I dag lever hver sjette i kvarteret på socialhjælp, 2.500 kroner om måneden plus huslejen betalt af det offentlige. Hver tredje er ufaglært og hver tredje er arbejdsløs, lige som Mohameds far, der plejede at være tjener i en restaurant, mens moren gik hjemme. Hver femte berliner med tysk baggrund er arbejdsløs, tallet er dobbelt så højt blandt indvandrerne. I Wedding har hver tredje udenlandsk pas, oftest et tyrkisk, polsk, serbisk eller et fra et arabisk land.

Wedding ligger på Berlins top-tre i sociale problemer. Med dem følger skolebørn, som står tidligere op end deres arbejdsløse forældre; børn, der aldrig har set det lykkes for nogen. Socialarbejdere, lærere og forskere peger alle på de manglende perspektiver, når de forklarer, hvorfor de unge pjækker og dropper skolen, inden de får deres eksamensbevis. En fjerdedel af den tysk-tyrkiske befolkning når ikke engang til niende klasse.

Skægget skræmmer

Men Mohamed kan lide sit kvarter. Selv om her er snavset, lejlighederne er slidte og hundelort ligger som landminer på gaden. Her kender han alle, hilser med et 'Salam aleikum', og giver hånd til mange, han møder. Her er familien, alle barndomsminderne, onklerne og hans to brødre, der nu har stiftet familie. I Wedding føler han sig hjemme. Det gør han ikke, når han går i andre, rigere bydele, hvor han mærker folks mistænksomme blikke på sit brune hår og baggy bukser.

"Måske er det på grund af mit tøj, måske på grund af mit skæg. Det er som om, nogle ser på mig og tænker 'perker'. Før i tiden kunne jeg blive sur, hvis nogen så sådan på mig, men i dag tænker jeg al Hamdilulah - Gud ske tak og lov for det, jeg har. Det hjælper, at jeg er religiøs."

Så nej, Mohamed vil ikke flytte fra Wedding, når han om et par år endelig flytter hjemmefra. Også selv om han godt kan være urolig for, at hans børn bliver som han selv var.

"Selvfølgelig er jeg bange. Men jeg vil tale med mine børn om religionen, for hvis børnene kender Allahs egenskaber bliver de bange. Nu tænker jeg mig også om tre gange, hvis jeg overvejer at lyve om en lille bitte ting. Det gjorde jeg aldrig før. Vores forældre vidste ikke nok om islam, fordi de voksede op i krig."

Om søndagen tager Mohamed til Neukölln. Islamundervisningen er bedre her end i Wedding, mener han. Og så prædiker imamen på tysk.

"Mit arabiske er ikke godt nok endnu. Når jeg taler arabisk med min bror, er det mere slang og hverdagssnak. Det er ikke det samme arabisk som i Koranen."

Der er flere end 200.000 muslimer og 70 moskeer i Berlin. Al-Nur, hvor Mohamed går, er den største. Han kommer her flere gange om ugen for at læse og bede. I 2003 blev Al-Nur beskyldt for at huse ekstremistiske grupper, og danske journalister bliver budt velkommen i gudshuset med mistro.

"Det er synd, at mange kun kender islam fra tv og tror, at islam er terror. Islam tager afstand fra terrorisme. Det er ikke islam, når nogle siger, de kæmper i religionens navn. Det gør mig ked af det, når man misbruger Allahs navn," siger Mohamed og tager sig til skægget.

I hverdagen minder det ham om religionen, men det må ikke blive for langt, for folk skal nødig blive bange.

Over for moskeens fire etager beton ligger tobaksgiganten Phillip Morris. Marlboro-manden spejder over mod bygningen, der har glimtende lysekroner indeni og fitnessrum i toppen.

Mohamed skæver tilbage mod Mr. Marlboro og griner ad ironien. Han har selv været kæderyger engang, men det er halvandet år siden, han sidst rørte cigaretter, alkohol eller hash.

Det gjorde han til gengæld, dengang Wedding var synonym med bandekrig, og der stod 'Araber Boys' i fede typer på storebror Fadis bredskuldrede jakke. Mohameds gamle slæng hed Kolonieboys. De plejede at hænge ud midt i Wedding, der hvor Koloniestrasse krydser Badstrasse, og dönerbiksenes dryppende kødruller roterer i hvert andet vindue.

"Bandekrigen er slut, det er ikke det samme længere. Heldigvis. Jeg tror ikke, at mine små brødre ryger ud i det samme skidt. Nu har de ungdomsklubber, det havde vi ikke. Mine søskende er gode og passer skolen. Al Hamdilulah."

Men i Berlin er der stadig cirka 400 unge, politiet kender særdeles godt. En af dem er 14-årige 'Killer Ali', der for nylig blev dømt for 70 overfald. Ali og hans venner styrer kvartererne, præcis som Mohamed og Kolonieboys gjorde engang.

Værst er bedst

"Jeg var en af dem, der var cool. Altså en af dem, som ikke var med i undervisningen," siger Mohamed.

For han skulle aldrig overtales til at pjække. Når han en sjælden gang dukkede op i klassen, var der altid kommet nye lærere, der spurgte, hvem han var.

"Så sad jeg ofte der og fattede ikke en brik, også fordi jeg ikke var så god til tysk. Næste time pjækkede jeg så igen, fordi jeg ikke forstod noget. Sådan var min skoletid. Og så, når man bliver en 12 år gammel, ser man dem, der er ældre stå i skolegården med pigerne og mobilerne. De ældre, de havde alt. Jeg ville også være sådan."

Og sådan blev han. Da Mohamed var 12, røg han sin første joint på en legeplads i nabokvarteret Wittenau. Han tog et hiv, et til og et til. Vidste ikke, hvornår han havde fået nok. Så lå han der i sandet og kiggede op i skyerne, der kørte rundt og rundt. Hvis jeg rejser mig op, kaster jeg op, tænkte han. Så han blev liggende. I to timer. De andres stemmer lød, som var de pakket ind i vat.

Fra da af var han ofte skæv i skolen. Sad og tegnede kruseduller eller stirrede ud i luften i stedet for at lytte til læreren. Oftere og oftere tog han og vennerne til butikkerne i Østberlin for at stjæle. Det handlede om penge, om piger og om at være cool. Han hørte hverken på forældre eller brødre, kun på vennerne.

"Mine forældre havde ikke mange penge, de havde jo syv børn. Men penge var ekstremt vigtige dengang. Når jeg så andre købe ting, ville jeg også have. Og hvis jeg ville i biografen med en pige, havde jeg jo også brug for penge. Pigerne var jo altid sammen med de seje."

Mohameds forældre vidste ikke, hvad han gik og lavede. Når lærerne en gang imellem ringede og spurgte, hvor deres søn blev af, fik han en skideballe. Så gik han i skole igen. I cirka fjorten dage. Da han var 13, flyttede familien til det lidt pænere Reinickendorf lige ved siden af Wedding. De ville have Mohamed og hans brødre væk fra gaden, væk fra vennerne. Også selv om huslejen var højere, de kun havde råd til en tre-værelses, og naboerne klagede over larmen fra de mange børn. Men lige meget hjalp det. Så snart Mohamed kunne, hentede han sine gamle venner i Wedding og tog til Reinickendorf for at rulle de nye, rige skolekammerater. Mohamed ryster på hovedet. Det gør ondt, når han tænker på dengang, han og vennerne begyndte at rulle folk. For en personsøger, mobiltelefonens forgænger. De truede med knive: Giv os personsøgeren. Pungen. Jakken. Nu.

"Dengang tænkte man kun på piger og party. Aldrig på arbejde. Heller ikke på uddannelse eller skole. Man troede, det ville komme af sig selv. Senere."

De så gangsterfilm og pralede med, at deres egen skole var meget værre end dem på film. Han var 14 år og pushede hash. I banden fik de anerkendelse. Udenfor var der ikke andet end nederlag. Sådan har mange unge i Wedding, Neukölln og Kreutzberg det stadig, mener socialarbejdere og sociologer. I en skole i Neukölln lavede de et spørgeskema, hvor børnene skulle svare på, hvad de var gode til. De fleste af børnene svarede med en sort streg.

"I stedet gik vi ud for at være seje. Lige som dem der," siger Mohamed og peger på en flok drenge.

De slår lidt på hinanden, kigger på pigen ved siden af, går med spredte ben, baggy-bukser hængende ned om lårene og bærer deres jakker som brynjer. Mohamed afslører sit mellemrum mellem tænderne i et lavmælt grin. De brune øjne griner ikke med.

Han går stadig en anelse som dem, kropsholdningen fra før har han ikke helt lagt fra sig.

"Jeg var altid sammen med dem, der havde noget at sige. Jeg lærte, at man aldrig må lade sig kue."

Mohamed og de 20 børn

Derfor blev han nødt til at være opmærksom på, hvem han var sammen med. Status smitter, så det handlede om at være venner med de rigtige.

"Så er du på det øverste trin. Man må være stærk, for der er mange, der prøver at provokere dig. De tager måske din cigaret fra dig for sjov. Til sidst gør de det hver dag. Og en dag tager de så mobiltelefonen. Derfor må man reagere med det samme, ellers får man ikke respekt."

Mohamed gyser, som om han vil ryste fortiden af sig. Men han bliver mindet om den hver dag, når han går forbi fængslet, der ligger ved siden af skolen, hvor han læser til elektriker. Det får han 3.700 kroner for, de fleste af pengene får familien. Det er ikke drømmejobbet, men det er et job, og det må man have, hvis man vil have en lejlighed, blive gift og få børn.

"Jeg vil gerne have 20 børn, al Hamdilulah. Nej, måske ikke 20, men mange. Jeg elsker børn," siger han, smiler og fortæller så om Lisa, pigen, han vil forloves med.

Det bliver nok først om mange år, for hun er kun 16 og konverterede til islam for nogle måneder siden. I weekenderne er de sammen hos hendes forældre. Så taler de om skolen, om religionen og om musikken.

Før i tiden skrev Mohamed med egne ord meningsløs gangsta-rap, og hans gamle venner er efterhånden blevet kendte navne på den tyske hip-hop scene. En dag, de sad i studiet, og jointen gik rundt, sagde Mohamed pludselig nej. De andre troede ikke på ham, men næste dag sagde han nej igen. Dagen efter bad han i studiet, og efter noget tid forlod han både venner og musikstudie.

"De fester hele tiden, jeg kunne ikke forene det med religionen. Man kan hurtigt blive hevet med. Da der for nylig var release-fest for en rap-dvd, de var med på, blev jeg inviteret. Jeg havde lyst, men jeg sagde nej. Der er for mange fristelser, og når man ser hele det business omkring musikken, så vil man også være kendt. Men at være indbildsk er det værste i islam. At tro, at man er bedre."

Så Mohamed blev hjemme. I dag er han sjældent sammen med venner og aldrig i en større gruppe. Han er igen begyndt at skrive tekster, men nu handler de om religionen og om hjemlandet Palæstina, som han aldrig har set. Der er alt for mange fristelser i det andet, siger han igen. For paradiset er dyrt. Meget dyrt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her