Læsetid: 5 min.

Da badeforhænget blev rykket væk

Pas på! Er du ikke enig med alle os andre, er det dig, der er noget galt med
3. marts 2007

Uenigheden er debattens inderste væsen. Uden modstridende holdninger ingen debat. Den lektie lærer man hurtigt, hvis man er fast læser af avisernes debat- og kommentarstof. Er der udbredt enighed om et standpunkt, så går en debat hurtig fløjten, og det uanset hvor fornuftstridigt enigheden end måtte være.

Tag nu eksempelvis den forgangne uges debat om, hvorvidt der skal laves regler, som sikrer, at der tages religiøse hensyn på skoler, i daginstitutioner og på arbejdspladser. En ide, der kom til verden på et dialogmøde i Århus i et forsøg på at hjælpe til med at integrere borgere med en ikke-kristen (læs: muslimsk) baggrund. Resultatet af dialogmødet - som var kommet til verden med velsignelse fra blandt andet byens tidligere Venstre-borgmester og nuværende rådkvinde, Louise Gade - blev 15 forslag til, hvordan integrationen af nye borgere kan hjælpes på vej. Der var forslag om, at Århus Kommune skulle ansætte en imam, at arbejdsgivere skal tage hensyn til andre religiøse højtider end de kristne, og at nydanske forældre skal på kursus, så de lærer, hvorfor det eksempelvis er vigtigt, at deres unger tager med lejrskole.

De må lugte

Nogle forslag fik et meget kort liv, mens andre blev mødt med velvilje af de lokale politikere, herunder Louise Gade. Og i København nikkede beskæftigelses- og integrationsborgmesteren, socialdemokraten Jakob Hougaard, ivrigt med, for som han sagde til TV2News:

"Uanset om man er kristen, hindu eller muslim, så lugter man, når man har været til sport. Så der skal tages hensyn til, at man kan gå i bad med badeforhæng."

Men der tog Hougaard grueligt fejl. For er der noget, danske politikere - i hvert fald dem på Christiansborg - er enige om, så er det, at børn skal bade uden badeforhæng. Og hvis de på grund af deres religion ikke har lyst til det, så må de lugte af sur gymnastiktime.

Den holdning deler de fleste danskere, i hvert fald hvis man tør tage de mange læserbreve i ugens løb som udtryk for, hvad folket hjemme ved fladskærmen mener.

"Hvis der er noget, vi i vores hjemlige kultur absolut ikke har brug for, er det, at de efterhånden mange forskellige anerkendte trossamfund får lejlighed til at promovere deres godt nok meget forskellige former for overtro over for børnehavebørn, skoleelever og arbejdstagere, som ikke har reel mulighed for at sige fra," skrev Henrik Schaufuss fra Frederiksberg C eksempelvis i Ekstra Bladet. Hvad vi tror på, er en privatsag, og det skal der ikke tages hensyn til i det offentlige rum, lød brølet fra folkedybet.

"Islamisterne giver aldrig op. De bliver ved med at forlange, at islamiske regler og normer skal indføres i vore institutioner. Dette endda under dække af at fremme integrationen. Lad os håbe, at kommunalpolitikerne står lige så fast på håndhævelsen af danske værdier og regler. Religion er og bliver en privatsag i Danmark," lød det fra Aase Klausen, Rødding, i Jyllands-Posten. Og fik prompte opbakning i B.T. fra Michael Falk, Taastrup.

"Det er uanstændigt at udsætte børn for religiøs påvirkning de steder - og hvis mine børn skulle udsættes for det, ville de blive fjernet øjeblikkeligt. Man kan håbe forældrene har rygrad nok til at sige stop og tage børnene ud."

Religion - fy føj

Hvad der umiddelbart kunne se ud som et forsøg på pragmatisk at hjælpe til med løse nogle konkrete integrationsproblemer, blev altså tolket som et forsøg på at liste mere religion ind i det offentlige rum. Og er der noget, som vi danskere er skeptiske overfor, så er det religion, ikke mindst islam. Det er en trussel, der umuligt kan føre noget godt med sig. Tvært om følger med religion kun ødelæggelse og splid. Eller som Johan Seligmann fra Virum udtrykte det i Berlingske Tidende:

"Hvis politikerne bliver ved med at tilfredsstille en minoritet med deres udanske religiøse krav, så vil der på et eller andet tidspunkt opstå så meget had, at en krystalnat ikke kan udelukkes. Derfor, politikere: Hold op med at ændre det danske samfund af hensyn til religiøse grupper. Lad dem gå ind bag deres gadedør og der bedrive, hvad de har lyst til. Det har jøder, adventister, katolikker og andre altid gjort uden at forulempe den danske levevis."

I samme avis kaldte Kurt Charleman fra København forslagene for et "åbenlyst knæfald for en lovreligion" og fortsatte:

"Måske taber den religiøse fanatisme pusten i Afghanistan, men synes til gengæld at vinde i kampen mod det danske demokrati på grund af de politisk korrekte politikere, der med deres ideologi vil være med til at ødelægge og splitte det danske samfund."

Mantrapauser

Danskernes skepsis over for det religiøse gav I. Larsen fra Nykøbing F. også udtryk for i Ekstra Bladet - og gav på samme tid, om end det sikkert var ufrivilligt, et indblik i, hvordan det står til med kristendomskundskaben blandt nogle danskere.

"Såfremt muslimer skal have bedetimer og fridage i arbejdstiden, må det være en selvfølge for alle kristne, at de stopper alt arbejde i Danmark om lørdagen."

Hviledag eller ej, det var generelt ikke de bibelstærke, der blandede sig i debatten. Derimod var det de mere jordnære afvisninger, der dominerede, blandt dem sygehjælper Ulla Christensens, som i B.T. angreb det fra en mere praktisk synsvinkel og konstaterede, at "der er altså mange religioner i Danmark, og jeg tror, at det ville blive noget værre rod, hvis man skulle til at tage mere hensyn til dem." Og hvor stopper det, lød spørgsmålet fra mange. Hvor mange hensyn skal vi tage, spurgte Flemming Kristensen fra Frederiksberg retorisk i B.T.:

"Mon man så også skal til at tage ekstra hensyn til Jehovas vidner, Indre Mission, jøder eller sikher? Skal vi have rullehjul til buddhister, mantra-pauser, hvor vi i fællesskab kan råbe 'hare hare' eller importere vand fra Ganghesfloden, hvor vi kan vaske tæer? Nej, nu må I meget undskylde."

Politikere på kursus

En enkelt læserbrevsskribent, stud. mag. Rasmus Sommer Hansen, forsøgte i Jyllands-Posten at argumentere for, at arbejdspladserne allerede i stor udstrækning tager religiøse hensyn, nemlig til kristendommen, blandt andet ved at holde kristne helligdage i hævd.

"Hvorfor er det rimeligt, at muslimer skal arbejde, gå i skole osv. på deres helligdage, når kristne ikke stilles i denne position?" spurgte Rasmus Sommer Hansen.

Den slags spørgsmål fik lov at blafre i vinden. For som Ralf Pittelkow lod forstå i Jyllands-Posten, så er det slet ikke indvandrerne, der skal på kursus i at lære om forholdene i de danske institutioner.

Hellere bør der "... arrangeres grundkurser i danske samfundsværdier for visse hjemlige politikere og embedsmænd". Og alle dem, der ikke er enige med flertallet, kunne man tilføje.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu