Læsetid: 4 min.

Politisk aktivisme i et udvidet felt

Frankrigs fremstormende præsidentkandidat Sarkozy har tag i befolkningen. En kulegravende tegneserie om hans karriere skal nu fratale de overtalte
Moderne Tider
9. februar 2007

Hvorledes stopper man Frankrigs indenrigsminister, Nicolas Sarkozy, i sin stædige stræben mod præsidentembedet? Det synes at være spørgsmålet bagmændene til en ny opsigtsvækkende publikation har svaret og efterfølgende handlet på. Hvis Sarkozy er overalt, må hans modstandere også være det, synes ræsonnementet at lyde,

Da tegneserien om Nicolas Sarkozys karriere, La face karchée de Sarkozy, kom på gaden i julen, fik en del af førsteudgavens 100.000 eksemplarer deres egen væg i Virgin Megastore på Champs Elysées. I dag refereres den flittigt. Tegneserien er modsvaret til Sarkozys heftige selvpromovering, der ofte ironisk er blevet omtalt 'politisk aktivisme'.

Imens Sarkozy trods stadig flere graverende anklager om magtmisbrug står stærkere og stærkere i meningsmålingerne, synes sådanne alternative modtræk at være en mangelvare. Hans værste konkurrent til præsidentembedet, Ségolène Royal, er tilsyneladende kørt bagom dansen.

I Frankrig har man længe haft for vane i medierne at fremstille den franske politiker fra regeringspartiet, UMP, som en tegneseriefigur, enten som sød lille dreng, Le petit Nicolas, eller som magtbegærlig kalif, Iznogoud. Men i forfatterne Philippe Cohen, Richard Malika og Riss' yderst informative og letlæste historie er han nu endelig blot sin helt egen helt, og som sådan kan han godt måle sig med selv de mest skarptskårne papfigurer.

'Self-made' historie

Sarkozys karriere fortælles fra han er lille dreng, der spiser for meget chokolade og drømmer om Tour de France, til han som ung politiker begynder at smyge sig ind overalt for at forråde endnu flere. Man følger en stadig mere energisk herres rivende udvikling, men også hans princippers urokkelighed fra start til slut, hvad enten han mere eller mindre vellykket kaster sig ud i cykelløb, fodbold, rockmusik eller politik:

"Jeg skal nok smadre dem alle sammen!"

Det er ikke blot historien om en self-made man, der har tilkæmpet sig magten efter at have forrådt sine nærmeste forbindelser. Det er også historien om hans self-made historie om sig selv som self-made man.

Sarkozys erindringer om sin svære opvækst med sin enlige mor i Frankrigs absolutte overklasseforstad Neuilly finder et kun yderst forvrænget ekko i hans mors og brødres egne påmindelser om, "at de jo ikke ligefrem levede i ghettoen dengang."

Men selv om Sarkozys egen historie ikke sand, er den vigtig. Det er kun her, man finder resterne af genuin ideologi. Den liberalisme, han til tider tilskrives, er nemlig blot en blandt mange andre ismer. Altsom man vender siderne, vender Sarkozy kåben. Et blandt mange eksempler er hans forslag i 2002 om at smide de ikke registrerede indvandrere ud, der afløses af forslaget i 2006, hvor de nu skal 'regulariseres'.

Sarkozysmen

I et andet og dugfriskt eksempel fra en optræden for ganske nylig finder man hele spændingen i blot en enkelt af Sarkozys tilsyneladende kapitalismekritiske udtalelser om at "mennesket ikke er en vare som de andre" - men altså en vare, bevares.

Konturerne af manden, der løber efter stemmer fra det yderste højre til det yderste venstre, tegner sig skarpere dag for dag.

Rammen om tegneserien er dog et ph.d.-forsvar i 2096, der handler om "et af de mest intrigante politiske fænomener ved århundredskiftet.... Sarkozysmen." Ligner den ikke nogen 'ismer' - opportunismen og pragmatismen undtaget - er der ikke desto mindre noget særligt ved Sarkozys holdning til tingene, og det er hans mediestrategi.

Som tegneserien gennemgår er det måske mest innovative ved Sarkozy hans evne til at indtage medierne. Udover at optræde i dem, er det lykkedes ham med sine mange forbindelser også at være bag dem. Alt i alt er Sarkozy overalt.

Strategien har været én historie om dagen. I det ene øjeblik er han på politistationen for at sikre sig, at de gamle damer ikke slås ned. I det næste øjeblik er han på gaden for at kontrollere, at de prostituerede ikke fordærver nationens børn. I det tredje øjeblik er han på stadion for at terrorisere hooligans.

I løbet af nogle år flerdobler han sine tv-optrædener. Han ryger til tops på Google. Han rejser fra det ene land til det andet, fra by til by og fra forstad til forstad - og aldrig uden kameraer og fotografer i hælene. Opgørelserne viser, han snart slår alle andre politikere med flere 100 procents medietid.

Men tegneserien er som forfatterne lader forstå en undersøgelse. Ting blotlægges. Men de analyseres ikke. Tegneserieformen er dog ikke desto mindre tankevækkende. Især fordi den passer så godt til sit indhold. Hvad manden, der kan levere one-liners til korte indslag mest af alt minder om, er netop en tegneseriefigur, hvis historie kan fortælles i glimt fra ramme til ramme.

Vil man stoppe Sarko, ser det ud til, han her bliver mødt på egen banehalvdel. Alle de artikler, alle de bøger, alle de analyser, der er blevet optrykt og havde til hensigt at gøre det af med den fremstormende politiker, synes mislykkede. Dels taler de til for få, og dels taler de for langsomt. Tegneserien er modsvaret.

Er Sarkozy som regel sjov, bliver han her komisk. Om det er et problem for den ustoppelige franske minister, der vil være præsident, er dog tvivlsomt. Så længe han ikke er - værst af alt - kedelig.

Philippe Cohen, Richard Malika og Riss La face karchée de Sarkozy155 siderFayard 2006

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her