Læsetid: 4 min.

Hvad siger kulturkritikken?

Oplysningskritik. Spørgsmålet er ikke, om religionen er kommet tilbage. Vi kan se overalt, at det er den. Spørgsmålene er snarere, hvilke roller religionen spiller i det frigjorte og lystfikserede velfærdsdemokrati
24. februar 2007

Lørdag aften var danskerne i det gode hjørne hjemme foran fjernsynet: Private virksomheder, fodboldklubber, alle mulige civilister og SkodaDanmark ringede og sms'ede mere end 50 millioner kroner ind til kampen mod AIDS i Afrika.

"Juhu!" råbte de to studieværter og omfavnede hinanden. "Juhu!" udbrød FCK's Flemming Østergaard så begejstret, at seerne i det gode hjørne frygtede, at han igen ville smide skjorten.

Aftenen kulminerede, da modkulturens moralske imperativ rejste sig fra sæderne: Det var naturligvis rapperen kendt som 'direktøren i dansk hip hop', Jokeren, som også pegede ud mod danskerne i musikvideoen for tsunamiofrene, og som stod i spidsen for det seneste støttealbum for Christiania. Lørdag aften rejste Jokeren sig fra masserne og talte med sin dybe stemme ud til folket:

"Vis næstekærlighed!" messede han og fortsatte med flere sætninger om, at vi skulle være gode sammen og kæmpe mod det onde.

Det synes påfaldende, at en modkulturel helt valgte et kristent sprog som opfordring til solidaritet. Men egentlig påfaldende var det snarere som endnu et eksempel på en tendens: Det religiøse sprogs genkomst i offentligheden.

Det er ikke længe siden, at samfundsforskere og moderne filosoffer tog for givet, at moderniseringsprocesser afvikler religion. Det er ikke længe siden, at kristne blev regnet for et ufarligt, lidt løjerligt minde fra gamle dage, som skulle have lov til at være i det moderne samfund sammen med andre forsvindende kulturfænomener som den hjemmegående husmor, Carlsbergs ølkuske og dronningens diadem. De kristne fik overbærende klap på skulderen med på vej ned i kulturens kiste. Modernitet betød sekularisering, der blev underforstået som afvikling af religion. Det tog man for givet, men sådan er det ikke mere.

En logisk reaktion på et ubehag

Sent i sit forfatterskab skrev Villy Sørensen en bog om Jesus og Kristus, en generation af modernistiske malere begyndte at udsmykke kirker, Lars von Triers Breaking the waves endte melodramatisk med en kirkeklokke i himmelrummet over et ægte mirakel, og Niels Gunder Hansen udgav essaysamlingen Da gud kom ind fra kulden - Om genkristningen i kulturen.

Præster som Jan Lindhardt, Keld Holm og Anne Braad blev mediefigurer, når der skulle tales etik & værdier. Endnu flere fulgte efter som stemmer i radioen, ansigter i fjernsynet og signaturer i avisen.

Bagefter ligner den intellektuelle genkristning en logisk reaktion på et ubehag ved den frigjorte individualisme i velfærdskulturen: Titlen på filosoffen Johannes Sløks bog Moralen, der blev væk signalerer en bekymring for de ressourcer, der skulle samle de frigjorte i et forpligtende fællesskab. Jan Lindhardt har hævdet, at i det øjeblik, prævention blev en legal mulighed, var moral en kulturel umulighed. Både de gamle venstreorienterede og de borgerlige kunne mødes i kritik af "narcissismen"; altså den sygelige selvoptagethed.

Genkristningen er også symptom på skepsis ved fremskridtstroen: Hvis modernitetsprocesser er en skabende ødelæggelsesproces, der afvikler de gamle svar og livsformer, skal de nye svar og livsformer hele tiden overbevise om deres overlegenhed. Men vidt forskellige problematikker som skilsmisser, ensomhed, leden ved ironisk tomgang og miljøtruslen har inspireret en nu kanonisk oplysningspessimisme. Kristeligt Dagblads chefredaktør, Erik Bjerager, turnerer med en populistisk version: Demokratiet er bare tomme rammer, kristendommen må levere værdierne til velfærdssamfundet.

Derudover mister modkulturen efter på den ene side ungdomsoprørets kulturelle sejr og socialismens politiske nederlag en forbindelse til en større sag.

De enkelte værker forbindes ikke længere automatisk med en kamp i menneskehedens tjeneste. Inderligheden, det eksistentielle og det privat metafysiske bliver en ny fortolkning af optagetheden af selvet. Nu hedder det ikke mere: "Se mig, hvor grænseoverskridende frigjort jeg er." Men derimod: "Se hvor meget mere end mig, der er i mit selv. Det kan være Gud."

Genkristningen får også en politisk figur som opgør med de kulturradikales optimistiske religionsforagt. Søren Krarup taler om det konkrete kristne som almindelige menneskers livsvilkår, der ikke lader sig tyrannisere af den akademiske elites abstraktioner.

Endelig tilbyder islam indvandrere og danskere en radikal opposition til den liberale, frigjorte og bløde velfærdspædagogik. Den radikale islam synes at have udviklet sig til en modstandsideologi: Her er man imod det, som Hans Magnus Enzensberger har kaldt den "blide, men ubønhørlige velfærdspædagogik". Denne radikalitet og troende lidenskabelighed skræmmer de liberale danskere og inspirerer de potentielle kristne propagandister: Her er selvdisciplinerende og asketisk militant tro blevet modkultur. Den samme modstand mod blødhed og samtalens pædagogisk skjulte autoritet synes udbredt i den 'vestlige' modstandskultur, der dyrker maskuline symboler som nøgne tatoverede overkroppe, tunge smykker og den seksuelle frigørelse vredet i pornografisk overdrivelse, når Jokeren får Amsterdam til at rime på at "fjamsen er stram" og hylder "havnen" som autentisk mandeunivers.

Oplysning er oplysningskritik

Karl Marx skrev som bekendt, at "kritikken af religionen er forudsætningen for al kritik".

I dag synes en omhyggelig og fordomsfri fortolkning af religionens genkomst i forskellige figurer og kontekster at være udfordringen for en oplyst kulturkritik. De genkomne religioner kan hverken reduceres til hygge, terrorisme, inderlighed, fundamentalisme eller kitsch, ligeså lidt som den liberale individualisme ikke kan reduceres til egoisme, selvoptagethed og krævementalitet. Den oplyste fornuft kan ikke automatisk afvise religionens genkomst til ufornuft, men må tiltale rationaliteten i kritikken. Oplysning var fra starten altid allerede oplysningskritik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu