Læsetid: 4 min.

Pyramide bag lås og slå

Working 9 to 5 gælder åbenbart også for mexicanske pyramider
3. februar 2007

En veninde havde været på den obligatoriske rygsæksrejse efter gymnasiet. Da hun kom hjem og viste billeder af Tulum i Mexico, var det 'kærlighed ved første blik'. En smuk, gammel ruin af en pyramide lå på en klit ud over et smukt akvamarinblåt hav. Og der var palmer.

Det var perfekt. Kultur på sådan et smukt sted. Der måtte jeg bare hen på et tidspunkt i livet, besluttede jeg.

10 år senere var jeg på vej til Cancun, drevet af lysten efter endelig selv at se dette smukke postkort-billede.

Jeg tog mig selv lidt i at minde om et par fynske pensionister, jeg rendte ind i i Kenya for 12 år siden. På deres første rejse ud af Danmark var de taget til Afrika. Deres nabo havde et æsel. Det var et sødt æsel. Naboen havde fortalt dem, at æslet stammede fra Afrika. Derfor var de taget til Afrika.

Heldagsregn

På safari sammen så vi løver, elefanter, zebraer, gazeller af enhver tænkelig slags, flodheste, giraffer, vandbøfler, en enkelt leopard... men ingen æsler. De var meget skuffede over Afrika.

Jeg var overbevist om, at skuffelse ikke var en mulighed på denne tur. Vi var tre, der i sidste måned lidt spontant endte i det amerikaniserede turisthelvede i Cancun. Ud af byen skulle vi, så vi havde lejet en bil, den dag vejrudsigten forudså heldagsregn. Der var ingen tvivl om, at Tulum var et absolut must på denne tur. De andre var allerede inden afrejse blevet snakket varme på Tulum.

"Mayaindianere, kultur sådan et flot sted, ja, klart vi skal se Tulum og klatre på pyramiden," svarede de på min ivrige overtalelsestale.

Heldagsregn skulle da ikke forhindre noget.

Aftenen inden Tulum-eventyret havde en flink bartender forsikret os om, at i Mexico, der regner det kun en time, så klarer det op. Aldrig heldagsregn, nej, nej.

Det valgte vi så at tro på.

Bag tremmer

Vi stod tidligt op på selve dagen. Planerne var at bestige pyramiden inden solen for alvor tog fat der ved middagstid. Det behøvede vi nu slet ikke at bekymre os om. For en eller anden Mayagud havde besluttet sig for at åbne for sluserne. Vi kørte nu langsomt ned mod Tulum alligevel i håb om, at bartenderen aftenen forinden havde ret. Men det havde han ikke.

Så besluttede vi os for at tage en fire timers snorkeltur inde i junglen i nogle undervandsdrypstensgrotter i håb om, at det så holdt op med at regne om eftermiddagen.

Mirakuløst var regnen stilnet af efter vores undervandseventyr, så vi kørte hastigt videre til pyramiden.

"Hvor skal I hen?" spurgte en dame henne ved souvenirbutikkerne ved Tulum. De selv samme souvenirbutikker, som var ved at lukke her klokken 17. Det var da også godt på vej til at blive mørkt.

"Vi er da på vej hen til pyramiden," svarede vi lystigt, mens vi godt nok bemærkede, at vi var de eneste turister, dér i regnen.

"Den er lukket," svarede damen.

Vi grinede lidt og slog det over i en joke. For man kan da ikke bare sådan lukke en pyramide. Det var ikke noget, vi havde hørt eller læst om, for for en gangs skyld - i protest - havde vi ikke allieret os med vores generations obligatoriske rejsebibel, Lonely Planet.

Alligevel gik vi som de eneste ned ad den lidt mudrede vej i tusmørket i kurs direkte mod pyramiden. Vi sneg os op ad nogle trapper, inden vi blev antastet af en mand, vi ikke kunne se i mørket.

"Her er lukket, kom igen i morgen - vi åbner klokken 9," sagde manden.

Magen til frækhed. Nogen havde rent faktisk lukket pyramiden. Den var ikke bare lukket, nogen havde også i den grad smækket efter sig. Den var bag lås og slå bag en fæstningsmur med en tremmedør af jern. Lukket!

Der kunne vi så stå i mørket og skimte omridset af noget lettere pyramideformet bag tremmerne.

I mens var regn forvandlet til troperegn, som man ellers kun ser det på film. Myggene gik til angreb, mens vi sluk-ørede bevægede os tilbage til bilen. Klipklapperne røg af adskillige gange og sad fast i mudderet. Jeg sakkede bagud, men de to andre stod længere forude i læ og ventede på mig.

"Hvorfor står I i læ," spurgte jeg. Det vidste de heller ikke lige.

Vi var alligevel gennemblødte helt ind til knoglerne.

Ingen klatring

Næste dag kom vi igen. Turen til Mexico ville ikke være fuldendt uden at have klatret på pyramiden.

Fint, vi formåede at ankomme i åbningstiden. Men ikke alene havde denne pyramide kontortid, den kostede også penge.

Vi betalte selvfølgelig entreen til pyramiden efter al besværet dagen forinden.

Til min store forbavselse kunne vi ikke engang klatre på den, da der var afspærring omkring den.

Og i virkeligheden var det egentlig slet ikke en pyramide. Det var jo ruiner fra en mayalandsby. Men ikke, at jeg var skuffet ligesom de fynske pensionister i Afrika. Vi lærte jo en masse om mayakulturen den dag, som vi læste os frem til på skiltene ved ruinerne. Bestemt spændende læsning.

Og ganske rigtigt som jeg huskede at have set det, så lå ruinerne omkranset af nogle palmer med udsigt over det smukkeste hav. Det var sådan lidt postkort-agtigt.

Men næste gang så husker jeg i hvert fald Lonely Planet, så man ved om pyramider har lukket - eller hvad.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu