"Min første reaktion på 11. september var at affeje angrebene som et irritationsmoment, der kom i vejen for vigtigere sager. I 1990'erne havde jeg indgående beskrevet den multinationale kapitalismes knusende magt, herunder hvordan den korrumperer folkevalgte regeringer. I årevis havde jeg spiddet New Labour for at omfavne en konservativ strafferetspolitik og angribe de civile frihedsrettigheder. Glæden ved at falde over Blair var det, som fik mig til at stå ud af min seng om morgenen. At indse, at fascisme er langt værre end de vestlige demokratier, selv når disse regeres George W. Bush og Tony Blair, var let nok i teorien. Sværere viste det sig at efterleve i praksis for en så vanebunden modstander af status quo som jeg."
Således skriver Nick Cohen, mangeårig klummist i The Independent og New Statesman, i sin netop udgivne bog What's Left, der for alvor har sat lus i skindpelsen på den britiske venstrefløj.
Titlen er dobbelttydig: Den kan både forstås som et spørgsmål om, hvad der er venstrefløjens linje i dag. Og som et spørgsmål om, hvad der egentlig er tilbage for det politiske venstre at kæmpe for.
Nick Cohen er født ind i et venstrefløjsmiljø, som han i bogen kigger tilbage på med både kærlig nostalgi og distance. Da han var barn, ransagede hans mor supermarkedets hylder for at finde politisk korrekte frugter, som ikke var importeret fra undertrykkende regimer, og det var undertiden så svært, at familien var tæt på at pådrage sig skørbug. Da han som 13-årig fik fortalt, at hans venlige og kloge engelsklærer stemte konservativt, var han ved at falde ned af stolen.
"At være god var at være venstreorienteret," var den opfattelse, han havde fået ind med modermælken.
Desorientering
I dag er han forvirret. Han ser en britisk venstrefløj, der domineres af apologeter for militant islam, og han undrer sig over, hvorfor venstreorienterede så længe benægtede eksistensen af serbiske koncentrationslejre. Hvorfor er det lige et frit Palæstinas sag, der er blevet venstrefløjen ærkemærkesag, spørger han. Som om der ikke foregik en lige så slem undertrykkelse i Sudan, Kina, Zimbabwe eller Nordkorea.
Hvad venstrefløjen kæmper imod, ved enhver, skriver Cohen - den bekæmper Bushs onde planer og de store koncerner. Men hvad og hvem kæmper den egentlig for?
Venstrefløjen havde i generationer et fælles sæt værdier. Selv når den var på fatale afveje, som når den forsvarede Stalins Gulag eller ignorerede Maos rædsler, ville den det gode, ville den utopien om social lighed og et universelt broderskab.
Men i dag har den mistet sin orientering. Venstrefløjen er blevet grebet af et altfortærende, forblændende had til Amerika, der hindrer den i at skelne mellem godt og ondt. Den lider af det syndrom, som Bertrand Russell for 80 år siden kaldte "troen på de undertryktes overlegne dyd". Dette dogme ansporer ulykkeligvis venstreorienterede til at gøre fælles front med indskrænkede religiøse prædikanter, mordere, terrorister, bøsse- og kvindehadere og antisemitter af allerværste slags.
Sarkasmen hos Cohen gløder af samme indebrændte indignerede slags som hos Jonathan Swift, mener en anmelder, men Cohens ærinde er klart nok. Han kræver, at venstrefløjen gør krav på igen at repræsentere solidaritetens og demokratiets værdier og forener sig i kamp mod vor tids fascisme; islam i dens reaktionære afarter.
Nick Cohen beskylder mangen en gammel meningsfælle for at kapitulere over for 'islamofascismen'. Så prominente navne som Harold Pinter, Noam Chomsky, Robert Fisk, George Galloway, Edward Said og avisen The Guardians typiske klummister er ifølge Cohen alle skyldige i et kæmpe historisk forræderi imod venstrefløjens værdier.
