Læsetid: 4 min.

Vi står sammen i en kold tid

Solidaritet. Er danskerne blevet mere usolidariske, som både de konservatives skatteordfører og formanden for Rådet for Socialt Udsatte siger? Nej, siger samfundsforskere, mens forfatter Ulrich Horst Petersen mener, at solidariteten svækkes - men slet ikke af de grunde, de konservative har trukket op af hatten
Moderne Tider
3. februar 2007

Danskerne er blevet usolidariske, gjaldede det hen over Berlingske Tidendes forside i sidste uge.

"Jeg synes virkelig, at solidariteten er på retur," erklærede den konservative skatteordfører Jakob Axel Nielsen, og formanden for Rådet for Socialt Udsatte, Preben Brandt, fulgte op:

"Der er gået købmandskab i solidariteten. Den er blevet individualiseret, så vi er solidariske med nogle, som vi selv har noget ud af at være solidariske med."

Mens Brandt rettede skytset mod selvtilstrækkeligheden, var det den formynderiske velfærdsstat, der fik hug af Jakob Axel Nielsen og Berlingske Tidendes lederskribenter. Den danske 'barnepige-stat' hæmmer den gensidige solidaritet, som kun kan styrkes gennem mere personlig frihed, hed det i avislederen. Men den kritik er helt forfejlet, mener forfatteren og samfundskritikeren Ulrich Horst Petersen. Solidariteten er ganske rigtigt på retur, men det skyldes netop kræfter som Jakob Axel Nielsen, hvis opfattelse af solidaritet Horst Petersen kalder "stærkt ideologisk":

"Jeg tror, man vil få meget svært ved at finde dokumentation for, at initiativet og virketrangen er gået tilbage i Danmark. Enhver sammenligning af lande viser, at de skandinaviske klarer sig fantastisk på trods af - eller snarere på grund af - deres velfærdsstater. Velfærdsstaten er et åbenlyst aktiv for en kapitalistisk økonomi, og at den skulle hæmme solidariteten, er blot en diskussion fremmet af konservative kræfter, der vil have sat skatten ned," siger han. Ulrich Horst Petersen mener i stedet, at der er sket en taktisk politisk nedvurdering af begrebet solidaritet:

"Velfærdssamfundet bygger på medansvar, og vores skattesystem udtrykker et solidaritetsideal, fordi det hviler på en progressiv beskatning, hvor de velstående betaler forholdsvis mere i skat. Med skattestoppet sætter regeringen spørgsmålstegn ved hele tanken om, at de stærkeste skuldre skal bære de største byrder. Men ord er taknemmelige. Fogh ville aldrig slippe fra at sige, at han er imod solidaritet, men hans taler om 'noget for noget' betyder jo det samme."

Ifølge Ulrich Horst Petersen kan man drage en helt oplagt parallel til tiden, hvor katolicismen blev afskaffet i Danmark:

"Da afskaffede man også klostre og hjælpeforanstaltninger for fattige, for ifølge protestantismen kom man ikke Vorherre nærmere med gode gerninger. Men resultatet var en katastrofe, for man fik en kolossal fattigdom. Og der har du det hele i en nøddeskal: Hvis du afskaffer et system baseret på solidaritet med de svage, må hver enkelt borger selv udvise solidaritet - men hvis de ikke gør det, hvad så?"

Ifølge Finn Kenneth Hansen fra Center for Alternativ Samfundsanalyse er vi dog ikke kommet dertil, hvor danskerne tænker strategisk over, hvem det kan betale sig at hjælpe.

"Hvis man spørger, om der skal være en ensartet skat for alle eller en progressivitet i skatten, tror jeg stadig, at der er overvældende opbakning til det sidste. Vi har aldrig set den der kraftige bevægelse ud af landet, som nogle tror, at et højt skattetryk vil give. Så der må jo ligge nogle grundlæggende solidariske holdninger i den danske befolkning," siger han.

Det samme mener Christian Albrekt Larsen, der er adjunkt på Aalborg Universitet og har forsket i holdninger til velfærdsstaten. I 2006 målte han internationale holdninger til, hvor stor lønnen skal være for alt fra faglærte arbejdere til bestyrelsesformænd i store virksomheder. Og mens lønnen for topjobbene i eksempelvis de franske besvarelser var fire gange så høj som de laveste lønninger, var den hos danskerne under dobbelt så høj. Så danskerne er stadig lighedsorienterede, mener han. Tilslutningen til fællesskaber er blot svundet ind:

"I gamle dage var begrebet primært knyttet til fagbevægelsen, men i dag taler vi mest om national solidaritet med statsborgere inden for vores land. Vi har aldrig været voldsomt solidariske med afrikanere. Men hvis vi taler om national solidaritet og opbakningen til velfærdsstaten og omfordelingen, er det svært at fortælle den helt store forfaldshistorie."

Finn Kenneth Hansen er enig i, at vi ikke længere ser stor kollektiv solidaritet:

"Men jo tættere, du kommer på det enkelte menneske, desto mere vil man gerne hjælpe andre. Vi ser ret stor solidaritet i frivilligt socialt arbejde eller støttekampagner for uretfærdigt behandlede flygtninge," siger han.

Stammesolidaritet udelukker andre

Ifølge visse amerikanske forskere har danskerne en stammesolidaritet, som ikke kan opretholdes, hvis der kommer mange indvandrere. Derfor er det interessant at lede efter tegn på, om solidariteten er blevet afgrænset i de senere år, siger Christian Albrekt Larsen.

"Vi ser tydeligt de tegn i den politiske udvikling, hvor det er klokkeklart, at man siger, at velfærdsstaten skal være forskellig for folk alt efter deres - ja, man er fristet til at sige hudfarve," erklærer han. Derimod ser det ikke ud, som om danskerne som befolkning har fået et mere negativt syn på indvandrergruppers adgang til eksempelvis dagpenge og kontanthjælp:

"I 2004 var der lidt færre, der støttede retten til arbejdsløshedsunderstøttelse også for ikke-dansktalende, end der var i 1993. Til gengæld var der også i 2004 flere danskere, der støttede lige ret til kontanthjælp for statsborgere og ikke-statsborgere, end der var i 1998. Så indtil videre er det store skræmmescenarium med, at befolkningen kun skulle gå ind for en velfærdsstat for danskere, ikke blevet til virkelighed," siger Christian Albrekt Larsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her