Læsetid: 12 min.

Brobygger eller hykler

Portræt. Meningerne om den 'euroislamiske' tænker Tariq Ramadan er delte. Vil han indpasse islam i en europæisk mainstreamlivsform, eller stræber han efter at omstøde vores sekulære demokrati. Den hollandsk-engelske forfatter Ian Buruma har mødt ham og er, skønt kritisk, mest tilbøjelig til at lade tvivlen tale til Ramadans fordel
10. marts 2007

Manden er en gåde. Nogen kalder ham 'tvetunget' og en 'islamistisk ulv i fåreklæder'. For andre er han en 'dybt original tænker', ja sågar 'en muslimsk Martin Luther'. For hans beundrere er Tariq Ramadan en modig reformist, der gør sig hæderlige anstrengelser for at bygge bro mellem muslimsk ortodoksi og sekulært demokrati. Unge europæiske muslimer strømmer til hans foredrag, der også cirkulerer i vide kredse på lydbånd. Sidste år hørte en af mine venner ham tale i Rotterdam for en tætpakket sal af 1.000 tilhørere, de fleste muslimer. Selv min ven, en iransk født hollænder og overbevist sekularist, var imponeret over denne islamiske superstjerne, som stræber efter at bringe sin tro i harmoni med den europæiske mainstream-livsform. Hans kritikere derimod beskylder ham for antisemitisme og religiøst snæversyn. For dem er han fortaler for undertrykkelse af kvinder, der under et røgslør af forsonlige formuleringer vil føre hellig krig imod det liberale Vesten.

Første gang, jeg mødte Ramadan, var i Paris sidste år. Nyhedsmagasinet Le Point havde indbudt mig til en paneldebat om 'muslimer i Europa', og man opfordrede mig til "at gå hårdt til ham". Det ville være synd at sige, at det slog gnister - dertil var Ramadan for åleglat. Slank, karismatisk og iført et elegant jakkesæt talte han med mild stemmeføring på flydende engelsk med svag fransk accent. Måske kunne jeg være gået hårdere til ham, men selv på de punkter, hvor vi var uenige, ville vores debat ikke fænge.

Et par måneder senere opsøgte jeg ham igen i England, hvor han underviser på Oxford University. Fysisk var han også vanskelig at få fat på. Hans sekretær vidste ikke, hvor han var. Et mobilnummer kunne ikke udleveres. Mine e-mails forblev ubesvarede. Måske var han i Rotterdam, hvor han passer et gæsteprofessorat i 'identitet og medborgerskab'. Måske var han gæst i et tv-talkshow, i færd med at signere bøger eller ved at holde foredrag. Næste dag var han tilbage - han havde været i Stockholm. Et møde blev arrangeret i en vens hus i London. Ramadan dukkede op, som altid med sirligt studset skæg og i skræddersyet jakkesæt med åbenstående skorte.

Imod parallelsamfund

Den 44-årige Ramadan kalder sig "aktivist-professor" og indrømmer, at han bruger mere tid på at skrive, holde foredrag og rådgive end på at undervise. Tillige fører han en tilværelse som from muslim med alle dertil hørende religiøse forpligtelser, herunder fem daglige bønner. Hans store projekt er at anvise en vej, så muslimer kan gøre sig fri af deres minoritetsstatus og påtage sig den centrale rolle som europæiske medborgere, han mener tilkommer dem. "Med den frihed, Vestens muslimer har," siger han, "vil de kunne få enorm indflydelse."

Muslimer bør ikke stræbe efter at skabe et 'parallelt system' til det vestlige demokrati, hvis det står til Ramadan. "Hvad vi derimod må gøre, er at handle politisk for at fremme retfærdigheden og indføje vores etik i det eksisterende system."

For Ramadan er den neoliberale kapitalisme et redskab, hvormed Vesten udøver herredømme over verden. At yde denne 'uretfærdige' orden modstand er en del af hans opgave som en aktivistisk professor, der udleder sine 'universelle principper' af sin muslimske tro. Dette budskab giver ikke blot Europas veluddannede muslimer en politisk sag. Det vækker også bifald, når den internationale venstrefløj mødes ved globaliseringskritiske sammenkomster som World Social Forum.

Liberal opvækst?

Jeg spurgte Ramadan, hvordan det havde været at vokse op som egyptisk muslim i Genève og ikke en hvilken som helst egyptisk muslim: Hans morfar var Hassan al-Banna, grundlægger i 1928 af Det Muslimske Broderskab, som ville bekæmpe 'vestlig dominans' og skabe en islamisk stat.

"Meget vanskeligt," svarede han.

"Der var få muslimer i Genève i 1960'erne. Nogle af mine brødre var tiltrukket af Vestens livsstil. En opgav alt, hvad der havde med religion at gøre. Men vores forældre var liberale. De tvang os ikke til at bede og var åbne for dialog og diskussion."

'Liberal' er en overraskende karakteristik af Ramadans far, der var Said al-Bannaal-Bannas yndlingsdiscipel og en utrættelig fortaler for politisk islam. Han måtte flygte fra Nassers Egypten, da Det Muslimske Broderskab blev forbudt i 1954 og slog sig ned i Genève. Som den yngste af seks børn blev Tariq opkaldt efter Tariq Ibn Ziyad, en muslimsk hærfører, der i 711 erobrede Spanien. Ramadan selv nægter at være medlem af Broderskabet, hvis credo er Gud er vores mål, Profeten vort forbillede, Koranen vor lov, hellig krig vores metode og martyriet vort ønske, men han er stolt af sin baggrund. For mange muslimer er al-Banna da også stadig en stor mand. Da jeg et par dage senere igen mødtes med ham i den gigantiske East London Mosque, blev Ramadan introduceret i ærbødigt tonefald som "Al Bannas barnebarn".

Men selv om Ramadans far repræsenterede Det Muslimske Broderskab i Europa, gik Ramadan i schweizisk skole, hvor han fik solidt kendskab til fransk litteratur og europæisk filosofi. Han valgte da også at læse filosofi, litteratur og socialvidenskab ved Université de Genève. Fascinerende nok valgte Ramadan af alle europæiske filosoffer at skrive doktorafhandling om Friedrich Nietzsche, den gudsfornægtende tænker, der spåede religionens død. Havde Ramadan oplevet samme tvivl som Nietzsche?

"Tvivl om Gud, nej," svarede han. "Men spørgsmål, ja. Nietzsche stiller stærke spørgsmål om religion, om hvordan religiøse identiteter bliver til. Jeg læste også alt af Dostojevkskij og kunne lide det hele. Det var ikke let at vokse op i en religiøs muslimsk familie og omgås mennesker udefra, som drak alkohol osv. Men jeg beskyttede mig selv ved først og fremmest at dyrke sport to timer hver dag, fodbold, tennis, løb. Og så ved at læse bøger - hver dag læste jeg op til otte timer. Min far advarede mig om, at livet ikke var i bøgerne, men bøgerne afholdt mig fra at drikke, og jeg fik respekt fra mine opgivelser. 'Professoren' var mit øgenavn."

Fælles værdier

I 1986 giftede Ramadan sig med en schweizisk kvinde, søster til en af hans gamle fodboldkammerater og nykonverteret til islam. Parret drog til Cairo i 1991 med deres to små børn. Her studerede Ramadan muslimsk filosofi på Al-Azhar Universitetet. Opholdet i Egypten uddybede hans viden om islam, men gjorde ham også til overbevist europæer. "Jeg følte mig vildført. Den filosofiske forbindelse mellem den islamiske verden og Vesten viste sig snævrere, end jeg havde troet. Vesten og islam er ikke fuldt adskilte verdener. Vi har universelle værdier til fælles." Samtidig indså han, at hans 'hjem' var i Europa, og at hans kultur var europæisk, uagtet at islam var hans religion. Ramadans intellektuelle kamp for at slå bro over to forskellige traditioner blev i samme grad en personlig indre kamp.

I sin bog Vestens muslimer og Islams fremtid opregner Ramadan forskellige tilgange til islam fra "politisk, bogstavtro salafisme", som er militant antivestlig i sin kamp for en islamisk kalifat-stat, til "liberal reformisme", der opfatter troen som ren privatsag. I moskeen spurgte jeg ham, hvor han selv ville placere sig. "Jeg er reformistisk salafist," sagde han, hvilket kan lyde selvmodsigende, men i sin bog forklarer han sig således: "Målet er at beskytte den muslimske identitet og religiøse praksis, men samtidig at anerkende den vestlige konstitutionelle struktur, engagere sig som medborger på det sociale niveau og leve sit liv i ægte loyalitet over for det land, man tilhører."

Om sin morfar sagde Ramadan: "Folk hævder, at hans tanker danner grundlag for al-Qaedas ideologi. Det er usandt." Den revolutionære islams åndelige fader er ifølge Ramadan en andet medlem af Broderskabet, nemlig Sayyid Qutb, som talte for at føre hellig krig imod det vantro Vesten. Men som Ramadan påpeger: "Qutb sluttede sig først til Broderskabet, efter at min morfar var blevet myrdet (af agenter fra den egyptiske regering, red.). De kendte aldrig hinanden. Hassan al-Banna var tilhænger af et parlamentarisk system som det britiske."

Om det er en rimelig fremstilling af Hassan al-Banna, kan diskuteres, men den fortæller meget om Ramadans selvfremstilling. Hans forsøg på at forene, hvad der er svært foreneligt, kan få ham til at virke fordækt. På University of Notre Dame kendte man udmærket til dette ry, men som professor R. Scott Appleby - manden, hvis idé det var at udnævne Ramadan til professor i religion, konfliktforebyggelse og fredsskabelse - forklarede mig over en frokost i New York:

"Ramadan forsøger at gøre noget, som er vanskeligt, men som der er kolossalt behov for. Han bliver beskyldt for at have Janus-ansigt, men det er uundgåeligt, at han må fremvise forskellige ansigter til sine forskellige slags publikum. Han forsøger at bygge bro og bringe mennesker af forskellige baggrunde og verdensanskuelser sammen, og når vi ville have ham som professor, var det præcis, fordi vi vidste, at han er en mand, man lytter til i den muslimske verden." Ramadan kom aldrig til at beklæde professoratet, da de amerikanske myndigheder nægtede ham indrejse.

Modstand som nøglebegreb

Men hvad går hans politik ud på? Ramadan forklarede mig, hvad der har formet hans politiske forståelse.

"I min familie var modstand et nøglebegreb, modstand imod diktatur og kolonialisme. Fra 18-årsalderen begyndte jeg at rejse til sydlige lande, til Indien, til Latinamerika, til Afrika. De mennesker, jeg mødte her, var ofte venstreorienterede. Brasiliens befrielsesteologer var en stor inspiration, fordi deres modstand byggede på religiøse principper. På grund af disse erfaringer begyndte jeg at læse min morfars værk og bemærkede, hvordan han brugte de hellige skrifter, f.eks. fortællingen om Moses, imod den britiske kolonialisme. Han sagde i 1940'erne, hvad befrielsesteologerne prædikede i 1960'erne."

Ramadans kritikere, især den franske journalist Caroline Fourest, forfatter til den meget kritiske bog Frère Tariq, ser imidlertid en direkte linje fra Hassan al-Banna over faderen, Said Ramadan, til Tariq Ramadan. Ramadan foretrækker at se sig som arvtager til, hvad han kalder "islamisk socialisme, selv om den hverken er socialistisk eller kapitalistisk, men repræsenterer en tredje vej." I hans optik er hans fars venskab med den sorte amerikanske leder Malcom X mere betydningsfuldt end forbindelseslinjerne til mellemøstlig islamisme. Derfor var Ramadan da også en populær taler blandt afroamerikanske muslimer, mens han endnu kunne rejse til USA.

Det morderiske tyranni, der for Ramadan skal modstås, er 'den nordlige udviklingsmodel', der indebærer, at "halvanden milliard mennesker lever en betryggende tilværelse, fordi næsten fire milliarder må kæmpe for at overleve". For Ramadan er den globale kapitalisme, som den søges udbredt gennem institutioner som Den Internationale Valutafond og Verdensbanken, "krigens hus". "Over for den neoliberale ideologi giver islam ikke andre anvisninger end modstand."

At være en svoren fjende af kapitalismen betyder ikke nødvendigvis, at man er kommunist, religiøs fundamentalist eller antisemit. Alligevel har disse grupper noget til fælles: At revoltere imod vestlig materialisme på grundlag af påståede overlegne åndelige værdier er et gammelt projekt, som har haft mange fædre, men aldrig været det vestlige demokrati synderligt venligt stemt.

Som den franske islamalog Gilles Kepel bemærker, er Ramadans "balancegang vanskelig, da hans socialisme ikke altid er acceptabel for fromme muslimer. Ved siden af 'jøden', 'korsfareren' og 'sekularisten' er Marx en dæmonisk figur for Det Muslimske Broderskab." Ramadan indrømmer da også, at "mine skarpeste kritikere kommer fra muslimske flertalssamfund. Traditionelle salafister fordømmer mig for at være imod islam". Omvendt skaber Ramadans forsvar for visse skikke, der har rødder i islamisk tradition, mistro blandt dem, der i øvrigt er enige i hans politiske visioner. F. eks har han været en skarp kritiker af forbuddet imod religiøse klædedragter - herunder tørklæde og slør - i franske statsskoler.