Som man råber i skoven
Ikke overraskende er en af de mest begejstrede anmeldere af What's Left forfatteren og journalisten Christopher Hitchens, der for snart længe siden nåede samme erkendelse som Cohen. I The Sunday Times roser han Cohen for at gå i rette med den slags venstreorienterede, "som hellere vil dø end bifalde, at vestlige soldater har væltet de afskyelige regimer i Afghanistan og Irak, og som gladeligt betegner islamistiske videoslagtere og selvmordsbombere som 'modstandsbevægelse'. Tro ikke sådanne personer, når de siger, de bare er imod krig. Sandheden er, at de tager fordækt parti for den anden side i en konflikt, hvis civilisatoriske og moralske indsats er ekstremt høj. Vi taler om personer, der har udråbt globaliseringen som hovedfjenden, og for hvem alle fjender af globaliseringen følgelig er ven. I dette tvistede mentale univers er jihadisters kamp for et middelalderligt kalifat bedre end ingen kamp. Cohen er et beundringsværdigt eksempel på selvkritik. Med sin intellektuelle hæderlighed kaster han lys over et bredere lærred."
Men som man råber i skoven, får man svar, og nogle af de Guardian-klummister, der er Cohens yndlingsaversion, tager da også til skarpt genmæle. For forfatteren Beatrix Campbell, der også er født ind i et venstrefløjsmiljø, vækker Cohens bog ubehagelige minder:
"At læse What's Left er som et gensyn med den mangel på debatkultur, der var almindelig i de utallige interne sekteriske opgør på venstrefløjen, hvor overfusning erstattede argumentation. Cohens tekst er rethaverisk, klynkende og stormægtigt belærende på samme tid, personlig uden at være selverkendende og polemisk uden at være sammenhængende i sin støtte til Bush og Blairs neoimperialisme. Cohen hyperventilerer," skriver Campbell.
En anden venstrefløj
Isabel Hilton, redaktør på Opendemocracy.net, føler sig krænket over at blive tillagt fascismesympatier.
"Nick Cohen siger, at vi, som var imod Irak-krigen, reelt støttede fascismen. Selv hvis vi går med til, at ønsket om at vælte Saddam Hussein udsprang af et uselvisk motiv om at bringe demokrati til Mellemøsten, selv hvis vi går med til, at manipulation, bedrag og løgne var nødvendig i denne gode sags tjeneste, og selv hvis vi går med til, at tortur og brud på retsprincipper var en uundgåelig undtagelsestilstand, står spørgsmålet, om denne krig var den bedste metode, tilbage. Alle, som kendte til regionen, forstod, at Irak-krigen var forbryderisk gambling, der risikerede at sætte en begivenhedskæde i gang, der ville koste et uhyre antal mennesker livet. Mange var muligvis imod Irak-krigen af de forkerte grunde, men at reducere al denne modstand som tilslutning til fascisme er slet og ret underlødigt," skriver Isabel Hilton.
Sunder Katwala, generalsekretær i den traditionsrige, venstreorienterede tænketank Fabian Society mener ikke, at Cohens tirader har adresse til venstrefløjen generelt, men kun til dens marginale repræsentanter, som alligevel "aldrig har opnået ret meget". Der findes en anden slags venstrefløj, en konstruktiv, demokratisk og liberal venstrefløj, som har fejret store successer. Det er den, vi kan takke for, at vi har fri i ferie og weekender, for sygesikring og minimumsløn, indvender Sunder Katwala.
Cohen synes at mene, at hele dette kapitel er ovre. Der er ingen sager tilbage at kæmpe for - med miljøet som en mulig undtagelse.
"Jeg har svært ved at forestille mig, hvordan et samfund, som var markant mere venstreorienteret end det nuværende, ville se ud," skriver Cohen."
Det har Katwala ikke.
"Det ville være et socialt mere lige og mere retfærdigt samfund, hvor vores muligheder i tilværelsen ikke i så høj blev bestemt af, hvorfra vores forældre kommer, og hvor vi sammen arbejder i et forpligtende fællesskab for at sikre et bæredygtigt miljø for kommende generationer. Jo, der er mange store sager for venstrefløjen at påtage sig - nationalt som internationalt. Det håber vi på, at Nick Cohen vil være med til."
Nick Cohen
What's Left - How Liberals Lost Their Way
405 sider
£ 12,99
Fourth Estate
