Læsetid: 3 min.

En sælgers død

Mission Funny Paper. I jagten på en morsommere avis forsøger den hårdt prøvede forbrugsmedarbejder i denne uge at teste et banebrydende mediekoncept
Moderne Tider
9. februar 2007

Det startede ellers som en fredelig morgen: Helt alene sad jeg i avisens store redaktionslokale og smuglæste i Lejemorderen, hvor sydstats-sheriffen Sam McCloud hjælper en ung, smuk og ikke mindst meget rig kvinde, hvis søster er dræbt af....

"Det var ikke spooor morsomt!" Weekendredaktørens hidsige stemme skar pludselig gennem lokalet. Åbenbart var det et eller andet i min tekst sidste fredag, hun var ophidset over.

"Hvad skal det til for at skrive, at jeg hiver ned i blusen," tordnede hun.

Jamen, det gjorde du, indvendte jeg spagfærdigt og nåede lige at gemme Lejemorderen under måtten... altså musemåtten.

"Det er fuldstændig liiigegyldigt. I min fredags-sektion er der under ingen omstændigheder plads til lummer mandehørm," fortsatte hun og hev ikke ned i blusen.

"Og til næste fredag er det altså med at komme ud i virkeligheden. Det er ikke for sjov, at vi skal til at lave en morsommere avis!"

Det er altså svært, forsvarede jeg mig. Kan du ikke hjælpe med en ide?

Nyt aviskoncept

Redaktøren trak endnu en gang ikke ned i sin trøje og var pludselig venligheden selv: "Selvfølgelig kan jeg det. Du øhm, hvad med at... ja, hvad med f.eks. at... jo, nu har jeg det: Gratis-aviser! Kan du ikke, kan du ikke... kan du ikke forsøge at sælge dem? Lige som de der hjemløse, du ved, de står jo alle vegne og sælger deres avis?"

Sælge gratis-aviser? Min respekt for hende sank yderligere. Med sådan en iderigdom var det i hvert fald ikke underligt, at hun for nylig var avanceret til chef!

På den anden side: Når jeg tænkte nærmere efter; helt dumt var forslaget måske ikke. Mulighederne var enorme, og man kunne umiddelbart slå mindst to fluer med ét smæk: Dels kunne byens mange drukkenbolte nu sælge gratis-aviser i stedet for taber-agtigt bare at lede efter tomme ølflasker i skraldespande og S-tog. Dels kunne gratis-aviserne - eller næsten-gratis aviserne ville der jo så være tale om - endelig få læsere, endda læsere med et vist økonomisk potentiale. Og det er den slags læsere, annoncørerne er helt vilde efter.

Simpelthen genialt, tænkte jeg på vej ind til centrum for lynhurtigt at tjekke konceptet. Bevæbnet med en stor stak næsten-gratis aviser stillede jeg mig midt på Rådhuspladsen. Værsgo, og værsgo, og værsgo.... Det ville næsten blive for nemt.

Berømmelsen venter

Jeg så allerede overskrifterne for mig: "Kendt Information-journalist udvikler helt ny medieplatform". Næsten-gratis aviserne skulle nok vække opmærksomhed, måske ville det blive noget i stil med eBay, Skype, YouTube - måske ville jeg blive milliardær! Ja, nu var det ikke længere nok kun at drømme om en fremtid som kriminalreporter på Information, den bette pjosker. Inderst inde havde jeg også hele tiden vidst, at jeg var skabt til noget endnu større! Murdoch & Montgomery, gør plads til den næste medie-tycoon!

I mit stille sind begyndte jeg at øve mig på, hvad jeg ville sige, når jeg skulle til at leve i projektører og blitzlys. Måske endda være med i Bertelsens talkshow! Én ting vidste jeg: Jeg ville huske at nævne weekendredaktøren. På en måde havde hun jo, godt nok perifært, bidraget til mit revolutionerende koncept. Jeg ville bestemt ikke blive en af den slags rige berømtheder, der straks glemmer, hvor de kommer fra...

Men hov! Der var ikke rigtigt bid, da jeg ville sælge mine næsten-gratis aviser. De fleste forbipasserende rystede bare på hovedet, selv om jeg rakte en helt dagfrisk 24timer frem. Den koster kun én krone, lokkede jeg.

I starten ønskede jeg ikke at sætte prisen alt for højt. Det var vigtigt, at også den ikke helt så velbeslåede dansker kunne følge med. Senere, når successen først var hjemme, kunne jeg gradvis skrue op for avancen.

Men af en eller anden uvis grund blev ingen fanget ind af det nye aviskoncept. Endelig - efter næsten en time - tog en ung mand med asiatisk udseende imod en avis. Det bliver lige én krone, sagde jeg professionelt storsmilende.

"Sorry?"

Der er tale om et nyt aviskoncept, sagde jeg beroligende. Jeg skal bare have én krone for avisen. Og det er fantastisk billigt, for det koster Jyllands-Politiken over én million kroner om dagen at udgive den, tilføjede jeg nonchalant og rakte hånden frem. Manden kiggede uforstående på min hånd og gik vid...

(Følg med næste fredag i forbrugsmedarbejderens jagt på en morsommere avis)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her