Læsetid: 4 min.

Og det var så Danmark

Efter seminfinalen. VM i hanbold har været et studie i håndvold, og danskerne fortjener ros og måske en bronzemedalje for at kæmpe for at genfinde spillets skønhed
Moderne Tider
3. februar 2007

Et spørgsmål står tilbage, når dette VM i herrehåndbold er færdigspillet i morgen eftermiddag: Hvorfor har vi intet hørt fra Bent Blüdnikow eller Søren Krarup? Ja, Krarup er for så vidt undskyldt, da han jo kun har spillet fodbold - i Fremad Amager, men Blüdnikow, manden, der ser rødt overalt som en farveblind tyr, har ikke råbt vagt i gevær. Hvad ligner det egentlig at lade det passere ukommenteret, at de suspekte danske kommentatorer konstant snakker om 'østtyskere' for slet ikke at tale om 'koreanske vip', og var han på toilettet, da de danske herrer kvalificerede sig til semifinalen ved en 42-41 sejr over Island? Så han ikke de forhold, de tyske tv-terrorister bød det danske hold, da bandereklamerne blev rulledet ud i hallen i Hamburg. Tænk, at de danske drenge måtte lide den tort at spille på en bane omkranset af reklamer for al-Jazeera.net!

Til gengæld har landsholdet under dette VM på det nærmeste genfødt den nationale interesse for herrehåndbold efter mere end et ti-år i kvindernes mere fotogene skygger. Før VM har det danske holds krumtap, Joachim Boldsen, mindet om, at der er forskel på han- og hunbold, ja, han konstaterede, at kvinderne intet kunne af det, mændene kan rent teknisk. Det er nok at stramme.

Kvindehåndbold er langsommere, men det er langt mere teknisk betonet, fordi der simpelthen er mere plads på banen. Det er charmerende, og her tænker jeg ikke kun på, at det ikke er os alle, der synes, mænd er sexede i hvide shorts.

Det danske hold har overrasket undervejs, anført af Ulrik Wilbek, manden, der genskabte kvindehåndboldlandsholdet. Kombinationen af ældre kræfter og unge storspillere i svøb giver et fremtidssikret grundmateriale, og turneringen har været en god præsentationsplatform for nye spillere som Andreas Oechsler og Lars Møller Madsen, der relancerede en dansk mangelvare: langskuddene.

Men selv om holdet er facetteret og rummer rige muligheder netop som hold, er det Wilbeks lod og styrke, at det afhænger af enerne: Lars Christiansen, den 34-årige fløjspiller, spillede kun af og til på niveau. Joachim Boldsen virkede uopslidelig og gør råstyrke smuk.

Lars Jørgensen blev tituleret "forsvarsminister" af speakerne - en underdrivelse. Portland San Antonio-spilleren betyder lige så meget som holdkammeraten i det spanske, målmanden Kasper Hvidt, der holdt et niveau på randen af verdensklasse, og hev suppleanten Peter Henriksen op. Andre var for svingende, men Wilbeks evne var at bruge alle tangenter. Derfor var det ingen overraskelse, at hans hold måtte gå ned, når ingen ramte dagen, og det gjorde de ikke torsdag aften mod Polen. 33-36 efter to gange forlænget spilletid antyder en spændende kamp. Det var den ikke. Ikke rigtig i hvert fald.

Polske præcisionsskytter

Polakkerne er et ansigtsløst hold, der stoler på sine præcisionsskytter. Primært Karol Bielecki. Og i målmanden Slavomir Szmal har polakkerne en mand, der kan afgøre en kamp. Der var derfor almindelig lettelse, da danskerne i skikkelse af Lasse Boesen havde skudt ham så mør, at han ved stillingen 9-9 blev udskiftet. Lettelse forvandledes til desperation, for Weiner tog det meste, og holdene fulgtes ad, inden polakkerne bragte sig foran 18-15. Danskerne genoppudsede så deres gamle adelsmærke, kontra- og kantspil, og via spektakulære scoringer af Lars Christiansen og hans Flensburg-Handewitt-kollega Søren Stryger kom på vi på 23-23, men mentalt kom vi mere og mere bagud. Og genvandt aldrig momentum. Heller ikke selv om Wilbek prøvede at genoplade sit hemmelige våben i sejren over Island, elektrikerlærlingen fra Skjern, Lars Møller Madsen. Han var ikke slet så strømførende. Ved 31-34 sagde kommentatoren Bent Nygaard: "Det her er et hul, vi ikke kan komme op af." Den polske sejr var ikke urimelig. For, som Lars Christiansen sagde bagefter "vi var der ikke hundrede procent hele tiden."

Spillets hjerte

En speaker som TV2's Dennis Ritter kunne lære af spillernes usentimentale nøgternhed, hvorimod kanalens hovedspeaker, Thomas Christensen, kæmpede en smuk kamp for at tøjle den indre nationalchauvinist. Den mand ved dog noget om håndbold.

Modstanderen i søndagens bronzekamp hedder Frankrig, sammen med danskerne spillets elegantiers. Det blev afgjort torsdag aften i en lige så opslidende stillingskrig i Kölner Arena, hvor 19.000 overvejende tyske tilskuere formelig bar deres landshold frem til en sejr over de franske europamestre, der mand for mand er bedre teknikere, men til sidst blev tvunget i knæ af en sejrsvilje, man fristes til at kalde teutonsk.

I perioder var kampen så intens, at ordet 'håndvold' var en mere passende betegnelse for begivenhederne, der var domineret af et ensidigt spil mod midten af modstandernes forsvar, og momentvis storspil af keeperen Henning Fritz, der leverede de afgørende sidstesekundsredninger både i ordinær og forlænget spilletid. Han er til daglig kun reservemålmand i sin klub Kiel, der foretrækker franskmanden Thierry Omeyer. Omeyer viste kun i glimt sin storhed mod tyskerne, som konstant fandt den anden og tredje luft. Også i den afgørende anden omkamp. 32-31 var en sejr for tyskerne, men ingen sejr for håndboldspillet. Hjertet holdt med franske spillere som Daniel Narcisse og Karabatic, men i sport taber følelser altid til facts til sidst. Forhåbentlig kombineres begge dele, når Danmark skal forsøge at mande sig op i troen på, at en bronzemedalje også er værd at kæmpe for.

Den danske ære, som Søren Krarup ville sige.

Kampen om bronzen bliver spillet på søndag kl. 14 i Köln. Transmissionen starter kl. 13.50 på TV 2

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her