Læsetid: 4 min.

Og ikke et ord om kreativ bogføring

Encyklopædien. At Anders Fogh Rasmussen i 1992 blev presset til at gå af som skatteminister, er udeladt af bogudgaven af Den Store Danske Encyklopædi. Portrættet af statsministeren i den nye netudgave er der delte meninger om
Moderne Tider
10. februar 2007

Kulturminister Brian Mikkelsen (K) er tilfreds. Gyldendal afviste for seks år siden, at Den Store Danske Encyklopædi var venstreorienteret, men i dag har forlaget taget kritikken til sig. Det har ført til rettelser og supplementer i danskernes nye net-opslagsbog. Og dermed også i dansk historie.

"Formålet er ikke at hovere, men bare at påpege, at det hele tiden er nødvendigt at diskutere, hvordan vi forholder os til vores fælles historie - vi bliver hele tiden klogere," siger han.

I den nye netudgave af Den Store Danske Encyklopædi er artiklen om kommunisme suppleret med en tekst om dens mange millioner ofre. Formanden for Encyklopædiens bestyrelse, Oluf Olsen, har fået revet op i sin stalinistiske fortid, og det er blevet skrevet ind, at hans far, Albert Olsen, har været formand for Dansk-Sovjetisk venskabsforening. Og så er det for øvrigt blevet tilføjet, at Anders Fogh Rasmussen gik af som skatteminister i 1992. Det stod nemlig ikke i den oprindelige udgave.

Ubarmhjertig forkortelse

Professor Bent Jensen er forfatter til det oprindelige afsnit om Fogh og en af de kritikere, der er gået forrest i kampen for ændringer i Den Danske Encyklopædi. Han er selv kommet med i netversionen som Danmarks førende sovjetkender.

"Debatten er endt godt, for den er endt med, at vi, der påpegede en række fejl, skævvridninger og udeladelser af relevante oplysninger, både om personer, begivenheder og institutioner, fik ret," siger han.

Bent Jensen har selv, som forfatter af dele af den trykte Encyklopædi, måttet tage nogle bevidste valg - og fravalg.

Om Foghs tid som minister skriver han: "(...) indtil han i 1987 blev skatteminister i Poul Schlüters regering; 1990-92 var han tillige økonomiminister".

- Du har ikke nævnt, at Fogh i forlængelse af sagen om kreativ bogføring gik af som skatteminister efter ønske fra et flertal i Folketinget, hvorfor ikke?

"Du kan godt droppe det der. Der var kun syv-otte linjer til politikere på det plan, som han var på dengang," siger Bent Jensen og fortæller, at forfatterne udtrykkeligt fik at vide, at der ville blive forkortet ubarmhjertigt i artiklerne, hvis de i politikerportrætterne skrev om andet end rent faktuelle ting "som fødsel, eventuel død, eksaminer, og hvornår politikerne var blevet medlemmer af Folketinget".

- Var det ikke et væsentligt faktum, at han var nødsaget til at fratræde sin ministerpost?

"Du kan tro, hvad du vil. Hvis du eller andre vil få det til at lyde som om, jeg har forsøgt at skjule noget om Anders Fogh, så velbekomme. Jeg nævnte endda den bog, han har skrevet, men den blev strøget, fordi der ikke var plads," siger Bent Jensen.

I artiklen henvises der dog til Opgør med skattesystemet (1979), Kampen om boligen (1982) og Fra socialstat til minimalstat (1995).

Objektiv telefonbog

I et suppleringsbind til Encyklopædien fortsætter historiker Mogens Lüdikov, forfatter til blandt andet 'På Kant - Et portræt af Uffe Ellemann-Jensen', portrættet af Fogh, hvor Bent Jensen slap. Heller ikke her er Foghs nederlag nævnt. Det bliver det først i net-udgaven, der er skrevet af kommentator på Berlingske Tidende Thomas Larsen, forfatter til I godt vejr og storm - samtaler med Anders Fogh (2000). Om Foghs periode som skatteminister står der i dag i Encyklopædiens netudgave:

"Rasmussen led nederlag i 1992, da et folketingsflertal mente, at han havde givet Folketinget ufyldestgørende og ukorrekte oplysninger. Han var uenig, men gik af som minister, idet han ikke ønskede at sætte regeringens liv på spil".

Professor Claus Bryld, som også er tilknyttet Encyklopædiens forfatterstab, mener, at det er meget diplomatisk formuleret.

"Det kan også betegnes som politiseret historieskrivning," siger han og tilføjer:

"Encyklopædien er ret neutral, men alt, hvad der er skrevet, er selvfølgelig påvirket af de mennesker, der har skrevet det. Man kan tilstræbe neutralitet, men det vil aldrig blive helt objektivt. Så ville det blive en slags telefonbog. Det afgørende er, at teksterne bliver kontrolleret af fagfolk, og at der er en faglig konsensus omkring dem."

Claus Bryld mener, at kritikken og debatten gennem årene har været langt fra saglig.

"Det er ren og skær politik," siger han.

Det udsagn er kulturministeren ikke enig i.

"Selvfølgelig skal det være helt korrekt, når vi omtaler forhold, som er en del af historien, også selvom det kan være pinligt for os borgerlige," siger Brian Mikkelsen og fortsætter:

"Det er en god debat for historikere i forhold til de kommende udgaver af Encyklopædien. Men lige netop denne sag er der delte meninger om - for Anders Fogh valgte jo selv at træde tilbage".

"Åh nej, skal debatten nu til at starte igen," er historieredaktør på Encyklopædien, Gert Posselts, første reaktion.

Han understreger, at de mangler og udeladelser, der er i den oprindelige Encyklopædi, i dag er at finde på nettet. Ligesom for alle andre historiske værker, mener han, at opdateringer og tilføjelser er nødvendige i takt med at verden forandrer sig. Spørgsmålet er, om det betyder, at værket i sig selv ikke længere er brugbart?

"Det betyder ikke, at værket ikke er godt nok, men blot, at det er et spejl af den tidsalder, det er blevet til i," siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her