'Farligere end åbenlyse ekstremister'

Det, som vækker mistillid blandt forhenværende eller nuværende progressive, er det åbenlyse paradoks i Ramadans politiske retorik. Når det gælder global kapitalisme, taler han som en venstrerevolutionær fra maj 1968, men når det gælder kønsmoral taler han som en af de antiliberale konservative, som sådanne studerende afskyede. I amerikanske termer er han en Noam Chomsky i forhold til udenrigspolitik og en Jerry Falwell i forhold til moral. En af Ramadans skarpeste kritikere, Caroline Fourest, frygter, at han har langsigtede planer om at omstøde Europas sekularisme. Over telefonen fortæller hun mig, at hun anser Ramadan for "farligere end de åbenlyse ekstremister, fordi det, han siger, lyder så umiddelbart fornuftigt."

Kvindespørgsmålet er her afgørende.

Jeg ønskede at vide præcis, hvad Ramadan mener med udtryk som "islamisk feminitet", "naturlig komplementaritet" og "det kvindelige væsens autonomi", som jeg fandt noget vage. Han svarede: "Når man kæmper for rettigheder, gælder det om at opnå en retslig status, og det er nødvendigt. Vi må kæmpe for kvinders lige rettigheder. Men kroppen må ej heller forglemmes. Mænd og kvinder er nu engang ikke ens. I islamisk tradition opfattes kvinder i første række som mødre, koner eller døtre. "

Jeg synes ikke, at svaret var synderligt uddybende. Jeg præsenterede ham for nogle af Caroline Fourests beskyldninger imod ham - at han skal have tilrådet muslimske kvinder ikke at række mænd hånden, advaret imod ikke-kønsopdelte svømmehaller og frarådet kvinder at deltage i idræt, hvis deres kroppe blev eksponeret for mænd. Han svarede, at alle citater var taget ud af en sammenhæng. "Hvad jeg mener," sagde han, "er, at mænd og kvinder må have et valg. Hvis de vil følge tækkelighedens regler, bør de kunne vælge dette. Jeg giver da selv kvinder hånden."

Spørgsmålet er, hvor langt det sekulære samfund kan strække sig for at imødekomme islamiske principper. "Vi bør være tilhængere af integration," siger Ramadan, "men det må være op til os at afgøre, hvad dette indebærer. Jeg vil overholde lovene, men kun for så vidt at de ikke tvinger mig til at gøre noget, som er imod min religion. Hvis noget samfund vil fratage mig retten til at agere i min tros navn, vil jeg yde modstand og bekæmpe dette samfund."

Værdighedens diskurs

Men hvad vil det sige at agere i sin tros navn? I 1993 kritiserede han, at et teater i Genève ville opføre Voltaires teaterstykke Fanatisme eller profeten Muhammed og kaldte initiativet for "endnu en brik til hadets og udstødelsens bygning". Og dog har han aldrig opfordret til vold eller indskrænkninger af ytringsfriheden - heller ikke i forbindelse med affæren om de danske Muhammed-tegninger.

Olivier Roy, der måske er Frankrigs største islamekspert, siger, at det handler om respekt. Det, han kalder "værdighedens diskurs" er Ramadans største appel. Jeg spurgte Roy, hvem hans tilhængere er. "Ikke første generationsindvandrere og bestemt ikke fundamentalister," svarede han. "Og de fattige i de franske forstæder er ligeglade med ham. Han appellerer til universitetsuddannede andengenerationsindvandrere, som ikke føler sig helt integrerede. De vil gerne være middelklasse, og for dem er respektabilitetens og værdighedens diskurs uhyre vigtig."

Jeg tænkte på den somalisk fødte hollandske aktivist Ayaan Hirsi Ali, der på sin vis er lige så karismatisk som Ramadan. Efter de kontroverser, hun oplevede i Holland i kølvandet på sin film Submission, som førte til en muslimsk ekstremists mord på instruktøren, Theo van Gogh, arbejder hun nu for det neokonservative American Enterprise Institute i Washington. Hendes mission er også at udbrede 'universelle værdier'. Også hun taler om nødvendigheden af reformer. Men hun har opgivet sin tro på islam, som hun kalder "tilbagestående" og "pervers". Som resultat heraf har hun fået større succes blandt sekulære ikke-muslimer end blandt identitetsusikre muslimske indvandrere. Ramadan tilbyder en anden vej, som insisterer på en rationel, men dog traditionalistisk tilgang til islam, som ifølge ham rummer værdier, der er så universelle som den europæiske oplysningsfilosofis. Som jeg forstår Ramadans projekt, er disse værdier ikke sekulære og heller ikke altid liberale, men de er frem for alt heller ikke del af en hellig krig imod Vestens demokratier. Han står for en politik, der er et alternativ til volden, og det må i sidste ende være grund nok til at indlade sig på en kritisk, men ikke frygtsom dialog med ham.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu